Hvad gør godt design godt for - og gør det mere end godt?

Wegener: Flaglinestol

I Politiken den 22-09-17 i Kultursektionen under den faste rubrik 'Signatur', under dagens store satiretegning, der har Marcus Rubin en kommentar under overskriften:

Apple og Moleskine redder arbejdsglæden 

Manchetten fortæller at

Skønhed betyder noget. Snarere end at rase mod Apples dominans burde flere tage ved lære.

I versionen på nettet er overskrift og manchet smeltet sammen til:

Det er let at rase mod Apple. Men skønhed betyder noget og kan betale sig. Apple og Moleskin redder min arbejdsglæde

Jeg citerer lige det centrale afsnit i kommentaren:

I årtier synes Microsofts ret ucharmerende, men funktionelle produkter at være sejrherren i techslaget, men i de sidste 10-15 år har Apple heldigvis klart vundet. Sagen er nemlig, at skønhed betyder noget.

   Denne tekst er skrevet på en Mac, som jeg af mine egne højt beskattede penge har købt og betalt, fordi jeg synes, den er smukkere og behageligere end den sådan set ganske funktionelle Lenovo, som avisen har stillet mig til rådighed. Det er en luksus, som jeg har tilladt mig, men også noget, jeg er fuldkommen overbevist om gør mig både gladere og mere produktiv.

   Jeg er simpelthen mere fristet til at sidde og – i mit tilfælde – skrive på min Mac, end jeg er på en generisk PC.

   Det lyder banalt og måske overfladisk, men faktisk er jeg overbevist om, at der gemmer sig en dybere indsigt, som Apple forstod før og bedre end de fleste andre moderne selskaber.

   Nemlig, at selv om sådan en som jeg ikke ved noget særligt om design, anerkender og nyder jeg det, når det bliver stillet foran mig.

   Vi mennesker har en iboende evne til at værdsætte skønhed og kvalitet.

Og senere skriver han om Apples Godfather Steven Jobs' tilsyneladende ustyrlige og for mange at se helt hysteriske optagethed af det perfekte design:

Men der er mening med galskaben. Det er troen på, at skønhed ikke er overflødigt, end ikke inde i en computer.

   Det er det, som gennemsyrer Apples produkter og for millioner af mennesker har gjort dem uimodståelige.

Skidt med afsættet i "raseriet" som blot er journalistisk legitimation for at bringe kommentaren.

   Men postulatet er altså at det at sætte pris - altså ekstra særlig stor pris - på produkter der viser sig at have et bemærkelsesværdigt og fremragende design som sit kendemærke (som Appels Mac-computere), er noget der udspringer af en medfødt - "en iboende evne".

Hvorvidt nydelsen af skønhed er præprogrammeret i hjernen og kroppen, eller det er noget der er tillært, er et spørgsmål jeg for godt et år skrev en række indlæg om. Det første indlæg i serien finder du her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/10/om-glden-ved-stetisk-sknhed-det-handler.html

Den serie af blogindlæg tager hovedsagelig udgangspunkt i malerkunst og skulptur. Og nævner ikke design.

   Men pointen er klar: forskningen tyer på at oplevelsen af (glæde ved) skønhed er et spørgsmål om "proccessing fluency" - dette at det visuelle input 'glider ind' - umærkeligt og under bevidsthedsgrænsen - hos modtager og bruger - uden mærkbar mental eller fysisk modstand. Det føles både nemt og rigtigt at bruge og man glæder sig til næste gang. Men det er så også en pointe at skønheden skal opleves på en baggrund af 'grimhed', en kontekst af ikke-skønhed.

  

Spørgsmålet er om den pointet også kan overføres til betydningen og effekten af godt design på sindet. Marcus Rubins ordvalg peger i den retning: "gør mig gladere og mere produktiv", "mere fristet til at skrive", "nyder det", "gjort dem uimodståelige".

   Noget peger klart imod at godt design udløser nogle af de stoffer i hjernen (endorfiner) som stimulerer belønningssystemet, så det er nemmere at komme i flow ved computeren eller når man tager noter - hvis man er indrettet som Marcus Robin.

   Og det er mange andre også, som han argumenterer for sit synspunkt med.

I serien af blogindlæg om 'Glæden ved skønhed' afsnit nr. 5 introducerer jeg et begreb som jeg den gang ikke havde mødt før: 'Transient Hyperfrontality' som indebærer ...

... at hjernens bevidste styre- og kontrolsystem som sidder i det man kalder 'frontallapperne', at det for en tid svækkes, 'de-reguleres', 'går i slow-motion' (eller 'går helt i dvale'), - for så bagefter at kunne dukke op og tage kontrollen igen - og for på det tidspunkt at kunne udnytte de input - de ideer og løsningsforslag som andre dele af hjernen af sig selv har produceret mens den i en periode har fået lidt (eller meget) friere tøjler.

Læs mere her, blandt andet om "altered states of conciousness" som er det jeg tror ekstraordinært godt designe hjælper modtagerne og brugerne til lettere at komme i, en mental tilstand som man derefter vil kunne trække på under løsningen af en arbejdsopgave:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/11/nar-frontallapperne-slapper-af-og.html

Med en anden terminologi kan man sige at hjernens indbyggede 'normale' latente hæmnings-niveau for en tid svækkes eller sænkes.

   Det muliggør - åbner - flere aktive neurologiske forbindelser (nervebaner, synapser) mellem forskellige dele af hjernen, forbindelser som er nødvendige hvis den foreliggende opgave skal løses på en ny, kreativ og overraskende måde.

 

Og det kunne så også være mit bude på en forklaring på Marcus Rubins (og mange andres oplevelse, herunder mine egne tilsvarende) at det at omgive sig med brugsgenstande, fx. møbler eller køkkengrej, med ekstraordinært godt design, at det bidrager til at det er nemmere at komme i et kreativt flow når man skal eller er igang med en opgave, et flow hvor hjernen ubesværet og nemt skifter mellem de to neurologiske netværk: det indadvendte imaginations-orienterede og det udadvendte opgave-orienterede.

I overskriften på kommentaren i Politiken indgik også navnet på et andet produkt som Marcus Rubin lovpriser for sin særligt tiltrækkende æstetiske kvalitet - altså for sit suveræne design: en Moleskine notesbog.

   Og mens Apple som navn, brand, og pionerfirma inden for design af elektroniske produkter er kendt af næsten alle, så er 'Moleskine' utvivlsomt kun kendt inden for en snæver kreds - en 'elite' tør man måske endda sige, i lyset af den debat der nu har bragt en række diskussioner i pressen op på et plan hvor ingen mere forstår hvad hinanden snakker om.

   Jeg har en erindring om at jeg selv en gang for en del år tilbage anskaffede mig sådan en Moleskine notesbog, sikkert den gang jeg var TV-direktør (1992-98).

   Men for mig var oplevelsen altså ikke at jeg blev permanent fristet til  køb, ligesom jeg i øvrigt ikke skriver på Mac-computer (jeg har gjort det i nogle år i 90'erne, men det er længe siden.). Og min smartphone er heller ikke en iPhone, men én med android-styresystem.

   Så der er grænser også for uimodståeligheden i Apples og Moleskine superdesignede produkter.

   

Her er hvad Wikipedia indledningsvis fortæller om 'Moleskine':

Moleskine (Italian pronunciation: [mɔleˈskiːne]) is an Italian manufacturer, papermaker and product designer founded in 1997 by Maria Sebregondi, based in Milan, Italy.[2] It produces and designs luxury notebooks, and also includes planners, journals, sketchbooks, leather backpacks, wallets and various accessories and stationery.

   Moleskine's notebooks are stylised to follow the aesthetics of a 'traditional' black notebook with rounded corners and ivory-coloured paper. They are bound in cardboard with a sewn spine that allows the notebook to lie flat. An elastic band is used to seal, and a ribbon bookmark is included along with an expandable pocket inside the rear cover which is packed in a paper banderole.

   The name Moleskine does not have an official pronunciation in any other language except Italian.

Om sit forhold til den særlige notesbog, som altså associeres med forholdet til Apple-produkter, skriver Rubin:

Apple er selvsagt langtfra de eneste, som forstår dette. Et andet eksempel fra min egen verden er Moleskin-notesbøgerne.

   Igen en lille luksus, jeg og masser af andre skrivende køber til os selv, selv om vi bare kunne snuppe en gratis blok på kontoret. Hvorfor?    Fordi oplevelsen er lækker. Man har lyst til at tage noter i en Moleskin og føler sig mere kreativ og klog.

   Er det nødvendigt? Nej, måske ikke. Men det øger betragteligt glæden ved arbejdet og fristelsen ved at give den en ekstra tand. Lyder det forkælet?

   Det er det selvsagt også. Både Apple og Moleskin kommer et godt stykke oppe i Maslows berømte behovspyramide. Men det er trods alt deroppe, en stor del af os lever.

   Der er grimhed nok i et moderne kontorliv. Tak til Apple, Moleskin og alle de andre for at minde os om, at der også er et marked for elegance og smukt design.

Sådan ser den ud (findes i mange udgaver og med forskelligt ekstraudstyr der også koster kassen):

Søger man på nettet efter formuleringer af principper for godt design, dukker der en masse henvisninger op på navnet Dieter Rams, en kendt designer som er ophavsmanden til "10 principper for godt design". 

   Ifølge ham bør godt design følge nedenstående principper:

1. Godt design skal være innovativt
2. Godt design gør et produkt brugbart
3. Godt design er æstetisk
4. Godt design gør et produkt forståeligt
5. Godt design er diskret
6. Godt design er ærligt
7. Godt design er langvarigt
8. Godt design er gennemtænkt til mindste detalje
9. Godt design er venligt
10. Godt design er så lidt design som muligt

Læs udfoldelsen af principperne her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Dieter_Rams#Examples_of_Dieter_Rams.27_works

Jeg er overbevist om at Dieter Rams med disse principper rammer meget præcist i forhold til det som Marcus Rubin oplever og skriver om.

      Wikipedia giver designeren disse ord med på vejen:

Dieter Rams (20. maj 1932 i Wiesbaden) er en legendarisk tysk industriel designer, som arbejdede for det tyske firma Braun i 1960'erne. Hans design er berømt for det meget minimale udtryk og brugervenlighed, som stadig virker tidløst. Hans design har været en kæmpe inspiration for mange designere siden som chef-designer hos Apple Inc. Jonathan Ive[1][2].

Flere af min køkkenmaskiner er - tilfældigvis - af mærket Braun.

Jeg er så heldig at min frue som er uddannet inden for design, har fornemmelsen for godt design på rygraden og helt inde i sin kreative sjæl.

   Det har jeg sådan set også. Og da jeg var helt ung og måske ville være arkitekt, designede jeg faktisk et sofabord til mine forældre, som jeg i erindringer tænker på som godt design.

   Men fordi jeg også er lidt nærig, så har jeg i årenes løb, købt brugsgenstande til vores fælles hjem, som ikke levede op til fruens standard for godt design. Og som lige så stille er røget ud igen.

   Og fordi jeg i mine helt unge dage (1966)  købet Wegners 'flagline-stol' hos en marskandiser på Nørrebro uden at ane noget som helst om hvem der havde designet den og hvad den skulle vise sig at blive værd, så dokumenterer det at jeg - uden forstyrrelser fra den økonomiske virkelighed - også har en nærmest medfødt fornemmelse for godt design.

   Men efterhånden er jeg lært af fruen at når jeg synes noget er godt designet, så skal jeg glemme hvad det koster. Og så viser det sig at vi gang på gang er meget enige om hvad vi vil have ind i vores stuer og køkken.

   Jeg kan inden for de seneste år nævne nye lamper og nye reoler som er udtryk for særligt godt design, og som vi har købt i forbindelse med en nyindretning af de centrale rum i vores hus.

   Fx de her to design-berømmede artifakter: At Bo-reolen og Carravaggio P3-pendlen:

Carravaggio P3-pendel

At Bo-reolkasser

Jeg kan også nævne alle de mange Eames-siddemøbler jeg i årenes løb har anskaffet (efter at fruen havde gjort mig opmærksom på deres eksistens og helt særlige design-kvaliteter for mange år siden).

   Jeg nyder i den grad både at se på dem og sidde i dem:

Eames: EA 219

Eames: Compact sofa

Eames: EA 124

Især vil jeg fremhæve Eamsernes 'Compact'-sofa, et møbel som jeg blev forelsket i ved første blik da jeg så det på en Paustian-udstilling for en del år siden, og som jeg flere år senere erhvervede mig stort set fra ny på en netauktion - til en pris der var en tiendedel af hvad den ellers koster hos Paustian og på seriøse internationale møbelfirmaers hjemmesider.

   Som en lille specialitet: En scenograf på en af mine tv-arbejdspladser havde købte tre af den her type møbler til et talk-show. Prisen blev der ikke spurgt om.

  Jeg købte to stole og en sofa for en billig penge da der skulle ryddes op og ud på rekvisit-lageret:

  Collezione Giorgetti Progetti:

Min er den første fra højre

Mine to er den første fra venstre

Jeg vidste intet om denne møbelkollektion og deres italienske designer  - andet end at de bare havde det særlige design-touch som gjorde at det kunne være 'sjove' at have nogen af dem i sit daglige nærområde.

   De koster fra ny omkring det samme som Eames-stolene

Så er der nogle nyere anskaffelser til mit arbejdsværelse som også i mit hoved lever op til betegnelsen bemærkelsesvis godt design:

   Zanatta rundt bord i to etager på hjul:

Zanetto Giro rundt sofabord på hjul

Og her et let og smukt enkelt og velfungerende skrivebord af bambus, som Politiken plus har haft til salg i længere tid, og som jeg faldt for ved første syn og købte:

We Do Wood Field Skrivebord - Bambus

Og betyder det så noget - som Marcus Rubins kommentar peger på - at man til daglig omgiver sig med og bruger artifakter - brugsgenstande - af usædvanligt godt design (dvs design som har langtidsholdbarhed)?

   - Ja, jeg synes jeg oplever det - fx når jeg kommer hjem til vores hus eller sommerhus efter en længere tur i byen; gennem årene er det jo gradvist blevet gennem-møbleret med den slags kvalitetsdesignede møbler: 

   - Et stille sus af nydelse ved syn og gensyn med artifakter som man ikke bliver træt at opleve. En følelse der skyldes at synet udløser en mild dopamin-injektion i hjernens belønningssystem der sænker frontallappernes kontrol - nok til at gå igang med en opgave i lidt højere humør.

   Og jeg er faktisk ikke i tvivl om at mit veldesignede habitat hjælper på lysten til at skrive mine lidt skæve blogindlæg - og male gode og lidt specielle akvareller.

   Selv når humøret ellers er i bund - eller slæber sig af sted i en relativt lav mental flyvehøjde, så stimulerer den slag eksempler på særligt 'outstanding design' i omgivelserne mine (og fruens) mentale energier, er erfaringen.

   

Om glæden ved æstetisk skønhed (4) - nu set med en kvalificeret konservativ kunstkritikers øjne: Roger Scruton

Emil Nolde: Akvarel

Serendipitet:

   På Facebook får jeg for nogle dage siden en henvisning til en artikel om kunstkritikeren og filosoffen Roger Scruton og hans "konservative syn" på ønsket eller kravet om skønhed i kunsten. 

   Og det netop som jeg skulle til at fortsætte min serie om hvordan glæden ved skønhed skyldes at genstande, figurer, landskaber, musik, digte etc. - bevidst eller ubevidst - kan afkodes og aflæses med en særlig høj grad af "processing fluency" - dette at oplevelsen af noget smukt foregår 'flyvende' og 'flydende' og tilsyneladende - næsten - helt ubesværet.
   Mentalt set: Modtagelsen og indoptagelse af skønne sanseinput kører som i smeltet smør eller lunken olie. Stort set uden modstand.
   Denne "processing fluency" skal dog forstås med en række forbehold og et stort gran salt fremgår det når man når til sidst i artiklen som er min hovedkilde til begrebet.
   Her er et link til artiklens af  de tre forskere Rolf Reber, Norbert Schwarz og Piotr Wienkuelman:

https://dornsife.usc.edu/assets/sites/780/docs/04_pspr_reber_et_al_beauty.pdf

Egentlig ville jeg nemlig her spinde en begavet ende videre - over den tanke jeg fik i det foregående indlæg: at den velbeskrevne oplevelse af 'flow' i virkeligheden falder meget fint sammen med det som den moderne kunstpsykologi kalder "processing fluency" - som er den mentale proces som oplevelsen af skønhed i malerier  og anden sanset kunst og æstetik tilsyneladende afhænger af.
  'Flow' er et begreb som en af foregangsmændene i den positive psykologi Mihaly Czikszentmihalyi har introduceret i debatten om kreativitet, Det handler om at når man udfører krævende - herunder kreative - handlinger med succes, så glemmer man sig selv og oplevelsen af tid og sted.
   Mens hjernen bidrager med en coctail af stimulerende og belønnende hormoner.
   Så er man i en flow-tilstand - en slags lykkerus i arbejdet.
   Men den kobling må vente til en anden gang.
 
Nu til artiklen fra net-mediet Point of View som jeg fik et link til via Facebook:

Artiklens overskrift lyder:

Kunstverdenen er fuld af indbildskhed og falsk originalitet

Og manchetten sammenfatter:

Kunstnere lader som om, de laver kunst. Kritikerne lader som om, de forstår sig på kunst. Og kulturinstitutionerne spiller med på løgnen, når de udstiller og promoverer værkerne. Inor Dale interviewer den britiske, konservative filosof Roger Scruton om den del af vores menneskelighed, der går tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om at frembringe noget smukt.

http://pov.international/kunstverdenen-er-fuld-af-indbildskhed-og-falsk-originalitet/

Jeg tillader mig her at citere en stor del af artiklen som også indeholder et link til en timelang BBC-dokumentar med titlen "Why Beauty Matters" (kommer nedenfor):

Ved en kunstudstilling i Köln i marts 2014 fremviste den schweiziske performancekunstner Milo Moire sit værk PloppEgg Painting. Hun dumper æg med maling ud af sit underliv og ned på et lærred, mens hun står med spredte ben mellem to stiger.

   Det er fiduskunst, og vi har også mange eksempler på det herhjemme. Lort på dåse. Frikadeller af menneskefedt. Menstruation i et glas. Tis på en væg. En guldfisk i en blender. Lignende artigheder bliver ivrigt produceret rundt omkring i Europa, på trods af at ingen gider have det stående eller hængende i deres eget hjem. Antagelsen synes at være: Kunst er godt, hvis ingen bryder sig om det.

   En skribent fra The Guardian bemærkede dengang, at i alle andre sammenhænge end en kunstforsamling, ville den slags blive opfattet som “en satire over moderne kulturel tomhed.”

Her kan jeg ikke lade være med at tænke: Det er det måske også. En slags vittighed på et højere - metaforisk plan. Se dokumentation i videoen her:

https://vimeo.com/92335924

I hvert fald har jeg aldrig selv følt mig særligt beriget af mødet med den slags kunst. Og jeg synes som regel at journalistikken og debatten om den er mere interessant end den umiddelbare oplevelse af de kunstværker som er anledning til alt postyret.

   Dette også selv om jeg godt i princippet kan se at der i megen af den slags kunst er tale om det jeg har skrevet om jævnligt her på bloggen - som udtryk for kreativitet: konceptuel blending; eller: kunstnerisk "faktion".

Artiklen fra Point of View fortsætter:

Moderne kunst er fuld af disse narrestreger. Og kunstnere, kritikere og bureaukrater samler sig begejstret som klukkende høner i gallerierne, når et nyt æg bliver sat på en piedestal. Kunstnere lader som om, de laver kunst. Kritikerne lader som om, de forstår kunsten. Og kulturinstitutionerne spiller med på løgnen, når de udstiller og promoverer værkerne.
   Sådan lyder i hvert fald kritikken af samtidens kunstverden fra den britiske filosof og æstetiker Roger Scruton, hvis kunstkritik nåede ud til et stort publikum for nogle år siden, da han lavede dokumentaren Why Beauty Matters til BBC.

Jeg ved ikke om Filmen er blevet vist i DR da den blev lanceret i 2014.

   Men den hører sådan set oplagt hjemme på DR-K. Og kan altså nu ses her hos mig:

 

Min mistanke er at den film ikke er blevet vist på DR-K fordi den så stærkt og velargumenteret advokerer for et såkaldt "konservativt kunstsyn" - en forestilling om sammenhængen mellem kunst og skønhed som jo indiskutabelt var det bærende i kunst- og stil-historien frem til omkring 1900 (sluttende med 'jugendstil' og 'art deco').

   

Jeg har jævnligt på denne blok gjort mig til talsmand for synspunkter som er beslægtede, især i forbindelse med mine skriverier om "utidige" kunstnere som Otto Frello, Harald Henriksen, Vilhelm Hammershøi, Gerda Wegener, Hundertwasser, Niels Strøbæk, Rembrandt Bugatti, Burne Hogarth, Fantasy-illustratorer m. fl. (du kan finde dem ved at søge med stikord i blokkens søgefelt).
   Som eksempel her mit nyerhvervede træsnit af Harald Henriksen:

Harald Henriksen: Vinterlandskab 1943

Vinklen har i mine indlæg om disse kunstnere dog ikke primæret været at fremhæve skønheden i det de lavede, men at fremhæve virkelighedstroheden - illusionskunsten - i disse kunstneres værker.

   Skønheden som det der betager, tiltrækker og fortryller har jeg dog også fremhævet rundt omkring - ofte og ikke mindst - i forbindelse med billeder i jugendstilen og i japanske træsnit og tegnefilm. Men som vist også i Harald Henriksen træsnit og akvareller.

   Men fx også den hollandske maler Johannes Vermeer fra sidste halvdel af 1600-tallet er kommet med i den bunke af kunstnere hvis billeder har givet mig (og mange andre) uforglemmelige oplevelser af skønhed:

Johannes Vermeer: Mælkepigen. 1658

Johannes Vermeer: Pigen med perleøreringen. 1665

Tilbage til artiklen der bringer et interview med Roger Scruton om hvorfor 'skønhed' (i en eller anden forstand) er en vigtig - måske afgørende del af kunsten og dens betydning:

I Why Beauty Matters argumenterede han for, at kunst bør handle om skønhed og transcendens. Som så mange andre konservative intellektuelle, kan Scruton godt lide at smage på sin egen forargelse og opfattelse af forfald, når han langer ud efter kunstnere, der ikke mestrer håndværket, men elsker idéen om berømmelse og beundring.

   På samme måde kritiserer han filosoffer, der jonglerer med fremmedord og teorier, men intet håndgribeligt har at sige om menneskets tilstand. ”Fakers” er hans fælles betegnelse for disse kunstnere og intellektuelle. Men for Scruton er der mere på spil end en akademisk diskussion om, hvad kunst er eller ikke er. Ifølge Scruton går en del af vores menneskelighed tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om noget smukt.

Den kobling mellem kunst uden skønhed og abstrakt teori uden ordentlig virkelighedsforankring (som fx økonomi), kan jeg godt lide.

 
En stor del af min kritik gennem årene af sprog i praksis, fremlagt på kurser og i lærebøger ("Skriv sundere", "Public acces og sprog"), har netop været vendt mod indholdstomt autoritært ping- og pampersprog og retorisk tomme verbale vindfrikadeller fra eksperter og politikere. Og kritikken har netop gået på at den slags sprogbrug slører, skjuler eller fordrejer virkeligheden for læsere og lyttere, frem for at gøre den forståelig og overkommelig. Og min anbefaling har været: brug 'erfaringssprog'  hvor det er muligt.

   Efaringssproget er simpelt hen også smukkere og nemmere at forstå, og så er det et sprog som i en vis metaforisk forstand er 'usynligt' og 'gennemsigtigt', et sprog der har en høj grad af "processing fluency" (se foregående blogindlæg).

   Citatet fra Scruton fortsætter sådan her:

”Når man fjerner idéen om skønhed fra sin centrale plads i vurderingen af kunstværker, underminerer man hele grundlaget og formålet med den kunstneriske produktion. Man gør samtidig vold mod vores selvforståelse og forbindelse til vore medmennesker. Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed”, forklarer han. ”Det er at fjerne det eneste, der retfærdiggør vores eksistentielle angst, lidelse og stress”, siger han og fortsætter:

   "Kunst uden skønhed tvinger os i stedet til at se på verden, som om angst, lidelse og stress er det eneste, der er at finde her. Det har en massiv indvirkning på det omgivende samfund, og særlig på unge mennesker, der – når de ser samtidens typiske kunstprodukter – bliver forstærket i deres tro på, at de er efterladt i en kærlighedsløs verden, hvor man ikke kan finde trøst, men kun distraktioner”.

Sådan har jeg aldrig tænkt før, men det er da et argument som ikke bare kan affejes. 

   Og jeg tænder straks på sammenligningen:

Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed 

Og når man er konservativ og filosofisk indstillet som Scruton, så må man naturligvis opleve den tidlige modernisme (impressionisme, ekspressionisme, pointillisme, fauvisme, kubisme, dadaisme, surrealisme, etc) som et - ja - rigtig gættet - SYNDEFALD:

Syndefald har ifølge Scruton sine rødder i den tidlige modernistiske bevægelse, der senere banede vejen for fiduskunsten. De tidlige modernister var på en kunstnerisk flugt fra nedarvede klichéer og uoprigtige gengivelser af fortiden. Originalitet var i det moderne etos et altafgørende parameter, som kunst skulle bedømmes ud fra.   Modernisterne ville etablere en ny erfaringsorden i kunsten, der kunne åbne døre til forståelse af nutiden set i lyset af fortiden. De gjorde derfor oprør mod konformitet og kitsch.

Da jeg var ung lærte jeg at sætte pris på og forstå moderne kunst, blandt andet hjulpet af at min mor da jeg var 14-15 år, tog mig med på kunstudstillinger der bl.a. viste værker af Klee og Nolde.

Emil Nolde: Akvarel

Paul Klee: Kat og fugl

Allerede den gang oplevede jeg også tiltrækningskraften i oprørs-historien mod den bestående kunst-frame, den som vi herhjemme kalder 'Guldalderen' med navne som Eckersberg og Thorvaldsen som billedkunstneriske frontfigurer.

   Og da jeg selv begyndte at male for alvor i en alder af 18-19 år, var det også med forbilleder og inspiration fra den amerikanske kunst i 50´erne som jeg havde mødt under mit år som udvekslingsstudent i New York 1961-62, formidlet af familiens amerikanske far:

Jackson Pollock

Jackson Pollock

Den gang har jeg ikke tænkt i baner som "det kan jeg ikke lide, for det mangler skønhed". Overhovedet ikke. Og i hvert fald nogle af Jackson Pollocks billeder er også indiskutabelt smukke.

   Men jeg kan ikke løbe fra at jeg selv den gang syntes at malerier med en eller anden form for figurativt forbillede, var dem jeg selv syntes var sjovest at tegne og male.

Egen produktion. Ca. 1960. Oliefarvekridt

Og mine akvareller som jeg er begyndt på for godt 4 år siden, de skal også både ligne og være smukke:

Egen produktion: Flyvende dompaphan. Akvarel. 2016

Egen produktion: Dompappar. Egen produktion. Akvarel. 2015

Og jeg har jo gennem årene måttet konstatere at da kunsten blev abstrakt og totalt frigjorde sig fra et krav om at ligne noget, så mistede jeg efterhånden lysten og fornøjelsen ved at møde den på udstillinger.

   Inderst inde savnede jeg forankringen til en genkendelig sanset virkelighed. Jeg savnede - med et fint ord - 'mimesis' i billederne: at de i en eller anden forstand 'lignede' - bag om abstraktionen.

   

Efterfølgende kunstretninger som 'pop-art', 'optical art' og forskellige former for dekonstruktivistisk kunst, metakunst og instalationskunst har heller aldrig rigtig sagt mig noget.

  Derimod har totalt hengivet mig i betagelsen og optagerheden af en kunstner som Walton Ford, en kunstner som jeg for første gang oplevede for nogle år siden på Louisiana, og som maler dramatiserede parfraser over gamle stik og illustrationer (Audebon):

Walton Ford

Walton Ford

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/picasso-er-ikke-min-kop-te-men-det-er.html

Og mens jeg har skrevet positivt om fx dekonstruktivistisk arkitektur - set udefra, så har jeg også følt at den ofte var decideret ubehagelig at befinde sig inden i og at finde rundt i. 

   Altså: Set indefra - en uskøn oplevelse.

    Her er jeg, så vidt jeg kan regne ud af referaterne om hans synspunkter, enig med Roger Scruton. 

   Se min kritik af 'dekonstruktivistisk arkitektur' her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/nar-arkitekture-opfrer-sig-som-befandt.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/sporene-efter-peter-eisenman-den.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/grnne-g-og-skinke-hypotesen-om-sakaldte.html

Endnu en gang må jeg udsætte at skrive om det der var anledningen til hele denne serie om "glæden ved æstetisk skønhed": udstillingen på Rønnebæksholm der viser akvareller af Carl Johan Forsberg - og billeder i syrebehandlet metal og keramik af Eva Louise Buus:

Eva Louise Buus

Carl Johan Forsberg

Men jeg slutter lige med at gentage endnu et citat fra artiklen med interviewet med Roger Scruton:

I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden, da han sagde, at man enten er kitsch eller avantgarde.

Vil man vide mere om Rober Scruton, så læs her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Roger_Scruton

(fortsættes i næste indlæg der endelig rammer i mål og tager afsæt i udstillingen på Rønnebæksholm som jeg og fruen besøgte for efterhånden en 14 dages tid siden) 

Om glæden ved æstetisk skønhed (3) - endnu mere om betydningen af "processing fluency" - her bevæger vi os fra skønhed til sandhed

(fortsat fra forrige indlæg, som det vil være en god ide at læse før dette)

Kunst er interessant, tiltrækkende, stimulerende og noget der er giver varig oplevelsesværdi fordi det er komplekst, provokerende, overraskende, originalt og sætter nye tanker i gang. Det har jeg - man, vi, alle - lært og tror på.
    Og det har vel været kunstæstetikkens grundlæggende præmis siden slutningen af 1800-tallet hvor modernismen og tænkningen bag den, blev født.
     Herhjemme var det Georg Brandes der formulerede kravet til ordentlig kunst, specielt med tanke på litteraturen: Den skulle "sætte problemer under debat".
   Dette sat i modsætning til forestillinger om den 'skønhed' der bygger på et nedslidt, udtjent og idealiserende skønhedsideal fra århundrederne før da, som som pop og kitsch, noget som helt grundlæggende er kedeligt fordi det er for enkelt, banalt, forudsigeligt og simpelt.
   I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden sådan her: Enten er man kitch eller avantgarde:

http://www.sharecom.ca/greenberg/kitsch.html

 Ilustrerende eksempler fra artiklen:

Kitch

Avantgarde

Kitch

Avantgarde

Så den siden da ret indiskutable og ofte erfarede sandhed som jeg indledte med, den står vel i modsætning til teorien om sammenhængen mellem 'processing fluency' og 'aesthetic pleasure', en teori som blev lanceret i afhandlingen med titlen: "Processing fluency and aesthetic pleasure: Is beauty in the perceiver's processing experience?" - skrevet af forskerne: Rever, Schwarz og Vinkielman.

   Og det syn på kunst og oplevelsen af den,  at den skal være provokerende og sætte tanker i gang, er forfatterne sådan set enig i. 

An important challenge for our fluency account is why people sometimes prefer complex over simple stimuli. After all, a simple stimulus (e.g., a single line or one musical note) should be easier to process than a complex stimulus (e.g., a pattern of lines or a chord), but the latter are commonly preferred. We propose that several processes may contribute to a relative preference for complexity.

Der er nemlig et ret grundlæggende problem ved deres teori: Den ser ikke ud til at stemme overens med den erfaring at kunst for at opleves som skøn, også skal hav en kant, være kompliceret - og altså i en metaforisk forstand være 'sand'.

O.K. Nu må man så holde tungen lige i munden, sådan mentalt set: Tanke- og formuleringsmæssigt galoperer vi ud over stepperne:

 
For faktisk at opleve "processing fluency" i forhold til en genstand, så må der også være en oplevelse af en forventet modstand i konteksten og situationen, en modstand som skal overvindes og som så også - til sidst - bliver overvundet.

   Hvis der er nul modstand ved perceptionen (=det man ser, er totalt forudsigeligt og velkendt) betyder faktisk  at oplevelsen af 'processing fluency' formindskes eller helt forsvinder. Og nemt slår over i sin modsætning: kedsomhed, forudsigelighed, vane:

As discussed in the preceding section, the ability of fluency to elicit an experience, and the perceiver’s willingness to use that experience in forming a judgment, depends on expectations and attributions. Simple stimuli allow the perceiver to form more accurate processing expectations, reducing the strength of the fluencybased experience. Further, simple stimuli provide the perceiver with an obvious attribution for the experience.

Hvis man som modtager reagerer ved mødet med 'skønheden' med denne tanke og følelse: "Jamen det er jo ikke andet end...", eller "Jamen, det er jo bare...", så forsvinder den æstetiske skønhedsoplevelse - som dug for solen.
 
Tænk på hvordan impressionisternes billeder blev oplevet da de de første gange udstillede i slutningen af 1800-tallet: stor modstand og ståhej - deres billeder blev af kunstkritikerne udskreget som uforståelige, grimme og barbariske, og de selv set som modstandere af den traditionelle kunsts universelle og indlysende skønhed.

Monet: Solopgang. 1972

Den modstand blev så over tid overvundet hos et nyt og mere åbent indstillet publikum, så flere og flere kritikere og udstillingsgæster oplevede "processing fluency" ved synet af dem, og dermed (ind)så deres æstetiske skønhed.

   Men nu er plakater med kopier af Monets, Renoirs og Degas´ billeder så 'indlysende smukke' at de for mange nok er dekorative, men også simpelt hen er kedelige - idet de egentlig ikke yder modstand nok, har æstetisk kant nok, til at man kan oplever skønheden i dem i dag.

Artiklen om 'processing fluency' fortsætter ved at henvise til æstetiske principper som "uniformity in variety" (='indre ensartethed bag ydre forskellighed'), eller "simplicity in complexity" (='det enkle i det komplicerede'):

Consistent with these ideas, a common view in aesthetics holds that highest beauty is attained by “uniformity in variety,” or “simplicity in complexity,” as when a complex theme is presented in an accessible way (see Dickie, 1997). This phenomenon can be understood by conceptualizing uniformity or simplicity as a source of fluency, and variety or complexity as a source of processing expectations. That is, when processing is expected to be difficult, yet turns out to be easy, it creates a particularly strong experience of aesthetic pleasure (see Gombrich, 1984, for a related discussion).

Fidusen ved den særlige stærke oplevelse af 'skønhed' som stammer fra 'det enkle i det komplicerede' eller 'det fælles i variationen', er at hvis man forventer det ikke går så flydende med afkodningen af det man ser, hører, føler, smager, læser - og man så pludseligt eller gradvist oplever at det alligevel opleves dejligt (man har 'knækket koden', som man siger), så giver det en særligt stærk oplevelse af skønhed, vellyd, velsmag.

 
Forskning viser så også at sammenhængen mellem komplekse stimuli og oplevelsen af behag, følger en omvendt U-kurve: Først stiger oplevelsen af behag med øget kompleksitet - indtil det bliver FOR besværligt og indviklet, så falder den igen.

A similar logic may explain why stimulus complexity is often related to preference by an inverted Ushaped function (e.g., Berlyne, 1971; Vitz, 1966). With low levels of complexity, the source of fluency is very salient. As complexity increases, the salience of the source of perceptual fluency decreases, enhancing the misattribution of fluency to beauty. However, further increases in complexity will eventually reduce processing fluency, leading to a decrease in perceived beauty. These mechanisms would combine to form a U-shaped relation between complexity and beauty, as predicted and found by Berlyne (1971).

Illustreret her:

Det er parallelt til beskrivelsen af 'flow'-oplevelsen som man finder den beskrevet inden for kreativitetsteorien i Mihaly Csikszentmihalyi-aftapningen: 'Flow' oplever man når der er en balance mellem det der er svært (= modstand), og det man i forvejen kan og som er nemt (= færdigheder) således at opgaven via den metaforiske flyve- eller flydetur bliver løst optimalt - til alles fuld tilfredsstillelse

  Er det for nemt, så kommer man ikke i 'flow'. Er det for svært, så heller ikke.

Artiklen diskuterer videre hvad forskellige forhold som kan gøre teorien i dens forenklede udgave problematisk:
   For eksempel dette at "processing fluency" også kan afhænge af om indholdet i kommunikationen er neme eller svær at kapere, kaldet 'cognitive ease' (i modsætning til 'perceptuel ease' som er det de har fokus på).
   Et smukt formet og proportioneret ansigt, er nemmere at opleve som meget smukt end den smukt formede abstrakte skulptur som man ikke kan finde ud af hvad forestiller.

   Eksempel: ansigtet på skuespilleren Angelina Jolie versus en Robert Jacobsen jernskulptur.

Anglina Jolie-portrætfoto

Robert Jacobsen-skulptur

Teorien om "processing fluency and aesthetic pleasure" kan blandt andre ting forklare hvorfor 'novicer' og 'eksperter' inden for et bestemt fagområde ofte kan værre ude for at de oplever 'skønhed' og 'graden af skønhed' meget forskelligt.

   Det som 'novicen' kan opleve som fantastisk smukt, kan af eksperten opleves som alt for indlysende behageligt og dermed banalt - og følgeligt ikke så smukt som objekter hvor skønheden er mere indirekte og skjult.
   Kritikere med ekspertstatus kunne i sådanne sammenhænge finde på at kaldet det for "forløjet kunst", associerer jeg.

Hen imod slutningen af artiklen tager de tre forfatter så nogle af Ramachandrans 10 principper for "universal laws of art" op: overdrivelse og abstraktion (forenkling).

   På en måde går de jo nemlig imod princippet om 'prototypicalitet' (dette at noget er typisk for sin slags) som noget der fremmer letheden i kommunikationen.

   De skriver:

In apparent contradiction to a common preference for prototypicality, two popular techniques in art are exaggeration and abstraction (Ramachandran & Hirstein, 1999). A perceptual fluency theory may again shed light on this paradox. On the one hand, prototypical stimuli are easier to process than nonprototypical ones, resulting in higher preference. On the other hand, under some conditions, exaggeration and abstraction may facilitate processing even more by emphasizing central features and discarding others.

Altså:: Forfatterne til artiklen mener her med deres teori at kunne forklare et paradoks: Hvorfor det er rigtigt at "overdrivelse fremmer forståelsen", "less is more" og "isbjergprincippet" (dette at det synlige og udtalt skjuler og henviser til en masse der er usynligt og uudtalt) - frem for forestillingen om at det man ser og hører, bare i et en-til-en-forhold ligner det det fremstiller - som i et fotografi.

   I begge tilfælde er der tale om at det øger "processing fluency" hvis man forenkler og overdriver det som er typisk, fælles, gennemsnitligt og gennemgående, via brug af den simple streg og linjeføring, eller ved den karikerede fremstilling.

   Jeg tager lige et par eksempler fra min yndlingskunst, de japanske træsnit:

Man forstår jo godt at de franske impressionister - og herhjemme Harald Henriksen m.fl. - blev stærkt inspirerede af skønheden i disse træsnit - via  neto deres forenkling og overdrivelse.

Fra skønhed til sandhed

Egentlig startede dette og det foregående indlæg med min nysgerrighed efter hvad det var i hjernen der sagde mig: "Hvor dejligt: Det her er godt nok fantastisk smukt!" Foranlediget af en udstilling på Rønnebæksholm som tematiserede "forestillinger om skønhed".

   Men en særlig vinkel som jeg var og er optaget af, er også hvordan der kunne og kan være en sammenhæng mellem 'skønhed' og 'sandhed':
   Det ene har med sansernes emotionelt positive oplevelse af objekter at gøre, det andet med substansen, med indholdet i udsagn at gøre.
  Og begge spørgsmål har optaget mig - som mangeårig underviser i journalistik, forsker og konsulent for folk der producerer fortællinger på tv. Og som en der har produceret bøger og artikler som faktisk rigtig mange mennesker har sagt der har haft glæde ved at læse og hvis indhold de har fået stort udbytte af. Og altså i en eller forstand har oplevet som indeholdende 'sandhed(er)'.

Svaret ifølge artiklens afsnit med overskriften "Beauty and Truth" er at  at de har en fælles kilde til vurderingen: "processing fluency":

In fact, there is growing empirical evidence that people use a common source for evaluations of both beauty and truth—processing fluency.

   For example, stimulus repetition increases judgments of liking. Similarly, figure–ground contrast increases judgments of liking.

   For example, R. Reber and Schwarz (1999) observed that the same statements were more likely to be judged true when presented with high rather than with low figure–ground contrast.

   Similarly, McGlone and Tofighbakhsh (2000) demonstrated that the same propositions are more likely to be perceived as true when presented in a rhyming rather than a nonrhyming form. Interestingly, a rhyming form also enhances the fluency with which statements are understood.

   In combination, these findings suggest that judgments of beauty and intuitive judgments of truth may share a common underlying mechanism.

   Although human reason conceptually separates beauty and truth, the very same experience of processing fluency may serve as a nonanalytic basis for both judgments.

Ups og haps! Vi er her inde på det område som jeg tidligere har skrevet om, når jeg har refereret centrale synspunkter og ideer fra bogen "Thinking, Fast and Slow" af Daniel Kahneman.
   Heri påviser han hvordan det at noget er nemt at tænke (system 1) fx fordi man har letkøbte fordomme om det, gør at man derfor nemmere tror på at det er sandt.

Artiklen slutter med at opsummere sine 'findings' ....

In sum, we propose that aesthetic pleasure is a function of the perceiver’s processing dynamics: The more fluently the perceiver can process an object, the more positive is his or her aesthetic response. This proposal entails four specific assumptions.

   First, objects differ in the fluency with which they can be processed. Features that facilitate fluent processing include all the core features identified in objectivist theories of beauty, like goodness of form, symmetry, and figure–ground contrast, as well as variables that have not received attention in traditional theories of aesthetic pleasure, like perceptual and conceptual priming procedures.

Altså: Forskellige objekter adskiller sig fra hinanden i forhold til hvor nemme eller svære de er at 'afkode'' med vores sanser (="can be processed"). Alle de egenskaber som teorien om at skønhed findes i ydre objektive objekter  uafhængigt af hvem som sanser dem, er egenskaber der letter denne afkødningsproces så impulserne fra dem bidrager til at oplevelsen af objektet bare flyder ind via underbevidstheden.

Second, processing fluency is itself hedonically marked and high fluency is subjectively experienced as positive, as indicated by psychophysiological findings.

For det andet: Selve det at noget er let at afkode, er fra barnsben forbundet med positive følelser,  det som her kaldes 'hedonically marked'. Og hvad er 'hedonisme' så? - Det kommer fra græsk (hedone="lyst") og er læren om at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse.

Third, the affective response elicited by processing fluency feeds into judgments of aesthetic appreciation, unless the informational value of the experience is called into question.

For det tredje: Positive følelser som skabes ved at afkodningen bare går af sig selv, flyder umiddelbart sammen med at noget vurderes som æstetisk værdifuldt, med mindre indholdet som formidles via den sansevurderede genstand, opleves som problematiskf fordi der er en konflikt mellem smuk form og grimt indhold.    Et godt eksempel på en sådan problematiserende og kritisk diskussionen finder man i forbindelse med tyske filmkunstner Leni Riefenstahls film Triumph des Willens der gennem en fantastisk dygtig optage- og redigeringsteknik forførende og effektivt heroiserer Nazismen og Hitlers Dikatatur:

Still-billede fra Riefenstahls film

Og endelig kan effekten af oplevelse af hvor flydende mødet med en et objekt går, blive ændret af særlige forhold: 

Finally, the impact of fluency is moderated by expectations and attribution. On the one hand, fluency has a particularly strong impact when its source is unknown and fluent processing comes as a surprise.

   On the other hand, the fluency-based affective experience is discounted as a source of relevant information when the perceiver attributes the experience to an irrelevant source. 

Hvad kan påvirke og modificere oplevelsen af afkodningen af en sanset genstand, altså hvor flydende eller trægt mødet går? er spørgsmålet her. 

   - Det kan stærke forhåndsforventninger og særlige former for kontekster - og påvirkningen kan gå i både  positiv og negativ retning. 

   Hvis oplevelsen af at "her går det nemt og flydende", hvis den kommer som en overraskelse, så forstærker det den positive oplevelse. Og omvendt hvis mødet føles som væsentligt mere trægt end forventet, så forstærker det den negative oplevelse.

   'Attribution' handler om hvordan vi forklarer eller begrunder oplevelsen af mødet med en genstand. Og hvis vi tilskriver oplevelsn noget negativt eller irrelevant hos afsenderpersonen eller i genstandens kontekst, så svækker det den positive oplevelse. 

   Et eksempel: Et maleri som traditionelt tilskrives Van Gogh, viser sig ved computerbaserede nærstudier af penselstrøgene at være en meget senere, men også meget dygtig forfalskning; billedet er malet mange år efter hans død - af en superprofessionel forfalsker:

In this photo released by the Museum and James Wang and Jia Li of Penn State shows a known forgery "The Sea at Saintes-Maries", left and the brushstrokes of the image at right. To detect fakes, the painting is divided into 2.5 inch by 2.5 inch sections. Each brushstroke is compared to a computer model devised from scans of 23 unquestionably authentic van Gogh works. The strokes are examined based on their length and steadiness.

Sammenfattende af dette komprimerede afsnit:

   Skønhed er ikke et objektivt træk ved genstande, lyde og andre sanseformer. Men det udspringer heller ikke frit af hjernens følelser af behag og ubehag.

   Det er noget som ligger i forholdet mellem hjernen og den umiddelbart oplevede smukke genstand: En relation der via interaktion over tid lærer hjernen og dermed bevidstheden at dette er smukt og dette ikke.

We have seen that beauty does not rest in the objective features of an object, but derives instead from the processing experiences of the perceiver. Is beauty therefore in the eye of the beholder? In a sense it is, if folk wisdom thinks of the eye as the perceptual processes of the beholder.

    However, beauty “in the eye of the beholder” has often been contrasted to “objective beauty.” The fluency hypothesis resolves this apparent contradiction: Beauty is in the processing experiences of the beholder, but these processing experiences are themselves, in part, a function of objective stimulus properties and the history of the perceiver’s encounters with the stimulus. Hence, beauty appears to be “in the interaction” between the stimulus and the beholder’s cognitive and affective processes

Men interaktionen mellem hjernen ot oplevelsen af skønhed i objekter i omverdenen udspringer så fra starten - barndommen - af objektive features ved genstande som hjernen er blevet forhåndsprogrammeret til at sætte pris på gennem darwinistisk udvælgelse: bundne sanseformer som har gavnet artens overlevelse, og over tid derfor har fæstnet sig genetisk i hjernevindinger og hormonale styresystemer.

Pyha. Det var en hård omgang at forstå det med betydningen af "processing fluency". Men når jeg har skrevet det - og skrevet det så langstrakt, så er det fordi jeg synes jeg virkelig blev klogere af at forstå det. 

Under researchen til dette og det foregåend blogindlæg er der også dukket et andet begreb op som kobler hjernens konstruktion og funktion med følelsen af lyst og dermed med lyst- eller glædefuld æstetiske oplevelser: "hedonistic hostspots" (om hvad 'hedonisme' er, se ovenfor):

Hedonic Hotspots are pleasure centers of the brain beneath the level of conscious thought. These set each other off during sensory pleasurable experiences.

https://vimeo.com/151688505

This animation shows how cognitive pleasures, such as a good conversation, a pleasurable idea or memory, a problem solved, etc, set off hedonic hot spots in the unconscious part of the brain. Ultimately the stimulation of these hot spots activates cognitive pleasure circuits, as well.

https://vimeo.com/152304377

Det med hedonistiske hotspots og deres funktion og betydning i oplevelsen af skønhed, vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed.

I næste indlæg planlægger jeg så at fortæller mere konkret om den udstilling som startede hele serien her: Maleriudstillingen på Rønnebæksholm med titlen: 'Forestillinger om skønhed', med billeder af den for længst afdøde svenske akvarelmaler Carl Johan Forsberg, og den nulevende danske kunstnerinde Eva Louise Buus, som er blevet inspireret til mange af sine billeder af mødet med billeder af Forsberg.

(fortsættes i næste indlæg)

Om glæden ved æstetisk skønhed (2) - meget mere om "processing fluency" og hvad der fremmer det

Proportioner  tegnet ind i et konstrueret smukt kvindeansigt

Skuespilleren Angelina Jolie

Dette indlæg er en fortsættelse af de umiddelbart foregående, som der er et link til her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/10/om-glden-ved-stetisk-sknhed-det-handler.html

Afsættet var en udstilling på Rønnebæksholm af to kunstnere, en der maler akvarel og en der arbejde i syrebehandlet metal. Navnene er Carl Johan Forsberg og Eva Louis Buus.

Carl Johan Forsberg: Akvarel (japansk inspireret)

Eva Louise Buus:
Hokusai-inspireret bølgemotiv på kobber

Under søgningen på teorier om æstetisk skønhedsoplevelser og hvad der foregår i hjernen i den forbindelse, opdagede jeg at der fandtes en teori som gik under betegnelsen "Processing fluency theory of aesthetic pleasure".
   Som vel  nærmest kan oversættes til dansk sådan: skønhed opleves når oplevelsen gennem sanserne af et 'objekt' foregår flydende - den fiser bare under huden, ind i hjerte og hjerne - uden forstyrrende modstand.
   Oplevelsen kan på mange måde minde om det at blive forelsket ved første blik.

Og først: Hvad betyder "processing fluency"?

Processing fluency is the ease with which information is processed. Perceptual fluency is the ease of processing stimuli based on manipulations to perceptual quality. Retrieval fluency is the ease with which information can be retrieved from memory.

Altså: Det er en slags mål for hvor  relativt 'flydende' eller 'flyvende' - glidende, nemt, ubesværet - man kan afkode og indoptage information via de fem sanser - og tilsvarende hvor let eller mindre let man kan genkalde sig information fra hukommelsen.

   Og det begreb kobles så teoretisk sammen med 'glæden ved æstetisk skønhed'.

The processing fluency theory of aesthetic pleasure is a theory in psychological aesthetics on how people experience beauty. 

Altså: Oplevelsen af æstetisk skønhed ved fx en genstand, et maleri, et landskab, et ansigt eller et stykke musik - og følelsen af tilfredshed ved mødet med dette æstetiske objekt, skulle ifølge den teori skyldes at det er noget der foregår særlig nemt og ubesværet: nemlig at sanse, percipere, opleve det; altså at det man oplevede som smukt eller skønt er en 'sansebegivenhed' hvor 'informationen' så at sige bare strømmer ubesværet ind i underbevidstheden - ledsaget af en befriende følelse af velbehag (som skyldes forøget dopamin og serotonin fra hjernens belønningssystem)

  Så ifølge den teori er 'skønhed' nok noget der foregår i hjernen (og altså "beauty is in the eye of the beholder", som man siger på engelsk), men det sker især og mest i mødet og interaktionen over tid med særlige egenskaber ved objekter som vi medfødt er positivt indstillet over for.

https://dornsife.usc.edu/assets/sites/780/docs/04_pspr_reber_et_al_beauty.pdf

Artiklen som jeg har linket til her, er vist nok den der introducere ideen for første gang, en ide (teori) som forsøger at opløse konflikten mellem to uforenelige forestillinger om 'skønhed':
   - én position der siger at 'skønhed' er (objektive og måske ligefrem matematiske) særlige egenskaber ved bestemte objekter ('egenskaber' er fx 'det gyldne snit' eller 'symmetri' eller 'harmoni' i toner og farver), og ...
    - en anden position der siger at er 'skønhed' en rent subjekt projektion fra den der oplever skønheden: på dansk: 'skønhed afhænger af øjnene der ser'.

Betydningen af teorien om 'processing fluency' beskrives sådan i Wikipedia:

The processing fluency theory of aesthetic pleasure emphasizes the interaction between the viewer and an object in that it integrates theories and a wide range of empirical evidence that focus on effects of objective stimulus attributes on perceived beauty with those that emphasize the role of experience, for example by invoking prototypicality. In this theory, beauty is seen as an experience that has nothing to do with artistic merit: Beautiful works of art may be without any merit whereas good art is not necessarily beautiful.

Aafhandlingen der er skrevet af tre forskere fra forskellige universiteters psykologiinstitutter: Rolf Reber, Norbert Schwarz, Piotr Winkielman, har denne titel:

Processing Fluency and Aesthetic Pleasure: Is Beauty in the Perceiver’s Processing Experience?

Og teksten indledes med en spidsformulering af ideen:

We propose that aesthetic pleasure is a function of the perceiver’s processing dynamics: The more fluently perceivers can process an object, the more positive their aesthetic response. 

Altså: Det er dynamikken i interaktionen (='processing dynamics') mellem hjernen og sanseindtryk fra omgivelserne som - over tid fra baby til voksen - ender med at konstituere hvad vi - man - føler og oplever som 'smukt' - som glædeligt tiltrækkende og fornøjeligt dejligt.

   Og det er fordi den kommunikative lethed mellem ydre impuls og hjernens indre modtageapparat både afhænger af lejrede erfaring over tid - og af de egenskaber som hjernen af biologiske grunde (evolutionens sortering gennem overlevelse) oplever og føler sig tiltrukket af.

Artiklen gennemgår forskellig variable som man traditionelt har kunnet konstatere betyder noget for hvor smukt eller ikke smukt man vurderer noget: 'figural goodness' (=vurderingen af at nogle figurer er mere behagelige at se/høre/mærke på end andre: lumumma-takete), figur-grund kontrast, stimulus-repetition (=gentagelse fremmer forståelsen, redundans), symmetri og 'prototypicality' (=dette at noget er typisk og 'gennemsnitligt' for sin slags).

Og artikelforfatterne Reber, Schwarz og Wienkielman sporer i alle de tilfælde den positive følelse og vurdering af 'skønhed' tilbage til 'processing fluency' - og siger altså at hvis noget er kendetegnet ved disse egenskaber, så gør de det nemmere at afkode og dermed dejligere at opleve, idet det aktiverer belønningsystemet gennem øget dopamin-produktion.
   Sammenhængen er altså:

nemt>behageligt>smukt

Jeg kan umiddelbart koble det sammen med i hvert fald tre begreber jeg tidligere har skrevet om: 'det gyldne snit', 'fraktaler' og Henrik Klüvers 'formkonstanter'.

Først til 'det gyldne snit' som er et forhold mellem to linjestykker der kan udtrykkes ved en brøk der kendetegner symbolet pi:

The Golden Proportion, a mathematical ratio, represents beauty, harmony and balance in physical form. Over the centuries, this geometric constant has influenced architecture, biological systems, mathematics and art. This ratio is believed to hold the key to the secret of beauty and finds its representation in innumerous natural and manmade masterpieces. 

Forholdet beskrevet i ord fra Videnskab.dk

»Et linjestykke siges at være delt i yderste og mellemste forhold, når hele linjestykket forholder sig til det største stykke som det største til det mindste.«

   Det lyder måske en anelse kryptisk, men du skal altså forestille dig at dele en linje eller en geometrisk figur i to stykker med forskellige længder eller arealer – stykke A og stykke B. Det gyldne snit opstår, når du deler linjen på en måde, så det længste stykke A har det samme forhold til det korteste stykke B, som hele linjen har til stykket A.

   Det betyder, at hvis du dividerer stykke A med stykke B, så får du samme tal, som hvis du deler hele linjens længde med stykket A - nemlig konstanten 1,618. Og det er sjovt nok en konstant, der lader til at dukke op flere steder i naturen lige fra galakser til solsikker.

Og altså også et forhold som kunstnere og designere siden de gamle grækere har brugt til at ordne kompositionen i billeder, arkitektur og design. Som fx Mona Lisa:  

Jeg har skrevet et længere indlæg om det gyldne snit i kunst og design her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/03/det-gyldne-snit-og-dermed-det-gyldne.html

Så til fraktalerne, som også har proportioner og bestemte matematiske formler (bl.a. mandelbrot-ligningerne) som underliggende "styresystem":

A fractal is a natural phenomenon or a mathematical set that exhibits a repeating pattern that displays at every scale. It is also known as expanding symmetry or evolving symmetry. If the replication is exactly the same at every scale, it is called a self-similar pattern. An example of this is the Menger Sponge. Fractals can also be nearly the same at different levels. This latter pattern is illustrated in the magnifications of the Mandelbrot set. Fractals also include the idea of a detailed pattern that repeats itself.

Frataler synes at være gennemgående og selvrepeterende figurer og figursystemer i en masse naturfænomener, men de ligger også strukturerende bag en masse kunst og design hvori indgår gitre, stråler, netværk og spiraler.

  Jeg har skrevet et længere indlæg om fraktaler i natur og kunst her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/02/fraktaler-tal-og-formler-i-hjernen-i.html

I det indlæg er jeg også inde på fraktalernes forbindelse til det man kalder

Henrik Klüvers 'formkonstanter', karakteristiske figurer der har vist sig at være en del af hjernens visuelle forprogrammering: nogle basale grundformer eller mønstre som kommer frem som billeder på hjernens indre skærm når man fx. hallucinerer under indtagelse af LSD eller andre euforiserende stoffer:

Læs mere om Klüvers 'formkonstanter' her hvor jeg påviser deres betydning for jugendstilens former som efterligner naturen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

Hvis et visuelt objekt tilnærmelsesvis lever op til nogle af disse mål, proportioner og figurer, så vil allerede et lille barns hjerne opleve objektet som noget godt og blive belønnet af behaget ved "processing fluency"; følelsen tilnærmet oversat til ord: "Det der er vel nok dejligt og rart (=smukt), for: det kender jeg da i forvejen", eller "for: det ligner noget jeg allerede kender".

   Og parallelt med oplevelsen af visuel skønhed, regner man så med at oplevelsen af lyd, eller af overflader eller af smage/lugte fungerer.

De tre forfattere af artiklen om "processing fluency" som noget der øger oplevelsen af skønhed, fremhæver også at andre egenskaber som fx 'visuel eller semantic priming' (= metaforisk set 'at gøde jorden' for noget der skal komme) øger oplevelsen af 'æstetisk tilfredsstillelse' - fordi det letter afkodningen af noget når vi ubevidst er blevet indstillet på dets fremkomst.

   Altså: dette at man gennem forudgående 'set up' eller 'framing' så at sige er blevet forberedt på oplevelsen, eller at man har tidligere erfaringer at tolke det nye igennem (som fx gennem metaforiske sammenligninger og analogier), det gør også kommunikationen mere flydende og giver øget skønhed til den oplevede genstand.
   Derfor er det fx en god ting at læse på lektion - en turguide - når man skal på turistbesøg i en ny by fra en fremmed eller gammel kultur. Man får simpelt hen 'mere skønhedsværdi' ud af turen.

Jeg får her to andre associationer:

   Den ene er til de begreber som jeg opregner i første bind af min bog "De levende billeders dramaturgi" i kapitlet "Historiens Udsmykning".

  De tilhører det lag i udtrykket hvis funktion er at bidrage til det jeg der kalder "fortællingens udtryksøkonomi" som er kendetegnet ved at det skaber "æstetisk kontinuitet og koncentration" under oplevelsen:

• Metafor
• Metonym
• Tema
• Set up - pay off
• Parallelscener
• Teks - underteks
• Punch line   

I alle de tilfælde kan man sige at deres funktion er at lette afkodningen og forstærke den emotionelle oplevelse af den dybereliggende dramaturgi og præmis i fortællingen.

   Hvad der så også kan siges at være begrundelsen for virkningen af en række overordnede 'udtryksøkonomiske principper' som teori-litteraturen har forskellige betegnelser for: 'less is more', 'isbjergprincippet', princippet om  'tidens, stedets og handlingens enhed' - og princippet om ønsket 'synæstesi' mellem forskellige sansemåder ('lumumma-takete'). 

   Og videre: Det er også begrundelsen for at man i det dramaturgiske begrebsapparat opererer med såkaldte 'kontrast- og følgekarakterer' som er med  i persongalleriet primært for at profilere hovedkaraktererne 'subjekt', 'hjælper', 'modstander'.

Jeg stopper her.

   Men det ville være interessant hvis en klog dramaturgiforsker kiggede på Hollywood-dramaturgien ud fra synspunktet: "Processing Fluency and Aesthetic Pleasure".

 
De principper man kan læse om i dramaturgiskrifter fra Aristoteles og frem, er simpelt hen principper for nem og effektiv budskabs-kommunikation via dramaer på teater, i film - og genneme storytelling i romaner/noveller, principper der bidrager til en særligt letflydende kommunikation som forbindes med en følelse af velvære, glæde og fornøjelse hos publikum når de anvendes.
   Som vi i gamle dage sagde på TV-dramaturgikurserne: Publikum skal opleve at det er deres eget indre manuskript filmen eller tv-fortællingen følger når de ser den.

  Som man måske husker fra sin skoletid, så var det allerede i starten af 1700-tallet Ludvig Holbergs erklærede mål med sine komedier "at gavne og fornøje". Og han forstod i den grad at muliggøre og stimulere "processing fluency" for det i forhold til teateroplevelsen nye og uerfarne borgerskab i Kongens København, som han skrev sine komedier for og til.

Den anden association jeg får når jeg læser at oplevelsen af 'skønhed' skyldes en særlig lethed i afkodningen (='processing fluency'), er koblingen til  neurologen og hjerneforskeren I. S. Ramachandran og hans kapitel om "The Artful Brain" i bogen "The Emergin Brain" (og kapitler med tilsvarende indhold i hans bog "The Tell-Tale-brain").

   Her opregner han 10 principper som udgør hans fagligt velbegrundede, men spektulative forslag til "the universal laws of art':

• gruppering (peak shift) 
• overdrivelse 
• kontrast 
• isolation 
• borte-tit (perceptual problem solving)
• afsky ved tilfældigheder (abhorrence of coincidende)
• ordentlighed (repetition, rythm and orderliness)
• symmetri 
• balance
• metafor 

Og jeg tilføjer så for egen regning:

• metonymi

Ramachandrans  10 principper for  biologisk funderede "universal laws of art", har jeg jævnligt refereret til på min blog i den gennemgående serie om "akvarelmaleriets mysterier". Og først gang her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html

I alle tilfælde kan man argumentere for at de ti beskrevne principper på hver sin måde øger et kunstobjekts muligheder for at bidrage til 'processing fluency'; nogle især ved at lette kommunikationen, og nogle ved at forstyrre den, men kun midlertidigt (som fx 'overdrivelse'  og 'borte tit')

 

Man kan altså sige at teorien om øget 'processing fluency' som det der forklarer hvorfor noget opleves som særlig 'smukt' - som havende 'skønhed', at den teori ophæver konflikten mellem de to modstridende positioner som jeg nævnte tidligere: mellem den subjektivt orienterede der siger at skønhed afhænger af øjet (eller øret eller smagsløgene) der ser (hører, smager) på den ene side, og på den anden side: objektive egenskaber (der kan sættes på formel) ved det æstetiske objekt som hjerne fra starten - fra tidlig barndom - er programmeret til at føle og opfatte som behageligt.

Eller udtrykt i Wikipediasprog:

The theory resolves the apparent paradox of inborn and acquired preferences. For instance, infants prefer consonant melodies. According to the fluency account, this is because infants share perceptual equipment that make them process consonance in music more easily than dissonance. When children grow up, they are exposed to the music of their culture, resulting in culture-specific musical fluency. This familiarization explains why individuals from different cultures have different musical tastes. In addition, the theory helps explain why beauty (in a wide sense; perhaps the term elegance is more apt) is a cue for truth in mathematical problem solving and scientific discovery.

Jeg husker fra min gymnasietids undervisning i både fysik og matematik, at lærerne med lys i øjnene kunne afslutte en forklaring på tavlen for en lovmæssighed med at udbryde: "Det er et et smukt og meget elegant bevis."

   Den gang forstod jeg ikke hvad de egentlig mente, for jeg havde godt nok tit store problemer nok med bare at forstå og finde ud af formler og principper i matematikken og fysikken; mentalt overskud til at jeg også kunne nyde skønheden i det jeg så under mentale skrig og skår så endelig forstod og lærte mig, det manglede jeg den gang.

Artiklen af de tre psykologiprofessorer er lang og sprogligt set ikke særlig nem. Der er ikke gjort noget her for at øge dens 'processing fluency' i forhold til en almindelig læser, kan man sige. Og det har blandt andet noget med abstraktionsniveauet at gøre: Artiklen er i den grad 'meta' og forsøger at samle op på en masse tidligere tænkning og ideer om skønhed:

   Den forsøger at gennemlyse og forklare en stor portion isolerede forskningsresultater gennem årene, resultater som beskriver koblingen mellem objektive beskriv- og målbare stimuli på den ene side - og på den anden side hjernens subjektive reaktion på mødet med dem, en reaktion som emotionelt er positiv og kommer til udtryk ved glæde og fornøjelse ved mødet med 'skønheden' i kunsten (og virkeligheden). 

   Og de skriver i deres indledende 'abstract' at:

Our proposal provides an integrative framework for the study of aesthetic pleasure and sheds light on the interplay between early preferences versus cultural influences on taste, preferences for both prototypical and abstracted forms, and the relation between beauty and truth. In contrast to theories that trace aesthetic pleasure to objective stimulus features per se, we propose that beauty is grounded in the processing experiences of the perceiver, which are in part a function of stimulus properties.

De accepterer altså at hjernen er forudprogrammeret til at opleve en række input som emotionelt positive i hjernens belønnnngscenter:  særlige proportioner ved genstande, ansigter og figurer, særlige typer af former, særlig tonekombinationer og rytmer, specielle farvekombinationer (jfr farvecirklen), bestemte smage og lugte, etc.

   Men de medtænker så også at hjernen over tid sammenfatter disse oplevelser i sammenhæng med faktiske erfaringer og læringer, sådan at når man møder kunst i litteratur, i maleri, i arkitektur, i musik, i mad - og i naturen  - ja, så reagerer hjernens belønningssystem med et mentalt: "I love it":

   'Det her er maleri, poesi, musik og mad jeg kan lide - noget jeg tænder på og ønsker at opleve igen, føler og tænker den bevidste del af hjernen med sæde i frontallapperne, samtidig med at følelsen af behag og fornøjelse gentager sig.

Min sammenfatning lyder altså sådan:
  Hjernen oplever en høj grad af "processing fluency' præcis fordi kommunikationen mellem den æstetiske genstand (impulsgivende input) og hjernen (der afkoder betydning og mening) kører som i olie og bare flyder afsted og foregår relativt automatisk og modstandsløst:

   Så er det nemlig skøn kunst for mig - og rigtig mange af de andre der går rundt på fx Hundertwasser-udstillingen - eller fx sidder med i koncertsalen og lytter til en Mozartsymfoni - eller fx sidder i lænestolen og læser digte af Emil Aarestrup:

Til en Veninde

	Der er en Trolddom paa din Læbe,
	Der er en Afgrund i dit Blik,
	Der er i Lyden af din Stemme
	En Drøms ætheriske Musik.
	Der er en Klarhed paa din Pande,
	Der er et Mørke i dit Haar,
	Der er en Strøm af Blomsteraande
	Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.
	Der er en Skat af evig Viisdom
	I Smilehullet paa din Kind,
	Der er en Brønd, en Sundhedskilde
	For alle Hjerter, i dit Sind.
	Der er en Verden i dit Indre,
	En sværmerisk, chaotisk Vaar —
	Som jeg umulig kan forglemme,
	Som jeg tilbeder og forstaaer.

Hov. Stop ....
   Der er jo nogle problemer her:
   Kunst er interessant fordi det er komplekst, provokerende, overraskende, sætter nye tanker i gang. Det har man - vi alle - lært og tror på.
   Hvorimod pop og kitsch er kedeligt fordi det er (alt for) enkelt, banalt og simpelt og bygger på et nedslidt og udtjent skønhedsbegreb.
   I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden sådan her: 

Enten er man kitch eller avantgarde

   Den siden da ret indiskutable erfarede sandhed står vel i modsætning til teorien om at 'skønhed' er bestemt af 'processing fluency'?

   Det synes de tre forskere de har lanceret teorien også:

An important challenge for our fluency account is why people sometimes prefer complex over simple stimuli. After all, a simple stimulus (e.g., a single line or one musical note) should be easier to process than a complex stimulus (e.g., a pattern of lines or a chord), but the latter are commonly preferred. We propose that several processes may contribute to a relative preference for complexity.

(fortsættes i næste blogindlæg)