Forståelse som simulation - skitsen til en legemligjort sprogteori

Jeg har fået fat i en bog som har optaget mig meget de sidste 2-3 uger: "From Molecule to Metaphor - At Neural Theory of Language". Forfatteren: Jerome A. Feldman.

  Han prøver at samtænke moderne neuroscience om hjernens forskellige processer med den kognitive lingvistik - i den aftapning som Lakoff & Johnson repræsenterer med bøgerne "Metphors We Live By" og "Philosophy in the Flesh", og som Fauconnier og Johnson repræsenterer med bogen "The Way We Think".

Jeg er slet ikke sikker på jeg forstår det hele, men to ting står lysende klart. At han gør sig til talsmand for en teori om sprog og tænkning der går ud fra at den primære menneskeligt tænkning og det grundlæggende sprog er "embodied" - "legemliggjort", og at al andet sprog og tænkning foregår og udvikler sig gennem semantiske "lag" oven på og ud fra den primær konceptuelle metaforisk kerne.

   Disse grundmetaforer kan så kobles sammen med forståelsen af de processer som forgår i hjernen på en biologisk meningsfuld måde.

   En række hovedafsnit og kapitler i bogen har "embodied" som kerneord:

• "I. Embodied Information Processing"
• "2. The Mysteri og Embodied Language"
• "8. Embodied Concepts and Their Words"
• "13. Embodied Knowledge of Action"
• "23. Combining Meanings - Embodied Construction Grammer"
• "IX. Embodied Language"
• "24. Embodied Language Understanding"

Så det er en helt central "metafor" i denne teori: den kropsliggjorte eller legemligjorte tænkning, legemliggjort grammatikkonstruktion, legemliggjort viden om handling, legemliggjort sprog(forståelse).

   Det lyder lidt mærkeligt i danske ører når man oversætter "embodied" til "legemliggjort". Måske skulle man konstruere et nyt ord: "kropsindlejret"?

"The Neural Theory of Language" antager at al mere abstrakt forståelse af menneskelig tænkning om bevidsthed, om tid og rum, om årsag og følelser og om menneskelige relationer, tager afsæt i den fysiske krop, dens bevægelser og bevægelsesmuligheder, dens orientering i rummet, det den umiddelbart kan sanse gennem, syn, hørelse, smag, lugt, følesans, balancesans, m.fl.

   Og det er præcis denne konstatering - inspireret af Lakoffs og Johnsons pionerværk "Metaphors We Live By" - at al primær forståelse af det indre, det psykiske, og af omverdenden, det der kan sanses, sker gennem metaforisk forankring og referencer til kroppen, dens bevægelsesmuligheder og dens sansninger.

Det næste og afgørende skridt i denne teori er ideen om at al tænkning og forståelse er - eller har karakter af - "simulation" - hjernens simulerer i forbindelsen mellem forskellige centrerer - det den forstår om sig selv og sin omverden. Det centrale kapitel 17 har titlen: "Understanding as simulation".

   Og en hel central antagelse i den forbindelse er slagordet: "neurons that fire togede, wire together". Og det er forudsætningen for børns udvikling af såvel sprog som tænkning: "association".

Den engelske Wikipedia forklarer om "simulation"

Simulation is the imitation of some real thing, state of affairs, or process. The act of simulating something generally entails representing certain key characteristics or behaviours of a selected physical or abstract system.

I den artikel nævnes også at man kan overvej at indrage "virtuel træning" i artiklen.

   Og den danske udgave definerer:

Simulation er en imitation af noget virkeligt, tingenes tilstand eller en proces. At simulere er at lade som om, forstille sig, foregive, skrømte.

   Begrebet bruges også om bl.a. beregnede modeller der efterligner en større eller mindre del af virkeligheden, f.eks. ad matematisk vej, f.eks. økonomiske makromodeller og fly-simulatorer.

   At simulere noget medfører generelt at repræsentere bestemte nøgle karakteristikker af opførsler af udvalgte fysiske eller abstrakte systemer.

Inden jeg går videre i et senere indlæg, kan jeg først lige sige at jeg i tidligere har været inde på begrebet simulation og "den neurale teori om sprog" - også med Lakoff som kilde:

The link betwen body and brain is central to the concept of sematics as simulaton in NTL. Suppose you imagine, remember, or dream of performing certain movements. Many of the same neurons are firing as when you actually perform that movement. And suppose you imagine, remember, or dream of seeing something. Many of the same neurons are firing as when you actually see or hear the thing.

Lakoff forklarede også om Feldmans teori som han kalder "simulation sematics":

Simulation semantics is based on a simple observation of Feldman´s: if you cannot imagine someone picking up a glas, you can´t understand the meaning of "someone picked up a glass". Feldman argues that, for meanings of physical concepts, meaning is mental simulation, that is, the activation of the neurons needed to imagine percieving or performing an action.

Læs mere:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/simulerende-tnkning-og-metaforers.html

Allerede i et indlæg sidste sommer den 23. juli med rubrikken: "Dagdrømme og kreativ tænkning - hjerneforskernes svar" var jeg med belæg og citat fra en hjerneforsker inde på at... 

De bevidste dagdrømme er også en mental simulator. Her kan vi så at sige gratis gennemprøve og vurdere mulige situationer og måske afklare og skærpe handlngsmæssige strategier før vi går ud i virkeligheden.

OK! Hovedparten af alt tænkning og forståelse foregår ubevidst - i den del af sindet som en eller anden har kaldt "det kognitive ubevidste". Men det meste af det der foregår ubevidst, kan jo trækkes frem i bevidstheden og udtrykkes i ord eller tegning eller musik eller billeder eller gestus - hvis vi fokuserer vores opmærksomhed på det.

•    At drømme er at simulere virkelighed som vi så (somme tider) kan genkalde os når vi er vågne. Og undersøgelser tyder på at vores drømmeaktiviteter fungerer sådan at vi bedre husker det vi har oplevet.
•    At bruge en metafor er at simulere at metaforens "target" og "source" befinder sig i samme konceptuelle rum, sådan at "target" kan  ses og forstås gennem den mentale optik som leveres af "source": "bolighaj", "skatteål", "skørtejæger".
•    Det samme gælder hypotetiske sætninger: "Hvis du forlader mig, begår jeg selvmord". Hjernen simulerer et mentalt rum hvori du forlader mig og at det er årsagen til at jeg begår selvmord.
•    Det samme med kontrafaktiske udsagn og fremtidscenarier: "Hvis Nixon havde været præsident i Frankrig, havde han ikke været nød til at gå af som præsident"/"Hvis verden fortsætter med at led CO2 ud i atmosfæren med samme stigningstakt som i de sidste 30 år, så vil vandstanden i havene være steget 2 meter år 2100.
•    At tegne efter virkeligheden (naturalistisk) så det ligner, er at simulere motivet i virkeligheden gennem de streger som hånden - styret af synsindtryk - kan overfører til papiret.
•    Udnyttelse af de klassiske mnemoteknikker indebærer at vi simulerer at det vi skal huske: tal, navne, afsnit i en tale, er forbundet med noget fysisk og konkret som en velkendt bygnings forskellige rum.
•    Når filminstruktører skal lave en film, så simulerer de filmen i en storyboard der i detaljer bestemmer optagelse og redigering.
•   Når mennesker kan blive seksuelt opstemt og stimuleret ved a se porno, så er det fordi de mentalt simulerer (dele af) et samleje.
•   Når vi ser film og bliver glade, eller rørte eller rædselslagne undervejs, så må det være fordi vi simulerer filmens handling og at vi selv deltager og derfor føler det som om det vi simulerer i filmen, foregår i virkeligheden.
•   Når en god skakspiller spiller, så simulerer han spillet nogle træk frem: hvis jeg gør sådan, så gør han sådan, og så gør jeg sådan; men hvis jeg i stedet gør.. , så gør han i stedet....
•   Når jeg går med en melodi i hovedet, så simulerer jeg at jeg synger den, men jeg åbner ikke munden.
•   Bevidst tænkning simulerer tale - indholdet og rækkefølgen af bevidste "tanker" svarer til indholdet og rækkefølgen hvis tankerne blev udtalt.
•   Læsning simulerer oplæsning: Når jeg læser "indenad", som det hedder, så simulerer jeg at jeg læser op fra teksten - uden at jeg i øvrigt normalt er bevidst at der er tale om simulation.
•   Og så tænker jeg selvfølgelig på "flysimulatorer" som gør det muligt at lære at flyve uden at komme i luften i et virkeligt fly-cockpit. Og alskens former for computerspil er jo tilsvarende simulationer af fantasiverdener.
•   Pædagogiske rollespil er stimulation beregnet til at lære elever noget som gør at de forstår virkeligheden bedre, uden at skulle ud i den og prøve det på egen krop.
•   Og når børn lærer rollelege, hvor de simulerer de voksnes ord og adfærd: "så var du jo "faren", og så var jeg jo "moren", og dukken her kan så være "lillen".
•   Når vi skal fortælle andre om oplevelser vi har været ude for (=erindringer), så simulerer vi mere eller mindre kroppens bevægelser fra "den gang" gennem illustrerende gestus og mimik til at ledsage forklaringen; eller vi simulerer et sjovt replikskifte: Så sagde jeg.... Så svarede hun... Men så kunne jeg ikke lade være med at sige at...
•   Når man ikke har illustrerende scener til en journalistisk fremstilling i tv, så vil man ofte optage "rekonstruktioner", dvs. billeder der simulerer virkelighed, men er: fiktion!
•   Når Homo Sapiens for godt 40.000 år siden begyndte at lave fantastisk realistiske hulemalerier, så simulerede de den jagt og de dyr som de jagede, måske for at kunne jage dem bedre næste gang, eller lære de unge om at de dyr de skulle jage, inden de selv kom på jagt: en jagtsimulator!
•   Jeg skrev i et tidligere indlæg om nogle forskere der havde bedt forsøgspersoner om konkret og i detaljer at forestille sig at de spiste M&M-slik fra en skål på bordet som de havde set. Bagefter skulle denne gruppe sammen med en gruppe som ikke havde fået den instruks, bevæge sig frit i et rum hvor der stod skåle med M&M-pastiller til fri indtagelse. Dem der havde simuleret at de havde spist slikket, var blevet så mætte af simulationen på forhånd at de kun tog og spiste halvt så mange M&M-pastiller som dem der ikke hvad få instruks om at simulere 

Jeg synes der er rigtig god dækning for den antagelse at forståelse er simulering.

         (fortsættelse følge)

Grammatisk funderet æstetik - funktionelt funderet grammatik

Dansk grammatik er for langt de fleste danskere noget de ikke har de godt med. I teorien. 

   I praksis har de som regel ingen problemer: De udtrykker sig for det meste forståeligt og bliver for det meste forstået af deres omgivelser. 

   Så hvad skal vi egentlig med en dansk grammatik - i tre bind? Skrevet af to mennesker jeg kender rimeligt godt: Lars Heltoft og Erik Hansen.

I følge de to professorers kommentar i Information torsdag den 19. marts under rubrikken "Gramamtik er æstetik", så er der flere formål. 

   Det ene fremgår indirekte af både kommentaren og den ståhej der har været i medierne omkring funktionen af ordet "sgu". Systematisk af beskrive og fremhæve det der kendetegner og adskiller dansk som sprogsystem - i sammenligning med andre sprog. En del af det er alle det danske sprogs småord - "partikler" - som angiver den talendes forhold til det han siger og til den han taler til - og som er noget af det sværeste at forstå for alle andre end danskere. 

   Sprogets grammatik anskues altså funktionelt og pragmatisk i forhold til en "generaliseret" kommunikationssituation. Ikke som et formelt kontekstfrit regel-system uafhængigt af betydning og brug. 

   Hurra!

Det andet formål er det der ligger i kommentarens rubrik "Grammatik er æstetik": at give redskaber til en dybere forståelse af det som litteraturen kan og gør - ved hjælp af og igennem sproget:

Viden om sproget er central for fiktionslæsning og tekstforståelse i det hele taget, og vi mener, den funktionelle tilgang gør det klarere hvordan sprog og litteratur spiller sammen.

Dermed griber denne nye dansk grammatik tilbage til 60´ernes sproganalyse-ideal som Erik Hansen var en af de faglig frontløbere for: "Litteraturforståelse ved sprogiagttagelse".  Og med denne erklærede målsætning adskiller Lars og Eriks grammtik sig klart fra mange andre jeg kender til.

   Hurra!

Det tredje og centrale formål er det som fremgår af de offentligt tilgængelige indholdsbeskrivelser: at sammenfatte al den nye viden om det danske sprogs systematiske side som forskningen i dansk grammatik og semantik har frembragt siden forgængeren: Poul Diderichsens "Elementær Dansk Grammatik" udkom for snart 65 år siden. Det var godt nok også på tide!

   Det danske sprog- og litteraturselskab fortæller:

Grammatikken giver meget udførlige beskrivelser af ledstilling, pragmatiske kategorier og informationsstruktur i danske sætninger. Den har en ny indfaldsvinkel til flere områder inden for dansk syntaks. Fx beskriver den forholdet mellem traditionelle prædikativer og adverbialer ved at indføre en ny syntaktisk og positionel kategori, kaldet prædikativ i udvidet forstand. Den bidrager også med et nyt syn på dansk topologi og det danskesætningsskema, idet leddenes rækkefølge ses som udtryk for sproghandling og sproghandlingsmuligheder. I den traditionelle tilgang baseres rækkefølgen alene på, om der er tale om en helsætning eller en ledsætning, og man har bl.a. haft problemer med at forklare, hvorfor man i nogle helsætninger har ledsætningsstruktur og omvendt. Som noget nyt gives her en funktionel og betydningsmæssig forklaring på, at vi i dansk har forskellige former for ledstilling. Derudover opererer grammatikken med flere pladsmuligheder til adverbialer i både neksusfeltet og slutfeltet, end andre grammatikker gør. Den giver ligeledes en grundig og helt ny beskrivelse af de danske sætningsadverbiers betydning og anvendelse i danske sætninger, igen med udgangspunkt i sprogbrug og kommunikation og baseret på den nyeste forskning inden for området.

Når jeg er rimelig opstemt ved udgivelsen af "Grammatik over det danske sprog", så hænger det sammen med at jeg i mine unge dage son universitetsforsker skrev lidt og læste rigtig meget om grammatik og semantik - både dansk og engelsk. Og fordi den ene af forfatterne, Erik Hansen, var den (den gange unge) universitetslærer der fik helt afgørende indflydelse  på min akademiske karriere. Mødet med ham og hans sprogundervisning i min studietid åbnede porten til min vedvarende interesse for sprog og for hvordan sprog bliver brugt i forskellige genrer og kontekster. 

  Hans populære, let læselige og meget pædagogiske bøger om "reklamesprog" og "ping- og pampersprog" var i den grad inspirerende og øjeåbnende. Og hans undervisning var det samme. Også når det var "ren" grammatik han underviste i. 

   Og - det var faktisk Erik Hansen der lokkede mig til at skrive speciale i moderne dansk grammatik i slutningen af mit dansstudium - med titlen: "Infinitiv og ledsætning som subjekt i moderne dansk".

   Dette speciale og arbejdet med det, åbnede for mig vejen til en universitetskarriere som jeg ikke kan påstå jeg siden har forfulgt slavisk, men som på den anden side gav mig et solidt afsæt for systematisk tænkning om sprog og sprogbrug. Og en oplevelse af at det kan være en overordentlig kreatitetsstimulerende aktivitet at finde ud af "systemerne" under sprogets overflade.

   Hurra!

Emigræne og grænseværn

At tænke i metaforer, at blende konceptuelle rum, at overskride mentale grænser, at integrere, at producere faktion, at udvikle hybride tv-formater, collage- og montage-former - alt sammen er det udtryk for kreativ tænkning.

   Jeg samler så også på ord og begreber for det modsatte af "blending".

   Jeg høstede ordet "mixofobi" for et stykke tid siden: angsten for at blande noget sammen som ellers er adskilt. 

   Regeringens afskaffels af gruppeeksamen på universiteterne var et klart udtryk for "mixofobi", ligesom modviljen mod "rundkredspædagogikken".

I Politiken idag endnu et ord der refererer til det samme fænomen, modstanden mod at have åbne grænser: "emigræne".

   Peter Wivel havde en klumme med rubrikken: "Danmark ramt af ny emigræne". Han sammenfatter dermed den mentale sygdom som flertallet i Folketinget og en pæn stor del af befolkningen har lidt af siden 2001. En sygdom hvis sidste feberanfald udgøres af er den lovgivning der skal genindføre grænsekontrollen i forhold til de andre EU-lande: Det såkaldte "grænseværn".

   Peter Wivel skriver:

Loven om grænseværn er et nyt symptom på den frygtede og smitsomme designersygdom emigræne.

Ja, det er lysende klart. Og et godt ord til metaforisk at frame den poltiske og kulturelle tænkning som er grænsedragende destruktiv.

Lars von Trier , Henrik Dahl, Dominique Strauss-Kahn, Mads Qvortrup - spænding, simulering, forførelse, forargelse

De kræfter der får mig til at sige åndsvage ting, er også dem der får mig til at lave film.

Det sagde Lars von Trier til citat i en artikel i Politiken lørdag! Og det sammenfatter smukt den symbiose der er mellem kreativitetens vilkår som blending af adskilte og hinanden modstridende konceptuelle rum og den kreative personligheds dobbelte natur.

Om en anden skandaløs hovedperson i medierne i denne uge kunne man også sige: De kræfter der få ham til at sige åndsvage ting, er også dem der gør at han er en interessant sociolog med hyperfølsomme antenner ude i forhold til hvad der rører sig i samfundets jævne lag og yderste kanter.

   Der er nemlig også i dagens Søndagspolitiken et interview med en anden særligt kreativ personlighed som jeg associerede Lars von Trier med i et tidligere blogindlæg; og ham som jeg for nogle dage siden dissekerede  på briksen i hele to indlæg: Henrik Dahl. 

   Det interviw er såmænd lavet af Niels Thorsens lillesøster: Lotte Thorsen.  

Ligesom i Lars von Trier  "rumsterer" der også "en lille mand" inden i Henrik Dahl som har lyst til at mærke suset af reaktionerne på sine "spøg-og-skæmt"-aktioner i offentligheden. Og som får det rigtig dårligt når reaktionerne så kommer, som de gjorde på en tidligere bog "Borgerlige ord efter revolutionen": 

Det var en kritik af venstrefløjen, som jeg havde skrevet det meste af, og fra da af syntes jeg, at alt blev mere mørkt og problematisk. For det var noget der gav modstand.

   Så længe man  opererer inden for kulturlivet, bliver der ikke stillet ret mange kritiske spørgsmål, og folk gør ikke modstand. Men det gjorde de nu. Jeg følte jeg blev misforstået med vilje og blev tillagt motiver, som jeg ikke havde. Og jeg synes, bogen havde fortjent større succes, fordi den var så sjov. Men den bevægede sig over i et register, hvor det ikke var nok at den var sjov. (...)

   Det var ligesom at køre galt. Det var skræmmende at projektet var kørt af sporet, og at jeg blev udskreget til at være en anden person, end jeg selv følte jeg var. 

Ligheden og parallellerne er slående: "at være en anden person end jeg selv følte jeg var", at "føle sig misforstået", at blive "tillagt motiver, jeg ikke havde".  

Lars von Trier koblede sin egen ukontrollerbare lyst til at leve livet farligt - på trods - sammen med -   ikke bare Hitlers, men også præsident Kennedys lyst til sidespring med rigtig mange kvinder. 

   Niels Thorsen skriver om instruktøren i artiklen igår:

Andetsteds i vores bog fortsatte han sin tankerække om den tyske diktator, efter at han havde set en dokumentarfilm om John F. Kennedys forhold til kvinder. Det var meget vigtigt for præsidenten, at "alle dem, han bollede med, enten var tæt på mafiaen eller på nogle kommunistiske ledere", som han sagde. Fordi det skulle være farligt.

Temaet at tage en risiko for spændingens skyld beskrives og dokumenteres i endnu en stor artikel i Søndagspolitiken med rubrikken: 

Det seksuelle storhedsvandvid

Anledningen er endnu en skandalesag i medierne. Mindst lige så opsigtsvækkende som Lars von Triers udtalelse om Hitlerforståelese. Den franske IMF-direktørs (måske) voldtægt af en hotelstuepige i New York. Artiklen er af Marcus Rubin, og i manchetten stilles spørgsmålet: "Hvorfor i alverden risikerede IMF-chefen Dominique Strauss-Kahn så meget - og hvorfor er der så mange andre mandlige politikere der gør det samme?"

   Artiklen dokumenterer en lang række lignende historier om magtfulde mænds umættelige og grænseoverskridende trang til sex uden for ægteskabet, mænd som efter alt at dømme også hører til de meget kreative personligheder.

   En af forklaringerne artiklen giver, er at de i kraft af succes og magt opbygger et selvbillede af urørlighed hvor "normale regler ikke gælder for dem, og at de har fortjent noget helt særligt."

   En anden forklaring er biologisk og går på alfa-hannernes særlige privilegier i en flok: "I dyreriget er det en kendt sag, at de stærkeste og mest magtfulde får mest sex og flest børn, og samme tendens slår igennem i den menneskelige verden, også når det gælder affærer." 

   En hollandsk forsker Joris Lammers har undersøgt spørgsmålet om statistisk sammenhæng mellem utroskab og magt:

"Sandsynligheden for utroskab stiger, jo mere magtfuld en person er. (...) Magt fører til en fornemmelse af, at man kan gøre, hvad man vil og at det er rimeligt at tage store chancer", siger Lammers og påpeger, at det ikke kun er i forbindelse med med sex, at man kan se denne effekt, men også når det gælder om at tage etisk tvivlsomme genveje mere generelt.

En tredje forklaring på trangen til at tage urimelige og irrationelle risici, er at man er "på stoffer" og er blevet afhængig af stadig nye (og farlige) oplevelser. 

   Forskeren Marvi Zuckerman har skrevet bogen "Sensation Seeking and Risky Behavior", og han mener at:

"Mange af disse mennesker er formentlig afhængig af nye oplevelser. Det kan man se rent kemisk. Folk, der konstant søger nye sensationer, har lavere koncentrationer af monoamine oxidase, et stof der regulerer hjernens niveau af dopamin, som skabe en følelse af lykke og glæde. Så der skal ganske enkelt mere til", siger han til Politiken.

Jeg har tidligere beskrevet hvordan den flow-tilstand som skrivende journalister tilbagevendende må skulle sørge for at komme i for at kunne skrive både godt og urimeligt hurtigt, den udløser en coctail af forskellige "lykkestoffer" i hjernen som de bliver "høje" på - ligesom maratonløbere - og ligesom folk der ser en spændende film. 

At jagte, opspore og nedlægge nyheder, og skrive dem lynhurtigt, er grundlæggende risky buissines, og forudsætter at sindet er åben for intuitionen som aktiv medspiller og blind makker.

   Og det er ikke nogen hemmelighed at journalister som profession også er berygtede for indimellem at blive fristet til at tage etisk tvivlsomme genveje - og at udnytte deres kreative fantasi så journalistikken mister forankringen til sandhed og virkelighed. 

  Journalisterenes fagblad Journalisten havde i sidste nummer en afslørende artikel under rubrikken "Dead man talking" om Mads Qvortrup, tidligere højprofileret Information-korrespondent i England, nu kommentator på TV2/News. Han har efter alt at dømme i en række tilfælde opfundet kilder og citeret kilder for noget de aldrig har sagt, i sine artikler. 

For at kunne bedrive god journalistik er det nødvendigt for journalisten at kunne simulere historien i hovedet før research og skriveproces: "For at den gode historie med den nyhedsværdige vinkel holder og kan komme hjem, må jeg finde en kilde til at sige det ene, og en anden kilde til at sige det andet og en tredje kilde til at sige noget helt tredje." 

   Journalisten skal lave en mental storyboard ved hjælp af sin erindrede forhåndsviden kombineret med sin sociologiske og pyskolgiske fantasi. Han skal altså i en kreativ simulerings-operation kunne blende erindret viden med fantasiens "hvad nu hvis"-arbejde for at kunne styre den research der skal dokumentere det journalistiske "blend": den gode nyhedsartikel med den originale vinkel.

   Risikoen er at den simulerede historie er så forførende er fantasien lukker hullerne i den hvis virkeligheden ikke kan indfri de journalistiske drømme og ambitioner.

   Og oven i det almindelige journalistisk flow, kan det måske give et ekstra dopamin- eller adrenalin-kick at tage den chance og løbe den risiko.

Mads Qvortrup er ikke den eneste journalist som er blevet forført af egne journalistiske simuleringer til at lave fiktion i stedet for fakta - i ønsket om at vinde journalistisk hæder. Vi har andre eksempler: Frank Esmann med sin Kissinger-bog, Jeppe Nybro med sin lydmanipulerede Iraq-reportage.

  Også inden for andre professioner finder vi noget sensationelle eksempler på selv- og omverdenssforførende simuleringer: Milena Penkowa, Karl-Theodor zu Guttenberg. 

Lars von Trier (2) - om at søge det farlige og tage en risiko

Niels Thorsen hvis interviews med kreative personligheder jeg flere gange har citeret fra i tidligere indlæg, har i gårsdagens Politiken en lang artikel om Lars von Trier der byggede på det langstrakte interviewforløb med instruktøren som blev til bogen: "Geniet - Lars von Triers liv, film og fobier", som jeg kun har læst anmeldelser af.

   Thorsens artikel indeholder mange af de pointer jeg også trak frem i min foregåend karakteristik af instruktøren - som et pragteksemplar på typen den særligt kreative personlighed.

   Det er ikke så mærkeligt da jeg jo brugte citater fra et tidligere interview som Niels Thorsen lavede med Lars von Trier i anledning af hans foregående film "Antichrist".

   Så Thorsen kender Lars von Trier lige så godt som jeg kender Poul Martinsen.

Artiklens rubrik er: "Nogle gange ender det tosset". Og et vigtigt tema er spørgsmålet om Lars von Trier laver skandaler bevidst for at få opmærksomhed i pressen, som en slags PR-stunt, sådan som andre journalister har troet og ment. Underforstået: at han ikke "for alvor", mener det han siger, men at det er lusket beregning at han udtrykker sig provokerende og skandaløst

  Det afviser han - naturligvis. Og det tror Niels Thorsen heller ikke - og heller ikke jeg.

Men et andet tema tænder jeg på, nemlig spørgsmålet om at det at tage en risiko, det at noget er farligt, er noget der i sig selv et tiltrækkende.

   I listen af træk der kendetegner den særligt kreative personlighed er det nemlig et af trækkene der står i bøgerne, at "man" er villig til -  eller ligefrem føle at det er nødvendigt - at tage en risiko, at kaste sig ud i noget der indebærer kraftige negative reaktioner fra omverdenen.

  Jeg kan huske jeg netop spurgt Poul Martinsen om han havde det sådan at han havde lyst til at tage risici - i lyset af den række af de skandaløse og etik-balancerende udsendelser han i årenes løb havde produceret.

   Det benægtede han. Men ikke særligt overbevisende, fordi det han svarede var at jeg jo kunne se hvor bekymret han blev når han gjorde det: at det nemt blev for spændende. Og når han gjorde det, var det for udsendelsens, historiens skyld.

Det ligger jo også næsten i definitionen af kreativitet - at det indebærer at overskride grænser - og det gør man jo kun hvis man er indstillet på at tage en risiko.

Jeg har tidligere nævnt en særlig personlighedstype som har det sådan at de har et (umætteligt) behov for at udføre handlinger der er (fysisk) farlige, såkaldt High Sensation Seekers (HSS). Og en anden type som er kendtegnet ved særlig overfølsomhd over for stærke indtryk, såkaldt Highly Sensitive Person (HSP). Jeg skrev i blogindlægget fra den 28. april i år:

Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.
   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Det fanger vel meget godt også Lars von Triers personlighed ind.

Det viser sig i interviewet at - ud over at være tiltrukket af den nazitiske æstetik - så er det i høj grad det personlighedstræk ved Hitler Lars von Trier forstår: at diktatoren tilsyneladende var afhængig af at det han gjorde skulle være "farligt". "Det har været lidt Hitler-agtigt. (...) Vi kører den rute uanset hvad der sker. Og jo farligere det bliver, jo mere tiltalende". Thorsens spørgsmål opsummerer: "Han var villig til at risikere, at det hele faldt sammen?":

Det tror jeg er kendetegnende (/). For jeg tror, at det her med at sætte det hele på spil hver eneste gang, ligesom er det ... Hvis der er nogen, der kommer på tværs, så siger jeg bare: "Okay, så lader jeg helt være med at lave filmen". Jeg  er jo parat til at forlade indspilningen på sekunder i trods mod et eller andet, hvis jeg ikke får de optimale omstændigheder til at arbejde under.
   Hvis jeg ligesom (...) i et øjeblik skal have lov at betragte det ud fra Kennedys og mit og Hitlers synspunkt, så er det ikke særlig nuanceret. Vi kører den vej, siger vi. Og hvis det ikke kører den vej, så kører det slet ikke. Og det er kun sjovt, hvis det kommer ud på nogle kanter".

Stikordene er her: "sætte det hele på spil", "på trods", "det er kun sjovt, hvis vi kommer ud på nogle kanter."

Også igår var der et andet interview med Lars von Trier af Michael Bo i Cannes. Rubrikken "Audiens midt i orkanens øje. Det bekræfter min association da jeg så Triers udtalelse om sympati for Hitler i tv, en association til filmen "Der Untergang" som gjorde et stærkt indtryk på mig da jeg så den. Åbenbart også på Trier:

(,,,) for selvfølgelig giver jeg ikke Hitler ret i noget som helst, han har foretaget sig. Men efter at have set Bruno Ganz spille Hitler i 'Der Untergang', kunne jeg se en lille bitte mand rumstere rundt inden i Hitler, som jeg synes var spændende.

"To personer i en". Lars von Trier genkender i Hitler "den lille mand" der "gemmer" sig i ham selv, og som han mener alle mennesker i virkeligheden "gemmer". Mere indviklet er det ikke. Og han har fuldstændig ret i sin selvkarakteristik når han siger:

De kræfter der får mig til at sige åndsvage ting, er også dem, der får mig til at lave film.

Om en anden skandaløs hovedperson i medierne i denne uge kunne man også sige: De kræfter der få ham til at sige åndsvage ting, er også dem der gør at han er en interessant sociolog med hyperfølsomme antenner ude i forhold til hvad der rør sig i samfundets jævne lag og yderste kanter...

                                             (fortsættelse følger)

Lars von Trier - den dobbelte mand - den blendede personlighed - og hangen til skandaler

Lars von Triers nye film "Melancolia" var topkandidat til Guldpalmerne i Cannes.
   Det er den ikke mere. Han kom til at "tale over sig". Eller med en anden metafor: "Hvad hjerte er fuld af, løber munden over med".

Lars von Trier er vel et af de mest ekstremt tydelige eksempler på den særligt kreative personlighed,- en personlighed der er er kendetegnet ved at være - mindst - "to personer i en", ironisk i udtryk, en blanding af stor generthed og stor lyst til at indtage scenen, stærkt selvkritisk, aldrig tilfreds, æstetisk hyperfølsom, etc.

   Der er også noget med problemer i barndommen, og med at han har ondt i både mor- og farforholdet, husker jeg svagt at jeg har læst en gang.

   Her får Henrik Dahl godt nok baghjul på alle parametre. Men der er naturligvis en sammenhæng mellem Henrik Dahls nye bog med karaktermord på Helle Thorning Smith, som jeg skrev om tidligere, og så Lars von Triers karaktermord - på sig selv.

Alle Lars von Triers film er jo udtryk for konceptuel metaforisk tænkning og blending. Han film er auteurfilm - og som sådan metaforer på sider af og konflikter i egen personlighed - og med hans eget liv og hans egen identitet som "target".

   Han blender i alle sine film konceptuelle rum hentet fra erindringerne med konceptuelle rum hentet fra myternes og eventyrernes verden. Den sidste film hedder "Melanchola", og handler om "jordens undergang". Så kan det vist ikke siges tydeligere - i omskrevet form.
Og den foregående hed: "Antichrist" - hvor myten er vendt på hovedet, bagsiden er blevet forside, det nederste er blevet det øverste.

På pressekonferencen dokumenterer Lars von Triers udtalelser at han er "to personer i en" - mindst:

"Længe troede jeg, at jeg var jøde, og jeg var lykkelig over at være jøde. Senere dukkede så Susanne Bier op, og så var jeg ikke så lykkelig over at være jøde. Nej, det var en joke. Undskyld."   "Jeg ville virkelig gerne være jøde, og så fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden var nazi, fordi min familie var tysk, hvilket også gav mig en vis tilfredsstillelse."

Jeg søger på nettet om hans barndom og finder et interview af Nielst Thorsen (en anden særligt kreativ personlighed) fra 17. maj 2009. Et par uddrag:

En tid malede han og skrev også et par romaner. Da han ikke kom ind på Filmskolen, læste han i stedet filmvidenskab, mens han lavede to film, den ene på fransk, selv om han ikke kan et ord fransk. I den anden optrådte han selv i hovedrollen klædt i naziuniform og kvindetøj.

Fransk film uden at kunne fransk. Naziuniform og kvindetøj ... to personer i en! Og... selvudslettende mindreværd og storhedsfantasier: 

»Det er mærkeligt, for jeg har jo al den angst og underlegenhed på forskellige måder. Samtidig er jeg fuldstændig overbevist om min egen værdi inden for det område. Jeg mener jo ... siger han og tilkaster mig et blik over brillekanten.

   »... at jeg er verdens bedste instruktør«.

Udsat for mobning i skolen...

Lars var »en lillebitte splejs«, da han begyndte i den lokale folkeskole, hvor han skulle møde børn fra andre samfundslag, som hans forældre sagde.

   Det gjorde han så. I hvert frikvarter, hvor han blev fanget og holdt fast på en bænk og slået eller fik mavetamtam.

   Den værste rædsel var nu den, de voksne spredte.

Den næsten S/M-agtige lyst ved i at udsætte sig selv og andre for "kreative restriktioner": "Kyskhedsløftet" udtrykt i "dogmefilm-reglerne". Og "De fem benspænd" som Jørgen Leth skulle udfordres med er klokkeklare eksempler.

   "Ondt i mor- og far-forholdet"...! Den danske Wikipedia fortæller historien om "hans navn og herkomst":

Filminstruktøren Lars von Trier er søn af Inger Trier, født Høst (1915-1989), og bærer navnet Trier, men fik på moderens dødsleje i 1989 at vide, at hans far, kontorchef Ulf Trier (1907-1978) ikke var hans biologiske far. Det var embedsmanden og modstandsmanden Fritz Michael Hartmann (1909-2000), der var kontorchef i Socialministeriet, og som tilhørte Hartmann-slægten. Trier fik dog aldrig noget hjerteligt forhold til sin "nye" far, der ikke ville kendes ved Lars. Modsat offentlige udtalelser, som Trier er kommet med, var faderen ikke nazist, men derimod aktiv modstandsmand i Frit Danmarks tjenestemandsgruppe. Triers onkel er filminstruktøren Børge Høst. Stedfaderen Ulf Trier var halvt jøde, søn af folketingsmand Sven Trier og Bergliot Trier født Moe, og Inger Trier opdrog Lars i den tro, at han havde jødiske rødder. Derfor var det et chok, da han to dage før moderens død opdagede, at han havde mistet både sin stedfar, sin mor og sin identitet. Dertil kom Hartmanns afvisning af at have noget med Lars at gøre

   Adelsprædikatet von opstod som en morsomhed på filmskolen. Triers medstuderende Thomas Gislason fortalte i DR2s temaudsendelse 12. juni 2007, at en lærer, Gert Fredholm, under en heftig diskussion med Trier kaldte ham "von" for at karakterisere ham som aristokratisk i sit filmsyn. I sin afgangsfilms rulletekster brugte Trier drillende dette von, som er blevet hængende.

Så det var det "hjertet var fuldt af". Det var det han havde i "baghovedet" da han "talte over sig" og kom med sin skandaløse "for-talelse"  på pressemødet!

   Særligt kreative personligheder foretager permanent konceptuelle blendingoperationer i deres produktioners udtryk og indhold - omkring deres egen identitet og omkring det de oplever de har tabt. Og de fantaserer næsten manisk over svarene på spørgsmålene: Hvem er jeg - egentlig? Hvad nu hvis jeg var en anden?
   Finder måske ro for en tid - i de reaktioner som de udløser ved deres harakiri-agtige selvmorderiske udtalelser.

 

Jeg henviser i øvrigt til mit blogindlæg fra den 13. april 2010 som diskuterer sammenhængen mellem kreativitet og skandaler, inspireret af endnu en særligt kreativ personlighed: Poul Nesgaard.

   Og til mit indlæg fra den 10. april 2010 som forbinder kreativitet og melankoli. En søgning på nettet i dag giver umiddelbart en artikel fra filmtidsskriftet Ekko: "Fire grader af nordisk melankoli", og et foredrag i regi af IKI (= Initiativ for kreativitet og innovation) af en mand der hedder Jørn Henrik Olsen med titlen - ja, såmænd: "Kreativitet og melankoli"; det forannonceres sådan:

Det tomme rum er mulighedens rum. Det er også et rum med grænse og modstand. Grænsen er et vækstområde. Det er dér, nyskabelsen sker. Omvendt må man slippe eller overskride grænser for at kunne gribe noget nyt. Det kan skabe svimmelhed og ubalance – og åbne vejen til ny erkendelse. Kaos og kompleksitet er råstoffet for kreativitet. I samme forbindelse er sorgen, trætheden og melankolien kilde til indsigt, innovation og kreativitet.

Selv om jeg ved det kan være lidt trættende, henviser jeg også endnu en gang til Poul Martinsen som jeg har skrevet om. Med hans trang til isolation, hans generthed, "ondt i farforholdet" - og også dette at han jævnligt lavede "skandaler" med sine udsendelser: om Tutta Rosenberg, om Frømandskorpsets "Helvedesuge", om "Lydighedens Dilemma", om "Clark Olofsson".

Avisen som aktivist - grænse- og norm-brydende kampagne i Politiken

Kreativitet indebære at sociale og mentale grænser overskrides, og at adskilte konceptuelle rum blandes og integreres - for at skabe noget nyt.

   Politiken fik ny chefredaktør den 26. april, Bo Lidegaard, velanskrevet forfatter til flere politiske biografier og tidligere højt profileret embedsmand i centraladministrationen.

   Den 9. maj igangsætter avisen så en indsamling til støtte for en engelsksproget avis i Yemen og dens kvindelige chefredaktør.

   Man må vel gå ud fra at indsamlingen har været forberedt et stykke tid, og det er ikke Bo Lidegaard som er dens "ansigt" på web-tv-indslaget men den international redaktør Michael Jarlner. Men Bo Lidegaard kunne jo have sat sig igennem og stoppet kampagnen hvis han ikke stod inde for den. Og man kan vel ikke udelukke at han selv har været initiativtager - for over for medarbejderne at markere at når det gælder "aktivisme" så følger han i Thøger Seidenfadens fodspor.

Pressen har altid været partisk, og forskellige aviser har sympatiseret og holdt med forskellige politiske retninger - eller ligefrem været partiaviser som i gamle dage. Samtidig med at de i de seneste mange år over en bred kam offentligt har erklæret at de er uafhængige af økonomiske og partipolitiske særinteresser.

   Journalister skal - det siger det professionelle rolleideal - også være uafhængige af deres kilder og rapporterer distanceret og tilstræbt objektivt om den virkelighed de vil formidle videre. Men de skal samtidig være kritiske. Og hvem og hvad  de så skal gø ad og bide i haserne, det er en redaktionel beslutning styret af en formuleret eller uformuleret policy?

   Idealet/kravet om uafhængighed, alsidighed og upartiskhed har haft en særlig toning i public service-medierne som er statstøttede eller finansierede via licensen. Derfor balladen om "de røde lejesvende" i 60´erne og 70´erne. Og detbatten om Jacob Rosenkrands dokumentarserie "Jagten på de røde lejesvende" som blev udsendt i efteråret og genudsendt i revideret form i sidste uge. (Den serie set gennem kreativitetsteoriens optik, vender jeg tilbage til i et senere indlæg).

Denne indledning er motiveret af at jeg har indsendt et bidrag til Politikens journalistisk begrundede indsamling som nu har kørt et par dage under temarubrikken:

"Yemen. Hjælp Nadia og Yemen Times."

At avisen sætter den indsamling i gang, og at den lader sine journalister styre deres dækning i forhold til temaet og indsamlingen, er jo derfor udtryk for normbrydning og grænseoverskridende kreativitet på redaktionen - med hel- eller halvhjertet opbakning fra den nye chefredaktør. Som dermed også udsætter sig og avisen for kritik kort tid efter sin tiltræden.

Det er ikke første gang Politiken gør den slags: journalistisk arbejder med en aktivistisk dagsorden. Sidste gang var det omkring indsamlingen til "Iraq Centeret" i efteråret 2009. Så vidt man kunne forstå den gang var det chefredaktøren Thøger Seidenfaden selv der var primus motor, og den gang var der så vidt jeg husker det en del kritik blandt avisens journalister om det acceptable i det initiativ.

   Ideen bag Iraq Centret blev den gang i avisen beskrevet sådan:  

Centerets fokus er at hjælpe de omkring 100 irakere, der i årevis har siddet i danske flygtningecentre, fordi de hverken kunne få status som flygtning eller vende tilbage til Irak som del af en hjemsendelsesaftale. Gennem centeret skal de afviste irakere ansættes til at drive oplysningsvirksomhed om Irak og irakiske forhold, og med en månedsløn på 32.000 kroner vil de hurtigt kunne søge arbejds- og opholdstilladelse under den såkaldte beløbsordning.

Lisbeth Knudsen, chefredaktør og direktør for Berlingske Tidende med omliggende avisterritorier, skrev ironisk-kritisk om kampagnen på sin blog:

Danmark har fået et nyt politisk parti. Det stiller ikke op til hverken kommunalvalget eller næste folketingsvalg. Dets politik er populistiske enkeltsager tilsat centrum-venstre-humanitært tilsnit, og det agerer som opsamlingssted for borgere, der er af den ene eller anden grund er vrede over den gældende lovgivning eller hvad et politisk flertal måtte mene.

Der var også rigtig meget kritik fra borgerlige politikere - og ligefrem politiske tiltag for via lovgivning at få stoppet aktionen.

   Her gik grænsen for dem!

Denne gang - tre dage efter at kampagnen for økonomisk støtte til avisen Yemen Times og dens chefredaktør Nadia Al-Sakkaf blev igangsat - har der ingen kritik lydt hverken fra politikere eller andre medier, så vidt man kan vurderer ved at google på nettet.

   Er grænsen flyttet?

Jeg giver nu et bidrag til denne - ligesom jeg gjorde til Iraq Centret.  Sådan støtter du indsamlingen:

Bankoverførsel: Reg.nr. 3100, konto 1111 9999

Onlinebetaling: politikenbillet.dk/indsamling

Se i øvrigt: http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1276374/politiken-aabner-ny-indsamling-i-dag/

Tintins mørke fætter - Jacques Tati som tegnefilm - Hogarths Tarzan

Jeg fik forleden lyst til lige at bladre lidt i nogle af mine mange tegneseriehæfter: Tintin, Tarzan, Blueberry, Asterix,  Linda og Valentin, Prins Valiant.

   Anledningen var en lille artikel i en af aviserne der fortalte at et gammelt aldrig filmatiseret manuskript af filminstruktøren og -skuespilleren Jacques Tati var blevet filmatiseret - men som tegnefilm. Den vil jeg se at få set. Her er traileren fra YouTube:

Tegnefilmen er jo et smukt eksempel på blending af to konceptuelle input-rum: en Tati-historie i det ene og en forholdsvis klassisk tegneserie/-film-stil i det andet. Og dette "blend" løser altså problemet at den elskede instruktør der ifølge manuskriptet skulle optræde i sin egen film, forlængst er død.

   Men jeg tror ikke den tegnede version, uanset hvor Tati-autentisk den er tegnet og fortalt, kan have den effekt som hans spillefilm havde den gang jeg så dem som ung i biografen i centrum af København.    

   Når man kom ud fra biografen efter at have set "Playtime", "Mon Oncle" eller "Traffic", så var det som om filmen bare fortsatte i mødet med det københavnske gadebillede - med dets mylder af mennesker og larmende trafik.

   Et smukt eksempel på at fiktionsfilmen kan fungere som "source" i en metafor - og med den aktuelle reelle virkelighed som "target" som man (jeg) - her helt bogstaveligt - så og oplevede gennem "kildens" optik: Tati-filmenes visuelle fiktionsfortælling prægede for en tid min umiddelbare oplevelse af de syns- og høreindtryk jeg modtog.

   Det var utroligt stærkt.

I Politiken i dag er der et andet eksempel på tegneserie-blending som aktiverer minder og lyst til at genlæse og se nogle af min mange hæfter. En anmeldelse af Kim Skotte under rubrikken "Tintin spejlvendt og forpint". Anmeldelsen beskriver og illustrerer en såkaldt "graphic novel" af en kunstner jeg ikke har kendt til før: Charles Burns. Titlen: "X´et ud".

   Forsiden ser sådan ud og associerer ved første øjekast til Tintin-albummet "Den mystiske stjerne":

Og både af den hele serie-side der er vist i Politiken, og af anmelderreferatet af dømme, så har denne nye serie altså "Titin" som betydningsbærende ironisk "undertekst", hvilket markeres ved imitation af både stil og hovedpersonens udseende.

   Hæftet er det første bind af tre som jeg fristes til at købe, selv om det efterhådnen er ret mange år siden jeg holdt op med at købe flere tegneserier.

   Den manisfeste historie med Tintin-klonen "Dough" er også i sig selv et "blend" hvor der glides mellem to planer: "drøm" og "virkelighed". Spændende.

   Tegneren ha tidligere udgivet en serie "Black Hole" som jeg svagt husker anmeldt for et års tid siden, men den fristede ikke.

Med "X´et ud" er der vel nærmest tale om det forfatterne til bogen "The Way We Think" - kalder "double scope-blending" - altså en kreativ konceptuel konstruktion hvor elementer fra de to input-rum der blandes, gensidigt belyser og oplader hinandens betydning - ligesom i kontrafaktiske udsagn.  For særligt interesserede, se denne artikel:

http://markturner.org/DoubleScopeStoriesTurner.pdf

Tegneserier har haft stor betydning i mit liv. Min mor mente det nok egentlig var skadeligt at læse tegneserier - fx Anders And - da jeg var barn. Det var i hvert fald ikke noget hun mente jeg havde godt af at læse. Dem læste jeg så hos en kammerat. Men fik slet ikke nok, syntes jeg

   Og jeg husker også et filmugeblad hvis navn jeg har glemt (Tempo, måske), hvor der var hele sider med nogle fatastiske fascinerende Tarzan-striber, som jeg læste rundt omkring hos mine kammerater hvor familien ikke synes de var for fine til at købe den slags ugeblade.
   Som voksen har jeg fundet ud af hvad han hedder, ham der  den var aller bedste Tarzan-tegner, Burne Hogarth. Og jeg anskaffede mig også, da jeg havde mit voksen-tegneserieflip i 70´erne og 80´erne, en pæn samling hæfter med Burne Hogarth Tarzan-striber, så jeg kunne få stillet min visuelle lyst og sult og opleve gensynsglæden:

Jeg husker jeg med en voksne tegneserie-soul mate energisk har diskuteret hvem der var bedst: Hogarth eller forgængeren Hal Foster (der senere tegner Prins Valiant); her en Hal Foster-side:

Jeg synes stadig Hogartth vinder - med et mulehår. 

   Men jeg betages ved gensynet. Endorfiner, adrenalin og de andre humørstimulerende stoffer skyller gennem hjernen, og det kilder i maven.

Gitte Rabøls lyst - og andre diskussioner om prostitution og framing i det offentlige rum

Framing er et vigtigt begreb når man skal forstå centrale dele af kreativ tænkning.
   En frame er en mental  kategorisering - et tankeskema - der styrer og organisere tænkning om alle mulige emner og forhold.
  Alle mennesker ser og forstår forhold gennem bestemte frames. Den konceptuelle metafor på en frame kunne lyde: "en frame er en mental vinduesramme - med farvet glas til den virkelighed man kan se fra og gennem det indrammede vindue". Det synes jeg giver ret god mening.

(NB! Hvis man er radikal socialkonstruktivist, så er i metaforen for en frame ikke en ramme for et vindue som man kan se virkeligheden igennem, men en ramme for et mentalt produceret maleri hvis forhold til virkeligheden kan være alt fra ren abstraktion til noget der ligner og er meget realistisk.)

En simpel måde at notere at et eller andet fænomen kan/skal forstås inden for en frame, er en "ligning": "X = Y" hvor "X" er framens "target", og "Y" er dens "kilde", dvs. er en sammenfattende betegnelse: en mental kategorisering. En oversættelse kunne være: Hvis vi siger at "vi framer X som Y", så indebærer det at "vi ser, opfatter og forstår X gennem den mentale og konceptuelle optik som kategorien Y indrammer og afgrænser". 

 
Frames giver mening til og gør det muligt at forstå fænomener i relation til andre fænomener. Men en frame begrænser også forståelsen fordi en frame også altid afgrænser og forenkler det emne det "indrammer", altså dens "target".


En frame styrer fokuseringen på en problemstilling, et emne eller et fænomen (="target"), så det er bestemte sider og aspekter ved "target" man konceptuelt og mentalt stiller skarpt på - fx i en argumentation eller en besrkivelse. Og framen fungerer samtidig som mentale skyklapper i forhold til andre mulige frames på problemstillingen eller fænomenet.

Specielt metaforiske frames har karakter af forenklinger. Derfor kan der være kamp om framingen af vigtige fænomener i samfundet. Og derfor kan reklamefolk og spindoktorer hjælpe politikere med at finde på udtryk der framer ellers kontroversielle forslag og ideer: "genopretningspakken", "smagsdommere","indvandrerservice". Og derfor kan en vigtig del af forskningsresultater bestå i at overskride og blende eksisterende frames i nye - under indtryk af nyindsamlet viden.

Fra Søndagspolitiken i dag. PS-sektionen. Den nye mediedirektør for Danmarks Radio, Gitte Rabøl bliver interviwet af journalist Jakob Elkæjær. Det drejer sig om public service, som er "det" som Danmarks Radios programmer skal levere i følge loven.

   I medierne og i debatten om hvad public-service-kravet til DR indebærer, har man i mange år diskuteret ud fra to frames: en kvantitativ og en kvalitativ:

Danmarks Radio er (skal være) BRED

Danmarks Radio er (skal være) SMAL

"Danmarks Radio er BRED"-framen indebærer i princippet at man skal levere alle slags programmer til alle danskere på alle platforme - i bedste kvalitet. Dette for at have legitimationen i orden over for alle licensbetalere; ingen segmenter må favoriseres. Planlægger man programmer ud fra den frame, så kommer DR til at prioritere seertal højt, og programmerne kommer til at ligne de kommercielle kanalers. I det lange løb bliver programtænkningen svær at skelne fra kommerciel tænkning hvor programmerne er styret efter hvor mange seere de leverer til annoncørerne. Man sigter efter "laveste fællesnævner" kvalitetsmæssigt og giver folk "hvad de vil have". Denne frame bliver af kritikerne betragtet som en slags kommerciel prostitution af programpolitikken.

"Danmarks Radio er SMAL"-framen: Man skal i princippet (kun) levere alt det der er væsentligt, og som de kommercielle stationer og kanaler ikke har nogen interesse i at producere - og altså "forsømmer" at sende. Det betyder at DR med sine programmer kommer til i særlig grad at favorisere de segmenter blandt lyttere og seere der ikke er kommercielt interessante for reklamefinancerede stationer/kanaler. DR har inden for den frame svært ved at legitimere sin eksistensberettigelse og opkrævning af licens over for alle dem der hovedsagelig ser og hører de kommercielle kanalers programtilbud. Denne frame bliver af kritikerne betragtet som en slags autoritær og formynderisk elitetænkning i programpolitiken.

Neden under disse to abstrakte frames, ligger der betydningssgivende og emotionelt styrende konceptuelle metaforer:

Public Service er en SKOLE

Public Service er et SUPERMARKED

"Skole"-metaforen associerer public service til sur pligt, tvang, skolelærere med løftede pegefingre, dårlig samvittighed. "Supermarked"-metaforen associerer til lyst, frit valg, indkøbsvogne, kundesevice

 

Det er i dette metaforiske betydningsfelt Gitte Rabøl viser sig som en kreativ koncepttænker: I stedet for at forholde sig til den fortærskede diskussion og modsætning udsprunget af de to abstrakte frames "bred" eller "smal" for public service, der jo er uforenelige, så overskrider hun modsætningen og blender  noget fra begge de underliggende metaforer. Hun siger nemlig at public service-tv skal være "lystfyldt". 

   Jakob Elkjær spørger: "Den gang du var chef for DR 2,talte du om public service-lyst frem for public-service-pligt. Hvorfor?" Gitte Rabøl svarer:

Folk skal have lyst til det, vi laver, fordi det er interessant og giver mening. Du kan ikke give lektier for. Tidligere havde DR en skolemesteragtig tone, så det var vigtigt at signalere, vi var moderne og i dialog med seere og lyttere. Vi havde lyst til at lave public service. At snakke højt om den lyst frigav ideer og mod.

Det sidste har hun uddybet i et andet svar:

Det skal stå klarere for både og selv og danskerne, hvad det er for en opgave, vi har. Vi skal skabe større betydning for flere. Vi skal ville noget med det, vi laver. Vi skal give udsyn, indsigt og oplevelse. Public service skal være modigt, markant og skarpt.

Læg mærke til formuleringen: "Skabe større betydning for flere". Altså ikke noget "smalt" her. 

   Godt tænkt, Gitte.

Fra Politikens sektion "Viden".

Udenlandske prostituerede vil hellere sælge sex end gøre rent

En rubrik der udløser en aha-oplevelse hos mig, og en nysgerrighed. For her blev der lige rodet rundt og rodet sammen i nogle frames. Det er et interview med en ung forsker, Marlene Spanger,  der skriver ph.d.-afhandling, og til det formål har været ude og besøge og interviewe thailandske prostituterede i Danmark, som der er mange af.

   I starten af artiklen præsenterer Marlene Spanger de to frames som hidtil har givet mening til debatindlæg, frames som gør det umuligt for debattørerne at snakke sammen:

Prostituerede er ofre for menneskehandel

Prostituerede er frie kvinder der skal sikres arbejdsmarkedsrettigheder, ...

"Men min afhandling viser, at begge perspektiver er problematiske, fordi virkeligheden er meget mere nuanceret, fordi de thailandske prostituerede ikke opfatter sig som hverken sexslaver eller sexarbejdere. De omtaler ikke sig selv som prostituerede." Hvad har Marlene Spanger fundet ud af, bliver hun spurgt:

At kvinderne ikke se sig selv som prostituerede, og at mange aspekter i deres liv fylder meget. For eksempel har stort set alle børn enten i Danmark eller i Thailand,og børnene og deres slægtningen fylder meget.

   For kvinderne er det arbejde, hvor der kan tjenes flere penge end for eksempel ved at gøre rent. Det sociale aspekt spiller også en større rolle, for eksempel i massageklinikkerne, hvor kontakten med andre prostituerede er en vigtig del af kvindernes hverdag. Det er dem som de spiller kort med og ser tv med, mens de venter på kunderne. Så det er også sociale samlingspunkter for kvinderne. På godt og ondt.

De thailandske kvinder der tjener penge ved prostitution i Danmark, ser altså hverken sig selv i en offer-frame eller i en juridisk og overenskomst orienteret lønarbejder-frame. De ser sig i en familie-frame  - og dermed som mennesker der er en del af en socialt fællesskab som de blandt andre forhold har forsøgerpligter  over for og derfor arbejder for socialt at opretholde. 

Jeg fandt også et smukt eksempel på hvordan et frame-skift til sidst i en fortælling kan leverer en aha-oplevelse. Det er fra MetroXpress den 13. maj. En klumme skrevet af Isam B., sanger fra gruppen "Outlandish". Han beskriver de kulturelle normer og den hjemmet-frame som forklarer hvorfor der ser ud og lugter som der gør i mange indvandreopgange: "Opgangen er ikke hjemmet":

Hjemmet er næsen helligt! Skoene tages af, inden man træder ind i hjemmet og efterlades i opgangen, da de er beskidte, og alt det der er beskidt, holdes uden for hjemmet. Opgangen anses ikke for en del af hjemmet. Har man flere børn, som hver har to par sko liggende, så kan naboerne hurtigt dufte essensen af sure tær med saftevand.

   Hjemmet holdes altså klinisk rent, mens opgang, gård og gade går naturens gang. Grunden til, at hjemmet altid skal holdes rent er: TÆNK nu, hvis det lige pludselig banker på, og forældre eller andet godtfolk kigger forbi. Det skal se præsentabelt ud.

   Og det skal man i øvrigt SELV sørge for. Ingen får lov til at gøre rent i ens eget hjem.

   At give nøglen til en rengørinskone og stole på at hun rydder ordentligt op, er totalt udelukket. Jeg husker for eksempel mit første møde med min første rengøringskone: Hun banker på, jeg åbner, og med det samme siger hun: "Undskyld, jeg er vist gået forkert', hvorefter hun går videre op. Hun kommer så ned igen to minutter senere, undskyldende og rystende på hovedet, mens hun selvfølgelig tager skoene af i opgangen, og spørger helt forvirret: "Siden hvornår er VI begyndt at bruge rengøringskoner?"

Historien, kvindens forvirring og afsluttende replik med brug af "vi", giver kun mening hvis man forudsætter kendskab til følgende frames kombineret med realviden:

• Rengøringskoner er altid INDVANDRERE
• Indvandrere gør altid selv rent i eget hjem
• Rengøringskoner gør altid og kun rent hos "hvide"
• Fortælleren Isam er indvandrer.

Kun pind to og pind fire fremgår direkte af teksten. Resten må fantasien levere for at vi får aha-oplevelsen. Og hvis fantasien løser "gåden", så bliver man klogere.

Tilsidst en video fra YouTube hvor en af mine inspirationskilder til frame- og metafor-analyserne i denne blog fortæller om hvad "frame" og hvad "metafor" er - med reference til hjerneforskningens resultater.

Barndommens land - oplevelser der stimulerer den særligt kreative personlighed

I det foregående indlæg om Henrik Dahl og hans bog "Hvis din nabo var en bil" konstaterede jeg at han som en særligt kreativ personlighed gjorde udstrakt brug af friske metaforer i sine skriverier.

   Nye metaforer er grundlæggende udtryk for kreativ tænkning, for nytænkning. En tænkning der udspringer af fantasien - evnen til at forestille sig noget som ikke findes, evnen til at samtænke forhold som ellers forestillingsmæssigt er skarpt adskilt.

   Og bogen er helt klart også et smukt eksempel på fantasiful blending af teori og empiri: byggende på Bourdieus "kapital"-metafor på den ene side, og og på den anden: de statistiske modeller og segmenteringsværktøjer som længe inden bogen udkom havde været internationalt i brug i reklamebranchen. I bogen blev de empiriske livsstilstabeller, analyser og segmentkort som "target" i en metafor anskuet og tolket gennem den "source" som Bordieaus teori leverede.

Jeg konstaterede samtidig at Henrik Dahl selv tillagde sin "barndomshistorie" afgørende betydning for hvad han som voksen igen og igen gennem sin læsning og sine bøger ønskede at udforske, nemlig spørgsmålet: "Hvem er jeg?"

   Dermed indløste "Henrik Dahl" helt og fuldt det skema - den frame - for den særligt kreative personlighed som jeg har brugt som en slags konceptuel søgemaskine i en lang række tidligere blogindlæg: en blended personlighed der ved fantasiens hjælp hele tiden forsøger at få modstridende dele af personligheden integreret, en permanent fantasivirksomhed som særlige barndomsoplevelser af savn, tab, hjemløshed, fremmedgørelse og stigmatisering  igangsætter og stimulerer.

Teorien opstod i mit hoved i forbindelse med mit arbejde med bogen "Poul Martinsen - Besat af virkelighed", som blandt andet baserer sig på godt 40 timers interview med tv-dokumentaristen om hans liv og virke, hvor erindringer om "barndommens land" trak tydelige tematiske tråde gennem hele hans store tv-produktion.

På jagt efter dokumentation for disse barndomsoplevelser stødte jeg på en bog hvor jeg fandt et fint illustrerende Henrik Dahl-citat som man kan læse i den foregående blog.

   Bogens titel er "Skillevej". Forfatteren er journalist og hedder Bo Østlund. Bogen har sin egen hjemmeside www.skilleveje.dk. Og den er baseret på interviews med 28 "kendte" personer:

I bogen Skilleveje åbner 28 kendte danskere både deres hjerter og private familiealbummer og tager læserne med tilbage til barndommens gade. I hudløst ærlige samtaler fortæller de om deres opvækst som børn og unge. Om dæmonerne og englene. Om ilden i hjertet og smerten i sjælen. Om jagten på identitet. Og om alle de sten, de frivilligt eller ufrivilligt samlede op og tog med i tilværelsens rygsæk.

En blomsterpark af metaforer. Alle 28 er citeret på hjemmesiden, og en del citater er lige i øjet i forhold til min teori, et par af "de kendte" kender jeg også personligt som særligt kreative personligheder:

Jens Gaardbo (tidligere radiojournalist, DR, nyhedsvært og nyedschef på TV2)

Min opvækst i en by med det karske mod det følsomme betyder også, at jeg i dag er klar over, at enten er jeg ørnen deroppe i luften, eller også er jeg hasselmusen, som piler af sted fra beskyttelse til beskyttelse. Jeg fanger bare hele tiden mig selv i en af de to roller. Ligesom jeg på den ene side er meget indadvendt, og på den anden side sindssyg udadvendt. Den dag i dag romantiserer jeg nok stadig det karske ved at bruge det følsomme til at håndtere det. Samtidig har jeg et stort behov for at kontrollere og passe på min følsomhed, og det udarter sig nogle gange i behovet for en rigid kontrol over tingene. Jeg opfatter ikke mig selv som lukket, men skorpionen bakker og bakker, indtil den når dørkarmen. Og så siger det slam! Jeg magter kun at snakke så uhindret om barndommens gade, som jeg gør nu, fordi jeg i dag har fået magt over den og har overskud til at beskrive den. Og dermed er jeg ikke længere et offer for den. Jeg har endelig fået magt over min opvækst, for ellers ville jeg ikke se med så stor veneration og kærlighed på den, og det gør jeg bestemt…

Anders W. Berthelsen (skuespiller, vinder af mange priser)

Da jeg kom i Pårup Skole, blev jeg mobbet med alt muligt, bl.a. mit tøj. Jeg var egentlig ikke så meget anderledes end de andre, men mine forældre havde ikke råd til mærketøj. Det var besynderligt at blive jordet i skolen den ene dag for den næste dag at blive inviteret hjem til ham, der havde gjort det, og tingene påvirkede mig meget. Jeg husker, at jeg en dag skred hjem fra skolen, og det var jo ikke så populært at gøre det. Desværre kontaktede mor bagefter skolen og gjorde derved lige præcis det, man ikke skal gøre. For læreren fortalte i klassen, at min mor havde sagt, jeg blev drillet, og det gjorde mildt sagt ikke tingene bedre. Men lige pludselig rottede alle pigerne sig sammen mod klassens drenge og sagde: „Så stopper I jeres mobning af Anders!“ Og så stoppede det pludselig i 7. klasse. Vidunderligt. Jeg var dengang en stille, blød og følsom dreng. Jeg var ikke på nogen som helst måde grov eller en skarnsknægt, men jeg kunne da sagtens køre med på at sidde og snakke i alle timerne. Jeg tror, det handlede meget om, hvad der fangede min opmærksomhed. Jeg havde det med at fortabe mig i alle mulige ting, og jeg dagdrømte om alt muligt andet end at sidde derinde i klasseværelset. Jeg ville meget hellere leve i en eventyrverden…

Allan Olsen (sange og musiker)

Jeg sad deroppe på ladet sammen med et par andre, da vi skrumlede indad mod byen. Der var en støvsky efter hundene, som løb efter flyttebilen. Bilen måtte stoppe flere gange, og så fik bastarderne skældud og blev jaget væk. Hvorefter vi kørte et stykke igen. Siden havde vi altid i Frederikshavn forskellige hunde, som løb tilbage til Grønholt og blev kørt over på vejen. Lige så snart, vi var flyttet derned, fik jeg min første følelse af hjemve efter det, jeg kom fra. Men det havde nu nok mere med min egen hjemve og mig at gøre, end det havde noget med stedet at gøre. Altså, en side af mig, som blev en meget, meget vigtig del af det, jeg laver nu. En sentimentalitet og en romantisk følelse af altid at savne det, jeg har forladt, og frygte det, jeg skal til – men alligevel hele tiden bevæge mig. Straks, da jeg startede i skolen, begyndte jeg at cykle op til vores husmandssted. Jeg kan huske en sorgfuld følelse af at være blevet flyttet fra det sted, hvor jeg egentlig hørte til. Jeg havde også en fornemmelse af svigt. Måske er det fordi, man meget tidligt oplever, at man besjæler sine omgivelser ved at være der. Og hvis man besjæler noget og forlader det, så har du jo ladt det i stikken, ikke?

Michael Falck (sanger og skuespiller)

Min værste konkrete frygt var den antikke våbensamling, som mine forældre havde arvet. Det var gamle geværer, pistoler, dolke og sabler. I hvert eneste drama i deres ægteskab, i hver eneste alkoholiserede vanvidsscene by night i alle de der barndomshjem rundt omkring, havde jeg mit ene øje oppe på den forbandede våbensamling. Den hang altid synligt i stuen, hvor min far havde sat det hele op på en skide flot og dekorativ måde. Men det var det mest skræmmende, jeg kendte. Jeg var panisk angst for den samling. Jeg hadede den som pesten. Jeg frygtede altid, at min far eller mor skulle få den tanke, at sablen skulle i brug, og at en af dem skulle blive slået ihjel. Jeg frygtede især for min mors liv, og jeg kan ikke tælle de mange gange, jeg har stået og forsøgt at dække min fars udsyn til den væg, hvor sablerne hang, for at han ikke pludselig i sin vanvidsbrandert skulle gøre noget uoverlagt. Efterhånden blev min fars selvværd i forhold til mig naturligvis undermineret, fordi jeg var manden i det hele – 9-årig mand, 12-årig mand, 14-årig mand, 16-årig mand… Han var bøvet og ulækker og skræmmende med sine berusede fiskeøjne. Det var det hæsligste syn, jeg kendte – at se min far fuld. Men han var ikke egentlig voldelig; det kom først senere i forløbet.

Jimmy Stahr (radio og tv-tilrettelægger, MF´er for socialdemokratiet)

En af mine mest uhyggelige oplevelser var den dag, hvor jeg troede, at mor var blevet skudt på sin morgentur med aviser. Da hun kom cyklende og næsten var hjemme, passerede hun en lastbil med sabotører, som havde været nede og sabotere en stor maskinfabrik i Guldbergsgade. De blev forfulgt af nogle hipoer. Og netop som mor var lige ud for vores opgang, lød der en masse skud og larm, og samtidig faldt mor af cyklen. Jeg så det hele oppe fra tredje sal, og jeg var sikker på, mor var blevet skudt. Jeg tog fat i gardinet, holdt det ind til mig og tudede. Den dag i dag kan jeg stadig fornemme angsten... Så hørte jeg døren gå. Jeg var sikker på, det var far, som var kommet hjem, fordi mor var død. Jeg løb ud i korridoren og så stod mor derude. Hun var altså bare faldet. Mor var blevet forskrækket. Hun var ikke nogen god cyklist, og så kørte hun med de store avisposer på styret, og det skete altså flere gange for hende, at hun fik avisposen ind i forhjulet.Jeg startede i skolen i 1942, og det blev en hård tid. Jeg var ikke særlig vild med skolen, og vi Nørrebro-rødder fik tæsk, når vores skolelærere fandt det nødvendigt, og det gjorde de alt for tit. Der var nogle lærere, vi var rigtig bange for. Vi havde en overgang en gymnastiklærer, som var sadist. Han slog os med et reb, og det gik altid ud over de børn, der ikke kunne noget. Jeg har set ham stå og tæve en unge, der skulle gå armgang i en bom, hvor du skal svinge dig rundt, og drengen kunne simpelthen ikke finde ud af det på grund af sin motorik og skrækken for læreren. Så stod læreren og tævede og slog ham bagi, mens drengen hang deroppe, og til sidst faldt det stakkels barn ned.

John Guldberg (det ene medlem i musik-gruppen Laid Back)

Da jeg bagefter kom hjem fra skole og fortalte far, at jeg havde fået tæv i skolen af nogle fyre, blev han tosset. Det havde han det rigtig dårligt med, og han forsøgte herefter at træne med mig derhjemme. „Du skal bare gøre sådan ... og sådan hér, ikke?“ Og så brød jeg helt sammen. Det kunne jeg slet ikke leve op til. Men jeg blev også ked af det, fordi far konstant fortalte mig, at sådan som jeg var, sådan skulle man ikke være.Han kaldte mig en hattenål og en pudseklud. Han excellerede meget i udtryk. Jeg tror, at far har tænkt „Drengen skal sgu være mere hård i filten, hvis han skal klare sig. Han er sgu for blød!“ Herefter forsøgte han at få mig hærdet, og det var vel egentlig kærligt ment ud fra hans begreber. Men det lykkedes ikke. Far var naturligvis også en rigtig handyman, og i kælderen havde han et værksted, hvor han gik og rodede lidt. Jeg ville også gerne stå og save, når far savede, men så opdagede han jo ret hurtigt, at dét var jeg sgu ikke god til. Det kunne han slet ikke holde ud at se på, så det stod ret hurtigt klart, at jeg i hvert fald ikke skulle være håndværker…

Hvis din nabo var - Henrik Dahl - og andre barndomshistorier (2. del)

                              (fortsat fra forrig blogindlæg)

Det der optog mig mest ved andenudgaven af Henrik Dahls bog "Hvis din nabo var en bil", var det lange og helt nyskrevne indledningskapitel hvori han fortæller "historien bag om bogen", som også er hans egen personlige og faglige udviklingshistorie. Titlen indeholdt jo en fascinerende frisk metafor der i sit mixede output forbinder elementer fra konceptuelt adskilte input-rum: "naboer" og "biler" - ligesom i teksten i indledningen om de forstørrede katte og børn.

   Her skal "nabo" (=et dig nærtstående menneske) ses gennem den konceptuelle optik  som "bil" (=en vare med et mærke der har livsstilsbetydning) leverer.

Og personligheden "Henrik Dahl" er tilsvarende delt og sammensat af to "betydninger" - og afslørede sig her i indledningen  som et skoleeksempel på den kreative personlighedsprofil jeg har kaldt: "to personer i en":

Det der efter min mening frem for alt præger den første udgave af bogen, er, at jeg så langt tilbage jegkan huske har været splittet mellem to ambitioner. Jeg ville gerne være professor. Og jeg ville gerne være forfatter. I mange år forfulgte jeg ambitionen om at blive professor. (…)

   Jeg ha ikke nogen anelse om hvordan det er at have en hemmelig seksualitet, man må leve med inde i et skab. Men jeg kan godt sætte mig ind i det alligevel. For i alle de år, jeg gjorde akademisk karriere, var der noget inde i mig der protesterede mod den prosa man er tvunget til at skrive hvis man vil frem i den akademiske verden. For at sige det pænt, er den både meget defensiv og meget upersonlig.

   Det defensive ligger i at de fleste videnskabelige artikler når man skræller alt det uvæsentlige væk er opbygget som tungt armerede fæstningsværker rundt om en som regel forholdsvis beskeden god idé eller observation.

   Det upersonlige ligger i, at meninger, vurderinger og ikke mindst følelser, med al respekt vor den videnskabelige prosa i øvrigt er omtrent så uønskede der, som den frie tanke var ved Pavens hof i middelalderen.

Her trækkes godt nok også effektivt på sprogets kreative repertoire i form af metaforer med dramatiske kilde-domæner til at indfange spaltningen: "skabsbøsser" og "den mørke middelalder". De to stridende ambitioner har som underliggende konceptuelle metaforer: "fornuft og følelse". Og han taler om "prosa", men det er jo blot et metonym for det meget større og svært håndterlige akademiske værdi- og normsystem som han føler sig fængslet af.

Mihaly Csikszentmihalyi sammenfatter i sin bog om kreativitet listen af dimensioner i den kreative psyke sådan her:

If I had to  express in one word what makes their personalities differetn from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people are segregated. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual," each of them is a "multitude". Like the color white they  tend to bring together the entire range of human possibilities. Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to being together the intire range of human possibilities within themselves.

Det Mihaly Csikszentmihalyi kalder "complxities", er det jeg har kaldt "en blended personlighed" hvis mentale virksomhed permanent er optaget af problemet med at kombinere og integrere ellers normalt adskilte konceptuelle rum i forskellige, ofte hybride udtryk - inden for kunst, politik, videnskab, håndværk, undervisning. 

Min teori er jo at blendede personlighedsprofiler ofte også nyder (eller decideret får det dårligt hvis de ikke får mulighed for) at udtrykke sig i hybride grænseoverskridende og genrefornyende æstetiske eller videnskabelig produkter. Henrik Dahl fortæller om sin egen bog at...

… den er skrevet i en overgangsperiode. Efter jeg havde opgivet min akademiske karriere og før mit liv som forfatter for alvor havde taget form. På den ene side hører man derfor i teksten resterne af sorgen over at jeg måtte opgive min akademiske karriere. På den anden side mærker man tydeligt manglen på erfaring som forfatter.

Altså en "uren" hybridform, efter hans egen mening. Jeg får i et glimt en association til min egen gamle hybride bog: "Faktion som udtryksmiddel". Men også til Poul Martinsen.

I forbindelse med arbejdet med min bog om Poul Martinsen blev jeg klar over hvor afgørende "kreativ vrede" kan være i den skabende proces, en følelse som var drivkraften bag de mest personligt spejlende dokumentarprogrammer i hans produktion hvor han især arbejde med montageformen - og mest tydeligt i udsendelsen om Christian Stentoft: "I skyggen af en far". 

   Henrik Dahl har samme tvetydige forhold til sin bog og til den kreative vrede som den er et produkt af, og den er også en slags montage, som han dog ikke er tilfreds med:

Når jeg læser bogen i dag, synes jeg det personlige korstog er for tydeligt. Idiosynkrasien er for tydelig. Men frem for alt er protesten for tydelig. Det betyder dog ikke at jeg græmmes ved at læse bogen igen. Faktisk kom jeg til at more mig over al den utilpassede energi der kommer ud gennem linierne. (…) Hvis man vil skrive rigtig godt skal man rense sit sind for vrede. (...) Det har jeg forstået nu, men fattede det ikke, da jeg skrev denne bog. Når alt kommer til alt, synes jeg dog, bogens sjæl i høj grad ligger i dens stilistiske og kompositoriske mangler.

Jeg har jævnligt på denne blog luftet den teori at den særligt kreative personlighed har nogle erfaringer som fører til et stærkt fantasiliv i barndommen: Man fantaserer om det man mangler, om det man ønsker med ikke kan nå, om det man vil udtrykke, men ikke kan få lov til (eller er for generet til) at sige.

   Det er et fantasiliv som igangsættes og forstærkes af emotionelle savn, af angst, af frustrationer, af indestængt vrede. Et fantasiliv som fungerer som kompensation for den identitetsusikkerhed,  fremmedgørelse og sociale isolation som er konsekvensen af at blive rykket op med rode, flyttet fra ét miljø til et andet, af at være tvunget til at skifte sprog/dialekt og kulturelt miljø, af fraværet af en forældre fx ved skilsmisse, og af at blive mobbet i skolen.

   Eller som hos Poul Martinsen og en række af de personer han portrætter i sine udsendelser: konsekvensen af at have "ondt i farforholdet".

Holder min teori stik  også i forhold til Henrik Dahl?

   Der er nogle passager i indledningen til andenudgaven, som peger i den retning. Og en søgning på nettet fører til bogen "Skilleveje" af Bo Østlund fra 2006, som indeholder en lang række interviews med kendte mennesker om deres barndom, heriblandt Henrik Dahl.

   I 3. klasse flyttede han fra Vestsjælland til Skærbæk i Sønderjylland hvor hans far havde fået et præsteembede:

I det lille landsbysamfund som Skærbæker, var der meget få akademikere, og dem, der var, var offentlige personer, som alle vidste, hvem var. Alle vidste, at jeg var præstens søn. Og det er jo ikke altid sjovt, for når man er barn, ønsker man jo bare at være normal. Ikke at stikke ud. (...)

   Jeg var dygtig i skolen, men nu var jeg pludselig meget tæt på at miste lysten til at gå i skole. Man så nemlig skævt til de dygtige, der var interesserede i skolen. Ude i Snave har man en dumhedskultur, og man sætter en ære i at være uvidende og sabotere undervisningen. Men hvis man kan pløje… det er ligesom fint på en eller måde. Det er ikke nogen rar tanke, men hvis majoriteten dyrker dumhedskulturen, er det dén, der gælder. Min første oplevelse af Skærbæk var, at alle var ekstremt uvenlige og intet gjorde for, vi skulle føle os velkomne.

   De første år i skolen varede en evighed. Jeg følte, de andre børn drillede mig, fordi jeg var ny og præstesøn, men heldigvis var jeg stor og stærk, så jeg bankede to-tre stykker af de værste. Så ordnede alting sig, og siden var der ikke den store ballade. Året efter ordnede jeg nogle andre rødder, der drillede min lillebror. Og så endte jeg med at bliv god nok, fordi jeg beherskede et sprog, bondeknoldene kunne forstå. Sådan kunne man gøre i gamle dage uden at blive sendt til skolepsykolog. Verden var lidt mere simpel...

I et interview i Berlingske Tidende fra januar 2005 i anledning af udgivelsen af bogen "Mindernes Land", uddyber han med ironi og sarkasme:

Og så kommer man over til Skærbæk og skal gå i klasse med Baune, Henrik Solgaard, Henning Primdal, Bobby - med dem allesammen... Det er simpelthen løgn, tænkte jeg. Det er for sindssygt. For langt ude. Det var forfærdeligt. Når du er præstesøn i sådan et miljø, kan du ikke blive andet end tilskuer. Du kan jo ikke blive deltager i sådan noget idioti, vel? Jeg ønsker at trykke dem, der har opfundet Polle fra Snave og Angora-drengene, til mit hjerte. For hvordan kunne de vide, at det var mine klassekammerater.

Det fremgår af samme interviewe at han var og er meget "genert", en egenskab han - sammen med "tilskuerpositionen" - også deler med Poul Martinsen.

Om forholdet til sin far og hvilken betydning det har haft for de modstridende ambitioner i hans liv og i hans bog, det fortæller Henrik Dahl om i andenudgaven af "Hvis din nabo var en bil":

Sagen var at både min farfar og hans far – altså min ene oldefar – var professorer. Godt nok ikke særlig dygtige eller fremtrædende, men dog alligevel. Over for det stod at min far havde svigtet alle de forhåbninger familien havde knyttet til ham og hans lyse hoved. Han var uddannet som historiker,men havde fået gummiarm – eller hvad sådan noget nu hedder i den akademiske verden – og skrevet et middelmådigt speciale. Derfor var han endt som ufaglært i en ravnekrog i Sønderjylland. I mit barndomshjem talte vi ikke så meget om de ting, men dog fuldt tilstrækkeligt. Fra min tidligste ungdom havde jeg forstået at noget måtte gøres. Og hvad mere var: Jeg havde forstået at jeg måtte gøre det.

I skyggen af far, farfar og oldefar!

   Interviewet i Berlingske fra 2005 belyser også "morforholdet". Familiens liv var "forgiftet" af at Morfarens tilhørte en religiøs sekt, Jehovas Vidner:

Det har virkelig kostet gråd og tænders gnidsel. For min mor var det en skæbne værre end døden. En dyb, dyb familiekonflikt og en religiøs konflikt, som altid har været i mit hjem. Så det er et spørgsmål, der har mast sig ind på mig. Min mors forhold til sine forældre var jo defineret ved den religiøsitet, som hun fandt afskyelig. Og det gør jeg også. Det er en livsfornægtende idiotisk religion med en lille dum bogholder-gud. Gud kan jo ikke være sådan en, der synes, det er sjovt at pine folk. Det kan ikke være meningen. (...)

   Den konflikt har jeg aldrig kunnet slippe. Det må være ligesom at have malaria - giften slipper dig aldrig. Hvis du bliver ramt én gang, så har du det siddende i kroppen. Jeg er vokset op i skyggen af den konflikt.

Henrik Dahl udgiver om et par uger bogen "Spildte kræfter". Og begge mine fast aviser, Politiken og Information,  har store forskræp-interviews med ham. "De røde er en katastraofe" siger han ifølge rubrikken i Politiken. Forsiderubrikken lyder godt nok også vred: "De vensterorienterede akademikere skaber ikke ny erkendelse, de venstreorienterede kunstnere skaber ikke ny kunst, og de venstreoreinterede politikere give ikke svar på nutidens store spørgsmål". Og...

Over for Information kalder han endvidere Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraternes formand og statsministerkandidat, for »den svageste formand, partiet nogen sinde har haft«:

   »Hun deltog i skrivegruppen omkring bogen Epostler. Og her stod det klart, at hun er, hvad jeg vil kalde en blank person. Hun kan ikke skrive eller improvisere. Hun har en meget begrænset almen viden, hun ejer ikke hverken nærvær eller nogen større visioner. Hun har muligvis, hvad man kan kalde en reproduktiv begavelse, hun kan forberede sig og lære ting udenad. Men hun kan ikke indgå i de uformelle sammenhænge med egne ræsonnementer, som er så vigtige, hvis man skal lede et lille land.«

  - Har hun ikke spillet jænbyrdig op over for statsministeren i deres debatter, og håndterede hun ikke sin egen skattesag både åbent og modigt?    

   »Nej, hun havde sikkert fin rådgivning om skattesagen til sidst. Og hun var god til at lære udenad og forberede sig til debatterne med Løkke. Men hun har intet format.«

"Karaktermord," skriver nogle af de andre aviser.

   Det er ikke svært at få associationer til skolegården i Skærbæk hvor de fik bank som drillede Henrik eller hans lillesøster. Og til moderens kamp mod morfaderens "livsfornægtende dumme bogholder-Gud".

   "Hvis man vil skrive rigtig godt, så skal man rense sit sind for vrede," skrev han i "Hvis din nabo var en bil". Det er jeg ikke enig med ham i. Og det er i hvert fald ikke lykkedes endnu. "Giften slipper dig aldrig", som han også selv har sagt.

 
Det der slår mig i begge interviewene, er at humoren er væk, og selvironien helt fraværende. Skal man tage interviewene som udtryk for prosaen i den kommende udgivelse, så virker vreden her mere destruktiv, end kreativ.