Lars von Trier (2) - om at søge det farlige og tage en risiko

Niels Thorsen hvis interviews med kreative personligheder jeg flere gange har citeret fra i tidligere indlæg, har i gårsdagens Politiken en lang artikel om Lars von Trier der byggede på det langstrakte interviewforløb med instruktøren som blev til bogen: "Geniet - Lars von Triers liv, film og fobier", som jeg kun har læst anmeldelser af.

   Thorsens artikel indeholder mange af de pointer jeg også trak frem i min foregåend karakteristik af instruktøren - som et pragteksemplar på typen den særligt kreative personlighed.

   Det er ikke så mærkeligt da jeg jo brugte citater fra et tidligere interview som Niels Thorsen lavede med Lars von Trier i anledning af hans foregående film "Antichrist".

   Så Thorsen kender Lars von Trier lige så godt som jeg kender Poul Martinsen.

Artiklens rubrik er: "Nogle gange ender det tosset". Og et vigtigt tema er spørgsmålet om Lars von Trier laver skandaler bevidst for at få opmærksomhed i pressen, som en slags PR-stunt, sådan som andre journalister har troet og ment. Underforstået: at han ikke "for alvor", mener det han siger, men at det er lusket beregning at han udtrykker sig provokerende og skandaløst

  Det afviser han - naturligvis. Og det tror Niels Thorsen heller ikke - og heller ikke jeg.

Men et andet tema tænder jeg på, nemlig spørgsmålet om at det at tage en risiko, det at noget er farligt, er noget der i sig selv et tiltrækkende.

   I listen af træk der kendetegner den særligt kreative personlighed er det nemlig et af trækkene der står i bøgerne, at "man" er villig til -  eller ligefrem føle at det er nødvendigt - at tage en risiko, at kaste sig ud i noget der indebærer kraftige negative reaktioner fra omverdenen.

  Jeg kan huske jeg netop spurgt Poul Martinsen om han havde det sådan at han havde lyst til at tage risici - i lyset af den række af de skandaløse og etik-balancerende udsendelser han i årenes løb havde produceret.

   Det benægtede han. Men ikke særligt overbevisende, fordi det han svarede var at jeg jo kunne se hvor bekymret han blev når han gjorde det: at det nemt blev for spændende. Og når han gjorde det, var det for udsendelsens, historiens skyld.

Det ligger jo også næsten i definitionen af kreativitet - at det indebærer at overskride grænser - og det gør man jo kun hvis man er indstillet på at tage en risiko.

Jeg har tidligere nævnt en særlig personlighedstype som har det sådan at de har et (umætteligt) behov for at udføre handlinger der er (fysisk) farlige, såkaldt High Sensation Seekers (HSS). Og en anden type som er kendtegnet ved særlig overfølsomhd over for stærke indtryk, såkaldt Highly Sensitive Person (HSP). Jeg skrev i blogindlægget fra den 28. april i år:

Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.
   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Det fanger vel meget godt også Lars von Triers personlighed ind.

Det viser sig i interviewet at - ud over at være tiltrukket af den nazitiske æstetik - så er det i høj grad det personlighedstræk ved Hitler Lars von Trier forstår: at diktatoren tilsyneladende var afhængig af at det han gjorde skulle være "farligt". "Det har været lidt Hitler-agtigt. (...) Vi kører den rute uanset hvad der sker. Og jo farligere det bliver, jo mere tiltalende". Thorsens spørgsmål opsummerer: "Han var villig til at risikere, at det hele faldt sammen?":

Det tror jeg er kendetegnende (/). For jeg tror, at det her med at sætte det hele på spil hver eneste gang, ligesom er det ... Hvis der er nogen, der kommer på tværs, så siger jeg bare: "Okay, så lader jeg helt være med at lave filmen". Jeg  er jo parat til at forlade indspilningen på sekunder i trods mod et eller andet, hvis jeg ikke får de optimale omstændigheder til at arbejde under.
   Hvis jeg ligesom (...) i et øjeblik skal have lov at betragte det ud fra Kennedys og mit og Hitlers synspunkt, så er det ikke særlig nuanceret. Vi kører den vej, siger vi. Og hvis det ikke kører den vej, så kører det slet ikke. Og det er kun sjovt, hvis det kommer ud på nogle kanter".

Stikordene er her: "sætte det hele på spil", "på trods", "det er kun sjovt, hvis vi kommer ud på nogle kanter."

Også igår var der et andet interview med Lars von Trier af Michael Bo i Cannes. Rubrikken "Audiens midt i orkanens øje. Det bekræfter min association da jeg så Triers udtalelse om sympati for Hitler i tv, en association til filmen "Der Untergang" som gjorde et stærkt indtryk på mig da jeg så den. Åbenbart også på Trier:

(,,,) for selvfølgelig giver jeg ikke Hitler ret i noget som helst, han har foretaget sig. Men efter at have set Bruno Ganz spille Hitler i 'Der Untergang', kunne jeg se en lille bitte mand rumstere rundt inden i Hitler, som jeg synes var spændende.

"To personer i en". Lars von Trier genkender i Hitler "den lille mand" der "gemmer" sig i ham selv, og som han mener alle mennesker i virkeligheden "gemmer". Mere indviklet er det ikke. Og han har fuldstændig ret i sin selvkarakteristik når han siger:

De kræfter der får mig til at sige åndsvage ting, er også dem, der får mig til at lave film.

Om en anden skandaløs hovedperson i medierne i denne uge kunne man også sige: De kræfter der få ham til at sige åndsvage ting, er også dem der gør at han er en interessant sociolog med hyperfølsomme antenner ude i forhold til hvad der rør sig i samfundets jævne lag og yderste kanter...

                                             (fortsættelse følger)

Den kreative personlighed: Günter Wallraff - journalisten der hellere ville være en anden.

Günter Wallraff var i mine unge dage en af mine store helte: den tyske journalist der i en lang periode gik undercover – forklædte sig og levede som en tyrkisk fremmedarbejder, for bagefter at bruge sine oplevelser og erfaringer til kritisk journalistisk dokumentation af den kapitalistiske storindustris grove undertrykkelse og udnyttelse af disse arbejdere. 

   Jeg har i sin tid læste flere af hans bøger med de afslørende arbejdspladsreportager. Men har faktisk ikke tidligere interesseret mig for hvem han egentlig var, hvad hans baggrund var, og hvad der drev ham til disse spektakulære forklædnings- og afslørings historier.

Hvis vi som et grudkendetegn på den særligt kreative personlighed går ud fra at der er tale om en slags mental personlighedsspaltning – så må han i den grad være kandidat i kraft af sin specielle journalistiske arbejdsform. Og denne splittede kreative personlighed, er det jo så min hypotese, hænger sammen med oplevelser af tab og savn, mobning, rodløshed og fremmedgørelse i barndom eller ungdom.

   Der er her i år udkommet en oversat tysk biografi om denne journalist og forfatter med de afvigende kreative og moralsk diskutable researchmetoder: 'Günter Wallraff – manden selv. En biografi af Jürgen Gottschlich'. Heri fortælles på side 36 hvordan Wallraffs mor, på grund af ekstrem fattigdom, mens faderen lå langtidssyg på hospitalet, anbragte sin 5-årige søn på et børnehjem:

På hjemmet skulle børnene aflevere deres tøj. I stedet fik de alle sammen ens kitler. ”Det var som at blive delt i to,” siger Wallraff i dag. ”Man mistede sin egen lugt, hele sin identitet.” Senere har Wallraff forklaret sin lyst til rollespil og til at optræde som en anden person som sin søgen efter egen identitet, der kunne have sit udspring i oplevelsen med børnehjemmet. ”Det var en traumatisk oplevelse for mig.” Hans verden brød sammen, og han følte sig forladt. (…) ”Endnu i dag må jeg kæmpe med angsten for tab.”

Nøgleformuleringen er for mig "Det var som at blive delt i to".

   Jeg har en mere og mere indædt mistanke om at vi hos kreative personligheder næsten altid kan finde den slags kerneoplevelser der har karakter af mentale sår efter stærke oplevelser af savn, udstødelse og tab - og med en permanent psykisk "sårskorpe" der irriterer i underbevidstheden og derfor stimulerer til fantasier og kreativ tænkning.

   Det lugter jo noget af Freud, men hvad så?

Hvis jeg fabulerer lidt videre, så kan man jo tænke sig at de ubevidste blending-operationer som vi har set ligger bag megen om ikke al kreativ tænkning og alle kreative produkter, at de også kan foregå i forhold til en splittet og modsætningsfuld personlighed. 
   Hvis vi betragter den kreative personlighed som en der typisk udgøres af "to personer i en", så ligger det lige for at se de to sider af personen som to forskellige mentale eller konceptuelle rum der leverer input til en kreative proces. 

   Forstået sådan giver det mening af betragte de kunstneriske produkter som "blendede" af virkelig erfaring og fantasivirksomhed - som forsøg på mentalt gennem den kunstneriske virksomhed at bygge bro over personens indre spændinger og modsætninger. 
   Og det giver tilsvarende mening at betragte selve kunstnerpersonligheden som en særlig psykisk konstruktion hvori der permanent er installeret en konceptuel "blender" der hele tiden "kører" for at fortælle den bagvedliggende livshistorie i kamufleret form. 

   Som metaforisk tanke vel egentlig meget sjov. 

En kreativ personlighed - en "fremmed" i verden

Det følgende blev igangsat af en artikel i Politiken i dag:

Da jeg for et par uger siden var inde og give efterkritik til Karen Secher af hendes radioprogram Besøgstid, der som portrætterede medvirkende kun har "kreative" personer, så var der flere ting der slog mig. AV!.

  For eksempel at ganske mange af dem der var med i de programmer jeg nåede at lytte til - ud over at have savnet en far - så havde de også flyttet en del rundt i deres barndom. Eller rettere: der var flyttet rundt med dem. Tit var der også noget med to sprog - en barndoms dialekt som de måtte forkaste eller undertrykke for ikke at blive mobbet når de var kommet til en ny egn og i ny skole med nye kammerater.

Igen havde jeg Poul Martinsen som en slags prototype for forståelsen hvad der foregik. Han havde ganske vist ikke flyttet rundt, men han havde radikalt skiftet skole: fra den "proletariske" Bakkegårdsskolen i Vangede, til Gammel Hellerup Gymnasium; fra københavnsk arbejdersprog og solidarisk kultur, til en "hellerupsk" talende overklasse hvor de fleste af klassekammeraterne var direktørsønner.

Og så var der også kobling til mig selv og min barndom: Inden jeg var 14 år, havde min familie flyttet 4 gange: fra Nørrebro i København til Gørlev på Vestsjælland, fra Gørlev til Holeby på Lolland, fra Holeby til Stege på Møn, fra Møn til Christianshavn i København. Og jeg husker det blev kommenteret at jeg talte "lollandsk" da jeg i 2. mellem kom ind på Christianshavns Gymnasium. Også at rektor til min mor sagde at den plads i klassen jeg nu fik, havde været optaget af en dreng fra Slagelse, en anden provisndreng, men han havde kun "holdt ud" i 14 dage.

  Jeg får videre associationer til mit ophold i USA mellem 2. og 3. g. som "udvekslingsstudent". Der blev også "blendet" så det batter mellem to rum og to verdener som godt nok var meget forskellige. Jeg fik en engelsk-lærer i den lokale High School hvor jeg gik, som ved min ankomst til klassen meddelte at "foreign students" brød han sig ikke om at få ind i klassen, han havde besvær nok med at lære de amerikanske elever et ordentlig engelske. Efter det første halve år, begyndte jeg at skrive digte - ikke helt dårlige - på engelsk!

Alt det blev aktiveret endnu en gang da jeg læste bagsiden af Søndags-Politikens sektion "Viden". Her var portrætteret en kvinde der nu var "spilforsker" på Medievidenskab på Københavns Universitet. Artiklens rubrik fangede mig i den grad: "Permanent fremmed med åbne øjne". Manchetten ikke mindre: "40 steder har spilforsker Mette Thorhauge nået at bo, og det mener hun har givet hende en evnet til at se tingene på andre måder, som hun bruger i sin forskning. Hun har gjort det til en mission at få forældre til at se mere nuanceret på computerspil."
   Inde i artiklen citeres Mette Thorhauge for at sige:

Vi boede mange steder da jeg var barn - blandt andet var vi i Grønland i flere omgange. Ellers har jeg mest boet rund omkring i Jylland. Det var ikke altid sjovt at flytte så meget rundt, men det lærte mig en fleksibilitet og tilpasningsevne, som jeg føler, at jeg bruger aktivt i dag som forsker. Det at være permanent fremmed giver muligheder for at se tingene på en anden måde end dem, der er vant til, at det altid har været sådan. Man bliver meget bevidst om, at tingene ikke kun behøver at være på én måde." (...)

I efterskoleårene udtænkte Anne Mette Thorhauge den perfekte stillingskombination. forfatter, arkitekt og stundman.

"Jeg kunne ikke forestille mig at det ville være nok med et job, for der var så meget, jeg gerne ville. Forfatter ville dække mit behov for at være kunstnerisk, arkitektdelen ville sikre mig en god økonomi, var jeg af en eller anden grund sikker på - og stuntman måtte jeg være, så der også skete lidt", husker hun.

Da jeg selv gik i gymnasiet ville jeg være enten digter, maler eller arkitekt. Min familie mente jeg skulle være professor fordi jeg altid læste bøger - af alle mulige slags.

Her ligger vel en slags "opdagelse", hvis vi altså accepterer at den kreative personligheds særlige evne består i at kunne tænke ting sammen på tværs af grænser og traditioner og kategorier.

Vi kan gå ud fra, som Anne Mette Thorhauge, at det at flytte rundt og dermed gange på gang at blive revet ud af et rum (miljø, sprog) og blive tvunget ned i et andet, får det "fremmedgjorte" barn til at komme i en permanent tilstand af "blending" - en permanent mental røre-rundt-tilstand hvor det nye rum som er aktuelt, hele tiden ubevidst holdes sammen med forestillinger om det fortidige rum som er savnet - en tilstand hvor et nyt "jeg" som skal udleves igennem et nyt sprog, sættes i (modsætnings)forhold til et gammelt "jeg" som er tabt og forladt - med et sprog som skal fortrænges for at overleve.

  Spørgsmålene som permanent køres rundt i den kreative røremaskine vil være: Hvad kan overføres, hvad kan tages med, og hvad må forkastes eller lades tilbage? Hvem er jeg, og hvad er jeg god til? Hvad er sikkert? Hvem og hvad skal man knyttet sig til - hvis man ikke vil lide tab og savn senere?

Der er altså - er hypotesen - tale om en selvreflekterende metaforisk proces, hvor det aktuelle livsrum ses og forstås igennem erindringsbilledernes optik, og hvor det forgangne livsrum ses og forstås gennem den nyerfarede virkeligheds optik.

Præcis sådan var i øvrigt den "mentale logik" som drev og styrede Poul Martinsens tv-dokumentar-produktion, hvor han forsøgte at forstå sig selv og sit liv - ikke gennem abstrakt analytisk tænkning og analyse - men gennem at producere aktuelle tv-billeder og tv-historier der på en eller anden måde lignede eller mindede om, og som - via associationer og kontraster - gjorde det muligt for ham kamufleret at reflekterer over den erindrede fortids billeder.

Ih, hvor det kører!