Hvis din nabo var - Henrik Dahl - og andre barndomshistorier (2. del)

                              (fortsat fra forrig blogindlæg)

Det der optog mig mest ved andenudgaven af Henrik Dahls bog "Hvis din nabo var en bil", var det lange og helt nyskrevne indledningskapitel hvori han fortæller "historien bag om bogen", som også er hans egen personlige og faglige udviklingshistorie. Titlen indeholdt jo en fascinerende frisk metafor der i sit mixede output forbinder elementer fra konceptuelt adskilte input-rum: "naboer" og "biler" - ligesom i teksten i indledningen om de forstørrede katte og børn.

   Her skal "nabo" (=et dig nærtstående menneske) ses gennem den konceptuelle optik  som "bil" (=en vare med et mærke der har livsstilsbetydning) leverer.

Og personligheden "Henrik Dahl" er tilsvarende delt og sammensat af to "betydninger" - og afslørede sig her i indledningen  som et skoleeksempel på den kreative personlighedsprofil jeg har kaldt: "to personer i en":

Det der efter min mening frem for alt præger den første udgave af bogen, er, at jeg så langt tilbage jegkan huske har været splittet mellem to ambitioner. Jeg ville gerne være professor. Og jeg ville gerne være forfatter. I mange år forfulgte jeg ambitionen om at blive professor. (…)

   Jeg ha ikke nogen anelse om hvordan det er at have en hemmelig seksualitet, man må leve med inde i et skab. Men jeg kan godt sætte mig ind i det alligevel. For i alle de år, jeg gjorde akademisk karriere, var der noget inde i mig der protesterede mod den prosa man er tvunget til at skrive hvis man vil frem i den akademiske verden. For at sige det pænt, er den både meget defensiv og meget upersonlig.

   Det defensive ligger i at de fleste videnskabelige artikler når man skræller alt det uvæsentlige væk er opbygget som tungt armerede fæstningsværker rundt om en som regel forholdsvis beskeden god idé eller observation.

   Det upersonlige ligger i, at meninger, vurderinger og ikke mindst følelser, med al respekt vor den videnskabelige prosa i øvrigt er omtrent så uønskede der, som den frie tanke var ved Pavens hof i middelalderen.

Her trækkes godt nok også effektivt på sprogets kreative repertoire i form af metaforer med dramatiske kilde-domæner til at indfange spaltningen: "skabsbøsser" og "den mørke middelalder". De to stridende ambitioner har som underliggende konceptuelle metaforer: "fornuft og følelse". Og han taler om "prosa", men det er jo blot et metonym for det meget større og svært håndterlige akademiske værdi- og normsystem som han føler sig fængslet af.

Mihaly Csikszentmihalyi sammenfatter i sin bog om kreativitet listen af dimensioner i den kreative psyke sådan her:

If I had to  express in one word what makes their personalities differetn from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people are segregated. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual," each of them is a "multitude". Like the color white they  tend to bring together the entire range of human possibilities. Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to being together the intire range of human possibilities within themselves.

Det Mihaly Csikszentmihalyi kalder "complxities", er det jeg har kaldt "en blended personlighed" hvis mentale virksomhed permanent er optaget af problemet med at kombinere og integrere ellers normalt adskilte konceptuelle rum i forskellige, ofte hybride udtryk - inden for kunst, politik, videnskab, håndværk, undervisning. 

Min teori er jo at blendede personlighedsprofiler ofte også nyder (eller decideret får det dårligt hvis de ikke får mulighed for) at udtrykke sig i hybride grænseoverskridende og genrefornyende æstetiske eller videnskabelig produkter. Henrik Dahl fortæller om sin egen bog at...

… den er skrevet i en overgangsperiode. Efter jeg havde opgivet min akademiske karriere og før mit liv som forfatter for alvor havde taget form. På den ene side hører man derfor i teksten resterne af sorgen over at jeg måtte opgive min akademiske karriere. På den anden side mærker man tydeligt manglen på erfaring som forfatter.

Altså en "uren" hybridform, efter hans egen mening. Jeg får i et glimt en association til min egen gamle hybride bog: "Faktion som udtryksmiddel". Men også til Poul Martinsen.

I forbindelse med arbejdet med min bog om Poul Martinsen blev jeg klar over hvor afgørende "kreativ vrede" kan være i den skabende proces, en følelse som var drivkraften bag de mest personligt spejlende dokumentarprogrammer i hans produktion hvor han især arbejde med montageformen - og mest tydeligt i udsendelsen om Christian Stentoft: "I skyggen af en far". 

   Henrik Dahl har samme tvetydige forhold til sin bog og til den kreative vrede som den er et produkt af, og den er også en slags montage, som han dog ikke er tilfreds med:

Når jeg læser bogen i dag, synes jeg det personlige korstog er for tydeligt. Idiosynkrasien er for tydelig. Men frem for alt er protesten for tydelig. Det betyder dog ikke at jeg græmmes ved at læse bogen igen. Faktisk kom jeg til at more mig over al den utilpassede energi der kommer ud gennem linierne. (…) Hvis man vil skrive rigtig godt skal man rense sit sind for vrede. (...) Det har jeg forstået nu, men fattede det ikke, da jeg skrev denne bog. Når alt kommer til alt, synes jeg dog, bogens sjæl i høj grad ligger i dens stilistiske og kompositoriske mangler.

Jeg har jævnligt på denne blog luftet den teori at den særligt kreative personlighed har nogle erfaringer som fører til et stærkt fantasiliv i barndommen: Man fantaserer om det man mangler, om det man ønsker med ikke kan nå, om det man vil udtrykke, men ikke kan få lov til (eller er for generet til) at sige.

   Det er et fantasiliv som igangsættes og forstærkes af emotionelle savn, af angst, af frustrationer, af indestængt vrede. Et fantasiliv som fungerer som kompensation for den identitetsusikkerhed,  fremmedgørelse og sociale isolation som er konsekvensen af at blive rykket op med rode, flyttet fra ét miljø til et andet, af at være tvunget til at skifte sprog/dialekt og kulturelt miljø, af fraværet af en forældre fx ved skilsmisse, og af at blive mobbet i skolen.

   Eller som hos Poul Martinsen og en række af de personer han portrætter i sine udsendelser: konsekvensen af at have "ondt i farforholdet".

Holder min teori stik  også i forhold til Henrik Dahl?

   Der er nogle passager i indledningen til andenudgaven, som peger i den retning. Og en søgning på nettet fører til bogen "Skilleveje" af Bo Østlund fra 2006, som indeholder en lang række interviews med kendte mennesker om deres barndom, heriblandt Henrik Dahl.

   I 3. klasse flyttede han fra Vestsjælland til Skærbæk i Sønderjylland hvor hans far havde fået et præsteembede:

I det lille landsbysamfund som Skærbæker, var der meget få akademikere, og dem, der var, var offentlige personer, som alle vidste, hvem var. Alle vidste, at jeg var præstens søn. Og det er jo ikke altid sjovt, for når man er barn, ønsker man jo bare at være normal. Ikke at stikke ud. (...)

   Jeg var dygtig i skolen, men nu var jeg pludselig meget tæt på at miste lysten til at gå i skole. Man så nemlig skævt til de dygtige, der var interesserede i skolen. Ude i Snave har man en dumhedskultur, og man sætter en ære i at være uvidende og sabotere undervisningen. Men hvis man kan pløje… det er ligesom fint på en eller måde. Det er ikke nogen rar tanke, men hvis majoriteten dyrker dumhedskulturen, er det dén, der gælder. Min første oplevelse af Skærbæk var, at alle var ekstremt uvenlige og intet gjorde for, vi skulle føle os velkomne.

   De første år i skolen varede en evighed. Jeg følte, de andre børn drillede mig, fordi jeg var ny og præstesøn, men heldigvis var jeg stor og stærk, så jeg bankede to-tre stykker af de værste. Så ordnede alting sig, og siden var der ikke den store ballade. Året efter ordnede jeg nogle andre rødder, der drillede min lillebror. Og så endte jeg med at bliv god nok, fordi jeg beherskede et sprog, bondeknoldene kunne forstå. Sådan kunne man gøre i gamle dage uden at blive sendt til skolepsykolog. Verden var lidt mere simpel...

I et interview i Berlingske Tidende fra januar 2005 i anledning af udgivelsen af bogen "Mindernes Land", uddyber han med ironi og sarkasme:

Og så kommer man over til Skærbæk og skal gå i klasse med Baune, Henrik Solgaard, Henning Primdal, Bobby - med dem allesammen... Det er simpelthen løgn, tænkte jeg. Det er for sindssygt. For langt ude. Det var forfærdeligt. Når du er præstesøn i sådan et miljø, kan du ikke blive andet end tilskuer. Du kan jo ikke blive deltager i sådan noget idioti, vel? Jeg ønsker at trykke dem, der har opfundet Polle fra Snave og Angora-drengene, til mit hjerte. For hvordan kunne de vide, at det var mine klassekammerater.

Det fremgår af samme interviewe at han var og er meget "genert", en egenskab han - sammen med "tilskuerpositionen" - også deler med Poul Martinsen.

Om forholdet til sin far og hvilken betydning det har haft for de modstridende ambitioner i hans liv og i hans bog, det fortæller Henrik Dahl om i andenudgaven af "Hvis din nabo var en bil":

Sagen var at både min farfar og hans far – altså min ene oldefar – var professorer. Godt nok ikke særlig dygtige eller fremtrædende, men dog alligevel. Over for det stod at min far havde svigtet alle de forhåbninger familien havde knyttet til ham og hans lyse hoved. Han var uddannet som historiker,men havde fået gummiarm – eller hvad sådan noget nu hedder i den akademiske verden – og skrevet et middelmådigt speciale. Derfor var han endt som ufaglært i en ravnekrog i Sønderjylland. I mit barndomshjem talte vi ikke så meget om de ting, men dog fuldt tilstrækkeligt. Fra min tidligste ungdom havde jeg forstået at noget måtte gøres. Og hvad mere var: Jeg havde forstået at jeg måtte gøre det.

I skyggen af far, farfar og oldefar!

   Interviewet i Berlingske fra 2005 belyser også "morforholdet". Familiens liv var "forgiftet" af at Morfarens tilhørte en religiøs sekt, Jehovas Vidner:

Det har virkelig kostet gråd og tænders gnidsel. For min mor var det en skæbne værre end døden. En dyb, dyb familiekonflikt og en religiøs konflikt, som altid har været i mit hjem. Så det er et spørgsmål, der har mast sig ind på mig. Min mors forhold til sine forældre var jo defineret ved den religiøsitet, som hun fandt afskyelig. Og det gør jeg også. Det er en livsfornægtende idiotisk religion med en lille dum bogholder-gud. Gud kan jo ikke være sådan en, der synes, det er sjovt at pine folk. Det kan ikke være meningen. (...)

   Den konflikt har jeg aldrig kunnet slippe. Det må være ligesom at have malaria - giften slipper dig aldrig. Hvis du bliver ramt én gang, så har du det siddende i kroppen. Jeg er vokset op i skyggen af den konflikt.

Henrik Dahl udgiver om et par uger bogen "Spildte kræfter". Og begge mine fast aviser, Politiken og Information,  har store forskræp-interviews med ham. "De røde er en katastraofe" siger han ifølge rubrikken i Politiken. Forsiderubrikken lyder godt nok også vred: "De vensterorienterede akademikere skaber ikke ny erkendelse, de venstreorienterede kunstnere skaber ikke ny kunst, og de venstreoreinterede politikere give ikke svar på nutidens store spørgsmål". Og...

Over for Information kalder han endvidere Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraternes formand og statsministerkandidat, for »den svageste formand, partiet nogen sinde har haft«:

   »Hun deltog i skrivegruppen omkring bogen Epostler. Og her stod det klart, at hun er, hvad jeg vil kalde en blank person. Hun kan ikke skrive eller improvisere. Hun har en meget begrænset almen viden, hun ejer ikke hverken nærvær eller nogen større visioner. Hun har muligvis, hvad man kan kalde en reproduktiv begavelse, hun kan forberede sig og lære ting udenad. Men hun kan ikke indgå i de uformelle sammenhænge med egne ræsonnementer, som er så vigtige, hvis man skal lede et lille land.«

  - Har hun ikke spillet jænbyrdig op over for statsministeren i deres debatter, og håndterede hun ikke sin egen skattesag både åbent og modigt?    

   »Nej, hun havde sikkert fin rådgivning om skattesagen til sidst. Og hun var god til at lære udenad og forberede sig til debatterne med Løkke. Men hun har intet format.«

"Karaktermord," skriver nogle af de andre aviser.

   Det er ikke svært at få associationer til skolegården i Skærbæk hvor de fik bank som drillede Henrik eller hans lillesøster. Og til moderens kamp mod morfaderens "livsfornægtende dumme bogholder-Gud".

   "Hvis man vil skrive rigtig godt, så skal man rense sit sind for vrede," skrev han i "Hvis din nabo var en bil". Det er jeg ikke enig med ham i. Og det er i hvert fald ikke lykkedes endnu. "Giften slipper dig aldrig", som han også selv har sagt.

 
Det der slår mig i begge interviewene, er at humoren er væk, og selvironien helt fraværende. Skal man tage interviewene som udtryk for prosaen i den kommende udgivelse, så virker vreden her mere destruktiv, end kreativ.