I det foregående indlæg om Henrik Dahl og hans bog "Hvis din nabo var en bil" konstaterede jeg at han som en særligt kreativ personlighed gjorde udstrakt brug af friske metaforer i sine skriverier.
Nye metaforer er grundlæggende udtryk for kreativ tænkning, for nytænkning. En tænkning der udspringer af fantasien - evnen til at forestille sig noget som ikke findes, evnen til at samtænke forhold som ellers forestillingsmæssigt er skarpt adskilt.
Og bogen er helt klart også et smukt eksempel på fantasiful blending af teori og empiri: byggende på Bourdieus "kapital"-metafor på den ene side, og og på den anden: de statistiske modeller og segmenteringsværktøjer som længe inden bogen udkom havde været internationalt i brug i reklamebranchen. I bogen blev de empiriske livsstilstabeller, analyser og segmentkort som "target" i en metafor anskuet og tolket gennem den "source" som Bordieaus teori leverede.
Jeg konstaterede samtidig at Henrik Dahl selv tillagde sin "barndomshistorie" afgørende betydning for hvad han som voksen igen og igen gennem sin læsning og sine bøger ønskede at udforske, nemlig spørgsmålet: "Hvem er jeg?"
Dermed indløste "Henrik Dahl" helt og fuldt det skema - den frame - for den særligt kreative personlighed som jeg har brugt som en slags konceptuel søgemaskine i en lang række tidligere blogindlæg: en blended personlighed der ved fantasiens hjælp hele tiden forsøger at få modstridende dele af personligheden integreret, en permanent fantasivirksomhed som særlige barndomsoplevelser af savn, tab, hjemløshed, fremmedgørelse og stigmatisering igangsætter og stimulerer.
Teorien opstod i mit hoved i forbindelse med mit arbejde med bogen "Poul Martinsen - Besat af virkelighed", som blandt andet baserer sig på godt 40 timers interview med tv-dokumentaristen om hans liv og virke, hvor erindringer om "barndommens land" trak tydelige tematiske tråde gennem hele hans store tv-produktion.
På jagt efter dokumentation for disse barndomsoplevelser stødte jeg på en bog hvor jeg fandt et fint illustrerende Henrik Dahl-citat som man kan læse i den foregående blog.
Bogens titel er "Skillevej". Forfatteren er journalist og hedder Bo Østlund. Bogen har sin egen hjemmeside www.skilleveje.dk. Og den er baseret på interviews med 28 "kendte" personer:
I bogen Skilleveje åbner 28 kendte danskere både deres hjerter og private familiealbummer og tager læserne med tilbage til barndommens gade. I hudløst ærlige samtaler fortæller de om deres opvækst som børn og unge. Om dæmonerne og englene. Om ilden i hjertet og smerten i sjælen. Om jagten på identitet. Og om alle de sten, de frivilligt eller ufrivilligt samlede op og tog med i tilværelsens rygsæk.
En blomsterpark af metaforer. Alle 28 er citeret på hjemmesiden, og en del citater er lige i øjet i forhold til min teori, et par af "de kendte" kender jeg også personligt som særligt kreative personligheder:
Jens Gaardbo (tidligere radiojournalist, DR, nyhedsvært og nyedschef på TV2)
Min opvækst i en by med det karske mod det følsomme betyder også, at jeg i dag er klar over, at enten er jeg ørnen deroppe i luften, eller også er jeg hasselmusen, som piler af sted fra beskyttelse til beskyttelse. Jeg fanger bare hele tiden mig selv i en af de to roller. Ligesom jeg på den ene side er meget indadvendt, og på den anden side sindssyg udadvendt. Den dag i dag romantiserer jeg nok stadig det karske ved at bruge det følsomme til at håndtere det. Samtidig har jeg et stort behov for at kontrollere og passe på min følsomhed, og det udarter sig nogle gange i behovet for en rigid kontrol over tingene. Jeg opfatter ikke mig selv som lukket, men skorpionen bakker og bakker, indtil den når dørkarmen. Og så siger det slam! Jeg magter kun at snakke så uhindret om barndommens gade, som jeg gør nu, fordi jeg i dag har fået magt over den og har overskud til at beskrive den. Og dermed er jeg ikke længere et offer for den. Jeg har endelig fået magt over min opvækst, for ellers ville jeg ikke se med så stor veneration og kærlighed på den, og det gør jeg bestemt…
Anders W. Berthelsen (skuespiller, vinder af mange priser)
Da jeg kom i Pårup Skole, blev jeg mobbet med alt muligt, bl.a. mit tøj. Jeg var egentlig ikke så meget anderledes end de andre, men mine forældre havde ikke råd til mærketøj. Det var besynderligt at blive jordet i skolen den ene dag for den næste dag at blive inviteret hjem til ham, der havde gjort det, og tingene påvirkede mig meget. Jeg husker, at jeg en dag skred hjem fra skolen, og det var jo ikke så populært at gøre det. Desværre kontaktede mor bagefter skolen og gjorde derved lige præcis det, man ikke skal gøre. For læreren fortalte i klassen, at min mor havde sagt, jeg blev drillet, og det gjorde mildt sagt ikke tingene bedre. Men lige pludselig rottede alle pigerne sig sammen mod klassens drenge og sagde: „Så stopper I jeres mobning af Anders!“ Og så stoppede det pludselig i 7. klasse. Vidunderligt. Jeg var dengang en stille, blød og følsom dreng. Jeg var ikke på nogen som helst måde grov eller en skarnsknægt, men jeg kunne da sagtens køre med på at sidde og snakke i alle timerne. Jeg tror, det handlede meget om, hvad der fangede min opmærksomhed. Jeg havde det med at fortabe mig i alle mulige ting, og jeg dagdrømte om alt muligt andet end at sidde derinde i klasseværelset. Jeg ville meget hellere leve i en eventyrverden…
Allan Olsen (sange og musiker)
Jeg sad deroppe på ladet sammen med et par andre, da vi skrumlede indad mod byen. Der var en støvsky efter hundene, som løb efter flyttebilen. Bilen måtte stoppe flere gange, og så fik bastarderne skældud og blev jaget væk. Hvorefter vi kørte et stykke igen. Siden havde vi altid i Frederikshavn forskellige hunde, som løb tilbage til Grønholt og blev kørt over på vejen. Lige så snart, vi var flyttet derned, fik jeg min første følelse af hjemve efter det, jeg kom fra. Men det havde nu nok mere med min egen hjemve og mig at gøre, end det havde noget med stedet at gøre. Altså, en side af mig, som blev en meget, meget vigtig del af det, jeg laver nu. En sentimentalitet og en romantisk følelse af altid at savne det, jeg har forladt, og frygte det, jeg skal til – men alligevel hele tiden bevæge mig. Straks, da jeg startede i skolen, begyndte jeg at cykle op til vores husmandssted. Jeg kan huske en sorgfuld følelse af at være blevet flyttet fra det sted, hvor jeg egentlig hørte til. Jeg havde også en fornemmelse af svigt. Måske er det fordi, man meget tidligt oplever, at man besjæler sine omgivelser ved at være der. Og hvis man besjæler noget og forlader det, så har du jo ladt det i stikken, ikke?
Michael Falck (sanger og skuespiller)
Min værste konkrete frygt var den antikke våbensamling, som mine forældre havde arvet. Det var gamle geværer, pistoler, dolke og sabler. I hvert eneste drama i deres ægteskab, i hver eneste alkoholiserede vanvidsscene by night i alle de der barndomshjem rundt omkring, havde jeg mit ene øje oppe på den forbandede våbensamling. Den hang altid synligt i stuen, hvor min far havde sat det hele op på en skide flot og dekorativ måde. Men det var det mest skræmmende, jeg kendte. Jeg var panisk angst for den samling. Jeg hadede den som pesten. Jeg frygtede altid, at min far eller mor skulle få den tanke, at sablen skulle i brug, og at en af dem skulle blive slået ihjel. Jeg frygtede især for min mors liv, og jeg kan ikke tælle de mange gange, jeg har stået og forsøgt at dække min fars udsyn til den væg, hvor sablerne hang, for at han ikke pludselig i sin vanvidsbrandert skulle gøre noget uoverlagt. Efterhånden blev min fars selvværd i forhold til mig naturligvis undermineret, fordi jeg var manden i det hele – 9-årig mand, 12-årig mand, 14-årig mand, 16-årig mand… Han var bøvet og ulækker og skræmmende med sine berusede fiskeøjne. Det var det hæsligste syn, jeg kendte – at se min far fuld. Men han var ikke egentlig voldelig; det kom først senere i forløbet.
Jimmy Stahr (radio og tv-tilrettelægger, MF´er for socialdemokratiet)
En af mine mest uhyggelige oplevelser var den dag, hvor jeg troede, at mor var blevet skudt på sin morgentur med aviser. Da hun kom cyklende og næsten var hjemme, passerede hun en lastbil med sabotører, som havde været nede og sabotere en stor maskinfabrik i Guldbergsgade. De blev forfulgt af nogle hipoer. Og netop som mor var lige ud for vores opgang, lød der en masse skud og larm, og samtidig faldt mor af cyklen. Jeg så det hele oppe fra tredje sal, og jeg var sikker på, mor var blevet skudt. Jeg tog fat i gardinet, holdt det ind til mig og tudede. Den dag i dag kan jeg stadig fornemme angsten... Så hørte jeg døren gå. Jeg var sikker på, det var far, som var kommet hjem, fordi mor var død. Jeg løb ud i korridoren og så stod mor derude. Hun var altså bare faldet. Mor var blevet forskrækket. Hun var ikke nogen god cyklist, og så kørte hun med de store avisposer på styret, og det skete altså flere gange for hende, at hun fik avisposen ind i forhjulet.Jeg startede i skolen i 1942, og det blev en hård tid. Jeg var ikke særlig vild med skolen, og vi Nørrebro-rødder fik tæsk, når vores skolelærere fandt det nødvendigt, og det gjorde de alt for tit. Der var nogle lærere, vi var rigtig bange for. Vi havde en overgang en gymnastiklærer, som var sadist. Han slog os med et reb, og det gik altid ud over de børn, der ikke kunne noget. Jeg har set ham stå og tæve en unge, der skulle gå armgang i en bom, hvor du skal svinge dig rundt, og drengen kunne simpelthen ikke finde ud af det på grund af sin motorik og skrækken for læreren. Så stod læreren og tævede og slog ham bagi, mens drengen hang deroppe, og til sidst faldt det stakkels barn ned.
John Guldberg (det ene medlem i musik-gruppen Laid Back)
Da jeg bagefter kom hjem fra skole og fortalte far, at jeg havde fået tæv i skolen af nogle fyre, blev han tosset. Det havde han det rigtig dårligt med, og han forsøgte herefter at træne med mig derhjemme. „Du skal bare gøre sådan ... og sådan hér, ikke?“ Og så brød jeg helt sammen. Det kunne jeg slet ikke leve op til. Men jeg blev også ked af det, fordi far konstant fortalte mig, at sådan som jeg var, sådan skulle man ikke være.Han kaldte mig en hattenål og en pudseklud. Han excellerede meget i udtryk. Jeg tror, at far har tænkt „Drengen skal sgu være mere hård i filten, hvis han skal klare sig. Han er sgu for blød!“ Herefter forsøgte han at få mig hærdet, og det var vel egentlig kærligt ment ud fra hans begreber. Men det lykkedes ikke. Far var naturligvis også en rigtig handyman, og i kælderen havde han et værksted, hvor han gik og rodede lidt. Jeg ville også gerne stå og save, når far savede, men så opdagede han jo ret hurtigt, at dét var jeg sgu ikke god til. Det kunne han slet ikke holde ud at se på, så det stod ret hurtigt klart, at jeg i hvert fald ikke skulle være håndværker…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar