Jeg fik forleden lyst til lige at bladre lidt i nogle af mine mange tegneseriehæfter: Tintin, Tarzan, Blueberry, Asterix, Linda og Valentin, Prins Valiant.
Anledningen var en lille artikel i en af aviserne der fortalte at et gammelt aldrig filmatiseret manuskript af filminstruktøren og -skuespilleren Jacques Tati var blevet filmatiseret - men som tegnefilm. Den vil jeg se at få set. Her er traileren fra YouTube:
Tegnefilmen er jo et smukt eksempel på blending af to konceptuelle input-rum: en Tati-historie i det ene og en forholdsvis klassisk tegneserie/-film-stil i det andet. Og dette "blend" løser altså problemet at den elskede instruktør der ifølge manuskriptet skulle optræde i sin egen film, forlængst er død.
Men jeg tror ikke den tegnede version, uanset hvor Tati-autentisk den er tegnet og fortalt, kan have den effekt som hans spillefilm havde den gang jeg så dem som ung i biografen i centrum af København.
Når man kom ud fra biografen efter at have set "Playtime", "Mon Oncle" eller "Traffic", så var det som om filmen bare fortsatte i mødet med det københavnske gadebillede - med dets mylder af mennesker og larmende trafik.
Et smukt eksempel på at fiktionsfilmen kan fungere som "source" i en metafor - og med den aktuelle reelle virkelighed som "target" som man (jeg) - her helt bogstaveligt - så og oplevede gennem "kildens" optik: Tati-filmenes visuelle fiktionsfortælling prægede for en tid min umiddelbare oplevelse af de syns- og høreindtryk jeg modtog.
Det var utroligt stærkt.
I Politiken i dag er der et andet eksempel på tegneserie-blending som aktiverer minder og lyst til at genlæse og se nogle af min mange hæfter. En anmeldelse af Kim Skotte under rubrikken "Tintin spejlvendt og forpint". Anmeldelsen beskriver og illustrerer en såkaldt "graphic novel" af en kunstner jeg ikke har kendt til før: Charles Burns. Titlen: "X´et ud".
Forsiden ser sådan ud og associerer ved første øjekast til Tintin-albummet "Den mystiske stjerne":
Og både af den hele serie-side der er vist i Politiken, og af anmelderreferatet af dømme, så har denne nye serie altså "Titin" som betydningsbærende ironisk "undertekst", hvilket markeres ved imitation af både stil og hovedpersonens udseende.
Hæftet er det første bind af tre som jeg fristes til at købe, selv om det efterhådnen er ret mange år siden jeg holdt op med at købe flere tegneserier.
Den manisfeste historie med Tintin-klonen "Dough" er også i sig selv et "blend" hvor der glides mellem to planer: "drøm" og "virkelighed". Spændende.
Tegneren ha tidligere udgivet en serie "Black Hole" som jeg svagt husker anmeldt for et års tid siden, men den fristede ikke.
Med "X´et ud" er der vel nærmest tale om det forfatterne til bogen "The Way We Think" - kalder "double scope-blending" - altså en kreativ konceptuel konstruktion hvor elementer fra de to input-rum der blandes, gensidigt belyser og oplader hinandens betydning - ligesom i kontrafaktiske udsagn. For særligt interesserede, se denne artikel:
Tegneserier har haft stor betydning i mit liv. Min mor mente det nok egentlig var skadeligt at læse tegneserier - fx Anders And - da jeg var barn. Det var i hvert fald ikke noget hun mente jeg havde godt af at læse. Dem læste jeg så hos en kammerat. Men fik slet ikke nok, syntes jeg
Og jeg husker også et filmugeblad hvis navn jeg har glemt (Tempo, måske), hvor der var hele sider med nogle fatastiske fascinerende Tarzan-striber, som jeg læste rundt omkring hos mine kammerater hvor familien ikke synes de var for fine til at købe den slags ugeblade.
Som voksen har jeg fundet ud af hvad han hedder, ham der den var aller bedste Tarzan-tegner, Burne Hogarth. Og jeg anskaffede mig også, da jeg havde mit voksen-tegneserieflip i 70´erne og 80´erne, en pæn samling hæfter med Burne Hogarth Tarzan-striber, så jeg kunne få stillet min visuelle lyst og sult og opleve gensynsglæden:
Som voksen har jeg fundet ud af hvad han hedder, ham der den var aller bedste Tarzan-tegner, Burne Hogarth. Og jeg anskaffede mig også, da jeg havde mit voksen-tegneserieflip i 70´erne og 80´erne, en pæn samling hæfter med Burne Hogarth Tarzan-striber, så jeg kunne få stillet min visuelle lyst og sult og opleve gensynsglæden:
Jeg husker jeg med en voksne tegneserie-soul mate energisk har diskuteret hvem der var bedst: Hogarth eller forgængeren Hal Foster (der senere tegner Prins Valiant); her en Hal Foster-side:
Jeg synes stadig Hogartth vinder - med et mulehår.
Men jeg betages ved gensynet. Endorfiner, adrenalin og de andre humørstimulerende stoffer skyller gennem hjernen, og det kilder i maven.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar