Lars von Trier (2) - om at søge det farlige og tage en risiko

Niels Thorsen hvis interviews med kreative personligheder jeg flere gange har citeret fra i tidligere indlæg, har i gårsdagens Politiken en lang artikel om Lars von Trier der byggede på det langstrakte interviewforløb med instruktøren som blev til bogen: "Geniet - Lars von Triers liv, film og fobier", som jeg kun har læst anmeldelser af.

   Thorsens artikel indeholder mange af de pointer jeg også trak frem i min foregåend karakteristik af instruktøren - som et pragteksemplar på typen den særligt kreative personlighed.

   Det er ikke så mærkeligt da jeg jo brugte citater fra et tidligere interview som Niels Thorsen lavede med Lars von Trier i anledning af hans foregående film "Antichrist".

   Så Thorsen kender Lars von Trier lige så godt som jeg kender Poul Martinsen.

Artiklens rubrik er: "Nogle gange ender det tosset". Og et vigtigt tema er spørgsmålet om Lars von Trier laver skandaler bevidst for at få opmærksomhed i pressen, som en slags PR-stunt, sådan som andre journalister har troet og ment. Underforstået: at han ikke "for alvor", mener det han siger, men at det er lusket beregning at han udtrykker sig provokerende og skandaløst

  Det afviser han - naturligvis. Og det tror Niels Thorsen heller ikke - og heller ikke jeg.

Men et andet tema tænder jeg på, nemlig spørgsmålet om at det at tage en risiko, det at noget er farligt, er noget der i sig selv et tiltrækkende.

   I listen af træk der kendetegner den særligt kreative personlighed er det nemlig et af trækkene der står i bøgerne, at "man" er villig til -  eller ligefrem føle at det er nødvendigt - at tage en risiko, at kaste sig ud i noget der indebærer kraftige negative reaktioner fra omverdenen.

  Jeg kan huske jeg netop spurgt Poul Martinsen om han havde det sådan at han havde lyst til at tage risici - i lyset af den række af de skandaløse og etik-balancerende udsendelser han i årenes løb havde produceret.

   Det benægtede han. Men ikke særligt overbevisende, fordi det han svarede var at jeg jo kunne se hvor bekymret han blev når han gjorde det: at det nemt blev for spændende. Og når han gjorde det, var det for udsendelsens, historiens skyld.

Det ligger jo også næsten i definitionen af kreativitet - at det indebærer at overskride grænser - og det gør man jo kun hvis man er indstillet på at tage en risiko.

Jeg har tidligere nævnt en særlig personlighedstype som har det sådan at de har et (umætteligt) behov for at udføre handlinger der er (fysisk) farlige, såkaldt High Sensation Seekers (HSS). Og en anden type som er kendtegnet ved særlig overfølsomhd over for stærke indtryk, såkaldt Highly Sensitive Person (HSP). Jeg skrev i blogindlægget fra den 28. april i år:

Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.
   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Det fanger vel meget godt også Lars von Triers personlighed ind.

Det viser sig i interviewet at - ud over at være tiltrukket af den nazitiske æstetik - så er det i høj grad det personlighedstræk ved Hitler Lars von Trier forstår: at diktatoren tilsyneladende var afhængig af at det han gjorde skulle være "farligt". "Det har været lidt Hitler-agtigt. (...) Vi kører den rute uanset hvad der sker. Og jo farligere det bliver, jo mere tiltalende". Thorsens spørgsmål opsummerer: "Han var villig til at risikere, at det hele faldt sammen?":

Det tror jeg er kendetegnende (/). For jeg tror, at det her med at sætte det hele på spil hver eneste gang, ligesom er det ... Hvis der er nogen, der kommer på tværs, så siger jeg bare: "Okay, så lader jeg helt være med at lave filmen". Jeg  er jo parat til at forlade indspilningen på sekunder i trods mod et eller andet, hvis jeg ikke får de optimale omstændigheder til at arbejde under.
   Hvis jeg ligesom (...) i et øjeblik skal have lov at betragte det ud fra Kennedys og mit og Hitlers synspunkt, så er det ikke særlig nuanceret. Vi kører den vej, siger vi. Og hvis det ikke kører den vej, så kører det slet ikke. Og det er kun sjovt, hvis det kommer ud på nogle kanter".

Stikordene er her: "sætte det hele på spil", "på trods", "det er kun sjovt, hvis vi kommer ud på nogle kanter."

Også igår var der et andet interview med Lars von Trier af Michael Bo i Cannes. Rubrikken "Audiens midt i orkanens øje. Det bekræfter min association da jeg så Triers udtalelse om sympati for Hitler i tv, en association til filmen "Der Untergang" som gjorde et stærkt indtryk på mig da jeg så den. Åbenbart også på Trier:

(,,,) for selvfølgelig giver jeg ikke Hitler ret i noget som helst, han har foretaget sig. Men efter at have set Bruno Ganz spille Hitler i 'Der Untergang', kunne jeg se en lille bitte mand rumstere rundt inden i Hitler, som jeg synes var spændende.

"To personer i en". Lars von Trier genkender i Hitler "den lille mand" der "gemmer" sig i ham selv, og som han mener alle mennesker i virkeligheden "gemmer". Mere indviklet er det ikke. Og han har fuldstændig ret i sin selvkarakteristik når han siger:

De kræfter der får mig til at sige åndsvage ting, er også dem, der får mig til at lave film.

Om en anden skandaløs hovedperson i medierne i denne uge kunne man også sige: De kræfter der få ham til at sige åndsvage ting, er også dem der gør at han er en interessant sociolog med hyperfølsomme antenner ude i forhold til hvad der rør sig i samfundets jævne lag og yderste kanter...

                                             (fortsættelse følger)