De kræfter der får mig til at sige åndsvage ting, er også dem der får mig til at lave film.
Det sagde Lars von Trier til citat i en artikel i Politiken lørdag! Og det sammenfatter smukt den symbiose der er mellem kreativitetens vilkår som blending af adskilte og hinanden modstridende konceptuelle rum og den kreative personligheds dobbelte natur.
Om en anden skandaløs hovedperson i medierne i denne uge kunne man også sige: De kræfter der få ham til at sige åndsvage ting, er også dem der gør at han er en interessant sociolog med hyperfølsomme antenner ude i forhold til hvad der rører sig i samfundets jævne lag og yderste kanter.
Der er nemlig også i dagens Søndagspolitiken et interview med en anden særligt kreativ personlighed som jeg associerede Lars von Trier med i et tidligere blogindlæg; og ham som jeg for nogle dage siden dissekerede på briksen i hele to indlæg: Henrik Dahl.
Det interviw er såmænd lavet af Niels Thorsens lillesøster: Lotte Thorsen.
Ligesom i Lars von Trier "rumsterer" der også "en lille mand" inden i Henrik Dahl som har lyst til at mærke suset af reaktionerne på sine "spøg-og-skæmt"-aktioner i offentligheden. Og som får det rigtig dårligt når reaktionerne så kommer, som de gjorde på en tidligere bog "Borgerlige ord efter revolutionen":
Det var en kritik af venstrefløjen, som jeg havde skrevet det meste af, og fra da af syntes jeg, at alt blev mere mørkt og problematisk. For det var noget der gav modstand.Så længe man opererer inden for kulturlivet, bliver der ikke stillet ret mange kritiske spørgsmål, og folk gør ikke modstand. Men det gjorde de nu. Jeg følte jeg blev misforstået med vilje og blev tillagt motiver, som jeg ikke havde. Og jeg synes, bogen havde fortjent større succes, fordi den var så sjov. Men den bevægede sig over i et register, hvor det ikke var nok at den var sjov. (...)Det var ligesom at køre galt. Det var skræmmende at projektet var kørt af sporet, og at jeg blev udskreget til at være en anden person, end jeg selv følte jeg var.
Ligheden og parallellerne er slående: "at være en anden person end jeg selv følte jeg var", at "føle sig misforstået", at blive "tillagt motiver, jeg ikke havde".
Lars von Trier koblede sin egen ukontrollerbare lyst til at leve livet farligt - på trods - sammen med - ikke bare Hitlers, men også præsident Kennedys lyst til sidespring med rigtig mange kvinder.
Niels Thorsen skriver om instruktøren i artiklen igår:
Andetsteds i vores bog fortsatte han sin tankerække om den tyske diktator, efter at han havde set en dokumentarfilm om John F. Kennedys forhold til kvinder. Det var meget vigtigt for præsidenten, at "alle dem, han bollede med, enten var tæt på mafiaen eller på nogle kommunistiske ledere", som han sagde. Fordi det skulle være farligt.
Temaet at tage en risiko for spændingens skyld beskrives og dokumenteres i endnu en stor artikel i Søndagspolitiken med rubrikken:
Det seksuelle storhedsvandvid
Anledningen er endnu en skandalesag i medierne. Mindst lige så opsigtsvækkende som Lars von Triers udtalelse om Hitlerforståelese. Den franske IMF-direktørs (måske) voldtægt af en hotelstuepige i New York. Artiklen er af Marcus Rubin, og i manchetten stilles spørgsmålet: "Hvorfor i alverden risikerede IMF-chefen Dominique Strauss-Kahn så meget - og hvorfor er der så mange andre mandlige politikere der gør det samme?"
Artiklen dokumenterer en lang række lignende historier om magtfulde mænds umættelige og grænseoverskridende trang til sex uden for ægteskabet, mænd som efter alt at dømme også hører til de meget kreative personligheder.
En af forklaringerne artiklen giver, er at de i kraft af succes og magt opbygger et selvbillede af urørlighed hvor "normale regler ikke gælder for dem, og at de har fortjent noget helt særligt."
En anden forklaring er biologisk og går på alfa-hannernes særlige privilegier i en flok: "I dyreriget er det en kendt sag, at de stærkeste og mest magtfulde får mest sex og flest børn, og samme tendens slår igennem i den menneskelige verden, også når det gælder affærer."
En hollandsk forsker Joris Lammers har undersøgt spørgsmålet om statistisk sammenhæng mellem utroskab og magt:
"Sandsynligheden for utroskab stiger, jo mere magtfuld en person er. (...) Magt fører til en fornemmelse af, at man kan gøre, hvad man vil og at det er rimeligt at tage store chancer", siger Lammers og påpeger, at det ikke kun er i forbindelse med med sex, at man kan se denne effekt, men også når det gælder om at tage etisk tvivlsomme genveje mere generelt.
En tredje forklaring på trangen til at tage urimelige og irrationelle risici, er at man er "på stoffer" og er blevet afhængig af stadig nye (og farlige) oplevelser.
Forskeren Marvi Zuckerman har skrevet bogen "Sensation Seeking and Risky Behavior", og han mener at:
"Mange af disse mennesker er formentlig afhængig af nye oplevelser. Det kan man se rent kemisk. Folk, der konstant søger nye sensationer, har lavere koncentrationer af monoamine oxidase, et stof der regulerer hjernens niveau af dopamin, som skabe en følelse af lykke og glæde. Så der skal ganske enkelt mere til", siger han til Politiken.
Jeg har tidligere beskrevet hvordan den flow-tilstand som skrivende journalister tilbagevendende må skulle sørge for at komme i for at kunne skrive både godt og urimeligt hurtigt, den udløser en coctail af forskellige "lykkestoffer" i hjernen som de bliver "høje" på - ligesom maratonløbere - og ligesom folk der ser en spændende film.
At jagte, opspore og nedlægge nyheder, og skrive dem lynhurtigt, er grundlæggende risky buissines, og forudsætter at sindet er åben for intuitionen som aktiv medspiller og blind makker.
Og det er ikke nogen hemmelighed at journalister som profession også er berygtede for indimellem at blive fristet til at tage etisk tvivlsomme genveje - og at udnytte deres kreative fantasi så journalistikken mister forankringen til sandhed og virkelighed.
Journalisterenes fagblad Journalisten havde i sidste nummer en afslørende artikel under rubrikken "Dead man talking" om Mads Qvortrup, tidligere højprofileret Information-korrespondent i England, nu kommentator på TV2/News. Han har efter alt at dømme i en række tilfælde opfundet kilder og citeret kilder for noget de aldrig har sagt, i sine artikler.
For at kunne bedrive god journalistik er det nødvendigt for journalisten at kunne simulere historien i hovedet før research og skriveproces: "For at den gode historie med den nyhedsværdige vinkel holder og kan komme hjem, må jeg finde en kilde til at sige det ene, og en anden kilde til at sige det andet og en tredje kilde til at sige noget helt tredje."
Journalisten skal lave en mental storyboard ved hjælp af sin erindrede forhåndsviden kombineret med sin sociologiske og pyskolgiske fantasi. Han skal altså i en kreativ simulerings-operation kunne blende erindret viden med fantasiens "hvad nu hvis"-arbejde for at kunne styre den research der skal dokumentere det journalistiske "blend": den gode nyhedsartikel med den originale vinkel.
Risikoen er at den simulerede historie er så forførende er fantasien lukker hullerne i den hvis virkeligheden ikke kan indfri de journalistiske drømme og ambitioner.
Og oven i det almindelige journalistisk flow, kan det måske give et ekstra dopamin- eller adrenalin-kick at tage den chance og løbe den risiko.
Mads Qvortrup er ikke den eneste journalist som er blevet forført af egne journalistiske simuleringer til at lave fiktion i stedet for fakta - i ønsket om at vinde journalistisk hæder. Vi har andre eksempler: Frank Esmann med sin Kissinger-bog, Jeppe Nybro med sin lydmanipulerede Iraq-reportage.
Også inden for andre professioner finder vi noget sensationelle eksempler på selv- og omverdenssforførende simuleringer: Milena Penkowa, Karl-Theodor zu Guttenberg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar