Spændingskurver i film, dramaturgi og pædagogik

I uddannelsesssktionen i Søndagspolitiken den 4.marts havde min fornavnebroder og soulmate Peter Bro en kommentar under rubrikken:

Kunsten at få spændingen op på studiet

Peter Bro står i spidsen for journalistuddannelsen på SDU i Odense.

   Synspunktet er at tilrettelæggere af universitetsundervisning med fordel kan udnytte Hollywood-dramaturgiens redskaber når de tilrettelægger undervisningsforløb. Altså udnytte den tænkning at publikum via identifikation med hovedkarakteren i en klassisk Hollywoodfilm (for)føres gennem en række spændingsopbyggende faser med vendepunkter til et mentalt og emotionelt forløsende klimaks.

   En kobling af filmplottetes spændingskurver og studerendes indlæringskurver er ikke det der ligger i front i universitetspædagogikken. Snarere tværtimod.

   Peter Bro forklarer:

Men måske behøver spændings- og indlæringskurnerve ikke at være hinandens modsætninger, og det er måske lige her vi skal sætte ind, hvis vi skal blive dygtigere til at tiltrække - og ikke mindst fastholde - unge i uddannelse. Som tingene er i dag har vi nemlig meget at lære af Hollywood.

Peter Bro tænker sig helt konkret at de bedste historiefortællere kommer og besøger og inspirerer og befrugter uddannelserne. Studerende er lig et kræsent filmpublikum, og universitetslærerne bliver sjældent provokeret til "at afprøve nye stimulerende undervisningsformer" ved blot at holde sig "skrivelser om kompetanceløft, læringsmål og udprøvningsformer" for øje.

Hvad vi i stedet trænger til, er besøg af dygtige manuskriptforfattere, spillefilmsinstruktører, reklameskribenter, skønlitterære forfattere eller andre, som har solid træning i at sælge viden,visioner elle sågar forbrugsvarer til det kræsne publikum, som mange af tidens studerende vitterlig er.

Det er i hvert fald vand på min mølle - og rammer plet i forhold til de temaer som jeg har forfulgt på denne blog. Og jeg mindes et bevinget ord hvis kilde jeg ikke lige husker:

Studerende er ikke flasker der skal fyldes, de er bål der skal tændes.

Læs om erfaringspædagogik og simulationsindlægring her:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/simulations-pdagogik-en-konsekvens-af.html

Jeg mener der rent faktisk er evidens for at pædagogik og dramaturgi er to sider af samme sag. I et indlæg under titlen "Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa" konstaterer jeg de slående ligheder der er mellem berettermoddellens spændingskurve på den ene side og på den anden side de grafiske modeller der beskrive den flow-tilstand som kendetegner "lykkelige" produktive udviklingsprocesser. 

   Man kan i den forbindelse bemærke at det der kendetegner den optimale oplevelse af en film eller en god roman, har samme kognitive og mentale karakteristika som det at komme i flow: at man glemmer sig selv og tid og sted for at "gå op" i filmen eller "blive optaget" af arbejdet.

   Se mere om det her:

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/10/berettermodellen-som-et-spejl-af-den.html

Jeg får også lige nu en erindring fra min tid som konsulent for DR som koblede et pædagogisk forløb og berettermodellens spændingskurve sammen. 

   Omkring 1990 blev jeg hyret af DR-udvikling til - med gode kolleger - at gennemføre nogle såkaldte RIKK-projekter med forskellige DR-redaktioner som havde brug for at forny sig - både arbejds-, produktions- og fortælleformer - for at kunne klare sig i konkurrence med de nye stationer og medier som dukkede op i halen på monopolbruddet i slutningen af 80´erne. 

   Regionalradioerne havde svært ved at klare sig imod en række af de nye store kommercielle lokalradioer - især i Jylland, og TV-Avisen, TV-sporten og en række andre DR-radaktioner klarede sig rigtig dårlig i konkurrencen med TV 2/Danmark.

RIKK var en forkortelse for en sammenflettet målsætning: Redaktionsudvikling, Ideudvikling, udvikling af Kreativitet og af efterKritik.

  Og det som var det gennemgående for tilrettelæggelsen af disse RIKK-forløb var at det havde en række klart markerede faser der fulgte berettermodellens indholdslogik, og hvor klimaks var at station og redaktion selv - ud fra det indhold de var blevet konfronteret med i forløbet - gik i gang med en sammenflettet udviklingsproces af redaktionelle arbejdsrutiner og nye konkurrencedygtige programkoncepter.

   Tilsyneladende virkede modellen. Kurverne blev vendt. Redaktionerne blev mere offensive og mere ambitiøse.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på det 'Power TV-kursus' jeg og en god gammel kursusmakker lige har gennemført for NRK i Oslo. Kurset var en indledende del af et langstrakt såkaldt masterclass-forløb i storytelling for en udvalgt gruppe af i forvejen dygtige og kreative tv-folk, både "teknikere" og "tilrettelæggere", 14 i alt.

   Power TV-kurset var opbygget så første fase - anslag og præsentation - var deltagernes egne fremlæggelse af en ide til et nyt program eller en programserie. 

   Anden fase - uddybningen - var vores input til dem: en introduktion til fiktionsfilmens dramaturgi - med afsæt i Hollywood-filmen "Thelma og Louise". 

   Trejde fase - en slags mental konfliktoptrapning - introducerede til faktaprogrammernes genrer og dramaturgi - og var det der for alvor var nyt og måske ret så provokerende. 

   Fjerde fase - hovedscenenen -  var en opgave hvor deltagerne selv skulle udvikle deres oprindelige ide ved hjælp af det sprog, de begreber og modeller som de var blevet introduceret til i de foregåend to faser. 

   Og sidste fase - klimaks og forløsning - var deltagernes fremlæggelse af den videreudviklede ide i en Pitch og efterfølgende feed back fra underviserne og de andre deltagere. 

   Det der sker via dramaturgien i en film er at publikum gennem identifikation med hovedpersonen i filmen bliver en slags simuleret subjekt i filmens historie. Og jeg mener det stort set er en lignende proces deltagerne på Power TV-kurset gennemløber.

   At der var tale om en kombineret indlærings- og udviklingskurve som deltagerne gennemgik,  fremgik af sidste dagens fremlæggelser. At det dramaturgiske sprog og den bagvedliggende tænkning havde fungeret som en form for kognitiv befrugtning, kunne man direkte aflæse af de power-point-slides deltagerne brugte i deres Pitch. 

   Ikke lige meget hos alle, og nok mest hos de deltagere som tydeligevis var mest ambitøse i ønsket om at udvikle sig.

Power TV-kurset er fundamentet for mine bøger "De levende billeders dramaturgi", 1. spillefilm, 2. TV, som deltagerne fik udleveret ved slutningen af kurset.

Neofili - lyst til nyheder - og andre fornyelses-drivende egenskaber: vedholdenhed, selvoverskridelse, videbegær, lyst til fortællinger

Politikens tillæg 'Viden' havde flere artikler jeg synes var værd at folde ud, kommentere og associere til. Når vi nu er i krydsfeltet mellem neuroscience, kreativitet og journalistik. 

   En af dem har rubrikken

Frygten for at ked sig bringer verden fremad

Det er en artikel overtaget og oversat fra New York Times, af John Tierney.
   Han er en kendt videnskabsjournalist med hang til radikal libertarianisme (hvad det er må du selv slå op).
   Han har i en række år bestyret en blog med titlen: TierneyLabblog. Om den siger han selv

The Lab's work is guided by two founding principles:

   1. Just because an idea appeals to a lot of people doesn't mean it's wrong.

   2. But that's a good working theory.

En klar Rasmus Modsat-type, åbenbart. Kunne uden videre indgå i Berlingskes panel af vrisne gamle mænd.

Men artiklen er faktisk interessant. Jeg kobler den helt umiddelbart sammen med de blogindlæg jeg tidligere har skrevet om 'neurojournalistik'. Altså artiklerne der kobler hjerneforskningens resultater sammen med hvad der typisk kendetegner journalister, deres roller, deres tænkemåde, deres arbejdsprocesser. De er nyhedsjunkies - helt bogstaveligt.

Tierneys artikel indledes sådan her - retorisk to the point:

Er du type, der træffer beslutninger på et ufuldstændigt grundlag? Hidser du dig op lige på en studs? Skal der ikke meget til, før du keder dig? Stortrives du i situationer, som alle andre finder kaotiske? Eller foretrækker du, at alt er timet og tilrettelagt?

Mit personlige svar vil nok være: Ja, både og - det kommer an på.

Artiklen fortsætter idet den fokuserer på forskning der rent faktisk forholder sig videnskabeligt til  den slags overvejelser som spørgsmålene kan igangsætte:

Disse spørgsmål indgår, når man prøver at undersøge vores nysgerrighed og nyhedshunger. Egenskaber, der længe er blevet anset for temmelig problematiske. Når forskere har søgt efter karaktertrækkenes genetiske årsager og deres forbindelser til, hvordan hjernen er under indflydelse af dopamin, har de typisk forbundet den umættelige nysgerrighed med  adskillige problemer: ADHD, overdreven trang til at shoppe, ludomani, alkoholmisbrug, stofmisbrug og kriminel adfærd.

Tierney er klart inde på den bane jeg har skrevet om tidligere i bloggen. Dette at journalister kan være en slags nyhedsnarkomaner, og derfor daglig doper sig i den flowproces som er nødvendig for at kunne levere nyheder - flere endda - dagligt.

   Nogle mennesker har, fortæller han videre, rent faktisk gener der disponerer for "lyst til nyt". Og det har bidraget til menneskeartens biologiske og kulturelle udvikling.

   Tierney refererer til en anden journalist Winfred Gallagher:

I overbliksartiklen 'Det nye: om at foresåt vores behov for nyheder og forandring' argumenterer Winfred Gallagher for, at kærligheden til det nye altid hr været afgørende for menneskets overlevelse: Det var den, da menneskene  i urtiden skulle tilvænne sig klima-forandringer på den afrikanske savanne, og det er den stadig når vi skal hitte ud af det seneste digitale legetøj fra Silion Valley. 

   "Der er intet, der beskriver ens personlighed mere præcist end ens føelsesmæssige reaktioner  på nyskabelser og forandringer over tid", hævder Winifred Gallagher.

Den ene journalist referer til den anden. Hvad er substansen, hvor er forskningen?

   Robert Clooninger fra Washington University i St. Louis har observeret folk over tid, målt dem med den samme prsonlighedstest, og inddraget forandringerne i deres liv over et tiår. 

  Han har opdelt folk i typer - alt efter deres forhold til nyt og nyheder:

• neofobe - dem der er angste for nyt af en hver art
• neofile - dem der elsker nyt
• neomaniske - dem for hvem alt nyt er en besættelse

En befolkning - fx i Stenalderen - har bedst overlevelsesmuligheder hvis den består af en blanding af neofobe og neofile personligheder. Det argumenterer Winfred Gallagher for. 

Forskeren Rober Clooninger opsummerer sine undersøgelser med at dem i hans testpanel der har haft det bedste liv, er dem som skorede højt på følgende tre parametre i hans psykologiske testbatteri: 

• nysgerrighed
• vedholdenhed
• selvoverskridelse

Hvis testpersonerne skorede højt på alle tre parametre, så gik det dem godt, de var glade og tilfredse af temperament og karakter, fortæller referatet af undersøgelsen.

   Jeg er jo ikke i tvivl om at vi her i Clooningers typologi har endnu et eksempel på den personlighedstype jeg  - med Mihaly Csikszentmihalyi - har kaldt den særligt kreative personlighed. Og at det er mennesker som har særligt let ved at komme i kreativt flow når de udforsker sig selv og omverdenen.

Jeg har hele tiden på den her blog koblet denne personlighestype sammen med oplevelsen af særlige på en gang frustrerende og fantasistimulerende barndoms- og ungdomserfaringer. Men har ikke spurgt efter eller jagtet en biologisk forklaring på det. 

   Kan den særligt kreative personlighed - i hvert fald delvist - forklares genetisk - som noget der er arveligt?

   Hvorfor har jeg egentlig ikke forfulgt det spor? Blufærdighed? Fejhed?

   Det vrimler dog med eksempler på at kunstnere har fædre og mødre der også har kunstneriske tilbøjeligheder, og hvis børn også har det med at blive kunstnere.

I alle fald har jeg i klar erindring den århusianske psykologiprofessor som mente at kunne dokumentere at de forskelle der kunne måles i IQ mellem kvinder og mænd, mellem sorte, hvide og mongoler, at de var arveligt betinget.

   Helmuth Nyborg hedder han. Ham gik det ilde både i den akademiske og den journalistiske offentlighed.

I artiklen af John Tierney henviser han til en anden forsker der argumenterer for at nogle mennesker er udstyret med en slags 'nyhedsgen'. Eller som han kalder det - et 'migrationsgen':

Ifølge biokemikeren Robert Moyzis fra University of California har de eventyrlystne nyhedselskere oftere en form for 'migrationsgen'. Denne dna-mutation fandst sted for omkring 50.000 år siden, den gang mennesket fra Afrika spredtes ud i verden, og den er mere dominerende i befolkningsgrupper i afsides egne. Eksempelvis stammer flere indianerstammer i Sydamerika fra de vanvittigt nysgerrige fok , der krydsede Beringstrædet.

Og så dukker endnu en gang op - hjernens eget doping- og belønningssystem - som en forklaring:

De genetiske variationer påvirker hjernes regulering af stoffet dopamin, altså det signalstof, som har med belønning og nye stimuli at gøre. De forskellige variationer er også blevet sat i forbindelse med en større tilbøjelighed til risikovillighed og nyhedssøgning.

Risikovillighed står centralt på listen over de egenskaber der kendetegner den særligt kreative personlighed. Og den permanente utilfredshed med det velkendte, sikre og velarprøvede ligeså. Og en af de ting jeg har noteret fra alle de interviews med særligt kreative personligheder jeg har refereret i indlæg, står også at de flytter - eller bliver flyttet meget omkring. Og altså: De har en umættelig hang og trang til at overskride mentale grænser. Til blending.

   At der naturligvis må være et samspil af arve og miljø fremgår også af artiklen:

Men gener er kun en del af historien. Forskere har fundet ud af, at folks tendens til nyhedssøgning også afhænger af deres opvækst, af deres lokalkultur og af deres alderstrin. Ifølge visse beregninger halveres folks nyhedstrang fra de er 20 til de er 60.

Og her får jeg pludselig en association til min oldgamle bog 'Faktion som udtryksmiddel'. Her skriver jeg nemlig noget om hvad der driver folk når de er modtagere af og oplever film, tv, aviser, romaner,  teater - nemlig nogle former for 'lyst' eller 'begær': 

• skuelyst (voyeurisme, billedbegær)
• eventyrlyst (narrativt begær)
• kundskabstørst (videbegær)

Man kan få en mistanke om at den genetiske mutation der omtales her som noget der sker i vores forfædres, homo sapiens, biologiske set up for omkring 50.000 år siden, ikke bare er forklaringen på stor lyst til at fysisk at vandrer vidt omkring og gå på opdagelse efter nyt land, men også forklaringen  på fx det skred omkring æstetisk udfoldelse og teknologisk opfindsomhed som kommer til udtryk i den kunst- og teknologi-eksplosion som vi ser i hulemalerierne og alle de andre artifakter som pludselig dukker op i store mængder:

About 40,000 years ago, with the appearance of the Cro-Magnon culture, tools became markedly more sophisticated, incorporating a wider variety of raw materials such as bone and antler. They also included new implements for making clothing, engravings, and sculptures. Fine artwork, in the form of decorated tools, beads, ivory carvings of humans and animals, clay figurines, musical instruments, and cave paintings, appeared over the next 20,000 years.

Negative erindringer - kan behandles med medicin - og gennem kunstneriske flow

Erindringer er det der gør det muligt for os at sætte vores aktuelle situation i perspektiv og ramme af vores tidligere liv. Erindringer kan genkaldes og det er default mode netværket der varetager den funktion at genkalde sig erindringer ud af den selvbiografiske hukommelse. 

   Stort set alle filminstruktører og forfattere og andre kunstnere gør brug af deres genkaldte erindringer som inspiration og stof i deres værker.

   Hukommelsespsykologer og -neurologer er enige om at jo mere og jo oftere en erindring genkaldes, jo stærkere lagret bliver den også i hukommelsen. Men at det også ændrer den ved at den bliver genkaldt den i en eller anden sammenhæng. 

   Det er som om der sker en form for re-writing - en overskrivning - af erindringen for hver gang den fremkaldes. 

  

Vi ved også at erindringer ikke bare er neutrale scener og billeder, men at de ofte er tilknyttet følelser, så man under genkaldelsen også genkalder sig en del af de følelser der var aktive da man oplevede det som siden blev lagret i hukommelsen.

   Jeg kan fx stadig huske min første store forelskelse i gymnasiet, en række scener hvor jeg oplevede hende særligt attraktiv. Når jeg genkalder mig de erindringer så mærker jeg også lidt den mavefornemmelse - kildrende spænding - som synet af hende den gang var forbundet med.

At genkaldes sig positivt ladede erindringer, er ikke noget problem. De forstærkes og forankres i positive følelser. Dvs. der forstærkes en neurokemisk reaktion - coctailen af "lykkkestoffer" - ved at genfremkalde dem for sit indre øje og på den indre skærm.

Men hvad med de negativt ladede erindringer? - Politikens tillæg 'Viden' har idag søndag en artikel med rubrikken

Ud med de syge tanker

Den handler om behandlingen af posttraumatisk stress, som forskere nu mener at være på vej til at kunne behandle/helbrede med medicin.

Når en erindring genkaldes, sker det via en kemisk reaktion. En negativ erindring vil ændre sig lidt, hver gang den genkaldes og lagres igen. På den måde kan den omformes og blive så fasttømret, at angstanfaldene bliver værre og forekommer oftere. Men ved at ændre på en erindring ved hjælp af medicin, mens den står på, kan den negative del påvirkes og undertrykkes. Og så lagres de negative indtryk og følelser i mindre grad bagefter (...) 

    Det er samspillet mellem følelser, fornuft og hukommelse, der fører til angstanfald. Dæmpes følelserne, mens erindringen er aktiv, kan traumet mindskes.

Men hvad er det lige posttraumatisk stress er for noget? Det er en af de mest ekstreme former for angst, fortæller artiklen der er skrevet af Morten Garly Andersen.

Den kan optræde, hvis man har set forfærdelige ting i forvbindelse med en krig. Stået over for en bankrøvers pistolmunding. Set sit barn blive kørt ned af en lastbil. Eller hvis familien går i opløsning, man mister sit job og må sælge sit hus.

    Patienter med denne lidelse plages af erindringer om frygtelige detaljer fra den slags begivenheder. De dukker op og forstærkes i situationer, der kan relatere til oplevelsen - udløst af at se en krigsfilm, gå ind i en bank eller ved lyden af en lastbil.

Jeg associerer til teorien om den særligt kreative personligheds særlige barndom og ungdom. Mange forfattere og kunstnere som har oplevet forældresavn og -tab, social fremmedgørelse ved radikale miljøskift - og mobning i skolen, bruger jo genkaldte erindringer om disse negative oplevelser som stof i deres kunst. 

    Og denne kunstneriske bearbejdning af negativt farvede erindringer kan jo tilsyneladende fungerer som en slags medicin. Ikke så erindringerne forsvinder, men så den kunstnerisk anlagte person mentalt og kognitivt får et mere positivt - eller i det mindste mindre belastet forhold til dem ved skrive elle male med afsæt i dem og dermed bearbejde dem - ja, emotionelt.

 
Kan det forklares neurobiologisk? Ja, det synes jeg. 

    Vi ved at det at skrive eller male eller andre kreative aktiviteter indebærer at personen kommer i en flowtilstand - en tilstand som man kan blive helt afhængig af (som mange journalister fx) fordi den netop foregår under påvirkning af dopamin, serotonin, endofiner mv.

    Så en erindring der er forbundet med angst - og dermed når den genkaldes genudløser de kemiske stoffer som angst udløser, kan blive angstdæmpet af de stoffer som udløses ved den kunstneriske flow-tilstand.

    Det ligner den opdagelse at fx depression også kan dæmpes eller læges ved fx lange og krævende løbeturer - løbeturer som også udløser flow-coctailen. 

Johan Olsen - en af de særligt kreative personligheder - med musik og dna på hjernen

Kendt og dygtig rock-musiker og anerkendt forsker ud i molykolærbiologien. En ikke helt normalt kombination af kvalifikationer. Navnet er Johan Olsen, og jeg husker at jeg hørte ham fortælle om sit liv for mere end et år siden i Karen Secher Jensens radioprogramserie Besøgstid. 

   Nu læste jeg så et interview med ham i B.T. i flyveren hjem fra Oslo. Og huskede programmet.

Wikipedia fortæller om Johan Olsen som musiker og mediemulittalent:

Johan Gotthardt Olsen (født i København N 25. marts1969) er en dansk musiker, biolog, foredragsholder, forskerved Københavns Universitet, radiovært og tv-vært. Han er bedst kendt som forsanger i Magtens Korridorer, Pligten Kalder (med Torben Steno), Retox Panic (med Simon Beckog Lykke N. Andersen), radiovært på P3s Sommerskolen og Efterskolen med Julie Bundgaard og Aleksander Thastum, smagsdommer i DR2 programmet Smagsdommerne og tv-vært i Den halve sandhed på DR2. Sammen med Niklas Schneidermann har han bandet Crash Replay. Han synger desuden gamle og nye viser om druk, død og ulykkeligkærlighed med bandet Gangerpilt.

I et interview med ham om hans forskningsinteresser og hvordan det startede fortæller han:

"Jeg har villet være biolog, siden jeg var helt lille. Jeg syntes, det var sjovt med dyr, og jeg kunne godt lide at lære navnene på forskellige fisk og fugle. Som barn tilbragte jeg alle mine somre på en øde ø i Norge med min familie. Der er sgu biologi derude! Så jeg har altid interesseret mig for naturen."

"Da jeg i slutningen af folkeskolen blev præsenteret for DNA-molekylet (molekyle i cellerne, der rummer arvemassen), så var der et eller andet inde i hovedet på mig, der sagde klik. Fra det øjeblik var det det molekylære, der var det spændende. Det var sådan et 'rush' for mig. Hele konceptet med DNA var så uforståeligt og så gådefuldt."

   "Gymnasiet handlede meget om at feste, blive voksen og lære en masse nye mennesker at kende. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville ind og læse biologi."

    "Jeg brugte en stor del af min fritid på at sidde på biblioteket og læse blade og bøger om genetik og biokemi. Jeg var så sulten efter at finde ud af mere."

   Mange af kammeraterne tog ud at rejse efter gymnasiet, men ikke Johan. Han glædede sig som et lille barn til at komme i gang med at læse på universitetet.

   "Mine venner kaldte mig en kedelig, støvet stodder! Men biologien var en rejse for mig. Det var vigtigt for mig at starte på det studie."

Læs mere her:

http://www.ug.dk/flereomraader/inspiration/interviews/biolog.aspx

På DR.dk´s side om Karen Secher Jensens interview med Johan Olsen får vi at vide historien om hvordan han blev musiker - det var serendipitet:

Det med musikken begyndte nu som en tilfældighed. Som dreng fik Johan Olsen uden videre interesse stukket en violin i hånden, og på pladespilleren i barndomshjemmet var det oftest klassisk musik, der kom ud af højtalerne. Lige indtil Johan Olsen fik en plade med Pink Floyd, som vendte op og ned på alt.

    'The Wall' blev nærmest en åbenbaring for den unge Johan, der bare måtte overskrive skoletavlen i alle frikvartererne med Pink Floyds tekster. Alligevel var det ikke musiker, han drømte om at blive, for det var helt klart naturvidenskabens forunderlige verden, der trak:

    - Ambitionerne var aldrig at blive et stort kommercielt band, vi var et fyraftensband. Nogen dyrker fluefiskeri, mens vi stod i kælderen og øvede, siger Johan Olsen om grundlæggelsen af Magtens Korridorer, der blev til i fredagsbaren på biologistudiet.

   Tilfældigt eller ej, Magtens Korridorer havde stor succes som liveband i det københavnske universitetsmiljø i midten af 90'erne, men brød først igennem i 1997 med den legendariske 'Hestevisen' i forbindelse DR's radioprogram 'Tæskeholdet'. Det store kommercielle gennembrud kom dog først i 2003, og resten er historie.

   Magtens Korridorer er kommet for at blive, for bandet har med Johan Olsen i forgrunden en del på hjertet. Som der står på bandet hjemmeside: "At lukke ned for ordstrømmen fra Johan Olsens brede flab er som at stoppe en tsunami med et badeforhæng."

Hør det spændende interview med Johan Olsen på 

http://www.dr.dk/P1/Besoegstid/Udsendelser/2010/02/24084806.htm

Og læg så i øvrigt mærke til radioprogrammet 'Besøgstid'. 

    Det har nu kørt i flere år. Den tematiske interesse bag programmet er den samme som min på denne blog: kreativitet og den særligt kreative personlighed. 

   Og vært og interviewer Karen Secher Jensen er simpelt hen fremragende. Udsendelserne er ikke blot fine radioportrætter af interessante og mangefacetterede personligheder, men også nærmest en lærebog i interviewteknik og hele spektrummet af interview-strategier.

   De mennesker der medvirker er ikke altid nemme at interviewe. Det er kreative personligheder med både egen dagsorden, med stor lyst eller ulyst til at folde sig ud, nogle der elsker at høre sig selv tale højt og længe, andre som er blufærdige ud over alle grænser.

   Men det lykkes næsten altid at få optage et "udviklingsinterview", dvs et interview hvor man klart oplever at den interviewede faktisk gennemløber en mental udviklingsproces under interviewet. 

   Dramaturgisk set er det  interviews der på det smukkeste følger berettermodellen, godt med vendepunkter og overraskelser både for medvirkende og lytter - og derfor radiointerviews der effektivt fanger og fastholder lytterens interesse. 

   Det skyldes er en kombination af fremragende research og en stærk empati og indlevelse hos intervieweren.

   Og Karen Sechers radiostemme findes ikke bedre.

Hvorfor scener i film virker så stærkt på os - her er nøglen til dramaturgiens gåder

"Jeg handler og føler ligesom ham." - "Han tænker og føler nok ligesom mig." To udsagn der stort set betyder det samme! Eller gør de? Svaret er nej!
   Begge udsagn - begge konklusioner - er mulige når vi ser en person optræde i en scene på fx et biograflærred.
   Det første udsagn bygger på spejlneuronernes virkning. De aktiverer den del af hjernen som styrer vores handlinger - præmotorcortex, når vi ser andre udføres disse handlinger. Det virker som om vi får installeret et program for en handling, og det eneste der mangler for at udføre den handling vi ser en anden gøre, er at nogen trykker på "enter"-knappen. Altså at vi efterligner den.
    Det andet udsagn bygger på det som defaultnetværket kan, nemlig trække på egne erindringer og i fantasien forstille dig at en anden har tilsvarende. Det kan lade sig gøre fordi der i defaultnetværket er installeret det der hedder TOM - "the Theory of Mind", dette at alle mennesker som er nogenlunde ved deres fulde fem, går ud fra den grundantagelse når de selv tænker, handler og føler i en bestemt situation, at sådan vil et andet menneske tænke, handle og føle under tilsvarende omstændigheder.

Jeg synes jeg her på det sidste er kommet til nogle klare erkendelser om hvad det er der sker og kan forklare hvordan og hvad der gør at fx. en god spillefilm virker som den gør. Altså jeg er kommet nærmere til at kunne levere et neuroscience-grundlag for den dramaturgi og dens virkninger på seerpublikummet, jeg har undervist i i mange år - og troet på - uden at have andet end ret diffuse eksterne referencer til at underbygge det med.
   Ny synes jeg så småt jeg har det der er så moderne i dag at have for udsagn: evidens. 

Begge de to simulerende netværk - spejlneuronnetværket - og defaultmode-netværket - skal være aktiveret og deres indvirkning kompletterer hinanden og arbejder sammen om at levere den flow-oplevelse som kendetegner den mentalt opslugende oplevelsen ved at se en god film.

   Det er en oplevelse som er kendetegnet ved at man glemmer sig selv og tid og sted - til fordel for at "gå op" i en anden verden - i et eller flere andre "selv" og en anden tid og andre steder som filmen indvier en i. Og denne "gåen op" indebærer også at vi påvirkes følelsesmæssigt som om vi var den person vi ser på filmen.

Spejlneuronoplevelsen/-effekten kan formuleres sådan: "Jeg handler og føler ligesom dig" - det er effekten af den simulation i præmotorcortex som spejlneuronerne aktiverer ved at jeg ser en anden handle målrettet og gennem mimik og gestus udtrykke følelser. Denne aktivering af spejlneuroner er automatisk og foregår under bevidsthedsgrænsen. Den foregår stærkest ved direkte visuel og lydlig perception. Er væsentlig svagere aktivering - men den er der - når man læser om at en person udfører den handling eller udtrykker disse følelser.

JEG KIGGER UDAD OG IAGTTAGER ANDRE FOR AT KUNNE FORSTÅ MIG SELV GENNEM DISSE ANDRE

Denne intuitive forståelse skyldes spejlneuronerne og de simulationer af handlinger som deres aktivering indebærer.

Default-mode-netværkets måde at fungere på kan formuleres sådan: "Du som jeg ser og hører, tænker og føler nok ligesom mig".
   Det er effekten af at defaultnetværket "ser indad" og har referencer til ens mentale indre ressourcer: til egne erindringer, fantasier, Theory Of Mind (TOM), fremtidsprojektioner, moralske overvejelser, etc. - når hjernen via perception eller verbal beskrivelse konfronteres med oplevelsen af andre der taler eller agerer eller samspiller med dig i en social situation. Dit default netværk simulerer deres indre processer  som lig dit eget indres processer.

JEG KIGGER INDAD OG REFLEKTERER OVER MIG SELV FOR AT KUNNE FORSTÅ ANDRE GENNEM MIG SELV

Deri ligger forklaringen på hvorfor vi i undervisningen i dramaturgi, skal gøre så meget ud af betyndingen af handlingsbårne scener som det den dramatiske fremstillingsmåde er kendetegnet ved at levere. 

   Og det er også forklaringen på at det har et klart neurologisk grundlag når vi prædiker for de skrivend journaliststuderende: Don´t tell, show. "Show" skal oversættes til: Fortæl i handlingbårne scener.

Jeg citerer igen James Gearys meget klar sætning om dette, men nu skifter jeg "read a story" ud med "ser en film" - "watch a movie":

When we watch a movie, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while watching and viewing, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand movies by imaginatively acting them our in our minds. Movies er rehearsals for real lilfe.

"Acting out in our minds" - "rehearsals for real life".
     Citatet - her i revideret udgave, har James Geary formuleret i sin bog "Metaphors We Live By" - på baggrund af læsning af den forskning der har opdaget spejlneuronerne, og hvordan de virker. En tilsvarende sætning burde kunne laves på baggrund at forestillingen om hvordan the default mode network fungerer.

   Det er jeg bare ikke i stand til lige nu, men det virker ikke hel umuligt at det kan lade sig gøre.

Det må vel være noget i retning af at det mentale indre blik - den selvreflekterende sans - som vi kigger indad med når vi tænker alt det som default mode netværket gør, og det ydre blik - synssansen - som vi oplever filmen med som om den var virkelig, at de to "blik" spiller sammen, så det ydre blik gør det muligt for det indre blik at se filmen som om den var en del af dit eget indre, eller som om du havde transformeret dit eget indre ind i filmens univers og handling. 

Det lyder sgu meget godt!