Om FLOW - og mulighederne for at begrænse ubehagelige bivirkninger af sygdom ved bevidst at søge at komme i flow.

Som en af de mange personligt positive oplevelser jeg har haft ved at researche og skrive indlæg til denne blog,  har været aha-oplevelsen ved at støde på begrebet 'flow' og den særlige tilstand det dækker over.

   Sidst blev jeg mindet om det ved at (gen-)læse Peter Bros relativt nyudkomne, og på mange måder usædvanlige, men svært læsbare fagbog: Aha-oplevelsen - Arven fra Alfred Nobel. 

   Dels beskrives og modeltegnes flow-processen i det sidste hovedafsnit, og dels er det en vigtig pointe at bogen som helhed ved nærmere eftersyn viser sig at være et produkt af et meget kraftigt flow-forløb hos forfatteren, et forløb som  derefter har svært ved at frigøre sig fra sprogligt - i den endeligt tekst henvendt til læserne - til skade for den optimale formidling.

   

Begrebet 'Flow' har både Peter Bro og jeg fra den epokegørende bog fra 1990 - med netop det ord som det første i titlen, og med undertitlen: The Pychology of Optimal Experience. 

   Forfatteren har det - set fra en ordblinds synsvinkel rædsomme  navn: Mihaly Csikszentmihalyi. 

   Seks år efter udkom bogen: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and invention. Af samme forfatter. 

   Den fik meget stor indflydelse på en masse af de indlæg om kreative processer og særligt kreative personligheder som jeg har skrevet i de otte år efter jeg begyndte på bloggen her. 

Selv om man nemt kan slå en masse gode og klare definitioner og henvisninger op ved at google ''flow", så er jeg alligevel også nødt til at definere og illustrere her - for selv at have et afsæt fra at komme videre. 

   Dansk Wikipedia:

Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.

 Og sat på modelform

Tilføj billedtekst

Fysiologisk er det der kendetegner flow-tilstanden at der udløses en række lykkehormoner, endorfiner som påvirker det særlige center i hjernen som er aktivt når vi er lykkelige.

Det jeg blev klar over på et vist tidspunkt, var at jeg gennem begrebet og fænomenet 'flow' kunne forklarer hvorfor jeg absolut intet husker om de fysiske og mentale strabadser det utvivlsomt tungt har ledsaget de research- og skriveprocesser som er mundet ud i bøgerne: Faktion som Udtryksmiddel, De Levende Billeders Dramaturgi, I-II, og Poul Martinsen - Besat af Virekelighed.

   Jævnfør hvad der står i citatet ovenfor: 

Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke

Som en tilføjelse til hvad man typisk "glemmer" når man er i flow, kunne man fremhæve: sine egen fysiske krop, sanseindtryk (fx smerter) som er irrelevante for opgaven, bekymringer, angst.

   Siden er jeg også blevet klar over at når jeg blev oplevet som en god underviser af mange den gang jeg underviste meget, så hang det sammen med at når jeg stod og underviste og gjorde mig maksimalt umage, så kom jeg også i flow (og tiden løb typisk fra mig).

   Min gamle kollega udi undervisning i dramaturgi, efterkritik og konceptudvikling, Pia Marquard, bemærkede for mange år siden - efter at vi havde undervist sammen nogen gange og oplevet hinanden i pædagogisk aktion - at det havde overrasket hende at det nærmest var som om jeg skiftede personlighed når jeg kom på. 

Bedriver man sport, så har sportsfolk et særligt navn for at komme i flow: "to get into the zone'. Og generelt forstår man blandt psykologer spillelidenskab eller samlerlidenskab som en form flow-afhængighed. Det første kender jeg ikke noget til, samlerlidenskab har været en integreret del af mit liv siden jeg var barn.

   Og musikere kender en tilsvarende oplevelse, når de fx. spiller 'over evne' eller 'improviserer' sammen. Og børn når de er fuldt optaget af en fælles leg.

For mig var det også en stor aha-oplevelse da jeg blev klar over at begrebet kunne knyttes tæt til det som  jeg havde undervist i i mange år: Dramaturgi.

   Når publikum læser en godt skruet samme krimi - en såkaldt ´page-turner´, og herunder glemmer sig selv, tid og sted - læser hele natten, så er de kommet i flow. Og det er et produkt af forfatterens fortællekunst.

   Det samme gælder 'selv- og omegns-forsvindingen' mens man som publikum ser en fremragende film, et vellykket teaterstykke eller et god tv-program. Det skyldes den 'forførerkunst' som forfatter og instruktør og skuespiller til sammen udøver i forhold til publikum.

Så kommer vi til den ekstra aha-oplevelse jeg har haft i de snart 2½ år jeg har haft den forbande kræftsygdom kronisk myeloid leukæmi: CML.

   I den periode har de såkaldte bivirkninger af den skiftende medicinske behandling både mentalt og psykisk været værre og nedbrydende end selve sygdommens påvirkning af sind og krop. 

   Nogle af disse bivirkninger kan man så forsøge at mildne, ved at tage endnu flere piller. 

   Piller på piller på piller.

Nu er piller uanset deres mere eller mindre positive indvirkning på en sygdomstilstand, ikke særlig godt for kroppen, specielt ikke i de lange løb. 

   Piller er altid en form for kemo-terapi som rammer 'bredere' end netop den sygdom det er målet at behandle eller bekæmpe. 

   Ens krop bliver gjort til et biokemisk eksperimentarium. Og det "bredere" i det fysiologiske system pillen rammer, er det der betegnes som 'bivirkninger' - og som jeg efterhånden synes hellere skulle betegnes: OMKOSTNINGER. 

   

Og i den her sammenhæng er de så at jeg er blevet klar over at hvis jeg ved viljens hjælp kan få startet en af de arbejds- eller produktionsprocesser der gør at jeg kommer i flow, så fungerer det som en meget bedre dosis modgift mod diverse bivirkninger end alt det pilleri. 

   Altså: Får jeg - trods stor træthede og smerter i knoglerne - slæbt mig hen til computeren og får påbegyndt et blogindlæg om noget som interesserer mig, men som jeg ved for lidt om til - endnu - at kunne skrive frit om, så kan der pludselig være gået 3-4-5 timer hvor jeg har været så så optaget af arbejdsopgaven at jeg helt har glemt hvor syg jeg er.

    Det samme oplever jeg selvfølgelig når jeg får mig taget sammen til at påbegynde og gennemføre en  enkelt eller en hel serie akvareller. Når jeg først sidder der ved mit arbejdsbord og maler, så er jeg blind og døv for alle de ubehagelige fysiske impulser som kommer inde fra som ubehagelige nervesignaler. 

   Og tricket til at komme igang er meget ofte at jeg har nogle bestillinger til bestemte motiver (i form af fotos) liggende fra familie og venner som forventer at jeg - på et eller andet tidspunkt - leverer, så de kan få en peterharms-akvarel op at hænge på væggen.

   Og også når jeg laver mad, hvad jeg gør næsten dagligt, oplever jeg det - tiden , ked-af-det-heden og smerterne i hoften forsvinder i tåger.

   Og når jeg har gæster som skal beværtes og underholdes. Alle bekymringer, uro og angst forsvinder - for en tid - nemlig så længe jeg går op i opgaven. 

Jeg har tænkt at man begrebsmæssigt kunne forestille sig at flow-processen i virkeligheden bedst kunne forstås som en perlerække af aha-oplevelser, hvor den ene udløser den næste - nærmest som serier af forbundne kanonslag hvor eksplosionen af den ene udløser at lunten tændes på det næste.  

Flow-tilstanden er som nævnt forbundet med udløsningen af en serie vigtige 'lykkehormoner i hjernen. 

   De fire mest velbeskrevne er: dopamin, serotonin, oxytocin, endorfiner. 

   Her et link til en tekst der kort beskriver de forskellige flow-hjælpende stoffers særlige bidrag til tilstanden.

https://www.huffingtonpost.com/thai-nguyen/hacking-into-your-happy-c_b_6007660.html?guccounter=1

Journalistiske plot og kreativitet - i lyset af Arnfeldt-Kjærsgaards kreative mentale blending

I amerikansk kirimilitteratur har man en række ord som dækker to konceptuelle rum - forbrydelsernes og dramaturgiens: 'this evidence is a plant', 'they set me up' ,'they framed me', 'it´s a plot against an innocent man´'. 

   Ifølge Søndagspolitikens artikel om "skattesagen" af journalist Nilas Hweinskov dækker udtrykkene smukt det der er foregået mellem journalist Jan Kjærsgaard, Ekstrabladet, og Peter Arnfeldt, fhv. skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, 

... hvor journalisten frivilligt lod sig bruge i et såkaldt setup for at udstille Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal som nogle hyklere. Skatteministeriet oprettede en konto til danskere der ønskede at betale mere i skat. Det ville de to oppositionspolitikere ikke, og så kunne Ekstrabladet skrive 'Helle og Villy betaler for lidt i skat' efterfulgt af ordet: 'Vendekåber'.

Det handler om at nogen - beregnende - tilrettelægge virkeligheden eller fiktionen så nogen andre bliver snydt, narret, falder i en konceptuel fælde. 

   Der indgår som regel både et uskyldigt offer der ved udførelsen af setup´et bliver mistænkt og anklaget på et bevidst falskt grundlag, og offentligheden eller læserne/filmpublikummet der bliver vildledt for spændingens skyld.

Jeg gør mig til af at have opfundet begrebet 'journalistisk plot' eller 'faktaplot'. Det skete i bogen 'Faktion som udtryksmiddel' fra 1990. Det blev siden et central begreb i Power TV-dramaturgikurset som jeg, sammen med Pia Marquard og Nikolaj Kristensen, udviklede for Danmarks Radio for 12-13 år siden, et kursus som i anden omgang blev det inspirerende afsæt for min bog 'De levende billeders dramaturgi', der i bind 2 taler om og analytiske beskriver: "fortællerplot", "journalistisk plot" og "underholdningsplot".

    Definitionen er klar og præcis - og dækkende for det de to herrer med eventuelle endu ukendte bagmænd gjorde:

Fortællerplot vil vi tale om når tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller medvirker til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed  - med  det overordnede formål at levere autentiske scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet.

I stedet for "tilrettelæggeren" kunne der lige så godt stå "journalisten", og i stedet for "fakta- eller underholdningsprogram" skulle der så tilsvarende stå "artikel". 

   Jeg fortsætter citatet der introducerer begreberne 'visual proof' og 'sandhedens øjeblik':

En særlig form for visual proof er et såkaldt sandhedens øjeblik som vi her vil definerer som en scene i et fakta eller underholdningsprogram hvori spændingen i et fortællerplot udløses i en afgørelse eller afsløring - og hvor der skabes et markant vendepunkt eller klimaks i programmet

En afsløring der kunne bruges som klimaks - og dermed hovedrubrik i en sensationskabende artikel - var præcis det såkaldte sandhedens øjeblik som Kjærsgaards og Arnfeldts journalistiske plot satsede på: 'Helle og Villy - Vendekåber'.

    Endelig introducerer jeg brugen af 'sandhedens øjeblik' som centralt i kritisk-afslørende journalistik:

I afslørende programmer er et sandhedens øjeblik (...) en interviewscene hvor "den anklagede" konfronteres med  den dokumentation som journalisten har gravet frem, og som angiveligt beviser 'sandheden' i anklagens påstand.

Det tragi-komiske i den her sag er at 'sandhedens øjeblik' i Jan Kjærsgaards artikel er fuld af løgn og forbandet digt - baseret på et kreativt ''frameup' af Peter Arnfeldt.

Når professionelle folk i medierne - især tv - men efterhånden 'all over the place' - planlægger og tilrettelægger medieproduktioner, så indgår den dramaturgisk værktøjskasse som et helt naturlig del af den professionelle kreative tænkning. I tv-sammenhæng tog tendensen fart i midten af 90´erne med realityprogrammerne, docusoap og alarm 112-rekonstruktioner. På avissiderne bliver såkaldt fortællende - narrativ - journalistik mere og mere udbredt i samme periode. 

    Det er i høj grad nogle af de mest kreative hoveder inden for journalistik og dokumentarisme der er foregangsmænd og bannerførere. Folk som har en ubetvingelig lyst til at bryde grænser og blande genrer og fortælleformer. Det er i den dramaturgisk værktøjskasse de finder midlerne til deres græns- og normbrydende arbejde i medierne. Og dermed følger også både en vilje og en lyst til at balancerer på etikkens knivsæg. 

    Jeg har tidligere nævnt at i dansk tv-historie er der tre mænd med fornavnte Poul, der var pionerer: Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen, og samtidigt har vi folk som Mads Brügger, Mikael Berthelsen. Inden for skreven journalistik har vi folk som Lasse Ellegaard, Niels Ufer, Morten Sabroe, Peter Øvig Knudsen, Tom Buk-Swienty, Lea Korsgaard, Stéphanie Surrugue, Kim Faber.

Min pointe er her at det Jan Kjærsgaard og Peter Arnfeldt har udtænkt, ikke i princippet adskiller sig fra så meget andet af det som kreative hoveder tænker og praktiserer i medierne og journalistikken i de senerere år. At tænke i plot, setup og payoff, planteringer og framing for at øge fascinations- og identifikationsmulighederne er faktisk nu professionelt set blevet main stream når man formidler virkelighed og sandhed til et publikum hvis opmærksomhed man må konkurrer mere og mere indædt om. 

    Situationen er analog med opdagelsen og udforskningen af atomfysikkens love og tekniske muligheder. Det kan udnyttes til noget godt og noget ondt - afhængig af social kontekst og politisk-økonomisk miljø. 

Fælles for politikere, journalister og spindoktorer er at der indgår en ordentlig portion strategisk tænkning og dermed kynisme i deres professionelle arbejde. Og som social kontekst for kreativ tænkning udgør denne tre-enighed et så gærende, betændt miljø at etikkens grænser opløses og forsvinder. 

   I artiklen i Politiken citeres Peter Bro, professor i journalistik og leder af journalistuddannelsen i Odense for følgende:

Der opstår en Bermuda-trekant mellem spindoktorer, journalister og politikere, hvor alle forskelle forsvinder, så alle ender med at tænke ens. Politkerne tænker journalistisk, og journalisterne tænker politiksk for at få den gode historie.

Et af de teoretiske hovedbegreber som jeg har udfoldet i denne blog om kreativitet er 'konceptuel blending' - dette at to eller flere konceptuelle rum mødes, blandes, komprimeres og integreres i nye kommunikative udtryk - hvor elementer fra hvert af input-rummene indgår via en slags mental fusion i det ny kreative output. 

   Denne mentale blendingproces har som mellemproportional et såkaldt 'generisk rum' der indeholder det eller de elementer der er fælles for de to input-rum, og som fungerer som det der aktiverer forbindelsen og "tænder" blandingen:

Det der i medieskandalesager som denne udfylder 'det generiske rum' er - professionel kynisme og strategisk tænkning. 

   Poul Nesgaard tilrettelagde i 80-erne en række nyskabende faktions-tv-serier under den ironiske titel "In honour of truth". Et af de klare formål var at udstille mediernes kyniske konstruktion og iscenesættelse af en medievirkelighed hvis relation til sandheden var tynd og tvivlsom.

   Både titlen og ironien er velplaceret - også i dag.

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at se analogien mellem den mentale blendingproces som modellen ovenfor illustrerer, og så det der sker imellem to neuroner i hjernen der for første gang forbindes (= 'wire together') gennem dopaminstimulerede synapser og derfor er aktive sammen (= 'fire together'), sådan som dette citat fra det foregående indlæg om hjernens platicitet beskriver når der opstår nye ideer i hjernen:

Gamma activity indicates a constellation of neurons binding together for the first time in the brain to create a new neural network pathway. This is the creation of a new idea. Immediately following that gamma spike, the new idea pops into our consciousness, which we identify as the Aha! Moment.

Denne grafik illustrerer hvordan det foregår når der sker en 'binding' mellem neuroner som udtryk for at en ny ide er opstået - nurotransmittere kan være fx dopamin eller adrenalin.

Spændingskurver i film, dramaturgi og pædagogik

I uddannelsesssktionen i Søndagspolitiken den 4.marts havde min fornavnebroder og soulmate Peter Bro en kommentar under rubrikken:

Kunsten at få spændingen op på studiet

Peter Bro står i spidsen for journalistuddannelsen på SDU i Odense.

   Synspunktet er at tilrettelæggere af universitetsundervisning med fordel kan udnytte Hollywood-dramaturgiens redskaber når de tilrettelægger undervisningsforløb. Altså udnytte den tænkning at publikum via identifikation med hovedkarakteren i en klassisk Hollywoodfilm (for)føres gennem en række spændingsopbyggende faser med vendepunkter til et mentalt og emotionelt forløsende klimaks.

   En kobling af filmplottetes spændingskurver og studerendes indlæringskurver er ikke det der ligger i front i universitetspædagogikken. Snarere tværtimod.

   Peter Bro forklarer:

Men måske behøver spændings- og indlæringskurnerve ikke at være hinandens modsætninger, og det er måske lige her vi skal sætte ind, hvis vi skal blive dygtigere til at tiltrække - og ikke mindst fastholde - unge i uddannelse. Som tingene er i dag har vi nemlig meget at lære af Hollywood.

Peter Bro tænker sig helt konkret at de bedste historiefortællere kommer og besøger og inspirerer og befrugter uddannelserne. Studerende er lig et kræsent filmpublikum, og universitetslærerne bliver sjældent provokeret til "at afprøve nye stimulerende undervisningsformer" ved blot at holde sig "skrivelser om kompetanceløft, læringsmål og udprøvningsformer" for øje.

Hvad vi i stedet trænger til, er besøg af dygtige manuskriptforfattere, spillefilmsinstruktører, reklameskribenter, skønlitterære forfattere eller andre, som har solid træning i at sælge viden,visioner elle sågar forbrugsvarer til det kræsne publikum, som mange af tidens studerende vitterlig er.

Det er i hvert fald vand på min mølle - og rammer plet i forhold til de temaer som jeg har forfulgt på denne blog. Og jeg mindes et bevinget ord hvis kilde jeg ikke lige husker:

Studerende er ikke flasker der skal fyldes, de er bål der skal tændes.

Læs om erfaringspædagogik og simulationsindlægring her:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/simulations-pdagogik-en-konsekvens-af.html

Jeg mener der rent faktisk er evidens for at pædagogik og dramaturgi er to sider af samme sag. I et indlæg under titlen "Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa" konstaterer jeg de slående ligheder der er mellem berettermoddellens spændingskurve på den ene side og på den anden side de grafiske modeller der beskrive den flow-tilstand som kendetegner "lykkelige" produktive udviklingsprocesser. 

   Man kan i den forbindelse bemærke at det der kendetegner den optimale oplevelse af en film eller en god roman, har samme kognitive og mentale karakteristika som det at komme i flow: at man glemmer sig selv og tid og sted for at "gå op" i filmen eller "blive optaget" af arbejdet.

   Se mere om det her:

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/10/berettermodellen-som-et-spejl-af-den.html

Jeg får også lige nu en erindring fra min tid som konsulent for DR som koblede et pædagogisk forløb og berettermodellens spændingskurve sammen. 

   Omkring 1990 blev jeg hyret af DR-udvikling til - med gode kolleger - at gennemføre nogle såkaldte RIKK-projekter med forskellige DR-redaktioner som havde brug for at forny sig - både arbejds-, produktions- og fortælleformer - for at kunne klare sig i konkurrence med de nye stationer og medier som dukkede op i halen på monopolbruddet i slutningen af 80´erne. 

   Regionalradioerne havde svært ved at klare sig imod en række af de nye store kommercielle lokalradioer - især i Jylland, og TV-Avisen, TV-sporten og en række andre DR-radaktioner klarede sig rigtig dårlig i konkurrencen med TV 2/Danmark.

RIKK var en forkortelse for en sammenflettet målsætning: Redaktionsudvikling, Ideudvikling, udvikling af Kreativitet og af efterKritik.

  Og det som var det gennemgående for tilrettelæggelsen af disse RIKK-forløb var at det havde en række klart markerede faser der fulgte berettermodellens indholdslogik, og hvor klimaks var at station og redaktion selv - ud fra det indhold de var blevet konfronteret med i forløbet - gik i gang med en sammenflettet udviklingsproces af redaktionelle arbejdsrutiner og nye konkurrencedygtige programkoncepter.

   Tilsyneladende virkede modellen. Kurverne blev vendt. Redaktionerne blev mere offensive og mere ambitiøse.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på det 'Power TV-kursus' jeg og en god gammel kursusmakker lige har gennemført for NRK i Oslo. Kurset var en indledende del af et langstrakt såkaldt masterclass-forløb i storytelling for en udvalgt gruppe af i forvejen dygtige og kreative tv-folk, både "teknikere" og "tilrettelæggere", 14 i alt.

   Power TV-kurset var opbygget så første fase - anslag og præsentation - var deltagernes egne fremlæggelse af en ide til et nyt program eller en programserie. 

   Anden fase - uddybningen - var vores input til dem: en introduktion til fiktionsfilmens dramaturgi - med afsæt i Hollywood-filmen "Thelma og Louise". 

   Trejde fase - en slags mental konfliktoptrapning - introducerede til faktaprogrammernes genrer og dramaturgi - og var det der for alvor var nyt og måske ret så provokerende. 

   Fjerde fase - hovedscenenen -  var en opgave hvor deltagerne selv skulle udvikle deres oprindelige ide ved hjælp af det sprog, de begreber og modeller som de var blevet introduceret til i de foregåend to faser. 

   Og sidste fase - klimaks og forløsning - var deltagernes fremlæggelse af den videreudviklede ide i en Pitch og efterfølgende feed back fra underviserne og de andre deltagere. 

   Det der sker via dramaturgien i en film er at publikum gennem identifikation med hovedpersonen i filmen bliver en slags simuleret subjekt i filmens historie. Og jeg mener det stort set er en lignende proces deltagerne på Power TV-kurset gennemløber.

   At der var tale om en kombineret indlærings- og udviklingskurve som deltagerne gennemgik,  fremgik af sidste dagens fremlæggelser. At det dramaturgiske sprog og den bagvedliggende tænkning havde fungeret som en form for kognitiv befrugtning, kunne man direkte aflæse af de power-point-slides deltagerne brugte i deres Pitch. 

   Ikke lige meget hos alle, og nok mest hos de deltagere som tydeligevis var mest ambitøse i ønsket om at udvikle sig.

Power TV-kurset er fundamentet for mine bøger "De levende billeders dramaturgi", 1. spillefilm, 2. TV, som deltagerne fik udleveret ved slutningen af kurset.