'Textrovert' - om et nyt ord for mennesker der er mere udtryksfulde på nettet end ansigt til ansigt - og nogle erindringer

Det var en artikel i en af mine aviser der introducerede mig til ordet "textrovert". Jeg syntes det var interessant, både fordi det jo afspejler nogle tendenser omkring personlighedstyper i forhold til de nye digitale medier, men også fordi det er noget jeg faktisk er stødt på mange gange i mit liv som som underviser og forsker.

   Og i øvrigt kender fra mig selv.

Ordet 'textrovert' er tydeligvis lavet ud fra en kendt psykologisk personlighedsmodsætning: 'ekstrovert' over for 'introvert'. 

   Har man en udadvendt personlighed eller en indadvendt? - noget man kan finde ud af ved at besvare nogle spørgeskema-tests på nettet.

   Og man kan vel umiddelbart gætte sig til en betydning af ordet 'textrovert' som noget i retning af en person som er særlig ekstrovert når han skriver 'texter', men tilbageholdende i direkte ansigt til ansigt-situationer.

Men hvad betyder det egentlig? 

   På hjemmesiden "urbandictionary.com" finder man denne definition:

1. One who feels an increased sense of bravery over texting, as opposed to in person.

2. One who will often only say what they really feel over text messages.

Ditte Giese som skrev artiklen i Politiken for et par dage siden opregner i en særskilt boks syv punkter som tilsammen skulle være en slags kendetegn på om man er en 'textrovert':

1. Du synes, det er anmassende, når folk ringer, men besvarer mails, Messenger og sms’er døgnet rundt.

2. Når du er i selskab med levende mennesker, kan du godt savne den stille mere uforpligtende kommunikation på nettet.

3. Du tænker i tweets på 140 tegn og går konstant og formulerer statusopdateringer og sjove hashtags inde i hovedet.

4. Du har aldrig scoret til en fest, online-dating er du derimod en haj til og tør altid byde op til facebookflirt.

5. Du vil helst tage alle former for konfrontation og konflikt skriftligt.

6. Du har altid et hav af uaflyttede telefonsvarerbeskeder, der starter med et ’ih, du er svær at få fat på’.

7. For det meste ved du ikke, hvad du føler, eller hvad dine holdninger er, før du begynder at skrive dem på skærmen.

Nogle af punkterne kan jeg umiddelbart genkende fra mig selv. 

   Hellere mail end telefon; jeg opfatter en telefon som socialt påtrængende, både når jeg bliver ringet op, og når jeg selv ringer op. 

   Hellere konflikt og konfrontation på skrift end ansigt-til-ansigt; faktisk er jeg ret god til at konflikte på skrift, men ret så konfliktsky i mundtlige situationer. 

   Og ofte får jeg viden om og indsigt i mig selv når jeg skriver bøger, artikler og blogindlæg, viden som jeg må have haft ubevidst, men først får gjort bevidst når jeg sidder ved tangenterne.

Hovedartiklen i Politiken - også af Giese - har denne rubrik og underrubrik:

Lever vi i de textrovertes tidsalder?

Nogle mennesker har det bare bedre med at tage samtalen skriftligt end over telefonen.

Hendes definition på en 'textrover' lyder:

1) person, der ofte er mere ærlig, skarp og sjov på skrift end ansigt til ansigt

2) person, der ofte er genert og introvert ’ude i virkeligheden’, men en højtråbende og underholdende på de sociale medier

En af de cases artiklen referer til og citerer er Maren Uthaug som er tegneren bag Politikens faste tegneserie nummer to, den på bagsiden af kulturtillægget:

 

Hun bliver - naturligvis - interviewet på skrift, og fortæller pr mail at hun oplever at hun er dårlig til den uforpligtende small talk-samtale i ansigt til ansigt-situationer, mens hun altså samtidig tegner sin daglige stribe, skriver hyppige blogindlæg, forfatter bøger og er aktiv på Facebook.

Uthaug skriver, at det ofte er »en skuffelse for folk at møde mig i virkeligheden«.

   »Jeg oplever tit en lidt sitrende forventning til, at jeg skal sige noget sjovt og have en kæk kommentar til alt. Men jeg er pissegenert, når jeg møder folk, jeg ikke kender. Måske mest fordi jeg ikke er skabt med det gen, der gør en i stand til at smalltalke. Så det bliver sådan lidt: Enten taler vi om, hvor meget pik jeg fik i går, eller også taler vi slet ikke. Det bliver så som regel til ’slet ikke’«, tikker det ind på Messenger.

   Maren Uthaug skriver, at hun som en sand textrovert kan behandle mange af de ting skriftligt og visuelt i sit arbejde, som hun slet ikke ville kunne live.

   »Jeg tror, at forskellen på tegne-skrive-mig og tale-IRL-mig er, at når jeg tegner og skriver, behøver jeg ikke tage hensyn til andre. Jeg kommer ud med, hvad jeg synes er sjovt, relevant eller vanvittigt. Når jeg møder folk, bliver jeg jo nødt til at tage hensyn, smalltalke og få dem til at føle sig o.k., huske at smile og spørge til katten. Når jeg sidder bag min skærm, kan jeg skyde katten, tage en kop kaffe og tegne en pik. Giver det mening?«, skriver hun og følger straks op:

   »Jeg tænker tit på min stribe som min lille terapistund, hvor jeg ikke behøver opføre mig ordentligt. Alle burde have sådan et lille hjørne, hvor man har fri«. 

Det som slår mig her, er at Uthaug simpelt hen tænker og oplever sig selv som to personer i de forskellige situationer: en hvor hun ikke behøver at tænke på andre end sit eget behov for at udtrykke sig, og en anden person som hele tiden er optaget af at gøre andre tilpas. Og det sidste hæmmer, mens det første kan opleves som en slags afslappende terapi. 

En anden case i artiklen, forfatteren Olga Ravn, er mere differentieret, idet hun skelner mellem sin litterære forfatterpersonlighed og den personlighed som kommer ud på skrift i de sociale medier:

Lidt i samme genre står det til ovre hos forfatter Olga Ravn, der ud over at skrive bøger, digte og oversætte bøger er ret aktiv på de sociale medier, har en blog og udtrykker sig i gifs. Hun synes, at der er forskel på den textrovertes leg og litteraturen.

  »I den litterære skrift føler jeg mig som en fremmed, som ingen kender, rasende og alene, og ofte ønsker jeg, at ingen af de mennesker, jeg har i mit liv, nogensinde læser de skønlitterære tekster, jeg skriver«, mailer Olga Ravn om sit litterære alterego.

  Men det alterego adskiller sig en del fra hendes onlinestemme. Onlinestemmen er den, der live-tweeter fra Nordisk Råds prisuddeling og skriver sjove pip som: »Brit Pop er død og ligeså James Joyce«, eller »står og svarer på vigtige mails i kantinekøen i Ikea søndag kl. 12«.

   »I den sociale skrift (okay, nu har jeg åbenbart lige opfundet begreberne ’social skrift’ om sms’er og sociale medier og ’litterær skrift’ om bøger til lejligheden ...) kan vi lege med, at vi opfører os anderledes end ellers, skabe os selv på ny, være kække og følsomme – men det er altid på en eller anden måde i samspil med, at vi udtaler os ’på egne vegne’. Det gør man ikke nødvendigvis i den skønlitterære skrift, udtaler sig på egne vegne«, skriver hun.

Jeg har jævnligt skrevet om forfatteres og kunstmaleres oplevelser i barndom og ungdom, og den sammenhæng jeg tror der er mellem de oplevelser af tab af forældre og fremmedgørelse i forhold til skolekammerater på den ene side, og så det at de udvikler den særlige kreativitet som senere kommer til udtryk i deres kunst.

   Jeg er forholdsvis sikker på at mange af dem vil kunne nikke genkendende til Olga Ravns beskrivelse og skelnen, og lige så sikker på at nogle af dem aldrig kunne forestille sig at gå på Facebook eller skrive blogindlæg, mens andre har det helt fint med det.  

   Så man bør nok skelne mellem to typer af textroverthed: type 1, som primært findes hos mennesker der føler sig meget frie til udtrykke sig på skriftligt på de sociale medier velvidende der er en masse venner der læser med, mens de er mere eller meget introverte og mundlamme i mundtlige situationer. 

   Og så textrovert, type 2, som er mennesker der udtrykker sig gennem kunstnerisk fantasivirksomhed, og som gør det som en særlige måde at erkende på, hvor man netop er fri for at tage hensyn til andre, og som måske - måske ikke - også er type 1-textroverte. 

Hvis jeg tænker på mine erfaringer som underviser af skrivende journalister, så kan jeg huske at det meget tidligt - i midten af 70´erne - slog mig at mange af de velskrivende journalister jeg mødte på kurserne, i de mundtlige ansigt til ansigt-situationer var meget tilbageholdende og faktisk virkede ret så generte. Og jeg kan huske at jeg blev overrasket over den distance der var mellem deres fremtræden på skrift og mundtligt-privat.

   Når de tog den skrivende journalistkasket på sig, så trak de på en textrovert side af deres personlighed som ikke hang særlig godt sammen med deres begrænsede mundtlige udtryksrepertoire. 

   Fra min gymnasietid husker jeg især én kammerat som var meget dårlig til at formulere sig mundtligt i klassen, men hvis stile var skrevet i et sprog så man kunne høre englene synge. Jeg kan huske at jeg undrede mig.

TV-dokumentaristen Poul Martinsen fortæller om sig selv i sin barndom at han var ret genert, men at han opdagede at han var meget bedre til at skrive end til at fortælle noget mundtligt. Og at han derfor blev journalist.

   Inden han begyndte som tv-tilrettelægger var han i en række år en fremragende skrivende feature-journalist på Politiken, og han var også en glimrende interviewer, men han havde store problemer med at få de sociale relationer med fremmede mennesker til at fungere under private ikke professionelle former.

   I min bog om ham fortæller han da jeg giver ham stikordene 'ensomhed' og 'isolation' som er tilbagevendende temaer i han udsendelser:

Professionelt har jeg jo ikke svært ved at komme i kontakt med andre mennesker. Jeg kan sætte mig ned hvor som helst, og i løbet af ingen tid sidder de og fortæller mig deres livshistorie. I privatlivet, det har du jo også oplevet, der er jeg meget sky, kan man sige, og jeg gør mig store overvejelser om hvor jeg nu skal gå hen, hvem jeg skal sætte mig ved siden af, om jeg skal ....Faktisk er jeg på en måde ret isoleret.

En af mine gode venner som jeg i en længere periode underviste sammen med, fortalte mig at hun oplevede at jeg simpelt hen blev en helt anden, mere udadvendt, skarp og mere morsom personlighed når jeg stillede mig op og UNDERVISTE et hold, end når vi var sammen under private former.

I Politikens artikel inddrages en enkelt ekspert, Lars Lundmann, der er psykolog med ph.d. i personlighedspsykologi og arbejder med personvurderinger. Han siger om dem der er textroverte type 1:

»Meget af vores adfærd på nettet er styret af, at vi gerne vil have anerkendelse og likes. Derfor skriver vi ikke: ’Jeg har lige vasket hår’, for det er kedeligt. I stedet smører vi ofte lidt tykt på og selekterer i vores oplevelser. Modtageren i den anden ende kender dig måske kun fra disse korte statements og tænker: ’Sådan er hun altid, hun har det altid sjovt’. Men det er selvfølgelig en overgeneralisering, når det kun er baseret på 20 tweets«, skriver han i en mail.

Han mener, at de textroverte - og det må gælde både type 1 og type 2 - godt kan lide den kontrol af kommunikationsituationen der ligger i at skrive:

»Du har selv kontrol over situationen. Hvis du ikke gider mere, kan du bare lukke computeren. Men hvis du taler i telefon og smider røret på, når din veninde er irriterende, hører du nok ikke fra hende det næste halve år. For mange er det mere afslappende selv at kunne bestemme, hvad vi taler om via statusopdateringer, uden at blive afbrudt«.

Neurodiversitet: et nyt ord til at at beskrive at forskelle i hjernens 'wiring' og neurologiske set up - ikke er handicaps og sygdom, men dele af menneskets naturlige biologiske variation

Jeg har skrevet en lang række indlæg i årenes løb hvor jeg har forsøgt at fast- og udfolde at de mange forskellige måder den menneskelig hjerne neurologisk kan være indrettet på, er udtryk for kreative muligheder, og ikke som vores samfund stort set nu forholder sig til dem: som mentale handicaps og skavanker der en gang for alle udskiller folk i fikserede taber-båse. 

   Eksistensen af 'den plastiske hjerne', som især forskeren Richard J. Davidson har beskrevet og forsket i, er en beslægtet tilgang.

   Under alle omstændigheder er der tale om at se kreative udviklingsmuligheder i fx synæstesi-erfaringer, ordblindhed, autisme, ADHD, maniodepressivitet, HSP-karakteren, m. fl.

   

I dag læser jeg i Information en artikel med afsæt i en amerikansk bog af forfatteren Steven Silberman: "Neurotribes: The Legacy of Autism and the Future of Neurodiversity".

   Rubrikken i artiklen der er skrevet af Matte-Line Thorup, lyder:

Psykiatriske diagnoser kan være en styrke

Manchetten:

En ny bog om autister og neurodiversitet - forestillingen om, at der ikke findes en normal hjerne, men en mængde snørklede variationer - går som varmt brød i USA. I stedet for at kritisere diagnosesamfundet, skal vi udnytte den mentale mangfoldighed, lyder budskabet. 

Jeg tror første gang jeg fik bekræftet en opfattelse som ligner Silvermans, var da jeg for mange år siden læste en bog om 'de syv slags intelligens', af Howard Gardener:

The theory of multiple intelligences is a theory of intelligence that differentiates it into specific (primarily sensory) "modalities", rather than seeing intelligence as dominated by a single general ability. This model was proposed by Howard Gardner in his 1983 book Frames of Mind: The Theory of Multiple Intelligences. Gardner articulated eight criteria for a behavior to be considered an intelligence.[1] These were that the intelligences showed: potential for brain isolation by brain damage, place in evolutionary history, presence of core operations, susceptibility to encoding (symbolic expression), a distinct developmental progression, the existence of savants, prodigies and other exceptional people, and support from experimental psychology and psychometric findings.

Populærversionen med afsæt i Gardeners teori blev fremført i en anden bog af Daniel Goleman med den danske titel "Følelsernes Intelligens". Den længere engelske titel var "Emotional Intelligence - Why it can matter more than IQ"(1995). 

   Den danske udgave introducerer forlaget sådan her:

Hvad betyder vores IK?

Daniel Goleman gør op med den gængse opfattelse af, hvor afgørende vores IK er. Bogen er blevet til på grundlag af mange års undersøgelser, og Goleman beskriver, hvad det er, der spiller ind, når nogle mennesker med en høj IK roder med deres liv, mens andre med en mere ydmyg IK klarer tilværelsen med bravur.

   Han understreger betydningen af følelsesmæssig intelligens, som hviler på kvaliteter som selverkendelse og -beherskelse, vedholdenhed, flid og motivation, indlevelsesevne og situationsfornemmelse. Disse kvaliteter er betegnende for mennesker, der udmærker sig i tilværelsen, hvis nære forhold fungerer, og som arbejdsmæssigt klarer sig suverænt. Disse personer er kendetegnet ved selvstændighed og selvdisciplin, næstekærlighed og medfølelse - basale evner, som er nødvendige, hvis vores samfund skal blomstre.

Jeg har interesseret mig for spørgsmålet i flere indlæg om autisme. 

   Blandt andet skrev jeg et indlæg om den den gang  nyoprettede danske virksomhed "Specialisterne" hvis ide var at ansætte autister med aspergers syndrom til at løse specialiserede it-opgaver som den gruppe havde særlige kvalifikationer til at løse, netop fordi de var autister.

   Virksomheden har nu sin egen hjemmeside der introducerer ideen sådan her:

Specialisterne skaber jobmuligheder for mennesker med autisme og lignende udfordringer. Specialisterne er en af de første socialøkonomiske virksomheder i verden, med et team af IT-konsulenter, som alle har en diagnose inden for autisme spektret.

   De særlige kompetencer, der ofte går hånd-i-hånd med autisme – stærk logisk og analytisk sans, nul-fejl tolerance og evnen til at holde koncentrationen i længere tid end de fleste – giver vores konsulenter en fordel, når det kommer til løsningen af en bred vifte af opgaver inden for IT-branchen. Det er den slags kompetencer, der kan være af stor værdi for lige netop din organisation.

De var faderen til en søn med autisme der fik og realiserede ideen. Her et link til hjemmesiden for "Specialisterne" der nu har afdelinger i en række lande:

http://dk.specialisterne.com/

Det er så de ideer og det menneskesyn der nu via begrebet 'neurodiversitet' bliver generaliseret og får sin egen videnskabelig 'frame' som er grænseoverskridende frem for grænsesættende. 

   Og det synes jeg er en rigtig god ting fordi den tilskynder til at se muligheder i de neurologiske og mentale  variationer og særheder som kendetegner mennesket som art, fremfor at se handicap, svagheder og mangler, et syn som medicinalindustrien ellers i den grad har promoveret og levet højt på i de senere år.

En af pointerne i bogen som artiklen i Information fremhæver, er at internettet har gjort det muligt for de forskellige 'diagnose-grupper' at komme i kontakt med hinanden, direkte udveksle erfaringer, og danne communities for mennesker med samme hjernemæssige særpræg, så at sige uden om de forskellige professionelle behandlingssystemer mentale båse og skillevægge. 

   Disse communities´ hjemmesider har jeg også haft stor glæde af at kunne trække på i min research i forhold til HSP-karakteren, synæstesi-erfaringerne, forklaringer fra hjerneforskningen på ordblindhed (dysleksi).

'Asperger' i virkeligheden - og i fiktionen - Nero Wolfe, Sherlock Holmes, Lisbeth Salander, Saga Norén er måske alle 'aspies'

Jeg har tidligere skrevet om autisme og aspergersyndromet, blandt andet i flere afsnit af min serie om "særlige evner". Også i indlæg om savanten Daniel Tammet som både er autist og har synæstesi.

    Jeg var også for et par år siden i teatret og se den glimrende teaterforestilling baseret på en prisvindende bog "Den mystiske sag om hunden i natten" af Mark Haddon.

    Ture Lindhardt spillede hovedpersonen der var autist, og det gjorde han fantastisk godt. Det var en gribende forestilling.

     Bogens indhold beskrive sådan af forlaget der udgiver den:

“Den mystiske sag om hunden i natten” er Mark Haddons fortælling om Christopher Boone på 15 år og den mordgåde, som Christopher forsøger at løse. Christopher lider af Aspergers-syndromet, hvilket gør, at han ikke er fan af metaforer, ironi og ansigtsudtryk. I stedet er han helt tosset med matematik, logik, lister og sandheden, hvilket klart er til hans fordel, da han skal finde ud af, hvem der har myrdet genboens hund.

Emnet asperger-autisme interesserer mig fordi når jeg læser eller hører beskrivelserne, så er der nogen ting jeg kan genkende fra mig selv.

    Det kunne hjerneforsker og radiovært Peter Lund Madsen også i et program jeg hørt i serien Hjernekassen for nogle uger siden.

   Udsendelsen handlede om hvordan verden opleves når man er autist, men ellers er intelligent nok til at kunne leve nogenlunde normalt i hverdagen og i samfundslivet.

   Det er typisk den form for autisme som har tilnavnet aspergersyndromet

Peter Lund Madsen havde en kvindelig advokat, Anne Skov Jensen i studiet, der relativt sent i livet havde fået diagnosen 'asperger', og inden da diagnosen ADHD.

Anne Skov Jensen

Der var en ret sjov introducerende snak hvor værten og gæst tydeligvis kunne udveksle fælles erfaringer om at være dårlige til at fungere afslappet og at føle sig akavede i situationer hvor man forventedes at etablere letflydende uhøjtidelige sociale relationer til mange nye mennesker gennem kommunikation, fx en fest eller en reception.

   De kunne spejle sig i hinandens særlige form for bekymring før den slags events hvor de prøvede at planlægge sig ud af akavetheden med særlige forberedt samtaletricks, sproglige konventionelle replikker så de nemt kunne komme i snak med folk uden at det var for socialt indviklet og krævende.

   Også det at gå op i meget specialiserede interesser - 'at nørde', havde de fælles erfaringer med.

 

De kunne også konstatere at de begge havde fædre der var ingeniører, og Peter Lund Madsen udkastede den teori at der var en vis genetisk sammenhæng med den 'nørdende' ingeniørhjerne og det at man havde svært ved at etablere tætte sociale relationer - og det at man som autist - eller bar 'nørd' - kunne havde svært ved at sætte sig i en andens sted - og generelt være ret dysfunktionel i forhold til at kommunikere med omverdenen

   

Anne Skov Jensen havde forladt jobbet som advokat(statsanklager) og ernærede sig nu som oversætter og foredragsholder. 

   Hun havde oprettet en hjemmeside om autisme og ADHD som skulle hjælpe andre i hendes situation med oplysninger om deres 'syndromer' og diagnoser:

http://www.overlevelsesguiden.dk/index.html

Anne Skovs to drenge var også autister. Men hendes mand ikke, så hendes mand kunne have det hårdt indimellem, mente hun.

   

Hun fortalte at hun ofte kunne føle sig overvældet af indtryk og input når der var familiekomsammen, og så - selv om det var uhøfligt - sætte sig hen i et hjørne og begynde at læse en bog.

  Og det er et af de klar kendetegn ved autisme: at information via sanserne - sanseindtryk - opleves som unormalt stærkt og påtrængende sådan at det overbelaster systemet og man føler at man må forsvare sig mod dem.

   Anne Skov så aldrig TV-Avisen, det var for belastende.

   

Man taler om at hjernen har en 'latent hæmning' som forhindrer eller begrænser at man overbelastes af sanseindtryk. 

   Og generelt er vores sanser sådan indrettet at man hurtigt bliver sløv: en lyd der kan være irriterende til at starte med, vil man hvis den bliver ved, hurtigt sløves i forhold til, så man måske til sidst slet ikke lægger mærket til den.

   De mekanismer fungerer som beskyttende filtrer mod mentalt "overload" hos de fleste mennesker. Men de mangler eller er svækket hos autister.

   Her en beskrivelse fra en artikel fra en hjemmeside hvor en mor forklarer hvordan hendes søn der er autist, har det :

Her er forklaringen på hvorfor en ”simpel” tur ned i supermarkedet kan være et helvede for mig: Min hørelse kan være yderst skarp. Masser af mennesker snakker samtidigt. Højttalerne annoncerer dagens tilbud. Muzak hviner ud af lydsystemet. Kasseapparater bipper og hoster, der males kaffebønner. Pålægsmaskinens skærende lyde, baby gråd, indkøbsvognenes knirken, den flurcerende belysnings summen. Min hjerne kan ikke filtrere alle disse input og jeg er ved at brænde sammen. Min lugtesans kan være yderst følsom. Fiskene i køledisken er ikke helt friske, personen ved siden af mig har ikke været i bad i dag, ved slagtervarerne uddeler de smagsprøver på pølse, babyen i rækken foran os har en overfyldt ble, de er ved at tørre agurker op fra gulvet i række 3 med ammoniak??”? Jeg kan ikke adskille alle disse indtryk. Jeg er overvældet af kvalme.

   Fordi jeg er visuel indstillet kan synssansen være den første af mine sanser som bliver overstimuleret. Det fluroserende lys er ikke kun for skarpt men det snurrer og brummer. Lokalet ser ud som om det pulserer og det gør ondt i mine øjne. Det pulserende lys reflekteret i alle overflader og forvrænger det jeg ser – lokalet synes konstant at være i forandring. Der er genskin fra vinduerne, alt for mange ting for at kunne fokusere (jeg kan eventuelt kompensere med ”tunnelsyn”) bevægende ventilatorer i loftet, så mange legemer i konstant bevægelse. Alt dette påvirker den indre del af øret og bearbejdelsen af de nerveimpulser der opstår i selve nervesystemet, og nu kan jeg ikke engang sige hvor min krop er i rummet.

Ifølge Anne Skov modsvares det af at hvilepulsen hos autister er 70% af pulsen når man er i fulde omdrejninger, mens den hos almindelige mennesker er 30%. Dvs. kroppens biologisk system er hos autister, selv i hvile, i en stresstilstand.

 

Anne Skov fortalte at hun havde det med at tabe ting, vælte genstande og generelt havde hun balanceproblemer, og blev af omgivelserne opfattet som en "tumler-fumler".

   Det var uhyret vigtigt for hende at omgivelserne var strukturerede og forudsigelige, og hun fik det dårligt når der skete nye og uventede hændelser.

   Det modarbejdede hun så ved at lægge detaljerede planer, sætte handlinger i tidsskemaer, og på andre måder forsøge at kontrollere hvad hun kunne komme ud for.

 

Hun havde problemer med sproget.

   Ikke med at formulere sig intellektuelt klart, det kunne man høre, men med at forstå ironi, vittigheder og metaforer - udtryk i overført betydning som 'at tage benene på nakken', eller 'have tømmermænd'.

   Hun fortalte at hun også havde svært ved at aflæse og tolke sociale og emotionelle signaler fra andre. Som hun sagde: "Det skal først gennem den intellektuelle maskine, for at jeg kan finde ud af det."

   Nogle af teorierne til netop at forstå disse særlige mentale begrænsninger, går på at autister har funktionsproblemer i det man kalder spejlneuronsystemet, som er de dele af hjernen i bla. premotorcortex som er aktive både når vi ser andre udføre en handling og når vi selv udfører (eller tænker på) den.

   Man mener også at det system i hjernen som kaldes 'the default mode network' - eller det opgave-negative netværk - kan være dårligt fungerende hos autister. Det er de dele af hjernen som man regner med er sæde for "the theory of mind", og som indebærer at et menneske kan forstille sig hvordan et andet menneske oplever sig selv og omverdenen.

 

Anne Skov fortalte også hvordan hun havde ekstrem sans for og opmærksomhed over for detaljer, og at hun havde nemt ved at blive "bidt af et emne" så hun måtte vide alt om det.

   Selv om hun altså havde problemer med at forstå ironi og ord i overført betydning, så elskede hun ord. Det at oversætte bøger beroligede hende, og var hende til stor glæde.

Jeg er ikke autist og har heller ikke asperger. Men nogle ting kan jeg, ligesom Peter Lund Madsen, genkende fra Anne Skovs beskrivelser:

   Jeg har det med at blive "bidt" af et emne - at 'nørde', som man også siger. Og det manifesterer sig hos mig som periodiske samlermanier: smukke glatte sten, frimærker, tegneserier, designermøbler. Og senest Harald Henriksen-billeder. Og når man 'nørder', så må man nødvendigvis gå i detaljer - og lukke alt andet ude.

    Jeg har også altid haft problemer med at føle mig tilpas i situationer med mange nye mennesker. Jeg føler mig tit så akavet til fx receptioner eller ferniseringer at jeg går hen i et hjørne for at blive fri for at snakke med nogen. Hvis nogen hilser på mig ved jeg ikke hvad jeg skal sige fortsætningsvis.

    Det med at det pludselig bliver for meget med alt den snak og alle de signaler man skal tage stilling til, det kender jeg også. Jeg er faktisk berømt for til sammenkomster med flere mennesker som jeg kender godt, pludselig at gå hen i en stol og begynde at læse en bog.

   Da jeg var barn, var ikke mindst min  mor utilfreds med at jeg kun modvilligt tog med på familiecampingtur (vi var fire søskende, og jeg var ældst og de var støjende), men foretrak at blive hjemme og ligge og læse i en bog. Jeg blev betragtet som lidt sær og asocial, i familiekredsen.

   Det med at være 'tumler-fumler' og have nemt ved at tabe eller vælte ting, kender jeg også. Og jeg falder relativt hyppigt over mine egne ben eller over små forhindringer jeg ikke lægger mærke til.

   Jeg forstår godt ironi, men er ikke særlig god til det. Og jeg elsker ord, hvilket jo har ført til at jeg blev lingvist med akademisk grad.

På nettet kan man finde lister med navne på kendte mennesker som enten har eller antages at have aspergers syndrom. Fx her:

http://www.disabled-world.com/artman/publish/article_2086.shtml

Jeg læste i øvrigt for nylig et interview med gode gamle Jørgen Mylius i anlednig af at han nu er forvist fra P4 på FM til P5 på DAB-radioen, hvoraf det fremgik at også hans far var ingeniør, og at han også havde det med at "nørde": først var det sporvogne huskede han. Han endte på et tidspunkt i sin bardom op med at vide alt om sporvognstyper og -ruter, deres numre, alder, stoppesteder etc.

   Men så skiftede hans interesse til rockmusik, og hurtigt var han igen blevet total specialist så han kendte og kunne huske musikere, pladetitler, musiknumre, koncertoptræden for alt hvad der den gang fantes af kendte og mindre kendte rockbands og - musikere.

    Som det fremgår tidligere, så er det noget af det der kendetegner mennesker der er diagnosticeret inden for autismespektret, at de har det med at udvælge snævre interesseområder som de så i den grad sætter sig detaljeret ind i. Så Mylle har en rem af huden her, ingen tvivl om det.

   Autister mangler i et eller andet omfang empati - indlevelsesevne - i forhold til andre. Og det kan man måske nok fornemme lidt af hos Myllle (jeg kender ham ikke personligt, kun fra hans optræden i radio og fjernsyn. Han udstråler i ringe grad empati og varme.

For mange år siden blev der lavet en glimrende og gribende dokumentarfilm om en asperger-autist som var ansat i diskoteket i Danmarks Radio, Martin Gundersen.

   Titlen var 'Valomanden' og den refererede til at han i sin lejlighed havde en kæmpesamling af pakker til vaskemidlet Valo - og i øvrigt samlinger af mange andre ting; gamle ugeblade, billeder af biler med sorte nummerplader

   Han blev jo inden computeren var blevet en del af diskoteket, brugt til at finde plader frem. Det var han fabelagtig godt til. Han havde alle titlerne i hovedet og kunne huske hvor de stod. Efter sigende var han stadig hurtigere  end det computersøgesystem som man på et tidspunkt selvfølgelig fik etableret.

   Han har sin egen hjemmeside:

http://www.valomanden.dk/

Martin Gundersen

Hovedpersoner i bøger og film som af eksperter antages at have 'aspergers syndrom er der flere af: På kvindesiden Lisbeth Salander og Saga Norén; på mandesiden Scherlock Holmes og Nero Wolfe. 

   

Medierne har været enige om at udråbe både Lisbeth Salander og Saga Norén til at være fiktive 'aspies', hvilket bidrager til vores fascination af dem. I forhold til vores stereotype forestillinger om at kvinder har stor empati og bedre sociale kompetencer end mænd, så afviger de to ved at have fremragende analytiske evner, men svært ved at begå sig socialt. Og det gør dem til inteerssante fiktionfigurer.

   

Det var først for nylig jeg læste et sted at de to store fiktive detektiver Nero Wolfe og Sherlock Holmes kunne antages at havde aspergers syndrom hvis man bedømte dem ud fra deres adfærd og omgang med andre mennesker i bøgerne. 

   Det har jeg ikke tænkt på før.  

   

Jeg er usikker når det gælder Sherlock Holmes. Jeg synes fx at han fremstilles med stor empati, og han er i hvert fald ikke nogen tumler, fumler. Han er god til at forklæde sig og spille roller, evner som  forudsætter at man kan sætte sig ind i hvordan andre tænker og ser verden, og man må have en stor social kompetence for at begå sig uopdaget. 

   Måske snarere eller i højere grad har han ADHD.

    

Med hensyn til Nero Wolfe synes jeg alle kriterierne for en 'aspie' passer: 

   Han er ekstremt bundet til skemalagte daglige faste rutiner, og han lever i omgivelser, sit brownstone house Eas 35th street, Manhatten, som han stort set aldrig forlader; kvinder er uforudsigelig, emotionelle og umulige at aflæs, så omgangen med dem må Archie tage sig af. Han giver meget nødigt hånd til nogen. Han er ekstremt optaget af ord - og brænder bl. a. et nyindkøbt leksikon side for side fordi der var fejl i det. Han nøder med sine 10.000 orkideer og med sin mad som han har sin personlige kok til at tage sig af. Og hans sociale kompetencer kan ligge på et meget lille sted. 

Fra Otto Frellos centralperspektiv-iske indre-syn i 3D - til Martiin Bigums synæstetiske syner når han skriver poesi

(fortsat fra forrige indlæg der handlede om Otto Frellos særlige evner og teknik)

Fra Trapholt Museums introduktion til Bigum-udstilling

På vejen hjem fra Varde og Frello besøgte vi Museet Trapholt ved Kolding og så her blandt andet den retrospektive Martin Bigum-udstilling.

   Den havde karakter af et malerisk-visuelt gennemløb af hans fængende og fremragende selvbiografiske bog "Min Kunsthistorie". Og der var ret udførlige forklarende baggrundstekster placeret ved siden af de godt 25 ophængte malerier, tekster der var hentet fra bogens tekst.

Jeg synes så ikke udstillingen egentlig gav noget nyt i forhold til mit allerede etablerede syn på Bigum, som jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg.
   Nu så man hans malerier i stor størrelse, men der var ikke rigtig nye ting at opdage i dem. Så oplevelsen blev lidt flad og distanceret - i hvert fald når man lige havde besøgt Frellos billeder dagen før.

Martin Bigum har det til fælles med Otto Frello at han er en fremragende realistisk tegner og illustrator. Et naturtalent. Og han er teknisk god til at male figurer og landskaber i perspektiv og med markant og realistiske lys og skygge i ansigter og og i tøj på de figurer han fremstiller (se "Kalla" nedenfor).

 
Frello var oprindeligt illustrator, og Bigum var oprindeligt tegneserietegner, som, da han var yngre, levede af at bidrage med tegninger til det internationale satiriske tegneseriemagasin "MAD".
    Og begge har de oplevet sig som outsidere i forhold til den etablerede kunstverdens dominerende orientering mod abstrakt kunst.
    Og begge har de været 'tilbageskuende' og  meget optaget af tidligere tiders kunst: Frello oplever slægtskab med det centralperspektiviske illusionsmaleri fra renæssancen og frem til 1900-tallet. Bigum tydeligvis optaget af Romantikkens kunstfilosofi i 1800-tallet og  symbolismens figurative maleri omkring 1900-tallet.

 
Men hvor Frello ligesom trækker sin person tilbage i forhold til sin kunst og siger: "Jeg er ikke kunstner, jeg er barer maler der er god til sit håndværk", og "egentlig leger jeg bare", så er Bigum som personlighed stærkt frembusende: "Se mig, se mig! Jeg vil være - jeg er rigtig kunstner!", det er underteksten i hans billeder og i hans historie om sig selv.
   At blive og være "rigtig kunstner" er for ham en viljesakt der kræver stor selvdisciplin.
    Han fortæller selv at et billede tager mellem 5 og 7 uger at male. Og han arbejder på det hver dag fra 9 til 17.
   Nogle af Frellos billeder tog det ham flere år at male, og i de mange første år hvor han også arbejdede som illustrator, blev det til måske kun et maleri hver andet eller tredje år. I alt har han malet 63 malerier, fremgår det af det sidste bogværk om ham: "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."

Martin Bigum er altså en slags ny-ekspressionistisk symbolist der erklæret er i en særlig tilstand af næremest romantisk inspiration når han maler sine kraftfulde og sprængte motiver.
   Hans symbolik er demonstrativ, entydig og vrængende, som da han i flere år i sine billeder viste en lille mand ved navn "ART" (=kunst) med en stor næse i en grå kutte med hætte ned over øjnene og en le over skulderen: Bigums visuelle kommentar til og svar på udsagnet blandt kulturpinger om  at "kunsten er død". Bigum vendte kreativt udsagnet på hovedet, og gjorde så (billedet af) døden til kunst:

Martin Bigum: "Kalla". 1994-95

Et fantastisk billede.
   Men om det er sundt for helbreddet at drikke den kop te, er nok tvivlsomt.
   Jeg får umiddelbart associationer til Georgia O'keefes blomstermalerier. Men ikke mindst til den mexicanske maler Diego Rivera, som jeg selv  har været en stor beundrer af siden jeg var ung og for første gang så det her maleri af ham i en af Broby-Johansens inspirerende kunstbøger:

Diego Rivera: Flower seller, woman with calla lilies. 1942

Otto Frellos malerier er i modsætning hertil åbne og mangetydige. Han tager stærk afstand fra symbolske læsninger og udlægninger af det fabulerende, imaginære indhold i sine billeder, og  han afviser at 'inspiration' er noget der overhovedet indgår i hans maleriske proces.

Otto Frello: Kongens Nytorv. 1995-96

Jeg  har i mange  blogindlæg 'jagtet' den særlige 'blending'-tilstand i hjernen som giver sig til kende i automatisk og uvillet synæstesi blandt de kunstnere jeg har skrevet om. Og jeg  har naturligvis overvejet om der er noget der tyder på at Otto Frello var synæstetiker, men har ikke fundet spor der peger i den retning i de interviews han har leveret i årenes løb. 

   Men som jeg beskrev i det foregående indlæg, så havde han en helt speciel evne til at se det han malede og tegnede i ekstremt nøjagtigt centralperspektiv - i en grad så han kunne tage en hvilken som helst figur og placere den perspektivisk korrekt i et hvilket som helst perspektivisk fremstillet landskab (ses tydeligt i "Kongens Nytorv" oven for).

   Ikke bare så han alting i et matematisk eksakt centralperspektiv, men han kunne også mentalt tage enhver figur og enhver bygning og så i hovedet vende den 360 grader, krævende mentale tegne-operationer som man i vore dage ellers er nødt til at bruge computere til.

   

Martin Bigum derimod, han er - i en eller anden dyb forstand - synæstetiker. Men hvilken slags?

   Han både maler, skriver digte (og læser dem op) og laver musik, og blander også genrerne.
   Så jeg prøvede for et halvt år siden at få svar pr. mail fra ham: Hvordan var det med hans synæstesi? Var der tale om et sammenløb i hjernen af flere sansers input der kom automatisk og indefra, eller var der tale om noget villet - noget litterært og primært æstetisk-ideologisk forankret?

   Det fik jeg ikke svar på. 

   

Men han henviste til sin hjemmeside poetik-etik.dk hvor han ganske rigtig skriver noget om det i teksten "Poetik".

   Når jeg synes spørgsmålet om ægte eller villet synæstesi var nærliggende i forhold til Bigum, var det fordi jeg ud af hans personlige kunsthistorie kunne læse at han erklæret blev inspireret af sanseindtryk der havde klare forbindelser til det jeg tidligere havde beskrevet hos andre kunstnere: 'Klüvers formkonstanter'.
   'Formkonstanter' er abstrakte visuelle former og mønstre som hjernen selv producerer når den af en eller anden grund er i en slags hallucinatorisk eller trancelignende tilstand (fx gennem indtagelse af LSD).
   Se nærmere om formkonstanter her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

I malerier som det følgende og mange andre senere værker, kan jeg ikke lade være med at opleve at der er bagvedliggende og styrende 'formkonstanter', hvad der passer meget godt med at Bigum i sin bog bruger en gennemgående metafor: "puslespillet" for at angive hvad det er han kæmper med i sin kunst.
   Her kæmpes i hvert fald, så det batter:

Martin Bigum: Jigsaw Falling into Place. 2008

"Jigsaw" er engelsk for 'puslespil'.
   
I sin 'Poetik'  bruger Bigum selv begrebet 'synæstesi' flere gange - og skriver blandt andet følgende i sidste del af teksten

Når jeg under arbejdet med et digt læner mig tilbage i stolen for at slappe af og komme på afstand af digtet, ser jeg perspektiver på papiret foran mig. Ikke bare sproglige og digteriske og betydningsmæssige, men visuelle og rumlige strukturer der rejser sig inde i, og ud fra papiret. Digtets ord og sætninger udgør spor, der åbner op for rum, som kinesiske æsker der folder sig ud. Jeg ikke bare skriver og digter rum. Jeg bygger også rum med digtet. Det er der jeg læner mig tilbage for at kunne se rigtigt an. Den visuelle og rumlige tilstand jeg ser for mit indre blik er usynlig for andre. Men hvert digt jeg går i gang med og som fænger, udfolder sit eget perspektiviske og arkitektoniske sceneri.

   Jeg ser med andre ord en slagt digtets anatomi for mit indre blik, som en virtuel arkitektur jeg kan gå ind og ud af. Glasklare arkitektoniske linjer, planer, forsvindingspunkter.

   (...)

   Jeg mærker altså på flere planer at et digt har noget på hjertet. Det er ikke bare den skrivende proces og det indhold der drypper af den, men i lige så høj grad de perspektiver der kommer til syne i digtets indhold, der indebærer perspektiver og rummelighed i sig. Har jeg først set et synæstetisk spors glasagtige linjer i et digt ved jeg at der er et digt i gang jeg ikke kan slukke for: Det spor er det stillads jeg spænder digtet op på. Via det synæstetiske kan jeg styre digtet, give det ramme.

   Hvert digt jeg har skrevet har et underliggende usynligt synæstetisk system, som jeg decideret kan tegne. Her er to eksempler:

Bigum har så genoptrykt de to digte og ind i digt-teksterne tegnet nogle linjer på kryds og tværs - for at illustrere hvad det er han ser af "glasagtige linjer" der udgør de "stilladser digtet er spændt op på."

   Da man ikke kan tage kopi af hjemmesiden, så kan jeg ikke illustrere det som han gør. Men man kan selv gå ind og tjekke.

Bigums beskrivelse her peger på en form for automatik: At ordene som han er igang med at skrive et digt med, af sig selv og ufrivilligt udløser nogle abstrakte geometriske former eller linjer for det indre øje.

 
Går jeg til faglitteraturen, så kan jeg imidlertid ikke lige finde en anerkendt synæstesiform der er dækkende, blandt de efterhånden mange varianter af synæstesi som forskerne er blevet enige om at opliste.
   Ifølge artiklen om 'synaesthesia' i Wikipedia, så skal følgende kriterier være opfyldt hvis man skal kunne tale om en form for 'naturlig synæstesi':

1. Synesthesia is involuntary and automatic.
2. Synesthetic perceptions are spatially extended, meaning they often have a sense of "location." For example, synesthetes speak of "looking at" or "going to" a particular place to attend to the experience.
3. Synesthetic percepts are consistent and generic (i.e. simple rather than pictorial).
4. Synesthesia is highly memorable.
5. Synesthesia is laden with affect.

Den form Bigum skildrer, skulle vel så nok have betegnelsen: 'lexeme-form synaesthesia'. Og den ville i så fald være beslægtet med den form hvor numre, ugedag, måneder - alt mentalt der er fikseret i en bestemt rækkefølge - automatisk udløser og ordner sig i bestemte former, som fx illustreret her:

Den form for synæstesi er velkendt og ret udbredt, og den betegnes på engelske: 'number-form synaesthsia', eller  'spatial sequence synaesthesia'.
   En af mine nære venner har det sådan.

 
Der findes en sjælden form for synæstesi som er karakteriseret ved at ord('lexemes') udløser automatiske smagsoplevelser: 'lexeme-gustatory synesthesia.' En nært beslægtet form giver automatisk lugt-associationer til forskellige ord.

   Og så finder jeg også en henvisning på nettet til en synæstesi-hjemmeside hvor flere spørger om andre kender til at fx musik/sange udløser abstrakte visuelle former eller figurer på den indre skærm. 

   Her link til hjemmesiden:

https://www.reddit.com/r/Synesthesia/ 

Her citerer jeg nogle af de stillede spørgsmål på den hjemmeside: 

Basically, when listening to music, I tend to visualize a music "video" or "camera" movements. They aren't always coherent, but some of them have a definite story to them. They're often montages but sometimes its just plain camera movements around my surroundings.

It doesn't interfere with my vision at all but I do have a distinct feel of where the music is in my head. That might just be the ears though.

For me some songs make moving shapes and geometric patterns. I don't actually see it like I see usual stuff and it doesn't always happen, it's more like it'd moving behind my eyes and I can know what it looks like but only when I put attention to it. It almost exclusively happens when I listen to very engaging electronic music (mostly melodic Hardstyle to be precise). Unlike what the Wikipedia article said for me a certain tone doesn't have a color. It's central but can extend all the way out and is mostly circular and symmetric. It usually rotates and changes direction, shape, color, with every beat. 

I already have some form of chromestesia, but when i hear a voice, it creates a shape. This can affect whether i like the voice or not. Also, i just don't like certain numbers, like 44 or 72 because of how look and sound. Is this a form of synesthesia?

Whenever I listen to music I always see certain shapes and colors in my mind's eye and I cannot stop from seeing these shapes and colors. I also vaguely see the same shapes and colors of a song when I play that song back in my head. If I've listened to a song a bunch of times then I remember much better what that song looks like.

En enkelt af spørgerne har forsøgt at illustrere det han spørger om:

Does anyone else with number form have maps for songs?

One of my favourite songs, Frank Sinatras, " Strangers in the Night" is up there just because of it's awesome map. I've probably heard it a million times, but every time the path is familiar, simple, and brings me back to hearing it as a kid.Sinatra songs are some of my favourite maps.

Nu er Bigum jo både maler, musiker og digter. Her en musikvideo fra hans hånd:
"Ned gennem natten":

Martin Bigum slutter sine synæstetisk tanker i Poet-Etik sådan her:

Det synæstetiske er altså en rent følelsesmæssig, en anelsesbåren og dybt processuel ting, men som jeg må nævne i denne poetik, fordi det trods en enorm sfæriskhed og upåviselighed, er en uhyre drivkraft og realitet. Og derfor noget ekstremt poetisk og inspirerende i sig selv.

   Det synæstetiske minder meget om visioner, men er kun visuelt som konstruktion, ikke som deciderede hændelser eller syn, der egentlig kan fortælles noget om . Men ikke desto mindre er de udslagsgivende, for hvordan digtet indholdsmæssigt, og dermed æstetisk, kommer til at tage sig ud.

   Og den synæstetiske realitet er med til a give digtet dets form, som foldes ud som et sejl der fanger vinden.

http://www.poet-etik.dk/poetik_quote.htm

Bigum er ikke kun en kunstner der er stor i slaget og stærk i udtrykket når han maler. Han er også i den grad et ordmenneske der holder af at bruge sproget poetisk og filosofisk. Og så komponerer han jo altså også musik. 

   Det er ikke svært at forestille sig at der er særligt gode neurologisk forbindelser ('connectivity') mellem de forskellige dele af hans hjerne (lyd, ord, former, farver) som er aktiv når han udfolder sig kunstnerisk i de forskellige medier.
   Men samtidig er han jo en kulturhistorisk meget belæst og bevidst mand, og med de poetisk-filosofiske rødder han har i romantik og symbolisme, kan man også nemt forestille sig at han med den vifte af kunstneriske genrer han har talent for at udfolde sig i, ligesom sine forbilleder har villet og følt det oplagt at samtænke sine kunstneriske udfoldelser under en fælles synæstetisk hat.
   Se hans tegnede figur her under den sigende overskrift: "Krydsbestøvningens hvide rum":

http://www.poet-etik.dk/kryds.htm

Så om hans ordrige lovprisning ovenfor af sin synæstesi er udtryk for noget villet, eller det hænger sammen med at han forsøger at sætte ord på nogle mærkelige samløb af ord og linjer som han automatisk oplever som en slags indre syner når han digter, det kan jeg stadig ikke afgøre.

Jeg kommer ikke videre med det spørgsmål med mindre jeg får mulighed for at interviewe manden. 

Om et besøg på Varde museums Frello-udstilling - gensyn med og genlæsning af litteraturen om ham og hans kunst

Gavlmaleri ved Varde museum. Design Otto Frello

Fruen og jeg var for 14 dage siden på besøg i det vestjyske for at se den permanente Frello-udstilling i Varde.

   Den gav anledning til indkøb af endnu en bog om Frello, den tredje i rækken. Og til endnu en gang at gå på eventyr i Frellos billedkunst.
    Jeg husker ikke hvornår jeg "opdagede" Otto Frello. Det har været på nettet, og inden 2012 hvor jeg første gang skrev et indlæg om ham. Det var kort, men min betagelse og fascination var rimeligt uhæmmet.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/otto-frello-outsider-og-utidig-fantasy.html

Allerede inden vi nåede frem til museets indgang, mødte vi Frello-kunst i stor størrelse: To gavle var malet af 19 dekorationsmaler-elever fra Svendborg Malerskole - efter Frellos tegninger og skitser. 

Gavlmaleri (2) ved Varde museum. Design Otte Frello

Vi havde jo set alle de udstillede billeder for godt halvandet år siden da Otto Frello kort før sin død havde en stor udstilling i lokalerne på Rundetårn hvor vist stort set alle hans malerier var med. Så udstillingen i Varde der måske indeholdt halvdelen, var jo sådan set et koncentreret gensyn.

 

Men interessant nok var der ikke bare tale om genkendelsens glæde i Varde, men om stadige nyopdagelser i forhold til de fleste af hans billeder.

   Og helt usædvanligt for oplevelsen af forholdet mellem udstilling og publikum, så gik alle de besøgende - også fruen og jeg - rundt og smilede.

 

Denne gang lagde jeg blandet andet særligt mærke til billedernes rammer som Frello i de fleste tilfælde har tænkt og udformet specielt til det enkelte værk, som det fremgår af en artikel i bogen "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."

   Nogle billeder har slet ikke rigtige rammer. De er malet på lærredet som trompe l'oil-illusioner. Som det her med titlen "Udbrud" hvor rammen og det påskruede navneskilt er en illusion som er malet på kanten af selve lærredet (dog er skruerne "ægte"!):

Otto Frello: Udbrud. 1994

Bemærk hvordan det illuderet iturevne lærred  i det abstrakte billede gå ind over den illuderede ramme i højre side. Frello er en både en spasmager - og en illusionskunstner.

   Andre billeder kombinerer en ægte 'ydre' ramme af gammelt træ med en illuderet 'indre' ramme på lærredet, som det her med titlen "Det sidste menneske" (man kan dog desværre her kun se en smule af den ægte træramme yderst, i virkeligheden er den bredere end den 'indre' påmalede, og skåret ud af 200 år gamle ormhullede planker):

Otto Frello: Det sidse menneske. 2000

Også her kan man iagttage hvordan Frello leger med illusionen. Den malede figurs hænder går ud over rammen (=den malede 'indre' ramme). Oplevelsen af at figuren (som er en kvinde) udmattet er nået til verdens ende - og vil ud af den verden hun er den sidste i, er forstærkes gennem det illusionsgreb.

I det her billede "Gennembrud" fra 1993 er der slet ingen ramme.
   Eller man kan sige at den illuderede trompe l'oil-ramme fylder næsten hele billedet, og er tilsyneladende lavet af et stykke udskåret og murværk i kalksten (eller marmor) med indblik gennem den profilerede udskæring til - ingenting:

Otto Frello: Gennembrud. 1993.

Det er stor kunst, synes jeg.
   Det fremgår ikke af illustrationen her, men murværket er malet så det fortsætter helt rundt om lærredets kanter. Så hvis man ser billedet helt fra siden så ser det også ud som om det er et stykke murværk der er hugget til og ud - i billedets størrelse.

Frellos billeder er grundlæggende ikke subjektive eller ekspressionistiske, der er ikke tale om en form for surrealisme som nogen måske kunne finde på at tænke. Det understreger han selv, i flere interviews.

   Hvis man skal sætte ord på genren, så er det er en slags magisk realisme hvor genkendelige virklighed går i symbiose med et fabulerende indhold.
   Det nærmeste man kommer rent stil- og genremæssigt er nok det man internationalt ville kalde 'fantasy' - en illustreret eventyrverden uden for tid og rum, som samtidig er så realistisk at hvis man troede på at den fandtes, så ville man uden videre kunne traske ind og deltage i historien.
   Som i Harry Potter-filmene.

   Men Frello adskiller sig alligevel fra fantasy-mainstrem-billeder/-illustrationer på grund af den indbyggede humor som der er i næsten alle hans billeder.

   Prøv at google "fantasy paintings" og klik på "billeder". Slægtskabet er der. Men der er der ikke meget at grine ad.

To af billederne vist ovenfor - "Gennembrud" og "Udbrud" - er det nærmeste man kommer til en form for personlig symbolik i hans malerier. 

   Billederne er malet umiddelbart efter at Frello for første gang udstillede i begyndelsen af 90´erne - og jo dér fik både en del anerkendelse - især fra et begejstret publikum der mødte op i stort tal, men også fra nogle få kritikere/anmeldere.

  Andre kunstkyndige inden for kunstinstitutionen frakendte til gengæld hans billeder enhver kunstnerisk værdi, hvad man kan læse om her i en artikel fra netavisen arbejderen.dk fra 2009:

- Mine malerier er konstrueret, så tilskueren kan vandre ind i billedet, har han engang fortalt Malerforbundets fagblad Maleren.

   Derfor er forgrunden i billedet altid skildret detaljeret - det kan være stuens egeplanker eller sandkornene i klitten ved havet.

   Og den slags malerier, som giver beskueren en munter, ofte lidt drilsk sang fra de varme lande kan ikke være kunst.

   Det sagde Kunstavisens redaktør Alex Steen, allerede i 1992 og kaldte hans billeder for 'Maleriske kuriositeter'.

   Og kunstjournalist Preben Juul Madsen fulgte op i Kunstavisen, da han i juni 1994 anmeldte Otto Frellos første udstilling i Helligåndshuset i København:

   'Frello mestrer ikke helt teknikken i oliemaleriet. Den udpenslede, detaljevisende udførelse i hans billeder er ikke gennemarbejdet nok, læner sig ofte op ad det dilettantiske, både i farve, teknik og komposition', lyder kritikken blandt andet.

   Ramaskriget i den etablerede kunstverden var da også til at høre, da Otto Frello - stærkt mod sin vilje - i 1994 blev optaget i Weilbachs Kunstnerleksikon.

   Leksikonet, der blev skabt af Kunstakademiets anden bibliotekar, Philip Weilbach, har siden 1877 registreret alle kunstnere i Danmark.

   Optagelsen i Weilbach førte til, at samme Preben Juul Madsen i Kunstavisen februar 1995 i en brevveksling med Otto Frello skrev:

   'Efter min mening halter dine billeder både malerisk og kompositorisk, såvel i helheden som i enkeltobjekter'.

   Han anklagede ham samtidig for at benytte 'samme effekter og midler som fiduskunstnerne anvender'.

Frello kalder sig selv en "utidig maler". Og han ønsker ikke at blive betegnet eller omtalt som "kunstner". Sin forbilleder henter han i det illusionsmaleri som dominerede i europæisk kunst fra omkring 1500 til omkring 1900.

   De to billeder "Gennembrud" og "Udbrud" kan ses som kamuflerede udtryk for hans oprør mod - eller skulle man være så fræk at sige symbolske fuck-finger til - den etablerede illusionskritiske og antifigurative abstraherende kunst som har domineret den 'anerkendte' malerkunst i Danmark og i udlandet i det meste af dette århundrede.

Frello har givet flere interviews i sine senere år. Et større et findes i bøgerne om ham, foretaget af John V. Jensen.

   Her fortæller Frello blandt andet at han bevidst "lefler for publikum" i den forstand at de skal kunne føle at de kan gå lige ind i billedet fordi forgrundens gader, torve og veje er malet så realistisk at beskueren får illusionen af at kunne fortsætte til fods ind i den skildrede verden.

   Publikum skal også kunne opleve at der foregår en historie i denne magiske verden - at billederne er fortællende.
   Men hvilken historie de fortæller, det er til gengæld ikke klart. Det er op til den enkelte at digte ud fra billedet, er hans synspunkt.

   

Frello bruger også i interviewet ordet "slyngelagtigt" til at beskrive nogle af de illusionsnumre han laver med publikum. Og han bruger udtryk som "luskede tilsnigelser". Afvæbnende selvironi.

   Han afviser at han udtrykker (egne) følelser i sine malerier, og han tager bevidst afstand fra at fænomenet som andre kunstnere ofte refererer til: inspiration - at det skulle betyde noget for ham i valg af motiver og måder at male på.

   

Han sammenligner sig selv med H. C. Andersen der gjorde det samme i ord som Frello selv gør i billeder, og han fortæller at han ligesom Andersen finder på detaljer og forfølger indfald undervejs i processen. Han kan også finde på at lave malede tilføjelser i billederne på et senere tidspunk hvis han synes at noget mangler. Der er ikke noget særligt helligt eller urørligt ved et maleri han har skabt, er hans holdning.

   Han fortæller at hans billeder ikke har noget budskab, intet dybere formål - ud over det at overaske, underholde, sætte fantasien igang - og gøre folk glade.

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om mennesker med særlige evner. Frello tilhører den gruppe.
   Hvor meget der er medfødt og hvor meget der er et resultat af at han i mange år underviste rigtig mange hold i komposition og perspektivtegning på Akademiet for fri og merkantil kunst (der hvor man i mange år har uddannet reklametegnere og illustratorer), det er svært at afgøre.

   Inden han selv for alvor begyndte at male oliemalerier, brugte han en række år på på helt unik og fremragende vis at illustrere en række af Politikens populære håndbøger "i farver", som jeg alle har stående i min reol: Stueplanter i farver, Husdyr i farver, Smykkesten i farver, Balloner og luftskibe, Alverdens klædedragter i farver, Stilarternes kavalkade i farver.
   Illustrationerne er musik for øjet. Og mange af dem kan ses på udstillingen i Varde.

   

Frello har et helt specielt talent hvad angår brug af centralperspektivet i sine billeder. Og det er altid til stede som underliggende strukturprincip.

   Det fremgår af udtalelser i  bøgerne at han slet ikke ikke kan lade være med - og at det sker helt automatisk - at se landskaber, byer, huse, veje, genstande i et ekstremt klart og tydeligt centralperspektiv. Og at det næsten er noget tvangsmæssigt - lidt som synæstesi.

   Hans mentale stereoskopiske 3 D-syn er styremde for kompositionen af hans motiver, fortæller han.
   Og hvor specielt ekstremt det talent er, det får man ikke mindst indtryk i nogle af hans hånbøger, fx "Stilarternes Kavalkade - i farver."

   

Endvidere har Frello den særlige visuelle fantasi der gør at  hvis man beder ham om det, så kan han på en studs male de frontalt vendte ansigter på figurer som i hans maleri vender ryggen til beskueren.

   For eksempel i forhold til billedet "Den morsomme mand" har han senere på opfordring i forbindelse med et interview lynhurtigt malet ansigterne til den grønne dame centralt i billedet og til den brunklædte skaldede mand i baggrunden

 

Otto Frello: Den morsomme mand. 1980

Eksemplet er refereret fra artiklen "Der hvor øjeblikket nedfældes" af Per Oscar Jensen i den sidste store  bog om kunstneren: "Otto Frello - I fantasiens landskab". 

   Frello har åbenbart på den indre skærm kunnet set alle sine malede figurer 360 grader rundt; derfor ved han præcis hvordan de vil se ud når han placerer dem i et helt bestemt perspektiv. 

   

I samme artikel får vi også vist og fortalt at han hurtigt i detaljer kan male ansigterne og kroppene på de mennesker der går i demonstration i den lidt blåtågede baggrund til venstre i samme billede.

   Altså selv om Frello i billedet "Den sjove mand" kun skitseagtigt og i meget lille størrelse har malet en  menneskemængde i baggrunden, så har han for sit indre blik vidst hvordan de ville se ud hvis de skulle hives frem i forgrunden og ses tæt på.

I et tidligere indlæg spekulerede jeg over hvilke beløb Frello egentlig solgte sine malerier for. Varde museum jo altså erhvervet ca. halvdelen af dem, og kun det første var gratis.
   Nettet var her ikke til nogen hjælp.

   Svaret fra den meget entusiastiske dame i receptionen, var at han krævede timeløn. Et hurtigt billede, en billig pris, et billede det tog lang tid at male, som fx dette "Københavnerbillede" der sammenlagt tog tre år at male kostede en million, fortalte hun. 

Otto Frello: Københavnerbillede. 1983-86

Som eksempel på at han ikke havde noget imod at rette eller lave tilføjelser til sine malerier, nævnte hun at de to gråspurve nede til venstre, var en senere tilføjelse, og at forbilledet for dem var gråspurvene på den daværende 20 kr.-seddel:

Udsnit af Københavnerbillede

Det fremgår også af interviewene med Frello at han ikke har nogen kvababbelser ved at kopiere motiver han vil inkorporere i sine malerier fra fotos eller gamle stik, billeder som han har fundet gennem sin billedresearch til motivet.
   Det gælder for eksempel mange af delmotiverne, både bygninger og figurer, i "Københavnerbillede".

På udstillingen var der to landskabsbilleder som tydeligvis var akvareller. De var beregnet til et bogomslag. De var fine, men ikke lige typisk Frello.

    Jeg spurgte hvad han ellers malede med når han ikke malede i olie. Receptionisten tjekkede op: Akvarel var faktisk usædvanligt. Når han arbejdede som illustrator var det 'gouache' han brugte. En slags heldækkende vandfarve, som Wikipedia fortæller om sådan her:

Gouache er en maleteknik, hvor der bruges vandfarver, der dækker billedets bund helt. Gouache er også betegnelsen for et billede malet med denne teknik. Ordet "gouache" er overtaget fra fransk og udtales "gua'sj" eller "goa'sj." Fransk har modtaget ordet fra italiensk "guazzo", som betyder "vandpyt", "vand" eller "lavering".

   Gouachemaling indeholder hvidt farvestof, der gør farverne mere matte og dækkende, således at papir eller underlag ikke skinner igennem som ved sædvanlig vandfarve eller lasurmaling. Desuden indeholder malingen farvestof opløst i vand og gummiarabicum (lim), som andre vandfarver.

   En række kunstmalere og illustratorer har brugt, og bruger denne maleteknik. Gouachemaling er renligt at arbejde med, fordi det er vandopløseligt, det giver relativt glatte farveflader og mørkere partier kan dækkes med en lys farve.    

   Teknikken egner sig især til illustratonsoriginaler som skal reproduceres, for eksempel, rigt farvede plakater. Det har også været almindeligt at anvende gouache til farvelægning af plastceller i tegnefilm, hvor figurerne skal have heldækkende farver, mens baggrunden er blevet udført i mere nuancerig akvarelteknik.

Når han arbejdede som illustrator for Politikens håndbøger, var det altså vandopløselige gouache-farver han gjorde brug af. Det kaldes også somme tider temperafarver.

   I en kort artikel som er baseret på et interview med Frello 2011, beskriver han hvordan han faktisk i sine oliemalerier kombinerede olie- og temperafarver, hvad der kom noget bag på mig - og i øvrigt også overraskede de konservatorer som besøgte ham for at få ham til at fortælle om sin unikke maleteknik:

Otto Frellos baggrund som bygningsmaler og senere illustrator viste sig at være indlejret ganske klart i hans maleteknik. Han fortalte, at han næsten altid fra han begyndte for alvor på oliemalerierne i 1970 havde malet helt traditionelt med oliefarver på forgrunderede lærreder. Oliefarverne var typisk tubefarver rørt ud i lidt tørrende olie på paletten og påført lærredet med almindelige kunstnerpensler – de fleste af materialerne købt i Københavns Farvehandel lige rundt om hjørnet.    (...) 

   Efter at have malet hovedmotivet med oliefarver, lader han farvelaget tørre helt op, hvorpå de karakteristiske detaljer tilføjes maleriet med vandbaseret temperafarve. Frello kalder det ”tempera”, men her er der tale om det, vi også kalder gouache, som er en vandbaseret mættende farve til forskel fra akvarel, der er mere eller mindre laserende – dvs. en smule gennemsigtig. 

   De fleste af Frellos kendte bogillustrationer er oprindeligt malet i gouache, hvilket giver en klarhed og mætning, som gør dem yderst velegnet til reproduktion.

   (...)

   At detaljerne males på det tørre oliefarvelag med en vandbaseret farve virker underligt, når man tænker på, at oliebaserede og vandige medier jo ikke ligefrem fungerer særlig godt sammen – så hvordan kan man få de to materialer til at forenes? 

   Det problem havde Frello løst ved at slibe det tørre oliefarvelag med en fugtig klud dyppet i kridt. Bagefter tørrer han farvelaget rent for overskydende kridt med en klud og opnår på den måde en mattering af overfladen, som kan få den vandige gouache farve til at binde på den lidt ru overflade. Det var et kneb, han havde lært af forstanderen for Akademiet for Fri og Merkantil Kunst, mens han var elev der. 

   For nu at holde på farvelaget, hvor detaljerne som nævnt let kan fjernes med fugt, trækkes det hele over med en relativt tyk og glansfuld fernis. I begyndelsen brugte Frello gulvlak dvs. en tyk linolie-baseret lak med stor glans. På et tidspunkt – som han ikke husker nøjere – gik han over til en klar, men stadig glansfuld fernis fra Københavns Farvehandel – formentlig baseret på akryl.

http://www.konsvest.dk/upload/files/Papeg%C3%B8jen%20der%20forsvandt.pdf

Da jeg var ung malede jeg af og til med 'dækfarveer', altså 'gouache'. Ikke at jeg husker det, men blandt de billeder jeg har bevaret fra min ungdom, er der et par stykker som må være malet i det medie.

I øvrigt mener jeg godt man kan sige lidt mere end at hans billeder er bae fabulerende og fantasistimulerende.
   Der er rigtig mange af motiverne som indirekte, og kritisk-ironisk,  peger tilbage på noget der har rødder i religion.
   Det fremgår af det her interview i Kristeligt Dagblad under rubrikken "Billeder man aldrig glemmer", lavet i forbindelse med hans sidste store udstilling, at han er vokset op i et indremissionsk miljø i Vestjylland.
   Men han afviser naturligvis enhver tolkning i den retning:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/billeder-man-aldrig-glemmer

(fortsættes - i et indlæg om Martin Bigum og han synæstesi)