Fra Otto Frellos centralperspektiv-iske indre-syn i 3D - til Martiin Bigums synæstetiske syner når han skriver poesi

(fortsat fra forrige indlæg der handlede om Otto Frellos særlige evner og teknik)

Fra Trapholt Museums introduktion til Bigum-udstilling

På vejen hjem fra Varde og Frello besøgte vi Museet Trapholt ved Kolding og så her blandt andet den retrospektive Martin Bigum-udstilling.

   Den havde karakter af et malerisk-visuelt gennemløb af hans fængende og fremragende selvbiografiske bog "Min Kunsthistorie". Og der var ret udførlige forklarende baggrundstekster placeret ved siden af de godt 25 ophængte malerier, tekster der var hentet fra bogens tekst.

Jeg synes så ikke udstillingen egentlig gav noget nyt i forhold til mit allerede etablerede syn på Bigum, som jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg.
   Nu så man hans malerier i stor størrelse, men der var ikke rigtig nye ting at opdage i dem. Så oplevelsen blev lidt flad og distanceret - i hvert fald når man lige havde besøgt Frellos billeder dagen før.

Martin Bigum har det til fælles med Otto Frello at han er en fremragende realistisk tegner og illustrator. Et naturtalent. Og han er teknisk god til at male figurer og landskaber i perspektiv og med markant og realistiske lys og skygge i ansigter og og i tøj på de figurer han fremstiller (se "Kalla" nedenfor).

 
Frello var oprindeligt illustrator, og Bigum var oprindeligt tegneserietegner, som, da han var yngre, levede af at bidrage med tegninger til det internationale satiriske tegneseriemagasin "MAD".
    Og begge har de oplevet sig som outsidere i forhold til den etablerede kunstverdens dominerende orientering mod abstrakt kunst.
    Og begge har de været 'tilbageskuende' og  meget optaget af tidligere tiders kunst: Frello oplever slægtskab med det centralperspektiviske illusionsmaleri fra renæssancen og frem til 1900-tallet. Bigum tydeligvis optaget af Romantikkens kunstfilosofi i 1800-tallet og  symbolismens figurative maleri omkring 1900-tallet.

 
Men hvor Frello ligesom trækker sin person tilbage i forhold til sin kunst og siger: "Jeg er ikke kunstner, jeg er barer maler der er god til sit håndværk", og "egentlig leger jeg bare", så er Bigum som personlighed stærkt frembusende: "Se mig, se mig! Jeg vil være - jeg er rigtig kunstner!", det er underteksten i hans billeder og i hans historie om sig selv.
   At blive og være "rigtig kunstner" er for ham en viljesakt der kræver stor selvdisciplin.
    Han fortæller selv at et billede tager mellem 5 og 7 uger at male. Og han arbejder på det hver dag fra 9 til 17.
   Nogle af Frellos billeder tog det ham flere år at male, og i de mange første år hvor han også arbejdede som illustrator, blev det til måske kun et maleri hver andet eller tredje år. I alt har han malet 63 malerier, fremgår det af det sidste bogværk om ham: "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."

Martin Bigum er altså en slags ny-ekspressionistisk symbolist der erklæret er i en særlig tilstand af næremest romantisk inspiration når han maler sine kraftfulde og sprængte motiver.
   Hans symbolik er demonstrativ, entydig og vrængende, som da han i flere år i sine billeder viste en lille mand ved navn "ART" (=kunst) med en stor næse i en grå kutte med hætte ned over øjnene og en le over skulderen: Bigums visuelle kommentar til og svar på udsagnet blandt kulturpinger om  at "kunsten er død". Bigum vendte kreativt udsagnet på hovedet, og gjorde så (billedet af) døden til kunst:

Martin Bigum: "Kalla". 1994-95

Et fantastisk billede.
   Men om det er sundt for helbreddet at drikke den kop te, er nok tvivlsomt.
   Jeg får umiddelbart associationer til Georgia O'keefes blomstermalerier. Men ikke mindst til den mexicanske maler Diego Rivera, som jeg selv  har været en stor beundrer af siden jeg var ung og for første gang så det her maleri af ham i en af Broby-Johansens inspirerende kunstbøger:

Diego Rivera: Flower seller, woman with calla lilies. 1942

Otto Frellos malerier er i modsætning hertil åbne og mangetydige. Han tager stærk afstand fra symbolske læsninger og udlægninger af det fabulerende, imaginære indhold i sine billeder, og  han afviser at 'inspiration' er noget der overhovedet indgår i hans maleriske proces.

Otto Frello: Kongens Nytorv. 1995-96

Jeg  har i mange  blogindlæg 'jagtet' den særlige 'blending'-tilstand i hjernen som giver sig til kende i automatisk og uvillet synæstesi blandt de kunstnere jeg har skrevet om. Og jeg  har naturligvis overvejet om der er noget der tyder på at Otto Frello var synæstetiker, men har ikke fundet spor der peger i den retning i de interviews han har leveret i årenes løb. 

   Men som jeg beskrev i det foregående indlæg, så havde han en helt speciel evne til at se det han malede og tegnede i ekstremt nøjagtigt centralperspektiv - i en grad så han kunne tage en hvilken som helst figur og placere den perspektivisk korrekt i et hvilket som helst perspektivisk fremstillet landskab (ses tydeligt i "Kongens Nytorv" oven for).

   Ikke bare så han alting i et matematisk eksakt centralperspektiv, men han kunne også mentalt tage enhver figur og enhver bygning og så i hovedet vende den 360 grader, krævende mentale tegne-operationer som man i vore dage ellers er nødt til at bruge computere til.

   

Martin Bigum derimod, han er - i en eller anden dyb forstand - synæstetiker. Men hvilken slags?

   Han både maler, skriver digte (og læser dem op) og laver musik, og blander også genrerne.
   Så jeg prøvede for et halvt år siden at få svar pr. mail fra ham: Hvordan var det med hans synæstesi? Var der tale om et sammenløb i hjernen af flere sansers input der kom automatisk og indefra, eller var der tale om noget villet - noget litterært og primært æstetisk-ideologisk forankret?

   Det fik jeg ikke svar på. 

   

Men han henviste til sin hjemmeside poetik-etik.dk hvor han ganske rigtig skriver noget om det i teksten "Poetik".

   Når jeg synes spørgsmålet om ægte eller villet synæstesi var nærliggende i forhold til Bigum, var det fordi jeg ud af hans personlige kunsthistorie kunne læse at han erklæret blev inspireret af sanseindtryk der havde klare forbindelser til det jeg tidligere havde beskrevet hos andre kunstnere: 'Klüvers formkonstanter'.
   'Formkonstanter' er abstrakte visuelle former og mønstre som hjernen selv producerer når den af en eller anden grund er i en slags hallucinatorisk eller trancelignende tilstand (fx gennem indtagelse af LSD).
   Se nærmere om formkonstanter her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

I malerier som det følgende og mange andre senere værker, kan jeg ikke lade være med at opleve at der er bagvedliggende og styrende 'formkonstanter', hvad der passer meget godt med at Bigum i sin bog bruger en gennemgående metafor: "puslespillet" for at angive hvad det er han kæmper med i sin kunst.
   Her kæmpes i hvert fald, så det batter:

Martin Bigum: Jigsaw Falling into Place. 2008

"Jigsaw" er engelsk for 'puslespil'.
   
I sin 'Poetik'  bruger Bigum selv begrebet 'synæstesi' flere gange - og skriver blandt andet følgende i sidste del af teksten

Når jeg under arbejdet med et digt læner mig tilbage i stolen for at slappe af og komme på afstand af digtet, ser jeg perspektiver på papiret foran mig. Ikke bare sproglige og digteriske og betydningsmæssige, men visuelle og rumlige strukturer der rejser sig inde i, og ud fra papiret. Digtets ord og sætninger udgør spor, der åbner op for rum, som kinesiske æsker der folder sig ud. Jeg ikke bare skriver og digter rum. Jeg bygger også rum med digtet. Det er der jeg læner mig tilbage for at kunne se rigtigt an. Den visuelle og rumlige tilstand jeg ser for mit indre blik er usynlig for andre. Men hvert digt jeg går i gang med og som fænger, udfolder sit eget perspektiviske og arkitektoniske sceneri.

   Jeg ser med andre ord en slagt digtets anatomi for mit indre blik, som en virtuel arkitektur jeg kan gå ind og ud af. Glasklare arkitektoniske linjer, planer, forsvindingspunkter.

   (...)

   Jeg mærker altså på flere planer at et digt har noget på hjertet. Det er ikke bare den skrivende proces og det indhold der drypper af den, men i lige så høj grad de perspektiver der kommer til syne i digtets indhold, der indebærer perspektiver og rummelighed i sig. Har jeg først set et synæstetisk spors glasagtige linjer i et digt ved jeg at der er et digt i gang jeg ikke kan slukke for: Det spor er det stillads jeg spænder digtet op på. Via det synæstetiske kan jeg styre digtet, give det ramme.

   Hvert digt jeg har skrevet har et underliggende usynligt synæstetisk system, som jeg decideret kan tegne. Her er to eksempler:

Bigum har så genoptrykt de to digte og ind i digt-teksterne tegnet nogle linjer på kryds og tværs - for at illustrere hvad det er han ser af "glasagtige linjer" der udgør de "stilladser digtet er spændt op på."

   Da man ikke kan tage kopi af hjemmesiden, så kan jeg ikke illustrere det som han gør. Men man kan selv gå ind og tjekke.

Bigums beskrivelse her peger på en form for automatik: At ordene som han er igang med at skrive et digt med, af sig selv og ufrivilligt udløser nogle abstrakte geometriske former eller linjer for det indre øje.

 
Går jeg til faglitteraturen, så kan jeg imidlertid ikke lige finde en anerkendt synæstesiform der er dækkende, blandt de efterhånden mange varianter af synæstesi som forskerne er blevet enige om at opliste.
   Ifølge artiklen om 'synaesthesia' i Wikipedia, så skal følgende kriterier være opfyldt hvis man skal kunne tale om en form for 'naturlig synæstesi':

1. Synesthesia is involuntary and automatic.
2. Synesthetic perceptions are spatially extended, meaning they often have a sense of "location." For example, synesthetes speak of "looking at" or "going to" a particular place to attend to the experience.
3. Synesthetic percepts are consistent and generic (i.e. simple rather than pictorial).
4. Synesthesia is highly memorable.
5. Synesthesia is laden with affect.

Den form Bigum skildrer, skulle vel så nok have betegnelsen: 'lexeme-form synaesthesia'. Og den ville i så fald være beslægtet med den form hvor numre, ugedag, måneder - alt mentalt der er fikseret i en bestemt rækkefølge - automatisk udløser og ordner sig i bestemte former, som fx illustreret her:

Den form for synæstesi er velkendt og ret udbredt, og den betegnes på engelske: 'number-form synaesthsia', eller  'spatial sequence synaesthesia'.
   En af mine nære venner har det sådan.

 
Der findes en sjælden form for synæstesi som er karakteriseret ved at ord('lexemes') udløser automatiske smagsoplevelser: 'lexeme-gustatory synesthesia.' En nært beslægtet form giver automatisk lugt-associationer til forskellige ord.

   Og så finder jeg også en henvisning på nettet til en synæstesi-hjemmeside hvor flere spørger om andre kender til at fx musik/sange udløser abstrakte visuelle former eller figurer på den indre skærm. 

   Her link til hjemmesiden:

https://www.reddit.com/r/Synesthesia/ 

Her citerer jeg nogle af de stillede spørgsmål på den hjemmeside: 

Basically, when listening to music, I tend to visualize a music "video" or "camera" movements. They aren't always coherent, but some of them have a definite story to them. They're often montages but sometimes its just plain camera movements around my surroundings.

It doesn't interfere with my vision at all but I do have a distinct feel of where the music is in my head. That might just be the ears though.

For me some songs make moving shapes and geometric patterns. I don't actually see it like I see usual stuff and it doesn't always happen, it's more like it'd moving behind my eyes and I can know what it looks like but only when I put attention to it. It almost exclusively happens when I listen to very engaging electronic music (mostly melodic Hardstyle to be precise). Unlike what the Wikipedia article said for me a certain tone doesn't have a color. It's central but can extend all the way out and is mostly circular and symmetric. It usually rotates and changes direction, shape, color, with every beat. 

I already have some form of chromestesia, but when i hear a voice, it creates a shape. This can affect whether i like the voice or not. Also, i just don't like certain numbers, like 44 or 72 because of how look and sound. Is this a form of synesthesia?

Whenever I listen to music I always see certain shapes and colors in my mind's eye and I cannot stop from seeing these shapes and colors. I also vaguely see the same shapes and colors of a song when I play that song back in my head. If I've listened to a song a bunch of times then I remember much better what that song looks like.

En enkelt af spørgerne har forsøgt at illustrere det han spørger om:

Does anyone else with number form have maps for songs?

One of my favourite songs, Frank Sinatras, " Strangers in the Night" is up there just because of it's awesome map. I've probably heard it a million times, but every time the path is familiar, simple, and brings me back to hearing it as a kid.Sinatra songs are some of my favourite maps.

Nu er Bigum jo både maler, musiker og digter. Her en musikvideo fra hans hånd:
"Ned gennem natten":

Martin Bigum slutter sine synæstetisk tanker i Poet-Etik sådan her:

Det synæstetiske er altså en rent følelsesmæssig, en anelsesbåren og dybt processuel ting, men som jeg må nævne i denne poetik, fordi det trods en enorm sfæriskhed og upåviselighed, er en uhyre drivkraft og realitet. Og derfor noget ekstremt poetisk og inspirerende i sig selv.

   Det synæstetiske minder meget om visioner, men er kun visuelt som konstruktion, ikke som deciderede hændelser eller syn, der egentlig kan fortælles noget om . Men ikke desto mindre er de udslagsgivende, for hvordan digtet indholdsmæssigt, og dermed æstetisk, kommer til at tage sig ud.

   Og den synæstetiske realitet er med til a give digtet dets form, som foldes ud som et sejl der fanger vinden.

http://www.poet-etik.dk/poetik_quote.htm

Bigum er ikke kun en kunstner der er stor i slaget og stærk i udtrykket når han maler. Han er også i den grad et ordmenneske der holder af at bruge sproget poetisk og filosofisk. Og så komponerer han jo altså også musik. 

   Det er ikke svært at forestille sig at der er særligt gode neurologisk forbindelser ('connectivity') mellem de forskellige dele af hans hjerne (lyd, ord, former, farver) som er aktiv når han udfolder sig kunstnerisk i de forskellige medier.
   Men samtidig er han jo en kulturhistorisk meget belæst og bevidst mand, og med de poetisk-filosofiske rødder han har i romantik og symbolisme, kan man også nemt forestille sig at han med den vifte af kunstneriske genrer han har talent for at udfolde sig i, ligesom sine forbilleder har villet og følt det oplagt at samtænke sine kunstneriske udfoldelser under en fælles synæstetisk hat.
   Se hans tegnede figur her under den sigende overskrift: "Krydsbestøvningens hvide rum":

http://www.poet-etik.dk/kryds.htm

Så om hans ordrige lovprisning ovenfor af sin synæstesi er udtryk for noget villet, eller det hænger sammen med at han forsøger at sætte ord på nogle mærkelige samløb af ord og linjer som han automatisk oplever som en slags indre syner når han digter, det kan jeg stadig ikke afgøre.

Jeg kommer ikke videre med det spørgsmål med mindre jeg får mulighed for at interviewe manden. 

Martin Bigum - igen, igen, igen - om synæstesi og formkonstanter - og Svend Hammershøis besjælede træer ...

Dette er det tredje indlæg her på bloggen om maler- og multikunstneren Martin Bigum. 

   Det foregående indlæg sluttede med at jeg annoncerede at jeg i et senere indlæg ville se nærmere på ...

... om ikke Bigum skulle være synæstetiker, og om ikke det han er så fokuseret på at styre og kontrollere, og som kommer 'indfra' og presser sig ud ad og igennem hans motivverden, om ikke det skulle være nogle af de hallucinationsagtige 'formkonstanter' som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med Hilda af Klint og Van Gogh.

Se først fx her om formkonstanter og synæstesi hos forskellige kunstnere:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

Jeg ved ikke hvad der først gav mig mistanken om at Martin Bigum er ægte, 'neurologisk'  synæstetiker, dvs en person med en hjerne der har den særlige neurologiske egenskab at dens 'wiring' automatisk og tvingende kobler forskellige sanseindtryk sammen - sådan at indtryk fra en sanse- eller oplevelsessfære automatisk og uvillet aktiverer indre oplevede følge-udtryk fra en anden sans: bestemte bogstaver aktiverer fx bestemte farver; oplevelsen af tal aktiverer fx særligt formede figurer; forskellige lyde aktiverer fx specifikke smagsoplevelser, m.m.

I den moderne forskning om synæstesi, er det vigtigt at skelne mellem 'litterær synæstesi' og 'neurologisk synæstesi'. 

   'Litterær synæstesi' er forankret i og udspringer af æstetisk tænkning og litteraturfilosofi der for så vidt kan spores tilbage til Aristoteles. Udtryk for den form for synæstesi findes i litteratur, malerkunst, teater og musik som et efterstræbelsesværdigt æstetisk ideal - især i romantiske og symbolistiske perioder i kunst- og litteraturhistoriske perioder. 

   Se fx hvad Gyldendals "Den store danske" skriver:

synæstesi, (“samsansning”), en særlig raffineret litterær udtryksform, hvor man blander flere forskellige sansemåder i ét sammensat billede, fx elementer fra høresansen med elementer fra synssansen. Denne billedform dyrkes bl.a. i romantikken, symbolismen og ekspressionismen, i symbolismen for, at sjælen kan trænge ind i tingenes og tilværelsens væsen, sansning og ting blive ét. Det ses bl.a. i Johannes Jørgensens digt “Vinterskumring”, 1892 (“som en Klang for Øjets Nervestrænge / langt borte tændes Lys i Aftnens Blaa”). Hos ekspressionisten Tom Kristensen er det de voldsomme klang- og farvevirkninger, der søges indfanget, fx i digtet “Landet Atlantis”, 1920 (“skøn som Revolverens isgrønne Stjerne, / der fødes i Nuet med smældende Véer / på Ruden i Revolutionens / skingrende Glasklangs-Caféer.”). Mere banale eksempler er at sige “en varm farve”, “en hård lyd” eller “en fløjlsstemme”.

'Neurologisk synæstesi' er - i modsætning til den litterære form - forankret i og udspringer af det enkelte biologiske individs særlige indretning af hjernen - og af hvor åbne eller hvor hæmmet de neurologiske forbindelser er mellem forskellige sensoriske og konceptuelle specialmoduler.

   Den neurologisk synæstesi i dens mange varianter er først for alvor blevet udforsket de sidst 10-20 år, selv om fænomenet har været kendt og omtalt sporadisk siden midten af 1800-tallet.

   Der er tale om et 'syndrom' hvor det enkelte synæstetiske menneske uvillet og automatisk er underlagt den perceptuelle mekanisme at sensoriske og konceptuelle aktiviteter et sted i hjernen automatisk udløser en mønsterbeskyttet parallelt løbende aktivitet i en anden del af hjernen. 

   Se Wikipedias artikel om emnet her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Synesthesia

Når man læser Bigums "Min personlige kunsthistorie", får man at vide at han også er digter og har udgivet digtsamlinger, at han allerede tidligt som barn lærte at spille klaver og selv komponerer musik, og at han jo også i mange år inden han omkring 1990 officielt blev anerkendt (outsider-)kunstner, var en dygtig satiriske tegneserie-tegner til det amerikanske blad "Mad".

   Han har også udgivet videoer hvor han har sat billeder og musik til egne digte som han personligt reciterer genne videoerne:

                         

Her er tale om konceptuel blending af det talte ord, levende billeder og meditativ musik. Der er tale om et - med et gammeldags tysk udtryk fra romantikkens tid - 'gesamtkunstwerk' i miniformat. Og videoen indebærer altså en form for synæstetisk appel til modtageren: Få det her til at hænge sammen under oplevelsen og give ekstra god mening ved at sanseindtrykkene får lov at blandes og forstærke hinanden. 

   Det er naturligvis ikke sikkert at det er udtryk for en synæstetisk automatik i hjernen hos Bigum, men kan udmærket tænkes blot at være et udtryk for en villet kunstideologi: at kunstnerisk skaben spiller på flere sensorisk-æstetiske strenge som tænkes at skulle befrugte og berige hinanden ved at blive koblet sammen i en fælles performance af et kunstnerisk produkt.

Da en af de mest udbredte former for neurologisk synæstesi, er den hvor bogstaver aktiverer farver, så kunne Bigums første officielle malerier som 'rigtig kunstner' som blev antaget på Charlottenborgs efterårsudstilling 1990, imidlertid godt tyde på at det er en automatkobling Bigum har erfaringer med.

   Der var alle 7 malerier med hvori indgik knaldrøde bogstaver sat sammen til ord og sætninger med betydning (men hvilken?), og hvori det bærende delmotiv var mystiske uheldsvangre gråsorte luftskibe (eller bomber):

Maratin Bigum: Objects. 1990

Martin Bigum: Your Personal Pontoon. 1990

Det kunne godt minde om om nogle af Hilma af Klints tidlige 'abstrakte malerier' hvor der også indgår mystiske ord med svært tilgængeligt filosofisk-mytologisk indhold indlagt i visuelle kompositioner af hel- og halv-abstrakte figurer og former, som dette:

De fleste af Martin Bigums malerier giver beskueren indtryk af en slags hallucinationer der presser sig på og kræver at komme til udtryk - med udspring i en anden, mystisk, voldsom, surreel og mytologisk verden. Hallucinationer hvor de figurative personer brydes op, splintres og forvrænges  af abstrakte mønstre og formationer som: spiraler, edderkoppenet, gitre, tuneller. 

   De fleste af Bigums malerier er ikke rare at kigge på. De er fascinerende, der foregår kamp og splittelse i dem, men egentlig er jeg lidt frastødt af dem.
   Bigums kunsthistoriske inspirationskilder er tilbageskuende, rækkende tilbage til symbolismen omkring 1900-tallet, og længere tilbage endnu til store kunstnere som Pieter Brueghel  og Hieronymus Bosch.

I mange af Bigums malerier gennem årene finder man som bagvedliggende matricer de fire abstrakte figurmønstre som man kan identificere og genkende som Heinrich Klüvers såkaldte 'formkonstanter',
   'Formkonstanter' er den faglige betegnelse for gentagende geometrisk mønstre som hjernen producere som en slags automatiske syner som mennesker  blandt andet kan opleve under påvirkning af LSD, eller når de fx har migræneanfald:

http://countyourculture.com/2011/03/13/form-constants-visual-cortex/

Oplevelsen af formkonstanter er siden forskningsmæssigt blevet forbundet med andre former for ekstreme eller afvigende mentale tilstande (herunder synæstesi), og man mener de kan forklares ved den måde det visuelle nervesystem i hjernen er organiseret på:

Klüver's form constants have appeared in other drug-induced and naturally-occurring hallucinations, suggesting a similar physiological process underlying hallucinations with different triggers. Klüver's form constants also appear in near-death experiences and sensory experiences of those with synesthesia. Other triggers includepsychological stress, threshold consciousness (hypnagogia), insulin hypoglycemia, the delirium of fever, epilepsy, psychotic episodes, advanced syphilis, sensory deprivation, photostimulation, electrical stimulation, crystal gazing, migraine headaches, dizziness and a variety of drug-induced intoxications. These shapes may appear on their own or with eyes shut in the form of phosphenes, especially when exerting pressure against the closed eyelid.

   It is believed that the reason why these form constants appear has to do with the way the visual system is organized, and in particular in the mapping between patterns on the retina and the columnar organization of primary visual cortex. Concentric circles in the retina are mapped into parallel lines in visual cortex. Spirals, tunnels, lattices and cobwebs map into lines in different directions. This means that if activation spreads in straight lines within the visual cortex, the experience is equivalent to looking at actual form constants.

   Author Michael Moorcock once observed in print that the shapes he had seen during his migraine headaches resembled exactly the form of fractals. The diversity of conditions that provoke such patterns suggests that form constants reflect some fundamental property of visual perception.

Se mere i Wikipedias artikel om emnet her, hvori man også kan læse om formkonstanters betydning i koblingen mellem abstrakt kunst og musik:

http://en.wikipedia.org/wiki/Form_constant

I "Min personlige kunsthistorie" skriver Martin Bigum på side 116:

Da jeg var fem år styrtede jeg på min tre-hjulede cykel, og smækkede hovedet ned i den sommervarme asfalt. Den dumpe følelse af slaget i hovedet som næsten også kunne smages. Der lå jeg og kiggede i frøperspektivet ned ad den vej jeg lige var kommet ad. Og så dette: smukke, uransagelige og farverige systemer, der hvirvlede og sugede sig ind i hinanden, en slags uendeligt langsomt fyrværkeri, der forskød og erstattede sig i eet langt ubrudt flow. Jeg så den kendte verden på en ny måde.

   Det var kærlighed ved første blik og jeghar søgt de syn lige siden. Det kan hænde jeg ser dem et nanosekund når jeger er færdig med et af mine malerier. Som et kæmpe puslespil der falder på plads. Heldigvis har jeg ikke skullet falde på min cykel for at genopleve dem. Men jeg skal arbejde for det i mine malerier.

Udtrykt i mit prosaiske fagsprog, så fortæller Martin Bigum her at de formkonstanter som har været ubevidst styrende for et maleris form og komposition, kommer til udtryk som som en kortvarig hallucination når billedet er færdigt - som en slags mentalt opslugende efterskælv på den indre skærm fra en hjernerystelse i barndommen.

Formkonstanter genkender vi alle når vi ser dem i rendyrket form, som her i et billede af en Mandelbrot-fraktal:

Mandelbrot-fraktaler

Jeg husker selv da tv og aviser en gang i 80´erne nærmest svømmede over med videofilm og fotos af disse dybt fascinerende figurerer der repeterer sig selv hvad enten man zoomer ind eller ud. 

   Bigum fik også den gang et kick ved mødet med de visuelle udtryk for Mandelbrot-ligningerne, især når de blev animeret på tv:

Mange år senere syntes jeg jeg genkendte de farverige systemer igen, nemlig i fysikeren Mandelbrots computerskabte fraktaler, disse computergenererede evighedssystemer, som  (...) begyndte at dukke op i medierne (...).

   Der er de jo, tænkte jeg så snart jeg så dem på tv. Jeg tænkte at det var da godt, at der endelig blev sat billeder på dem. Fraktalernes smukke verden, som man syntes, at man allerede havde set for det indre blik, i en drøm engang, hvor intet punkt var et andet overlegent. De langsomme, men konstant skiftende systemer tryllebandt alle seere, fordi al var det samme og alt havde betydning, det gik op for én at vi alle er på samme rejse når vi ser dem.

Martin Bigum: First Sight II, 19991Tilføj billedtekst

Martin Bigum: Ophelia. 1994

Martin Bigum: The adventures of Art. 1992

Interessant er det når vi taler om formkonstanter, at se hvad det er for lidt sære fotomotiver som Bigum i sin bog viser og fortæller har inspireret ham til nogle af de store senere  malerier. 

   Her er tre af den slag inspirations-fotos. De benævnes alle: 'Uden titel', årstallet 2009 - og vises på siderne 260-261 i "Min personlige kunsthistorie".

   

De to første fotos i serien - med mariehøne og firben i centrum for formkonstant-konteksten - har angiveligt inspireret til disse to dramatiske malerier:

Martin Bigum: The Destruction of Youth. 2009-10

Martin Bigum: She. 2010

Bigum kan ikke bare male, men også bruge ord. Både - som tidligere nævnt - ord og sætninger i et godt konkret og billedrigt erfaringssprog, men også ordene i et mere abstrakt og filosofisk videnssprog, som i denne tekst man kan finde på hans hjemmeside under link-overskriften "Poetik-etik":

http://www.poet-etik.dk/kryds.htm

Rubrikken er jo slående og peger mod en automatisk reagerende synæstetisk hjerne. Og rubrikken peger også i sin metaforik mod synæstetik som et vilkår:

Krydsbestøvningens hvide rum

Teksten handler om de forskellige genrer som Martin Bigum har udfoldet sig i, og hvordan han opfatter hver af de syv genrer som han beskriver, som "hvide rum" der er adskilte udtryksformer som hver kan noget forskelligt, illustreret med det indledende bon mot: 

Det jeg kan skrive kan jeg ikke male, og det jeg kan male kan jeg ikke skrive

Genrerene er ifølge Bigum: 'poesien' (som er overordnet og gennemsyrer de andre), 'maleriet', 'digtningen', 'installationen', 'kunstvideoen', 'fotografiet', 'musikken'.

   

I Bigums optik er det interessante at genrerne kan smitte af på hinanden og klones på hinanden, og at de kan anskues samlet under poesiens ophøjede - mystiske - synsvinkel, som modellen her illustrerer - en model som kan genfindes i romantikkens kunstfilosofi.

 

Bigum skriver også essays, og på hans hjemmeside er der link til flere af dem. Det for mig mest interessante er en artikel i Weekendavisens Kultursektion fra 1. februar 2008 hvor Bigum skriver om Vilhelm Hammershøis ti år yngre  og kunsthistorisk glemte bror: Svend Hammershøi. 

   Artiklen har som blikfang overskriften "Maler Svend", og overliggeren der introducerer til navnet, lyder: 

"Visuelle forsvindinsgspunkter. Et maleri er et udsyn til noget indre. En vision,  glem ikke det, når De ser ... Maler Svend". 

Artiklen indledes sådan her:

Lige siden jeg så Svend Hammershøis malerier for første gang, vidste jeg, at her var et hul i kunsthistorien, som når først spottet, aldrig lukkede sig igen. Det var i et glittet auktionskatalog og engang sidste i firserne og hans værk overgik alt andet repræsenteret, selvom det var en lille gengivelse og maleriet stod til en uforståelig lav pris. Motivet brændte igennem på en helt unik måde. I både form og indhold.

   Min næste tanke var - desværre - den forbandede, som alle andre også gør sig ved første  bekendtskab med Svend: - Jamen, havde Vilhelm Hammershøi en bror? Det jeg så afbilledet var oven i købet lige så godt som noget af storebror Vilhelm. Det mindede lidt om Vilhelm. Men kun overfladisk set. I stemningen. Anslaget. Men de nøgne sorte våde trækroner, jeg så drive op i en honningfarvet himmel (svagt punkteret, som når mælk langsomt hældes i te), ville Vilhelm aldrig have malet. 

Artiklen har karakter af et behjertet forsøg på kunsthistorisk revival: 

   Dette at en kunsthistorisk kyndig som Bigum - selvlærd - opdager at en dansk maler som ellers har været glemt, har originale kunstneriske kvaliteter som burde placerer ham eller hende meget højre på den kunsthistoriske himmel end den etablerede kunsthistorie hidtil har gjort.

   Og når man googler Svend Hammershøis billeder, så kommer der nogle - ret få  - frem som gør at man godt kan forstå hvad det er Bigum føler, oplever og mener - i mødet med Svend Hammershøis malerier der har træer og trækroner som besjælede hovedpersoner i forgrunden.
   Se bare her:

Bigum fortolker Svend Hammershøis billeder med frontalt og forgrunds-placerede nøgne slyngede og fraktalt forgrende trækroner som symbolske. Træer med sjæl og personlighede som kun maleren kan se, men indirekte også viser beskueren - med et typisk gitteragtigt netværk i kronen (= 'formkonstant') som meget ofte træder ind foran smukke gamle bygningsværker som dekorativ baggrund for de besjælede træer.

De her iagttagelser er et set-up til et kommende indlæg om Svend Hammershøis godt 10 år yngre malerkollega Harald Henriksen - som også har været kunsthistorisk glemt, og som også har haft besjælede træer som en slags motivisk hovedpersoner i det danske landskab.

   Og som - tilsvarende Svend Hammershøi - fortjener en kunsthistorisk revival og opgradering:

Mine to tidligere indlæg om Martin Bigum, hans kunst og personlighed, kan læses her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-nu-med-personlig.html