(fortsat fra forrige indlæg der handlede om Otto Frellos særlige evner og teknik)
 |
| Fra Trapholt Museums introduktion til Bigum-udstilling |
På vejen hjem fra Varde og Frello besøgte vi Museet Trapholt ved Kolding og så her blandt andet den retrospektive Martin Bigum-udstilling.
Den havde karakter af et malerisk-visuelt gennemløb af hans fængende og fremragende selvbiografiske bog "Min Kunsthistorie". Og der var ret udførlige forklarende baggrundstekster placeret ved siden af de godt 25 ophængte malerier, tekster der var hentet fra bogens tekst.
Jeg synes så ikke udstillingen egentlig gav noget nyt i forhold til mit allerede etablerede syn på Bigum, som jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg.
Nu så man hans malerier i stor størrelse, men der var ikke rigtig nye ting at opdage i dem. Så oplevelsen blev lidt flad og distanceret - i hvert fald når man lige havde besøgt Frellos billeder dagen før.
Nu så man hans malerier i stor størrelse, men der var ikke rigtig nye ting at opdage i dem. Så oplevelsen blev lidt flad og distanceret - i hvert fald når man lige havde besøgt Frellos billeder dagen før.
Martin Bigum har det til fælles med Otto Frello at han er en fremragende realistisk tegner og illustrator. Et naturtalent. Og han er teknisk god til at male figurer og landskaber i perspektiv og med markant og realistiske lys og skygge i ansigter og og i tøj på de figurer han fremstiller (se "Kalla" nedenfor).
Frello var oprindeligt illustrator, og Bigum var oprindeligt tegneserietegner, som, da han var yngre, levede af at bidrage med tegninger til det internationale satiriske tegneseriemagasin "MAD".
Og begge har de oplevet sig som outsidere i forhold til den etablerede kunstverdens dominerende orientering mod abstrakt kunst.
Og begge har de været 'tilbageskuende' og meget optaget af tidligere tiders kunst: Frello oplever slægtskab med det centralperspektiviske illusionsmaleri fra renæssancen og frem til 1900-tallet. Bigum tydeligvis optaget af Romantikkens kunstfilosofi i 1800-tallet og symbolismens figurative maleri omkring 1900-tallet.
Men hvor Frello ligesom trækker sin person tilbage i forhold til sin kunst og siger: "Jeg er ikke kunstner, jeg er barer maler der er god til sit håndværk", og "egentlig leger jeg bare", så er Bigum som personlighed stærkt frembusende: "Se mig, se mig! Jeg vil være - jeg er rigtig kunstner!", det er underteksten i hans billeder og i hans historie om sig selv.
At blive og være "rigtig kunstner" er for ham en viljesakt der kræver stor selvdisciplin.
Han fortæller selv at et billede tager mellem 5 og 7 uger at male. Og han arbejder på det hver dag fra 9 til 17.
Nogle af Frellos billeder tog det ham flere år at male, og i de mange første år hvor han også arbejdede som illustrator, blev det til måske kun et maleri hver andet eller tredje år. I alt har han malet 63 malerier, fremgår det af det sidste bogværk om ham: "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."
Martin Bigum er altså en slags ny-ekspressionistisk symbolist der erklæret er i en særlig tilstand af næremest romantisk inspiration når han maler sine kraftfulde og sprængte motiver.
Hans symbolik er demonstrativ, entydig og vrængende, som da han i flere år i sine billeder viste en lille mand ved navn "ART" (=kunst) med en stor næse i en grå kutte med hætte ned over øjnene og en le over skulderen: Bigums visuelle kommentar til og svar på udsagnet blandt kulturpinger om at "kunsten er død". Bigum vendte kreativt udsagnet på hovedet, og gjorde så (billedet af) døden til kunst:
| Martin Bigum: "Kalla". 1994-95 |
Et fantastisk billede.
Men om det er sundt for helbreddet at drikke den kop te, er nok tvivlsomt.
Jeg får umiddelbart associationer til Georgia O'keefes blomstermalerier. Men ikke mindst til den mexicanske maler Diego Rivera, som jeg selv har været en stor beundrer af siden jeg var ung og for første gang så det her maleri af ham i en af Broby-Johansens inspirerende kunstbøger:
Otto Frellos malerier er i modsætning hertil åbne og mangetydige. Han tager stærk afstand fra symbolske læsninger og udlægninger af det fabulerende, imaginære indhold i sine billeder, og han afviser at 'inspiration' er noget der overhovedet indgår i hans maleriske proces.
Men om det er sundt for helbreddet at drikke den kop te, er nok tvivlsomt.
Jeg får umiddelbart associationer til Georgia O'keefes blomstermalerier. Men ikke mindst til den mexicanske maler Diego Rivera, som jeg selv har været en stor beundrer af siden jeg var ung og for første gang så det her maleri af ham i en af Broby-Johansens inspirerende kunstbøger:
 |
| Diego Rivera: Flower seller, woman with calla lilies. 1942 |
 |
| Otto Frello: Kongens Nytorv. 1995-96 |
Jeg har i mange blogindlæg 'jagtet' den særlige 'blending'-tilstand i hjernen som giver sig til kende i automatisk og uvillet synæstesi blandt de kunstnere jeg har skrevet om. Og jeg har naturligvis overvejet om der er noget der tyder på at Otto Frello var synæstetiker, men har ikke fundet spor der peger i den retning i de interviews han har leveret i årenes løb.
Men som jeg beskrev i det foregående indlæg, så havde han en helt speciel evne til at se det han malede og tegnede i ekstremt nøjagtigt centralperspektiv - i en grad så han kunne tage en hvilken som helst figur og placere den perspektivisk korrekt i et hvilket som helst perspektivisk fremstillet landskab (ses tydeligt i "Kongens Nytorv" oven for).
Ikke bare så han alting i et matematisk eksakt centralperspektiv, men han kunne også mentalt tage enhver figur og enhver bygning og så i hovedet vende den 360 grader, krævende mentale tegne-operationer som man i vore dage ellers er nødt til at bruge computere til.
Martin Bigum derimod, han er - i en eller anden dyb forstand - synæstetiker. Men hvilken slags?
Han både maler, skriver digte (og læser dem op) og laver musik, og blander også genrerne.
Så jeg prøvede for et halvt år siden at få svar pr. mail fra ham: Hvordan var det med hans synæstesi? Var der tale om et sammenløb i hjernen af flere sansers input der kom automatisk og indefra, eller var der tale om noget villet - noget litterært og primært æstetisk-ideologisk forankret?
Så jeg prøvede for et halvt år siden at få svar pr. mail fra ham: Hvordan var det med hans synæstesi? Var der tale om et sammenløb i hjernen af flere sansers input der kom automatisk og indefra, eller var der tale om noget villet - noget litterært og primært æstetisk-ideologisk forankret?
Det fik jeg ikke svar på.
Men han henviste til sin hjemmeside poetik-etik.dk hvor han ganske rigtig skriver noget om det i teksten "Poetik".
Når jeg synes spørgsmålet om ægte eller villet synæstesi var nærliggende i forhold til Bigum, var det fordi jeg ud af hans personlige kunsthistorie kunne læse at han erklæret blev inspireret af sanseindtryk der havde klare forbindelser til det jeg tidligere havde beskrevet hos andre kunstnere: 'Klüvers formkonstanter'.
'Formkonstanter' er abstrakte visuelle former og mønstre som hjernen selv producerer når den af en eller anden grund er i en slags hallucinatorisk eller trancelignende tilstand (fx gennem indtagelse af LSD).
Se nærmere om formkonstanter her:
'Formkonstanter' er abstrakte visuelle former og mønstre som hjernen selv producerer når den af en eller anden grund er i en slags hallucinatorisk eller trancelignende tilstand (fx gennem indtagelse af LSD).
Se nærmere om formkonstanter her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html
I malerier som det følgende og mange andre senere værker, kan jeg ikke lade være med at opleve at der er bagvedliggende og styrende 'formkonstanter', hvad der passer meget godt med at Bigum i sin bog bruger en gennemgående metafor: "puslespillet" for at angive hvad det er han kæmper med i sin kunst.
Her kæmpes i hvert fald, så det batter:
Her kæmpes i hvert fald, så det batter:
 |
| Martin Bigum: Jigsaw Falling into Place. 2008 |
I sin 'Poetik' bruger Bigum selv begrebet 'synæstesi' flere gange - og skriver blandt andet følgende i sidste del af teksten
Når jeg under arbejdet med et digt læner mig tilbage i stolen for at slappe af og komme på afstand af digtet, ser jeg perspektiver på papiret foran mig. Ikke bare sproglige og digteriske og betydningsmæssige, men visuelle og rumlige strukturer der rejser sig inde i, og ud fra papiret. Digtets ord og sætninger udgør spor, der åbner op for rum, som kinesiske æsker der folder sig ud. Jeg ikke bare skriver og digter rum. Jeg bygger også rum med digtet. Det er der jeg læner mig tilbage for at kunne se rigtigt an. Den visuelle og rumlige tilstand jeg ser for mit indre blik er usynlig for andre. Men hvert digt jeg går i gang med og som fænger, udfolder sit eget perspektiviske og arkitektoniske sceneri.Jeg ser med andre ord en slagt digtets anatomi for mit indre blik, som en virtuel arkitektur jeg kan gå ind og ud af. Glasklare arkitektoniske linjer, planer, forsvindingspunkter.(...)Jeg mærker altså på flere planer at et digt har noget på hjertet. Det er ikke bare den skrivende proces og det indhold der drypper af den, men i lige så høj grad de perspektiver der kommer til syne i digtets indhold, der indebærer perspektiver og rummelighed i sig. Har jeg først set et synæstetisk spors glasagtige linjer i et digt ved jeg at der er et digt i gang jeg ikke kan slukke for: Det spor er det stillads jeg spænder digtet op på. Via det synæstetiske kan jeg styre digtet, give det ramme.Hvert digt jeg har skrevet har et underliggende usynligt synæstetisk system, som jeg decideret kan tegne. Her er to eksempler:
Bigum har så genoptrykt de to digte og ind i digt-teksterne tegnet nogle linjer på kryds og tværs - for at illustrere hvad det er han ser af "glasagtige linjer" der udgør de "stilladser digtet er spændt op på."
Da man ikke kan tage kopi af hjemmesiden, så kan jeg ikke illustrere det som han gør. Men man kan selv gå ind og tjekke.
Bigums beskrivelse her peger på en form for automatik: At ordene som han er igang med at skrive et digt med, af sig selv og ufrivilligt udløser nogle abstrakte geometriske former eller linjer for det indre øje.
Går jeg til faglitteraturen, så kan jeg imidlertid ikke lige finde en anerkendt synæstesiform der er dækkende, blandt de efterhånden mange varianter af synæstesi som forskerne er blevet enige om at opliste.
Ifølge artiklen om 'synaesthesia' i Wikipedia, så skal følgende kriterier være opfyldt hvis man skal kunne tale om en form for 'naturlig synæstesi':
Den form Bigum skildrer, skulle vel så nok have betegnelsen: 'lexeme-form synaesthesia'. Og den ville i så fald være beslægtet med den form hvor numre, ugedag, måneder - alt mentalt der er fikseret i en bestemt rækkefølge - automatisk udløser og ordner sig i bestemte former, som fx illustreret her:
- Synesthesia is involuntary and automatic.
- Synesthetic perceptions are spatially extended, meaning they often have a sense of "location." For example, synesthetes speak of "looking at" or "going to" a particular place to attend to the experience.
- Synesthetic percepts are consistent and generic (i.e. simple rather than pictorial).
- Synesthesia is highly memorable.
- Synesthesia is laden with affect.
Den form for synæstesi er velkendt og ret udbredt, og den betegnes på engelske: 'number-form synaesthsia', eller 'spatial sequence synaesthesia'.
En af mine nære venner har det sådan.
En af mine nære venner har det sådan.
Der findes en sjælden form for synæstesi som er karakteriseret ved at ord('lexemes') udløser automatiske smagsoplevelser: 'lexeme-gustatory synesthesia.' En nært beslægtet form giver automatisk lugt-associationer til forskellige ord.
Og så finder jeg også en henvisning på nettet til en synæstesi-hjemmeside hvor flere spørger om andre kender til at fx musik/sange udløser abstrakte visuelle former eller figurer på den indre skærm.
Her link til hjemmesiden:
https://www.reddit.com/r/Synesthesia/
Her citerer jeg nogle af de stillede spørgsmål på den hjemmeside:
Basically, when listening to music, I tend to visualize a music "video" or "camera" movements. They aren't always coherent, but some of them have a definite story to them. They're often montages but sometimes its just plain camera movements around my surroundings.It doesn't interfere with my vision at all but I do have a distinct feel of where the music is in my head. That might just be the ears though.
For me some songs make moving shapes and geometric patterns. I don't actually see it like I see usual stuff and it doesn't always happen, it's more like it'd moving behind my eyes and I can know what it looks like but only when I put attention to it. It almost exclusively happens when I listen to very engaging electronic music (mostly melodic Hardstyle to be precise). Unlike what the Wikipedia article said for me a certain tone doesn't have a color. It's central but can extend all the way out and is mostly circular and symmetric. It usually rotates and changes direction, shape, color, with every beat.
I already have some form of chromestesia, but when i hear a voice, it creates a shape. This can affect whether i like the voice or not. Also, i just don't like certain numbers, like 44 or 72 because of how look and sound. Is this a form of synesthesia?
Whenever I listen to music I always see certain shapes and colors in my mind's eye and I cannot stop from seeing these shapes and colors. I also vaguely see the same shapes and colors of a song when I play that song back in my head. If I've listened to a song a bunch of times then I remember much better what that song looks like.
En enkelt af spørgerne har forsøgt at illustrere det han spørger om:
Does anyone else with number form have maps for songs?One of my favourite songs, Frank Sinatras, " Strangers in the Night" is up there just because of it's awesome map. I've probably heard it a million times, but every time the path is familiar, simple, and brings me back to hearing it as a kid.Sinatra songs are some of my favourite maps.
Nu er Bigum jo både maler, musiker og digter. Her en musikvideo fra hans hånd:
"Ned gennem natten":
Martin Bigum slutter sine synæstetisk tanker i Poet-Etik sådan her:
Det synæstetiske er altså en rent følelsesmæssig, en anelsesbåren og dybt processuel ting, men som jeg må nævne i denne poetik, fordi det trods en enorm sfæriskhed og upåviselighed, er en uhyre drivkraft og realitet. Og derfor noget ekstremt poetisk og inspirerende i sig selv.Det synæstetiske minder meget om visioner, men er kun visuelt som konstruktion, ikke som deciderede hændelser eller syn, der egentlig kan fortælles noget om . Men ikke desto mindre er de udslagsgivende, for hvordan digtet indholdsmæssigt, og dermed æstetisk, kommer til at tage sig ud.Og den synæstetiske realitet er med til a give digtet dets form, som foldes ud som et sejl der fanger vinden.
Bigum er ikke kun en kunstner der er stor i slaget og stærk i udtrykket når han maler. Han er også i den grad et ordmenneske der holder af at bruge sproget poetisk og filosofisk. Og så komponerer han jo altså også musik.
Det er ikke svært at forestille sig at der er særligt gode neurologisk forbindelser ('connectivity') mellem de forskellige dele af hans hjerne (lyd, ord, former, farver) som er aktiv når han udfolder sig kunstnerisk i de forskellige medier.
Men samtidig er han jo en kulturhistorisk meget belæst og bevidst mand, og med de poetisk-filosofiske rødder han har i romantik og symbolisme, kan man også nemt forestille sig at han med den vifte af kunstneriske genrer han har talent for at udfolde sig i, ligesom sine forbilleder har villet og følt det oplagt at samtænke sine kunstneriske udfoldelser under en fælles synæstetisk hat.
Se hans tegnede figur her under den sigende overskrift: "Krydsbestøvningens hvide rum":
Men samtidig er han jo en kulturhistorisk meget belæst og bevidst mand, og med de poetisk-filosofiske rødder han har i romantik og symbolisme, kan man også nemt forestille sig at han med den vifte af kunstneriske genrer han har talent for at udfolde sig i, ligesom sine forbilleder har villet og følt det oplagt at samtænke sine kunstneriske udfoldelser under en fælles synæstetisk hat.
Se hans tegnede figur her under den sigende overskrift: "Krydsbestøvningens hvide rum":
http://www.poet-etik.dk/kryds.htm
Så om hans ordrige lovprisning ovenfor af sin synæstesi er udtryk for noget villet, eller det hænger sammen med at han forsøger at sætte ord på nogle mærkelige samløb af ord og linjer som han automatisk oplever som en slags indre syner når han digter, det kan jeg stadig ikke afgøre.
Jeg kommer ikke videre med det spørgsmål med mindre jeg får mulighed for at interviewe manden.
