Sider

Viser opslag med etiketten ekspressionisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ekspressionisme. Vis alle opslag

søndag den 13. marts 2016

Når malerier flimrer mellem to verdener - i anledning af en udstilling af Grethe Bagges malerier


Det må da være et maleri af en af de helt store fauvister fra begyndelsen af 1900-tallet, tænker man - jeg. 
   Men nej, det er det ikke. Det er malet af en dansk kunstmaler ved navn Grethe Bagge. Titlen er 'Turam', og det er malet i 1965.

Rønnebæksholm er et smukt udstillingsted for kunst der ligger nogle få km vest for Næstved. 
   Der har jævnligt været vist udstillinger som har været meget seværdige. For eksempel en fin udstilling om dansk surrealisme, og en udstilling af Søren Martinsens landskabsmalerier.
   
Og nu har de ramt plet igen - med en udstilling af skulptøren og maleren Grethe Bagge (1925-2012).
   
Flere af anmelderne fremhæver det paradoksale i at hun utvivlsom var og er en stor dansk kunstner som igennem årene har fået megen anerkendelse, samtidig med at hun tilsyneladende er blevet glemt eller overset af den kanoniske kunsthistorie og kun i ringe grad er repræsenteret på danske museer. 
   I bogen der er udgivet i anledning at udstillingen, skriver Cathrine Hedager Ostenfeld Kamper:
Grethe Bagge bliver allerede i sin ungdom spået en lovend karriere og modtager (...) flere udmærkelser, men alligevel glimrer hun ved sit fravær i diverse kunsthistoriske fortegnelser, på bibliotekshylderne og i de offentlige kunstsamlinger.
En skæbne som hun på en måde deler med Harald Henriksen, Otto Frello og Gerda Wegener, som jeg alle tidligere har skrevet om i en række indlæg
   
Det er symptomatisk for hendes placering som usynlig i den officielle kunsthistorie, at samtlige billeder på udstillingen er udlånt af Marjatta-skolen ved Præstø, som hun havde testamenteret dem til ved sin død. 
   De gange hendes billeder i nyere tid har været på auktion, har de været vurderet lavt og er blevet solgt billigt. 
   
Marjatta-skolen som er en skole for udviklingshæmmede, udspringer i sin pædagogik af Rudolf Steiners antroposofiske filosofi, som meget forenklet udtrykt siger at mennesket er et åndeligt væsen, som i sin helhed består af legeme, sjæl og ånd.
   Men hvem er Marjatta? 
   Det er en af personerne i det store finske nationalepos Kalevala, som menes at være godt 2000 år gammelt, og som er overleveret mundtligt fra slægt til slægt af sangere som rejste rundt på gårdene i grænseområdet mellem Finland og Rusland.
Fortællingen om Marjatta betragtes af mange som en nordisk Maria skikkelse. Marjatta figuren repræsenterer det forvandlede sjæleliv, som i sin renhed kan føde åndsbarnet, den nye jeg-bevidsthed.
    Historien om Marjatta er stort set en julehistorie, hvor en jomfru får et barn i en stald. I stalden står der ikke et æsel og en okse, men en hest. Marjatta mister sit barn, og må lede efter det. Hun søger det først på jorden, hvor hun ikke kan finde det. Så vandrer hun op til stjernerne, månen og solen efter Steiners begreber "repræsentanter for en åndelig verden". Solen fortæller Marjatta, at hendes barn er sunket ned i mosen, og sidder i til skuldrene. Marjatta trækker sit barn op af mosen. At det er sunket dybt ned i moradset, spiller ingen rolle for hende. Hun trækker barnet op og opdrager det, så det kan blive konge over Karelen eller som det hedder: "Herskeren over almagtsvældet".
Grethe Bagge: Uden titel (Marjatta), 1975
Her har vi en parallel til de forældre, som har fået et hæmmet barn. De må efter fødslen finde deres barn igen. Vi kan også sige, at vi i en verden, som lægger så meget vægt på intellektet, må finde de andre menneskelige værdier i barnet.
   Efter Rudolf Steiners opfattelse har også hæmmede børn en stor opgave i den mangfoldige verden, vi nu engang lever i.
   Den optimisme, der er knyttet til fortællingen om jomfruen og barnet, viser sig i det pædagogiske arbejde og vinder genklang hos forældrene.
Grethe Bagge udviser i holdningen til sin egen kunst et klart slægtskab med Hilma af Klint, der også var påvirket af åndelige strømninger som teosofi og antroposofi, og som var af den opfattelse at hun, når hun malede, stod i forbindelse med en højere bevidsthed, som fremførte sine budskaber gennem hende. 
   Grethe Bagge vil også i sin kunst lade en dobbelt verden komme til udtryk, dels den billederne viser - og dels et bagvedliggende naturromantisk eller mytologisk rum som man kun kan ane. 
   Lignende synspunkter finder man hos fx Kandinsky ("Om det åndelige i kunsten", 1911) og mange af postimpressionisterne og ekspressionisterne fra begyndelsen af 1900-tallet. 

Men som ung var Grethe Bagge først en meget dygtig og lovende skulptør, som man fx kan se i den her figur der forestiller en balletdanserinde der er ved at tage sine balletsko på:

Grethe Bagge: Kongelig solodanserinde Margrethed Schanne, 1951
Samtidens anmeldere var noget provokeret af den ukonventionelle stilling at fremstille en balletdanser i, men et slægtskab med Degas synes jeg er tydeligt. Og det 'flimrende' i den rå modellering er også markant. 

Et afgørende vendepunkt i Grethe Bagges kunstnerkarrierer indtraf da hun i årene før og efter 1960 blev elev af en af de helt store gamle ekspressionister Oskar Kokoschka (1886-1980). 
   Det var mødet med ham og den undervisning hun fik af ham på en række kurser der så at sig omskolede hende fra at være en glimrende billedehugger til at blive en nok endnu mere orginal maler. 

Udstilllingen efterlader mig med ét gennemgående udtryk: Hendes billeder 'flimrer' konstant og virker næsten som en slags fixerbilleder. 
    Står man tilpas langt fra billedet, så er motivet synligt og klart, kommer man bare lidt nærmere, så opløses det i abstrakte farveflader og det genkendelige motiv forsvinder.
    Her er motivet en klippeformation i de svenske skove.

Grethe Bagge: Uden titel (Klippesten i Sverig), 1966
Også hvis man fokuserer på en eller flere af de stærke farver i baggrunden af et billede, så opløses hele det genkendelige i motivet også.

Og Grethe Bagge skriver i 1967 i et udstillingskatalog om sin kunstopfattelse:
Ved intensiv dyrkelse af sanseiagttagelsen, kommer man til det punkt, hvor farverne løsner sig fra genstandene og svæver. Oplevelsen bliver fladeagtig - musikalsk. Lyset kærtegner genstandene - og skaber rummet. Farverne taler til sjælen - direkte - som musik. Så står man med den helt frigjorte farv, og man begynder at male - ud fra farven, åndende i i farve - ikke det, man ser, men det, man oplever.
Hun skriver senere om 'farveoplevelsen':
Gennem farveoplevelsen kommer man ind til en dybere sandhed om tingene og oplever sit samhørsforhold til helheden. Trænger igennem den ydre illusoriske skal og nærmer sig det egentlig, det der gemmer sig bag den.
Grete Bagge maler også akvarel, og det gør hun fremragende, og udstillingen demonstrer at det er den moderne vådt-i-vådt-teknik hun hovedsagelig gør brug af, så motivet også i det malemedie flimrer og er svært genkendeligt:

Grethe Bagge: Santorini, 1964
På udstillingen opdagede jeg noget som bogen af Cathrine Kamper ikke nævner nogen steder: Når Grethe Bagge 'maler lys', så sker det som oftest ved ikke at male, men ved at lade det hvide grundede lærred stå bart.
   Det ser man i fx i dette maleri af robåde; det hvide i biledet er ikke malet med zink- eller blyhvidt, der er ingen penselstrøg, det er det hvide grundede lærred der står nøgent frem: 

Grethe Bagge: Le Gateaux, 1972
Det er gennemgående at det er det hvide lys og kontrasten mellem lys og skygge der giver plasticitet og rum i hendes oliemalerier.
   Og det med at lade det hvide lærred klare arbejdet, har hun utvivlsomt overført fra sine erfaringer med akvarelmaleriet hvor det er det hvide umalede papir der skaber lyseffekten.

Grethe Bagge: Komposition med heste og personer, 1966
For mig er der ingen tvivl om at Grethe Bagge er en af de helt store danske malere, som altså bare ikke kunne placeres i en kunsthistorisk kasse og dårligt passe ind i en af de forskellige -ismer som har afløst hinanden op gennem 1900-tallet. 
   Som en af anmelderne skrev: Hun har været ude af sync. 

Grethe Bagges forældre var aktive medlemmer af det Antroposofisk selskab med Rudolf Steiner som inspirator og frontfigur, og det var herigennem hun selv senere møder Albert Eman der oprettede Marjaretta-hjememt, og som  bad hende male er række udsmykkende billeder til hjemmet.  
   Et forhold som altså endte med at skolen fik overdraget skatten af alle hendes usolgte billeder da hun døde. 

torsdag den 19. november 2015

Fra Otto Frellos centralperspektiv-iske indre-syn i 3D - til Martiin Bigums synæstetiske syner når han skriver poesi

(fortsat fra forrige indlæg der handlede om Otto Frellos særlige evner og teknik)

Fra Trapholt Museums introduktion til Bigum-udstilling
På vejen hjem fra Varde og Frello besøgte vi Museet Trapholt ved Kolding og så her blandt andet den retrospektive Martin Bigum-udstilling.
   Den havde karakter af et malerisk-visuelt gennemløb af hans fængende og fremragende selvbiografiske bog "Min Kunsthistorie". Og der var ret udførlige forklarende baggrundstekster placeret ved siden af de godt 25 ophængte malerier, tekster der var hentet fra bogens tekst.

Jeg synes så ikke udstillingen egentlig gav noget nyt i forhold til mit allerede etablerede syn på Bigum, som jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg.
   Nu så man hans malerier i stor størrelse, men der var ikke rigtig nye ting at opdage i dem. Så oplevelsen blev lidt flad og distanceret - i hvert fald når man lige havde besøgt Frellos billeder dagen før.

Martin Bigum har det til fælles med Otto Frello at han er en fremragende realistisk tegner og illustrator. Et naturtalent. Og han er teknisk god til at male figurer og landskaber i perspektiv og med markant og realistiske lys og skygge i ansigter og og i tøj på de figurer han fremstiller (se "Kalla" nedenfor).
 
Frello var oprindeligt illustrator, og Bigum var oprindeligt tegneserietegner, som, da han var yngre, levede af at bidrage med tegninger til det internationale satiriske tegneseriemagasin "MAD".
    Og begge har de oplevet sig som outsidere i forhold til den etablerede kunstverdens dominerende orientering mod abstrakt kunst.
    Og begge har de været 'tilbageskuende' og  meget optaget af tidligere tiders kunst: Frello oplever slægtskab med det centralperspektiviske illusionsmaleri fra renæssancen og frem til 1900-tallet. Bigum tydeligvis optaget af Romantikkens kunstfilosofi i 1800-tallet og  symbolismens figurative maleri omkring 1900-tallet.
 
Men hvor Frello ligesom trækker sin person tilbage i forhold til sin kunst og siger: "Jeg er ikke kunstner, jeg er barer maler der er god til sit håndværk", og "egentlig leger jeg bare", så er Bigum som personlighed stærkt frembusende: "Se mig, se mig! Jeg vil være - jeg er rigtig kunstner!", det er underteksten i hans billeder og i hans historie om sig selv.
   At blive og være "rigtig kunstner" er for ham en viljesakt der kræver stor selvdisciplin.
    Han fortæller selv at et billede tager mellem 5 og 7 uger at male. Og han arbejder på det hver dag fra 9 til 17.
   Nogle af Frellos billeder tog det ham flere år at male, og i de mange første år hvor han også arbejdede som illustrator, blev det til måske kun et maleri hver andet eller tredje år. I alt har han malet 63 malerier, fremgår det af det sidste bogværk om ham: "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."

Martin Bigum er altså en slags ny-ekspressionistisk symbolist der erklæret er i en særlig tilstand af næremest romantisk inspiration når han maler sine kraftfulde og sprængte motiver.
   Hans symbolik er demonstrativ, entydig og vrængende, som da han i flere år i sine billeder viste en lille mand ved navn "ART" (=kunst) med en stor næse i en grå kutte med hætte ned over øjnene og en le over skulderen: Bigums visuelle kommentar til og svar på udsagnet blandt kulturpinger om  at "kunsten er død". Bigum vendte kreativt udsagnet på hovedet, og gjorde så (billedet af) døden til kunst:

Martin Bigum: "Kalla". 1994-95
Et fantastisk billede.
   Men om det er sundt for helbreddet at drikke den kop te, er nok tvivlsomt.
   Jeg får umiddelbart associationer til Georgia O'keefes blomstermalerier. Men ikke mindst til den mexicanske maler Diego Rivera, som jeg selv  har været en stor beundrer af siden jeg var ung og for første gang så det her maleri af ham i en af Broby-Johansens inspirerende kunstbøger:


Diego Rivera: Flower seller, woman with calla lilies. 1942
Otto Frellos malerier er i modsætning hertil åbne og mangetydige. Han tager stærk afstand fra symbolske læsninger og udlægninger af det fabulerende, imaginære indhold i sine billeder, og  han afviser at 'inspiration' er noget der overhovedet indgår i hans maleriske proces.

Otto Frello: Kongens Nytorv. 1995-96
Jeg  har i mange  blogindlæg 'jagtet' den særlige 'blending'-tilstand i hjernen som giver sig til kende i automatisk og uvillet synæstesi blandt de kunstnere jeg har skrevet om. Og jeg  har naturligvis overvejet om der er noget der tyder på at Otto Frello var synæstetiker, men har ikke fundet spor der peger i den retning i de interviews han har leveret i årenes løb. 
   Men som jeg beskrev i det foregående indlæg, så havde han en helt speciel evne til at se det han malede og tegnede i ekstremt nøjagtigt centralperspektiv - i en grad så han kunne tage en hvilken som helst figur og placere den perspektivisk korrekt i et hvilket som helst perspektivisk fremstillet landskab (ses tydeligt i "Kongens Nytorv" oven for).
   Ikke bare så han alting i et matematisk eksakt centralperspektiv, men han kunne også mentalt tage enhver figur og enhver bygning og så i hovedet vende den 360 grader, krævende mentale tegne-operationer som man i vore dage ellers er nødt til at bruge computere til.
   
Martin Bigum derimod, han er - i en eller anden dyb forstand - synæstetiker. Men hvilken slags?
   Han både maler, skriver digte (og læser dem op) og laver musik, og blander også genrerne.
   Så jeg prøvede for et halvt år siden at få svar pr. mail fra ham: Hvordan var det med hans synæstesi? Var der tale om et sammenløb i hjernen af flere sansers input der kom automatisk og indefra, eller var der tale om noget villet - noget litterært og primært æstetisk-ideologisk forankret?
   Det fik jeg ikke svar på. 
   
Men han henviste til sin hjemmeside poetik-etik.dk hvor han ganske rigtig skriver noget om det i teksten "Poetik".
   Når jeg synes spørgsmålet om ægte eller villet synæstesi var nærliggende i forhold til Bigum, var det fordi jeg ud af hans personlige kunsthistorie kunne læse at han erklæret blev inspireret af sanseindtryk der havde klare forbindelser til det jeg tidligere havde beskrevet hos andre kunstnere: 'Klüvers formkonstanter'.
   'Formkonstanter' er abstrakte visuelle former og mønstre som hjernen selv producerer når den af en eller anden grund er i en slags hallucinatorisk eller trancelignende tilstand (fx gennem indtagelse af LSD).
   Se nærmere om formkonstanter her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html
I malerier som det følgende og mange andre senere værker, kan jeg ikke lade være med at opleve at der er bagvedliggende og styrende 'formkonstanter', hvad der passer meget godt med at Bigum i sin bog bruger en gennemgående metafor: "puslespillet" for at angive hvad det er han kæmper med i sin kunst.
   Her kæmpes i hvert fald, så det batter:

Martin Bigum: Jigsaw Falling into Place. 2008
"Jigsaw" er engelsk for 'puslespil'.
   
I sin 'Poetik'  bruger Bigum selv begrebet 'synæstesi' flere gange - og skriver blandt andet følgende i sidste del af teksten
Når jeg under arbejdet med et digt læner mig tilbage i stolen for at slappe af og komme på afstand af digtet, ser jeg perspektiver på papiret foran mig. Ikke bare sproglige og digteriske og betydningsmæssige, men visuelle og rumlige strukturer der rejser sig inde i, og ud fra papiret. Digtets ord og sætninger udgør spor, der åbner op for rum, som kinesiske æsker der folder sig ud. Jeg ikke bare skriver og digter rum. Jeg bygger også rum med digtet. Det er der jeg læner mig tilbage for at kunne se rigtigt an. Den visuelle og rumlige tilstand jeg ser for mit indre blik er usynlig for andre. Men hvert digt jeg går i gang med og som fænger, udfolder sit eget perspektiviske og arkitektoniske sceneri.
   Jeg ser med andre ord en slagt digtets anatomi for mit indre blik, som en virtuel arkitektur jeg kan gå ind og ud af. Glasklare arkitektoniske linjer, planer, forsvindingspunkter.
   (...)
   Jeg mærker altså på flere planer at et digt har noget på hjertet. Det er ikke bare den skrivende proces og det indhold der drypper af den, men i lige så høj grad de perspektiver der kommer til syne i digtets indhold, der indebærer perspektiver og rummelighed i sig. Har jeg først set et synæstetisk spors glasagtige linjer i et digt ved jeg at der er et digt i gang jeg ikke kan slukke for: Det spor er det stillads jeg spænder digtet op på. Via det synæstetiske kan jeg styre digtet, give det ramme.
   Hvert digt jeg har skrevet har et underliggende usynligt synæstetisk system, som jeg decideret kan tegne. Her er to eksempler:
Bigum har så genoptrykt de to digte og ind i digt-teksterne tegnet nogle linjer på kryds og tværs - for at illustrere hvad det er han ser af "glasagtige linjer" der udgør de "stilladser digtet er spændt op på."
   Da man ikke kan tage kopi af hjemmesiden, så kan jeg ikke illustrere det som han gør. Men man kan selv gå ind og tjekke.

Bigums beskrivelse her peger på en form for automatik: At ordene som han er igang med at skrive et digt med, af sig selv og ufrivilligt udløser nogle abstrakte geometriske former eller linjer for det indre øje.
 
Går jeg til faglitteraturen, så kan jeg imidlertid ikke lige finde en anerkendt synæstesiform der er dækkende, blandt de efterhånden mange varianter af synæstesi som forskerne er blevet enige om at opliste.
   Ifølge artiklen om 'synaesthesia' i Wikipedia, så skal følgende kriterier være opfyldt hvis man skal kunne tale om en form for 'naturlig synæstesi':
  1. Synesthesia is involuntary and automatic.
  2. Synesthetic perceptions are spatially extended, meaning they often have a sense of "location." For example, synesthetes speak of "looking at" or "going to" a particular place to attend to the experience.
  3. Synesthetic percepts are consistent and generic (i.e. simple rather than pictorial).
  4. Synesthesia is highly memorable.
  5. Synesthesia is laden with affect.
Den form Bigum skildrer, skulle vel så nok have betegnelsen: 'lexeme-form synaesthesia'. Og den ville i så fald være beslægtet med den form hvor numre, ugedag, måneder - alt mentalt der er fikseret i en bestemt rækkefølge - automatisk udløser og ordner sig i bestemte former, som fx illustreret her:

spatial sequence synesthesia

Den form for synæstesi er velkendt og ret udbredt, og den betegnes på engelske: 'number-form synaesthsia', eller  'spatial sequence synaesthesia'.
   En af mine nære venner har det sådan.
 
Der findes en sjælden form for synæstesi som er karakteriseret ved at ord('lexemes') udløser automatiske smagsoplevelser: 'lexeme-gustatory synesthesia.' En nært beslægtet form giver automatisk lugt-associationer til forskellige ord.
   Og så finder jeg også en henvisning på nettet til en synæstesi-hjemmeside hvor flere spørger om andre kender til at fx musik/sange udløser abstrakte visuelle former eller figurer på den indre skærm. 
   Her link til hjemmesiden:
https://www.reddit.com/r/Synesthesia/ 
Her citerer jeg nogle af de stillede spørgsmål på den hjemmeside: 
Basically, when listening to music, I tend to visualize a music "video" or "camera" movements. They aren't always coherent, but some of them have a definite story to them. They're often montages but sometimes its just plain camera movements around my surroundings.
It doesn't interfere with my vision at all but I do have a distinct feel of where the music is in my head. That might just be the ears though.
For me some songs make moving shapes and geometric patterns. I don't actually see it like I see usual stuff and it doesn't always happen, it's more like it'd moving behind my eyes and I can know what it looks like but only when I put attention to it. It almost exclusively happens when I listen to very engaging electronic music (mostly melodic Hardstyle to be precise). Unlike what the Wikipedia article said for me a certain tone doesn't have a color. It's central but can extend all the way out and is mostly circular and symmetric. It usually rotates and changes direction, shape, color, with every beat. 
I already have some form of chromestesia, but when i hear a voice, it creates a shape. This can affect whether i like the voice or not. Also, i just don't like certain numbers, like 44 or 72 because of how look and sound. Is this a form of synesthesia?
Whenever I listen to music I always see certain shapes and colors in my mind's eye and I cannot stop from seeing these shapes and colors. I also vaguely see the same shapes and colors of a song when I play that song back in my head. If I've listened to a song a bunch of times then I remember much better what that song looks like.
En enkelt af spørgerne har forsøgt at illustrere det han spørger om:
Does anyone else with number form have maps for songs?
One of my favourite songs, Frank Sinatras, " Strangers in the Night" is up there just because of it's awesome map. I've probably heard it a million times, but every time the path is familiar, simple, and brings me back to hearing it as a kid.Sinatra songs are some of my favourite maps.

Nu er Bigum jo både maler, musiker og digter. Her en musikvideo fra hans hånd:
"Ned gennem natten":


Martin Bigum slutter sine synæstetisk tanker i Poet-Etik sådan her:
Det synæstetiske er altså en rent følelsesmæssig, en anelsesbåren og dybt processuel ting, men som jeg må nævne i denne poetik, fordi det trods en enorm sfæriskhed og upåviselighed, er en uhyre drivkraft og realitet. Og derfor noget ekstremt poetisk og inspirerende i sig selv.
   Det synæstetiske minder meget om visioner, men er kun visuelt som konstruktion, ikke som deciderede hændelser eller syn, der egentlig kan fortælles noget om . Men ikke desto mindre er de udslagsgivende, for hvordan digtet indholdsmæssigt, og dermed æstetisk, kommer til at tage sig ud.
   Og den synæstetiske realitet er med til a give digtet dets form, som foldes ud som et sejl der fanger vinden.
Bigum er ikke kun en kunstner der er stor i slaget og stærk i udtrykket når han maler. Han er også i den grad et ordmenneske der holder af at bruge sproget poetisk og filosofisk. Og så komponerer han jo altså også musik. 
   Det er ikke svært at forestille sig at der er særligt gode neurologisk forbindelser ('connectivity') mellem de forskellige dele af hans hjerne (lyd, ord, former, farver) som er aktiv når han udfolder sig kunstnerisk i de forskellige medier.
   Men samtidig er han jo en kulturhistorisk meget belæst og bevidst mand, og med de poetisk-filosofiske rødder han har i romantik og symbolisme, kan man også nemt forestille sig at han med den vifte af kunstneriske genrer han har talent for at udfolde sig i, ligesom sine forbilleder har villet og følt det oplagt at samtænke sine kunstneriske udfoldelser under en fælles synæstetisk hat.
   Se hans tegnede figur her under den sigende overskrift: "Krydsbestøvningens hvide rum":
http://www.poet-etik.dk/kryds.htm
Så om hans ordrige lovprisning ovenfor af sin synæstesi er udtryk for noget villet, eller det hænger sammen med at han forsøger at sætte ord på nogle mærkelige samløb af ord og linjer som han automatisk oplever som en slags indre syner når han digter, det kan jeg stadig ikke afgøre.

Jeg kommer ikke videre med det spørgsmål med mindre jeg får mulighed for at interviewe manden. 

tirsdag den 22. april 2014

Udstillet kunst i forskellige konceptuelle 'frames' (1) - Hans Oldau Krull (og Sven Dalsgaard)

Jeg har på bloggen her ofte skrevet om "konceptuelle rammer" i forskellige sammenhæng, men vist ikke i forhold til kunst.
   På engelsk taler man om: "frames" og "framing": dette at man mentalt og begrebsmæssigt anskuer noget - fx mennesket, politik, skolen, klimaet - inden for en bestemt metaforisk defineret kategori eller optik - en mental rammesætning der indebærer at man fokuserer på bestemte sider af et fænomen, mens man bortskærer eller udelukker andre sider.
- Som fx når præsident Bush i sin tid efter 9/11-angrebet, definerede terrorisme som 'krig', og erklærede "war against terror",
- Eller når journalister i deres avisdækning anskuer politik og politiske debat som "sportskamp", kaldet "horserace journalism"
- Eller når man benævner en række oprør i arabiske lande som "det arabiske forår",
- Eller når politikere der er imod arveafgiften 'framer' den som "dødskat".

Malerkunst og kunstmalere har i århundredernes løb også været konceptuelt rammesat eller "framet" på bestemte måder:
  • maleriet som repræsentant for religiøse/mytologiske fortællinger (som i middelalderen)
  • maleriet som et vindue ud til en genkendelig virkelighed, 
  • maleriet som en flade med former og farver,
  • maleriet som et spejl af kunstnerens indre subjektive verden, 
  • maleriet som en abstrakt tanke eller ide, 
  • maleriet som en vits og en vrængen ad konventioner
Besøger man fx en kunstudstilling kun med én mulig frame i hovedet: billedet skal ligned den virkelighed det fremstiller og mimer, så kan man som publikummer får stor problemer ved mødet med de fleste af de billeder man kunne se på kunstmuseet Fuglsangs Svend Dalsgaard-udstilling. Eller ved mødet med Hans Oldau Krulls billeder, udstillet på biblioteket i Vordingborg.
   Man kan vel sige at kunsthistoriens forskellige '-ismer', nogenlunde modsvares af en frame eller af en fusion af flere frames: naturalisme, impressionisme, ekspressionisme, kubisme, surrealisme, etc.

Den internationalt anerkendte neuropsykolog V. S. Ramachandran har i sin bog "The Tell-Tale Brain" opstillet nogle universelle såkaldt 'bioæstetiske' principper, som han altså mener er en del af vores hjernes biologisk set up, og som al (visuel) kunstnerisk udfoldelse og oplevelse trækker på:
  • Peak shift (overdrivelse, som fx i karikaturer) 
  • Perceptual grouping and binding (gruppering i gestalter - efter lighed og forskel) 
  • Contrast 
  • Isolation 
  • Perceptual problem solving/Peekaboo (noget er (delvis) skjult og udgør et problem/borte-tit) 
  • Symmetry 
  • Abhorrence of coincidence/generic viewpoint (svært at forklare: afsmag for alt for heldige tilfældigheder) 
  • Orderliness (gentagelse, rytme, rim, remser)
  • Metaphor (noget skal ses og forstås i overført betydning - gennem noget andet)
  • Metonym
Det sidste princip "metonym" er min tilføjelse: dette at en karakteristisk (konkret) del står for en større (abstrakt) helhed som den er en typisk del af.
   Men der kan udmærket være andre og flere bioæstetiske principper på spil nå kunstnere udøver og publikum oplever kunst.
   I disse to blogindlæg fra bloggen "mixingmemory" gennemgåes principperne meget pædagogisk, synes jeg:
http://mixingmemory.blogspot.dk/2005/01/cognitive-science-of-art-ramachandrans_22.htmlhttp://mixingmemory.blogspot.dk/2005/01/cognitive-science-of-art-ramachandrans.html
Jeg har selv brugt Ramachandrans principper når jeg ville forstå hvad det egentlig var for noget der styrede mine egne forsøg og erfaringer med at male akvarel, som det blandt andet fremgår af disse to indlæg på denne blog:
Såvel de forskellige kunstframes som neuroæstetikkens principper kan give perspektiv til de to lokale kunstudstillinger jeg har besøgt inden for de sidste par uger, den ene med værker af Hans Oldau Krull, den anden og større udstilling med billeder af afdøde Sven Dalsgaard

Vordingborg Kunstforening står for en udstilling med godt 30 værker af Hans Oldau Krull på Vordingborg Bibliotek - også kaldet 'Kulturarkaden'. Og kunstmuseet Fuglsang på Lolland viser en omfattende retrospektiv udstilling af værker af Sven Dalsgaard.
   Først til Krull.

Hans Oldau Krull, født 1952 i Svendborg, er ud af en gammel sømands- og kunstnerslægt på Ærø. Og still going strong, fremgår det af udstillingen. Billederne er dramatiske, ekstremt udtrykstærke både i farver, tegning og motiver.
   Min gode morgensvømmerven som også er kunstsamler, karakteriserede ham som 'fabulerende kolorist'. Og det er ramt lige i plet, men hvilke fabler har Krull gang i?
 
Sjov og provokerende udtryksfuld er han i hvert fald. Og uden tvivl konceptuelt beslægtet med ekspressionisterne fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet.
   I den lokale Krull-udstilling møder man en lang række værker med regulære religiøse/mytiske motiver som visuelt blander figurer fra nordisk, græsk, kristen, egyptisk og østasiatisk mytologi. I mange billeder indgår også en masse åbne både - uden sejl.
   Med alle de henvisninger til mytologiske figurer, universer og miljøer, er han et klokkeklart eksempel på det der kendetegner kreativitet: grænseoverskridende 'konceptuel blending': en montage og kollage af betydninger fra kilder der ellers er adskilt og hører til i vidt forskellige universer og symbolsystemer.
   Deri ligger naturligvis en stor del af fascinationen. Og de bioæstetiske principper han især trækker på og appellerer til, er: overdrivelse (peak shift), borte-tit (perceptuel problem solving), kontrast, perceptuel gruppering, metafor og metonym. 
   Nogle af motiverne er også styret af symmetri, som jo kendetegner megen religiøs kunst og arkitektur.
 
Hvilke kunst-frames arbejder han inden for - og integrerer?
  • maleriet som et spejl af kunstnerens indre subjektive verden, 
  • maleriet som en visualisering af religiøse og mytologiske fortællinger
  • maleriet som en flade med former og farver,
  • maleriet som en vits og en vrængen ad konventioner
 Her nogle eksempler hentet fra nettet - som gennem titlerne refererer til græsk og nordisk mytologi. "Styx" er fx den flod der i græsk mytologi omkranser dødsriget, og som man altså skal krydse for at komme dertil - eller derfra:

Venner på Styx
Thor
Frigg og Loke
På denne udstilling var vel omkring en tredjedel af billederne med 'englemotiver' og -titler, og flere af 'englene' sejler i åbne robåde, hvad der ud fra en umiddelbar betragtning kan undre da de jo er udstyret med vinger og kan flyve. 
   Det er så ikke konventionelle engle(basser) i lange hvide, lyserøde og lyseblå gevanter billederne fremstiller, men nøgne frodige kvinder som så- som en slags tillægsgevinster - er udstyret med vinger.
   Måske repræsenterer figurerne slet ikke kristne engle, men skal associere til fantasy-verdenernes alfer og feer:
women paintings wings colorful fantasy art drawing

Mens fantasy-illustrationer typisk er super-realistiske og malet med en nærmest fotografisk teknik (ligesom fx Niels Strøbeks malerier, eller Otto Frellos), så er Krulls godt nok slet ikke 'realist'. Men motiverne i hans malerier er i hvert fald figurative og dermed delvist genkendelige.
   Du kan i øvrigt læse et indlæg som delvist handler om Niels Strøbek, her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html
I flere af de mytologiske universer som fantasy-kunst i film, tegneserier og bøger trækker på, findes kvindefigurerer med vinger: 
   For eksempel er de nordiske valkyrier i nogle sammenhænge udstyret med svanevinger, og det er dem der i krig bestemmer hvem der skal dø og hvem leve. 
   Og i græsk mytologi har vi sejrsgudinden Nike, der afbildes som en kvinde med vinger, ofte som en slags galionsfigur i en båd.
   Men grundlæggende får jeg fornemmelsen af at disse mange forskellige referencer ikke skal tages alt for alvorligt når det hele har være i gennem fantasi-blenderen i Krulls krøllede hjerne - en af 'englene' er fx udstyret med en  gammeldags gul flyverhjelm med beskyttelsesbriller.
   Der er gennemgående megen - ofte grotesk - humor og en del konceptuel 'vrængen' i forhold ti de mytologiske og religiøse konventioner i Krulls billeder. 
   Billederne skal altså nok primært ses som metaforiske og metonymiske mentale spejle - som symbolske udtryk for Krulls  indre subjektive univers, som man godt kan fornemme kredser en del om døden og - måske - en slags genopstandelse, hvad et "bannermaleri" på udstillingen direkte illustrerer:

 

Jeg får associationer til 'new age'-billder her:


Her et lille udvalg af Krulls "englebilleder" fra udstillingen, fotograferet med mit mobilkamera; den ene skulptur der var udstillet var også en 'engel':


Preben Winther skriver om Krull i Kunstavisen i forbindelse med en anden udstilling - og bruger karakteristisk nok metaforen "sampling" til at beskrive hans særkende.
Hans Krull har igennem hele sin tilværelse rejst og boet mange forskellige steder på kloden. Han er en meget vidende kunstner, der i sine værker anvender et hav af referencer. Det kan være til hændelser i hans eget liv, eller til mennesker, der har betydet meget for ham, eller han sampler historiske begivenheder og personer, der kan bruges til at formidle hans budskab, lige fra Svend Trøst til Kristus og ægyptiske og balinesiske guddomme. Mange af hans værker har mytologiske temaer og centrerer sig på en eller anden vis om døden; døden set som en forvandling, en transformation, som overgang fra livet til det ukendte.
Ved at google 'Hans Krull' får man indtryk af at han nok skifter motiver og referencer gennem årene, men at han malerisk stort set trækker på samme register: vidtfavnende og højtflyvende fabuleren kombineret med en udtalt grafisk glæde ved stærke kontraster i form og farve. Og han synes at være meget trofast inden for den kombination af 'kunstframes' som jeg nævnte ovenfor.
   Motiv- og udtryksmæssig er han altså stabil over mange år - på samme måde som Hundetwasser som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/hundertwasser-kreativ-multipersonlighed.html
Jeg spekulerer på om Krull har arbejdet med tegneserier som medie. I hvert fald tyder nogle af de over hundrede festival- og forestillings-plakater han har lavet i årenes løb, på at han med fordel kunne afprøve den form:


Her udfolder Sven Dalsgaard (1924-1999) sig konceptuelt og malerisk i en helt anden boldgade end Krull. Det er andre kunstframes Dalsgaard forholder sig til og befinder sig i - og han udvikler sig ved at bruge dem op og skifte dem ud periodisk.   
   Hvor Krulls billeder er gennemsyret af en næsten glubsk lyst til overskud og overflod - indholds-, form- og udtryksmæssige excesser, så er Sven Dalsgaard en maler som i sin udvikling følger et spor og en retning som man kunne kalde "less is more" - indtil der egentlig ikke er noget "kunst" tilbage i hans billeder. Men mange 'kunstigheder'.

Sevn Dalsgaard-udstillingen på Fuglsang er retrospektiv og viser malerier fra omkring 1940 og helt frem til hans død.
        Sven Dalsgaard er født samme år som Asger Jorn. Han var aldrig medlem af Cobra-gruppen, men kunne godt have været det. Han udstillede i 50´erne sammen med flere af de danske medlemmer af gruppen.

De tidligste billeder af Dalsgaard vi så på udstillingen, var fra første halvdel af fyrrene, og de var klare eksempler på den retning som herhjemme Vilhelm Freddie var mest kendt for: surrealismen.
   Her er et af Dalsgaards malerier fra 1943 med titlen "Portræt af enhver" - som også var med på udstillingen:


Her to andre malerier hvis titler jeg ikke lige har kunnet finde:


Surrealisme? - Ja, men et klart Sven Dalsgaard-særpræg.
   Der er som hos Krull næsten altid nøgne damer med i motivet, men frodige er de ikke - nærmest det rene skind og ben.

Nej, nu bliver det for langt - fortsættelse følger - i næste indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/udstilet-kunst-i-forskellige.html