Hvad sker der når hjernen ændrer sig under påvirkning af musik eller LSD - og grænsen mellem selvet og resten af verden udviskes?

Nogle af de bedste - og mærkeligste - Beatles-numre er fra perioden omkring Seargent Pebber-LP´en.
    For eksempel 'Lucy in the Sky with Diamonds':

På Facebook så jeg en henvisning til forskning der blev markedsført som at musik var sundere for både hjerne og krop end fysisk motion:

Musik är bättre för hälsan än idrott

Det er en kort artikel fra den finske public-service-station YLE som bringer nyheden i forbindelse med annonceringen af et foredrag i byen Vasa:

Musik är hjärnans bästa vän - den öppnar upp igenslammade nervbanor och gör en beredd att ta emot andra utmaningar. Det säger vetenskapsjournalisten och musikredaktören Minna Lindgren som härom kvällen föreläste i Vasa.

Og Weekendavisens tillæg "Ideer" kunne i en kort notits annoncerer sin nyhed med denne overskrift:

 Næstkærlig LSD

Har de to nyheder noget med hinanden at gøre?
   Og hvad har det med 'Lucy in the Sky with Diamonds' at gøre?

   Det diskuterer jeg til sidst i indlægget her. 

Hvad siger Minna Lindgren så:

Föreläsningens rubrik "Musik är bättre för hälsan än idrott" är inte menad som en provokation. Den har bas i neurologisk forskning, säger Lindgren.

   - Under de senaste 15-20 åren har man i Jyväskylä och Helsingfors undersökt vad som händer i hjärnan då man spelar eller sjunger. Därifrån kan man allvarligt säga att musik är mycket mera hälsosam än idrott, säger hon.

   Hjärnan är uppdelad i olika delar som sköter om olika saker: språk, känslor och så vidare. Men musiken, den aktiverar hela hjärnan.

  - Forskarna vet inte varför, men de har kunnat påvisa det, tack vare modern teknologi.

Det her er skrevet og fortalt i meget populært sprog, og artiklen har referencer til tekster på finsk, så det er ikke helt muligt at være sikker på hvad Lindgren refererer til. 

   Men hun må nok mene noget i retning af at musik øger hjernens "connectivity" - dvs. aktiverer og forstærker de neurale baner og forbindelser mellem mange forskellige dele af hjernen, blandt andet altså forbindelserne mellem centrer i både venstre og højre hjernehalvdel som skal arbejde koordineret og i takt når musikken spiller. 

   Artiklen fortsætter - stadig sprogligt ret upræcist:

Minna Lindgren efterlyser mera musik i skolan. 15 minuter musik i början av dagen skulle öpna upp hjärnans nervbanor.

   - Det hjälper koncentrationen, att orka sitta ner hela dagen, att lyssna och förstå, och det är bra för finmotoriken och abstrakt gestaltning.

   Undersökningar har visat att musikers hjärnor skiljer sig från "vanliga" människors: främre delen, som styr empati och koncentration är större. Där finns kontroll, abstrakt tänkande och planering - sånt är lättare för musiker.

   - Nu ska man bara inte tänka att musiker är intelligenta, utan på vad musiken och möjligheten att spela ett instrument kan göra för ett barn.

   Ett barns hjärna utvecklas och växer och att då "gympa" hjärnan med musik hjälper barnet att utvecklas. Och det gäller inte här att drilla fram nya underbarn, en ny Mozart.

   - Det räcker väl att spela blockflöjt, säger Minna Lindgren.

Vi får nu på ingen måde dokumenteret overskriftens påstand om at musik er bedre for helbredet end sport.

Det med musikkens helsebringende effekt har jeg tidligere været inde på flere gange.
   Musik kan gøre noget ved hjernen, ved man, noget som fx er gavnligt for kreativiteten og intelligensen.
   Den 'opdagelse har i sin tid fået navnet 'Mozart-effekten', fordi det oprindelig især var hans musik man fandt havde de særlige gode effekter. 

   Den meget snævre påstand om  netop Mozart-musikkens særlige effekt, er der siden blevet rejst alvorlig tvivl om gennem såkaldte meta-studier. 

   Men samtidig er der forskningsmæssig evidens for en bredere virkning på hjernen af at lyttet til eller udøve musik og sang.

 
Hjemmesiden Brainfit.com har en omfattende oplistning af hvilke "benefits" som hjernen, kroppen og sundheden har af at lytte til og udøve musik og sang -i følge de senere års forskning.

  Man kan her fx læse at udøvende musikeres hjerner er forskellige fra almindelige menneskers hjerner:

If you want evidence of how music affects the brain, it makes sense to look at the brains of people who play a lot of music — professional musicians.

   Brain scans show that their brains are different from the rest of ours.

   Their brains are noticeably more symmetrical.

   Areas of the brain responsible for motor control, auditory processing, and spatial coordination are larger.

   They also have a larger corpus callosum.

   This is the band of nerve fibers that enables the two hemispheres of the brain to communicate with each other.

'Corpus callosum' kaldess på dansk 'hjernebjælken' og udgør forrbindelsen mellem de to hjernehalvdele.
   Det ligner hvad man fx har fundet ud af om rutinerede taxa-chauffører: De dele af hjernen der særligt skal aktiveres for at finde rundt i en storby som London, er hos dem større end andre menneskers:

Cab drivers' grey matter enlarges and adapts to help them store a detailed mental map of the city, according to research.

   Taxi drivers given brain scans by scientists at University College London had a larger hippocampus compared with other people. This is a part of the brain associated with navigation in birds and animals.

   The scientists also found part of the hippocampus grew larger as the taxi drivers spent more time in the job.

   "There seems to be a definite relationship between the navigating they do as a taxi driver and the brain changes," said Dr Eleanor Maguire, who led the research team.

Tilbage til musik på hjernen:

   Brainfit-artiklen fortæller videre at den rette musik kan påvirke humøret hos folk positivt (ikke den store nyhed!). Og at det at lytte til en bestemt slags musik kan reducere stress, idet det sænker produktionen af stresshormonet cortisol.

   Da jeg for nylig fik foretaget en ret så ubehagelig rygmarvsbiopsi på et sygehus, afspillede personalet beroligende 'meditationsmusik' under operationen med samme formål.

   

Omvendt stimulerer musik den "positive kemi" i hjernen via neurotransmitter-systemet idet den øger dopamin-produktionen som påvirker 'belønningscentret'. Når man spiller sammen øges og produktionen af "krammehormonet" oxytocin :

One of the ways music enhances brain function is by stimulating the formation of certain brain chemicals.

   Listening to music increases the neurotransmitter dopamine.

   This is the brain’s motivation molecule and an integral part of the pleasure-reward system.

   It’s the same brain chemical responsible for the feel-good states obtained from eating chocolate, orgasm, and runner’s high.

   Playing music with others or enjoying live music stimulates the brain hormone oxytocin. (13)

   Oxytocin has been called the “trust molecule” and the “moral molecule” since it helps us bond with and trust others. (14)

   There’s evidence that the oxytocin bump experienced by music lovers can make them more generous and trustworthy.

Brainfit opsummerer den positive effekt af musikundervisning og -udøvelse i skolen i disse punkter:

Music, whether taught in or outside of school, helps students excel in the following ways: (16)

• improved language development 
• small increase in IQ
• improved test scores 
• increased brain connectivity 
• increased spatial intelligence

http://bebrainfit.com/music-affects-brain/

Jeg har i flere tidligere indlæg refereret til jazz-musikeren og  hjerneforskeren Peter Vuust, som bl.a. har påvist at jazzmusik er den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger - både når man spiller og når man lytter.

   Endvidere har han påvist at hjernens sprogcentre også er aktive når vi lytter til eller udøver musik, så der er altså faktisk neurologisk belæg for at tale om musik som en slags sprog.

   Man kan også på nettet læse sig til at Peter Vuust holder foredrag om musik som et middel mod depression, smerter og parkinsons sydom.

   

På hjemmesiden Videnskab.dk fra 2008 refereres Vuust for hvad der sker når fx en masse mennesker er til koncert på en Roskilde Festival. 

   Han bruger til sidst i citatet den smukke metafor "en kemisk ballet" til at beskrive hvad der sker når mange hører musik sammen:

Enhver, der har kæmpet med at lære et fremmedsprog som voksen ved, at sprog i høj grad handler om regler, og det samme kan man sige om musik. Når vi lytter til musik, så lytter vi efter reglerne eller mønstret. Når vi kan forudsige mønstret, udløses der lidt dopamin, som er hjernens lykkestof, og vi bliver glade og tilfredse.

   »Hjernen er en forudsigelsesmaskine, der skal sikre os flest mulige chancer for overlevelse. Derfor belønnes vi, når vi gætter rigtigt,« siger Peter Vuust. Men hvis mønstret er alt for forudsigeligt, går hjernen på stand by, og der er ikke den store belønning at hente. 

   Men hvis vi kun kan forudsige en del af mønstret, mens andre dele af det overrasker os, så bliver vi belønnet med dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, og derfor bliver den også belønnet med dopamin. 

   Hvis man ikke kender et musiknummer særlig godt, eller omvendt hvis man har lyttet rigtig meget til det, så er hjernen ikke vild med netop det nummer. Det gælder altså om at finde balancen, hvor man kender musiknummeret uden at det er blevet overspillet endnu.

   Der tegner sig en omvendt u-kurve, hvor et ukendt eller et alt for velkendt stykke musik ikke er noget, man bryder sig om,« forklarer Peter Vuust. 

   En koncert er en kemisk ballet. 

   Når pladsen foran OrangeScene er fyldt til bristepunktet af musiknydende festivalgængere, svinger tilskuerne i takt på mere end en måde. Kroppene følger rytmen, og alle tilskuere sættes i den samme stemning, mens deres hjerner arbejder på højtryk for at afkode musikkens mønster. Oplever de genkendelsens glæde, fordi de kan forudsige musikkens mønster, så frigives lidt dopamin, men hvis de oplever overraskelsens fryd, sker det samme. Kemien i hjernen danser i takt med rytmen, der kommer ud af højtalerne.

Man kan sige at glade og aktive deltagere i en rockkoncert oplever at deres afgrænsede identitet delvis opløses under påvirkning af musikken, fordi de - og dermed deres hjerne og krop - underlægges en fælles rytmisk musikalsk påvirkning, som Peter Vuust sammenfatter i metaforen "en kemisk ballet".

  

Den metafor er en glimrende indgang til den korte artikel i "Ideer" om "næstekærlig LSD". 

   Den tager afsæt i de kontroversielle forsøg og eksperimenter med LSD som bevidsthedsudvidende stof i 60´erne, og fortæller at ruseffekten af at indtage LSD deformerer og forvrænger sanseindtryk så det ligner en psykose hvor "personen oplever, at grænsen mellem selvet og resten af verden bliver opløst. 

   Denne effekt har hjerneforskere fra Royal Netherlands Academy of Arts and Sciences i Amsterdam nu set nærmere på i hjerneskanninger.

De har givet 15 testpersoner udskadelige doser af LSD eller placebo og med en fMRI-skanner undersøgt hvad der sker i hjernen. Hjerneforskerne kunne se, at de områder i hjernen, der er involveret i højere kognitive funktioner, bliver stærkt overforbundne.

"Overforbundne" er det danske ord for det engelsk "hyperconnected" - og "connectivity" i hjernen refererer til hvordan hjernens forskellige centrer og moduler er forbundet og arbejder sammen - i højere eller mindre grad. 

   Inden for den del af hjerneforskningen der har med kreativitet at gøre, er teorien at særligt kreative menneskers hjerne har en relativt højere "connectivity" end andre, og at denne sikkert medfødte egenskab gør det nemmere for dem at forbinde forestillinger som mentalt ligger langt fra handen og logisk set ikke har noget med hinanden at gøre (= 'conceptual blending')

   Også indtagelsen af alkohol og hash øger hjernens "connectivity" og reducerer den såkaldte 'latente hæmning' (LI).

   Wikipedia definerer:

Hyperconnectivity is used in medical terminology to explain billions and billions of neurons creating excessive connections, within the brain associated with schizophrenia, [11][12] or epileptic seizures [13][14] or DS [15].

Avisnotitsen i "Ideer" fortsætter:

Generelt er der i hele hjernen ekstra gang i forbindelserne, så selv områder, der ellers er adskilte, taler sammen. De områder, der har øget aktivitet, overlapper med de områder, hvor recpetorerne, som LSD binder sig til, sidder. 

   (....)

   Forskerne mener, at når LSD får hjernen til at dele mere information mellem hjernens områder, giver det en stærkere forbindelse mellem vores følelse af selvet og følelse af omgivelserne. Det er det der opløse identiteten.

Notitsen er et rip-off af en undersøgelse som i den videnskabelige artikel i Current Biology sammenfatter resultaterne sådan her:

• High-level cortical regions and the thalamus show increased connectivity under LSD
• The brain’s modular and rich-club organization is altered under LSD
• Increased global connectivity under LSD correlates with ego dissolution scores

Artiklen har titlen:  

Increased Global Functional Connectivity Correlates with LSD-Induced Ego Dissolution

Fællesnævneren for denne artkel og de tidligere referencer til forskning i effekten af musik, er at grænsen mellem selvet og resten af verden opløses. Det må være det journalisten mener med overskriften "Næstekærlig LSD".

Her kobler jeg så til begrebet 'flow'!

   Det at komme i flow - 'at blive høj' - indebærer jo nemlig også at man glemmer sig selv og mister fornemmelsen af tid og sted. 

   Man taler også om 'at gå op i en opgave', 'at begrave sig i en bog', eller helt 'at blive opslugt af et maleri eller en skulptur', hvad der fx var min egen oplevelse for nogle år siden ved mødet med Nefertiti-busten på et museum i Berlin:

Nefertiti

Jeg kan også blive høj bare ved at gå i rundt i vores hus og 'fortabe mig' i synsoplevelsen af alle mine Harald Henriksen-træsnit:

Harald Henriksen: Plov i snelandskab. 1924

Wikipedia definerer 'flow' sådan her - med henvisning til opfinderen af begrebet, psykologen Mihaly Csikszentmihalyi:

In positive psychology, flow, also known as the zone, is the mental state of operation in which a person performing an activity is fully immersed in a feeling of energized focus, full involvement, and enjoyment in the process of the activity. In essence, flow is characterized by complete absorption in what one does. Named by Mihály Csíkszentmihályi, the concept has been widely referenced across a variety of fields (and has an especially big recognition in occupational therapy), though has existed for thousands of years under other guises, notably in some Eastern religions.[1] Achieving flow is often colloquially referred to as being in the zone.

Men det at komme i en flow-lignende mental tilstand, kan altså ske på flere måder og med forskellige midler: med psykodeliske stoffer som LSD, ved at udøve en aktivitet hvor man presser sig selv til det yderste (løb, musik, skrive), eller ved at gå til rockkoncert og hoppe og synge, danse og klappe i takt med en masse andre jævnaldrende. 

En række Beatles-numre er gennemsyret af LSD-oplevelser og -erfaringer, det kan man ikke være i tvivl om:

L(ucy in the) S(ky with) D(iamonds)

Af andre numre der er LSD-inspirerede og -påvirkede er i hvert fald følgende: 'Strawberry Fields Forever', ‘It’s All Too Much’, ‘Within You Without You’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘I Am The Walrus’. 'A Day in the Life', ‘Tomorrow Never Knows’, ‘Only A Northern Song’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘She Said, She Said’

    Og ud fra den forskning som er lavet om hvordan LSD selv i meget begrænsede doser påvirker sindet og oplevelsen af selvet, så er det ikke svært at føle - synes jeg - hvordan grænserne mellem selvet og resten af verden er mere eller mindre opløst - både hos dem der har produceret sangene, og når man giver sig hen i at lytte til dem - igen, igen.

   'A Day in the  Life'. Enjoy og bliv høj!:

NB!
   For en ordens skyld: Jeg har ingen personlige erfaringer med indtagelse af LSD og de eventuelle effekter. Men bruger mange svampe i min madlavning, og samler og bruger de spiselige når de er i sæsonen.
   Og hash har jeg prøvet to gange i kager omkring slutningen af 60´erne. Uden særlig mental effekt. 

Fra Otto Frellos centralperspektiv-iske indre-syn i 3D - til Martiin Bigums synæstetiske syner når han skriver poesi

(fortsat fra forrige indlæg der handlede om Otto Frellos særlige evner og teknik)

Fra Trapholt Museums introduktion til Bigum-udstilling

På vejen hjem fra Varde og Frello besøgte vi Museet Trapholt ved Kolding og så her blandt andet den retrospektive Martin Bigum-udstilling.

   Den havde karakter af et malerisk-visuelt gennemløb af hans fængende og fremragende selvbiografiske bog "Min Kunsthistorie". Og der var ret udførlige forklarende baggrundstekster placeret ved siden af de godt 25 ophængte malerier, tekster der var hentet fra bogens tekst.

Jeg synes så ikke udstillingen egentlig gav noget nyt i forhold til mit allerede etablerede syn på Bigum, som jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg.
   Nu så man hans malerier i stor størrelse, men der var ikke rigtig nye ting at opdage i dem. Så oplevelsen blev lidt flad og distanceret - i hvert fald når man lige havde besøgt Frellos billeder dagen før.

Martin Bigum har det til fælles med Otto Frello at han er en fremragende realistisk tegner og illustrator. Et naturtalent. Og han er teknisk god til at male figurer og landskaber i perspektiv og med markant og realistiske lys og skygge i ansigter og og i tøj på de figurer han fremstiller (se "Kalla" nedenfor).

 
Frello var oprindeligt illustrator, og Bigum var oprindeligt tegneserietegner, som, da han var yngre, levede af at bidrage med tegninger til det internationale satiriske tegneseriemagasin "MAD".
    Og begge har de oplevet sig som outsidere i forhold til den etablerede kunstverdens dominerende orientering mod abstrakt kunst.
    Og begge har de været 'tilbageskuende' og  meget optaget af tidligere tiders kunst: Frello oplever slægtskab med det centralperspektiviske illusionsmaleri fra renæssancen og frem til 1900-tallet. Bigum tydeligvis optaget af Romantikkens kunstfilosofi i 1800-tallet og  symbolismens figurative maleri omkring 1900-tallet.

 
Men hvor Frello ligesom trækker sin person tilbage i forhold til sin kunst og siger: "Jeg er ikke kunstner, jeg er barer maler der er god til sit håndværk", og "egentlig leger jeg bare", så er Bigum som personlighed stærkt frembusende: "Se mig, se mig! Jeg vil være - jeg er rigtig kunstner!", det er underteksten i hans billeder og i hans historie om sig selv.
   At blive og være "rigtig kunstner" er for ham en viljesakt der kræver stor selvdisciplin.
    Han fortæller selv at et billede tager mellem 5 og 7 uger at male. Og han arbejder på det hver dag fra 9 til 17.
   Nogle af Frellos billeder tog det ham flere år at male, og i de mange første år hvor han også arbejdede som illustrator, blev det til måske kun et maleri hver andet eller tredje år. I alt har han malet 63 malerier, fremgår det af det sidste bogværk om ham: "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."

Martin Bigum er altså en slags ny-ekspressionistisk symbolist der erklæret er i en særlig tilstand af næremest romantisk inspiration når han maler sine kraftfulde og sprængte motiver.
   Hans symbolik er demonstrativ, entydig og vrængende, som da han i flere år i sine billeder viste en lille mand ved navn "ART" (=kunst) med en stor næse i en grå kutte med hætte ned over øjnene og en le over skulderen: Bigums visuelle kommentar til og svar på udsagnet blandt kulturpinger om  at "kunsten er død". Bigum vendte kreativt udsagnet på hovedet, og gjorde så (billedet af) døden til kunst:

Martin Bigum: "Kalla". 1994-95

Et fantastisk billede.
   Men om det er sundt for helbreddet at drikke den kop te, er nok tvivlsomt.
   Jeg får umiddelbart associationer til Georgia O'keefes blomstermalerier. Men ikke mindst til den mexicanske maler Diego Rivera, som jeg selv  har været en stor beundrer af siden jeg var ung og for første gang så det her maleri af ham i en af Broby-Johansens inspirerende kunstbøger:

Diego Rivera: Flower seller, woman with calla lilies. 1942

Otto Frellos malerier er i modsætning hertil åbne og mangetydige. Han tager stærk afstand fra symbolske læsninger og udlægninger af det fabulerende, imaginære indhold i sine billeder, og  han afviser at 'inspiration' er noget der overhovedet indgår i hans maleriske proces.

Otto Frello: Kongens Nytorv. 1995-96

Jeg  har i mange  blogindlæg 'jagtet' den særlige 'blending'-tilstand i hjernen som giver sig til kende i automatisk og uvillet synæstesi blandt de kunstnere jeg har skrevet om. Og jeg  har naturligvis overvejet om der er noget der tyder på at Otto Frello var synæstetiker, men har ikke fundet spor der peger i den retning i de interviews han har leveret i årenes løb. 

   Men som jeg beskrev i det foregående indlæg, så havde han en helt speciel evne til at se det han malede og tegnede i ekstremt nøjagtigt centralperspektiv - i en grad så han kunne tage en hvilken som helst figur og placere den perspektivisk korrekt i et hvilket som helst perspektivisk fremstillet landskab (ses tydeligt i "Kongens Nytorv" oven for).

   Ikke bare så han alting i et matematisk eksakt centralperspektiv, men han kunne også mentalt tage enhver figur og enhver bygning og så i hovedet vende den 360 grader, krævende mentale tegne-operationer som man i vore dage ellers er nødt til at bruge computere til.

   

Martin Bigum derimod, han er - i en eller anden dyb forstand - synæstetiker. Men hvilken slags?

   Han både maler, skriver digte (og læser dem op) og laver musik, og blander også genrerne.
   Så jeg prøvede for et halvt år siden at få svar pr. mail fra ham: Hvordan var det med hans synæstesi? Var der tale om et sammenløb i hjernen af flere sansers input der kom automatisk og indefra, eller var der tale om noget villet - noget litterært og primært æstetisk-ideologisk forankret?

   Det fik jeg ikke svar på. 

   

Men han henviste til sin hjemmeside poetik-etik.dk hvor han ganske rigtig skriver noget om det i teksten "Poetik".

   Når jeg synes spørgsmålet om ægte eller villet synæstesi var nærliggende i forhold til Bigum, var det fordi jeg ud af hans personlige kunsthistorie kunne læse at han erklæret blev inspireret af sanseindtryk der havde klare forbindelser til det jeg tidligere havde beskrevet hos andre kunstnere: 'Klüvers formkonstanter'.
   'Formkonstanter' er abstrakte visuelle former og mønstre som hjernen selv producerer når den af en eller anden grund er i en slags hallucinatorisk eller trancelignende tilstand (fx gennem indtagelse af LSD).
   Se nærmere om formkonstanter her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

I malerier som det følgende og mange andre senere værker, kan jeg ikke lade være med at opleve at der er bagvedliggende og styrende 'formkonstanter', hvad der passer meget godt med at Bigum i sin bog bruger en gennemgående metafor: "puslespillet" for at angive hvad det er han kæmper med i sin kunst.
   Her kæmpes i hvert fald, så det batter:

Martin Bigum: Jigsaw Falling into Place. 2008

"Jigsaw" er engelsk for 'puslespil'.
   
I sin 'Poetik'  bruger Bigum selv begrebet 'synæstesi' flere gange - og skriver blandt andet følgende i sidste del af teksten

Når jeg under arbejdet med et digt læner mig tilbage i stolen for at slappe af og komme på afstand af digtet, ser jeg perspektiver på papiret foran mig. Ikke bare sproglige og digteriske og betydningsmæssige, men visuelle og rumlige strukturer der rejser sig inde i, og ud fra papiret. Digtets ord og sætninger udgør spor, der åbner op for rum, som kinesiske æsker der folder sig ud. Jeg ikke bare skriver og digter rum. Jeg bygger også rum med digtet. Det er der jeg læner mig tilbage for at kunne se rigtigt an. Den visuelle og rumlige tilstand jeg ser for mit indre blik er usynlig for andre. Men hvert digt jeg går i gang med og som fænger, udfolder sit eget perspektiviske og arkitektoniske sceneri.

   Jeg ser med andre ord en slagt digtets anatomi for mit indre blik, som en virtuel arkitektur jeg kan gå ind og ud af. Glasklare arkitektoniske linjer, planer, forsvindingspunkter.

   (...)

   Jeg mærker altså på flere planer at et digt har noget på hjertet. Det er ikke bare den skrivende proces og det indhold der drypper af den, men i lige så høj grad de perspektiver der kommer til syne i digtets indhold, der indebærer perspektiver og rummelighed i sig. Har jeg først set et synæstetisk spors glasagtige linjer i et digt ved jeg at der er et digt i gang jeg ikke kan slukke for: Det spor er det stillads jeg spænder digtet op på. Via det synæstetiske kan jeg styre digtet, give det ramme.

   Hvert digt jeg har skrevet har et underliggende usynligt synæstetisk system, som jeg decideret kan tegne. Her er to eksempler:

Bigum har så genoptrykt de to digte og ind i digt-teksterne tegnet nogle linjer på kryds og tværs - for at illustrere hvad det er han ser af "glasagtige linjer" der udgør de "stilladser digtet er spændt op på."

   Da man ikke kan tage kopi af hjemmesiden, så kan jeg ikke illustrere det som han gør. Men man kan selv gå ind og tjekke.

Bigums beskrivelse her peger på en form for automatik: At ordene som han er igang med at skrive et digt med, af sig selv og ufrivilligt udløser nogle abstrakte geometriske former eller linjer for det indre øje.

 
Går jeg til faglitteraturen, så kan jeg imidlertid ikke lige finde en anerkendt synæstesiform der er dækkende, blandt de efterhånden mange varianter af synæstesi som forskerne er blevet enige om at opliste.
   Ifølge artiklen om 'synaesthesia' i Wikipedia, så skal følgende kriterier være opfyldt hvis man skal kunne tale om en form for 'naturlig synæstesi':

1. Synesthesia is involuntary and automatic.
2. Synesthetic perceptions are spatially extended, meaning they often have a sense of "location." For example, synesthetes speak of "looking at" or "going to" a particular place to attend to the experience.
3. Synesthetic percepts are consistent and generic (i.e. simple rather than pictorial).
4. Synesthesia is highly memorable.
5. Synesthesia is laden with affect.

Den form Bigum skildrer, skulle vel så nok have betegnelsen: 'lexeme-form synaesthesia'. Og den ville i så fald være beslægtet med den form hvor numre, ugedag, måneder - alt mentalt der er fikseret i en bestemt rækkefølge - automatisk udløser og ordner sig i bestemte former, som fx illustreret her:

Den form for synæstesi er velkendt og ret udbredt, og den betegnes på engelske: 'number-form synaesthsia', eller  'spatial sequence synaesthesia'.
   En af mine nære venner har det sådan.

 
Der findes en sjælden form for synæstesi som er karakteriseret ved at ord('lexemes') udløser automatiske smagsoplevelser: 'lexeme-gustatory synesthesia.' En nært beslægtet form giver automatisk lugt-associationer til forskellige ord.

   Og så finder jeg også en henvisning på nettet til en synæstesi-hjemmeside hvor flere spørger om andre kender til at fx musik/sange udløser abstrakte visuelle former eller figurer på den indre skærm. 

   Her link til hjemmesiden:

https://www.reddit.com/r/Synesthesia/ 

Her citerer jeg nogle af de stillede spørgsmål på den hjemmeside: 

Basically, when listening to music, I tend to visualize a music "video" or "camera" movements. They aren't always coherent, but some of them have a definite story to them. They're often montages but sometimes its just plain camera movements around my surroundings.

It doesn't interfere with my vision at all but I do have a distinct feel of where the music is in my head. That might just be the ears though.

For me some songs make moving shapes and geometric patterns. I don't actually see it like I see usual stuff and it doesn't always happen, it's more like it'd moving behind my eyes and I can know what it looks like but only when I put attention to it. It almost exclusively happens when I listen to very engaging electronic music (mostly melodic Hardstyle to be precise). Unlike what the Wikipedia article said for me a certain tone doesn't have a color. It's central but can extend all the way out and is mostly circular and symmetric. It usually rotates and changes direction, shape, color, with every beat. 

I already have some form of chromestesia, but when i hear a voice, it creates a shape. This can affect whether i like the voice or not. Also, i just don't like certain numbers, like 44 or 72 because of how look and sound. Is this a form of synesthesia?

Whenever I listen to music I always see certain shapes and colors in my mind's eye and I cannot stop from seeing these shapes and colors. I also vaguely see the same shapes and colors of a song when I play that song back in my head. If I've listened to a song a bunch of times then I remember much better what that song looks like.

En enkelt af spørgerne har forsøgt at illustrere det han spørger om:

Does anyone else with number form have maps for songs?

One of my favourite songs, Frank Sinatras, " Strangers in the Night" is up there just because of it's awesome map. I've probably heard it a million times, but every time the path is familiar, simple, and brings me back to hearing it as a kid.Sinatra songs are some of my favourite maps.

Nu er Bigum jo både maler, musiker og digter. Her en musikvideo fra hans hånd:
"Ned gennem natten":

Martin Bigum slutter sine synæstetisk tanker i Poet-Etik sådan her:

Det synæstetiske er altså en rent følelsesmæssig, en anelsesbåren og dybt processuel ting, men som jeg må nævne i denne poetik, fordi det trods en enorm sfæriskhed og upåviselighed, er en uhyre drivkraft og realitet. Og derfor noget ekstremt poetisk og inspirerende i sig selv.

   Det synæstetiske minder meget om visioner, men er kun visuelt som konstruktion, ikke som deciderede hændelser eller syn, der egentlig kan fortælles noget om . Men ikke desto mindre er de udslagsgivende, for hvordan digtet indholdsmæssigt, og dermed æstetisk, kommer til at tage sig ud.

   Og den synæstetiske realitet er med til a give digtet dets form, som foldes ud som et sejl der fanger vinden.

http://www.poet-etik.dk/poetik_quote.htm

Bigum er ikke kun en kunstner der er stor i slaget og stærk i udtrykket når han maler. Han er også i den grad et ordmenneske der holder af at bruge sproget poetisk og filosofisk. Og så komponerer han jo altså også musik. 

   Det er ikke svært at forestille sig at der er særligt gode neurologisk forbindelser ('connectivity') mellem de forskellige dele af hans hjerne (lyd, ord, former, farver) som er aktiv når han udfolder sig kunstnerisk i de forskellige medier.
   Men samtidig er han jo en kulturhistorisk meget belæst og bevidst mand, og med de poetisk-filosofiske rødder han har i romantik og symbolisme, kan man også nemt forestille sig at han med den vifte af kunstneriske genrer han har talent for at udfolde sig i, ligesom sine forbilleder har villet og følt det oplagt at samtænke sine kunstneriske udfoldelser under en fælles synæstetisk hat.
   Se hans tegnede figur her under den sigende overskrift: "Krydsbestøvningens hvide rum":

http://www.poet-etik.dk/kryds.htm

Så om hans ordrige lovprisning ovenfor af sin synæstesi er udtryk for noget villet, eller det hænger sammen med at han forsøger at sætte ord på nogle mærkelige samløb af ord og linjer som han automatisk oplever som en slags indre syner når han digter, det kan jeg stadig ikke afgøre.

Jeg kommer ikke videre med det spørgsmål med mindre jeg får mulighed for at interviewe manden. 

Linda Perhacs og Hilma af Klint - to kreative personligheder med kontakt til 'de højere magter' - og synæsteter

Serendipitet betyder 'heldigt sammentræf' - eller 'betydningsfuld tilfældighed' - for dem det rammer. Sådan har det tit artet sig når det gælder mine skriverier på denne blog. 

  Denne gang handler det om en musiker og en maler. Navnene er Linda Perhacs og Hilma af Klint. Den ene er amerikaner og musiker, den anden svensker og maler. Og deres liv er adskilt af flere generationer.
   Den umiddelbare forbindelse mellem dem er Louisiana som både udstiller kunst og producerer tv-indslag til nettet hvor internationalt kendte kunstnere interviewes. Men der er en dybere forbindelse mellem de to.

Hilma af Klint er den svenske kunstner som Louisiana udstiller en lang række værker af i de kommende måneder. Jeg har ikke set udstillingen, men læst om den - både i anmeldelser i aviserne og på Louisianas tykke promo-tidskrift for medlemmer af klubben. Og en masse af hendes malerier og tegnnger kan man jo se kopier af på nettet.

   Og den anden, Linda Perhacs, blev jeg opmærksom på gennem en FB-ven der deler et video-indslag fra - tilfældigvis - Louisiana Channel, et indslag hvor Linda Perhacs bliver interviewet og fortæller om det helt specielle og usædvanlige 'album' hun havde fået produceret og udgivet i 1970, et album som som ikke solgte og hurtigt blev totalt glemt - og så genopdaget omkring 30 år senere.

Jeg jagter sporet Linda Perhacs og hendes musik først:

    Under tv-interviewet hører vi passager af numre fra pladen der havde titlen "Parallellograms", som Wikipedia beskriver sådan her:

Parallelograms is an album by American psychedelic folk singer Linda Perhacs. Her first and, until the release of The Soul of All Natural Things in 2014, only album, it was all but completely ignored when originally released on Kapp Records in 1970. Discouraged by the lack of commercial attention and the label's reluctance to promote the album, Perhacs returned to her career as a dental technician. In the 30 or so years that followed, the album gradually developed a cult following.

 Her et link til hele CD'en på YouTube:

Lyt,  flyv med og flip ud. 

   Jeg får associationer til islandske Bjørk, og i øvrigt til den antageligt kommende X-factor-vinder Lucy Mardou fra Thylejeren.

 

Albummet 'Parallellograms' blev genopdaget af 'pladeentusiaster', fortæller Wikipedia - og blev i slutningen af 90´erne mere og mere kendt og populært gennem deling på internettet, ikke mindst fordi musikken stemte overens med den musik-bevægelse som i USA groede frem i årene op til århundredskiftet: "The New Weird America", en musikretning som Wikipedia karakteriserer sådan her:

New Weird America describes a subgenre of psychedelic and indie music, often psych folk, of the late 20th and early 21st centuries.

   The musical style described as New Weird America is derived mainly from psychedelic rock and folk groups of the 1960s and 1970s, including American performers Holy Modal Rounders and English and Scottish groups, such as Pentangle, The Incredible String Band, Donovan, and Comus.[6]

   It also finds inspiration in such disparate sources as heavy metal, free jazz, electronic music, noise music, variousethnic musics, musique concrète, tropicália, and early- and mid-20th century American folk music. 

Det er musik der i den grad er præget af 'konceptuel blending' - og som langt hen ad vejen kan sammenfattes begrebsmæssigt som 'psykedelisk'.

   Og den psykedeliske musik er en del af min ungdoms umiddelbare musikinteresse - med navne som Beatles, Donovan, Janis Joplin, Pink Floyd, Beach Boys, Jimmy Hendrix m.fl.

 

I nogle får år omkring 1970 var jo næsten alle musikere af betydning og deres musik inspireret af bevidsthedsudvidende oplevelser som de havde haft under indtagelse af LSD, hash og andre euforiserende stoffer. 

   Derfor var det sjovt nu her på YouTube at kunne høre noget helt nyt og frisk musik, noget som vækker erindringer fra den gang, men som jeg aldrig før rigtig har hørt magen til.

Loisiana Channels introducerede video-indslaget med Linda Perhacs sådan her - og derefter følger et link til indslaget:

Dental hygienist & music legend.

The incredible story of the dental hygienist Linda Perhacs who as a young woman in 1970 published a groundbreaking album which nobody noticed. Half a century later she discovered that it had gone worldwide on the Internet.

http://channel.louisiana.dk/video/linda-perhacs-dental-hygienist-music-legend

Men i modsætning til næsten alle andre folk-, rock og pop-musikere på det tidspunkt, så var Linda Perhacs ikke høj på stoffer da hun fik inspirationen til musikken. Det klarede hendes hjerne helt selv - uden doping.
   I videoen fortæller Linda Perhacs hvordan musikken på pladen 'kom' til hende - i form af regulære syner  eller hallucinationer:

”It came out of thin air.” In the interview Perhacs talks of her inspirations, and she explains that her father’s family are deeply spiritual people who are guided by inner voices. She describes how she hears voices talking to her from above and within, and on occasion is able to actually visualize music, making drawings to help her remember these complicated musical sculptures.

Hovsa!  er der noget i mig som siger. Hun skulle vel ikke være synæstetiker? Og familien med? - Altså et af de mennesker hvis hjerne er specielt på den måde at sanseindtryk som vi andre normalt holder adskilt og kan opleve uafhængigt af hinanden? I en synæstetikers hjerne blandes ydre og indre sanseimpulser sådan at for eksempel oplevelsen af farver automatisk aktiverer et parallelt indre oplevelsesspor af musik/toner, at læsning af bogstaver og ord aktiverer et parallelt indre oplevelsesspor af farver, eller at oplevelsen af tal, ugedage og månedsnavne automatisk aktiverer særlige visuelle former og mønstre.

Jeg googler "Linda Perhacs  synaestehsia". Og bingo, jeg kommer ind på en hjemmeside med hende som hovedperson ...

http://blog.timelesslindaperhacs.com/?p=13

... som indledes sådan med et citat af hende - lige efter 'bogen for synæstetikere', kan man sige:

First off, I have experienced Synestesia for as long as I can remember. I could see light colors in music and had always thought that others could experience this as well. I have the ability to see patterns of music, dance, color and light in moving 3 dimensional patterns. Contrary to what some people may think, none of my songs, including “Parallelograms” were influenced in anyway by direct experience with hallucinogens. I had seen what drugs do to people and wanted no part of it.

Og senere i indlægge beskriver hun selve 'inspirationsoplevelsen' som hun tegnede og brugte som en slags "noder" til indspilning af musikken på albummet:

“Parallelograms” was written on the Ventura Freeway at three in the morning. After a day with Leonard and Kay Rosenman (the music composer who produced my album), where the music of my age bracket was flooding me, and Leonard’s inspiration was flooding me, and the two of them came together. “Parallelograms” came—bam!—like that. I probably was half-asleep, driving on an empty freeway, and I just saw it all at one time, where you put light through a prism and you get many color choices, all representing a different frequency. I had already seen music do that. You play a high flute, it has a high vibrational wave, a gold-yellow tone color, corresponding with that high note. You play a bass guitar, it’s got a slower wavelength, and it’s got a green-blue tone.

   If I want to paint with sound, then the higher things are going to have a different wavelength, so I literally drew it on a scroll with the understanding that I wanted three dimensional shapes. But yes, it was a concept that came quickly, like a light bulb going on. And I saw it all at once, as a full composition where you’re painting with sound, the words are coming out as sound creating those shapes.

   I took this scroll that I created with me to the studio the next day and showed it to Leonard and all the musicians involved. Every one of them immediately understood the scroll and its meaning and we used that as one would use music notes written on paper!

Bladrer man rundt på links til Linda Perhacs, så finder man også nogle af de tegninger/malerier af hende som altså i sin tid affødte albummets numre, som fx de her:

Jeg synes der er tre ting der er interessante i den historie:

   Dels at Linda Perhacs altså som synæstetiker automatisk og helt naturligt ser musik som former og farver - og kan slutte fra den slags syner til et - 'syret', ville man vel sige - musikalsk og sangbart udtryk.

   Dels at hun selv tolker det visuelle input til musikken som noget der kommer 'udefra' - fra en højere - ikke materiel, men spirituel verden - nærmest som en samlet åbenbaret "pakke".

    Og endelig at hun understreger at hun aldrig har været på eller gjort brug af euforiserende stoffer som mange af samtidens musikere gjorde - for at få tilsvarende inspiration til deres musik. I en eller anden forstand er hun altså en 'naturlig psykedeliker'.

Man kan sige at eksemplet Linda Perhac illustrerer at synæstetikerer har spontane oplevelser af sanseblaning i kraft af en speciel 'indretning' af deres hjerner, en 'indretning' som mange andre kunstnere må dope eller drikke sig til for at opnå tilsvarende mentale effekter: mere eller mindre 'hul igennem' mellem separate hjernemoduler som når de får uhæmmet neurologisk kontakt, leverer lyst til og behov for at producere "blendede" udtryk - i form af 'kunst'.

Og det giver så en mental bro til Hilma af Klint (26/10-1862– 21/10-1944), en svensk kunstner hvis navn jeg aldrig har hørt - endsige læst om og set billeder af - før Louisiana fører hendes navn og 'hemmelige billeder' frem i en stærkt opreklameret udstilling. 

   Her er nogle af hendes malerier - nogle af dem er efter sigende akvareller, hvilket giver min interesse et ekstra boost:

Historien om disse billeder, som nu i udvalg udstilles på Louisiana, er at Hilma af Klint i sit testamente båndlagde disse mange hundrede på en gang abstrakte og symbolske malerier i 20 år efter sin død - først derefter måtte de offentliggøres og udstilles. 

Men hvem er denne svenske maler hvis spændende abstrakte billeder for første gang blev udstillet offentligt - og altså så sent som 1986? 

   Ja, man kan roligt karakteriserer Hilma af Klint som "to personligheder i en" - altså to diametralt modsatte malerpersonligheder: en skjult og en offentlig.  

   Her er et eksempel på de malerier hun officielt producerede, udstillede og solgte - realistiske og naturalistiske i stil og motiver:

Hun var uddannet kunstmaler, en af de første kvinder der i Sverige fik en regulær akademisk skoling i malerkunst, og hun var en god kunstmaler - på niveau med mandlige kolleger inden for samme kunstretning: naturalismen.

Men hun fulgte altså også en skjult og hemmeligholdt alternativ vej i sin kunst, og det er den Louisiana-udstillingen dokumenterer.
    Her er hun både mentalt og udtryksmæssigt beslægtet med den abstrakte kunsts europæiske pionerer fra de første 20 år af 19-hundredtallet: Kandinsky, Mondrian, Malevich, Kupka. Og hun deler tydeligvis deres optagethed af spirituelle filosofier som teosofi og antroposofi - som forståelsesramme for deres esoteriske 'insipirationsoplevelser':

Hilma af Klint’s oeuvre builds on the awareness of a spiritual dimension of consciousness, an aspect that was being marginalized in an increasingly materialistic world. When she painted, she believed that a higher consciousness was speaking through her. In her astonishing works she combines geometric shapes and symbols with ornamentation. Her multifaceted imagery strives to give insights into the different dimensions of existence, where microcosm and macrocosm reflect one another.

   Hilma af Klint left more than 1,000 paintings, watercolors and sketches. Although she exhibited her early, representational works, she refused to show her abstract paintings during her lifetime. In her will, she stipulated that these groundbreaking works must not be shown publicly until 20 years after her death. She was convinced that only then would the world be ready to understand their significance.

http://www.modernamuseet.se/en/Stockholm/Exhibitions/2013/Hilma-af-Klint/

En søgning på nettet peger på at en række af de abstrakte pionerer som var samtidige - og kendte - med Hilda af Klint - Kandinsky, Mondrian, Malevich, Kupka og Klee - at de alle var synæsteter - samtidig med at de altså også var "spiritualister" og troede på eksistensen af en overvirkelig åndlig verden og bevidsthed som inspirationskilde for deres maleriske abstraktioner.
   Den mest almindelige form for synæstesi, som flere af dem direkte skrev og udtalte sig om, var tone-farve og tone-rum-synæstesi. Flere opfattede simpelt hen deres maleri som musik omsat til billeder.
   

Uden at jeg har kunnet finde egentlig dokumentation på nettet, så antager jeg også Hilma af Klint var synæstetiker. Og i kataloget som Louisianaudstillingen ledsages af fortæller Tine Kolstrup da også at  ...

Hilma af Klint oplevede at kunne kommunikerer med ekstra indsigtsfulde bevidstheder og få indblik i højere bevidsthedsplaner.
   Allerede som barn og ung havde hun clairvoyante evner og syner, og i tiåret op til det billedemæssige nybrud i 1906 havde hun sammen med andre kvinder i gruppen De Fem trænet sine færdigheder som medium.

Rent faktisk var den første serie af billeder som Hilma af Klint kaldte "Malerierne til templet", en slags spirituelt 'bestillingsarbejde' fra en ånd ved navn Amaliel som - oplevede hun - kommunikerede gennem hende. Og i perioden nov. 1906 - april 1908 producerede hun 111 billeder som hun oplevede blev malet med "ført hånd"  - af Amaliel. Som hun beskrev det var hun altså medie for en slags automat-billedskrift.
   Men er det så 'kunst'? - spørger nogle af kilderne.

Når jeg ser afbildningen af nogle af disse tidlige malerier i kataloget, ligner de i den grad den slags billeder som synæstetikere som fx Linda Perhacs tegner, blot flottere, strammere og mere ekspressive i form og farve:

For mig er der ingen tvivl om at Hilma af Klint har set disse billeder for sit indre øje - på den indre skærm, nærmest som hallucinationer. Og så har tegnet og malet det hun har set - men disciplineret af at hun er teknisk og kunstnerisk skolet.

Mens en række af de andre pionerer inden for abstrakt kunst, bl.a. Kandinsky og Klee, utvilvsomt var musik-farve og musik-form-synæsteter, så vil jeg antage at den særlige form for synæstesi Hilma af Klints hjerne havde, var var den hvor abstrakte begrebsindhold aktiverer rumligt definerede form- og farvesyner - en synæstesiform der har fået navnet "ideaesthesia", og som man kan læse mere om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/et-nyt-ord-og-en-ny-teori-for-synstesi.html

Og så synes jeg også, klog som jeg er, at der er en forholdsvis enkel teori der kan forklare 'trosfællesskabet' mellem disse malere - og Linda Perhacs som indledte dette indlæg: deres fælles forestillinger om at der eksisterede en virkelighed på et højere ikke-materielt bevidsthedsniveau end hverdagens, en ekstraordinært åndelig og abstrakt virkelighed som særlige, spirituelt følsomme mennesker havde andgang til og kunne afbillede i deres kunst.

 
I den periode hvor disse det abstrakte maleris pionerer levede og arbejdede som kunstnere, havde man ingen som helst officielt accepteret videnskabelig teori om synæstesioplevelser og -erfaringer.

   Så hvis disse kunstnere skulle finde en nogenlunde 'fornuftig' - og for datiden delvist socialt acceptabel - forklaring på deres mystiske blending-oplevelser af forskellige sansers in- og output - så kunne de finde dem i de den gang verserende teorier om en ekstrasensorisk verden eller virkelighed: spiritismen (Alan Kardec), teosofien (Helen Blavatsky) og antroposofien (Rudolf Steiner).

Rudolf Steiner og hans tænkning i teori og pædagogisk praksis vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

   Men her er et link til Wikipedias artikel om ham:

http://en.wikipedia.org/wiki/Rudolf_Steiner