Neurodiversitet: et nyt ord til at at beskrive at forskelle i hjernens 'wiring' og neurologiske set up - ikke er handicaps og sygdom, men dele af menneskets naturlige biologiske variation

Jeg har skrevet en lang række indlæg i årenes løb hvor jeg har forsøgt at fast- og udfolde at de mange forskellige måder den menneskelig hjerne neurologisk kan være indrettet på, er udtryk for kreative muligheder, og ikke som vores samfund stort set nu forholder sig til dem: som mentale handicaps og skavanker der en gang for alle udskiller folk i fikserede taber-båse. 

   Eksistensen af 'den plastiske hjerne', som især forskeren Richard J. Davidson har beskrevet og forsket i, er en beslægtet tilgang.

   Under alle omstændigheder er der tale om at se kreative udviklingsmuligheder i fx synæstesi-erfaringer, ordblindhed, autisme, ADHD, maniodepressivitet, HSP-karakteren, m. fl.

   

I dag læser jeg i Information en artikel med afsæt i en amerikansk bog af forfatteren Steven Silberman: "Neurotribes: The Legacy of Autism and the Future of Neurodiversity".

   Rubrikken i artiklen der er skrevet af Matte-Line Thorup, lyder:

Psykiatriske diagnoser kan være en styrke

Manchetten:

En ny bog om autister og neurodiversitet - forestillingen om, at der ikke findes en normal hjerne, men en mængde snørklede variationer - går som varmt brød i USA. I stedet for at kritisere diagnosesamfundet, skal vi udnytte den mentale mangfoldighed, lyder budskabet. 

Jeg tror første gang jeg fik bekræftet en opfattelse som ligner Silvermans, var da jeg for mange år siden læste en bog om 'de syv slags intelligens', af Howard Gardener:

The theory of multiple intelligences is a theory of intelligence that differentiates it into specific (primarily sensory) "modalities", rather than seeing intelligence as dominated by a single general ability. This model was proposed by Howard Gardner in his 1983 book Frames of Mind: The Theory of Multiple Intelligences. Gardner articulated eight criteria for a behavior to be considered an intelligence.[1] These were that the intelligences showed: potential for brain isolation by brain damage, place in evolutionary history, presence of core operations, susceptibility to encoding (symbolic expression), a distinct developmental progression, the existence of savants, prodigies and other exceptional people, and support from experimental psychology and psychometric findings.

Populærversionen med afsæt i Gardeners teori blev fremført i en anden bog af Daniel Goleman med den danske titel "Følelsernes Intelligens". Den længere engelske titel var "Emotional Intelligence - Why it can matter more than IQ"(1995). 

   Den danske udgave introducerer forlaget sådan her:

Hvad betyder vores IK?

Daniel Goleman gør op med den gængse opfattelse af, hvor afgørende vores IK er. Bogen er blevet til på grundlag af mange års undersøgelser, og Goleman beskriver, hvad det er, der spiller ind, når nogle mennesker med en høj IK roder med deres liv, mens andre med en mere ydmyg IK klarer tilværelsen med bravur.

   Han understreger betydningen af følelsesmæssig intelligens, som hviler på kvaliteter som selverkendelse og -beherskelse, vedholdenhed, flid og motivation, indlevelsesevne og situationsfornemmelse. Disse kvaliteter er betegnende for mennesker, der udmærker sig i tilværelsen, hvis nære forhold fungerer, og som arbejdsmæssigt klarer sig suverænt. Disse personer er kendetegnet ved selvstændighed og selvdisciplin, næstekærlighed og medfølelse - basale evner, som er nødvendige, hvis vores samfund skal blomstre.

Jeg har interesseret mig for spørgsmålet i flere indlæg om autisme. 

   Blandt andet skrev jeg et indlæg om den den gang  nyoprettede danske virksomhed "Specialisterne" hvis ide var at ansætte autister med aspergers syndrom til at løse specialiserede it-opgaver som den gruppe havde særlige kvalifikationer til at løse, netop fordi de var autister.

   Virksomheden har nu sin egen hjemmeside der introducerer ideen sådan her:

Specialisterne skaber jobmuligheder for mennesker med autisme og lignende udfordringer. Specialisterne er en af de første socialøkonomiske virksomheder i verden, med et team af IT-konsulenter, som alle har en diagnose inden for autisme spektret.

   De særlige kompetencer, der ofte går hånd-i-hånd med autisme – stærk logisk og analytisk sans, nul-fejl tolerance og evnen til at holde koncentrationen i længere tid end de fleste – giver vores konsulenter en fordel, når det kommer til løsningen af en bred vifte af opgaver inden for IT-branchen. Det er den slags kompetencer, der kan være af stor værdi for lige netop din organisation.

De var faderen til en søn med autisme der fik og realiserede ideen. Her et link til hjemmesiden for "Specialisterne" der nu har afdelinger i en række lande:

http://dk.specialisterne.com/

Det er så de ideer og det menneskesyn der nu via begrebet 'neurodiversitet' bliver generaliseret og får sin egen videnskabelig 'frame' som er grænseoverskridende frem for grænsesættende. 

   Og det synes jeg er en rigtig god ting fordi den tilskynder til at se muligheder i de neurologiske og mentale  variationer og særheder som kendetegner mennesket som art, fremfor at se handicap, svagheder og mangler, et syn som medicinalindustrien ellers i den grad har promoveret og levet højt på i de senere år.

En af pointerne i bogen som artiklen i Information fremhæver, er at internettet har gjort det muligt for de forskellige 'diagnose-grupper' at komme i kontakt med hinanden, direkte udveksle erfaringer, og danne communities for mennesker med samme hjernemæssige særpræg, så at sige uden om de forskellige professionelle behandlingssystemer mentale båse og skillevægge. 

   Disse communities´ hjemmesider har jeg også haft stor glæde af at kunne trække på i min research i forhold til HSP-karakteren, synæstesi-erfaringerne, forklaringer fra hjerneforskningen på ordblindhed (dysleksi).

Om 'den indre biograf' når man bliver blind - om Oliver Sacks' 'The Mind's Eye' - fortsat ...

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om Oliver Sacks' bog 'The Mind's Eye'. 

   Ud over at han er en af pionererne i moderne hjerneforskning, og var en slags frontløber med sin bog fra slutuningen fa 80-erne: 'The Man Who Mistook His Wife for a Hat', så gav han mig personligt forklaring på sider af min omgang med andre mennesker gennem et langt liv, som jeg ikke før havde været bevidst om, nemlig min 'ansigtsblindhed' - i mildere grad.

   Faktisk blev jeg også klar over ved læsningen at jeg sansynligvis mangler det 3-D syn - det såkaldt 'stereoskopiske syn' -  som de fleste menensker har, men ikke alle. Jeg blev som 10-årig opereret for skeløjethed på begge øjne, og det indebar at øjenenes muskler blev fixeret. Nogle af de cases Oliver Sacks fortæller om i kapitlet 'Persistence of vision', ligner slående min historie. 

   Og når Sacks fokuserer på det fænomen i et helt kapitel, så er det også fordi han selv er blevet blind på det ene øje, og har mistet sit eget stereoskopiske syn.

Men det er faktisk det sidst kapitel i bogen, det der har givet titel til hele bogen, som jeg syntes var mest spændende: 'The Mind's Eye'.

   I forbindelse med det emne jeg skrev om i flere tidligere blogindlæg : 'Den plastiske hjerne', var jeg inde på at hjernen er så flexibel at hvis man er blind, så vil den visuelle cortex som hos seende bearbejder synsindtryk til synsoplevelser, i mangel af stimulerende input fra synsnerverne, kunne blive hvervet eller ekspropieret af andre sanser: fx høresansen, eller følesansen (ved blindskrift) - som derigennem forbedres, skærpes og forfines.

Men Oliver Sacks har en anden vinkel på blindhed. Det der interesserer ham (fordi han måske også frygter at blive blind på det andet øje), er: Hvad skere der i hjernen hos mennesker som i mange år har været seende, når de bliver blinde, fx ved en ulykke eller en blodprop der rammer synet? Altså teknisk: De er udsat for en radikal 'visuel sensorisk deprivation', og hvordan reagerer hjernen på det?

Den helt grundlæggende opdagelse i moderne neuroscience er at de dele af hjerne som er aktive til at omsætte og bearbejde sanseindtryk af fænomener fra omverdenen til mentale "oplevelser", at de også er aktive når et menneske forstiller sig de selvsamme fænomener, eller høre dem beskrevet i ord. Det viser de MRI-scanninger som giver indblik i hvor hjernen er aktiv - 'lyser op'/'tænder' - under forskellige vilkår og udsat for foskellige opgaver og input.  (NB! en lignende tredobling af funktionen har jeg tidligere beskrevet gælder for spejlneuronerne i premotor-cortex: de samme neuroner er aktive både når en person selv udfører en bestemt handling, når en person ser en anden udføre den samme handling, eller når man hører, læser om eller forestiller sig denne handling udført),

    Dette at hjernes perceptionsmoduler har flere tæt forbundne funktioner, får Sacks til at spørge.: Hvad hvis man bliver blind i en relativt moden alder, bliver den visulle cortex så ved med at kunne forstille sig noget på den indre skærm, for det indre syn? Eller går den del af hjernen også i sort, når synsansen lukker ned?

Sacks beskriver så en række cases:

   'John Hull' går rent faktisk mentalt i sort da han bliver blind, og holder helt op med at kunne forestille sig noget som helst visuelt. Som om han havde været blind fra fødslen. Til gengæld skærpes hans andre sanser radikalt.

    Da Oliver Sacks skriver om denne case i en af sine bøger - og generaliserer den, får han en række breve og henvendelser som fortæller helt andre historier:

   En voksen blindet australsk psykolog, 'Zoltan Torey', udvikler - efter at hav mistet synet som 21-årig - sit "indre øje" og dermed sin forestillngsevne til uanede funktionelle højder. Sacks fortæller og refererer:

In this, he said, he had been extremely successful, developing a remarkable power of generating and manipulation images in his mind, so much so that he had been able to construct a virtual visual world that seemed as real and intense to him as the perceptual on he had lost - indeed, sometimes more real, more intense. This imagery, moreover, enabeld him to do things that might have seemed scarcely for a blind man.

   "I replaced the entire roof guttering of my multigabbled home single-handed", he wrote, "and solely on the strenght of the accurate and well focused manipulation of my now pliable and responsive mental space." (...)

   And he felt that his newly strengthened visual imagery enabled him to think in ways that had not been available to him before, allowed him to project himself inside machines and other systems, to envisage solutions, models and designs.

Dette afsnit giver mig straks to associationer til hvad jeg ellers har læst: "Projcting" er noget som en del af "the defualt mode nework" i hjernen tager sig af, siger forskningslitteraturen. Og det mentalt at kunne manipulere ting og billeder rumligt, det er den form for tænkning som er en af den højre hjernehalvdels kernefunktioner, er alle kilder enige om.  

En tredje case Sacks beskriver, er 'Sabrie Tenberken'. Hun har haft dårligt syn næsten fra fødslen, men først i løbet teenageårene forsvandt synet helt, dog kunne hun længe se farver og identificerer objekter ved deres farver. Og hun var i øvrigt synæstetiker i markant grad - det med fx for sit indre blik at opleve bestemte farver som ledsagefænomen til at læse bestemete ord eller bogstaver eller tal.. 

   Sacks refererer fra hendes bog:

Though she had been totally blind for a dozen years when she went to Tibet, Tenberken continued to use her other senses, along with verbal description, visual memories and a strong pictorial and synesthetic sensibility, to construct "pictures" of landscapes and rooms, of environments and scenes - pictures so lively and detailed as to astonish her listeners. (...)

   Hers imagination is essentially an artistic imagination, which can be impressionistic, romantic, not veridical at all, whereas Torey's imagination is that of an engineer, and has to be factual, accurate down to the last detail.

Oliver Sacks giver flere eksempler på forskellige måder blinde der oprindelig har haft den omverdensretted synsevne, udvikler og skærper deres indre syn ("mind's eye") - i forskellig retning og på forskellig måde. 

   Han fortæller at han selv altid har været ret dårlig til bevidst og villet at visualisere konkret og levende for sit indre blik, mens hans mor som var kirurg, var ekstremt god til at forestille sig noget på sin indre skærm - for eksempel hvordan skellettet så ud inde i en krop der jo var dækket af muskler og hud. 

   På den anden side konstaterer Sacks at selv om han ikke bevidst er særlig god til at fremkalde indre billeder, så kan han godt uventet og uvillet få livagtige "syner".

   

Sacks går videre til at beskrive hvordan evnen til at tænke og forstille sig visuelt og rumligt, er en evne mange af de helt store videnskabsmænd inden for fysik og kemi har haft i helt særlig grad - som en mental forudsætning for at de nåede frem til deres opdagelser. 

   Albert Einstein er en af de mest kendte eksempler på det. Men litteraturen om videnskabens historie kan fortælle om mange flere.

Sacks refererer også til nyere teorier der argumenterer for at det vi 'SER', altid er et produkt af at de visulle sanseinput fra øjet hele tiden matches med det vi - bevidst eller ubevidst - har lagret i den visuelle hukommels som erindringsbilleder, billeder som nogen bevidst kan kalde frem på den indre skærm, mens andre ikke kan - selv om de ligger der et eller andet sted.

   Og jeg kommer til at tænke på vidnepsykolgien som Poul Martinsen lavede et fantastisk dokumentarprogram om i starten af 80-erne, hvoraf det fremgår at det folk ser - ikke er hvad der objektvit sker foran deres øjne, men hvad de forestiller sig sker - så at sige 'fodret' af de visuelle input som kommer via øjnenes synsnerver. 

Hvorfor synes jeg nu alt det her er dødspændende i forhold til min jagt på forståelsen af hvad kreativitet er - og hvordan de kreative processer foregår i sindet - og mellem mennesker?

Det peger på at fantasien - forestillingsevnen - det der på engelsk kaldes 'imagination' - er fordelt og udviklet forskelligt fra person til person, og at der kan være mange forskellige 'stilarter' for fantasiprocesserne - ligesom vi tidligere - med Richard J. Davidson - har set at der er 'emotionelle stilarter' - 'stilarter' som kan kendetegne et bredt spekturm af vidt forskellige temperamenter og personlighedstyper. 

  Det peger videre på at for nogen er fantasi en evne man bevidst kan aktivere og trække på, mens for andre "kører den bare" som en ubevidst mental "strøm". Og sidst men ikke mindst: at fantasien er en mental evne som kan udvikles og rendyrkes som en ressource, ligesom hukommelsen (Joshua Foer) , eller evnen til at se og tegne et motiv (Betty Ewards). 

   Og så giver det mig endnu en slags bekræftelse på at jeg er på rette spor når jeg tror at der er en vis årsagssammenhæng mellem hvad hjernen og sindet udsættes for når man er barn og ung - af tab, savn og (for)flytninger -  og så det kreative fantasi-output som senere trækker på disse oplevelser som en mental og emotionel ressource - hvad enten man er forfatter, billedkunstner, musiker eller videnskabsmand.
   Det stemmer i hvert fald med det man kan læse sig til om udviklingen af 'the default mode network' i Wikipedia der fortæller at dette 'netværk' af nervebaner først er færdigudviklet når folk og deres hjerner er nogenlunde voksne, og at dets udvikling og funktionsmåde kan være være kraftigt influeret  af stærke negative oplevelser i barndom og ungdom.

Set det tidligere indlæg ud fra læsningen af Oliver Sacks bog her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/sindets-indre-je-om-ansigtsblindhed-og.html

Den plastiske hjerne (4) - melankoli, depression - og kunstudøvelse som en slags 'kognitiv adfærdsterapi'

Melankonli som en vigtig følelse for særligt kreative mennesker, har jeg i flere indlæg været inde på. Og serendipiteten gjorde at jeg i går aftes satte en DVD på med Lars von Triers "Melancholia". Og her til formiddag kommer filmtidsskriftet Ecco ind ad brevsprækken med et citat af biografaktuelle Trine Dyrholm på forsiden; hun fortæller at hun faktisk fra naturens hånd har "en voldsomt melankolsk side". Og forleden så jeg tv-dokumentaren "Bergmans Video" hvor det også blev slået fast at melankolien var grundstemningen i en lang række af hans store film - selv om han også, som kontrast, kunne lave komedier og instruere morsomme scener. 

Men hvad har melankoli at gøre med "den plastiske hjerne" - et tema jeg har forfulgt i en række indlæg for nylig med afsæt i neurovidenskabsmanden Richard J. Davidson og hans bog "The emotional life of your brain"? Undertitlen er i den sammenhæng vigtig:

How its unique patterns affect the way you think, feel and live - and how you can change them.

Davidsons helt overordnede ambition i sin forskning op igennem 90-erne er at finde ikke-kemiske veje og midler til at gøre folk der er mere eller mindre permanent kede af det, glade - ved at "rewire" og "change the brain". 

    Koblingen mellem melankoli og "den plastiske hjerne" går via den højre hjernehalvdel, som synes at være særlig aktiv hos mennesker når de arbejder kreativt, og som også ifølge Davidson er særligt aktiv når folk er nervøse, bange og bedrøvede. Og jeg har tidligere skrevet om dette at ganske mange kendte forfattere og kunstnere i perioder har lidt af depressive lidelser.

    

Davidson har i en række forsøg fundet at der er en klar sammenhæng mellem på den ene side godt humør og positivt livssyn og stærk aktivitet i venstre hjernehalvdel, og på den anden side mellem angst og ked af det-hed og høj aktivitet i højre hjernehalvdel.

   Han laver så en forsøgsopstilling med en gruppe forsøgspersoner der har diagnosen depression og en anden gruppe som ikke er depressive ("healthy"). Spørgsmålet han stiller sig er det simple og logiske: Har patienter med depression, en væsentligt reduceret neural aktivitet i venstre hjernehalvdel end de "normale" når deres hjerne i øvrigt er i "hvile" - i "baseline mode"? 

    Og bingo! Han finder den sammenhæng:

In each case, low levels of activity in the left frontal region of the brain were associated with depression and pathalogical crying. Second, it suggested that the left prefrontal region contributes something quitespecific to our emotional life, namely, positive emotion an the ability to hold in mind a desirede goal and  form a plan of action to reeach it.

Davidson opsummerer resultaterne af sin forskning omkring betydningen af de to frontale hjernelapper for følelseslivet:

First, when healthy adults experience positive or negative emotion, the left or right side, respectively of their prefrontal cortex become aktive. Second, the same pattern occurs in babies. Third, depressed patients hav a dearth (=underskud, mangel) of activity in the left prefrontal cortex or an increase in actvity in the right prefrontal cortex.

Ligesom Sharon Bagley (se foregående blogindlæg) sammenfatter Richard J. Davidson de overbevisende resultater af en lang række eksperimenter der viser at det rent faktisk er muligt radikalt at "omprogrammere" den voksne hjerne som er skadet, gennem langvarig fysisk træning og målrettede rehabiliteringsøvelser. 

    Og i et kapitel med titlen "Mind over Matter" konkluderer han at bestemte mentale teknikker - såkaldt "cognitive behavior therapy" -  rent faktisk kan have tilsvarende helende effekt på mentale sygdomme som fx 'obsessive-compulsive disorder' (OCD = tvangstaker og -handlinger) og på depressioner.  Disse mentale teknikker ser ud til med dokumentation i empiriske forsøg at kunne ændre patienternes hjerne permanent og gøre det muligt for dem varigt at frigøre sig fra deres sygelige "emotionelle stil" til en der er mere "sund".

Men hvad har alt det med kreativitet at gøre?
   Ja, i første omgang giver det mig den tanke at kunstnerisk og kreativ mental aktivitet kan have delvis samme funktion som den kognitive adfærdsterapi. Altså at det at male, danse, skrive, musicere, synge, spille skuespil og skrive god journalistik, kan være integrerede mentale og fysiske aktiviteter der holder melankolien i skak ved at kunstnersindet kommer og forbliver i flow mens de producerer.

Den plastiske hjerne (3) - de to hjernehalvdele, emotionelle stilarter og udvikling af den særligt kreative personlighed.

Man lærer jo nye ord og begreber hele tiden, når man forfølger "vidensspor" ved at google og surfe på nettet.

   Et friskt ord i denne omgang har været "affectiv neuroscienc" - til forskel fra det spor jeg vel mest har fulgt  hidtil: "cognitive neuroscience".

   Så noget nyt for mig under læsningen af Richad J. Davidsons bog 'The emotional Life of your Brain', var et helt kapitel tidligt i bogen om sammenhængen melllem hhv. negative følelser og forstærket aktivitet i højre del af den præfrontale cortex (de forreste pandelapper), og positive følelser og forstærket aktivitet i den venstre del.
   En opdagelse som Davidson selv opfatter som "fødslen" af forskningsdiciplinen "affectiv neuroscience".

Grundindsigten  hos Davidson var baseret på eksperimenter hvor forsøgspersoner dels blev forevist filmklip og fotos der viste mennesker med glade smilende ansigtsudtryk og dels klip og billeder der viste vrede eller gråd. Og det man konstaterede var at de positive billeder øgede aktiviteten i den venstre prefrontale pandelap, mens mens de negative billeder øgede den neurale aktivitet i den højre.

I destinctly remember the excitement I felt when I saw the brain correlates of positive and negative emotions. The fact that the acitivity occured not in the brain stem and limbic system - primitive regions tht have no role in cognition - but in the exaltede prefrontal cortex gave me an inkling that we were going to make waves in the  scientific community.

Davidson lavede så forsøg med små børn.

   Det er muligt at måle styrken af aktiviteten i hver af de to pandelapper når en baby ikke udsættes for nogen særlige emotionelle stimuli og hjernen er i en slags "hvilende tilstand". Og den målte styrke  fastlægger han så som det han kalder "the measure for baseline brain activity".

   Han og hans team fandt ud  af at der var målbare, klare individuelle forskelle i hvor stærk den neurale aktivitet var i hver af hjernelapperne. Altså at nogle babyer havde mest aktivitet i den venstre og andre i den højre pandelap i den hvilende "baseline" tilstand.

   Derefter var hans forsøgsopstilling så at mor og barn først sad fredeligt og afslappet sammen ved siden af hinanden i 10 minutter i et rum, hvorefter moderen på et for banet hemmeligt signal, roligt og udramatisk forlod rummet.

   Hvordan ville det lille barn reagerer? Og var der nogen sammenhæng mellem forskelle i målingerne af børnenes "baseline" aktivitet i de to frontallapper, og så deres ydre reaktioner på at moderen forsvandt?

Fortunately for us, the babies were not exactly creative in how they responded to their  mother´s departure. They either began wailing almost immediatly or apperared very curious and looked around the room with little sign of distress. The measures of baseline brain activity predicted these responses perfectly. The distraught, crying infants had higher baseline levels of right prefontal activation than did the infants who took their abandoment in the stride. This convinced me that baseline measures of brain acitivity werer reflecting somethin real enouhgt to translate in behavioral differences.

Altså børn som på forhånd har højst neural aktivitet i den højre frotallap, reagerer kraftigt med frygt og gråd på savnet af moderen, mens børn hvor den venstre frontallap i hvile er mest aktiv, tager savnet relativt afslappet og reagerer mest med nysgerrighed.

Normalt i den litteratur jeg har læst, forbindes højre hjernehalvdels aktiviteter med følelser helt generelt og uspecificeret, men Davidson har i en lang kæde af fortsatte eksperimenter og med referencer til anden videnskabelig litteratur fundet at der er en helt fast sammenhæng mellem klart forskellige emotionelle grundindstillinger og så hvor stærk den neurale aktivitet i hver af de to hjernehalvdeles frontallapper.

Hans pointe er at der i main-stream forestillingerne blandt kognitive psykologer om hvad de forskellige dele af hjernen varetager af funktioner, er emotionerne "forvist" til det primitive limbiske system ("krybdyrhjenen"), mens de højere kognitive funktioner som moral, fornuft, planlægnng, selvrefleksion varetages af de frontale pandelapper, den er del af hjernen der mest markant adskiller mennesket fra andre dyr.

Sammenhæng mellem kreativitet og særlig målbar aktivitet i højre hjernehalvdel har jeg tidligere været inde på i en lang række indlæg. Det ser fx ud til at når folk skal forstå vittigheder, ironi, metaforer og andre former for blended sprogbrug, så foregår "processeringen" primært i højre hjernehalvdel.

    Det er højre hjernehalvdel der udsender gammastråler umiddelbart inden en aha-oplevelse bliver bevidst. Det center som er aktivt når vi genkender ansigter - og genkender billeder af os selv - er også placeret i højre hjernehalvdel.

   Det er også højre hjernehalvdel der er dominerende når vi utrænet hører eller spiller musik, mens venstre hjernehalvdel også er aktiv hvis man har lært at spille efter noder og kan "læse" musik.  

   Tilsvarende er det højre hjernehalvdel der er aktiv i forhold til intonation og tryk når vi taler, mens det er venstre halvdel der "proceserer" ordene (deres leksikalske betydning) og syntaksen (deres rækkefølge).

   Jeg har selv foretaget en kobling mellem de to sproglige "stilarter" - videnssprog og erfaringssprog -på den ene side, og på den anden side de funktionelt forskellige former for tænkning som typisk er forankret i og domineret af hhv venstre og højre hjernehalvdel: en logisk analytisk kategoriserende skridt for skridt tænkning, og en intuitiv, visuel og helehedsorienteret tænkning på tværs af logik og kategorier.

Det nye her med Richard J. Davidsons forskning og teorier er at han konstaterer en direkte sammenhæng mellem de højere kognitive funktioner i hjernen og så de basale følelser: forstærket aktivitet i venstre hjernehalvdels frontale lap aktiverer og stimulerer positive følelser der er knyttet til forskellige udadvendte aktiviteter rettet mod at søge tilfredsstillelse og belønning gennem jagt på mad, sex og sikkerhed, mens negative følelser som angst, vrede, afsky, frustration  stimuleres af forstærket neural aktivitet i højre frontale lap.

Det er Davidsons empiriske afsæt for udviklingen af teorien om de emotionelle stilarter som jeg har beskrevet i de to foregående indlæg om den plastiske hjerne. Stilarter som i et vist omfang er medfødte og genetisk bestemt, men som også - viser en forsøgsrække - kan ændres og omformes under udviklingen fra barn til voksen gennem de oplevelser og erfaringer man gør sig.

    Han ser de seks dimensioner som polære skalaer med et markant plus i den ene ende og et markant minus i den anden. Og det enkelt barn kan altså ligge forskellige steder og tænkes at glide mellem de to poler på hver skala i løbet af opvæksten:

Ved såkaldte tvillingstudier har man påvist at en række personlighedstræk har en genetisk komponent,  heriblandt:

shyness, sociability, emotionality, tendency to experience stress, adaptability, impulsivity, and the balance of positive and negative emotions.

Og disse træk kan uden videre relateres til en af de 6 dimensioner: generthed til social intution-skalaen, emotionalitet til udholdenhed/robusthed-skalaen, hvor let man bliver stresset til udholdenhed/robusthed-skalaen, tilpasningsdygtighed til skalaen følsom over for kontekst, impulsivitet til hvor du placerer dig på opmærksomhed-skalaen, hvor let eller hvor svært du bliver følelsesmæssigt berørt både til outlook- og udholdenhed/robusthed-skalaen.

   I hvilket omfang den emotionelle stil inden for hvor dimension er medfødt eller et produkt af miljø og erfaringer, varierer fra 20 til 60 procent.

Davidson laver så undersøgelser af børns emotionelle stil som den ser ud over en årrække, for at afgøre hvor stabile disse træk er hos dem over tid. Han deler på det tidspunkt en antagelse om stor emotionel stabilitet med mainstream personlighedpsykologien. Og bliver derfor overrasket:

This was not what I had expected. Measures of brain and behavior at age three did not predict what the kids wer lige at age nine. For the majority, who they were at three - and what their brains was at threee - was very different from who they were at nine. This was the first challange to my own assumptions about the stability of traits that have a genetic basis, and it spurred my thinking about the plasticity of the human brain. (...)

   That´s what the old model said: that people can slap an overlay of learning or socialization on their basic temperament, but that the inate shyness or boldness would stille be there. But we found that the brain had changed. (...). For two thirds of the kids, the whole system - brain, physiology, temperament, and behavior -  changed.

Davidson illustrer med tre eksempler - "Will", "Sam", "Shawn" - hvordan sådanne relativt voldsomme ændringer af personlighedens emotioelle stil kan forekomme (NB! "toddler" er et barn mellem 1 og 3 år):

Will, our fear-frozen toddler, had an outgoing yonger sister and also was lucky to have tearchers who nurtured his sociability. While he did not become an extremely outgoing child by age nine, he moved squarely into the middle of the distribution. Sam´s dad developed cancer,  for which he was hospitalized twice, when Sam was five and seven. This adversity understandable took a toll on the family, which may have played a role in moving Sam from being one of the most outgoing and social in our samble to the large clump of children in the middle.

   Allthoug neither Will nor Sam moved from one extreme to the other, they each moved closer to the center from their respctive extremes of behavioral inhibition and lack of inhibition. About half the children moved in the other direction, form the center to toward one extreme or the other. And some childen did move from one on end of the spectrum and to the other. At age three, Shawn was one of our least ihibited toddlers, (...). But when Shawn was eight, his father unexpectedly died of cancer. Whe we saw Shawn at nine, he was a changed child. He froze in the presence of strangers and wouldn´t play with a single thing in the risk room. He had become one of the most inhibited children i n our study.

Jeg har tidligere omtalt "orkidhypotesen" som siger  at nogle menneskers særligt følsomme personlighed er genetisk bestemt og kan føre til alvorlige depressioner. Men at hvis de får særlig megen pleje og omsorg og positiv opmærksomhed, så kan de blomstrer og udvikle sig til meget kreative mennesker inden for kunst og videnskab:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html

Det er klart at Davidsons forskning og teorier om den plastiske hjerne ligger i klar forlængelse af orkidehypotesen, samtidig med at han udvider og generaliserer den til at dække et bredt spektrum af personlighedstyper og personlighedtræk.

Og for mig leverer den et empirisk fundament for min hypotese om at særlige sociale tabs-oplevelser i barndom og ungdom, kan ændrer hjernens mere grundlæggende "wireing" og fører til udvikling af nogle af de personlighedtræk som kendetegner den særligt kreative personlighed. Ikke som en nødvendig konsekvens af disse oplevelser og erfaringer, men som en mulighed. 

    Sådanne oplevelser kan fx fører til større self-awareness, mindre sensitivty to context, mindre reselience, og et mere negativt outlook. For nu bare at nævne nogle ændringer som forekommer forholdsvis oplagte når man fokuserer på den særligt kreative personlighed.

(fortsættelse følger)

Se  også de to tidligere indlæg om 'den plastiske hjerne':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-1-de-seks.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-2-og-mulighederne.html

Den plastiske hjerne (2) - og mulighederne for genoptræning af handicappede efter hjerneskade

Politiken har haft i den senere tid haft en hel serie kritiske artikler om kommunernes faglige svigt og uformåen, når det gælder genoptræning af hjerneskadede efter ulykker, hjerneblødninger og blodpropper. Og vi har set stærke opfølgende indslag på fx DR´s Aftenshowet der understreger manglen på kommunal faglig kompetence og omhu på området.

   På grund af ren og skær faglig uvidenhed om mulighederne i den plastiske hjerne for at ommøblerer hjernens funktioner i forhold til krop, sprog og tænkning  gennem hurtig, systematisk og målrettet træning, så mister en masse hjerneskadede , deres funktionsevner permanent, mennesker som kunne blive mere eller mindre helet ved en videnskabeligt funderet genoptræningsindsats. Genoptræningen kommer for sent i gang, foregår usystematisk, og er ikke så intensiv, omfattende og målrettet som det er nødvendigt. 

Jeg vil her fortælle om Sharaon Begleys bog 'The plastic mind'. Sharon Begley  er en kendt og agtet videnskabsjournalist, og bogen gennemgår en række af de indsigter som den moderne hjerneforskning har leveret med hensyn til hjernens muligheder for at ændrer sig gennem livet, og mulighederne for at ændre hjernens mere grundliggende funktionsmåde gennem fysiske øvelser og mentale teknikker.

  I det første indlæg om "Den plastisk hjerne" fortalte jeg om David J. Richardsens teori om emotionele stilarter. Den vigtige pointe var at man empirisk kunne anlysere det enkelte menneskesinds følelsesmæssige habitus, dvs. grundindstilling, i 6 selstændige dimensioner: resilience-style, outlook style, social intuition style, self-awareness style, sensitivity style, attention style. Og så længe man var barn og ung, så det ud til at stilarten inden for hvor af disse dimensioner kunne ændrer sig uafhængigt af hinanden i løbet af relativt kort tid. 

Begleys og Davidsons bøger er et opgør med forestillingen om "the hardwired brain", altså dette at den moduopdelte hjerne stort set er færdigudviklet når man er voksne, og derfor ikke ændres væsentlig - borset fra at den kan forfalde eller blive skadet og dermed være dårligere til at varetage nogle af sine kognitive og handlinsstyrende funktioner.

  Begge bøger har i sidste instans et særligt fokus, nemlig spørgsmålet om det er muligt gennem mentale teknikker at ændre negative og destruktive følelser og tanker. Og hvis ja, i hvilket omfang og med hvilken varig effekt. 

Sharon Beglys bog har som rammesættende plot et møde - en konference - mellem Dalai Lama og en gruppe hjerneforskere i 2004 med "neuroplasticity" som det centrale emne. Hjerneforskerne kommer med en række forskellige oplæg, og Dalai Lama og hans backinggruppe af buddhistiske munke stiller uddybende spørgsmål. Buddhismens dogmer og antagelser om menneskesindets funktionsmåde og muligheder, konfronteres med de sidste ny indsigter som den moderne neurovidenskab kan levere. Og Sharon Begly referer fra oplæg og spørgsmål fra mødet og supplerer med oplysninger fra læsning og interviews med forskerne. 

Udgiveren af bogen er "The Mind & Life Institute" der er en forskningsinstitution og tænketank der har følgende grænseoverskridende og tværdisciplinære mission:

The Mission of the Mind & Life Institute is to promote and support rigorous, multi-disciplinary scientific investigation of the mind which will lead to the development and dissemination of practices that cultivate the mental qualities of attention, emotional balance, kindness, compassion, confidence and happiness.

   Our investigation is rooted in an integrated way of knowing that combines the first and second person direct experience of contemplative practice with a modern scientific third person inquiry.

   Our commitment to multi-disciplinary investigation includes research in the traditional mind sciences, social sciences, contemplative scholarship and practice, philosophy and humanities. We believe that only through this integrated investigation can we achieve an accurate understanding of how the mind works, the benefits of mental fitness, and the best practices for achieving mental and emotional fitness.

Sharon Bagelys gennemgående (og diskutable) metafor for hjernen indlejret i kroppen er at den er som et område med el-installationer i forskellige områder der forbundet med ledninger ("wiring"). 

    Hun sammenfatter en række videnskabelige resultater fra de senere år:

The brain can indeed be rewired. It can expand the area that is wirede to move the fingers, forging new connections that underpin the dexterity of an accopliced violinist. I can activate long-dormant wires and run new cables like an electrician bringing an old house up to code, so that regions that once saw can instead feel and hear. It can quiet circuits that once crackled with the aberrant activity that charactarizes depression and cut pathaological connections that keep the brin in the o-god-something is wron state that marks obsessive-compulsive disorde. The adult brain, in short, retains much of the plasticity of the developing brain, including the power to reapair damaged regions, to grow new neurons, to rezone regions that performed one task and have them assume a new task, to change the circuitry that weaves neurons into the networks that allow us to remember, feed, suffer, think, imagine, and dream.

En grundliggende indsigt er at de dele af hjernen som bliver brugt meget, vokser og ekspanderer det areal der varetager den specifikke mentale og adfærdsmæssige funktion. Den del af professionelle pianisters motor- og præmotorcortex der styrer fingrenes handlingsmotorik, og den del af deres somasensoriske cortex der giver feed back gennem følesansen, er vokset kraftigt og besætter et større areal af neuroner i de hjernedele end hos ikke-pianister. Den del af hjernen som arbejder når vi skal orienterer os og finde omkring i nye og ukendte omgivelser, er væsentlig større i neuron-areal end hos ikke-taxachauffører.

   Vi ved efterhånen alle at træning og kraftig motion fører til at de muskler som bruges bliver større. I den forstand fungerer hjernen og dens forskellig moduler og funktionsområder også nærmest som en masse forskelige muskler der vokser eller formindskes alt efter hvor meget de er i aktion og bliver brugt. 

   Men dertil kommer at bare det at tænke på nogle handlinger eller tænke på nogle mentale aktiviteter kan virke forandrende ind på de dele af hjernen som administrere disse handlinger og aktiviteter:

Merely thinking about playing the piano leads to a mesurable, physcal change in the brain´s motorcortex, and thinking about thoughts  in certain ways can restore mental health.

Med formuleringen "thinking about thoughts" refererer Begley til den såkaldte kognitive terapi og til bestemte former for meditation. 

Sharon Begley beskriver en masse videnskabelige eksperimenter med dyr, der viser at hjernens simpelt hen vokser i vægt og volumen - flere og ny neuroner fødes - jo mere "komplekst", dvs. mentalt nyt og interessant og fysisk krævend og udfordrende et miljø de lever i, er. 

   Og det gælder både unge og voksne individer. Og det gælder ikke bare dyr som forsøgsrotter, men også mennesker. Fx ser det ud til at daglig kraftig fysisk motion stærkt kan reducerer depressive mekanismer i hjernen.

   Et af spørgsmålene som diskussionen om hjernens plasticitet aktiverer, er hvad der sker når dele af hjernen mister kontakt og funktion fordi en del af sanseapparatet er gået i udu. Ligger den del af hjernen som bruges til at bearbejde lydindtryk, brak hos døve? Ligger den del af hjernen som bruges til at bearbejde synsindtryk, øde og inaktiv hen, hos blinde? Og "dør" disse hjernemoduler når de ikke modtager de signaler som de biologisk set er programmeret ("wired") til at bearbejde?

   

Forskningen viser at svaret er nej, også i den grad. Der sker en omprogrammering ("rewiring"), så den visuelle cortex rektutteres til at modtage og bearbejde lydindtryk eller føleindtryk hos blinde, og den del der kaldes the temporal lobe og som bearbejder lydindtryk, omprogrammeres til at bearbejde lydindtryk.

   De forskellige perceptionelle dele af cortex viser sig både at være aktive når de modtager ydre sanseindtryk, men viser sig også at blive aktiveret af mentale - indre "sansninger". Hvis man beder et menneske om at genkalde sig billedet af et velkendt landskab med henblik på at skulle tegne det "efter hukommelsen", så aktiveres den visuelle cortex som om den have modtaget input fra faktisk ydre synsindtryk. Tilsvarende hvis man beder folk om inde i hovedet - men altså tavst - at nynne-tænke en melodi de kender, så aktiveres den del af hjernens som ville være aktivt bearbejdende hvis den havde modtage tilsvarende faktiske lydindtryk gennem øret. 

Det er måske ikke så overraskende at den barnlige hjerne er plastisk. Men hvad med den voksne? Er forbindelserne og funktionerne så ikke fastlagt og stivnet en gang for alle?

   Her viser en lang række forsøg og undersøgelser at systematiske genoptræningsteknikker kan aktiverer neurologiske "naboegne" af hjernen til de områder der er ødelagt, sådan at de overtager den ødelagte funktion. 

   En teknik synes jeg er særlig interessant. Har man fået lammet en arm gennem en hjerneskade, så kan det at blokere den anden raske arms funktion i lang tid kombineret med gradvis træning af den lammede, gøre at hjernen så "tvinges" til at finde en ny vej til at aktivere den lammede. 

   Det kaldes 'constraint induced motor therapi'. Og de nyrekruterede områder af hjernen som tvinges til at tage over, kan både være de tilsvarende i den modsatte side af hjernen, eller det kan være nogle der ligger i den umiddelbare neurologisk omegn i fx motor eller præmotorcortex. 

Tilsvarende terapier kan bruges til at behandle ordblindhed, hvor man gennem læsetræning og lyd-lytteøvelser tvinger hjernen til at "rewire" de centre som er fejlforbundet mellem hørelse og syn hos de ordblinde.

Når jeg synes det er særlig interessant, er det fordi man jo også kan tænke en sådan kompensatorisk 'rewiring' når det gælder udviklingen af den kreative hjerne. Altså en slags 'constraint induced mental and emotional therapy'.
    Mange særligt kreative personligheder har oplevet en barndom med dårlige relationer til en af forældrene, eller tab af en forældre, eller skilsmisse. Endvidere har de oplevet tvunget at skifte hjemegn, skole, sprog/dialekt, kammerater, og at blive mobbet eller socialt isoleret. Erfaringer der  har medført en gennemgående følelse af fremmedgjorthed og tab af vigtige sociale og sociapsykologiske relationer.
    Hvis man tænker i en analogi til det fysisk-motoriske som er beskrevet oven for, så kan man anskue disse negative og belastende erfaringer som nogen der påfører et barn eller et ungt menneske "sociale lammelser" eller "sociale handicap".
    Disse sociale begrænsninger og invalideringer, kan føre til rekruttering og ekspansion af andre dele af hjernen, nemlig dem der varetager mentale funktioner som: genkaldelse af erindringer, fantaseren, dagdrømme, projektive forestillinger, theory of mind-tænkning, etc. Altså det jeg tidligere har beskrevet som default mode-netværket, som netop udvikles op gennem barndom og ungdom.
   Og - forstiller jeg mig også - denne kompensatoriske rekruttering og ekspansion af disse del af hjernen, kan blive stimuleret af fx læsning, eller af en mentorfigur blandt de nære sociale omgivelser.

(fortsættelse følger)

Den plastiske hjerne (1) - de seks dimensioner i personlighedens emotionelle stil

Hvor stabilt er vores hjernes konstruktion - dens "arkitektur" - over tid? Hvor stabil er vores personlighed over tid? Hvor påvirkelig er hjerne og sind af emotionelt stærke begivenheder som den enkelte oplever i krisesituationer? Og hvorfor reagerer to mennesker vidt forskelligt på samme barske oplevelser og vilkår?

   Det er spørgsmål som har ligget og luret neden under en af de tankemæssige hovedveje jeg har fulgt på denne blog, nemlig om de ofte barske forhistorier fra barndom og ungdom som rigtig mange af de særligt kreative personligheder med karrierer inden for politik, forskning og kunst har kunnet fortælle. Det er historier om radikalt og pludselig at skifte miljø og sprog, om tab af tryghed i ellers nære sociale tilhørsforhold, om savn af en eller begge forældre, om skilsmisser, om mobning i skolen, om at føle sig udenfor og fremmed i forhold til omgivelserne, om at være splittet mellem to kulturer og sprog.

Min meget forenklede teori har været, at den type barske negative vilkår hos nogle mennesker og under nogle omstændigheder fører til  emotionelt betingede reaktionsmønstre som, fastholdt over længer tid, fremmer konstruktionen af en særligt "kreativ hjerne". Og  at der i den konstruktion indgår at hjernens fantasiliv stimuleres uforholdsmæssigt meget, dvs. det udvikler de dele af hjernens komplekse modulsystem som kaldes the default network præcis som hård træning kan udvikle muskler til at fungere bedre. 

    Talemåden "Hvad udad tabes, skal indad vindes," er på en eller anden måde ret præcist i forhold til det reaktionsmønster. Typisk er i hvert fald at rigtig mange særligt kreative personligheder kan fortælle om at de i den slags situationer hvor de oplever længervarende "tab" og "savn", isolerer sig, vender sig "indad" - og i de perioder pludselig får et stort behov for og udbytte af at læse fiktion.

   Og så har jeg jo også måttet konstatere at de selvsamme negative vilkår med oplevelser af kritiske tab og (af)savn kan indebærer et liv med social deroute, kriminalitet, alkoholisme, narkomani - you name it.

Derfor spidsede jeg øjne da jeg læste om Richard J. Davidssons forskning om "følelsesmæssig stil", som kan defineres som en variabel og vægtet kombination af forskellige mentale og emotionelle parametre:

• Resilience (= ukuelighed, robusthed, mental udholdenhed) : how slowly or quickly you recover from adversity
• Outlook (= optimisme, "et lyst sind", positivt " livssyn"): how long you are able to sustain positive emotion.
• Social Intuition (= fornemmelse for andres fornemmelser): how adept you are at picking up social signals from the people around you.
• Self Awareness (= selvindsigt): How well you perceive bodily feelings that reflect emotions.
• Sensitivity to Context (= emotionel selvkontrol tilpasset situationen): how good are you at regulating your emotional responses to take into account the context you find yourself in.
• Attention (= nærvær, opmærksomhed, koncentration): how sharp and clear your focus is.

I mit indlæg den 7. juli omtalte jeg kort og summarisk Richard J. Davidson som den forsknngsmæssige hovdfigur bag den dokumentarfilm som båd i Danmark og internationalt har fået en meget positiv omtale: "Free the Mind" - instrueret af Phie Amboes:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/frigr-sindet-med-tankens-kraft-om.html

Richard J. Davidsons helt nye bog som jeg lige har anskaffet, har titlen: "The Emotional Life of Your Brain". Og undertitlen lyder: "How its uniqe patterns affect the way you think, feel and live - and how you can change them".

   Bogen er skrevet sammen med Sharron Begley, som er en slags amerikansk pendant til vores egen suveræne videnskabsjournalist Lone Frank. Begley har så også selv skrevet en mere populariseret indføring i de ret så revolutionerende og kontroversielle teorier og ideer inden for neuroscience-feltet som Davidson har udviklet gennem eksperimentel hjerneforskning over en lang årrække.

   Begleys bog udkom 2009, så mon ikke det er den - og dens bestseller-succes - der har givet anledning til en invitation fra professor Davidson til at hun bistod ham med at skrive hans bog. Han er nemlig også en af "heltene" i Begleys bog. 

Hvad er det der er fascinerende ved Davidsons bog - og ved hans teoretiske og empirisk funderede nytænkning?

   Først og fremmest er det det at den er dramaturgisk "plottet", og det er nok i høj grad Begleys fortjeneste. På samme måde som fx Joshua Foer´s 'Moonwalking with Einstein', eller Steven Johnson´s 'Mind Wide Open', eller Lone Franks 'Mit smukke genom' er journalistisk plottede, nemlig som en  kombineret opdagelsesrejse og udviklingshistorie med fortælleren som subjekt.

   Davidson taler i introduktionen om 'A Scientific Quest', som Wikipedia definerer sådan her:

A journey towards a goal ...the objects of quests require great exertion on the part of the hero, and the overcoming of many obstacles. 

En vidneskabelig rejse mod et vanskeligt mål, som indbærer store anstrengelser og overvindelse af stor modstand. Et set up til et eventyr!.

    Davidson fortæller kronologisk hvordan han skridt for skridt er kommet til en forskningsmæssig grænseoverskridende forståelse af hjernen, af den menneskelige personligheds sindstilstande og af det følelsesliv som udspringer af forskellige dele af hjernens forskellige neurologisk og neurokemiske reaktionsmåder, dels i forhold til mødet med omgivelserne og dels i forhold til sindets indre liv.

"The Emotional Life of Your Brain" fortæller simpelt hen en spændende historie - som har karakter af en slags forskningsmæssig selvbiografi - en personligt fortalt  erkendelsesrejse - et livsforløb præget af  en masse forskningsmæssig modstand, af egen tvivl og usikkerhed, og gang på gang også af mentalt gennembrydende aha-oplevelser.

   Udervejs formulerer han en række empiriske funderede opgør med det man kunne kalde mainstream opfattelsen inden for psykologien og neurovidenskaben: om hvordan hjernen er indrettet og fungerer i forhold til følelseslivet hos det enkelte menneske, og i forhold til det enkelte menneskes individuelle udvikling fra barn, til ung, til voksen og ældre.

This book describes a personal and professional journey to understand why and how people differ in their emotional response to what life throws at them, motivatede by my desire to help people lead helthier, more fulfilling lives. The "professional" thread in this tapestry describes the development of the hybrid discipline called affective neurscience, the study of the brain mechanisms that underlie our emotions and the search for ways to enhance peoples sense of well-being and promote positive qualities of mind. The personal "thread" is my own story. 

Davidsons fortælling viser at han selv er mønstebryder og outsider i forhold til de dominerende forskningsmiljøer og de dominerende antagelser inden for forskningfeltet:

(...) I have ventured outside the boundaries enclosing these disciplines, sometimes getting stuck down, but in the end, I hope, achieving at least som of what I set out to do: to show through rigorous research that emotions, far from being the neurological fluff that mainstream science once believed them to be, ar central to the functions of th brain and to the life of the mind.

Hans udvikling af teorien om de forskellige emotionelle stilarter er kendetegnet ved at hver af de 6 dimensioner kan testes som hhv. stærkt eller svagt udviklet, og at de empirisk kan vises at have med meget forskellige dele af hjernens funktionsmåde og neurale aktivitetsniveau at gøre:

• Stærk eller svag mental robusthed afhænger af styrken af signalerne mellem den prefrontale cortex og den del af hjernen der kaldes amygdala.
• Styrken af den sociale intuition hænger sammen med høj neural aktivitet i den del af hjernen som kaldes fusiform gyurus og kun moderat aktivitet i amygdala.
• Hvor god man er til at styre sine følelser i forhold til forskellige former for kontekst, afhænger af hvor høj den neurale aktivitet er i den del af hjernen som kaldes hippocampus.
• En høj grad af selvindsigt hænger sammen med høj aktivitet i den del af hjernen som kaldes insula.
• Stærk eller svækket opmærksomhed og koncentrationsevne hænger sammen med hvor godt prefrontal cortex evner det der kaldes 'phase-locking' som reaktion på eksterne sansestimuli.
• Den optimistiske hjerne ('outlook'-dimensionen) variere med hvor stærkt og vedvarende hjernens kemiske belønningssystem (nucleus accumbens) er aktivt, og dette belønningssystem er reguleret af hvor stærke signaler det modtager fra præfrontal cortex.

Læseren bedes i første omgang gå til den engelske Wikipedia for at få at vide hvilke funktioner man typisk tillægger amygdala, fusiform gyrus, prefrontal cortex, hippocampus, etc.

De fleste af de personligheds-typologier som den psykologiske og neurologisk forskningen har arbejdet med, og som jeg også har refereret i forskellige indlæg på denne blog, går ud fra at den enkelte person typisk er fx introvert eller ekstrovert, eller er en Highly Sensitiv Person (HSP), eller en High Sensation Seeker (HSS), eller en ADHD´er. Og at det er noget man "er" så at sige fra naturens hånd - og bliver ved med at være hele livet. Hvad der så i øvrigt passer godt med at man har konstateret at disse særlige personlighedstyper ofte kan begrundes i genetisk funderede psykiske egenskaber (="fra naturens hånd"). 

Richard Davidson spørger så sig selv - og giver sig til at undersøge og teste - om det enkelte menneskes personlige emotionelle stil er noget der er permanent for den enkelte person, hvad det ville være naturligt at gå ud fra - netop fordi Davidson  har forankret hver enkelt dimension i den emotionelle stil i et hvert sit specifikke empirisk påviseligt samspil mellem forskellige dele af hjernens moduler og funktioner.

   Men svaret er nej. 

En forsøgsrække over  en 6-årig periode viser at børn der er kendetegnet ved én markant emotionel stil, meget vel kan have skiftet til en anden i løbet af en tre-årig eller seks-årig periode. Man kan altså ikke med nogen sikkerhed slutte fra hvordan et barns emotionelle personlighed er når det er tre år, til hvordan dets emotionelle personlighed ville blive 6 år efter. Ca. en tredjedel er ifølge Davidsons forsøgsrække stabile mht. emotionel stil, en tredjedel flyttede sig noget (ind mod midten), og en tredjedel skiftede til deres emotionelle modsætning.

   Davidsons forklaring på dette er at den nyeste forskning i genetik viser at gener kan tændes og slukkes - afhængig af de påvirkninger individet får fra mødet med forskellige begivenheder og vilkår i omgivelserne. Og at den mekanisme også kan føre til ændringer i en personligheds emotionelle stil. 

Konklusionen er lysende klar (og jeg er nået ca. halvt igennem bogen):

These discoveries  about the malleability (i.e. formbarhed, plasticitet) of a key facet of Emotional Style - and indeed, of personality, temperament, and other genetically based traits - provide the foundation for parents and teachers to identify af child´s Emotional Style and try to shape it. 

   Even if a child has a genotype that predisposes him to be anxious, being raised in a relaxed andnurturing envionment can dial down those genes, quite littreally, by altering the extent to whiich priticular genes are expressed. 

   Similarly, at child who has a genetic predisposition for shyness can develop into a sociable adolescent and adult i her parents do not shelter her and indulge her shyness but instead gently encourage her to interact with other kids. 

   The environment does not just shape behavior or even brain function. I also affects whether genes turn on or off and, therefore, which inherited traits we express.

(fortsættelse følger)