Om et besøg på Varde museums Frello-udstilling - gensyn med og genlæsning af litteraturen om ham og hans kunst

Gavlmaleri ved Varde museum. Design Otto Frello

Fruen og jeg var for 14 dage siden på besøg i det vestjyske for at se den permanente Frello-udstilling i Varde.

   Den gav anledning til indkøb af endnu en bog om Frello, den tredje i rækken. Og til endnu en gang at gå på eventyr i Frellos billedkunst.
    Jeg husker ikke hvornår jeg "opdagede" Otto Frello. Det har været på nettet, og inden 2012 hvor jeg første gang skrev et indlæg om ham. Det var kort, men min betagelse og fascination var rimeligt uhæmmet.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/otto-frello-outsider-og-utidig-fantasy.html

Allerede inden vi nåede frem til museets indgang, mødte vi Frello-kunst i stor størrelse: To gavle var malet af 19 dekorationsmaler-elever fra Svendborg Malerskole - efter Frellos tegninger og skitser. 

Gavlmaleri (2) ved Varde museum. Design Otte Frello

Vi havde jo set alle de udstillede billeder for godt halvandet år siden da Otto Frello kort før sin død havde en stor udstilling i lokalerne på Rundetårn hvor vist stort set alle hans malerier var med. Så udstillingen i Varde der måske indeholdt halvdelen, var jo sådan set et koncentreret gensyn.

 

Men interessant nok var der ikke bare tale om genkendelsens glæde i Varde, men om stadige nyopdagelser i forhold til de fleste af hans billeder.

   Og helt usædvanligt for oplevelsen af forholdet mellem udstilling og publikum, så gik alle de besøgende - også fruen og jeg - rundt og smilede.

 

Denne gang lagde jeg blandet andet særligt mærke til billedernes rammer som Frello i de fleste tilfælde har tænkt og udformet specielt til det enkelte værk, som det fremgår af en artikel i bogen "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."

   Nogle billeder har slet ikke rigtige rammer. De er malet på lærredet som trompe l'oil-illusioner. Som det her med titlen "Udbrud" hvor rammen og det påskruede navneskilt er en illusion som er malet på kanten af selve lærredet (dog er skruerne "ægte"!):

Otto Frello: Udbrud. 1994

Bemærk hvordan det illuderet iturevne lærred  i det abstrakte billede gå ind over den illuderede ramme i højre side. Frello er en både en spasmager - og en illusionskunstner.

   Andre billeder kombinerer en ægte 'ydre' ramme af gammelt træ med en illuderet 'indre' ramme på lærredet, som det her med titlen "Det sidste menneske" (man kan dog desværre her kun se en smule af den ægte træramme yderst, i virkeligheden er den bredere end den 'indre' påmalede, og skåret ud af 200 år gamle ormhullede planker):

Otto Frello: Det sidse menneske. 2000

Også her kan man iagttage hvordan Frello leger med illusionen. Den malede figurs hænder går ud over rammen (=den malede 'indre' ramme). Oplevelsen af at figuren (som er en kvinde) udmattet er nået til verdens ende - og vil ud af den verden hun er den sidste i, er forstærkes gennem det illusionsgreb.

I det her billede "Gennembrud" fra 1993 er der slet ingen ramme.
   Eller man kan sige at den illuderede trompe l'oil-ramme fylder næsten hele billedet, og er tilsyneladende lavet af et stykke udskåret og murværk i kalksten (eller marmor) med indblik gennem den profilerede udskæring til - ingenting:

Otto Frello: Gennembrud. 1993.

Det er stor kunst, synes jeg.
   Det fremgår ikke af illustrationen her, men murværket er malet så det fortsætter helt rundt om lærredets kanter. Så hvis man ser billedet helt fra siden så ser det også ud som om det er et stykke murværk der er hugget til og ud - i billedets størrelse.

Frellos billeder er grundlæggende ikke subjektive eller ekspressionistiske, der er ikke tale om en form for surrealisme som nogen måske kunne finde på at tænke. Det understreger han selv, i flere interviews.

   Hvis man skal sætte ord på genren, så er det er en slags magisk realisme hvor genkendelige virklighed går i symbiose med et fabulerende indhold.
   Det nærmeste man kommer rent stil- og genremæssigt er nok det man internationalt ville kalde 'fantasy' - en illustreret eventyrverden uden for tid og rum, som samtidig er så realistisk at hvis man troede på at den fandtes, så ville man uden videre kunne traske ind og deltage i historien.
   Som i Harry Potter-filmene.

   Men Frello adskiller sig alligevel fra fantasy-mainstrem-billeder/-illustrationer på grund af den indbyggede humor som der er i næsten alle hans billeder.

   Prøv at google "fantasy paintings" og klik på "billeder". Slægtskabet er der. Men der er der ikke meget at grine ad.

To af billederne vist ovenfor - "Gennembrud" og "Udbrud" - er det nærmeste man kommer til en form for personlig symbolik i hans malerier. 

   Billederne er malet umiddelbart efter at Frello for første gang udstillede i begyndelsen af 90´erne - og jo dér fik både en del anerkendelse - især fra et begejstret publikum der mødte op i stort tal, men også fra nogle få kritikere/anmeldere.

  Andre kunstkyndige inden for kunstinstitutionen frakendte til gengæld hans billeder enhver kunstnerisk værdi, hvad man kan læse om her i en artikel fra netavisen arbejderen.dk fra 2009:

- Mine malerier er konstrueret, så tilskueren kan vandre ind i billedet, har han engang fortalt Malerforbundets fagblad Maleren.

   Derfor er forgrunden i billedet altid skildret detaljeret - det kan være stuens egeplanker eller sandkornene i klitten ved havet.

   Og den slags malerier, som giver beskueren en munter, ofte lidt drilsk sang fra de varme lande kan ikke være kunst.

   Det sagde Kunstavisens redaktør Alex Steen, allerede i 1992 og kaldte hans billeder for 'Maleriske kuriositeter'.

   Og kunstjournalist Preben Juul Madsen fulgte op i Kunstavisen, da han i juni 1994 anmeldte Otto Frellos første udstilling i Helligåndshuset i København:

   'Frello mestrer ikke helt teknikken i oliemaleriet. Den udpenslede, detaljevisende udførelse i hans billeder er ikke gennemarbejdet nok, læner sig ofte op ad det dilettantiske, både i farve, teknik og komposition', lyder kritikken blandt andet.

   Ramaskriget i den etablerede kunstverden var da også til at høre, da Otto Frello - stærkt mod sin vilje - i 1994 blev optaget i Weilbachs Kunstnerleksikon.

   Leksikonet, der blev skabt af Kunstakademiets anden bibliotekar, Philip Weilbach, har siden 1877 registreret alle kunstnere i Danmark.

   Optagelsen i Weilbach førte til, at samme Preben Juul Madsen i Kunstavisen februar 1995 i en brevveksling med Otto Frello skrev:

   'Efter min mening halter dine billeder både malerisk og kompositorisk, såvel i helheden som i enkeltobjekter'.

   Han anklagede ham samtidig for at benytte 'samme effekter og midler som fiduskunstnerne anvender'.

Frello kalder sig selv en "utidig maler". Og han ønsker ikke at blive betegnet eller omtalt som "kunstner". Sin forbilleder henter han i det illusionsmaleri som dominerede i europæisk kunst fra omkring 1500 til omkring 1900.

   De to billeder "Gennembrud" og "Udbrud" kan ses som kamuflerede udtryk for hans oprør mod - eller skulle man være så fræk at sige symbolske fuck-finger til - den etablerede illusionskritiske og antifigurative abstraherende kunst som har domineret den 'anerkendte' malerkunst i Danmark og i udlandet i det meste af dette århundrede.

Frello har givet flere interviews i sine senere år. Et større et findes i bøgerne om ham, foretaget af John V. Jensen.

   Her fortæller Frello blandt andet at han bevidst "lefler for publikum" i den forstand at de skal kunne føle at de kan gå lige ind i billedet fordi forgrundens gader, torve og veje er malet så realistisk at beskueren får illusionen af at kunne fortsætte til fods ind i den skildrede verden.

   Publikum skal også kunne opleve at der foregår en historie i denne magiske verden - at billederne er fortællende.
   Men hvilken historie de fortæller, det er til gengæld ikke klart. Det er op til den enkelte at digte ud fra billedet, er hans synspunkt.

   

Frello bruger også i interviewet ordet "slyngelagtigt" til at beskrive nogle af de illusionsnumre han laver med publikum. Og han bruger udtryk som "luskede tilsnigelser". Afvæbnende selvironi.

   Han afviser at han udtrykker (egne) følelser i sine malerier, og han tager bevidst afstand fra at fænomenet som andre kunstnere ofte refererer til: inspiration - at det skulle betyde noget for ham i valg af motiver og måder at male på.

   

Han sammenligner sig selv med H. C. Andersen der gjorde det samme i ord som Frello selv gør i billeder, og han fortæller at han ligesom Andersen finder på detaljer og forfølger indfald undervejs i processen. Han kan også finde på at lave malede tilføjelser i billederne på et senere tidspunk hvis han synes at noget mangler. Der er ikke noget særligt helligt eller urørligt ved et maleri han har skabt, er hans holdning.

   Han fortæller at hans billeder ikke har noget budskab, intet dybere formål - ud over det at overaske, underholde, sætte fantasien igang - og gøre folk glade.

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om mennesker med særlige evner. Frello tilhører den gruppe.
   Hvor meget der er medfødt og hvor meget der er et resultat af at han i mange år underviste rigtig mange hold i komposition og perspektivtegning på Akademiet for fri og merkantil kunst (der hvor man i mange år har uddannet reklametegnere og illustratorer), det er svært at afgøre.

   Inden han selv for alvor begyndte at male oliemalerier, brugte han en række år på på helt unik og fremragende vis at illustrere en række af Politikens populære håndbøger "i farver", som jeg alle har stående i min reol: Stueplanter i farver, Husdyr i farver, Smykkesten i farver, Balloner og luftskibe, Alverdens klædedragter i farver, Stilarternes kavalkade i farver.
   Illustrationerne er musik for øjet. Og mange af dem kan ses på udstillingen i Varde.

   

Frello har et helt specielt talent hvad angår brug af centralperspektivet i sine billeder. Og det er altid til stede som underliggende strukturprincip.

   Det fremgår af udtalelser i  bøgerne at han slet ikke ikke kan lade være med - og at det sker helt automatisk - at se landskaber, byer, huse, veje, genstande i et ekstremt klart og tydeligt centralperspektiv. Og at det næsten er noget tvangsmæssigt - lidt som synæstesi.

   Hans mentale stereoskopiske 3 D-syn er styremde for kompositionen af hans motiver, fortæller han.
   Og hvor specielt ekstremt det talent er, det får man ikke mindst indtryk i nogle af hans hånbøger, fx "Stilarternes Kavalkade - i farver."

   

Endvidere har Frello den særlige visuelle fantasi der gør at  hvis man beder ham om det, så kan han på en studs male de frontalt vendte ansigter på figurer som i hans maleri vender ryggen til beskueren.

   For eksempel i forhold til billedet "Den morsomme mand" har han senere på opfordring i forbindelse med et interview lynhurtigt malet ansigterne til den grønne dame centralt i billedet og til den brunklædte skaldede mand i baggrunden

 

Otto Frello: Den morsomme mand. 1980

Eksemplet er refereret fra artiklen "Der hvor øjeblikket nedfældes" af Per Oscar Jensen i den sidste store  bog om kunstneren: "Otto Frello - I fantasiens landskab". 

   Frello har åbenbart på den indre skærm kunnet set alle sine malede figurer 360 grader rundt; derfor ved han præcis hvordan de vil se ud når han placerer dem i et helt bestemt perspektiv. 

   

I samme artikel får vi også vist og fortalt at han hurtigt i detaljer kan male ansigterne og kroppene på de mennesker der går i demonstration i den lidt blåtågede baggrund til venstre i samme billede.

   Altså selv om Frello i billedet "Den sjove mand" kun skitseagtigt og i meget lille størrelse har malet en  menneskemængde i baggrunden, så har han for sit indre blik vidst hvordan de ville se ud hvis de skulle hives frem i forgrunden og ses tæt på.

I et tidligere indlæg spekulerede jeg over hvilke beløb Frello egentlig solgte sine malerier for. Varde museum jo altså erhvervet ca. halvdelen af dem, og kun det første var gratis.
   Nettet var her ikke til nogen hjælp.

   Svaret fra den meget entusiastiske dame i receptionen, var at han krævede timeløn. Et hurtigt billede, en billig pris, et billede det tog lang tid at male, som fx dette "Københavnerbillede" der sammenlagt tog tre år at male kostede en million, fortalte hun. 

Otto Frello: Københavnerbillede. 1983-86

Som eksempel på at han ikke havde noget imod at rette eller lave tilføjelser til sine malerier, nævnte hun at de to gråspurve nede til venstre, var en senere tilføjelse, og at forbilledet for dem var gråspurvene på den daværende 20 kr.-seddel:

Udsnit af Københavnerbillede

Det fremgår også af interviewene med Frello at han ikke har nogen kvababbelser ved at kopiere motiver han vil inkorporere i sine malerier fra fotos eller gamle stik, billeder som han har fundet gennem sin billedresearch til motivet.
   Det gælder for eksempel mange af delmotiverne, både bygninger og figurer, i "Københavnerbillede".

På udstillingen var der to landskabsbilleder som tydeligvis var akvareller. De var beregnet til et bogomslag. De var fine, men ikke lige typisk Frello.

    Jeg spurgte hvad han ellers malede med når han ikke malede i olie. Receptionisten tjekkede op: Akvarel var faktisk usædvanligt. Når han arbejdede som illustrator var det 'gouache' han brugte. En slags heldækkende vandfarve, som Wikipedia fortæller om sådan her:

Gouache er en maleteknik, hvor der bruges vandfarver, der dækker billedets bund helt. Gouache er også betegnelsen for et billede malet med denne teknik. Ordet "gouache" er overtaget fra fransk og udtales "gua'sj" eller "goa'sj." Fransk har modtaget ordet fra italiensk "guazzo", som betyder "vandpyt", "vand" eller "lavering".

   Gouachemaling indeholder hvidt farvestof, der gør farverne mere matte og dækkende, således at papir eller underlag ikke skinner igennem som ved sædvanlig vandfarve eller lasurmaling. Desuden indeholder malingen farvestof opløst i vand og gummiarabicum (lim), som andre vandfarver.

   En række kunstmalere og illustratorer har brugt, og bruger denne maleteknik. Gouachemaling er renligt at arbejde med, fordi det er vandopløseligt, det giver relativt glatte farveflader og mørkere partier kan dækkes med en lys farve.    

   Teknikken egner sig især til illustratonsoriginaler som skal reproduceres, for eksempel, rigt farvede plakater. Det har også været almindeligt at anvende gouache til farvelægning af plastceller i tegnefilm, hvor figurerne skal have heldækkende farver, mens baggrunden er blevet udført i mere nuancerig akvarelteknik.

Når han arbejdede som illustrator for Politikens håndbøger, var det altså vandopløselige gouache-farver han gjorde brug af. Det kaldes også somme tider temperafarver.

   I en kort artikel som er baseret på et interview med Frello 2011, beskriver han hvordan han faktisk i sine oliemalerier kombinerede olie- og temperafarver, hvad der kom noget bag på mig - og i øvrigt også overraskede de konservatorer som besøgte ham for at få ham til at fortælle om sin unikke maleteknik:

Otto Frellos baggrund som bygningsmaler og senere illustrator viste sig at være indlejret ganske klart i hans maleteknik. Han fortalte, at han næsten altid fra han begyndte for alvor på oliemalerierne i 1970 havde malet helt traditionelt med oliefarver på forgrunderede lærreder. Oliefarverne var typisk tubefarver rørt ud i lidt tørrende olie på paletten og påført lærredet med almindelige kunstnerpensler – de fleste af materialerne købt i Københavns Farvehandel lige rundt om hjørnet.    (...) 

   Efter at have malet hovedmotivet med oliefarver, lader han farvelaget tørre helt op, hvorpå de karakteristiske detaljer tilføjes maleriet med vandbaseret temperafarve. Frello kalder det ”tempera”, men her er der tale om det, vi også kalder gouache, som er en vandbaseret mættende farve til forskel fra akvarel, der er mere eller mindre laserende – dvs. en smule gennemsigtig. 

   De fleste af Frellos kendte bogillustrationer er oprindeligt malet i gouache, hvilket giver en klarhed og mætning, som gør dem yderst velegnet til reproduktion.

   (...)

   At detaljerne males på det tørre oliefarvelag med en vandbaseret farve virker underligt, når man tænker på, at oliebaserede og vandige medier jo ikke ligefrem fungerer særlig godt sammen – så hvordan kan man få de to materialer til at forenes? 

   Det problem havde Frello løst ved at slibe det tørre oliefarvelag med en fugtig klud dyppet i kridt. Bagefter tørrer han farvelaget rent for overskydende kridt med en klud og opnår på den måde en mattering af overfladen, som kan få den vandige gouache farve til at binde på den lidt ru overflade. Det var et kneb, han havde lært af forstanderen for Akademiet for Fri og Merkantil Kunst, mens han var elev der. 

   For nu at holde på farvelaget, hvor detaljerne som nævnt let kan fjernes med fugt, trækkes det hele over med en relativt tyk og glansfuld fernis. I begyndelsen brugte Frello gulvlak dvs. en tyk linolie-baseret lak med stor glans. På et tidspunkt – som han ikke husker nøjere – gik han over til en klar, men stadig glansfuld fernis fra Københavns Farvehandel – formentlig baseret på akryl.

http://www.konsvest.dk/upload/files/Papeg%C3%B8jen%20der%20forsvandt.pdf

Da jeg var ung malede jeg af og til med 'dækfarveer', altså 'gouache'. Ikke at jeg husker det, men blandt de billeder jeg har bevaret fra min ungdom, er der et par stykker som må være malet i det medie.

I øvrigt mener jeg godt man kan sige lidt mere end at hans billeder er bae fabulerende og fantasistimulerende.
   Der er rigtig mange af motiverne som indirekte, og kritisk-ironisk,  peger tilbage på noget der har rødder i religion.
   Det fremgår af det her interview i Kristeligt Dagblad under rubrikken "Billeder man aldrig glemmer", lavet i forbindelse med hans sidste store udstilling, at han er vokset op i et indremissionsk miljø i Vestjylland.
   Men han afviser naturligvis enhver tolkning i den retning:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/billeder-man-aldrig-glemmer

(fortsættes - i et indlæg om Martin Bigum og han synæstesi)

Ole E. Petterson - arven efter Frello

I forbindelse med lidt research før mit besøg på Varde Museum hvor jeg og fruen skal (gen)se Otto Frello-udstillingen, stødte jeg på en anden - stil- og åndsbeslægtet kunstner: Ole E. Petterson. 

Ole E. Petterson (født 1944) er elev af Otto Frello, idet han er blevet uddannet på Akademiet for fri og merkantil kunst hvor Frello i en række år både var underviser og forstander.

   Ole E. Pettersons baggrund beskrives sådan på Science-Fiction-bloggen 'Ekkorummet' hvis bestyrer og gennemgående skribent var oversætteren Stig W. Jørgensen:

Ole E. Petterson var et kendt navn blandt danske science fiction-læsere i 1970'erne og 1980'erne. Han leverede et hav af meget karakteristiske sort-hvide illustrationer til bøger og blade inden for genren. Petterson, der også var bibliotekar, var desuden meget optaget af den amerikanske science fiction-forfatter Philip K. Dick, og i 1980 redigerede han således Proximas tema-nummer om forfatteren (nr. 23).    Petterson stod derfor også bag et af de mest attråværdige samlerobjekter i de danske science fiction-udgivelsers historie, Dicks kortroman Anden udgave (efter Second Variety), der udkom på Tangentforlaget i 1982. Petterson havde både oversat og gennemillustreret historien, således at udgivelsen samtidig var en spændende kunstbog.

   De sidste mange år har man ikke hørt så meget til Ole E. Petterson i science fiction-sammenhænge. Det skyldes tilsyneladende ikke at han har ligget på den lade side, men derimod at han har helliget sig sin hovedinteresse, maleriet (som nævnt i Otto Frello-indlægget nedenfor, var Petterson elev af Frello på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst i 1960'erne). Ole E. Petterson har siden 1995 været fuldtidsbeskæftiget som maler.

Ole Lindbo, som også har skrevet bogen om Harald Henriksen, fortæller om Ole E. Pettersons kunst på dennes egen hjemmeside http://www.oep.dk/:

Billedets Magi

Der er kunst, som falder ned gennem tiden, ud gennem tidens afgrænsninger, og således gennemhuller forestillingen om kunstens aktualitet. Måske er det den kunst, som holder længere end alt andet?

Dét er den kætterske tanke man får, når man første gang præsenteres for maleren Ole E. Pettersons billeder. Man stopper op. Tøver. Undres. Forvirres. Fascineres. Det er som at bladre i en bortkommet bog, fyldt med fortællinger om glemte øjeblikke. Det er som at kigge ind gennem et nøglehul og blive præsenteret for en historie i en række anelsesfulde glimt. En historie uden begyndelse, forløb og slutning. Som tvinger beskueren til at lege privatdetektiv, på sporet af en gåde, der kræver at blive løst.

   Man kan kalde Ole E. Pettersons billeder for så meget: Ny-surrealisme, magisk realisme - måske endda en slags ny-symbolisme. Det er vel egentlig underordnet. Lad os starte med at fastslå, at han kan sit kram, sit håndværk. Og at han har noget på hjerte. Han vil fortælle gode historier. Og det gør han, i fabulerende og forrygende grad. Han er nemlig en ægte fortæller, der - uden moralisme - er faldet i forundring over sine omgivelser og deres skjulte hemmeligheder.

   Intet er, hvad det synes at være i hans univers. Fornuften er sat fra bestillingen. Det underbevidste regerer. Drømme er lige så virkelige som den såkaldte virkelighed. Måske er vi en drøm, drømt af nogen andre?

   Ole E. Pettersons billeder er fyldt med sammentræf og associationer. Som beskuer sættes man ind i en labyrint, som man selv må finde ud af. Kunstneren kan virke gammelklog og litterær, og alligevel adlyder han kun billedets egne love og mønstre. Hvis han virker hemmelighedsfuld, er det kun fordi beskuerens egen fantasi bevæger sig ad hemmelighedsfulde stier.

   Man forbavses ikke, når man hører, at kunstneren i sin tid lod sig inspirere af såvel Hieronimus Bosch som af Salvador Dali. Han henter helt sikkert sine inspirationer fra de samme dybder som de to gamle klassikere i kunstens verden. Og de to store klassikere kan roligt være stolte over, at have en slags nutidig efterfølger som Ole E. Petterson.     Ikke fordi han ligner dem. Det gør han slet ikke. Men han henter tydeligvis sine inspirationer fra det samme arsenal af drømme og visioner og parallelle universer, som de to gjorde.

   Enhver form for virkelighed er som en kinesisk æske. Der gemmer sig hele tiden nye æsker inden i de æsker, vi først åbner. Ole E. Pettersons kunst er således for de eftertænksomme, de fabulerende og de nysgerrige, for hvem fornuften til enhver tid er en dårlig forklaring på, hvordan alting hænger sammen.

   Man snyder sig selv, hvis man ikke snarest går på opdagelse i hans forunderlige og stemningsfulde billedunivers.

Her er nogle af Ole E. Pettersons malerier som han viser på sin hjemmeside:

Drømmenes Engel. 2001

Alice og Nattevagten. 2002

Hos Sødring. 2005

Hos Iohannes nr. 3. 2006

Ved bordet. 2007

I køkkenet. 2008

Picnic. 2010

Under Åbuen. 2012

Udkald til Ankehøj. 2013

Dorotheas fødselsdag. 2014

I Pettersons malerier vrimler det med både skjulte og helt åbenlyse referencer til og visuelle citater fra mere eller mindre kendte værker fra den europæiske og danske kunsthistorie og den klassiske mytologi.
   I det tilfældige udvalg af Pettersons billeder ovenfor, finder jeg ved en kort billedresearch på google åbenlyse visuelle citater fra de følgende mere eller mindre kendte malerier. Men jeg er overbevist om at sådan er det hele vejen igennem i hans malerier.
   Se bare her:

Dorothea Thanning: Birthday. 1942

J.Th. Lundbye;
Efterårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde 1847

Eduard Manet: The Luncheon on the Grass. 1867-68

Johannes Vermeer: The Girl with the Wine Glass. 1659

Christen Købke: Landskabmaleren Frederik Sødring. 1832.

Pettersons malerier er jo - som Frellos - teknisk dygtigt udført i en form for klassisk realistisk oliemaleri. Og dermed er han også beslægtet med moderne, men ligeledes indholds- og udtryksmæssigt tilbageskuende 'superrealistiske' nulevende malere som Niels Strøbek og Thomas Kluge, der jo også er kendetegnet ved at de i deres malerier inkorporerer visuelle citater og referencer fra ældre dansk og udenlandsk kunst.

Når vi taler om og prøver at karakterisere Pettersons malerier, så kan man stille spørgsmålet: Er det kitsch eller kunst? Er der for meget 'fidus' og 'kulturhistorisk fims' over de mixede motiver? Er de for beregnende?
   Et spørgsmål som også Kluge og Strøbek - og Frello er blevet mødt med af det kunsthistoriske og kunstteoretiske establishment i tidens løb.
   Petterson ser ud til at sælge pænt, og priserne er ikke særligt høje. Mellem 9.000 kr. og 16.000 kr. fremgår det af hans hjemmeside.

Så lidt tror jeg ikke man nogensinde har kunnet få et Otto Frello-oliemaleri for. Men jeg kan ikke lige på nettet finde priser.
   Jeg mener dog at kunne huske fra noget jeg har læst for et par år siden, at han er oppe i mange hundrede tusinde kroners klassen for et af sine oliebilleder.
   Af mange grunde vil jeg ikke selv nogensinde stille spørgsmålet til Frello: om det er kitsch eller kunst? Af flere grunde, som jeg ikke  lige kan nå at komme ind på her.
   Frello er typisk rigtig længe om at male sine billeder "af en anden verden" -  og 'fantasy' er nok den mest præcise betegnelse for hans maleriske retning og orientering.
   Man kan i hans samlede produktions indhold, motiver, stil og udtryk finde gennemgående tendenser som man ellers primært forbinder med særlige genrer inden for  tegneserier, romaner og (animations)film, med rødder i ikke mindst Tolkiens bøger.
   Prøv selv at google "fantasy art", og klik på "billeder", så skal du se løjer - og fabulerende fantasier ud over alle grænser: verdener, personer, væsener som er "af en anden verden", men fremstillet og malet hyperrealistisk og teknisk helt suverænt, så de har en ubehagelig - og fascinerende genkendelighed: Hvad nu hvis ...?

'Ekkorummet' (Stig W. Jørgensen) bragte også en længere personlig artikel om oplevelsen af Otto Frello som kunstner i anledning af en udstilling i Helligåndshuset 2009, en artikel som jeg synes er fortjener at blive citeret:

Frello - fabulant og simulacrum

Kunstmaleren Otto Frello fylder 85 år i morgen, 6. april. Senere på måneden vil næsten hele hans produktion kunne opleves på en stor udstilling i København.

For enogtyve år siden oplevede jeg en åbenbaring. Der var ikke noget overnaturligt ved det. Det betød ganske bogstaveligt at noget kom til syne for mig som beskuer. Men dog et syn som efter alle de år står lige så stærkt for mig som dengang og siden er blevet en integreret del af mit liv.

   Jeg besøgte dengang for første gang Frello-familiens hjem og trådte ind i en stue hvor Otto Frellos Københavnerbillede prydede endevæggen. Billedet havde jeg faktisk set før. Det var blevet brugt på omslaget af tegneserieantologien København fra Bogfabrikken året før, i 1987. Men selv om jeg havde set denne udgivelse, var det intet at ligne mod oplevelsen af at stå over for det Rembrandtagtigt store lærred med følelsen af at kunne træde direkte ind i ikke én, men mange andre tider.

   Københavnerbilledet (1985-6) skildrer Amagertorv i et tidløst panorama hvor fragmenter af forskellige historiske epoker fremtræder spøgelsesagtigt overlappende. Også fremtiden er diskret repræsenteret.    Under den karakteristiske, stiliserede signatur er der noteret '1992' - dengang et futuristisk årstal. Billedet er vel stadig i dag (med konkurrence fra Oksbølbilledet = ravskoven) malerens 'store stykke', men det er ikke perfekt. Horror vacui-udfyldningen af himlen over byen giver en klaustrofobisk fornemmelse og en ubalance i kompositionen. Men denne skævhed - i bogstavelig og overført betydning - er med til at gøre billedet uforglemmeligt. Jeg har nu haft en reproduktion hængende i to årtier og opdager dagligt nye detaljer.

   Frello var dengang ukendt - som kunstmaler altså. Som tidligere forstander for Akademiet for fri og merkantil kunst (hvor han underviste mange, senere fremtrædende illustratorer og kunstnere, heriblandt den i science fiction-kredse kendte Ole E. Petterson) og professionel illustrationstegner til bl.a. en stribe af Politikens Håndbøger fra 70'erne (Ædelstene i farver, Stilarternes kavalkade osv.) var han langt fra ukendt i illustratorkredse. Maleren Otto Frello fik derimod for første gang offentlighedens bevågenhed halvandet år efter min personlige åbenbaring da fødebyens Vardes Museum i december 1989 slog dørene op for den første udstilling af 20 oliemalerier. I de følgende år blev han i stigende grad præsenteret i medierne som en slags mystisk fund under det sigende brand-name 'Den ukendte maler' - noget man, som han senere betroede, skal være en meget garvet gammel rotte for at kalde sig selv! Det store gennembrud fik Frello som 70-årig ved udstillingen i Helligåndshuset i København i 1994.

Frellos billeder er realistisk fabulerende. Billederne er eventyrlige, men i modsætning til f.eks. hos surrealisterne overholder motivernes elementer gerne tyngdeloven. Omvendt kan der leges med dimensionerne som i Tågen (1993) - brugt som plakat for science fiction-festivalen Fabula '96 - hvor en mikroorganisme fremstår i mandshøjde. Blandt de talrige genrebetegnelser andre har hæftet på billederne, har Frello vist selv været mest begejstret for beskrivelsen postmoderne simulacra. Billederne er 'simulacra' derved at de foregiver at rumme eller illustrere en kompleks og dybsindig fortælling. I virkeligheden er de imidlertid rent visuelle konstrukter, og beskueren må selv levere fortællingen - hvilket det faktisk er komplet umuligt at lade være med! I senere værker som fremtidsvisionen Det sidste menneske fra 2000 synes der dog at være en større grad af bagvedliggende narrativitet. Den sidste overlevende af menneskeslægten læner sig op ad billedrammen - som med et typisk Frello-greb er malet på lærredet - på en baggrund af et dødningeagtigt ruinlandskab og en meget levende natur der står på spring for at tage over efter mennesket. Med direkte øjenkontakt med beskueren stiller det sidste menneske indirekte spørgsmålet om det også er tidens ophør når dette bevidste blik slukkes.

Om alt dette er særligt postmoderne kan derimod diskuteres. Men der er utvivlsomt tale om en legende referentialitet, som gerne spiller på guldalderens kunstnere, men lige så vel har appelleret til Generation X og generationerne derefter. Denne 'leg' er gennemført ironisk og også respektløs over for eget værk. F.eks. kan man på Københavnerbilledet finde de to gråspurve som engang prydede de danske 20-kronesedler.   Det er en senere tilføjelse som derfor ikke er med på tidlige reproduktioner. Det er også sådanne referencer der har fået dele af den etablerede kunstverden til at nedvurdere Frello som blot en 'plakatkunstner', men som klicheen lyder: Den der kun ta'r spøg for spøg ... Et billede som Chagalls modeller (1988-9) er da naturligvis en vits. Men det er samtidig en oprigtig, besk kommentar til traditioner i det 20. århundredes kunst der kun tillader skildringer af menneskenaturen som forkrøblet og til tider lader hånt om den håndværksmæssige basisteknik.

   Frello er ikke længere nogen ukendt maler - han har et stort og hengivent publikum. Derfor han har også i de senere år skiftet titel til utidig maler. Det er en uhyre velvalgt betegnelse. Dels handler vigtige dele af Frellos motivverden netop om at stille sig uden for og ophæve tiden. Dels er han ganske uden traditionsmæssig berøring med sin samtids kunst - de dele af kunstlivet som åbent indrømmer deres beundring for ham, som portrætmaleren Thomas Kluge, er skikkelser som selv bliver mødt med professionel skepsis. Og sidst men ikke mindst er Frello da utidig som en der går på tværs af den herskende smag. Diskret knarvorn, men altid med et glimt i øjet, lægger han ikke skjul på sin foragt for den 'kunstverden' der omvendt ikke vil kendes ved ham.

Ideen om en overensstemmelse mellem liv og værk er noget man oftere ser diskuteret i forbindelse med mere bohemeagtige kunstnere. Men den sindige, borgerlige Frello er ligeledes et konsekvent menneske hvis kunst synes at udspringe direkte af hans livsførelse. Der går en lige linje fra illustratorvirket til maleriet. Otto Frello er oprindeligt uddannet håndværksmaler, har selv restaureret og malet sit hus i den indre by og kan således krukke med at boligen er 'en ægte Frello' - hvad den ved nærmere eftersyn vitterlig er. Publikum fik lov til at opleve dette hus i 2004 hvor der blev afholdt en udstilling i kunstnerens eget hjem, som er præget af selv samme finurlighed der kendes fra billederne. Rundt omkring er mystiske objekter delvist skjult i væggene, ikke ulig den forstenede lommeregner i Tre Krukker (1991), og kommende generationer vil utvivlsomt finde sære, indemurede skatte. Gæster bukker sig ned for at forsøge at samle genstande op som viser sig at være malede. På én etage er selve døren en illusion. Engang sad jeg fnisende i skjul med den samlede Frello-familie og iagttog et stakkels avisbud der forsøgte at putte reklamer i en malet brevsprække. Det er næsten performancekunst.

   Jeg bider vel mærke i denne overensstemmelse fordi jeg har været så heldig at komme i familiens hjem i en årrække (og endog med stolthed kan sige at jeg har haft en finger med i motivvalget til et enkelt lille Frello-maleri), men jeg er overbevist om at billederne under alle omstændigheder ville være blevet en del af min personlige mytologi, som de er blevet det for så mange andre. Under aftenvandringer i København har jeg tit sendt en tanke til Københavnerbilledet og følt trøst snarere end uhygge ved den tanke at også jeg engang blot vil være en af storbyens utidige skygger.

Otto Frello døde 91 år gammel i marts i år. 

Jeg glæder mig i den grad til at se og gense hans kunst på den permanente Frello-udstilling i Varde-museum.

Hvis du i denne blogs søgefelt skriver Otto Frello, så kommer der links til en række tidligere indlæg jeg har skrevet om hans billedkunst, herunder også om hans fantastiske illustrationer som har været unikke og bærende i en række af Politikens håndbøger - som "Klædedragtens historie", "Ædelstene i farver", "Stilarternes kavalkade", "Balloner og Luftskibe" m. flere.