Fra Otto Frellos centralperspektiv-iske indre-syn i 3D - til Martiin Bigums synæstetiske syner når han skriver poesi

(fortsat fra forrige indlæg der handlede om Otto Frellos særlige evner og teknik)

Fra Trapholt Museums introduktion til Bigum-udstilling

På vejen hjem fra Varde og Frello besøgte vi Museet Trapholt ved Kolding og så her blandt andet den retrospektive Martin Bigum-udstilling.

   Den havde karakter af et malerisk-visuelt gennemløb af hans fængende og fremragende selvbiografiske bog "Min Kunsthistorie". Og der var ret udførlige forklarende baggrundstekster placeret ved siden af de godt 25 ophængte malerier, tekster der var hentet fra bogens tekst.

Jeg synes så ikke udstillingen egentlig gav noget nyt i forhold til mit allerede etablerede syn på Bigum, som jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg.
   Nu så man hans malerier i stor størrelse, men der var ikke rigtig nye ting at opdage i dem. Så oplevelsen blev lidt flad og distanceret - i hvert fald når man lige havde besøgt Frellos billeder dagen før.

Martin Bigum har det til fælles med Otto Frello at han er en fremragende realistisk tegner og illustrator. Et naturtalent. Og han er teknisk god til at male figurer og landskaber i perspektiv og med markant og realistiske lys og skygge i ansigter og og i tøj på de figurer han fremstiller (se "Kalla" nedenfor).

 
Frello var oprindeligt illustrator, og Bigum var oprindeligt tegneserietegner, som, da han var yngre, levede af at bidrage med tegninger til det internationale satiriske tegneseriemagasin "MAD".
    Og begge har de oplevet sig som outsidere i forhold til den etablerede kunstverdens dominerende orientering mod abstrakt kunst.
    Og begge har de været 'tilbageskuende' og  meget optaget af tidligere tiders kunst: Frello oplever slægtskab med det centralperspektiviske illusionsmaleri fra renæssancen og frem til 1900-tallet. Bigum tydeligvis optaget af Romantikkens kunstfilosofi i 1800-tallet og  symbolismens figurative maleri omkring 1900-tallet.

 
Men hvor Frello ligesom trækker sin person tilbage i forhold til sin kunst og siger: "Jeg er ikke kunstner, jeg er barer maler der er god til sit håndværk", og "egentlig leger jeg bare", så er Bigum som personlighed stærkt frembusende: "Se mig, se mig! Jeg vil være - jeg er rigtig kunstner!", det er underteksten i hans billeder og i hans historie om sig selv.
   At blive og være "rigtig kunstner" er for ham en viljesakt der kræver stor selvdisciplin.
    Han fortæller selv at et billede tager mellem 5 og 7 uger at male. Og han arbejder på det hver dag fra 9 til 17.
   Nogle af Frellos billeder tog det ham flere år at male, og i de mange første år hvor han også arbejdede som illustrator, blev det til måske kun et maleri hver andet eller tredje år. I alt har han malet 63 malerier, fremgår det af det sidste bogværk om ham: "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."

Martin Bigum er altså en slags ny-ekspressionistisk symbolist der erklæret er i en særlig tilstand af næremest romantisk inspiration når han maler sine kraftfulde og sprængte motiver.
   Hans symbolik er demonstrativ, entydig og vrængende, som da han i flere år i sine billeder viste en lille mand ved navn "ART" (=kunst) med en stor næse i en grå kutte med hætte ned over øjnene og en le over skulderen: Bigums visuelle kommentar til og svar på udsagnet blandt kulturpinger om  at "kunsten er død". Bigum vendte kreativt udsagnet på hovedet, og gjorde så (billedet af) døden til kunst:

Martin Bigum: "Kalla". 1994-95

Et fantastisk billede.
   Men om det er sundt for helbreddet at drikke den kop te, er nok tvivlsomt.
   Jeg får umiddelbart associationer til Georgia O'keefes blomstermalerier. Men ikke mindst til den mexicanske maler Diego Rivera, som jeg selv  har været en stor beundrer af siden jeg var ung og for første gang så det her maleri af ham i en af Broby-Johansens inspirerende kunstbøger:

Diego Rivera: Flower seller, woman with calla lilies. 1942

Otto Frellos malerier er i modsætning hertil åbne og mangetydige. Han tager stærk afstand fra symbolske læsninger og udlægninger af det fabulerende, imaginære indhold i sine billeder, og  han afviser at 'inspiration' er noget der overhovedet indgår i hans maleriske proces.

Otto Frello: Kongens Nytorv. 1995-96

Jeg  har i mange  blogindlæg 'jagtet' den særlige 'blending'-tilstand i hjernen som giver sig til kende i automatisk og uvillet synæstesi blandt de kunstnere jeg har skrevet om. Og jeg  har naturligvis overvejet om der er noget der tyder på at Otto Frello var synæstetiker, men har ikke fundet spor der peger i den retning i de interviews han har leveret i årenes løb. 

   Men som jeg beskrev i det foregående indlæg, så havde han en helt speciel evne til at se det han malede og tegnede i ekstremt nøjagtigt centralperspektiv - i en grad så han kunne tage en hvilken som helst figur og placere den perspektivisk korrekt i et hvilket som helst perspektivisk fremstillet landskab (ses tydeligt i "Kongens Nytorv" oven for).

   Ikke bare så han alting i et matematisk eksakt centralperspektiv, men han kunne også mentalt tage enhver figur og enhver bygning og så i hovedet vende den 360 grader, krævende mentale tegne-operationer som man i vore dage ellers er nødt til at bruge computere til.

   

Martin Bigum derimod, han er - i en eller anden dyb forstand - synæstetiker. Men hvilken slags?

   Han både maler, skriver digte (og læser dem op) og laver musik, og blander også genrerne.
   Så jeg prøvede for et halvt år siden at få svar pr. mail fra ham: Hvordan var det med hans synæstesi? Var der tale om et sammenløb i hjernen af flere sansers input der kom automatisk og indefra, eller var der tale om noget villet - noget litterært og primært æstetisk-ideologisk forankret?

   Det fik jeg ikke svar på. 

   

Men han henviste til sin hjemmeside poetik-etik.dk hvor han ganske rigtig skriver noget om det i teksten "Poetik".

   Når jeg synes spørgsmålet om ægte eller villet synæstesi var nærliggende i forhold til Bigum, var det fordi jeg ud af hans personlige kunsthistorie kunne læse at han erklæret blev inspireret af sanseindtryk der havde klare forbindelser til det jeg tidligere havde beskrevet hos andre kunstnere: 'Klüvers formkonstanter'.
   'Formkonstanter' er abstrakte visuelle former og mønstre som hjernen selv producerer når den af en eller anden grund er i en slags hallucinatorisk eller trancelignende tilstand (fx gennem indtagelse af LSD).
   Se nærmere om formkonstanter her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

I malerier som det følgende og mange andre senere værker, kan jeg ikke lade være med at opleve at der er bagvedliggende og styrende 'formkonstanter', hvad der passer meget godt med at Bigum i sin bog bruger en gennemgående metafor: "puslespillet" for at angive hvad det er han kæmper med i sin kunst.
   Her kæmpes i hvert fald, så det batter:

Martin Bigum: Jigsaw Falling into Place. 2008

"Jigsaw" er engelsk for 'puslespil'.
   
I sin 'Poetik'  bruger Bigum selv begrebet 'synæstesi' flere gange - og skriver blandt andet følgende i sidste del af teksten

Når jeg under arbejdet med et digt læner mig tilbage i stolen for at slappe af og komme på afstand af digtet, ser jeg perspektiver på papiret foran mig. Ikke bare sproglige og digteriske og betydningsmæssige, men visuelle og rumlige strukturer der rejser sig inde i, og ud fra papiret. Digtets ord og sætninger udgør spor, der åbner op for rum, som kinesiske æsker der folder sig ud. Jeg ikke bare skriver og digter rum. Jeg bygger også rum med digtet. Det er der jeg læner mig tilbage for at kunne se rigtigt an. Den visuelle og rumlige tilstand jeg ser for mit indre blik er usynlig for andre. Men hvert digt jeg går i gang med og som fænger, udfolder sit eget perspektiviske og arkitektoniske sceneri.

   Jeg ser med andre ord en slagt digtets anatomi for mit indre blik, som en virtuel arkitektur jeg kan gå ind og ud af. Glasklare arkitektoniske linjer, planer, forsvindingspunkter.

   (...)

   Jeg mærker altså på flere planer at et digt har noget på hjertet. Det er ikke bare den skrivende proces og det indhold der drypper af den, men i lige så høj grad de perspektiver der kommer til syne i digtets indhold, der indebærer perspektiver og rummelighed i sig. Har jeg først set et synæstetisk spors glasagtige linjer i et digt ved jeg at der er et digt i gang jeg ikke kan slukke for: Det spor er det stillads jeg spænder digtet op på. Via det synæstetiske kan jeg styre digtet, give det ramme.

   Hvert digt jeg har skrevet har et underliggende usynligt synæstetisk system, som jeg decideret kan tegne. Her er to eksempler:

Bigum har så genoptrykt de to digte og ind i digt-teksterne tegnet nogle linjer på kryds og tværs - for at illustrere hvad det er han ser af "glasagtige linjer" der udgør de "stilladser digtet er spændt op på."

   Da man ikke kan tage kopi af hjemmesiden, så kan jeg ikke illustrere det som han gør. Men man kan selv gå ind og tjekke.

Bigums beskrivelse her peger på en form for automatik: At ordene som han er igang med at skrive et digt med, af sig selv og ufrivilligt udløser nogle abstrakte geometriske former eller linjer for det indre øje.

 
Går jeg til faglitteraturen, så kan jeg imidlertid ikke lige finde en anerkendt synæstesiform der er dækkende, blandt de efterhånden mange varianter af synæstesi som forskerne er blevet enige om at opliste.
   Ifølge artiklen om 'synaesthesia' i Wikipedia, så skal følgende kriterier være opfyldt hvis man skal kunne tale om en form for 'naturlig synæstesi':

1. Synesthesia is involuntary and automatic.
2. Synesthetic perceptions are spatially extended, meaning they often have a sense of "location." For example, synesthetes speak of "looking at" or "going to" a particular place to attend to the experience.
3. Synesthetic percepts are consistent and generic (i.e. simple rather than pictorial).
4. Synesthesia is highly memorable.
5. Synesthesia is laden with affect.

Den form Bigum skildrer, skulle vel så nok have betegnelsen: 'lexeme-form synaesthesia'. Og den ville i så fald være beslægtet med den form hvor numre, ugedag, måneder - alt mentalt der er fikseret i en bestemt rækkefølge - automatisk udløser og ordner sig i bestemte former, som fx illustreret her:

Den form for synæstesi er velkendt og ret udbredt, og den betegnes på engelske: 'number-form synaesthsia', eller  'spatial sequence synaesthesia'.
   En af mine nære venner har det sådan.

 
Der findes en sjælden form for synæstesi som er karakteriseret ved at ord('lexemes') udløser automatiske smagsoplevelser: 'lexeme-gustatory synesthesia.' En nært beslægtet form giver automatisk lugt-associationer til forskellige ord.

   Og så finder jeg også en henvisning på nettet til en synæstesi-hjemmeside hvor flere spørger om andre kender til at fx musik/sange udløser abstrakte visuelle former eller figurer på den indre skærm. 

   Her link til hjemmesiden:

https://www.reddit.com/r/Synesthesia/ 

Her citerer jeg nogle af de stillede spørgsmål på den hjemmeside: 

Basically, when listening to music, I tend to visualize a music "video" or "camera" movements. They aren't always coherent, but some of them have a definite story to them. They're often montages but sometimes its just plain camera movements around my surroundings.

It doesn't interfere with my vision at all but I do have a distinct feel of where the music is in my head. That might just be the ears though.

For me some songs make moving shapes and geometric patterns. I don't actually see it like I see usual stuff and it doesn't always happen, it's more like it'd moving behind my eyes and I can know what it looks like but only when I put attention to it. It almost exclusively happens when I listen to very engaging electronic music (mostly melodic Hardstyle to be precise). Unlike what the Wikipedia article said for me a certain tone doesn't have a color. It's central but can extend all the way out and is mostly circular and symmetric. It usually rotates and changes direction, shape, color, with every beat. 

I already have some form of chromestesia, but when i hear a voice, it creates a shape. This can affect whether i like the voice or not. Also, i just don't like certain numbers, like 44 or 72 because of how look and sound. Is this a form of synesthesia?

Whenever I listen to music I always see certain shapes and colors in my mind's eye and I cannot stop from seeing these shapes and colors. I also vaguely see the same shapes and colors of a song when I play that song back in my head. If I've listened to a song a bunch of times then I remember much better what that song looks like.

En enkelt af spørgerne har forsøgt at illustrere det han spørger om:

Does anyone else with number form have maps for songs?

One of my favourite songs, Frank Sinatras, " Strangers in the Night" is up there just because of it's awesome map. I've probably heard it a million times, but every time the path is familiar, simple, and brings me back to hearing it as a kid.Sinatra songs are some of my favourite maps.

Nu er Bigum jo både maler, musiker og digter. Her en musikvideo fra hans hånd:
"Ned gennem natten":

Martin Bigum slutter sine synæstetisk tanker i Poet-Etik sådan her:

Det synæstetiske er altså en rent følelsesmæssig, en anelsesbåren og dybt processuel ting, men som jeg må nævne i denne poetik, fordi det trods en enorm sfæriskhed og upåviselighed, er en uhyre drivkraft og realitet. Og derfor noget ekstremt poetisk og inspirerende i sig selv.

   Det synæstetiske minder meget om visioner, men er kun visuelt som konstruktion, ikke som deciderede hændelser eller syn, der egentlig kan fortælles noget om . Men ikke desto mindre er de udslagsgivende, for hvordan digtet indholdsmæssigt, og dermed æstetisk, kommer til at tage sig ud.

   Og den synæstetiske realitet er med til a give digtet dets form, som foldes ud som et sejl der fanger vinden.

http://www.poet-etik.dk/poetik_quote.htm

Bigum er ikke kun en kunstner der er stor i slaget og stærk i udtrykket når han maler. Han er også i den grad et ordmenneske der holder af at bruge sproget poetisk og filosofisk. Og så komponerer han jo altså også musik. 

   Det er ikke svært at forestille sig at der er særligt gode neurologisk forbindelser ('connectivity') mellem de forskellige dele af hans hjerne (lyd, ord, former, farver) som er aktiv når han udfolder sig kunstnerisk i de forskellige medier.
   Men samtidig er han jo en kulturhistorisk meget belæst og bevidst mand, og med de poetisk-filosofiske rødder han har i romantik og symbolisme, kan man også nemt forestille sig at han med den vifte af kunstneriske genrer han har talent for at udfolde sig i, ligesom sine forbilleder har villet og følt det oplagt at samtænke sine kunstneriske udfoldelser under en fælles synæstetisk hat.
   Se hans tegnede figur her under den sigende overskrift: "Krydsbestøvningens hvide rum":

http://www.poet-etik.dk/kryds.htm

Så om hans ordrige lovprisning ovenfor af sin synæstesi er udtryk for noget villet, eller det hænger sammen med at han forsøger at sætte ord på nogle mærkelige samløb af ord og linjer som han automatisk oplever som en slags indre syner når han digter, det kan jeg stadig ikke afgøre.

Jeg kommer ikke videre med det spørgsmål med mindre jeg får mulighed for at interviewe manden. 

Om illusionens og illustrationens kunst - Niels Strøbæk, Otto Frello, Rembrandt Bugatti, Burne Hogarth - anatomiske fantasi og dynamisk anatomi

Jeg har tidligere skrevet om kunst og kunstnere som tegner og maler så virkelighedstro at det næsten er for meget - så det næsten blænder den bevidsthed der skal se, afkode og tolke det sete.

   "Det der ikke ligner det det er, og ikke er det det ligner, men dog både ligner og er", som den super- eller surrealistiske danske kunstner Niels Strøbæk har formuleret det.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

Niels Strøbæk: Turban, 1990

Er det et maleri med en faktisk eksisterende skulptur som motiv - eller et maleri af en måske imaginær kvinde med turban der skal illudere en skulptur?

Jeg har også tidligere skrevet om den utroligt dygtige 'fantasy-maler', Otto Frello, som havde en fascinerende udstilling i Rundetårn for et par måneder siden, en udstilling jeg ikke fik skrevet om den gang, fordi jeg sådan set allerede havde skrevet et indlæg om ham i 2012 - ud fra hvad jeg havde fundet og set på nettet:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/otto-frello-outsider-og-utidig-fantasy.html

Her et af de udstillede Frello-værker:

Otto Frello: Uhyggelig bygning, 2004

Noget af det nye og øjevækkende indhold i Frello-udstillingen var fremhævelsen af hans arbejde som illustrator, primært af nogle af Politikens håndbøger, i serien med titlerne "XX-i farver" fra slutningen af 60-erne og begyndelsen af 70-erne.

    Inden Frello i en sen alder - som 50 årig i 1974 - begyndte at male sine originale og sære fantasy-billeder med klare associationer til jugendstilen fra århundredskiftet, var han i mange år underviser i illustrationstegning på 'Akademiet for fri og merkantil kunst', og ernærede sig ved siden af som freelancer ved at illustrere håndbøger og bogforsider.

   Det vidste jeg godt, men jeg vidste ikke at Otto Frello også som illustrator var så original og ret så enestående før jeg så udstillingen på Rundetårn.

  Derfor har jeg nu antikvarisk indkøbt alle de håndbøger Frello har illustreret for Politikens forlag. Det er følgende

• 1969 - Stueplanter i farver
• 1969 - Husdyr i farver
• 1972 - Ædelsten i farver
• 1973 - Balloner og luftskibe 
• 1975 - Stilarternes kavalkade
• 1976 - Alverdens klædedragter

På grund af det helt usædvanligt fine illustrator-håndværk, er flere af dem også solgt og udgivet i udlandet. 

   Her et af omslagenes forsider:

Her er et par af illustrationerne fra "Balloner og Luftskibe":

Og her en illustration fra "Ædelsten i farver":

Her et opslag fra stueplanter i farver:

Frello siger om sig selv som kunstner i et interview:

Jeg er optaget af publikum – det er malere ellers ikke, de er optaget af hvad de selv føler. Det er jeg ikke. Jeg er optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter.

Med den slags udtalelser melder han sig jo bevidst ud af det gode selskab som "kunstner med stort K". Markerer sig som bevidst outsider - eller som han siger om sig selv: "Jeg er en utidig maler". Altså en der står uden for kunstinstitutionens samtid, hvor illusionskunst ofte betragtes som billige effekter.

    Men efter min mening er det ikke bare godt illustrationskunst vi ser i håndbøgerne - det er også original illusionskunst, som jo er den konceptuelle blending af det utroligt genkendelige og alligevel eventyrligt fremmedartede som også og ikke mindst kendetegner hans malerier. Som dette:

Otto Frello: Spejlinger. 1990

Frello er en billedmager - og en spasmager - med nogle helt specielle og sikkert for en stor del medfødte - evner når det gælder om at få noget til at illudere og mime virkelighed - virkelighed i en slags anden potens - gennem tegning og maleri. Han er en slags naturtalent, føler man.

   

Ved lejlighed vil jeg gå mere i dybden om hvad der gør Frello til en helt speciel - og specielt god illustrator. Men det var faktisk netop hans illustrationer i en af de indkøbte håndbøger, "Husdyr i farver", som jeg kom i tanker om da jeg læste Weekendavisen fra den 4. juli - med en anmeldelse af en skulpturudstilling i Berlin, en udstilling hvor alle skulpturerne fremstillede dyr - både huslige og vilde.

   Her er et opslag fra "Husdyr i farver", illustreret af Frello, som jeg har fundet på nettet:

Ifølge anmeldelsen viste udstillingen i Berlin en ret enestående samling af dyreskulpturer af en kunstner jeg aldrig har hørt om, men hvis efternavn jeg kender godt: Bugatti.

   Men kunstneren er ikke den Bugatti, ham med bilerne og det betagende og fascinerende bildesign, hvis fornavn er Ettore.

   Ham her er lillebroderen med fornavnet Rembrandt, et fornavn som jo må have være noget at skulle leve op til fra man er lille. Og det gjorde han så, ikke gennem malerkunst, men i form af dyreskulpturer som den her:

Det var avisafbildningen af en række af Bugattis dyreskulpturer i bronze der udstilles på Alte Nationalgalleri, som fik mig til at tænke på og associere til Otto Frellos illustrations- og illusionskunst.

 

Weekendavisens Joakim Jakobson anmelder - og er nærmest euforisk:

Det er en enestående kunstoplevelse. Allerede i de to første rum overvældes beskueren af Bugattis mesterskab)

   Først møder man Gående Panter (Panthère marchant, 1904) og den slentrer virkelig gennem salen for øjnene af publikum. Hovedet vender let mod venstre, kroppen næsten afmagret, men smækker, højre forpote strakt lodret ned i den smalle tynde plint, mens højre bagpote strækkes baud i tråddets yderste, lette svirp. 

I næste rum findes to meget forskellige værker, som her især pirrer nysgerrighed og beundring. Den ene er en phytonslange fra 1907 med løfte hoved, som er skabt i én smidig bevægelse, som står vi stadig og ser på Bugattis arbejde i vådt, glinsende ler.

 

Den næste er et langt mere sirligt forarbjedet par pelikaner fra 1906, hvor den ene slår vingerne ud. Hver bugtning i fjederdragten skaber et hele af detaljer så udsøgte, at det gør helt ondt at fokusere på dem. Og deres øjne - de skuer  dybt ind i betragteren.

 

Jeg tror Joakim Jakobsen husker forkert. Det må være den her fra 1906 - og der er tre styks pelikaner. Men man forstår hans fascination.

Remrandt Bugatti er kunstner i den periode der kaldes la Belle Époque - der blandt andet omfattede Jugendstilen som framede naturens planter og dyr som ideelle forbilleder for ubesmittet skønhed. 

   Vores egen Kongelig Porcelænsfabrik blev samtidig internationalt berømt for sine isbjørneskulpturer til udstilling i borgerhjemmenes dagligstuer, som den her fra 1901:

Jeg har tidligere skrevet en serie indlæg om mennesker med "særlige evner", fx hukommelse - eller talbehandling.

   Men til "særlige evner" hører også dette - nærmest som en slags visuel automatskrift - at kunne tegne, male og modellere så kunsten mimer virkeligheden så det "gør helt ondt", som Joakim Jakobsen skriver. Og at kunne det uden langvarig og intensiv skoling af nogen art, tilsyneladende.

   Det kaldes at have "et naturtalent", et prædikat som også Rafael Bugatti får i anmeldelsen:

Bugatti dukkede op som 16-årigt naturtalent, da han i 1901 udstillede en gipsfigur på forårsudstillingen i Milano. Ingen kunstnerisk akademibaggrund, nej men helt så rent instinkt, som samtiden ønskede at fremstille ham, var han næppe. Faderen var Carlo Bugatti, en af de vigtigste formgivere i italiensk art déco og selv søn af en billdehugger, og der var flere anerkendte kunstnere på moderens side. Rembrandt Bugatti var i den grad hjemmeskolet.

"Naturtalent" med den familiebaggrund kunne jo også være udtryk for at hans særlige evner som skulptør netop for en stor del var genetisk bestemt.

   I hvert fald ramte hans talent for at iagttage levende dyr og modellere dyreskulpturer, lige ind i samtidentidens jugend-kunstframe. Omkring århundredeskiftet anskuede man dyrekroppene som noget uberørt og jomfrueligt - i modsætning til menneskekroppen som skulptører havde dyrket siden de gamle grækere.

   En begejstre kunstkritiker i Paris, Eouard Sarrdin, fremhævede at Rembrandt Bugattis skulpturer var uden "det mindste anstrøg af akademifims", som Joakim Jakobsen skriver. "Bugattis værker var skabt alene "ved øje og forstand"."

Gamle fotografier viser at Rembrandt Bugatti modellerede efter levende modeller, og hans biografi fortæller at han brugte lang tid i de zoologiske haver i Paris og Antwerpen til at iagttage dyrene:

Tilsyneladende brugte han ikke tegninger som 'mellemstation".
   På nettet findes rigtig mange afbildninger af Rembrandt Bugattis dyreskulpturer i bronze, og de er godt nok utroligt levende og livagtige - i den grad SET og FØLT!

Bugattis hjerne må have været udstyret med en helt speciel anatomisk fantasi kombineret med en nøjeregnende iagttagelse af dyrenes dynamiske anatomi, en neurologisk kobling som så gik direkte gennem de formende hænder og fingre og durk ind i leret.

Men OK da! Vi må selvfølgelig også se en af storebroder Ettores Bugatti-biler - den berømte "Royale":

Og hvad er det for en underlig javert der sidder forrest på kølerdæksekt på den smukke Bugatti Royale?

Ja, ganske rigtigt. En lille skulptur af en elefant der rejser sig på bagbenene med løftet snabel, modelleret af lillebror Rembrandt.

Temaet for det her indlæg er 'illustrationskunst - illusionskunst' - og jeg kan så ikke lade være med at mindes mine yndlings-Tarzan-tegneserier, tegnet af Burne Hogarth, som jeg stadig har en samling af hjemme i reolen.

   Horgarths tegninger af de vilde dyr i Afrika er konceptuelt og stilmæssigt klart beslægtede med Rembrandt Bugattis skulpturer - vilde dyr i dramatisk og overbevisende livagtig aktion:

Som Rembrandt Bugatti havde også Burne Hogarth et tidligt opdaget talent som gjorde at han allerede som 15-årig arbejdede som kommerciel illustrator og serietegner. 

   Og ligesom Frello, som Hogarth er næsten jævnældrende med, underviste han også i mange år - efter at være holdt op som Tarzan-tegneserietegner - på en kunstskole for illustratorer hvis udvikling til international status han personligt var drivkraften i:

The Manhattan Academy of Newspaper Art was Hogarth’s first formal effort, and by 1947 he had transformed it into the Cartoonists and Illustrators School. This academy continued to grow, and in 1956 was again renamed, as the School of Visual Arts (SVA), now one of the world's leading art schools. Hogarth designed the curriculum, served as an administrator and taught a full schedule that included drawing, writing and art history.

Burne Hogarth har skrevet en række højt berømmede lærebøger i tegning som jeg lige også kan fremhæve her:

During his years teaching, Hogarth authored a number of anatomy and drawing books. Dynamic Anatomy(1958) and Drawing the Human Head (1965) were followed by further investigations of the human form. Dynamic Figure Drawing (1970) and Drawing Dynamic Hands (1977) completed the figure cycle. Dynamic Light and Shade (1981) and Dynamic Wrinkles and Drapery (1995) explored other aspects relative to rendering the figure.

Dynamisk anatomi og anatomisk fantasi, er det som Frello, Bugatti og Hogarth er fælles om, og det er tydeligvis en ekstremt virkningsfuld og fascinerende blanding. 

   De er alle tre "optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter." Eller år efter.

   Det er Niels Strøbæk utvivlsomt også:

Niels Strøbæk: Female model, 1988