'Textrovert' - om et nyt ord for mennesker der er mere udtryksfulde på nettet end ansigt til ansigt - og nogle erindringer

Det var en artikel i en af mine aviser der introducerede mig til ordet "textrovert". Jeg syntes det var interessant, både fordi det jo afspejler nogle tendenser omkring personlighedstyper i forhold til de nye digitale medier, men også fordi det er noget jeg faktisk er stødt på mange gange i mit liv som som underviser og forsker.

   Og i øvrigt kender fra mig selv.

Ordet 'textrovert' er tydeligvis lavet ud fra en kendt psykologisk personlighedsmodsætning: 'ekstrovert' over for 'introvert'. 

   Har man en udadvendt personlighed eller en indadvendt? - noget man kan finde ud af ved at besvare nogle spørgeskema-tests på nettet.

   Og man kan vel umiddelbart gætte sig til en betydning af ordet 'textrovert' som noget i retning af en person som er særlig ekstrovert når han skriver 'texter', men tilbageholdende i direkte ansigt til ansigt-situationer.

Men hvad betyder det egentlig? 

   På hjemmesiden "urbandictionary.com" finder man denne definition:

1. One who feels an increased sense of bravery over texting, as opposed to in person.

2. One who will often only say what they really feel over text messages.

Ditte Giese som skrev artiklen i Politiken for et par dage siden opregner i en særskilt boks syv punkter som tilsammen skulle være en slags kendetegn på om man er en 'textrovert':

1. Du synes, det er anmassende, når folk ringer, men besvarer mails, Messenger og sms’er døgnet rundt.

2. Når du er i selskab med levende mennesker, kan du godt savne den stille mere uforpligtende kommunikation på nettet.

3. Du tænker i tweets på 140 tegn og går konstant og formulerer statusopdateringer og sjove hashtags inde i hovedet.

4. Du har aldrig scoret til en fest, online-dating er du derimod en haj til og tør altid byde op til facebookflirt.

5. Du vil helst tage alle former for konfrontation og konflikt skriftligt.

6. Du har altid et hav af uaflyttede telefonsvarerbeskeder, der starter med et ’ih, du er svær at få fat på’.

7. For det meste ved du ikke, hvad du føler, eller hvad dine holdninger er, før du begynder at skrive dem på skærmen.

Nogle af punkterne kan jeg umiddelbart genkende fra mig selv. 

   Hellere mail end telefon; jeg opfatter en telefon som socialt påtrængende, både når jeg bliver ringet op, og når jeg selv ringer op. 

   Hellere konflikt og konfrontation på skrift end ansigt-til-ansigt; faktisk er jeg ret god til at konflikte på skrift, men ret så konfliktsky i mundtlige situationer. 

   Og ofte får jeg viden om og indsigt i mig selv når jeg skriver bøger, artikler og blogindlæg, viden som jeg må have haft ubevidst, men først får gjort bevidst når jeg sidder ved tangenterne.

Hovedartiklen i Politiken - også af Giese - har denne rubrik og underrubrik:

Lever vi i de textrovertes tidsalder?

Nogle mennesker har det bare bedre med at tage samtalen skriftligt end over telefonen.

Hendes definition på en 'textrover' lyder:

1) person, der ofte er mere ærlig, skarp og sjov på skrift end ansigt til ansigt

2) person, der ofte er genert og introvert ’ude i virkeligheden’, men en højtråbende og underholdende på de sociale medier

En af de cases artiklen referer til og citerer er Maren Uthaug som er tegneren bag Politikens faste tegneserie nummer to, den på bagsiden af kulturtillægget:

 

Hun bliver - naturligvis - interviewet på skrift, og fortæller pr mail at hun oplever at hun er dårlig til den uforpligtende small talk-samtale i ansigt til ansigt-situationer, mens hun altså samtidig tegner sin daglige stribe, skriver hyppige blogindlæg, forfatter bøger og er aktiv på Facebook.

Uthaug skriver, at det ofte er »en skuffelse for folk at møde mig i virkeligheden«.

   »Jeg oplever tit en lidt sitrende forventning til, at jeg skal sige noget sjovt og have en kæk kommentar til alt. Men jeg er pissegenert, når jeg møder folk, jeg ikke kender. Måske mest fordi jeg ikke er skabt med det gen, der gør en i stand til at smalltalke. Så det bliver sådan lidt: Enten taler vi om, hvor meget pik jeg fik i går, eller også taler vi slet ikke. Det bliver så som regel til ’slet ikke’«, tikker det ind på Messenger.

   Maren Uthaug skriver, at hun som en sand textrovert kan behandle mange af de ting skriftligt og visuelt i sit arbejde, som hun slet ikke ville kunne live.

   »Jeg tror, at forskellen på tegne-skrive-mig og tale-IRL-mig er, at når jeg tegner og skriver, behøver jeg ikke tage hensyn til andre. Jeg kommer ud med, hvad jeg synes er sjovt, relevant eller vanvittigt. Når jeg møder folk, bliver jeg jo nødt til at tage hensyn, smalltalke og få dem til at føle sig o.k., huske at smile og spørge til katten. Når jeg sidder bag min skærm, kan jeg skyde katten, tage en kop kaffe og tegne en pik. Giver det mening?«, skriver hun og følger straks op:

   »Jeg tænker tit på min stribe som min lille terapistund, hvor jeg ikke behøver opføre mig ordentligt. Alle burde have sådan et lille hjørne, hvor man har fri«. 

Det som slår mig her, er at Uthaug simpelt hen tænker og oplever sig selv som to personer i de forskellige situationer: en hvor hun ikke behøver at tænke på andre end sit eget behov for at udtrykke sig, og en anden person som hele tiden er optaget af at gøre andre tilpas. Og det sidste hæmmer, mens det første kan opleves som en slags afslappende terapi. 

En anden case i artiklen, forfatteren Olga Ravn, er mere differentieret, idet hun skelner mellem sin litterære forfatterpersonlighed og den personlighed som kommer ud på skrift i de sociale medier:

Lidt i samme genre står det til ovre hos forfatter Olga Ravn, der ud over at skrive bøger, digte og oversætte bøger er ret aktiv på de sociale medier, har en blog og udtrykker sig i gifs. Hun synes, at der er forskel på den textrovertes leg og litteraturen.

  »I den litterære skrift føler jeg mig som en fremmed, som ingen kender, rasende og alene, og ofte ønsker jeg, at ingen af de mennesker, jeg har i mit liv, nogensinde læser de skønlitterære tekster, jeg skriver«, mailer Olga Ravn om sit litterære alterego.

  Men det alterego adskiller sig en del fra hendes onlinestemme. Onlinestemmen er den, der live-tweeter fra Nordisk Råds prisuddeling og skriver sjove pip som: »Brit Pop er død og ligeså James Joyce«, eller »står og svarer på vigtige mails i kantinekøen i Ikea søndag kl. 12«.

   »I den sociale skrift (okay, nu har jeg åbenbart lige opfundet begreberne ’social skrift’ om sms’er og sociale medier og ’litterær skrift’ om bøger til lejligheden ...) kan vi lege med, at vi opfører os anderledes end ellers, skabe os selv på ny, være kække og følsomme – men det er altid på en eller anden måde i samspil med, at vi udtaler os ’på egne vegne’. Det gør man ikke nødvendigvis i den skønlitterære skrift, udtaler sig på egne vegne«, skriver hun.

Jeg har jævnligt skrevet om forfatteres og kunstmaleres oplevelser i barndom og ungdom, og den sammenhæng jeg tror der er mellem de oplevelser af tab af forældre og fremmedgørelse i forhold til skolekammerater på den ene side, og så det at de udvikler den særlige kreativitet som senere kommer til udtryk i deres kunst.

   Jeg er forholdsvis sikker på at mange af dem vil kunne nikke genkendende til Olga Ravns beskrivelse og skelnen, og lige så sikker på at nogle af dem aldrig kunne forestille sig at gå på Facebook eller skrive blogindlæg, mens andre har det helt fint med det.  

   Så man bør nok skelne mellem to typer af textroverthed: type 1, som primært findes hos mennesker der føler sig meget frie til udtrykke sig på skriftligt på de sociale medier velvidende der er en masse venner der læser med, mens de er mere eller meget introverte og mundlamme i mundtlige situationer. 

   Og så textrovert, type 2, som er mennesker der udtrykker sig gennem kunstnerisk fantasivirksomhed, og som gør det som en særlige måde at erkende på, hvor man netop er fri for at tage hensyn til andre, og som måske - måske ikke - også er type 1-textroverte. 

Hvis jeg tænker på mine erfaringer som underviser af skrivende journalister, så kan jeg huske at det meget tidligt - i midten af 70´erne - slog mig at mange af de velskrivende journalister jeg mødte på kurserne, i de mundtlige ansigt til ansigt-situationer var meget tilbageholdende og faktisk virkede ret så generte. Og jeg kan huske at jeg blev overrasket over den distance der var mellem deres fremtræden på skrift og mundtligt-privat.

   Når de tog den skrivende journalistkasket på sig, så trak de på en textrovert side af deres personlighed som ikke hang særlig godt sammen med deres begrænsede mundtlige udtryksrepertoire. 

   Fra min gymnasietid husker jeg især én kammerat som var meget dårlig til at formulere sig mundtligt i klassen, men hvis stile var skrevet i et sprog så man kunne høre englene synge. Jeg kan huske at jeg undrede mig.

TV-dokumentaristen Poul Martinsen fortæller om sig selv i sin barndom at han var ret genert, men at han opdagede at han var meget bedre til at skrive end til at fortælle noget mundtligt. Og at han derfor blev journalist.

   Inden han begyndte som tv-tilrettelægger var han i en række år en fremragende skrivende feature-journalist på Politiken, og han var også en glimrende interviewer, men han havde store problemer med at få de sociale relationer med fremmede mennesker til at fungere under private ikke professionelle former.

   I min bog om ham fortæller han da jeg giver ham stikordene 'ensomhed' og 'isolation' som er tilbagevendende temaer i han udsendelser:

Professionelt har jeg jo ikke svært ved at komme i kontakt med andre mennesker. Jeg kan sætte mig ned hvor som helst, og i løbet af ingen tid sidder de og fortæller mig deres livshistorie. I privatlivet, det har du jo også oplevet, der er jeg meget sky, kan man sige, og jeg gør mig store overvejelser om hvor jeg nu skal gå hen, hvem jeg skal sætte mig ved siden af, om jeg skal ....Faktisk er jeg på en måde ret isoleret.

En af mine gode venner som jeg i en længere periode underviste sammen med, fortalte mig at hun oplevede at jeg simpelt hen blev en helt anden, mere udadvendt, skarp og mere morsom personlighed når jeg stillede mig op og UNDERVISTE et hold, end når vi var sammen under private former.

I Politikens artikel inddrages en enkelt ekspert, Lars Lundmann, der er psykolog med ph.d. i personlighedspsykologi og arbejder med personvurderinger. Han siger om dem der er textroverte type 1:

»Meget af vores adfærd på nettet er styret af, at vi gerne vil have anerkendelse og likes. Derfor skriver vi ikke: ’Jeg har lige vasket hår’, for det er kedeligt. I stedet smører vi ofte lidt tykt på og selekterer i vores oplevelser. Modtageren i den anden ende kender dig måske kun fra disse korte statements og tænker: ’Sådan er hun altid, hun har det altid sjovt’. Men det er selvfølgelig en overgeneralisering, når det kun er baseret på 20 tweets«, skriver han i en mail.

Han mener, at de textroverte - og det må gælde både type 1 og type 2 - godt kan lide den kontrol af kommunikationsituationen der ligger i at skrive:

»Du har selv kontrol over situationen. Hvis du ikke gider mere, kan du bare lukke computeren. Men hvis du taler i telefon og smider røret på, når din veninde er irriterende, hører du nok ikke fra hende det næste halve år. For mange er det mere afslappende selv at kunne bestemme, hvad vi taler om via statusopdateringer, uden at blive afbrudt«.

Krisen for nyhedskriterierne: - 'viralt efterliv' - 'klikhjerte' - 'den lange hale' - om journalistiske historier der genopstår fra arkivdøden - og historier uden sidste anvendelsesdato

Politikens kulturindlægs forside idag beskriver hvordan den gode, men ikke-aktuelle historie - til overraskelse for journalister især - kan levere rigtig mange klik. 

   Overskriften lyder: 

Historier der rammer klikhjertet

Ordet "klikhjerte" er helt nyt og selvopfundet, taget fra et citat af en af kilderne til artiklen. 

   Og den kreative konstruktion er faktisk lidt udsædvanlig, idet det er en komprimering af en hel lang og kompleks sætning - noget i retning af: 'historier der rammer hjertet så stærkt hos læsere at de klikker ind på dem og derefter deler dem med andre gennem de sociale medier'. 

   Og det 'at ramme hjertet' er så igen et metaforisk koncentrat der referer til 'det at vække og appellere til folks følelser'.

   Mit gæt er at vi her har et konkret eksempel på effekten af det der i kreativitetsteorien kaldes 'kreative restriktioner' - 'creative constraints'.
   Den kreative restriktion er i dette tilfælde kravet til rubrikedaktøren om at en overskrift skal vær kort, og klar og konkret - eller som vi lærte de studerende på journalistuddannelsen: 'vækkende, dækkende og æggende'. Og der kan men vel nok sige at udtrykket 'klikhjertet' både vækker, ægger og dækker.

Manchetten til artiklen er også sprogligt majet ud med metaforer og broderet med sprøde bogstavrim:

Journalistikkens krav om aktualitet bliver fejet af banen i den digitale revolution. Netlæserne går mere op i følelse, fascination, frygt og forargelse end i en historie med frisk datomærkning.

Kursiveringerne og fremhævelsen med fed skrift er mine. Og artiklen af Ditte Giese er faktisk velskrevet - præget som den er af at det "fænomen" den beskriver: noget der "ikke rigtig har noget navne endnu" som der står.
   Derfor indfanges emnet med en sværm af nye metaforiske udtryk som: "viralt afterlife", "datomærkning af artikler", "langtidsholdbare journalistiske fortællinger", "fodre sin robot", "der er igang med at tygge sig igennem den massive datafodring", "den (oplysning) tygger jeg lidt på, mens robotten tygger på de tunge data", "virale genkommere".

    Fænomenet består i at, journalistisk set gamle historier, pludselig dukker op igen via de sociale medier og bliver omfattende og bredt delt kommenteret og debatteret - som om de var nye, friske og aktuelle.

   

På en måde dokumenterer artiklen - gennem sin undren over fænomenet - at det at tænke journalistisk er at være udstyret med en særlig professionel 'frame' - mentale skyklapper - gennem de såkaldte nyhedskriterier, hvoraf et af de vigtigste er aktualitet: Det som ikke er aktuelt fortjener ikke opmærksomhed og skal derfor ikke fortælles (videre).

    Et andet af disse nyhedskriterier er væsentlighed. Og egentlig dokumenterer artiklens indhold også det bevingede ord som kritikere af den nyhedsjagtende journalistik og dens nyhedshungrende publikum jævnligt har fremført: 

Ikke alt ny er væsentligt. Og ikke alt væsentlig er nyt.

En af hovedkilderne til historien, lektor og journalist Kristian Strøbech, forklarer at det netop er væsentlighed der overtrumfer den framing de andre nyhedskriterier udgør. Og han ser tydeligvis denne digitale omvæltning som en kreativ befrielse af publikum, en frigørelse fra det han - med endnu en god metafor - kalder "et nyhedsfilter":

Verden er jo stor, spraglet og skøn, men nogle gange er den slet ikke til at kende i vores normale nyhedsfilter, hvor så meget handler om død, krig og katastrofer. Der er noget befriende i at dele ting, som er interessante og fine om det der berører os som mennesker. Kort sagt det væsentlig.

Man kunne måske justerer formuleringen lidt, og sige at 'ikke alle nyheder er relevante, og ikke alle relevante historier er nye'. 

   Det er i hvert fald også en af artiklens hovedpointer, idet Strøbech senere siger:

Mon ikke denne her tendens er udtryk for, at rigtig mange mennesker ikke finder noget af interesse i det medietilbud, som de døgnaktuelle medier giver dem? De googler i stedet det der har relevans for dem, ...

Jeg minder om Kim Larsen der har udtalt at "for en journalist er en god historie, altid en dårlig historie". 

Der har i de senere år været formuleret en slags oprør imod de traditionelle nyhedskriterier - bl.a. markedsført under begrebet "konstruktiv journalistik" - altså en positivt vinklet journalistik- i den forstand at man ikke kun fokusere på at fortælle om konflikter, ulykker og katastrofer, men også om hvordan man har løst dem - eller får dem løst. 

   Blandt andet nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, har gjort sig til talsmand for mere "konstruktiv journalistik". Og han har også fået på puklen for det.

   

I den sammenhæng er kan man bemærke at vores stor gratisavis, dagbladet Metroexpress, her den 24. marts har lanceret formatet "Optur", netop med afsæt i at læserne også efterspørger andre - ikke-negative - historier:

Negative historier er der nok af, ikke sandt?

   Lige nu tager vi hul på en artikelserie i metroxpress, der hylder de rørende, inspirerende og tankevækkende historier, der kan få smilet frem.

  Vi kalder det MX Optur

  Glæder mig til at høre, hvad I synes.  /Nadia

De kalder mig spassermanden – og jeg er stolt af det - MX.dk

24-årige Jeppe Forchhammer er spastisk lammet fra top til tå. Han kan ikke tale og behøver hjælp 24 timer i døgnet. Selv føler han sig heldig. For livet er en leg, hvor hvert sekund skal nydes. Læs her hvorfor.

Det er tydeligvis ikke dagsaktuelle konflikthistorier reaktionen efterspørger, og 'konflikt' er jo ellers også et af de centrale klassiske nyhedskriterier i journalistik.
   'Optur'-historiernes nyhedsværdi ligger i at de - mod traditionelle forventninger - er 'positive' - optimistiske, overraskende, hjertegribende, væsentlig og relevante.

   Skulle man beskrive disse 'optur'-historier med det udtryk som var en del af overskriften i Ditte Gieses artikel, så er de netop potentielle 'klikhjerte-historier', som - hvis de bliver gemt og tilgængelige i et arkiv i MX.dk - kunne tænkes senere - på en given foranledning - at genopstå i en viral sværm af twitter- og facebook-delinger.

Det med at uaktuelle historier med 'klikhjerte-kvaliteter' har særlig gode muligheder for at blive udsat for viral genopstanndelse, minder mig om et andet begreb - også koncentreret i en metafor: "long tail" - "lang hale".

   Sådan kan denne metafor visualiseres - det er faktisk denne graf der har givet substans til navnet "lang hale". 

Opfinderen af begrebet er entreprenøren og forfatteren Chris Anderson som også satte det som titlen på en bog der udkom 2006.
   Han introducerer begrebet på den måde på sin hjemmeside:

The Long Tail, in a nutshell

The theory of the Long Tail is that our culture and economy is increasingly shifting away from a focus on a relatively small number of "hits" (mainstream products and markets) at the head of the demand curve and toward a huge number of niches in the tail. As the costs of production and distribution fall, especially online, there is now less need to lump products and consumers into one-size-fits-all containers. In an era without the constraints of physical shelf space and other bottlenecks of distribution, narrowly-targeted goods and services can be as economically attractive as mainstream fare.

   One example of this is the theory's prediction that demand for products not available in traditional bricks and mortar stores is potentially as big as for those that are. But the same is true for video not available on broadcast TV on any given day, and songs not played on radio. (...)

   The term refers specifically to the orange part of the sales chart above, which shows a standard demand curve that could apply to any industry, from entertainment to hard goods. The vertical axis is sales; the horizontal is products. The red part of the curve is the hits, which have dominated our markets and culture for most of the last century. The orange part is the non-hits, or niches, which is where the new growth is coming from now and in the future.

http://www.thelongtail.com/about.html

Chris Anderson blev interviewet til The Guadian om begrebets implikationer i mediesammenhæng da bogen "The Long Tail" udkom:

In music that could mean rare 60s psychedelia, in film, Russian cinema of the 30s, in publishing, the anarchic explosion of blogs, or in broadcasting, a video of a duck skateboarding. "Broadly, the long tail describes the shift from mass markets to millions of niches, the low sellers that we traditionally haven't had room for on our shelves, screens and channels, but which we now do have room for thanks to the internet and abundant distribution systems," says Anderson.

Igen er det de nye mirakuløse og uendelige - og uendeligt billige - arkiverings- og søgemuligher på tværs af tid, rum og landegrænser der er baggrunden for en lang række medieprodukters lang-hale-liv.
   Det er de muligheder  der gør at at specielle og for så vidt 'uaktuelle' - 'smalle' eller 'snævre' - medieprodukter som måske kun er væsentlige og relevante for et lille nichepublikum (=marked), at de alligevel kan tilbydes og finde brugere og købere - hvis bare produkterne ligger længe nok og er tilgængelige for de særligt interesserede hvor de end måtte befinde sig på kloden.

   Det er sådan set det Kristian Strøbech også har fat i når han siger:

Vi lever i en enorm omstillingsproces, hvor mediehusene også skal lære værdien af deres arkiver. Det er en gave til journalistikken og medierne, hvis vi kan komme ud over at vores arbejde kun lever en dag.

Begrebet "long tail" har jeg selv to gange helt konkret gjort brug af. 

   

Den ene gang var da min bog "De levende billeders dramaturgi" skiftede forlag. Den er i to bind. Bind 1 ("Fiktionsfilm") havde kun solgt ca. halvt så godt som bind 2 ("TV"), så det nye forlags redaktør sagde til mig at de nok ville "droppe" bind 1 - altså ikke genoptrykke når det eksisterende oplag var udsolgt. Bind 2 blev brugt som lærerbog på en række journalist- og medieuddannelser, så den ville de satse på også at genudgive når sidste oplag var udsolgt.

    Jeg argumenterede med at så længe bind 2 stadig salgsmæssigt gik godt, og der ikke var konkurrerende værker på markedet  med tilsvarende relevant indhold, så ville der være en long tail-effekt på efterspørgslen af bind 1, sådan at der hele tiden ville være en pænt stor brøkdel af køberne til bind 2, der også ville købe bind 1 - plus en mindre gruppe som kun ville være interesseret i bind 1 - også selv om der var mindst en god konkurrent på markedet.

   Argumentet blev købt, og for halvandet år siden gik tredje oplag af bind 1 i trykken.

Den anden gang begrebet "long tail" betød noget for min tænkning, var da jeg begyndte at overveje at at skrive denne blog. 

   Da jeg ikke skulle leve af den, så var et stort publikum og en masse faste følgere ikke afgørende. For mig var det nok at nogen særligt interesserede læste det - og vel at mærke - det betød ikke noget for mig om hvornår de læste indlæggene, og da jeg ville skrive bredt tematisk, havde jeg heller ikke noget ønske om at alle skulle læse alt. 

   Så jeg besluttede at konceptet ikke skulle fokusere på dagsaktuelle og letkøbte meninger og holdninger, men på ny viden om emnet "kreativitet", viden som jeg selv var interesseret i - og med lyst ville grave frem fra læsning af bøger, gennem research på nettet, og så med udgangspunkt i egne oplevelser, erfaringer og erindringer. 

   Der måtte meget gerne - som også i dette indlæg - være et afsæt i noget aktuelt - fx en avisartikel eller en udstilling - men det kunne lige så godt være med afsæt i en bog der var mange år gammel, eller et speciale jeg var censor på, eller en faglig erindring som pludselig var blevet aktiveret.

   Men helt afgørende var det for mig at der i hvert eneste indlæg skulle være rimeligt holdbar og velfunderet viden som altså - antageligt - ville gøre indlægget brugbart og relevant også længe efter at indlægget var udkommet. 

   Det er faktisk fire år siden jeg begyndte at skrive indlæg på bloggen. Det første indlæg udkom 28. marts 2010, og kan læses her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/03/tanker-om-kreativitet.html

Det indlæg du nu læser, er nummer 673. Bloggen har mellem 150 og 250 daglige visninger, men enkelte dage har der været op omkring 500, og  der er aldrig under 100. Om nogle få dage runder petersudsigt.blogspot.com samlet 150.000 visninger! 

   Der er karakteristisk at der også hyppigt er visninger af indlæg fra de første år ("long tail").

   Jeg gør mig umage med at skrive mange 'etiketter' ('tags') til hvert indlæg. Og i mange indlæg henviser jeg med link til andre tematisk beslægtede indlæg, ligesom jeg indimellem skriver "føljtoner" hvor jeg går i dybden med et enkelt tema gennem en serie af indlæg - med udgangspunkt i en bog eller en rejse.

   Den længste og uafsluttede føljeton er den der handler om "akvarelmaleriets mysterier" - indtil nu med 31 indlæg. Her forsøger jeg at koble viden om akvarelteknik, akvarelkunst, akvarelmaleriets historie og æstetik sammen med egne erfaringer med at lære om akvarelmaleriets mysterier gennem udøvende praksis.

   Første og sidste indlæg i den føljeton, kan findes her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/akvarelmaleriets-mysterier-ulla.html