Sider

søndag den 6. november 2011

Hjernens "modeller" af den fysiske virkelighed og af andre menneskers sind: Theory of mind

Jeg har lige læst en bog "Making up the mind" af en forfatter ved navn Chris Firth. Undertitlen er "How the Brain Creates our Mental Words."
   Bogen ligger i forlængelse af først og fremmest V.S. Ramachandrans som jeg tidligere begejstret har refereret til. Og som har skrevet en forløber til "The Tell-Tale Brain" med en titel der viser slægtskabet til Firths: "Phantoms in the Brain". 
   Men den her bog er meget mere konsekvent end Ramachandrans i sin gennemgang af den viden vi har om hjernens funktion i forhold til vores bevidsthed. Ensporet kunne man også sige. 

Når jeg hiver den frem her, så skyldes det dels at den på en måde korresponderer med nogle af de oplevelser jeg har med at vejlede specialer af journaliststuderende som laver en produktion som led i specialet. Og hvor det - overraskende for dem selv - "går skævt". Og dels skyldes det at den på en måde modsvarer forestillingen om et stadigt genformet og skærpet "worldview" der som et forudsat begreb er indlejret i "honing-teorien" af psykologen Lian Gabora som jeg referererede for et par indlæg siden. Se http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/den-arbejdsdelte-hjerne-og-et-samlende.html

Hvad siger Firth?
   Han har som helt gennemgående pointe at hjernen arbejder med modeller af virkeligheden, modeller som gør det muligt for hjernen at lave forudsigelser fra øjeblik til øjeblik af hvad der foregår i os selv og i omverdenen. Disse forudsigelser ud fra modeller er helt afgørende for vores overlevelse.
  Denne teori om at hjerne producerer modeller som den styrer os efter, og som vi og vores bevidsthed forveksler med virkeligheden, indebærer at han kan lave overskrifter for dele af bogen som: "Our Perception of the World is a Fantasy That Coincides with Reality". 
  Hans pointe er også at disse "modeller" fungerer som en medierende instans mellem vores "perception" (oplevet sansning gennem syn, hørelse, følesans etc) og så de faktiske signaler vores hjerne modtager fra vores sanseapparater. 

Et eksempel er at vi oplever at vores omgivelser er i farver, men realiteten er at vores øjne kun ser farver i det centrale felt af nethinden, mens de perifere felter faktisk kun kan se verden i sort hvid. Men vores hjerne sørger for at vi får "illusionen" om at det hele er i farver, også selvom vi ser ud af øjenkrogene. 
  Et andet eksempel er at vi oplever vore omgivelser som stabile når vi bevæger os - eller bare drejer hovedet, selv om de faktiske synsindtryk som hjernen modtager fra omgivelserne gennem øjnene, burde gøre os totalt rundtossede. 

En af de mange referencer fra forskning han bygger på er det som jeg tidligere har været inde på i forbindelse med omtalen af spejlneuronernes funktion: de er aktive når man selv gennemføre en målrettet handling som fx at tage et krus og drikke af det, når vi ser en anden gøre det, og når vi forestiller os handlingen uden at udføre den. 

Hjernen er faktisk sådan indrettet at det er de samme centrer som "lyser op" når vi ser et ansigt og når vi forestiller os et ansigt: Indre forestillet perception opleves og bearbejdes i princippet på samme måde som ydre foranlediget perception. 
   Når vi forestiller os noget, menneskeansigter eller huse, fx, fremkaldt på den indre skærm, så er det de samme hjernecentre som er aktive som når vi ser ansigter og/eller huse i kraft af input fra den omgivende virkelighed. Firth går ud fra at vi alle har følgende grundoplevelse af vores forhold til omverdenen og til os selv. Vi tror altså at... 
The physical world is utterly different from the mental world. We have didirect contact with the physical world through our senses. But the mental world is private to each on of us.
Denne grundoplevelser har Firth så sat sig for at gennemhulle i lyset af den moderne hjerneforskning: Den er en mental illustion som vores hjerne konstruerer til for at "berolige" vores bevidsthed, og dermed for at hjælpe os til at overleve. 
   Firths pointe er at vores hjerne systematisk arbejder på at opretholde denne grundoplevelse, men at den altså, objektivt  dokumenteret og analyseret, er "falsk". 
   Vi har ikke direkte adgang til den fysiske verden, det er en model, en konstrueret fantasi. Vi har kun - og heldigvis - adgang til perceptionelle modeller af den. 

Forestillingen om at vores mentale verden faktisk er privat og isoleret fra andre mentale verdener, er også forkert. Også her fordi vi har modeller af andres mentale verden som er en (af)spejling af vores egen:
Through these two illusions we experience ourselves as agents, acting independently upon the world. But, at the same time, we can share our experiences of the world. Over the millennia this ability to share experience has created human culture that has, in its turn, modified the function of the human brain. 
Det virker jo på en måde ret spekulativt alligevel. Har det egentlig nogen betydning om vi har direkte adgang til vores omgivelser og vores egen krop via sanserne, eller om adgangen er formidlet gennem simulerende modeller? Svaret er ja. Hvis det ikke forholdt sig sådan, så ville vi "drukne" i en uendelig mængde af informationer fra vores sanser og ikke kunne forudsige noget som helst om omverdenen.
In this chapter I have shown how our brain discover what is out there in the world by constructing models and making predictions. Our models are built by combining information from our senses with our prior expectations. Both sensations and expectations are essential for this process. We are not aware of all the work our brian is doing. We are only aware of the models that result form the work. This makes our experience of the world seem effortless and direct. 
I et efterfølgene kapitel med overskriften "How Brains Models Minds", konkluderer Firth:
I acquire my knowledge of the mental world - the minds of others - in the same way. However it may seem to me, my contact with the mental world (=the mind of others) is neither more or less direct than my contact with the physical world. Using cues acquiered from my senses and prior knowledge acquiered from my experience, my breain creates models of the mnds of others.
I andre teoretiske sammenhænge kaldes denne model af andres sind som analog med vores egen, for "theory of mind". Wikipedia forklarer: 
Theory of mind is a theory insofar as the mind is not directly observable.[1] The presumption that others have a mind is termed a theory of mind because each human can only intuit the existence of his or her own mind through introspection, and no one has direct access to the mind of another. It is typically assumed that others have minds by analogy with one's own, and based on the reciprocal nature of social interaction, as observed in joint attention,[2] the functional use of language,[3] and understanding of others' emotions and actions.[4] Having a theory of mind allows one to attribute thoughts, desires, and intentions to others, to predict or explain their actions, and to posit their intentions. As originally defined, it enables one to understand that mental states can be the cause of—and thus be used to explain and predict—others’ behavior.[1] Being able to attribute mental states to others and understanding them as causes of behavior implies, in part, that one must be able to conceive of the mind as a “generator of representations”. [5][6] If a person does not have a complete theory of mind it may be a sign of cognitive or developmental impairment.
   Theory of mind appears to be an innate potential ability in humans, but one requiring social and other experience over many years to bring to fruition. Different people may develop more, or less, effective theories of mind. Empathy is a related concept, meaning experientially recognizing and understanding the states of mind, including beliefs, desires and particularly emotions of others, often characterized as the ability to "put oneself into another's shoes." Recent neuro ethological studies of animal behaviour, suggest even rodents may exhibit ethical or empathic abilities[7]. Neo-Piagetian theories of cognitive development maintain that theory of mind is a byproduct of a broader hypercognitive ability of the human mind to register, monitor, and represent its own functioning.[8]
Jeg har tidligere fundet ud af at defaultnetværket indeholder den del af hjernen som manifesterer "theory of mind", for så vidt at det er den del af hjernen der er aktiv når vi reflekterer over os selv og når vi forestiller os hvad andre forestiller sig. Det må være der modellen af sinde findes - ens eget og andres - og det må være den der kan simulerer andres sind, så vi kan "læse deres tanker": "mindreading".
   Firth skriver:
At the end of this book we have discovered that mind reading is possible for all of us. It is possible because our creative brains will use any and alle signals available to make models of what is out there ind the physical world and also what is out there in the minds of others. Our creative brain use these models to predict what will happen next when we act upon the world and when w interact with others. If our predictions about the other people are right, the we have sucessfullly read their minds. But all this complex activity is hidden from us. 
Om vi skal tale om "modeller" eller "simulationer", er i vores sammenhæng ikke så vigtigt. Og om vi skal kalde samlingen af modeller "theory of mind" eller "worldview", er heller ikke noget der skal skille os ad. Der er i bedste fald nuanceforskelle i de begreber og de bagvedliggende teorier som de giver ord til.

Når jeg har gjort rigtig meget ud af det her, så er det fordi det korresponderer med, og dermed forklarer nogle tilbagevendende oplevelser med at vejlede såkaldte produktionspeciale på journalistik på RUC. 
   Flere af disse specialer er kendetegnet ved at unge journalister som har været i praktik i et års tid, typisk på en nyhedsredaktion, vil skrive specialer hvor de som led i dem vil producerer noget der er anderledes  og fornyende: De vil som led i specialet eksperimentere med form, indhold, udtryk og fortælling i et nyproduceret stykke journalistik som ikke er underlagt et nyhedskrav.
   Og gang på gang er det gået "galt" - forstået på den måde at når de specialestuderende kommer hjem og har produceret i skrift, lyd, eller lyd-billeder, så viser det færdige resultat sig at være meget konventionelt og typisk domineret af de rutineprægede skabeloner, frames og vinklinger som de studerende netop har haft seriøse ambitioner om at ville prøve at overskride og frigøre sig fra. 
   Det kommer som en overraskelse for dem, og er noget de ikke umiddelbart har nogen forklaring på. 

Jeg plejer at henvise dem til bogen "The Custodians of Conscinese - Investigative Journalism and Public Virtue" af Ettema & Glasser, hvori der står et kapitel som forklarer at rutinerede investigative journalister producerer ud fra et sæt af internaliserede "frames" og et dertil knyttet "repertoire of moves" som forudsætter en mental fond af "examples, images, understandings and actions."
  Denne teoretiske begrebsliggørelse bygger på praksis-sociologen Arnold Schöns teori om "thinking in action" hos professionelle kreative folk. 

Hvis vi kobler det sammen med Firths teori om at vi handler, forstår og tolker vores omverden og vores egne relationer til den gennem internaliserede mentale simulerende modeller, så giver det pludselig god mening at de studerende kommer til at producere noget andet og journalistisk set meget mere konventionelt end det "nye" de havde ambitioner om. 
   De er i deres handlinger i praksis - under planlægning, research og produktion - været styret - ikke af den virkelighed de møder, men af den mentale model de har med som konceptuel baggage fra deres praktik, og som der har fået indterpet og indskærpet både på deres journalistiske praktiksteder og i den forudgåend undervisning. 
   På mange måder er et ældgammelt metaforisk ordsprog oplysende her, et ordsprog der siger at "når man kun har en hammer, så minder alle problemer om et søm."

Konklusionen her et at de specialestuderende i journalistik først - næsten chokagtigt - skal have erfaret at de som journalister i praksis er styret og kreativt begrænset af ubevidste mentale modeller. Og derefter skal de gennem analyse af denne erfaring nå frem til en erkendelse af at kun en bevidst og målrettet re-framing på alle niveauer i modellen er nødvendig før det er muligt for dem - måske kun skridt for skridt - at indfri ambitioner om at være kreative og fornyende i deres professionelle praksis.

Det her blev vist alt for langt. Men uvigtigt er det ikke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar