Sider

Viser opslag med etiketten imaginationsnetværk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten imaginationsnetværk. Vis alle opslag

tirsdag den 12. september 2017

Posttraumatisk Vækst (2) - når akvarelmaleriet er begyndt at blomstre efter en traumatisk nedtur - og andre historier om at påvirke hjernen til vækst og udvikling


'Posttraumatisk vækst' var for godt et år siden et for mig nyt begreb jeg var glad for at have stødt på - fordi jeg syntes det kunne bruges til at forklare hvordan relativt mange 'særligt kreative personligheder' er fælles om en mere eller mindre traumatisk barndom - med forældretab, flytterodløshed, mobning, seksuelt misbrug, etc. Forhold som hvis de fleste møder dem, slår dem mentalt ud af kurs med retning mod bunden, men som nogle forfattere og kunstnere tilsyneladende får vendt til noget brugbart og kreativitet-stimulerende.

Jeg fandt begrebet i en god up to date-sammenfatning af moderne kreativitetteori når den kobles med den moderne hjerneforskning: "Wired to Create".
   Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg havde fundet et godt Klee-citat: "I create - in order not to cry"
  Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.
  Undertitlen var lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugtede lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk amerikansk selvhjælpsbog.
   Men indholdet var faktisk helt OK og jeg kunne i bogen genkende mage af de pointer jeg siden jeg begyndte på bloggen "Peters Udsigt" for godt 7 år siden, har skrevet analytiske og videnskabeligt funderede indlæg om.
   Her et link til det indlæg:
Jeg anbefaler mine læsere at læse eller genlæse det indlæg selv om det er langt, inden man fortsætter her i dette indlæg.


Jeg bemærker selv ved genlæsning at det gamle indlæg er helt uden referencer til mig selv og min helbreds-situation. Indirekte fortæller jeg altså at Post-Traumatisk-Stress-Syndrom og efterfølgende Post-Traumatisk-Vækst var personligt relevant for andre, men ikke for mig.
   Jeg kunne dog godt i indlægget have nævnt at bogen og pionerværket "Faktion som Udtryksmiddel" (1990) blev skrevet efter en alvorlig konflikt med min chef i DR´uddannelsesafdeling, som gjorde at jeg så mig nødsaget til at sige op.
   Og jeg kunne også have  nævnt at de 2 bind af værket "De levende billeders dramaturgi" (ca. 700 sider) og de to bind om Poul Martinsens liv og virke om tv-dokumentarfilm-instruktør (ca. 730 sider), begge blev skrevet efter en endnu alvorligere konflikt med min chef på journalistuddannelsen på SDU, hvortil jeg var blevet kaldet som "professor i journalistik" i 1998. 
   Det var en konflikt hvor jeg havde fagforeningen ind over, og som tilsvarende endte med at jeg måtte indgå en aftrædelsesordning med et års løn uden tillæg, men også uden tilstedeværelsespligt eller pligt til at skrive noget der var relevant inden for mine fagområder.
   I alle tilfælde leverer de kreative processer som det kræver at skrive bøger, og som drives af en kreativ vrede, de leverer en form for heling af de mentale sår efter en alvorlig personlig krise.

Indlægget fra sidste år er skrevet på et tidspunkt hvor jeg endnu troede at den medicin - Glivec - jeg fik mod min CML-lymfekræft som var blevet konstateret ca. et halvt år tidligere, ville gøre dét muligt som flere læger sagde: "at leve næsten som om man ikke havde sygdommen, og lige så længe som man ellers ville have levet"; hvis man altså var under permanent og kontrolleret behandling med medicinen - dvs. en pille om dagen - og som regel uden særligt alvorlige bivirkninger.
   Optimismen lyser tilsvarende også ud af denne oplysnings-hjemmeside om behandling af sygdommen fra Kræftens Bekæmpelse:
Hvis jeg havde gravet dybere og researchet mere den gang, ville jeg have forstået at Glivec ikke virkede på alle, og at den i nogle procentvis få tilfælde kun virkede dæmpende på sygdommen i kortere tid, for så derefter at blive virkningsløs.

NB! I det følgende har jeg så kort jeg kunne, beskrevet hvad jeg oplevede med sygdommen og sygehusbehandlingen i godt et år. Det kan du springe over, og hoppe til konklusionen som fokuserer på fænomenet 'Postraumatisk Vækst' og dermed primært har med de positive 'senfølger' at gøre:
 
Godt en uge efter at jeg havde skrevet det lange indlæg den 23. august sidste år, blev jeg uplanlagt haste-indkaldt til en lægesamtale med min CML-læge på Roskilde Sygehus. Han fortalte at den sidste blodprøve viste at medicinen Glivec var holdt op med at virke. Men at der var en såkaldt 2.generations  medicin - Sprycel - der var nyere og mere effektiv, som virkede på samme måde, og som jeg for fremtiden skulle indtage i stedet. At der også kunne være tale om andre og mere alvorlige bivirkninger end ved Glivec, blev jeg dog advaret om, især fremhævede lægen: "vand i lungerne".
   For at gøre en lang historie kort: efter halvanden måned, blev behandlingen med Sprycel stoppet med det samme. Det viste sig at den ikke bare virkede 'nedslående' på min CML-lymfekræft som den skulle, men på hele mit blodsystem, som stort set blev lagt helt ned - med livsfarligt lave procenter for både røde og hvid blodlegemer og for blodplader. 
   Dvs. mit immunsystem var 'nede' og gjord mig ekstremt sårbar og modtagelig for alskens virus og bakterier, og hvis jeg fik blødninger indvendigt eller udvendigt - fx næseblod - så ville blødningerne ikke stoppe af sig selv (som hvis man har "blødersygdommen" som den der blev nedarvet i den russiske zar-familie).
   Og hvad værre var: den medicin man normalt brugte til at modvirke den slags effekter for at få den normale blodproduktion op at køre igen, viste sig at være virkningsløs - for to af de tre forsøg.
    I flere måneder fik jeg ugentlige blodtransfusioner for at få blodprocenten op, særlig indsprøjtninger til at få blodpladerne op. Flere gange havde jeg næseblod som ikke ville stoppe, og som endte med at blive behandlet med særlige blodplade-transfusioner.

I bakspejlet må jeg konstatere at behandlingen der skulle helbrede mig - eller i det mindste minimere CML-symptomerne, havde været nær ved at slå mig ihjel. 

En effekt af den stress min krop (og mit hoved) oplevede i de måneder, var - oven i købet - at mit hjerte nu var begyndt at flimre, så nu skulle et andet hold læger igang med at behandle det medicinsk. Pulsen skulle ned og blodet fortyndes - igen med piller. 
   Jeg fik ordineret en form for medicin som kaldes betablokker. En blandt læger kendt bivirkning af den er at den kan virke forstyrrende ind på hjernen så man få alvorlige mareridt i længere tid og depressioner. 
   Jeg blev ikke advaret om nogen bivirkninger, men fik efter to dages betablok-piller, en oplevelser af at Pandoras æske var blevet åbnet og min hjerne påvirket som havde jeg taget hash eller LSD i for store doser.
   På hjerteforeningens hjemmeside kan man læse under 'bivirkninger': "Der er også en del, der oplever søvnforstyrrelser, mareridt og depression." Og åbenbart var jeg en af dem, der oven i købet reagerede ekstremt meget og hurtigt.
   Min tillid til hjertelægerne på Roskilde Sygehus som har ord blandt kolleger for at være nogle af de bedste, ligger for fremtiden på et meget lille sted.

I løbet af foråret kom den normale blodproduktion gradvist, men langsomt op at køre igen. Og der var en stilstand i CML-sygdommens udvikling, så videre behandling blev udsat indtil for et par måneder siden hvor produktionen af leukæmi-cellerne begyndte at stige igen. 
   Så fik jeg for godt et par måned siden ordineret en endnu nyere CML-medicin - Busotinib - som kaldes "3. generations", og som blev udviklet til godkendelse for 4 år siden. Dvs. der er ikke alverdens erfaringer med hverken dosis eller hvor længe de virker. 
   Og jeg er sat på meget lav dosis i forhold til det "anbefalede". Den ser så småt ud til at virke, men blodprøver der skal vise om den gør det (for alvor), og hvor effektiv den er, kan først tages om måske en måned.
   Samtidig har den tilsyneladende også 'nedslående' bivirkninger på den normale blodproduktion, hvad der i sig selv taler for at være forsigtig med dosis for at undgå det samme traumatiske forløb som i vinters.

Jeg har i hele det år der er gået, haft vanskeligt ved at meditere, noget som jeg ellers fast har gjort en gang om dagen i mange år - faktisk siden 1979 hvor jeg på et kursus lærte TM-systemet med et givet mantra.
   Meditation har for mig altid været en simpel mental teknik til  nemt og hurtigt at komme i en effektiv urodæmpende og selvberoligende mental tilstand af tankeløst flow. Og den mekanisme holdt - ærgerligt nok - op med at virke da Sprycel-medicinen var  nær ved at slå mig ihjel.
   Mine tanker gik i ring og i ring og i ring - det man på engelsk omtaler som "rumination".
   Wikipedia fortæller om hvad det er for noget:
Rumination is the focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions.[1] Both rumination and worry are associated with anxiety and other negative emotional states; however, its measures have not been unified.[2] In the Response Styles Theory proposed by Nolen-Hoeksema (1998),[3] rumination is defined as the "compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions". Because the Response Styles Theory has been empirically supported, this model of rumination is the most widely used conceptualization. Other theories, however, have proposed different definitions for rumination. For example, in the Goal Progress Theory, rumination is conceptualized not as a reaction to a mood state, but as a "response to failure to progress satisfactorily towards a goal".[4]
Og egenproduktionen af akvareller som også har virket som en slags flow-skabende meditation, den gik også helt i stå i efteråret 2016.

 
Men at jeg altså kom igang igen - og faktisk siden marts 2017 har fået malet nogle at mine bedste akvareller overhovedet, det tilskriver jeg nu et mentalt trick som jeg i flere indlæg omtaler som at jeg bare laver "bestillingsarbejder" og "lejlighedsmalerier" når jeg maler.
   At tænke på og omtale akvarelmalerierne på den let nedgørende måde, har mentalt givet pote: "Jeg udstiller ikke, jeg sælger ikke, men jeg tager gerne mod bestillinger - som jeg så til gengæld ikke lover at indfri hvis jeg ikke har lyst eller ikke har overskud til det".
   Det er rammen og udmeldingen til omverdenen.
   Den formular har åbenbart fået vendt det kompleks af traumer som skyldes at min livslange 'latrophobia' ('lægefobi') i den grad blev næret af det aktuelle sygdoms- og behandlingsforløb - fået vendt det til en slag posttraumatisk kreativ vækst.
   Og det er min teori at det bl.a. er sket via en slags "kreativ vrede" som ikke mindst en virkelig dårlig rutinepræget behandling fra hjertelægerne på Roskilde sygehus siden udløste og stimulerede.
   Her et link til det første blogindlæg hvor jeg kan skrive om hvordan jeg kom igang med akvarelleriet igen:
Du kan så følge udviklingen ved at følge sporet fra "Akvarelmaleriets mysterier (57) via de følgende indlæg med samme overskrift: (58), (59), (60), (61), (62), (63).

Jeg forstår nu "kreativ vrede" som en vrede der indebærer dobbeltheden af den adrenalinproducerende respons på oplevelsen af at være i en livsfarlig klemme: "Fight or Flight" - "Kæmp eller Flygt".
   Hvis man som jeg i løbet af det sidste år indser at man ikke kan hverken det ene eller det andet på grund af en kronisk sygdom, så kan man - udtrykt med et begreb fra dyrepsykologien - lave en slags 'overspringshandlinger' som en mentalt og fysisk distraherende udvej: male akvarel og/eller skrive blog (og i øvrigt: dagligt at lave god og velsmagende aftensmad til fruen og mig selv).
   Men for at komme igang med det, må man  have noget der forpligter én til at komme igang selv om man er træt og uoplagt - ved at få en bestilling eller en ønskeseddel - eller ved at nogen bare har fødselsdag eller sølvbryllup som kræver en 'gave'.
   Og 'bestillinger' har der heldigvis været flere af på det sidste - også fra helt uventede kanter af mit familiære og vennemæssige nærmiljø, hvad listen af akvarelmaleriet mysterier (57-63) fortæller om og dokumenterer.
 
Hvad skriver Wikipedia om "Fight-or-flight response"?:
The fight-or-flight response (also called hyperarousal, or the acute stress response) is a physiological reaction that occurs in response to a perceived harmful event, attack, or threat to survival.[1] 
   It was first described by Walter Bradford Cannon.[a][2] His theory states that animals react to threats with a general discharge of the sympathetic nervous system, preparing the animal for fighting or fleeing.[3] More specifically, the adrenal medulla produces a hormonal cascade that results in the secretion of catecholamines, especially norepinephrine and epinephrine.[4] The hormones estrogen, testosterone, and cortisol, as well as the neurotransmitters dopamine and serotonin, also affect how organisms react to stress.[5]
   This response is recognized as the first stage of the general adaptation syndrome that regulates stress responses among vertebrates and other organisms.[6]
Når vejen "Kæmp" er spærret, og vejen "Flygt" er spærret, så kan det tvangsmæssigt fastlåste dilemma hvor negative tanker og forestillinger kører i ring ('rumination'), blive brudt og omdirigeret til en mentalt helende udvej hvor fantasien forbinder sig med nogle kreative tekniske og fysiske ressourcer, fx det at kunne male akvarel,  der i forening skaber posttraumatisk mental vækst.
   Men det forudsætter (som jeg læser teksterne om det) at sindet ejer en tilstrækkelig 'robusthed' ('resiliens').


Og hvorfor kom jeg nu igang med det her lange og personligt selvudleverende indlæg - der sætter det udmærkede, men upersonlige og distancerede indlæg om 'posttraumatisk vækst, fra sidste år i perspektiv?
- Det var et helsides opslag med en hovedartikel omgivet af tre kortere perspektiverende ekspertinterviews på side 8 i Politikens første sektion igår den 11. september. Med overskrifterne:
Verden skal genopfindes hver dag
Legeforsker: Leg dig fri
Vanebryderen: Start med dig selv
Hjerneforsker: Spænd hjelmen og brug underbevidstheden
Artikel-opslaget handler ikke om 'posttraumatisk vækst', men alligevel om noget der ligner. Det handler om at frigøre sig fra vantænkning og mentale blokeringer (som man måske kan sige at postraumatisk stress er en ekstrem udgave af), og dermed åbne for de kreative mentale vækst-ressourcer som alle faktisk besidder - i hvert fald i et vist omfang: 
Forskeren: Hjernen står i vejen for nytænkning
   Hjernen står i vejen for innovation, fordi den helst går direkte til en kendt løsning. Hjerneforsker Morten Friis-Olivarius har flere bud på, hvordan man kortslutter den.
   »Den måde, vores hjerne er indrettet på, modvirker kreativitet. Får vi et problem, så aktiverer hukommelsen det, vi ved i forvejen. Hjernen prøver kun at give de associationer, den tror, vi har brug for. Derfor er det utrolig svært at tænke nyt, når hjernen filtrerer alt, hvad den opfatter som irrelevant, fra«.
   Det forklarer neurobiolog og forsker Morten Friis-Olivarius, der gennem hele sit professionelle liv har undersøgt, hvordan hjernens kreative processer fungerer.
   Lige før du falder i søvn, er der en kort periode, hvor din hjerne passer sig selv og går på mental markvandring. Her opstår uventede ideer og sære associationer.
   For på dette tidspunkt aktiverer hjernen sit ’default mode-netværk’, som sætter ting og tanker i kontekst på tværs af tid, sted og normale antagelser.
   De frie tanker udspringer fra parahippocampus, en dybtliggende ældgammel del af hjernen, og denne centrifugering af tanker er forudsætningen for reel kreativitet.
   Det står i modsætning til opmærksomhedskrævende opgaver, som benytter vores ’attention-netværk’, den mere moderne del af hjernen, der målrettet arbejder mod at løse ethvert problem hurtigst muligt. Uden for mange svinkeærinder.
   »Ofte kan filtreringen være praktisk og tidsbesparende. Men det er ikke sikkert, at det giver kreative løsninger.
Her fortælles at det der forhindrer udvikling og vækst, er når 'attention-netværket' låser sig fast og vanemæssigt kører i tomgang - i modsætning til det der kræves for at kreativiteten kan forløses i praksis, nemlig helst hurtige og glidende - skift til det andet 'imaginationsnetværk' ('default mode-network') - og tilbage igen. 

Ifølge en teksten til hovedillustrationen i Politikens artikel, har hjerneforsker Morten Friis-Olivarius (som citeres ovenfor) opfundet en hjelm der med elektronisk stimulation kan lokke hjernen ud på mere kreative sidespor.
Ideen er at man med en app kan skrue op og ned for  hjernens to netværk, 'default mode-netværket' og 'attention-netværket', alt efter om man har brug for fri ideudvikling eller fokuseret arbejde.
Ifølge teorien om posttraumatisk vækst, så er det også skiftet og samarbejdet mellem de to netværk der er gået i udu. Men her er det nærmest omvendt: Posttraumatisk stress indebærer at imaginationsnetværket ikke kan eller vil lukke ned; bevidstheden domineres af tanker og fantasier der kører i ring ('rumination'), og det virker forstyrrende ind på attention-netværkets normale udadvendte funktion. 

Det jeg forestiller mig, er at Morten Friis-Olivarius hjelm der sender den svage strøm mellem ørerne, stimulerer det tredje netværk i hjernen (som ikke omtales i artiklen) 'the salience network' som er det der sørger for at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.
   Og så forestiller jeg mig også at det at male akvarel, for eksempel, kan have en tilsvarende funktion når man mentalt sidder fast i traumatisk tomgang, nemlig denne: at fodre og stimulere "the salience network', så det bliver bedre til at varetage et nemmere og mere flydende skift mellem de to andre 'network'.

Akvarel: Dompap-par ved rede med unger (egenproduktion)

søndag den 2. april 2017

Akvarelmaleriets mysterier (56) - rødhals som helende og vækstorienteret motiv for egne akvareller

Jeg har ikke malet akvarel eller tegnet siden sidste sommer, da vi var flyttet op til vores sommerhus på Ordrupnæsi Odsherred - et ophold som vi traditionelt bruger 3 sammenlagte måneder på.
   Men efter den mentale og emotionelle nedtur fordi Glivec-medicinen viste sig at holde op med at virke, og efter at afløseren Sprycel hurtigt viste sig at være alt for stærk, så gik jeg simpelt hen totalt i stå.
   Min egen forklaring er at den del af hjernen som skal mobiliseres og aktiveres for at tegne eller male, var anderswo engagiert - dvs. besat af bekymringer for hvad der skete og kunne ske.

I den sorteste periode mellem Jul og Nytår havde vi hele familien på besøg, og på et tidspunkt trak jeg mig lidt i enrum - 20 mennesker i et rum støjer meget når man skal høre på dem gennem sine høreapparaters uselektive mikrofoner/højtalere.  
   Flere kiggede ind for en kortere eller længere snak, og blandt dem var også fruens søster, som kom og sagde at hun ønskede sig en akvarel med en rødhals som motiv. 
   Jeg tænkte at sådan et regulært bestillingsarbejde måske kunne overvinde maleblokeringen, ikke mindst fordi jeg for et par år tilbage i forvejen havde malet en serie akvareller med rødhals som motiv, og følte mig godt tilpas med det motiv
   Men først for et par uger siden fik jeg taget mig sammen til at tegne en motivskitse. Og så gik jeg i stå igen.
   Så først idag - på Mosters fødselsdag - fik jeg så malet akvarellen.
Sådan her ser den ud:

Egenproduktion: Rødhal, akvarel, april 2017

Jeg er ret tilfreds med den. 
   Og kan anskue den som et lillebitte skridt i den proces jeg fik navn og begreb på for nogle måneder siden: 'posttraumatisk vækst', en proces som i princippet består i at imaginations-netværket (='default mode network') i hjernen lokkes til at skifte spor: fra dystre tanker der går i ring, til et andet - visuelt udviklingsrettet - spor hvor man kommer i flow ved at udøve kunstnerisk virksomhed. 

Jeg tror det har været vigtigt at motivet domineres af stærkt røde nuancer, for rødt har i den grad ellers været forbundet med noget negativt i den forløbne tid: blodsygdommen, blodtransfusioner, blodprøver, hvid blodlegemer etc. etc.

Det hjalp til at overvinde maleblokeringen at jeg kiggede fotos af de tidligere rødhalsakvareller igennem. For en af dem synes jeg ligefrem var værd at kopiere - altså male en anden udgave af.
   Den så sådan ud (jeg husker ikke hvem jeg har foræret den til):


Den nye er klart bedre, synes jeg. 
   Her er de tre andre egenproducerede akvareller med rødhals-motiver i serien fra den gang:


Her et link til mit indlæg om posttraumatisk vækst gennem en slags kunstterapi:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-from-pain-to-gain.html
Jeg bringer lige et citat fra indlægget. Afsættet er at det normale, fleksible og 'sunde' skift mellem aktivering af forskellige 'netværk' i hjernen, er blokeret og 'nedfrosset' af traumatiske oplevelser.
   Og jeg skriver så videre: 
Det er disse konstruktive skift mellem netværk som er blokeret når tankerne kører i ring, og som skal sættes igang igen.
   Det så at tænke og producere kreativt ved fantasiens hjælp, kan fungere som en konstruktiv bremse på imaginationsnetværket som er løbet løbsk, ved at give en fantasidrevet 'blød' afledende omvej ud af tvangen, idet man prøver at tænke eller fantasere sig frem til ny mening og dermed får gang i skiftet til de to andre netværk.
   Kaufman og Gregoire fremhæver hvordan "creativity truely carries healing power." Og at det specielt hænger sammen med "the meaning-making aspect of creative thinking and expression that seams to growth after trauma".
While rumination often begins as automatic, intrusive, and repetitive thinking, in time, the individual's way of thiking about the traumatic event at its impact becomes more organized, controlled and deliberate. It starts to act as a proces of meaning making. The search for meaning is the essential element of posttraumatic growth, and particularly of creative growth.

onsdag den 30. november 2016

Hvordan virker jobbet som 'klikarbejder' på dem der udfører 'indholdsmoderation' i it-virksomheder, og hvorfor kan det være en alvorlig mental belastning?

http://startearningonlinenow.com/clickworker-review
En stor artikel - 3 siders opslag - i Information (25/11) fanger min opmærksomhed. I avisudgaven har den denne citat-rubrik:
'Det er ikke et fysisk krævende eller farligt job. Men der er andre farer' 
I netversionen har den en kortere og mere slagkraftige overskrift:
Mit liv som klikarbejder
Den lidt længere manchetten i avisudgaven lyder:
Tusinder af asiater fjerner billeder af døde mennesker og porno fra dine feeds på Facebook. Det er ’vor tids samlebåndsarbejde’, siger en forsker, som sammenligner fænomenet med outsourcing af hårdt og underbetalt arbejde inden for industrien. Information har taget et job som klikarbedjer for at undersøge bagsiden af det digitale arbejdsmarked - og har blandt andet arbejdet for en danskbaseret virksomhed.
Artiklen er skrevet af Otto Lerche Kristiansen, en journalist hvis artikler i Information jeg husker at have læst flere af. Og er blevet klogere af at læse.
   Plottet og opbygningen er sådan set velkendt fra moderne journalistisk reportage: en blanding af 1) en fortløbende - fortællende - personlig oplevelses- og erfaringshistorie  med journalisten selv som subjekt, 2) interviewskvenser fra interviewpersoner som har erfaringe med, ansvar for eller har ekspertviden om historiens emne, 3) baggrundsinformationer - historie, statistik - hentet fra skrevne kilder.
   Det er i artikelformat samme plot-mix som den bedste danske videnskabsjournalist Lone Frank har brugt i de fleste af sine velskrevne og flot anmeldte bøger, fx 'Mit smukke genom' og 'Lystens pioner'.

Som oprindelig lingvist er jeg en hund efter nye ord - især hvis de refererer til noget virkeligt nyt - og ikke bare er eufemismer fra spindoktorernes og politikernes retoriske værksteder.
   I manchetten er det ordet...
''KLIKARBEJDER"
Jeg ved ikke hvad det betyder, det må være oversat fra engelsk,  og jeg gætter lidt diffust: en person hvis rutineprægede arbejde er at klikke på noget på internettet.
   Åbenbart er det noget der i de senere år er blevt outsourcet til udlandet - nærmere bestemt Fjernøsten, ligesom tidligere industrielt samlebåndsarbejde er blevet det.
   Men hvem, hvad, hvor, hvornår og hvorfor? Og hvilke farer skulle der ligge i det?
   
Ganske rigtigt: det engelske ord er 'clickworker' eller 'crowd worker' og det arbejde de udfører, er en form for intern censur, kaldet 'commercial contentmoderation' som der skulle være mindst 100.000 mennesker over hele verden der arbejdede med.
   Arbejdet som 'indholdsmoderator' er som sådan omgærdet med konventionelt kommercielt hemmelighedskræmmeri og tavshedklausuler.
   Så journlisten kan kun finde en udvej for at undersøge forholdene for denne arbejdstyrke nærmere:
 Ved at blive en del af den.
   »Vi er hele tiden på udkig efter nye folk til at løse opgaver,« skriver Crowdflower på deres hjemmeside.
  »Kom med på holdet.«
   Jeg sad foran min computerskærm på Informations redaktion og overvejede, hvordan jeg kunne komme i kontakt med nogle af de anslået 100.000 online moderatorer, da jeg læste om Crowdflower.
   Den amerikanske virksomhed formidler millioner af mindre opgaver mellem arbejdsgivere og såkaldte crowd workers eller clickworkers over hele verden. Det kan være alt fra transskribering af tekst over vurdering af kommentarer på sociale medier og indsamling og kategorisering af data til vurdering af relevansen af søgemaskineresultater. Deraf navnet microtasking.
   Crowdflower laver også indholdsmoderation og bliver ifølge virksomhedens hjemmeside brugt af blandt andre Youtube og IBM – og en danskbaseret virksomhed.
   Jeg tilmeldte mig på Crowdflowers hjemmeside og modtog kort efter en velkomstmail.
Arbejdet går ud på at se en masse 'problematiske' hjemmesider igennem og klassificere dem efter hvor meget (=high risk) eller lidt (=low risk) 'upassende' deres indhold er, fx hvad angår pornografisk indhold - eller fx nazi-indhold og hate speech. Og derrmed hvor risikablet det er at formidle for fx et socialt medie som Facebook.
   Og man får betaling for hver fem hjemmesider man klassificerer: 21 ører. 
   Men først skal man gennemgå en test for at firmaet kan afgøre om man er egnet til - dvs. har sanseapperat og hjerne som er kvalificeret til hurigt at ettikettere indholdet i tvivsomme hjemmesider.
   Sådan en test gennemgår Otto Lerche Kristiansen også. Og består.


En forsker i området 'indholdsmoderation' fra University of California, Sarah Roberts, bliver interviewet. Hun har udspurgt en række klik-arbejdere om hvhvorfor de har valgt det arbejde, hvad deres løn var, hvordan de er blevet pyskik påvirket af det. Og især spørgsmålet om ...
Hvilken type af stødende indhold stødte de på i deres arbejde?
   Det korte svar er:
   »Alt.«
   Det lange svar giver Sarah Roberts over telefonen fra Los Angeles. Det kan være patriotisk hadtale eller nazipropaganda, angreb på homoseksuelle eller meget voldsomme kommentarer:
   »Død over jøderne! Død over muslimer! Den slags,« siger hun.
   »Det er også videooptagelser af overgreb: voksne, der misbruger andre voksne; slåskampe; voksne, der misbruger børn fysisk eller seksuelt; folk, der mishandler dyr for at få en fornøjelse ud af det; optagelser fra krigszoner i hele verden.   Internettet har det hele.«
    Det kan være svært at forstå, hvorfor nogen skulle bruge tid på at lægge den slags billeder eller tekst på nettet, men som Sarah Roberts siger:
   »Internettet indeholder alt det bedste og alt det værste ved os mennesker, og der er altid nogen, som vil sende det ud og distribuere det.«
   – Hvad siger moderatorerne om deres reaktioner?
   »Det er nok ikke svært at forestille sig, at det er et hårdt arbejde.«
   – Hvorfor er det hårdt?
   »Hvis man tænker på det materiale, som jeg lige har beskrevet, hvis man er nødt til at se det igen og igen og igen, fordi det er dit arbejde, er det meget svært.«
   – På hvilken måde er det hårdt?
   »Det er hårdt psykisk. De fysiske forhold er ofte fine – det er sådan set bare et kontorjob og på den måde ikke hårdt på samme måde, som det er hårdt at stå ved et samlebånd, hvor man måske mister en finger.
   Det er ikke et fysisk krævende eller farligt job, men der er andre farer, og det er følelsesmæssigt drænende at kigge på den her type indhold uden at kunne se nogen ende på det.«
   – Hvad er konsekvenserne for arbejderne?
   »Det kan være problemer med at sove eller indgå i sociale sammenhænge. Man kan ikke lægge arbejdet fra sig efter arbejdstid.
   Men ingen har lavet længerevarende undersøgelser af den her type arbejde, fordi det er forbundet med en høj grad af hemmeligholdelse. Vi ved faktisk ikke, hvad de langsigtede konsekvenser kan blive.«
Nogle former for klik-arbjede er ikke så emotionelt og mentalt hårdt, fx det at transkribere fra tale til skrift. 
   Men I slutningen af artiklen får vi så en konkret, men anonym case til at illustrere problemet hvor 'psykisk belastende' dette klik-arbejde kan være:
En indholdsmoderator fra Italien, som ønsker at være anonym, siger til Information, at hun i en periode arbejdede med at moderere kommentarsporet i en større italiensk avis, men måtte stoppe efter mindre end tre måneders arbejde.
   »Jeg var på arbejde fire timer af gangen og læste måske 3.000 eller 4.000 beskeder i løbet af sådan en dag,« siger hun til Information.
   »Det var typisk sådan noget: »Hvis min datter var lesbisk, ville jeg slå hende«, »Hvis Mussolini havde levet, ville han vide, hvordan man skulle håndtere alle de sigøjnere«, »Jeg ville ønske, at alle de migranter kunne dø i Holocaust.«
   Det var kun fire timer om dagen, men jeg tænkte på de beskeder hele døgnet. Kan du forestille dig at være i et miljø fuldt af disse mennesker hele tiden?« spørger hun. 
Forskeren Sarah Roberts fortæller om to typiske mentale reaktioner: "burn out" og "total følelsesløshed."

Her et link til den glimrende artikel, hvis vinkel først og fremmest er kritisk i forhold til de arbejdsmiljøskader som 'indholdsmoderation' af voldelige, barske, hadske eller pornografiske hjemmesider kan give.
Jeg kommer under læsningen imidlertid til at tænke på et andet, mere dybereliggende og grundlæggende spørgsmål som artiklen jo indirekte rejser, nemlig dette:

Hvorfor er den slags samlebånds-censur-internet-arbejde så belastende at det kan give samme emotionelle og mentale symptomer som man ellers kender fra det arbejde som stressede sygeplejersker, lærere, pædagoger og fængselsbetjente udfører: et arbejde hvor det der belaster og slider i det lange løb, er tæt og personlig ansigt-til-ansigt omgang med andre mennesker hvis adfærd, liv og velfærd man har et professionelt ansvar for. 
   I øvrigt er det også typisk den slags psykiske arbejdsmiljøskader som pressede og stressede nyhedsjournalister relativt ofte bliver ramt af, minder jeg lige om.


Her vender jeg tilbage til nogle af de grundspørgsmål som i de første år drev mange af mine indlæg her på bloggen:
   Hvad foregår der i hjernen (og i kroppen)  når vi læser en historie, eller hører en radiofortælling, eller ser film og tv-indslag?
   Spørgsmålet pressede sig på for mig når jeg kastede erindringens spørgende blik tilbage på det arbejde jeg en stor del af min faglige karriere har haft - at undervise i hvordan man så effektivt og virksomt som muligt kunne skrue tekster historier og (levende) billeder sammen så de fængede, fangede og fastholdt publikum. Og altså mærkede publikum mentalt  ved hjælp af greb og teknikker fra retorik, fortælleteknik og dramaturgi og æstetik.
    Det var spørgsmålet om der var videnskabelig empirisk evidens for sandheden i påstandene om den mentale 'impact' - virkningen - hos publikum, påstande som jeg  med stor autoritet og succes havde fremført igennem et langt livs kurser for lærere, journalister, mediefolk - og i en række velanskrevne fagbøger og artikler.

Det overordnede begreb er 'simulering' eller 'simulation'.
   Vores hjerne oplever og forstår hvad andre mennesker har skrevet, hvad andre mennesker fortæller, og hvad de ser andre mennesker gøre, ved i bestemte dele - 'netværk' - at simulere de verbale, lydlige og visuelle input de får som har disse andre menneskers adfærd som sensorisk og perceptionel kilde.
   Men hvad betyder simulering eller simulation så i den her forbindelse? -Ordborgen siger:
Simulation er en imitation (efterligning) af noget virkeligt, tingenes tilstand eller en proces. At simulere er at lade som om, forstille sig, foregive, skrømte.
'Simuleringen' sker dels i det neurale netværk i hjernen som er udgøres af såkaldte 'spejlneuroner', og som aktiveres både når man ser andre udføre en handling, når man selv udfører den - og også - ikke mindst - når man selv tænker på den og taler om den. 
   Den version af 'simulering' menes at forklare den umiddelbare empati som de fleste mennesker oplever ved mødet med et andet menneske som man ellers ikke kender.
   Og dels sker 'simuleringen'  i det netværk i hjernen som har flere forskelige faglige betegnelser: 'default mode', 'task negative', men som i de senere år har fået betegnelsen 'imagination network':
The functions of the imagination network form the core of human experience. Its three main components are personal meaning-making, mental simulation, and perspective taking.
    This allows us to construct meaning from our experiences, remember the past, think about the future, imagine other people’s perspectives and alternative scenarios, understand stories, and reflect on mental and emotional states—both our own and those of others.
Søger man på nettet efter 'simulation theory' så får man mange forskellige hits der helt klart trækker på den moderne neurologiske hjerneforskning.
   Dels én der i Wikipedia findes under betegnelsen "Simulation theory of empathy", og dels én der findes under betegnelsen "Simulation theory of cognition - eller ligefrem "bodied cognition".

'Simulation theory of empathy' har også og ikke mindst med følelser at gøre. Og den sammenhæng udlægger Wikipedia det sådan her, med afsæt i hvordan spejlneuroner fungerer i hjernen - gennem automatisk neurologisk imitation af set eller omtalte eller tænkte handlinger (='motor behavior'):
Shared neural representation for a motor behavior and its observation has been extended into the domains of feelings and emotions. Not only movements but also facial expressions activate the same brain regions that are activated by direct experiences.
   In an fMRI study, same brain regions on action representation found to be activated when people both imitated and observed emotional facial expressions such as happy, sad, angry, surprise, disgust, and afraid.
   Observing video clips that displayed facial expression of feeling disgust activated the neural networks typical of direct experience of disgust.
   Similar results have been found in the case of touch.
   Watching movies that someone touched legs or faces activated the somatosensory cortex for direct feeling of the touch.
   A similar mirror system exists in perceiving pain. When people see other people feel pain, people feel pain not only affectively, but also sensorially.
   These results suggest that understanding other's feelings and emotions is driven not by cognitive deduction of what the stimuli means but by automatic activation of somatosensory neurons. 
Sammenfattet:
    Vi kan ikke lade være med at helt fysisk at 'føle med' når vi ser andre mennesker udtrykke følelser gennem adfærd, herunder ansigtsudtryk, mimik og sprog, fordi den slags iagttagelser via spejlneuronerne aktiverer de følelser vi selv ville have haft hvis vi havde udtrykt os på lignende måde.

Så til 'simulation theory of embodied cognition': 
   Hvad siger den - specielt når det handler om at opleve og forstå indholdet i sproglige udsagn? 
   Det forklarer professor Benjamin Bergen, professor ved University og California, San Diego:
Embodied simulation refers to the possibility that we understand the meaning of language by simulating in our minds the experience that the language describes through memories of our own experiences of that event.
   Bergen points at that we simulate constantly, when we imagine faces of friends or relatives, sounds, music, tastes, smells, and actions through conscious mental imagery. He explains that embodied simulation is a slightly deeper process and the images that we conjure up are ‘just the tip of the iceberg;’ when we simulate we create mental experiences of sense perceptions and actions without them being present.
   The processes that we consciously activate to do this are actually busy even when we are not aware of them. When we practice ‘embodied simulation’ research shows we ‘prod’ those areas of the brain that deal with actions and perceptions that have unconsciously collected all our experiences and actions and reawaken them.
   Meaning and Sensory Perception and Experience are necessary in Language Processing.
Der refereres ikke til det i den her artikel, men de neurologiske processer som aktiveres i hjernen, er - ifølge teksten her - dem der varetages af 'the imagination network', et hjerne-netværk som jo kører derudaf - både når det gælder om at fremkalde erindringer om oplevede situationer i fortiden, om at fremkalde forestillinger om andres bevidsthed som ligner en selv ('theory of mind'), om at aktivere moralske overvejelser og tanker om fremtiden og bedømmelse af andres adfærd. 
   Og ikke mindst når vi sover og drømmer, når vi dagdrømmer, når vi mediterer - og når vi generelt ikke gør spor andet end at lade sindet få utøjlet frit løb ud over sindets stepper vist på den indre skærm:
Bergen said that we understand words partly by creating mental simulations of what it would be like to experience the things being described. We do this by activating previously stored knowledge and emotions about an action or event. 
Her et andet citat der - mere generelt - forsøger at forklare den teori jeg for nogle år siden faldt for, og som - med et lidt belastet begreb - handler om at man kan læse tanker og føleser hos et andet menneske som man jævnligt omgås gennem følsom og åben simulering - og deler erfaringer og 'kultur' med; det centrale begreb ar 'mentalization' eller 'mentalizing': 
S(imulation)T(herory) (...) (in its original form) says that people employ imagination, mental pretense, or perspective taking (‘putting oneself in the other person’s shoes’) to determine others’ mental states.
   A mentalizer simulates another person by first creating pretend states (e.g., pretend desires and beliefs) in her own mind that correspond to those of the target. She then inputs these pretend states into a suitable cognitive mechanism, which operates on the inputs and generates a new output (e.g., a decision).
   This new state is taken ‘off line’ and attributed or assigned to the target. 
Lad os så vende tilbage til vores klik-arbejdere der får betaling for at gennemgå en masse hjemmesider for at se om de i en eller anden forstand er pornografiske, og skal gennemgå en masse kommentarspor på de sociale medier for at vurdere om de er udtryk for 'hate speach'. Og som efter et stykke tid kan oplev mentalt "burn out og total følelsesløshed."
   For at minut efter minut, time efter time, dag efter dag mentalt at kunne udføre disse afkodnings- og kontrolfunktioner, så må disse arbejdere  mobilisere, aktivere og veksle mellem to  former for simuleringsmekanismer i hjernen: én type der helt automatisk forbinder andres fysiske handlinger, intentioner og følelser som de kommer til udtryk og kan ses og høres, med vores egne tilsvarende adfælrd (via spejlneuron-netværket), og en type der mere bevidst forbinder vores forestillinger om os selv og vores episodiske erindringer med vores forestillinger om andre og deres perspektiv på sig selv og verden (via default mode-/imginationsnetværket).
   Herfra er det ikke svært at forstå hvad det kan bevirke over tid at skulle arbejde på den måde og løbende at blive eksponeret for den slags kommunikativt krævende input, nemlig det fagfolk omtaler som kognitiv, emotionel og sensorisk overbelastning (='overload'): "mental burn out og total følelsesløshed.
   Et type arbejde jeg kun kan fraråde man påtager sig i længere tid, selv om det umiddelbart kan se ud som et relativt nemt arbejde.
   Reaktionerne og effekten kan minde om det man professionelt omtaler som "stress overload" som er en fysiologisk konsekvens af at kroppen og hjernen hele tiden er i en slags alarmtilstand:
Stress Overload is caused when pressures at work or home become so intense, or last so long, that you begin to feel overwhelmed and out if control. This happens when the hypothalamus continually releases adrenaline and cortisol into the bloodstream, which causes the body to react by increasing blood pressure and heart rate, opening blood vessels wider to allow more blood to be pumped to major organs, and large muscle groups, and glucose to be released by the liver to increase energy and stamina due to ongoing stress in one’s life.
http://1st4stress.com/Stress/What-Is-Stress-Overload.html