Kontrafaktisk historieskrivning om Marylin Monroe - og andre historier

Politiken søndag den 3. oktober. Rubrikken er "Støvet på sommerfuglens vinger". Et halvandet siders opslag med et uddrag af forordet til en ny bog med ukendte digte, breve og notater skrevet af  Marylin Monroe. Titlen er: Fragmenter. Bogen viser, fremgår det, at der bag rollen og hendes image som "dum blondine" fandtes en "intellektuel og poetisk sjæl som ingen havde kendskab til". Altså den sindets dobbelthed der kendetegner den særligt kreative personlighed.
   Artiklen er et uddrag af forordet til bogen, som er skrevet af den italienske forfatter Antonio Tabucchi. Billedet der illustrerer den er et fotografi hvor vi ser MM siddende på en bænk i en park læsende Jame Joyce: Ulysses.
   Der var meget man kunne tage op her i kreativitetssammenhæng, men mig fanger det umiddelbart at et af afsnittene udnytter den form for konceptuel blending som jeg tidligere har betegnet som kontrafaktiske udsagn/historieskrivning. Se bare her:

Hvad ville der være sket, hvis Marylin i stedet for at besidde en usædvanlig skønhed, som hendes filmroller gjorde berømt, havde været en helt almindelig kvinde? Så havde hun, mens hun levede, udgivet det som vi nu skal til at læse, og hun havde sandsynligvis taget livet af sig liges Sylvia Plath. Og om hende ville man have sagt det same som man siger om Sylvia Plath, nemlig at hun tog livet af sig, fordi hun var for følsom og for intelligent, og mennesker, der er for følsomme og intelligente, lider mere end mennesker som er mindre følsomme og intelligente, og de har tilbøjelighed til at tage livet af sig (dette er i hvert fald, hvad psykiaterne og statistikerne fortæller).

Jeg tænker straks på et tidligere blogindlæg, hvori jeg konstaterede at Dronning Margrethe udtaler sig kontrafaktisk om sit livs udvikling, hvis arvefølgeloven ikke var blevet lavet om, og hun derfor ikke var blevet "tvunget" til at blive dronning som voksen.
   Og så husker jeg pludselig, som et andet godt eksempel på kontrafaktiske udsagn udnyttet i journalistisk kontekst: Da Tom Buk-Swientys bog: Dommedag Als udkom, da havde Politiken fået den ide at spørge en række forskellige historieautoriteter hvordan Danmarkshistorien ville have udviklet sig hvis Bismarck havde sagt ja til den danske konges tilbud om at Danmark kunne indtræde i de tyske staters forbund.
   Svarene var faktisk både oplysende og underholdende at læse, husker jeg - og historiefantasierne meget forskellige. Og det var altså et klart eksempel på en kreativ journalistisk vinkling oven på en bog som i øvrigt selv genremæssigt er et blandingsprodukt - et blend af fortællende journalistik og historieskrivning.