Sider

Viser opslag med etiketten science-fiction. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten science-fiction. Vis alle opslag

torsdag den 13. november 2014

Om blogskriverier - som mit mentale marathonløb og hjerne-konditur - 'writers high' er godt til at holde hjernen i form

I denne weekend rundede bloggen her - Peters Udsigt - 200.000 visninger. Der er gået ca. 4½ år efter jeg begyndte på at skrive indlæg til bloggen.
   Jeg ved ikke om det i forhold til andre blogge der formidler viden, analyse og refleksion, er mange eller få.
   Peters Udsigt har 41 såkaldte "følgere" som automatisk får mails når der er et nyt indlæg.
   De første 3 år var antallet af indlæg hhv. 147, 227, 155. Sidste år var antallet 91 - og i år bliver det endnu færre. 
   Når dette 'jubilæumsindlæg' udgives, har jeg skrevet og offentliggjort 683 indlæg som altså alle stadig kan læses fordi de ligger i bloggens arkiv der er ordnet kronologisk.
    Til hvert indlæg skriver jeg fyldige stikord, såkaldte 'etiketter', som gør at indlægget vil dukke op ved en Google-søgning på et af disse stikord. 
   Af såkaldte "kladder" jeg for tiden gemt 43. Det er indlæg som jeg er startet på, men aldrig har fået gjort færdige til udgivelse. Af og til kigger jeg nogle af kladderne igennem, og beslutter om de stadig skal stå der - som en slags reminder om 'unfinished business', eller om de skal opgives og slettes 'for good.
 
Den dalende udgivelsesfrekvens modsvares af  at indlæggene de senere år er blevet meget længere. Jeg kan nemt bruge en lille uges tid på at skrive et indlæg nu, mens jeg de første år typiske skrev et indlæg på en til to dage.
   Det der er sket, er at jeg i mange indlæg i stadig højere grad tillader mig at følge snoede konceptuelle spor og tankemæssige spiraler - og tillader mig at få og udnytte serendipitetiske indfald undervejs i research og skrivning.
   Jeg har som regel ikke  nogen forestilling om hvor det enkelte indlæg skal ende. Og overskrifterne afspejler meget godt at der ikke er tale om journalistiske klummeindlæg - med en vinkel og en klar konklusion eller pointe til sidst.
    Jeg har også for vane at producere serier af indlæg som holdes sammen af et fælles tema. Det kan være indtryk og indfald i forbindelse med en længere rejse til 'langbortistan', fx Kina; eller et tema som er udsprunget af en dybere læsning af en fagbog, fx "Thinking, Fast and Slow"; eller en serie der beskriver min egen udvikling, fx "akvarelmaleriets mysterer" (33 indlæg i den serie er det foreløbig blevet til).
    

Jeg samler udklip fra aviser og noterer ideer ned på gule sedler som afsæt for indlæg jeg kunne tænke mig at skrive. Jeg får løbende samlet mange flere potentielle input end jeg kan nå at skrive om. Så indimellem kan jeg være lidt stresset af den uomsatte bunke af avisudklip og gule sedler, og så må jeg tage mig sammen og sortere og smide ud. 
   Det kan også bidrage til stresset at jeg jo også har en anden permanent produktiv ambition, en der mere trækker på højre hjernehalvdel: at male akvarel, en aktivitet jeg startede på godt et år efter at jeg begyndte at skrive.

Bloggen har, som det fremgår af preamblen, et gennemgående tema: KREATIVITET.
    I praksis betyder det blot at hver gang jeg skriver et indlæg, så er den eneste indholdsmæssige begrænsning at tillægsordet "kreativ" eller afledninger af det, skal indgå meningsfuldt i teksten.
    Jeg har skrevet indlæg om hjerneforsknng, kognitiv lingvistik, arkitektur, malerkunst, litteratur, tænkning, økonomi, psykologi, sociologi, journalistik, faktion, og meget mere. Jeg forsøger at tænke og fantasere på tværs af faggrænser og konventionelle frames i mange af indlæggene.
   En helt afgørende pointe er at jeg - uhæmmet - kan tillade mig at skrive "jeg" i hvert eneste indlæg, og at jeg med flid og lyst tillader mig at blande personlige erindringer og erfaringer fra mit eget liv ind i indlæg om emner som ellers er abstrakte, upersonlige og konceptuelt højtravende.

Jeg har bevidst gjort det "besværligt" for læsere at kommentere indlæg. Man skal nemlig oprette en profil for at man kan få adgang til at skrive en kommentar i bloggens kommentarfelt. 
   Grunden til det er at jeg ikke skriver for at udtrykke og rundsende meninger eller holdninger som skal invitere til modsigelse og debat, men for det mentale afkast selv at blive oplyst og klogere. Det er derfor også alene mig selv som skriver indlæg i bloggen.
   Det er måske dette meget egoistiske motiv til skriverierne der gør at jeg så også er blevet overrasket over at der dagligt er mellem 150 og 400 visninger - sådan i gennemsnit. Men der er naturligvis ingen sikkerhed for at en visning også fører til læsning af hele indlægget.
 
Jeg gør mig umage med at skrive nogenlunde klart, men er ikke bange for at bruge faggudtryk og fremmedord - eller for at bringe lange citater fra eksperter og fagfolk, både på dansk og - især - på engelsk.
   De mange citater har til formål at dokumentere det jeg finder ud af under researchen til et indlæg. Her synes jeg ikke at jeg vil nøjes med link til kilderne. Det skal være nemt at kigge mig i kortene.

Hvorfor begyndet jeg på at skrive indlæg til Peters Udsigt i sin tid?
   Det har jeg ikke fortalt om i det første indlæg, har jeg tjekket. Jeg gik bare igang!

Men jeg ved godt hvad det var for 'kræfter' der satte processen igang: en slags 'abstinenser'.
   Jeg havde i årene inden skrevet af karsken bælg, to tykke bøger - hver i et omfang af to solide bind: "De levende billeders dramaturgi" og "Poul Martinsen - Besat af virkelighed".
   Og da den første var færdig og udkommet, gik jeg stort set straks igang med researchen til den anden.
  Da jeg så var færdig med Martinsen-bogen, troede jeg at nu var det slut med skriverierne - med min  5-6-årige 'film- og tv-raptus'. 
   Jeg nærmede mig pensionalderen og tænkte at det var jo en fin måde at slutte karrieren på - med de to solide bøger. Nu kunne jeg slappe af og mentalt set tage den med ro.
   Men jeg blev klar over at jeg var blevet en slags narkoman i forhold til selve processen "tænke-researche-skrive" - mens det til gengæld ikke betød noget om der kom "bog" ud af anstrengelserne.
  
Og "narkoman" er ikke bare en metafor.
   Jeg fandt ud af jeg kom i "flow" ved at skrive - en tilstand som aktiverer hjernens belønningssystem der i praksis virker som en form for naturlig "doping" via den øgede produktion af endorfiner, serontonin, dopamin mfl. Signalstoffer i hjernen som kaldes "neurotransmittere".
   Og jeg blev klar over at jeg helt regulært var blevet afhængig af processen "tænke-researche-skrive" sådan at hvis der gik længere tid hvor jeg ikke skrev, så blev jeg urolig og i dårligt humør. Jeg fik fysiologiske abstinenser som man kender fra andre former for afhængighed, som man oplever ved at prøve at holde op med rygning eller ludomani.

Jeg kommer til at tænke på Holberg og hans forfatterskab som vi lærte  om i skolen.
   I årene 1722-27 skrev han som besat - i alt 25 komedier. Denne mentale besættelse af at skrive og producere dramatik omtaler han selv som sin "poetiske raptus."
   'Den poetiske raptus' stoppede ikke i 1727. Den skiftede bare spor - og gik over i en "historisk raptus". Og derefter kom så en "moralsk-filosofisk raptus". Han må have skrevet side og
op og side ned dagligt  i årtier. 
   Holberg blev simpelt hen høj af at skrive, ville man sige i dag. Og blev "hooked" på processen.
   
Og det minder mig så også om en anden skrivenarkoman hvis erindringer jeg læser for tiden - for tredje gang: Isaac Asimov. Titlen er "I, Asimov" - og den alluderer til en af hans mest kendte bøger - en samling af noveller om robotter: "I, Robot" som udkom 1950, og som gav konceptuel inspiration til en SF-film med samme titel mange år senere.
   Asimov skrev også som besat, og skiftede spor flere gang. I de første 10-15 år var det science-fiction, men derefter producerede han faktuelt viden(skab)sformidlende bøger inden for et bredt felt af fagområder, både inden for naturvidenskab og humaniora. 
   Han skrev og fik udgive også krimier, limmericks, samlinger af vittigheder, essays, you name it.
   Af erindringerne fremgår det utvetydigt at han stort set kun føler sig lykkelig når han skriver. Så det gør han så, altid.
   Han holdt nøje tal på sine udgivelser og var pavestolt da antallet rundede 500, fortæller han i sine erindringer.
   Wikipedia introducerer ham sådan her.
Isaac Asimov (/ˈaɪzɨk ˈæzɨmɒv/; born Isaak Yudovich Ozimov; circaJanuary 2, 1920 – April 6, 1992) was an American author and professor of biochemistry at Boston University, best known for his works of science fiction and for his popular science books. Asimov was one of the most prolific writers of all time, having written or edited more than 500 books and an estimated 90,000 letters and postcards. His books have been published in 9 of the 10 major categories of the Dewey Decimal Classification.
Azimov kom ind i min bevidsthed i anledning af nyheden om at det er lykkedes at lande et menneskeskabt rumfartøj på en komet. På Facebook skrev jeg idag:
Som storforbruger af Science-Fiction siden min yngste ungdom, kan det kun give et mentalt kick i hjernen at det nu er lykkedes at lande et rumsonde modul på en meteor. En af mine absolutte favoritter bland SF-forfatterne er nu afdøde Isaac Asimov. Han har fået en asteroide opkaldt efter sig "5020 Azimov". Han har skrevet flere historier om robotters landinger på asteroider. En god dag til at blive mindet om at kreative fantasier og visioner kan blive til virkelighed, og at ny teknologi ikke altid er synonym med nye dødbringende våbensystemer. 
Tilbage til hovedsporet:
   Både Holberg og Azimov har altså været dybt afhængige af at komme og være i en såkaldt 'flow'-tilstand gennem det at skrive - uanset emne og genre. Og det er jeg så åbenbart også blevet. Det dokumenterer blokken jo.
  Den danske Wikipedia forklarer den psykologiske side af begrebet 'flow' sådan her, meget præcist synes jeg:
Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.
Man kan også komme i flow-tilstand gennem andre former for ambitiøse længerevarende fysiske og mentale aktiviteter - fx. ved at motionere hårdt og længe, en tilstandsom også kaldes "runners high".
   Jeg har ved analogi fundet på ordet "writers high" - og det er derfor ikke nogen dårlig metafor at sige at det at holde bloggen aktiv og igang, er mit evigt kørende mentale maratonløb, en hjernens stadigt tilbagevendende 'ironman'.
   Og hvert indlæg kan så siges at fungere som kognitiv og mental 'konditionstræning'.

Og parallellen kan faktisk godt trækkes yderligere i halen.
   Som en del af det at blive klogere, har jeg researchet på hvad den nyeste hjerneforskning kan bidrage med om det gavnlige i forhold til det at skrive. Og den siger utvetydigt at fx blogskriverier er med til at holde den skrivendes hjerne frisk og rask; Det modvirker demens og alzheimer, for eksempel. 
   Og det hænger sammen med at hjernen i modsætning til hvad man og forskerne troede tidligere, er plastisk og kan holdes i vigør gennem mental træning. 
   Ligesom muskler holdes hjernens mange forskellige samarbejdende moduler altså ved lige og udvikler sig ved at blive brugt, har det vist sig.

På Facebook annoncerede jeg over for vennerne jeg at jeg med min blog nu havde rundet de 200.000 visninger. Så at der nu kun var 800.00 til millionen.
   Bare hjernen holder til det!


søndag den 6. april 2014

Særlige evner (1): en lille dreng, Isaac Asimov og Daniel Tammet - savant og synæstetiker

På mærkværdig vis er der dage hvor man oplever sære sammenfald og subtile sammenhænge. For eksempel nu igår - hvor næsten alt kom til at dreje sig om særlige usædvanlige mentale evner:

Der have vi besøg af en af mine døtre hvis yngste barn, en kvik og livlig dreng, er 3½ år. Han har fra helt lille vist at han havde særlige evner til at lære og huske. 
   Dels kunne han synge/nynne en melodi han havde hørt helt rent (absolut pitch?), inden han kunne tale, og dels begyndte han af sig selv at lære bogstaver og skrive bogstaver for godt tre kvart år siden. 
    Forældrene var jo godt nok opmærksomme på at drengen havde nogle særlige evner - de er også begge ret begavede.
   Men de var faktisk lidt nervøse for ikke at pace ham for tidligt frem til at læse - for at skåne ham for problemer med at være for langt foran i forhold til sine jævnaldrende når han skulle starte i skolen om 3 år. Hm!
   
Det var meget apropos den bog jeg fik fat I for nylig og begyndte at læse for to dage siden. Den har titlen "Memory Yet Green" - altså noget i retning af "Hukommelsen stadig/endnu grøn", og det er første bind af en to-binds selvbiografi på 1400 tætskrevne sider, skrevet af min yndlings science-fiction-forfatter Isaac Asimov, født 1920.
    Biografien udkom 1979 da Asimov var 59 år gammel, og han døde 1992, efter at have skrevet endnu en selvbiografi og yderligere en hoben bøger!

Isaac Asimov var søn af russisk-jødiske emigrantforældre, men er vokset op i New York hvor familien ernærede sig ved indtægterne fra en kiosk og slikbutik der havde næsten døgnåbent. 
   Isaac måtte hjælpe til i butikken, så han havde stort set aldrig tid til at lege med kammerater når han ikke var i skole. Men han fik tid til at læse - i pauserne når der ikke var kunder - og om natten. Og læse, det gjorde han så - med flid og lyst.
 
Isaac Asimov havde også helt specielle evner hvad angår lærenemhed og hukommelse.
   Han fortæller i sin selvbiografi at han også lærte sig selv at læse flere år inden han skulle begynde skole, og at han i skolen flere gange blev rykket en klasse op på grund af sin høje begavelse. Og som regel i løbet af få uger havde han læst et helt skoleårs pensum.
   Han sluttede high school og begyndte på College som 15-årig, 3-4 år før 'normalt'. Ikke nødvendigvis en fordel og et privilegium. Og så var han oven i købet jøde.
   
Asimov fik som voksen målt sin IQ til 175 - gennemsnittet for normalbegavede er en IQ på 90-110.
   Stephen Hawkings har efter sigende en IQ på ca. 160, hvad også Einstein siges at hav haft. Også Microsofts grundlægge Paul Allen og Bill Gates' har en IQ-score på omkring 160. Skakspilleren Bobby Fischer IQ 187, Garry Kasparov 190.
   Det fylder ganske meget i selvbiografien: beskrivelserne af hvordan drengen Isaac må leve og overleve med de sociale konsekvenser - både fordele og ulemper - af at han er så højt begavet.
   Men han havde også nogle udtalte mentale handicaps: flyskræk og agorafobi - angst for åbne pladser og store rum.

Isaac Asimov havde en art fotografisk hukommelse, såkaldt 'eidetic memory'  eller  'total recall', evnen til at genkalde sig biller, lyde og genstande i hukommelsen, for det indre øje, i detaljer og med stor præcision - og uden bevidst at gøre brug af mnemo-tricks og -teknikker. Så han har stort set ordret kunnet gengive hvad han havde læst.
   Som barn læste han ukritisk og mentalt forslugent alt hvad han fik fat i - fuldstændig uden hensyn til genre, litterær kvalitet eller fagområde/emne: svære fagbøger, klassisk verdenslitteratur og 'pulp-magazines' - you name it - han læste det.
   Han er så en af SF-litteraturens helt store originale og kreative mestre, den største efter min mening. Men han har derudover produceret populærvidenskabelige fagbøger i hundredvis - og stort set inden for alle fagområder spredt over humaniora, samfundsvidenskab og hård videnskab og teknologi.
   Hans produktivitet som højkvalitetsforfatter over helt spektret er er i en klasse helt for sig.
Dansk Wikipedia skriver:
Isaac Asimov (2. januar 1920 – 6. april 1992) var en russiskfødt amerikansk forfatter og biokemiker. Isaac Asimov blev kendt for sine science fiction-bøger og for sine videnskabelige bøger for lægmand, som han begyndte at udgive som 18-årig. Han udgav cirka 500 bind i sin levetid og var i en lang periode medlem af Mensa. Asimov gav navn til begrebet "robotics".
Asimov var ikke bare ekstremt intelligent og ekstremt litterært produktiv, men også ekstremt kreativ. Og hans historier om robotter der er underlagt "The Three Laws of Robotics"  og 'Foundation'-serien om 'Det 'galaktiske imperiums' undergang og genrejsning, det er simpelt hen fantastisk læsning - som for mit vedkommende betyder at jeg har genlæst disse bøger mange gang gennem årene, hver gang med stor genyns- og genoplevelses-glæde.
    Dansk Wikipedia fortæller videre:
Et af Asimovs hovedværker er Foundation serien (på dansk: Stiftelsen). Serien omhandler et gammelt galaktisk imperiums død. Og efterfølgende hvordan et nyt imperium, dedikeret til kunst, videnskab og teknologi oprettes ved hjælp af indsigt i den nye videnskab Psykohistorie. Foundation serien betegnes ofte som den bedste, eller i hvert fald den mest indflydelsesrige, science fiction serie, der nogensinde er skrevet. Den enorme succes skyldes i vid udstrækning de mange spekulationer over samfund og videnskab, som ligger som en rød tråd i værket. Bl.a. debatteres individets plads over for de store menneskemasser og individets plads overfor teknologi i form af højintelligente robotter. I værket bindes temaerne sammen af den geniale matematiker Hari Seldon's arbejde med den nye (fiktive) videnskab Psykohistorie.
   (...)
Asimov er foruden sit store bagkatalog af science fiction også ophavsmanden til "The Three Laws of Robotics", som er blevet en grundsten i al science fiction der har med robotter at gøre.
   På et givet tidspunkt skulle Isaac Asimov have udtalt at "Many writers of robot stories, without actually quoting the three laws, take them for granted, and expect the readers to do the same".
I Asimovs fiktive fremtids-univers hvor robotter udvikles og forbedres over tid så de på næsen alle arbejdsområder - både fysiske og mentale - bliver bedre end mennesker, er det nødvendigt at fjerne eller neddæmpe almindelige menneskers psykiske modstand mod robotter, skabt af angsten for at robotterne skal "løbe løbsk" og frygten for at de skal overtage alt arbejde og gøre mennesker overflødige.
   Og i Asimovs fiktive robot-univers indgraveres til det formål disse tre love i selve grundkonstruktionen af enhver robothjernes "positroniske" set up.
   De tre robotlove lyder på dansk:
1. lov: En robot må ikke skade et menneske eller ved uvirksomhed lade et menneske komme til skade.
2. lov: En robot skal adlyde ordrer, som gives til den af mennesker, for så vidt disse ordrer ikke er i konflikt med den første lov.
3. lov: En robot skal beskytte sin egen eksistens, for så vidt dette ikke er i konflikt med den første eller den anden lov.
Da først de tre robotlove er lanceret i de første af hans noveller med robotter som hovedpersoner, er der næsten ingen ende på Asimovs opfindsomhed når det gælder om at udvikle plot hvor mulighederne for at omgå robotlovene udnyttes som dilemma- og kriseskabende motor.
 
Science-fiction-film og tv-serier som "Star Wars" og "Star Trek" står i gæld til Asimovs fantasier om SF-universer. Faktisk var han videnskabelig rådgiver på "Star Trek"-serien.
He was also a good friend of Star Trekcreator Gene Roddenberry and scientific adviser for Star Trek: The Motion Picture.
   Asimov's collaboration with Star Trek began with a December 1966 article he wrote for TV Guide, in which he criticized the series for its scientific inaccuracy. Roddenberry wrote a letter to Asimov, explaining how hard they try to keep the show remaining in the realm of serious science fiction, which made him change his opinion, and became a loud supporter of Star Trek. He and Roddenberry soon became friends and often shared letters in which Asimov gave advice concerning the series. (Inside Star Trek: The Real Story) Asimov also attended the first Star Trek convention in 1972. (The Star Trek Compendium)
http://en.memory-alpha.org/wiki/Isaac_Asimov
Isaac Asimov beskriver i sin selvbiografi det særlige mentale kick han selv oplever ved både at læse og skrive inden for SF-genren sådan: 
The pleasure of magic combinede with the dsicipline of science 
Selv om jeg ikke i nogen som helst sammenhæng kan identificere mig - endsige måle mig selv - som skrivende - med Isac Asimov, så kan jeg fra hans selvbiografi genkende beskrivelsen af den altfortærende læse-sult og læse-fornøjelse som barn og ung.
 
Jeg lærte først selv at læse i starten af 3. klasse - 'af mig selv' - og vel nærmest på trods. Og jeg husker det var som et mirakel at jeg pludselig kunne.  
   Jeg kunne tydeligvis ikke lære det efter den lyd-stave-metode som var den dominerende læsepædagogik i skolen den gang.
   Men jeg opdagede - efter måneders og års frustration - og næsten fra den ene dag til den anden - at jeg kunne læse og forstå hele sammenhængende sætninger, uden at sætningerne og ordne var forbundet med lyde (udtalen), og uden at jeg egentlig noterede mig bøjningsendelser i de ord jeg læste.
   Det var en slags 'skøjtende' læseteknik der, fordi detaljer i udtrykket blev sprunget over undervejs, for mig har gjort en masse læsning lettere og hurtigere gennem årene.
   Men det har godt nok også haft en bagside: at jeg altid har haft svært ved at huske hvordan ord staves, svært ved at huske at få de rigtige bøjningsendelser sat på ord når jeg skriver hurtigt, og at jeg ikke automatisk ved hvordan et (nyt) navn udtales selv om jeg har læst det mange gange.
 
Men da jeg på min egen mærkelige måde havde knækket koden, så gik det hurtigt. 
   I de følgende uger, måneder og år læste jeg også alt hvad jeg kunne få fat i - både af populærvidenskabelig faglitteratur og skønlitteratur - og inden for skønlitteraturen: både højlitterære klassikere, regulære drenge og pigebøger - og decideret trivial- og kiosklitteratur. 

Jeg tjekker altid om den slags kreative multipersonligheder som Isac Asimov måske også skulle være synæstetiker.
  En søgning på nettet giver ingenting. Men der kan komme tegn der peger i den retning når jeg læser videre, foreløbig er jeg kun nået til s.138 i selvbiografien, og hans liv har nået en alder af 17. 

Men igår så jeg også en tv-dokumentar om englænderen Daniel Tammet på DR 2: "The Boy with the Incredible Brain".  
   Det var efter en udmærket udsendelse der skildrede en række mennesker - kendte og ukendte - med psykiatriske diagnoser, og hvori de fortalte om hvordan de have oplevet og levet med deres sindslidelser - og hvordan de var kommet over dem og videre i livet - nogle ved hjælp af 'systemet' og nogle på trods.
   Og Daniel Tammet havde faktisk også en diagnose: 'asberger-autist'. 
   Daniel Tammets navn er jeg i øvrigt stødt på før - vist nok i bogen "Moonwalk with Einstein" af Joshua Foer, en bog som jeg har skrevet om i bl.a. dette indlæg: 
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html
Indlægget og bogen handler om hukommelseskunst og husketeknik - dette at nogle mennesker kan lære sig at huske og gengive umanerligt stor mængder  og for så vidt meningsløse data på meget kort tid.

Daniel Tammet har vel i virkeligheden to diagnoser, hvoraf den overordnede er en særlig variant af autisme som fagfolk etikettere med dette udtryk:
'SAVANT-SYNDROM'
... og som dansk Wikipedia definerer og beskriver sådan:'
Savant-syndrom, der er en sjælden lidelse eller tilstand, viser sig ved at patienten, som ofte er autist eller retarderet, udvikler en eller flere helt overmenneskelige evner inden for især musik ,matematik, kunst og hukommelse. Det ældste navn for tilstanden er fransk: idiot savant (vidende idiot). Det bruges ikke længere så ofte på grund af den nedgørende tone. I stedet bruges betegnelsen savant-syndrom. En person med syndromet kaldes en 'savant'.
Vi er imidlertid ikke kommet mere end fem minutter ind i filmen, før jeg siger: "Han må da også være synæstetiker!" (jfr. min oplevelse af Hilda af Klint og hendes malerier på Louisiana).
   Tyve minutter inde i programmet bliver den etiket så også sat på Daniel Tammets særlige personlighed hvor forskere så opstiller den antagelse at hans utrolige evner til at kunne huske, regne usandsynligt svære regnestykker ud - og til at gengive uendelige rækker af vilkårlige tal, at de evner hænger sammen med at han er udtalt synæstet, og at hans hjerne automatisk forbinder alle bogstaver og tal med 'visuelle cues '- forskellige specifikke farver og former - og personligheder. 
   Hypotesen går så ud på at den automatkobling som hans hjerne foretager mellem bogstaver/tal på den ene side og farver og former på den anden, gør det muligt for Daniel Tammet at udnytte den højre hjernehalvdels ekstremt effektive visuelle hukommelse, egentlig på en måde som ligner 'normale' hukommelseskunstnere når de gør brug af imaginære såkaldte 'hukommelsespaladser' som en mnemoteknisk hjælp. 
 
En af de regnemæssige hukommelsesdiscipliner som Daniel Tammet behersker i verdensklasse, er i timevis at kunne udsige "alle" decimalerne i den rigtige rækkefølge når det matematiske symbol "pi" som er et symbol for forholdet mellem en cirkels omkreds og diameter, når det skal omregnes til et tal med et i princippet uendeligt antal decimaler. Her til en start
3,1415926535897932384626433832795028841971693993751058209749445923078164062862089986280348253421170679 ...
Det specielle ved Daniel Tammet er at han synæstesi altså er koblet med 'savant syndromet', hvilket også har givet anledning til forskerspekulationer, som det også fremgår af dokumentarfilmen om og med ham:
Interestingly enough, it has been proposed that synesthesia and savant syndrome are strongly linked. Daniel’s case is perhaps the quintessential example of this proposition. When Daniel envisions a number, for example, he sees a rather specific shape with a specific color, which usually invokes a specific feeling or emotion. If you watch the documentary, you’ll see that, when Daniel is undergoing various tests, he exhibits this as something that’s a real, natural function of his brain – rather than something that he “tries” to do.
   One word that he uses quite frequently is “landscape”. When Tammet recites a number with numerable digits (Pi, for example), he sees a landscape that consists of the shapes that are representative of each integer. By making his way through the landscape in his mind, he is able to see (and recite) each digit in eerily perfect sequential order. Something else that’s relatively amazing – Daniel’s shape/color/emotion association doesn’t stop at digits (0-9); each integer from 0-10,000 has its own respective “symbol”. (...)
Der er meget få mennesker i verden med dette særlige 'savant syndrom' - og det normale er - hvis man kan sige sådan - at man så som regel er stærkt mentalt handicappet på andre centrale områder, og fx har svært ved at udtrykke sig verbalt og kommunikere sprogligt og socialt med almindelig mennesker (som man så fremstillet i filmen "Rain Man").
   Men netop i forhold til den "norm" er Daniel Tammet en undtagelse. Han er relativt udadvendt og velformuleret - og er i stand til verbalt at reflektere over sine særlige evner og hvordan samspillet er mellem dem, som det fremgår af den følgende TED-TALK!
   Her ser vi også illustreret og dokumenteret af powerpoint-slides hvordan Daniel Tammet regner ved hjælp af de farver og former som synæstesien automatisk udstyrer ham med når han tænker på tal:


Hele dokumentaren "The Boy with the Incredible Brain" kan ses på YouTube, her:


Dybt fascinerende.
   Daniel Tammet har også skrevet og fået udgivet bøger hvori han fortæller om og reflekterer over sine særlige evner - herunder om han i virkeligheden kun er et specialtilfælde af noget som ligger som kreative muligheder i alle mennesker, hvad han vist nok mener.
  • Born on a Blue Day (2006) – autobiography
  • Embracing the Wide Sky (2009)
  • Thinking in Numbers (2012)
Jeg har bestilt dem alle på Amazon.co.uk. Især hans selvbiografi kan være lidt sjov at sammenligne med Asimovs, forestiller jeg mig.

tirsdag den 30. marts 2010

Kreativitetens sproglige røremaskine: "Conceptual Blending"

"Conceptual blending" har jeg opdaget der er noget der hedder. Mixning af forestillinger - blanding af begreber eller ideer, må det betyder på dansk. Jeg har det fra en tyk amerikansk bog med titlen: The Way We Think. Conceptual Blending and the Mind´s Hidden Complexities. Forfatterne: Gilles Fauconnier og Mark Turner

Jeg blev 'fanget' af titlen i en litteraturoversigt på Amazon hvor jeg søgte på begrebet "creativity". Når det fangede min opmærksomhed, var det bl. a. fordi jeg for halvandet år siden i mit manuskript til en forelæsning om Poul Martinsen - ud af ingenting - havde skrevet "kreativitetens røremaskine" for at indfange hvad jeg synes var specielt ved den måde han fik ideer på. De to begreber - som begge er metaforer - lignede!
  Ved at læse indholdsoversigten, nogle sider ind i teksten og bagsideteksten, som man kan på Amazon, blev jeg klar over at det faktisk var meget interessant for mig, fordi begrebet associativt også forbandt sig med titlen på en bog jeg skrev for mange år siden: Faktion som udtryksmiddel.
Begrebet "faktion" er et semantisk blandingsprodukt - et "blend" i bogens forstand. Der er tale om et sammensat ord der refererer til noget som ikke tidligere er sammenfattet med et ord, og som trækker på to forskellige allerede eksisterende begreber: "fakta" og "fiktion". I den forbindelse optræder også en lang række andre terminologiske blandingsprodukter: dokudrama, dramadok, infotainment, edutainment, mocumentary, spontanspil, realityshow, docusoap, teatersport.

Bogen The Way We Think beskriver en meget generel teori - og en meget spekulativ teori - om hvordan ubevidste semantiske processer og mentale operationer gør det muligt at tænke og tale kreativt ved at kombinere forestillinger fra væsensforskellige verdener i den "sammenrørte" forestilling. En sådan "blanding" er f.eks. en metafor hvor to verdener der ikke logisk eller reelt har noget med hinanden at gøre, kobles sammen, som f. eks. i ordet "bolighaj". Metaforerne vender jeg tilbage til i senere blog-indlæg.

En anden kreativ "blanding" der er central i bogen og teorien, er det man kalder kontrafaktiske udsagn - som disse:
  • Hvis jeg var i dit sted, ville jeg sige nej. (vi forestiller os en verden hvor jeg var i dit sted og skulle svare som om jeg var dig - altså at vi som personer var "blended"; denne forestillede verden trækker på egenskaber ved to andre adskilte "reelle verdener": "dit sted" og "mit sted" hvor vi som adskilte væsener befinder os normalt)
  • I Frankrig ville Watergate aldrig have skadet Nixon (vi forestiller os et Frankrig hvor Nixon var blevet præsident og hvor de handlinger der førte til Watergate-skandalen i USA, udspillede sig; denne forestillede verden, får mening gennem en mental sammenblanding af to andre faktiske verdener: 1) "Frankrig" med de faktiske vilkår som præsidenter lever med der, og 2) "USA" med den faktiske historie om Nixon der måtte træde tilbage på grund af det bevidste Water Gate-cover up.
  • Hvis Jorden var lige så tæt på Solen som Venus, ville der aldrig være opstået liv som vi kender det. (vi forestiller os en verden hvor jordens liv skulle udvikle sig mens jorden var lige så tæt på solen som Venus; denne forestillede verden får mening ved at trækker på kendte egenskaber ved to reelle verdener: 1) "Venus" med sin giftige atmosfære der er over 400 grader varm, og i en bane som er meget nærmere solens end jordens, og 2) "Jorden" med den faktiske bane som er i en så tilpas afstand fra solen at livet som findes, er muligt)
  • Hvis vi kunne gå på nettet her i ørkenen, kunne vi finde løsningen på et øjeblik. (vi forestiller os en ørken uden netadgang i miles omkreds, blandet med forestillingen om en civiliseret verden hvor man har netadgang overalt)
  • Jeg købte ikke bilen alligevel. Den ville fylde for meget i vores garage. (vi forestiller os en verden hvor den bil som vi ikke købte, forsøgsvis blev kørt ind i vores garage)
  • Hun forhindrede ham i at blive slået ihjel. (vi forestiller os en verden hvori han var blevet slået ihjel; der er altså tale om en "blanding" af en verden hvor han ville have været død med en verden hvori denne død ikke indtræffer.)
  • Der mangler en stol i stuen. (vi forestiller os en verden hvor endnu en stol befandt sig i stuen, som altså så er blandet med en aktuel verden hvor stolen ikke befinder sig.)
  • Lars Løkke har accepteret åbenlys uenighed blandt regeringspartnerne. Det ville Anders Fogh aldrig have tilladt. (vi forestiller os en verden hvor Anders Fog stadig var statsminister; den tekst giver kun mening i kraft af "blandingen" af en faktisk verden hvor Lars Løkke er statsminister, og en forestillet verden hvor han ikke var blevet det, men Anders Fog var fortsat.)
I alle tilfælde indebære udsagnene altså, som man ser, forestillingen om en situation som ikke findes, et rum som er tænkt eller opfundet og altså en slags fiktiv verden. Den fiktion giver kun mening i kraft at forestillingen om to verdener som "blandes" i en tankeoperation, og hvor der i "blandingsproduktet" indgår træk eller elementer fra disse to verdener. De af "blandingen" afledte udsagn anvendes som et forsøg på underbygge et argument om forhold i den virkelige verden.

Kontrafaktiske genrer
Det er det der er på spil i den (halv?)videnskabelige disciplin der kaldes kontrafaktisk historieskrivning, som er en særlig måde at anskueligøre og forklare forskellige historiske udviklinger og deres årsagsammenhænge på.
  Der findes også en hel fiktionsgenre, som arbejde ad de samme kontrafaktiske blandingsspor: science-fiction, en genre som i modsætning til genren fantacy, arbejder med at "forlænge" konsekvenserne af sandsynlige videnskabelig og teknologiske udviklinger ind i en fremtidig tænkt verden: altså en fremtidig forestillet verden, indpodet - blendet - med elementer fra den aktuelle verden som man forestiller sig udvikler sig efter de sociale og fysiske lovmæssigheder som gælder i denne faktiske verden. En karakteristisk moderne genre, som kun er mulig i kraft af serier af begrebs- og tankemæssige blending-operationer.
En af de genrer man taler om i forbindelse med faktion, er tydeligvis også beslægtet med de kontrafaktiske "blandinger", nemlig: rekonstruktionen. En rekonstruktion i journalistik og dokumentarisme er en forestillet og fremstillet verden, som man ikke kan bevise eksistensen af fordi den er forsvundet i fortiden; men som man så giver udtryk gennem en fiktion - en fortælle- og udtryksmæssig konstruktion - der er særligt forpligtet på eksisterende kendsgerninger, typiske situationer og efterladte artifakter.

"Nul" - et tal og ingenting
Et for mig særligt slående eksempel på hvor epokegørende fremskridt i den menneskelige tænkning en begrebs- eller forestillingsblanding kan afføde, er "nullet": som i denne teori er en "blanding" af "ingenting" og "et tal i talrækken".
   Inden "nullet" blev tænkt (af araberne!), var der en masse regenoperationer som ikke kunne lade sig gøre, eller som var utroligt besværlige at gennemføre. Men ved at sige at her har vi på den ene side - i et rum - en talrække hvor vi tæller nedad: ... 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1; og på den anden side har vi et andet rum hvor der er "ingenting"; så opstår der pludselig en mulighed for en blandingsoperation som følger: Hvis vi nu kalder ingenting for "nul", udtrykker det som et "0", og placere det i rækken af tal som det der kommer før 1, har vi tænkt og udtrykt en "begrebsblanding" af et tal og ingenting; et begreb om tallet "nul". Og dette blandede begreb kan vi bruge til at måle, beregne og forstå verden på en masse nye måder. Sandsynligvis afgørende for næsten al videnskabs udvikling.
  Conceptual blending så det batter!