Tv-dokumentaristen Poul Martinsen - udkommer nu på skrift - om hypnosemorderen Palle Hardrup

Nogenlunde faste læsere af denne blog vil vide at en af de personer jeg i flest indlæg har refereret til, er tv-dokumentaristen Poul Martinsen. Arbejdet med den mixede mono- og biografi som udkom for nogle år siden, 'Poul Martinsen - Besat af virkelighed', blev i høj grad det mentale afsæt for mine efterfølgende blok-skriverier. 

   Mange blogindlæg har kredset om "den særligt kreative personlighed" (=flere personer i en) som Martinsen er et klokkeklart eksempel på. Begrebet og forestillingen havde jeg hentet fra en af kreativitetspsykologiens moderne hovedværker: 'Creativity: Flow and the Psychology of Discovery and Invention' - skrevet af Mihaly Csikszentmihalyi.

   En af de afgørende erkendelser under arbejdet med manden og bogen, var at han selv kunne tolkes som en tv-dokumentarisk "auteur", og at hans over 120 tv-dokumentarer kunne ses som et samlet "værk" - med gennemgående og tilbagevendende "dybe" tematikker, metaforformer, figurgallerier, scenetyper, fortælle- og udtryksformer.

   Også flere af de andre spor jeg har forfulgt her på bloggen - "kreativ vrede", "kreative begrænsninger", "metaforisk blending", "ondt i farforholdet", "aha-oplevelser", "meditation som kreativitetsfremmende teknik", "metaforisk højre hjernehalvdelstænkning" - de udspringer direkte eller indirekte af Martinsen-bogen.

Et af de tilbagevendende temaer i Martinsens produktion var spørgsmålet om menneskelig ondskab. Hvordan kunne tilsyneladende "ordentlige" mennesker under bestemte omstændigheder og vilkår, blive forledt eller forført til at udøve fx tortur over for krigsfanger?
   Spørgsmålet blev re-aktiveret i forbindelse med  Iraq- og Afghanistan-krigenen - og de danske soldaters deltagelse. Og Martinsen tog det op som et centralt tema i sin reality-dokumentar-serie 'Krigerne' der blev sendt på DR 2006. 

Det sidste stykke tv Poul Martinsen producerede, var en lørdag tema-aften på DR2 om hypnose. Hovedparten af udsendelsen var en reportage/dokumentar hvor seerne fulgte et hypnose-eksperiment der gik ud på at få en eller flere personer under  hypnose til at begå kriminelle handlinger som de var blevet motiveret til af hypnotisøren. Det lykkedes.

   Eksperimentet for åben skærm sandsynliggjorde at det rent faktisk var muligt at hypnotisere helt almindelige lovlydige mennesker til at begå fx tyveri og væbnet bankrøveri, handlinger som stred i mod de moralske og juridiske normer som de ellers respekterede når de var 'vågne' og ved fuld bevidsthed - og ikke var under hypnose.

Tv-eksperimentet var særligt interessant på baggrund af en meget berømt mordsag fra begyndelsen af 50-erne hvor en bankrøver ved navn Palle Hardrup blev dømt til psykpatforvaring på ubestemt tid for mord begået i forbindelse med et mislykket røveri, men hvor også hans tidligere fængselskammerat, Bjørn Schouw Nielsen, blev dømt - fængsel på livstid for "anstiftelse" - nemlig for at have hypnotiseret Palle Hardrup til at begå forbrydelsen.
   Bjørn Schow Nielsens dom blev anket flere gange. Sagen endte i Højesteret der konfirmerede dommen.

   Den store danske encyklopædi fortæller hvad der videre skete.

Sagen indbragtes i 1957 for Klageretten, der ikke fandt hypnotisk påvirkning bevist, men dog ikke ophævede Schouw Nielsens dom. Hans klage til Den Europæiske Menneskerettighedskommission over sagens behandling ved nævningetinget afvistes i 1961, idet kommissionen anså en kritisabel ensidig psykiatrisk forklaring for opvejet ved bl.a. retsbelæringen, således at processen som helhed var retfærdig. Begge de dømte blev løsladt i 1967. 

Bjørn Schouw Nielsen begik selvmord i sin lejlighed på Amager den 26. maj 1974 med cyankalium, han blev 61 år.

   Hvad skete der med Palle Hardrup?

Det fortæller tv-auteuren Poul Martinsen den fantastiske historie om i den netop udkomne biografi 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

Bogen får en flot, flot anmeldelse af Hans Hertel i Politiken igår - under rubrikken:

Den religiøse bankrøver

   Anmeldelsen slutter:

Sjældent har jeg læst en biografi, hvor man i den grad ikke aner, hvad der dukker op om næste gadehjørne, og Gud være lovet har Poul Martinsen ikke omdigtet det til en roman, men søgt at komme så tæt som muligt på den utrolige autentiske historie.

   En fantastisk bog om en fantastisk skæbne - flot skrevet, med høj indlevelsesevne og tungen lige i munden. Et nyt bidrag til besættelsens historie, men i sær en bog om livets paradokser, skæbnens vildveje og den sære menneskenatur, indbefattet de klamme og kaotiske kælderrum, som der sjældent åbnes ned til.

Af anmeldelsen kan man læse at Martinsen - her som fortællende journalist i bogform - forfølger sin livlange fascination af forbrydere, forbrydelse, forførelse og identitetsskift. Palle Hardrup har 'figur-forfædre' i en række af Martinsens tidligere dokumentariske tv- og filmportrætter: bagmanden, vekselerer Svend Aage Hasselstrøm ("Edderkoppen"), den østtyske spion Jörg Meyer, den svenske bankrøver Clark Olofsson, den tyrkiske æresdrab-morder Polat. 

    Fælles for Martinsens billedfortalte forbryderportrætter er at han er fascineret af disse afvigende personligheder, samtidig med at han er optaget af at forstå hvad der driver dem - i modsætning til den konventionelle journalistiske vinkeling der sigter på at fordømme og moralisere.
   Og tilsyneladende, efter anmeldelsen at dømme, er det også det der optager Martinsen i 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

    Med bogen her er han på en måde vendt tilbage til sit udgangspunkt som skrivende journalist. Hvad de fleste ikke ved, er nemlig at Poul Martinsen - inden han blev både kreativ og "farlig" tv-journalist og -dokumentarist i 1968 - var en både kendt og anerkendt skrivende featurjournalist på Politiken i en række år.
   Og som sådan var han også dansk pioner inden for det der den gang blev kaldt 'new journalism' - nært beslægtet med de skrevne journalistiske blandingsformer som i dag går under navnet 'fortællende journalistik'.

Læs mere:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/06/den-skrivende-poul-martinsen-sprogkunst.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/06/serndipitet-mm.html

Kreativ udnyttelse af nettets muligheder (2): Ny amerikansk tv-serie - med brug af "manusportal" til tusindvis af medforfattere

Jeg var for et år siden vejleder for to specialestuderende som havde fået den ide at de ville producere tv-dokumentarer til nettet, baseret udelukkende på uploadede video-klip fra brugere/borgere.
   De studerende lavede en netportal til formålet og annoncerede et tema - i det her tilfælde: Grafitti i Storkøbenhavn. Og gennem portalen og via Face Book inviterede de så københavnske borgere og brugere til at gå rundt i byen og optage video: dels af grafitti-kunstnere i aktion, dels eksempler på forskellige former for grafitti-udtrk og "værker", og dels udtalelser fra såvel udøvende "kunstnere, som  tilhængere og modstandere af grafitti.
   De studerende havde valgt en montageform, så deres "arbejde"  udenlukkende bestod i at udvælge, redigere og klippe videoindslagene sammen til en kalejdoskopisk web-tv-dokumentar. De lavede ikke egne interviews, og der var heller ikke nogen voice over-speak.
   Ideen var spændende og kreativ, syntes jeg. Man kunne godt finde web-portaler der lidt var inde på samme spor, men ikke mange - og ikke lige i den version og på den måde.
   Men det lyder også nemmere end det viste sig at være. Først og fremmest havde de problemer med rent faktisk at aktivere tilstrækkeligt mande bruger til at levere video. Det lykkedes dog, der kom en rimeligt seværdig web-tv-dokumentar ud af det, og de to studerende fik faktisk bevist at ideen i princippet var god nok, og eventuelt kunne videreudvikles.

Min interesse for programmer med aktiv involvering af og bidrag fra "almindelige mennesker", er en gammel historie. Helt tilbage fra -68.
   Og mens jeg i 80´erne var konsulent i DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling, var jeg meget optaget af det man den gang kaldt public acces-programmer, og jeg skrev også om det i et kursuskompendium: 'Public access og sprog'.
   Det var altså radio- og tv-programmer hvor lyttere og seere var aktive (med) producenter, programtyper som man i DR i 70-erne og 80-erne betragtede som en del af public service-forpligtelsen at give plads for.
   Det var f.eks. brevkasse-programmer som "Hvad er min ret, og hvad er min pligt", og ringeind-programmer som "De ringer, vi spille", "Noget for noget", "Tværs". Og programmer produceret i regi af "Radio-båndværkstedet" og "TV-båndværkstedet".

Alt det kommer jeg i tanker om ved læsning af en artikel i Politikens Kultursektion den 8. marts - på medie-tema-siderne. Rubrikken: "2.000 amatørforfattere bag nyskabende tv-serie". Manchetten: "Tv-serien 'Bar Karma' er skrevet på baggrund af gratis ideer fra 2.000 mennesker på internettet. Et pioner-koncept inden for tv-produktion, mener forsker." Journalist: Anders Hubart Madsen.
   Idemanden Will Wright er computerspilproducent og havde store problemer med at få tv-selskaber til at købe ideen. Han skabte en "manusportal" som brugerne kunne  skrive deres ideer ind i. Via sin Face Book-side fik han 2.000 til gratis at bidrage med forslag til plot, dialoger og karakter. Og til sidst lykkedes det Will Wright at få realiseret konceptet via den kanal 'Current TV' som Al Gore har været med til skabe. Se mere på:

www.current.com/shows/bar-karma/

UCG er forkortelsen for det jeg her har givet eksempler på: User-Generated-Content - en af de kreative muligheder som nettet i den grad har accelereret. Hvad skriver wikipedia om det:

User generated content (UGC) covers a range of media content available in a rnange of modern communications technologies. It entered mainstream usage during 2005 having arisen in web publishing and new media content production circles. Its use for a wide range of applications, including problem processing, news, gossip and research, reflects the expansion of media production through new technologies that are accessible and affordable to the general public. All digital media technologies are included, such as question-answer databases, digital video, blogging, podcasting, forums, review-sites, social networking, mobile phone photography and wikis. In addition to these technologies, user generated content may also employ a combination of open source, free software, and flexible licensing or related agreements to further reduce the barriers to collaboration, skill-building and discovery.

Brugerinvolvering i lystet af kreativitetsteorien vil jeg komme ind på igen senere. Der er jo tale om blending af to konceptuelle rum: brugergeneret indhold med professionel redigering,

Analogier, paralleller og kreativ tv-formidling

En af mine yndlingsgenrer inden for tv, er de illustrerende og videnskabsformidlende dokumentarer som ikke mindst englænderne og BBC er verdensmester i. F.eks. så jeg for ikke så længe siden et spændende og interessant program på DR-HD-kanalen om solsystemets opståen og udvikling, bygget op omkring en række mysterier, gåder og tilsyneladende paradokser som moderne forskning nu havde udviklet teorier om.

   En stor del af det illustrerende billedemateriale var (computer)animerede rekonstruktioner af processer og udviklinger i solsystemet og verdensrummet: dannelsen af solen selv, af planeter, måner, meteorer og asteroider, styret af forsekellige kræfter og naturlove. Processer der forløber og har forløbet over millioner og milliarder af år. Og altså processer speedet op gennem animationerne til at vare sekunder og minutter i udsendelsens forløb. En autoritativ anonym speak sørgede for forankring og tolkning af de flotte og fascinerende animationssekvenser.

  

Animationerne er jo visualiseret fantasi og fiktion, konstrueret sådan at fiktionen har karakter af anskueliggørende modeller af noget som ingen mennesker nogen sinde har set. Modellerne er struktureret så de korresponderer med hvad teorier og hypoteser siger, og animationerne trækker på visuelle analogier fra fotooptagelser af forskellige dele af det aktuelle solsystem og verdensrum.

   Egentlig er det altså en formidlingsmåde der bygger på de samme principper som metaforisk blending: Det fortidige og i princippet uanskuelige og uiagttagede verdensrum udgør det "target" ("mål") som så levendegøres og konkretiseres igennem de "sources" (kilder) som udgøres af de aktuelle visuelle udtryk som teleskoper og satelitter bringer til veje fra vores nutidige verdensrum.

Men dokumentarprogrammet gjorde også brug af en anden formidlingsteknik, som er det der egentlig gjorde at jeg kategoriserer det som et dokumentarprogram. Tilrettelæggerne havde omhyggeligt fundet paralleller og analogier til processerne i verdensrummet i noget der skete nu og som fandtes her på Jorden, og som man altså derfor kunne illustrere med dokumentariske filmoptagelser. Vi så optagelser af trafikkaos på vejene, af ørkenlandskaber, af gletchere, af skyformationer, af havscenarier, mv. Altså optagelser af motiver vi i princippet kunne have set med vores egne øjne hvis vi bare befandt os på det sted på Jorden hvorfra optagelserne var taget.

   Disse paralleller og sammenligninger som den underliggende speak sikrede vi forstod, virkede indimellem lidt "anstrengte" og "gemacht". Men det fungerede. De leverede nemlig nogle identifikationsmuligheder for seerne, som ellers ofte er fraværende i den slags udsendelser, der altovervejende kører på at kombinerer fascination og information i fortællingen.

   I begge disse formidlingsformer forudsættes det at man kan lære og forstå noget nyt ved at det nye ses i lyset af noget velkendt som det sammenlignes med - det som på engelsk kaldes mapping.

   Teorien om conceptual blending siger at det der sker er at elementer fra de to rum integreres i det tredje, og at der sker en komprimering af tid, rum og identiteter. Og det er vel præcis det der foregår her.

   Tell - and show - i et.

Og så et eksempel på en kreativ sammenligning fra dagens Politiken (12-09-2010). En kollega, Piers Morgan, udtaler sig om den nyansatte afløser for den legendariske studievært Larry King på CNN - og karakteriserer ham sådan her:

"Han indrømmer selv, han er fuldkommen skamløs. (...) Han er ligeglad med, hvem han fornærmer. Han er mere hårdfør end et næsehorn i en skudsikker vest."

Hvordan journalisten får den ide at blende de tre forskellige konceptuelle rum: ét med TV hvori værten Larry King befinder sig, et anet med Afrikas dyreliv hvori næsehornet befinder sig, og et tredje med krig og kriminalitet hvori skudsikre veste indgår, ja, det spørgsmål kan måske hente svar i teorien om kognitive metaforer, teorien om conceptual blending og i udforskningen af den kreative hjernes funktionsmåde, hvoraf det fremgår af en række hormoner og signalstoffer kan "kortslutte" forskellig ellers fjerntliggende centre så  hjernen metaforisk set "slår gnister" fordi der pludselig i et intuitivt glimt går en neuro-elektrisk impuls  mellem dem.

   Det gjorde der i hvert fald her.

Blending-montage i DR-dokumentar og kontrafaktiske dronning-udtalelser om eget liv

I går aftes den 4. april så jeg en tv-dokumentar af Anders Agger om Dronning Margrethe der lige straks fylder 70. I den udsendelse var der to ting at bemærke og kommentere - i lyset af denne blogs gennemgående tema:

Anders Agger har aftalt at optageholdet følger den snart 70-årige dronningen rundt på locations hvor hun også har været som barn og ung og har minder fra, og hvorfra der i forvejen eksisterer private kongelige smalfilmoptagelser.

Agger har således tilrettelagt et dokumentarisk plot der gør det muligt at klippe de to sæt optagelser sammen i en montage hvor seerne oplever en glidning og en konstrueret interaktion mellem Margrethe som gammel dronning og som lille pige/prinsesse på de samme locations.
Fidusen er at der på den måde konstrueres et blendet imaginært dokumentarisk rum hvor før og nu er delvist smeltet sammen, og hvor den voksne dronning så at sige møder sig selv via de erindringerne hun kan at fortælle om sig selv som barn på de samme locations som der vises gamle filmoptagelser fra.
I forhold til seerne er ideen fra instruktørens side at dette særlige montageplot skal fascinerer dem på samme måde og med delvis samme effekt som de fiktionshistorier har, der opererer med tidsrejser, og hvor den voksne hovedpersonen møder sig selv eller sine forældre som barn. Sådan som vi f. eks. har set i den populære filmtrilogi 'Tilbage til fremtiden' med Michael J. Fox.

Vi har altså blending som en udbredt ubevidst tankeoperation der ligger under en masse forskellige former for kreativ sprogbrug (herunder kontrafaktisk udsagn) som alle mennesker gør brug af i daglig tale. Men det er så også en type mental operation som af stærkt kreative folk som Anders Agger kan gøres bevidst og udnyttes som inspiration til at konstruere en særlige montageform med en fascinationsskabende "tidsrejseeffekt" i en faktabaseret dokumentar!

  Og nu vi er på den bane: Poul Martinsen har i 3 af sine tv-dokumentarprogrammer opereret med samme plot: Fra vild engel til borgerdyr, Gensyn med Christiania og Fluen på væggen. I dem alle skaber han en slags blended imaginært rum hvor før- og nu-versionen af de samme personer kan mødes og konfronteres gennem en montage af gamle og aktuelle optagelser.

Den anden interessante ting at bemærke i aftenens tv-dokumentar, var at dronningen på et vist tidspunkt i en interviewsekvens gør sig tanker om hvordan hendes liv ville have formet sig hvis hun ikke var blevet dronning - hvad hun jo ikke ville være blevet hvis ikke revisionen af tronfølgerloven af 1953 var blevet vedtaget, en revision der gjorde kvindelig arvefølge til tronen mulig.

  Dronningen fortæller her at hun i så fald sikkert ville have fået en normal akademisk uddannelse i arkæologi og derefter fast arbejde som arkæolog bagefter; men, fortæller hun videre, at hun så nok ville have oplevet en slags krise på midten af sin livsbane fordi hun der ville have oplevet en stærk følelsesmæssig drift hen imod "et liv som fri kunstner", som hun siger.

Her bruger dronningen altså sin fantasi til at blende det reelle "rum" hvori hendes faktisk liv som dronning har udfoldet sig, og hvor arkæologi og maleri har været hobbyer, med et imaginært kontrafaktisk "rum" hvori hun ikke var dronning, og hvori hun ville have haft en regulær borgerlig akademisk karriere som arkæolog, som hun så måske ville have forladt til fordel for at realisere sig selv som kunstmaler.

Denne interviewsekvens i udsendelsen siger faktisk også noget om at vores dronning er et ganske kreativt menneske med en levende og livlig fantasi.

  Og man kan filosofere over om ikke netop de oplevelser af brud, tvang og tab af frihed i fremtidsudsigter da hun pludselig som 13-årig teenager fra bare at være "menig prinsesse" blev tvangsudskrevet til rollen som tronfølger - om ikke de oplevelser har bidraget til at stimulere det specielt livlige fantasiliv som jeg i flere tidligere blogindlæg har hævdet kendetegner de særligt kreative personligheders psyke.