Med "det ene" mener jeg den type oplevelser af savn, tab, frustration, fremmedgørelse, isolation i barndom og ungdom som ser ud til at fungere som brændstof og motor for særligt kreative menneskers behov for at udtrykke sig: i kunst, i journalistik, i undervisning, i entreprenørskab, i ledelse, i sport... you name it.
Med "det andet" mener jeg den nøgle til at forstå skabelse af nye ideer, kreative tekster og overraskende anderledes udtryksformer, som fanges ind og sammenfattes i det teoretiske begreb "conceptual blending" som jeg for nylig har læst om i en bog: The Way We Think.
Men altså tilbage til Politiken den 4. april. Kultursektionen:
Journalist Carsten Andersen har her et interview med forfatteren Jens Christian Grøndahl i anledning af udgivelsen af hans erindringsbog: 'Om en time springer træerne ud'. Rubrikken er: "For nogle år siden ville jeg have haft travlt med at slette sporene efter mit eget liv", og et stykke inde i teksten står der:
Bogen er (...) ikke kun en slags nøgle til en stor del af forfatteskabet. Det er også en fortælling om en familie, hvor kunsten gang på gang blev valgt på bekostning af livet, og hvor mønstre af brud, fravær og ensomhed går igen og tillader at et barn til sidst får lov at sidde på bagsædet af en bil med en følelse af at være master of the universe og ikke bare drengen, som tilfældigvis var søn af kunsthandleren Torben Grøndahl og fotografen Marianne Grøndahl (...)"Jeg var jo søn af to ret unge forældre, to inderligt usikre mennesker, som kom fra hjem, der var faldet fra hinanden. De have begge boet på kostskole i nogle afgørende år af deres bardom, med andre ord har de være forflyttet, været deponeret og følt sig tilovers, og for min mors vedkommende endda uønsket, og så får de denne søn, som de måske var lidt skræmte over og så på med ærefrygt, selv om det var helt malplaceret. Jeg havde da været bedre tjent med at blive pillet lidt ned", fortæller han."Jeg bliver også rykket fra sjette klasse op i syvende, fordi mine klasselærer synes jeg er så god til dansk. Ja tak, men jeg er for de første elendig i matematik, og for det andet kommer jeg op i en klasse, hvor drengene har overskæg og pigerne bryster, mens jeg bare er en gammelklog dreng, som kan tale alle i grøften. Til gengæld er jeg fuldstændig på rulleskøjter, hvad alt de andet angår. Det tog mig rigtig mange år derefter at få skabt en balance mellem krop, følelser og intellekt."
Man må antage ud fra sammenhængen at det er gennem forfatterskabet - gennem skrivningen - at han oplever at have fået skabt denne "balance mellem krop, følelser og intellekt" som han i den grad har savnet som barn og ung mand, og som han metaforisk beskriver som at han kan "tale alle i grøften", mens han i alle andre sammenhænge er "fuldstændig på rulleskøjter."
Igen et citat der tydeligt illustrerer den kreative personligheds rødder i en "fremmedgørelse" der fører til en spaltning af forskellige sider af personligheden i barndommen; her dels i forhold til to allerede "fremmedgjorte" kreative forældre, og dels i forhold til sig selv da han blev flyttet fra en klasse hvor han følte sig hjemme, tryg og "master of the universe", og til en klasse hvor han bestemt ikke følte sig sådan fordi de mandlige kammerater havde overskæg og pigerne i klassen havde bryster.
Ekstra interessant er det - i lyset af blending-begrebet, at der i forbindelse med artiklen er indsat en særlig fremhævet spalte - en "boks" - med et barndomsfoto af forfatteren øverst. Rubrikken lyder: "Som han ser sig selv". Og underrubrikken: "Politiken har bedt Jens Christian Grøndahl om at beskrive mødet med sit meget unge jeg". JCG er så citeret for hvad han forestiller sig ved at se fotoet af sig selv som barn.
Et klokkeklart eksempel på en tekst der er et resultat af en blending-operation: et forestillet - altså fiktivt og konstrueret - rum hvor den voksne JCG2 og barnet JCG1 kan mødes og hvori JCG2 udtale sig til citat om hvad han "læser" ud af fotoet af JCG1, idet han leger - lader som om - at han ser den virkelige JCG1ind i øjnene - og ikke fotoet af ham/sig selv som barn.
Hvordan kan Politiken finde på - netop i dag - at levere en tekst som uden videre kunne have været citeret som skoleeksempel i bogen 'The Way We Think - Conceptual Blending and the Minds Hidden Complexities'?
Ikke blot er Jens Christian Grøndahl en særligt kreativ personlighed, men Politikens journalist er blevet smittet til også at være særligt kreativ, så han har fundet på at plotte artiklen med et fiktivt møde i et tekstligt iscenesat rum der "blander" et "jeg2" anno 2010 og et "jeg1" anno ca. 1965, for at se hvad "jeg2" vil sige om "jeg1" i dette forestillede blandede fiktive rum.
Et eksempel der siger spar to! Hvor heldig kan man være? Det går over min forstand!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar