Sider

Viser opslag med etiketten Metaphors We Live By. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Metaphors We Live By. Vis alle opslag

torsdag den 23. december 2010

Videnssprog vs. erfaringssprog - og de to hjernehalvdeles måder at tænke på

Jeg sluttede sidst blogindlæg med at fortælle om en faglig AHA-oplevelse: at der var store ligheder - en slags analogi - mellem de lister jeg for mange år siden som sprogforsker opstillede for at karakterisere to slags sprogbrug: erfaringssprog og videnssprog. Sådan liste-definerede jeg de to former for sprogbrug:

Videnssprog
Erfaringssprog
·        logisk
·        upersonligt
·        abstrakt
·        billedfattigt
·        følelsesrenset
·        monologisk
·        systemorienteret
·        rødder i skriftsprog
·        bruges mest offentligt
·        sanseligt
·        personligt 
·        konkret
·        billedrigt
·        følelsesladet
·        dialogisk
·        handlingsorienteret
·        rødder i talesprog
·        bruges mest privat

Videnssprog er den form for sprogbrug som findes i akademiske afhandlinger og bøger, og i forskellige administrative genrer: notater, analyser, anbefalinger, rapporter, forretningsbreve, juridiske dokumenter, artikler i fagtidsskrifter. Det er "systemverdenens" sprog.
   Erfaringssproget er den form for sprogbrug som næsten alle mennesker bruger som dagligt omgangssprog, og det er også det sprog som forfattere bruger i romaner og noveller, og som findes i erindringer og dagbøger; og endelig er det det sprog vi finder i en række journalistiske genrer: reportager, features, fortællende journalistik. Det er "livsverdenens" sprog.

Og her er så flere varianter af hvordan forskere og formidlere har systematiseret de to former for tænkning som der er udbredt enighed om er domineret af/udspringer af henholdsvis venstre og højre hjernehalvdel:

Da højre hjernehalvdels tænkning foregår ubevidst, så er alle kreative processer når de kommer til udtryk i et sprogligt produkt et resultat af at højre og venstre halvdel af hjernen arbejder sammen.

Ligheden er slående mellem de to sæt af lister. Der er en klar korrespondance mellem højre hjernehalvdels tænkning og erfaringssprog på den ene side og mellem venstre hjernehalvdels tænkning og videnssprog på den anden.

Historisk set må erfaringssproget være det oprindelige. Det hænger sammen med og er funktionelt i forhold til oprindelige livsformer som jægere og samlere og agerdyrkere. Og det ligger i smuk forlængelse af den metaforteori som jeg tidligere har omtalt og fundet beskrevet i Metaphors We Live By - af George Lakoff og Mark Johnson. 
   Deres teori går ud på at når vi tænker og udtrykker os, så sker det i flere stadier og på flere konceptuelle niveauer, men det primære er at vi som mennesker tænker og udtrykker os gennem en række grundlæggende konceptuelle metaforer hvis referencer er vores krops fysiologi, denne krops orientering i tid og rum, og de handlinger kroppen foretager i forhold til vores umiddelbare omgivelser. Altså vores umiddelbare fysiske erfaringer med os selv og med det rum vi sanser og handler i.
   
Videnssproget er en slags sproglig overbygning, et sprogligt og kognitivt destillat med rod i opfindelsen af skriftsprog og udviklet sammen med de administrative og kommunikative behov for overblik, sammenfatning, analyse og kategorisering som er knytte til udviklingen af store komplekse kultursamfund; der er tale om samfudnsformationer som er kendetegnet ved befolkningstætte storbyer, handelscentre og centraliserede magkoncentrationer - tidligst opstået omkring de store floder Nilen, Eufrat og Tigris, Indus og Ganges, Den gule flod m.fl.
   Videnssproget er altså også metaforisk - men i anden potens så at sige- nemlig når vi skal til at definerer gennem erfaringssproget: Journalistik er når en mand løber rundt for at jage en historie som han senere vil forme til en artikel der lægges ind på en side i avisen. 

søndag den 4. april 2010

Den optiske metafor - metaforens optik

Det er en ofte gjort iagttagelse at forskellige mentale processer beskrives gennem en metafor der har med syn og billeder at gøre: En mening er et synspunkt; en begrænsning i indholdet i en udtalelse er bestemt af en synsvinkel; "du må da kunne forstå...", er synonymt med: "du må kunne da kunne indse..."; snæversynet; visionær; indsigt, fremsynet; mentale skyklapper; der er perspektiver i den tankegang; du kan ikke se skoven for bar træer; set i en historisk optik; set i historiens lys; det er fortalt i øjenhøjde med publikum; jeg kan ikke forestille mig at...; det er et interessant scenario du her ridser op.

Men det at bruge en metafor er jo - som tidligere nævnt - at forstå et fænomen ved hjælp af (forestillingen om) et andet. Altså at "køre" en metafor i en tekst eller en tankerække er en sprogligt-retorisk og tankemæssig operation der synliggør visse sider af et fænomen, og som samtidig bevirker at andre sider falder uden for synsfeltet - eller som man også kan finde på at sige: henligger i mørke.
  En metafor fungere altså - i overført betydning - som et par briller, som et sæt linser, som en kikkert, som et mikroskop, som et kamera: Det er en noget nærsynet tankegang; Det er en ret tåget og uklar fremstilling; Du har farvede briller på når du siger sådan; Lad os zoome ind på et enkelt moment i sagen; Det er et mikroskopisk problem.

Når man indfører en metafor i en tankegang som ellers er abstrakt og begrebsmæssig, så skifter man fra at tænke i og gennem begreber der er logisk defineret, til at tænke i og gennem billeder. Du blander altså billeder fra et mentalt rum ind i et andet mentalt rum - og rører rundt - for at fremkalde konkrete billeder af et abstrakt fænomen i dette andet mentale rum.
  Man kan sige at det at beskrive og forklare ved hjælp af metaforer, det er en for den menneskelige bevidsthed naturlig måde at kortslutte en tankegang på, så der springer en oplysende gnist fra det ene fænomens - "kildens" - domæne til det andet fænomens - "målets" - domæne.

I bogen Metaphors We Live By er den bærende ide at metaforisk tænkning er den helt grundlægggende menneskelige tænkning. Og at den abstrakte, logiske og begrebsmæssige (teoretiske) tænkning altid er en slags "afledt" tænkning der hver gang kan føres tilbage til en grundlæggende tænkning i billeder.
   Bogen er skrevet af de to amerikanske forskere George Lakoff og Mark Johnson. Denne bog er en af de afgørende inspirationskilder til bogen om "conceptual blending": The Way We Think, som jeg også er blevet meget inspireret af, og som nok var den mentale drivkraft til at jeg gik i gang med denne blog. Pludselig blev en masse tanker jeg i årenes løb har gjort mig, klarere.

Giver det her mening? Hvor fører det hen?