Det hjælper ikke at flygte - der er blending overalt

Det er mere held en forstand, kunne rubrikken også lyde.

Jeg har lagt mærke til at når jeg er igang med at skrive noget eller ved at forberede noget jeg vil skrive, så sker der alle mulige usandsynlige sammentræf. F.eks. nu i dag hvor ikke bare en, men en række artikler i Søndags-Politiken - helt provokerende for fornuft og logik - associerer til det projekt jeg lige er gået i gang med.
   Og det minder mig om at Poul Martinsen da jeg interviewede ham til min bog, gang på gang understregede hvor "heldig" han havde været i en række situationer - som en Aladdin der fik en appelsin i turbanen - når han arbejdede på et dokumentarprogram. Jeg spurgte ham henimod slutningen af vores interviewforløb, om han opfattede sit liv som et eventyr, og han svarede: Ja!

Nå, men altså Politiken idag den 4. april i kultursektionen: Et "essay" af Per Aage Brandt, under rubrikken: "I symbolernes vold - appropos Danish cartoons". Her kommenterer og perspektiverer han filosofisk Kurt Westergaards herostratisk berømte tegning af en turbanklædt mand med en bombe i turbanen. Det interessante for mig er at jeg selv havde tænkt at bruge den tegning som et stærkt eksempel på "conceptual blending". Men især bemærkelsesværdigt at Per Aage Brandt midt inde i sit essay har en rubrik: "3. Blending".

  Det er første gang jeg mindes at have set begrebet i en avisartikel! Hvorfor netop nu, 3-4 dage efter at jeg besluttede at aktivere denne blog om kreativitet, blandt andet inspireret af en bog om "conceptual blending", som han jo så også må have læst på et eller andet tidspunkt efter den udkom i 2002.            
   Per Aage Brandt skriver i det pågældende afsnit - med afsæt i Kurt Westergaards tegning:

Hvis man afbilder en person iført en symbolsk udrustning, afmoderniserer man derfor personen i billedet. Det gør man som oftest anti-realistisk, ved en fantasibaseret operation, der kaldes blending: En mand der rider på en pen, skal forestille at gå ind for det skrevne ords autoritet; en mand iført en narrehat med bjælder skal forestille... en nar.

  Blending kan være meget udtryksfuld: en statsminister, der poserer som den lille havfrue, kan være en latterfremkaldende fremstilling af kitschet nationalisme. Blendingen udtrykker en negation, en emotion, altid en henvendelse med et vist eftertryk.

Man kunne tilføje: en Pia Kjærsgaard som konen i muddergrøften, en Anders Fogh Rasmussen som vildmanden i det danske våben med leopardskind og kølle. Roald Als, længe leve!

Per Aage Brandt er en ekstremt klog og kreativ mand, bl.a. professor i semiotik og samtidig eksklusiv poet med hang til filosofiske kortformer. Altså i sig selv en blended personlighed.

  Og så kender jeg ham - lidt - fra vores unge dage, hvor jeg forskede i sprogbrug og tænkte i den angelsaksiske tradition: pragmatik, og han tilsvarende i den franske tradition: semiotik. Begge var vi ansat på RUC fra centrets start 1972.

  Men aller sjovest når vi nu er inde på det med kreative "blandinger". Nogle år før, omkring 1965, optrådte Per Aage og jeg sammen en aften i et "jazz-og-poesi"-arrangement i Studentersamfundets regi. Han spillede og improviserede på jazz-klaver og jeg læste nogle af mine digte op. Vi gjorde det sådan på skift, husker jeg.

Et blendet arrangement, må man sige.