Hundertwasser - kreativ multipersonlighed - fascinerende maler, arkitektonisk pioner og økologisk frontkæmper

På denne blog samler jeg  bl.a på 'særligt kreative personligheder' og deres barndoms- og ungdomsoplevelser og -erfaringer.

   'Den særligt kreative personlighed' er kendetegnet ved at at udfolde sig gennem 'flere personligheder i én' - i en slags 'multipersonlighed' eller 'portemonnæ-personlighed' - med flere mere eller mindre adskilte, men alle kreative mentale rum.

   Det har ofte vist sig at når man fordybede sig lidt i den slags personligheders biografi, så indgår der savn eller tab af forældre, radikale skift i sprog og miljø, isolation og mobning i skolen -  som en del af barndommens og ungdommens socialt fremmedgørende og psykologisk fantasimobiliserende oplevelser.

    Jeg har for nylig været på Arken og set Hundertwasser-udstillingen. Den var virkelig god og stærk at opleve, værd at se, gav stof til eftertanke - og erindringer. 

   Og kunstneren hørte klart nok til ovennævnte kategori.

Manden Friedensreich Regentag Dunkelbunt Hundertwasser (1928-2000) var både en original maler, en original arkitekt og en kreativ og provokerende aktvist med ideologiske rødder i den økologiske bevægelse.

   Hans mentalitet er på alle fronter gennemtrængt af en oprørskhed og en grænseoverskridende frihedstrang i forhold til sociale autoriteter, en trang som jeg - som gammel 68´er - kan får mindelser om fra min egen fagre ungdom.
   Så hjertet banker med når jeg (gen)ser hans værker og læser om hans liv.

Wikipedia fortæller om barndomsoplevelser som utvivlsomt har mærket hans personlighed:

Hundertwasser's father Ernst Stowasser died three months after Hundertwasser's first birthday. The Second World War was a difficult time for Hundertwasser and his mother Elsa, who was Jewish. They avoided persecution by posing as Christians, a credible ruse as Hundertwasser's father had been a Catholic. Hundertwasser was baptized as a Catholic in 1935. To remain inconspicuous Hundertwasser also joined the Hitler Youth.[1]

Hans fødenavn var 'Friederich Stowasser', men det ændrede han til 'Friedensreich Regentag Dunkelbunt Hundertwasser' efter krigen da han tilbragte tre måneder på det statslige kunstakademi i Wien.
   Mens han var der - hans eneste formelle kunstskoling - begyndte han at signere sine billeder med "Hundertwasser".

   Her er historien om skiftet til kunstnernavnet:

His adopted surname is based on the translation of "sto" (the Slavic word for "one hundred") into German. The name Friedensreich has a double meaning as "Peaceland" or "Peacerich" (in the sense of "peaceful").

   The other names he chose for himself, Regentag and Dunkelbunt, translate to "Rainy day" and "Darkly multicoloured".

   His name Friedensreich Hundertwasser means, "Peace-Kingdom Hundred-Water".

Arken sammenfatter Hundertwassers identitet i en pressemeddelelse på hjemmesiden:

”Jeg vil vise, hvor let det er at skabe paradis på jorden”. Sådan sagde kunstneren Friedensreich Regentag Dunkelbunt Hundertwasser, hvis hjerte bankede for naturen og menneskets frisættelse. Han var en maler, økoaktivist og arkitekt, der med malerier, manifester og eventyrlige bygninger ville gøre verden til et bedre sted. Hundertwasser blander farvestrålende spiraler, guldkupler og vildtvoksende træer med noget så håndgribeligt som humus-toiletter, brændenældesuppe og hjemmesyet tøj. I sin samtid var han kontroversiel. I dag er han med sine ideer om grøn arkitektur, økologi ogurban gardening aktuel som aldrig før. Fra den 1. februar kan han opleves på kunstmuseet ARKEN.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang så et maleri af Hundertwasser, eller et fotografi af et af de huse har tegnet som arkitekt. - Vel en gang i begyndelsen af 70´erne.
   Men det jeg kan huske klart, er at da jeg først en gang havde set et af hans malerier - eller byggerier, så gav det i den grad aftryk i bevidstheden - og dermed i erindringen.
   Hans kunst gjorde - som man siger - et uudsletteligt indtryk.
   Og derfor oplevede jeg en stærk genkendelsens glæde ved besøget på udstillingen på Arken, selv om jeg aldrig endnu har set et af hans tegnede huse i virkeligheden, og måske højst har set en 3-4 malerier af ham - i virkeligheden på forskellige udstillinger.
   Hans huse var fascinerende præsenteret på Arken-udstillingen gennem en række minutiøse 3-D-modeller, som fx den her:

Og jeg er nogenlunde sikker på at nedenstående 'Hundertwasserhaus' som er bygget i Wien omkring 1980, var det første eksempel på hans arkitektur jeg så et foto af - et billede som gjorde så stærkt indtryk at jeg bare følte et visuelt spark i øjet og et sug i maven da jeg stødte på det den gang - sikkert i et eller andet tidsskrift:

Tilsvarende har det været et maleri der meget lignede det følgende, som jeg først så - sikkert i en plakatudgave som den her:

Både hans malerier og hans arkitektur har en sådan glødende og prægnant karakter så når man ser et nyt værk af ham som man ikke har set før, så er man ikke i tvivl: "Det må være - ja, det er - en Hundertwasser!"

 

Hans produktion er gennemsyret af en helt unik stil og farveholdning som er kendetegnet ved tilsyneladende uhæmmet brug af grundfarver og komplementærfarver, og ved en konsekvent modstand mod lige linjer, firkanter og skarpe hjørner.

   Hans billeder er dekorative  'flader' - to-dimensionelle farve- og form-fabulerende universer. 

   Der er ikke noget i hans billeder der bare antydningsvis ligner dybdeillusionsgreb eller linearperspektiv. Og man savner det ikke.

   

'Spiralen' er både et gennemgående formudtryk, men også en metafor på hans grundholdninger, holdninger som man sprogligt kan sammenfatte under en kombination af begreberne 'organisk' og 'eventyrlig'.

   Hans inspirationskilder og æstetisk soulmates er folk som  Paul Klee, Antoni Gaudi, Gustav Klint, Egon Schiele - alle kunstnere som jeg har skrevet om i forskellige blogindlæg tidligere.

   Og at Hundertwasser har konceptuelle rødder tilbage til den bevægelse i europæisk kunst og arkitektur fra før Første Verdenskrig som kaldes 'jugendstilen' eller 'art nouveau', det kan man i hvert  fald ikke være i tvivl om.

   Her illustrationer til dokumentation af hans inspirationskilder:

 

Hus i Barcelona tegnet af Gaudi

Maleri af Klee

Maleri af Gustav Klimt

Maleri af Egon Schiele

Tunge kreative drenge inden for moderne malerkunst har Hundertwasser tydeligvis med i bagagen. 

   Ikke desto mindre er han jo i den grad helt sin egen. 

   Men er i øvrigt også helt åben om sine inspirationskilder - som i det her maleri med titlen "Mourning Schiele" fra 1965:

 

Fordi Hundertwassers malerstil og arkitekturstil er så egenartet og karakterstisk som den er, er han næsten blevet det man i moderne markedsføringsterminologi ville kalde 'et brand'. 

   Og i de senere år før sin død, har han (og nu hans arvinger) haft stor succes som regulær kommerciel designer af egne værker, hvad man nemt får indtryk af - bare ved at gå rundt i Arkens museumsbutik og se hvad de tilbyde af 'Hundertwasser-artifacts'.

   

'Hundertwasserbrandet' kan for maleriernes vedkommende næsten stille sig i vejen for oplevelsen. 

   Man er nær ved at føle: "Have you seen one, you have seen them all!" 

   Det var ordene fra en amerikaner fruen og jeg mødte i Bankok for mange år siden, da vi fortalte ham at vi skulle ud og se på de fantastiske og verdensberømte buddistiske Thai-templer og -pagoder i byen.

   Og der er det om snakken at man - ligesom omkring thai-templerne gennem en over 1000 års historie - ikke umiddelbart oplever en stærk og markant udvikling over tid: Fra Hundetwassers første udstillede værker i 1953 og så til de sene værker fra 90´erne er der en helt usædvanlig stil- og motivmæssig kontinuitet og konsekvens.

   Lidt ligesom med Mozarts musik. Og i modsætning til fx Picassos billeder der radikalt skifter i udtryk og stil i relativt tydeligt afgrænsede perioder.

Så man skal ligesom rykke sig fri af "brand-indtrykket" for - for alvor - at kunne nyde og fordybe sig i Hundertwassers malerier. Og det lykkedes mig - både på udstillingen - og nu når jeg skriver om ham her på bloggen.

   Her er det udvalg af billeder fra udstillingen som Arken viser på sin hjemmeside:

Gule huse - Det gør ondt at vente på kærligheden når den er et andet sted -
Jalousi.1966

Den lille vej. 1991

30 dages faxmaleri. 1994

Den grønne kvinde - den politiske gartner. 1954

Ofte er der menneske-masker i Hundertwassers billeder - som afslører han konceptuelle og mentale slægtskab med de en smule ældre og blandt andet danske Cobra-malere, som jo også var stærkt inspireret af Klee.
   Så sent som sidste år viste man i Holland en stor udstilling der koblede ham sammen med disse malere - og - serendipitet - med japansk kunst:

In autumn 2013, the exhibition Hundertwasser, Japan and the Avant-Garde will be on view at the Cobra Museum in Amstelveen near Amsterdam. The museum already made a name for itself in the 1990s, when it embarked on a scholarly analysis of the relationship between Japanese culture and abstraction in Western art. This show will now convey the subject to a wide international audience. This second presentation of the exhibition in the Netherlands is also the result of the research undertaken by the curators Harald Krejci and Axel Köhne, who primarily concentrated on thematic similarities between Hundertwasser’s art and that of the Cobra artists Pierre Alechinsky, Constant, Corneille, and Shinkichi Tajiri. Some 50 principal works by Hundertwasser, some of which have rarely been presented in public, will be complemented by more than 30 works by international artists. www.cobra-museum.nl

Den udstilling ville jeg godt nok gerne have set!

 
Men det vrimler også med farverige og fantastiske huse og byggerier i Hundertwassers billeder, motiver som peger ud mod hans utopiske arkitektoniske ideer.

 

Det mest gennemgående motiv i Hundertwassers malerier (og for øvrigt også i hans huse) er imidlertid spiralen, en figur som jo i princippet hverken har en 'naturlig' begyndelse eller slutning - eller har nogen 'naturlige' grænser i længden. 

   Han begynder på at dyrke, udforske og udvikle spiralmotivet nogenlunde samtidig med at fraktalerne og de bagvedliggende matematiske formler (Mandelbrot-ligningerne) bliver udforsket - som et grundliggende princip der strukturerer en bred vifte af naturformer og -fænomener - både fysiske, kemiske, geologske og biologiske:

Jeg har ikke nogen forestilling om, endsige viden om, at Hundertwasser skulle være direkte inspireret af Mandelbrot-fraktaler. 

   Snarere tror jeg at beslægtetheden er et historisk rammesat 'serendipitetisk sammentræf' som harmonerer indlysende godt med Hundertwassers naturdyrkelse og tro på 'organiske principper' som det der gennemsyrer - eller burde gennemsyre - det gode i verden og i æstetikken.
   Det er så en tro der korresponderer med og modsvares af hans indædte kamp mod den lige linjes rationelle tyranni:

In 1953 I realized that the straight line leads to the downfall of mankind. But the straight line has become an absolute tyranny. The straight line is something cowardly drawn with a rule, without thought or feeling; it is a line which does not exist in nature. And that line is the rotten foundation of our doomed civilization. Even if there are certain places where it is recognized that this line is rapidly leading to perdition, its course continues to be plotted. The straight line is atheistic and immoral.

   The straight line is the only sterile line, the only line which does not suit man as the image of God. The straight line is the forbidden fruit. The straight line is the curse of our civilization. Any design undertaken with the straight line will be stillborn.

   http://www.hundertwasser.com/

Her et Youtube-indslag hvor man kan nyde flere af Hundertwassers malerier - med velvalgt traditionel jazz-underlægningsmusik:

Mens Hundertwassers malerier ret hurtig gjorde ham kendt og populær i kunstkenderkredse i 50´erne - både i Østrig og i resten af Europa, så var hans arkitektoniske ideer i mange år så kontroversielle at ingen af hans forslag og tegninger fandt bygherrer der ville investere og satse.

   Først i 1980, da han var 52 år gammel, bestilte byen Wien det 'Hundertwasserhaus' som derefter vakte så stor opmærksomhed internationalt at han i de følgende år nåede at få lov til at realisere ganske mange af sine 'arkitekturdrømmerier'.
   Byggeriet 'Hundertwasserhaus var i internationale kunstkredse i den grad 'breaking news' fra 1980 og frem.

   'Hunderwasserhaus' viste jeg et foto af i begyndelsen af dette indlæg.

Også i Hundertwassers forskellige originale ideer til nye huse og bygningskomplekser er spiralen ofte det styrende og formaterende princip. 

   Og oven i kommer så hans økologisk inspirerede ideer med at byggerierne skal be- og tilplantes på tage, altaner, afsatser, vindueskarme - og dermed udgøre en slags lokale by(landskabs)mæssige økosystemer - tanker som byplanlæggere og arkitekter mange steder i verden så småt er ved  - forsøgsvis - at realisere i konkrete byggerier rundt omkring - også i Danmark:

Der er ingen tvivl om at Hundertwasser stilhistorisk og mentalt er en indædt romantiker, og at hans huse derfor ikke kan undgå at give associationer til eventyrverdener og fantasy-universer.

   Og rigtig mange af de mest kendte fantasyfilms scenografier og design af optage-locations er utvivlsomt også stærkt inspireret af Hundertwassers arkitektur - og af hans visionære ideer om blanding og fusion af natur og arkitektur. 

   

Toppen af fantasyfilm de sidste mange år er "Ringenes herre" - i tre afsnit.

   Forfatter til historien er den engelske sprog- og middelalderforsker og forfatter J.R.R. Tolkien. Instruktøren og den drivende kraft bag disse film er newzealænderen Peter Jackson der vandt et lille dusin oscarstatuetter for sin filmversionerede trilogi af Tokiens fortælling.

   Se bare her:

Hundertwasser: In the Medows Hills

'Hobbit-landsby' i New Zealand - en permanentgørelse af noget af scenografien til Peter Jascksons filmatisering af Tolkiens "Lord of the Rings", 2001-2003.

Jeg har tidligere skrevet om Tolkien og bogen "Hobitten" - og om Tolkiens egne illustrerende visualiseringer i akvarelteknik af denne litterære forløber for "Ringenes Herre" - her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/11/akvarelmaleriets-mysterier-25-tolkien.html

Men her er så et Youtube-indslag - også tilsat jazz som underlægningsmusik - om Hundertwassers fascinerende og arkitektonisk særegne huse - herunder også nogle indretningsarkitektoniske værker som fx et newzealandsk WC:

Vores hjemlige arkitekt-supermand, Bjarke Ingels, er i den grad inspireret af Hundertwassers ideer og arkitektoniske tænkning, hvad man tydeligt kan se i dette vinderforslag fra BIG-tegnestuen til et 'museum for den menneskelige krop' i Montpellier i Frankrig :

 

Hundertwasser få det sidste ord:

If we do not honour our past, we lose our future.
If we destroy our roots, we cannot grow.

'Sort ser det ud' - et aktuelt 'reportage-digt' af Yahya Hassan - 'PRISFEST I KYIV' i Politikens kultursektion 5. marts 2014

Her til morgen stødte jeg på side 2 i Politikens Kultursektion på et digt af Yahya Hassan - skrevet kun med store bogstaver - såkaldte 'versaler' - og med hvide typer på sort baggrund. 

   Titlen på digtet var 

PRISFEST I KYIV

Titlen har en 'overligger' der leverer en redaktionelt forklarende aktuel kontekst og nøgle til forståelsen af digtet. Der står:

Yahaya Hassan har været tre dage i Kijev. Han har været på pladsen, talt med rebellerne og set deres billeder og film.

Her følger digtet, nogenlunde som det fremtrådte i avisen - og altså ikke i den normaliserede sort-på-hvidt-udgave man kan se på Politiken.dk. 

   Der er dog mindre linjeafstand her end i avisens original, og blogskabelonens tekniske begrænsninger gør at jeg ikke mulighed for grafisk at lave hele siden som én sort baggrund. Så man må som læser nøjes med denne tillempede versions forsøg på alligevel at give læseren nogenlunde samme oplevelse som jeg havde da jeg læste digtet "Prisfest i Kyiv" i min morgenavis:

RÅDHUSET ER BLEVET LIGHUSETEN KVINDE GRÆDER VED DE DØDES BORDUKRAINERE OG RUSSERE SNORKER MED HUNDENEPRÆSTER FAGTER FEBRILSK MED KORSENEEN LANDMAND BULLDOZEDE POLITIKÆDENFOLKET FØRTE SIG FREMAUTORITETEN BLEV ARRIGPOLITIKENS EUROPAREDAKTØRSAD PÅ SIT FEMSTJERNEDE HOTEL I SKUDSIKKER VESTOG RAPPORTEREDE FRA VINDUETEKSTRA BLADETS UNGKARL ER HJEMLØSSTAK AF FRA SNIGSKYTTERNE MED EN BLØDENDE HÆMORIDEHAN LEDTE EFTER NOGET HAN KUNNE TØRRE SIG MEDMENS DE LEVENDE SLÆBTE DE DØDEFASCISTER RÅBER EUROPAREDAKTØRENAD BØLLER MED KØLLERVIL IKKE SE DEM UDEN ELEFANTHUERLASTBILER LEVERER PROVIANT OG TRÆERBØRN BIDER I BRØDETHULEMÆND HUGGER TIL BRÆNDEARBEJDERE GRAVER FORTOVET OPOG HAKKER BROSTEN TIL KASTESKYTSKVINDER SAMLER I SÆKKEHÆRDEDE HÆNDER FØRER TIL FRONTENKAMPRÅB OG KLAGESANGSÅREDE SENDES MED SPORVOGNE PÅ SLAP LINESOLIDARITETSMYLDERMOLOTOVBRYG OG FRIBARTELTEFESTIVALTOILETTER OG ROSKILDELUGTAFFALDSBUNKERBETONBARRIKADER OG BLOMSTERSTIERKRIGSTURISTER MED KASKETTER OG KAMERAERRØR RÆDSELSSLAGNE VED REVOLUTIONENFELTHOSPITALET ER SODET TIL AF SORGBYEN ER VÆLTET MEN BUTIKKERNE STÅRKÆMPE KATAPULT SLYNGER EN SOFAPIANIST MED POLITIHJELM OG SKUDSIKKER VEST PLAGER KLAVERET PÅ PLADSENEN SNIGSKYTTE FANGES OG TRAMPESSIKKERHEDSSTYRKERNE SVÆKKES SKYNDER SIG VÆKOPMUNTRING OG OPRUSTNINGVAGABONDEN UDSTILLER EN SAMLING AMMUNITION PÅ EN BODOG BILLEDER AF BEGRAVEDEUNGDOMMEN VED CHECKPOINTSMED POLITISKJOLDE OG POLITISTAVESKUDSIKRE VESTE OG SKIBRILLERPOLITIUNIFORMER HÆNGES I PIGTRÅDUDSTYRET DELES UDEN FLOK PATRULJERER I POLITIKØRETØJERTRAFIKPOLITIET BLANDER SIG UDENOMREGERINGSBYGNINGER OMRINGES OG BEVOGTES AF ARBEJDSLØSEPÅ TOMME TANKS PLANTES ET FLAGOLIETØNDER OG SMELTEDE DÆKVARMER VINTEREN VED VODKAPOSTENPOLITIKERSLAGSMÅL I PARLAMENTETKORRUPT PRÆSIDENT IN MENTEKORRUPT PRÆSIDENT AT FORVENTEGARVEDE GAMLE SKÆNKER SUPPEFEJER GADEN OG TROMMER FOR BALLADEJANUKOVITJ HAR FORLADT SIT PALADSEN REBEL GRINER I GARAGENTØMMER BARENOG SLÅR ET SLAG PÅ GOLFBANEN

Om det er et godt digt, er jeg ikke afklaret med. Men indtryk gør det. Og selvfølgelig er det en pointe at digtet ikke står "sort på hvidt", men omvendt og modsat: "hvidt på sort".

   Dets særlig (typo)grafiske udtryk gør ikke læsningen letter, men bremser den ned til en slags mental slowmotion.
   Det er i øvrigt helt parallelt til Yahya Hassans gennemførte brug af versaler til alle ord og tekstdele der også også fungerer som en slags mentalt 'benspænd' - et læseprocesens 'bump' der forhindrer hurtig og overfladisk læsning.

   

Der er tale om en slags 'kreativ restriktion' i forhold til læseren og læsningen, en 'begrænsning' som tilsyneladende er valgt lige så bevidst som sproget i alle digtene i hans første digtsamling i øvrigt synes at være. Den der havde digterens eget navn som titel: "YAHYA HASSAN".

  Da digtsamlingen udkom, og jeg fik den købt og læst, kunne den gennemførte brug af versalerne også tolkes som et konsekvent udtryk for 'kreativ vrede', syntes jeg. 

   Men en del af anmelderne udtrykte bare irritation over at alle linjer i alle digtsamlingens tekster var skrevet med store bogstaver. Og de opfattede det tydeligvis mest som en slags umoden og undommelige manér uden at forsøge sig med en positiv tolkning af det gennemførte, men udsædvanlige (typo)grafiske udtryk.

Det her digt i dag i Politiken er et smukt eksempel på det jeg i mange andre indlæg har kaldt 'konceptuel blending' - dvs. en kreativ blanding, integration og mental fusion af to ellers normalt adskilte konceptuelle rum; her altså at man (=Yahya Hassan) kombinerer noget der ligner en journalistisk subjektiv udenrigsreportage fra et storpolitiske brændpunkt - med det poetisk udtryk og de poetiske stilfigurer og sætningsformler som også kendetegnede teksterne i hans 'vrede' første digtsamling 

   Også disse digte kunne nemlig læses og opleves som en moderne og fornyende digterisk konceptuel blandingsform: 'en dagbog' over emotionelt stærke personlige oplevelser fra og subjektive refleksioner over opvæksten i en dysfunktionel indvandrerfamilie i et ghettomiljø og derfra videre til konfliktfyldt konfrontation med forskellige mennesker og institutioner i omverdenen da han bliver ældre; det er indholdsmæssigt 'en dagbog' som så i digtsamlingen er transformeret ind i en fri modernistisk prosalyrik - med et mix af forskellige poetiske udtryksformer, bogstavrim, halvrim og rytmisk dansende sætninger og sætningsemner, et mix der er særdeles velegnet til at recitere mundtligt fra en scene over for et publikum.
   Og det er ikke tilfældigt, for inden han blev digter optrådte han som 'rap-sanger og musiker.

Tydelig markeret med den ironiske titel "PRISFEST I KYIV" har digteren samtidig leveret et effektivt og demaskerende svar på de nyhedsartikler som jeg husker fra sidste uge, artikler der, lettere forarget, fortalte at han ikke ville være til stede ved den event hvor han skulle fejres som modtager af Politikens Litteraturpris. 

   Den her artikel fra Jyllandsposten.dk den 25. februar siger sådan set det hele:

Omstridt digter udebliver fra prisfest AF UFFE CHRISTENSEN460 mennesker skulle i morgen have mødt Yahya Hassan - men han er rejst til Kiev.
I morgen skulle den omstridte digter Yahya Hassan ved et stort arrangement i København have overrakt den prestigefyldte Politikens Litteraturpris, men han dukker ikke selv op.
   Det skriver Politiken.dk.

Yahya Hassan har allerede lagt et billede fra Kiev ud på sin Facebook-side. Screendump

I stedet har digteren - angiveligt af "private grunde" valgt at rejse til Kiev, hvor han opholder sig i øjeblikket.
   Der var tilmeldt 460 mennesker til arrangementet.
Ærgerligt afbud   Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen ærgrer sig over afbuddet, men siger blandt andet til Politiken:
   »Når man har med unge digtere at gøre, så er der altid en grad af usikkerhed, spontanitet og rock’n roll, så jeg havde tænkt, at det kunne ske."
   Litteraturredaktøren oplyser, at han allerede lørdag aften talte med digteren, der meddelte ham, at han ville tage til Kiev og derfor ikke kunne deltage i prisfesten.
   Men det betyder selvsagt ikke, at han ikke modtager både æren og de 250.000 kr., der følger med.

Jeg tillader mig at tro at redaktør Jes Stein Pedersen sammen med mange andre, også menige journalister, der var forargede over at Hassan ikke bare pænt påtog sig rollen som den glade og taknemmelige prismodtager, har haft lidt røde ører i dag. 

I øvrigt får jeg associationer til min ungdoms oplevelser da jeg som gymnasieelev læste Klaus Rifbjergs vist første egentlige digtsamling "Konfrontation" (1960). Det var en mental åbenbaring!

   Og fra mit litteraturstudium i 60´erne husker jeg især også det indtryk det gjorde da jeg læste R. Broby-Johansens debut-digtsamling "Blod" (1922), der i øvrigt også helt konsekvent brugt versaler i alle ord og sætninger i alle digtene. 

   Broby-Johansenen havde en kreativ digter-personlighed som Yahya Hassan i karakter og temperament er klart beslægtet med, både når det gælder den underliggende 'kreative vrede' i forhold til indholdet, og når det gælder de valgte 'kreative restriktioner' i forhold til udtrykket.

   

Se hvad www.litteratursiden.dk skriver om hvad der skete da "Blod" udkom:

Rudolf Broby-Johansens Blod fra 1922 blev af samtiden opfattet som utugtig, ufuldstændig kunst, men har siden vundet anerkendelse for at være en del af startskuddet på modernismen i Danmark.

   Blod, lig, legemer, død, angst, tåge, prostituerede, selvmordere og skrig fylder et blegt, isnet og blåligt univers, mens de flænges, ryster, kravler, svulmer, vælter, voldtager, bløder, ruster, knæler, borer, kryber og brister. Råheden gennemsyrer de 16 digte i Blod. 

   Broby-Johansen blev på baggrund af samlingen anklaget og dømt for utugtighed. Straffen var 14 dages fængsel og en bøde. Digtsamlingen er derfor interessant som et eksempel på kunstens rolle i forhold til ytringsfrihed og pornografi. 

   Broby-Johansen appellerede dommen, da han mente, den var for mild. I sin forsvarstale for digtsamlingen under retssagen udtaler han, at det er klart ”at et nutidsmenneske, der ikke er for fej eller imbecil til at se sin samtid i øjnene ikke har bevidstheden fyldt af elverdans og elskovsdrømme.”    Hvad, der i stedet optager Broby-Johansen, er ”de militære millionmord” og ”kapitalens sjælelige milliardmord”. 

   Den ubærlige vished om 1. Verdenskrigs menneskelige omkostninger gennemsyrer digtet ”Stridsmænd for det vi elsker”: LANGSOMT KRAVLER ORM-ÅRER UNDER RØD-VABLET HALSHUD / UNIFORM RIVES OP (KNAPPER REGNRASLER) / FRÅDE / FRA FINGRE SPRINGER BLOD / SÅ SLÅS DE. 

   De minutiøse sansninger af den kropslige nedbrydning står ikke tilbage for horrorgenrens effektdyrkelse. Gruen anvendes dog ikke som en underholdningseffekt, men med et tydeligt politisk sigte.

Jeg har en mistanke om at Yhaya Hassan faktisk har haft "Blod" som inspirationskilde for sin første digtsamling.
   Og det er i grunden ikke så galt!

Poul Martinsen – tv-dokumentarens mesterinstruktør - fylder 80

I dag er det Poul Martinsens fødselsdag. Og jeg synes han fortjener et indlæg her på bloggen der opsummerer hans lange produktive livs hovedresultater inden for tv-dokumentarisme og fortællende journalistik ('new journalism'). 

   I perioden 2004-2007 researchede og skrev jeg en bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed", og gennem det arbejde - herunder 40 timers interviews - lærte jeg ham at kende som en spændende og interessant personlighed - en personlighed som jeg - med kreativitetspsykologen Mihaly Csikszentmihaly som faglig back up - har set som prototypen på 'den særligt kreative personlighed'. Og i filmvidenskabens terminologi: som en 'auteur'.

   Så her et hans professionelle meritter - kort fortalt:

Poul Martinsen (f. 1934) har tilrettelagt og produceret omkring 120 tv-dokumentarprogrammer siden han i 1968 blev ansat i DR´s daværende Kulturafdeling. Og med reality-dokumentarserien ’Krigerne’ (2006), tv-dokumentaren ’Pokerhajerne’ (2007), og DR-temaftenen ’Forbrydelse under hypnose’ (2008) demonstrerede han at alderen ikke forhindrer ham i stadig at producere originale, kritiske og aktuelle tv-udsendelser af højeste public-service-kvalitet.

         Poul Martinsen er med god grund blevet kaldt ’Danmarks bedste dokumentarist’ – og i rubrikker belønnet med hædersbetegnelsen ’Mr. Dokumentar’. En lang række af hans tv-dokumentarer har vundet danske og internationale priser, bl.a. en danske ’Tv-Ocar’ og ’Prix Italia’.

I 1988 var Poul Martinsen med til at etablere den legendariske ’dokumentargruppe’ i DR. Og i de 6 år, Poul Martinsen arbejdede i gruppen, producerede han prisbelønnede mesterværker som ’Den sagtmodige morder’ (1988), ’Før solen går ned’ (1989), ’Blandt 1000 ansigter’ (1990), ’På grænsen til liv’ (1990). De fleste af dem var fortælle- og temamæssigt nyskabende.

I den første halve snes år i DR fik Poul Martinsen ry som ’farlig’ og ’rød lejesvend’ i kraft af kritisk-afslørende udsendelser som ’Helvedes-ugen’ (1973) om Frømandskorpset umenneskelige introduktionsuge for aspiranter, ’Vel er vi ej snobbede’ (1970) om Tutta Rosenberg - societyfrue gift med chefredaktøren for Se&Hør, og ’En sød historie’ (1969), der afslørede AP-Møllers etisk anløbne sukkerproduktion i Kenya.

Udsendelsen ’Det hemmelige Danmark’ (1975) er berømt, men aldrig vist på tv, fordi den danske frimurerorden ad rettens vej forhindrede, at den blev udsendt. Den afslørede bla. nogle af frimurernes ellers strengt hemmeligholdte ritualer.

Det program, der fik mest effekt i offentligheden, var ’Dagbog fra en fristad’(1976), som viste en på forhånd negativt indstillet dansk arbejderfamilies oplevelser under en uges ophold i et af Fristadens kollektiver. Familien ændrede radikalt holdning i løbet af ugen. Og da udsendelsen blev vist, ændrede den danske befolknings og Folketingsflertallet også holdning, så en planlagt lukning af Fristaden blev opgivet. Martinsen blev Christianias redningsmand!

Poul Martinsen har en stor kærlighed til helt almindelige menneskers ualmindelige liv og sprog, og det har ført til en lang række på en gang hjertevarme og humoristiske fluen på væggen-film, bl.a. ’Victoria og Martin flytter’ (1979,’Kom hjem, kom hjem (1981), ’Den store fest’ (1981), ’Vil du danse med mig?’ (1986).

Gennem alle årene har Martinsen produceret en lang række indtrængende – nogle kritisk andre empatisk - portrætdokumentarer af kendte, kreative og kontroversielle personligheder: bagmandsvekselereren Svend Aage Hasselstrøm, ’den røde sagfører’ Carl Madsen, kulturskribenten Broby-Johansen, trivialforfatteren Ib Henrik Cavling,  bankrøveren Clark Olofsson, byggespekulanten Axel Juhl-Jørgensen, spionen Jörg Meyer, radiomontagemesteren Christian Stentoft m. m. fl.

Og som vist noget helt enestående og originalt har Poul Martinsen også rettet kameraet mod sig selv som dokumentarist - og produceret et kritisk selvportræt i udsendelsen ’Fluen på væggen’ (2002). Heri oplever vi ham opsøge medvirkende i tidligere dokumentarer for at konfrontere sig selv med, hvordan deres tilværelse er blevet påvirket af at blive brugt som hovedpersoner i tv-udsendelser, hvori følsomme sider af deres liv blev udstillet offentligt for måske over en million danske seere.

Martinsens utvivlsomt mest originale bidrag til genren er en række udsendelser, hvor han bruger eksperimenter fra den psykologiske faglitteratur som inspiration til en slags fascinerende reality-dokumentarer med oplysende og fordomsnedbrydende sigte – årtier før reality-genren blev opfundet til under­holdningsbrug.

Blandt de mest berømte er ’Broen’ (1969), ’Lydighedens dilemma’ (1978) og ’Øjenvidne’ (1980). Det er som en videreudvikling af den særlige form man skal se de sene debatskabende produktioner ’Krigerne’ hvor han dokumenterede at almindelige danskere kan forledes til at begå tortur, og ’Forbrydelse under hypnose’ hvor han for tv-seerne viste at mennesker kan lokkes til under hypnose at begå kriminelle handlinger som tyveri og væbnet røveri.

Poul Martinsen er vokset op i et arbejderhjem i Vangede, en opvækst som indgav ham en urokkelig empati med jævne mennesker og en permanent kritisk holdning til de rige og magtfulde i samfundet – en gruppe, der i hans ungdom var repræsenteret ved klassekammeraterne på Gammel Hellerup Gymnasium – alle med familie og opvækst på Gentoftesiden af Lyngbyvejen.  

Poul Martinsen er uddannet journalist på Østsjællands Folkeblad og Dagens Nyheder. Derudover har han en mastergrad fra Columbia School of Journalism og en uddannelse som cand. psych. fra KU, en uddannelse han idemæssigt har trukket på gennem alle årene i sine ofte kontroversielle dokumentarer med medvirkende som ’forsøgspersoner’.

 I perioden 1961-68 var han en særdeles velskrivende og højt værdsat og featurejournalist på Politiken (søndagsudgaven), og det var ham der introducerede og først praktiserede ’new journalism’ i dansk skreven journalistik.

I flere perioder af sit liv har han arbejdet i Østafrika som ulandsekspert.

I perioden 1994-2002 producerede han en lang række tv-dokumentarudsendelser for TV 2, heriblandt den prisbelønnede serie ”Høje historier” (1999) sammen med Anders Riis Hansen.

 I Martinsens indtil videre sidste produktion vender han tilbage til den udtryksform han var fremragende til i sin ungdom: den fortællende journalistik på skrift. Det sker med udgivelsen af dokumentarbogen ’Hypnosemorderen – dobbeltmennesket Palle Hardrup’ (2012).
          Om den bog skrev Hans Hertel i Politiken: "Sjældent har jeg læst en biografi, hvor man i den grad ikke aner, hvad der dukker op om næste gadehjørne, og Gud være lovet har Poul Martinsen ikke omdigtet det til en roman, men søgt at komme så tæt som muligt på den utrolige autentiske historie. En fantastisk bog om en fantastisk skæbne – flot skrevet, med høj indlevelse og tungen lige i munden.”
        I sin tid da jeg interviewede Poul Martinsen om hans liv og karriere som tv-dokumentarist, vendte han gang på gang tilbage til hvor "heldig" han syntes han altid havde været. Så ofte at det næsten blev til en slags gennemgående tema eller omkvæd for vores samtaler.
       Til sidst spurgte jeg ham direkte om han oplevede sit liv som et eventyr. Og hans svar var at, ja, det var egentlig sådan han oplevede det!
          Et liv gennemsyret af ... ja, sig ordet:

SERENDIPITET

      

Sort på hvidt - om malerier af den amerikanske kunstner Kerry James Marshall på Charlottenborg

Søndagspolitiken har idag på forsiden af første sektion et foto af et maleri af den amerikanske maler Kerry James Marshall.
   Og forsiden af kultursektionen viser endnu et maleri fra en stor udstilling på Charlottenborg med kunstneren stående foran - som ledsageillustration til et interviewportræt med Marshall skrevet af Kjeld Hybel.

   Rubrikken på forsiden af første sektion:

Kerry James Marshall vil gøre kunsten mindre hvid

Rubrikken på Kulturtillæggets forside lyder:

Han vil fylde det sorte hul  

Manchetten forklarer:

Verden er fyldt med hvide kunstnere, der maler billeder af hvide personer, som købes af hvide samlere eller anbringes på museer, der allerede er proppet med hvid kunst. Den sorte amerikanske maler Kerry James Marshall gør sit bedste for at rette op på ubalancen. Og lige nu kan hans billeder ses i Kunsthal Charlottenborg.

Her er en række af Marshalls malerier - stærkt fascinerende - og i paradoksal forstand - både oplyste og oplysende:

På Flere punkter ligner Kerry James Marshall den mexicanske kvindelige kunstner Frida Kahlo som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen i anledning af hendes udstilling på Arken i efteråret.

   I Kerry James Marshalls kunst er der også ét gennemgående tema - et oprør mod undertrykkelse og lidelse - og en meget karakteristisk grafisk, lidt naivistisk stil som simpelthen bare brænder igennem selv i gengivelserne her fra nettet..

   

Men det mest slående ved de fleste af Kerry James Marshalls malerier er det overraskende greb - og simple greb når man først har fattet pointen: at male sorte mennesker så de bliver synlige i silhuet - altså på lys baggrund.

   Hvide mennesker som bliver malet, bliver jo typisk malet på en mørk baggrund for at fremtræde klart og synligt. Malet på lys baggrund 'forsvinder' en hvid person jo i tågerne, hvad jeg aldrig har tænkt på før.

   Maler man sorte mennesker på mørk baggrund, så bliver de - ja, det er klart - 'usynlige', hvad man jo får en klar fornemmelse af ved dette billede som Politiken har på forsiden, et Marshall-maleri af en af de første sorte amerikanske antislaveri-aktivister, David Walker, der levede i Nordstaterne i begyndelsen af 1800-tallet, altså mange år før borgerkrigen og afskaffelsen af slaveriet:

Politikens undertekst til maleriet er at han "er en af de historiske sorte personer, der aldrig har fået malet sit portræt. Nu har Kerry James Marshall malet det."

   Næh, David Walker har jeg aldrig hørt om, men Wikipedia forklarer:

David Walker (September 27, 1796 – June 28, 1830) was an outspoken African-American abolitionist and anti-slavery activist. In 1829, while living in Boston, Massachusetts, he published An Appeal to the Coloured Citizens of the World, a call for black unity and self-help in the fight against oppression and injustice.

   The work brought attention to the abuses and inequities of slavery and the role of individuals to act responsibly for racial equality, according to religious and political tenets. At the time, some people were outraged and fearful of the reaction that the pamphlet would have. Many abolitionists thought the views were extreme.

   Historians and liberation theologians cite the Appeal as an influential political and social document of the 19th century. Walker exerted a radicalizing influence on the abolitionist movements of his day and inspired future black leaders and activists.

Serendipitet: 

   I denne uge har en film nomineret til 9 Oscars "12 Year a Slave" haft premiere og dens potentielle publikum lokket ind i biografsæderne af en massiv annoncekampagne. Den har allerede vundet flere priser og får top-karakterer af alle avisernes anmeldere.

Om den kreative Poul Nesgaard - i anledning af hans afgang som rektor for Den Danske Filmskole

Poul Nesgaard har været rektor for Den Danske Filmskole i 22 år. Han er et af de mest kreative mennesker jeg kender. Så en omtale af hans meritter og personlighed hører hjemme i den her blog.

   Igår deltog jeg i hans farvel-til-jobbet-reception, og hans af- og udgang blev behørigt fejret gennem taknemmelige og anerkendende taler og udtalelser. Han blev - metaforisk set - fulgt til dørs ud af Fimskolen under vejende faner og klingende hornmusik.

   

Poul Nesgaard havde - vel for fjerde gang - søgt om genansættelse i sit egen stilling. Men ikke fået det, hvad der vist både kom som en overraskelse for ham selv og for mange andre. For han havde jo i den grad klaret jobbet til ug. Udviklet, fornyet, ført up to date, og ikke mindst sat rammerne for  en uddannelse der i den anden ende havde leveret en lang række nu internationalt kendte og anerkendte danske instruktører, manuskriptskrivere, fotografer, dokumentarister.

    Men da stilling blev slået op, var pressen var enige om at her var grænsen nået, det var bare for meget, Janteloven blev mobiliseret: Han skulle ikke tro han var noget, i hvert fald ikke tro det så meget at han ikke kunne vippes af pinden

   Så da han meldte offentligt ud at han også i denne omgang var ansøger til jobbet (og underforstået: ventede at få stillingen på sine hidtidige meritter), så var der nærmest tale om en aviskampagne hvor journalister i serier af artikler havde støvsuget filmmiljøet for folk der ville citeres for at  Poul Nesgaard var for gammel og traditionel, og nu skulle der nyt blod til, og vinkler i den dur.

Inden Poul Nesgaard blev rektor, var han i tilsvarende mere end 20 år ansat i Danmarks radio hvor han i regi af Mogens Vemmers B&U-afdeling, gennem årene producerede en række genrefornyende programserier og koncepter. Han arbejde blandt andre sammen med Thomas Vinding som han på mange måder delte kreative anskuelser med, selv om de mentalt set nok var to meget forskellige personligheder. 

   Se her et YouTube-indslag hvor de optræder sammen:

   

I de sener programmer var han som regel både vært og interviewer - og ofte i tandelm-samarbejde med musikeren "Nulle" som side-kick - og i de seneste programserier under den ironiske konceptpræmis "I sandhedens tjeneste" var også den svenske journalist Chrisoffer Barnekow inddraget som det tredje hjul i værtsamarbejdet. 

   Her et link til et af hans mest berømte eksempler fra serien "Baggårdsredaktionen" hvor det lykkes Nesgaard og Nulle at rammesætte Københavns overborgmester Egon Weidekamp i en forpligtende tv-situation så han - trods en kategorisk afvisning på forhånd - gik i dialog med den gruppe unge der bekæmpede ham og hans politik mest indædt: BZ´erne:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Ungdomsredaktionen.%252019820222&type=all&limit=120

Det er simpelt hen genialt tænkt og gennemført.
 
Berømt og berygtet er værtsparrets anti-julekalender "Jul og grønne skove" - som i folkemunde blev kaldt "Hullet i jorden", eller "Poul og Nulle i hullet". Her et link:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Jul%2520og%2520gr%25C3%25B8nne%2520skove&type=all&limit=120

Chefen for afdelingen måtte gå ud i offentligheden og forsvare serien mod en i den grad ophidset seerbefolkning som mente at en sådan tv-julekalender simpelt hen ødelagde julen for dem og deres børn. 

   Se her et klip fra YouTube hvor Nesgaards chef Mogens Vemmer er ude med et offentligt forsvar, men også en undskyldning, for serien:

Nesgaards tv-værtsrolle(r) var altid både mildt ironiserende og let selvironisk, og ideen var for det meste at tilføre programmets 'troværdighed' et dobbeltbundet metalag gennem at udstille og demaskere de traditionelle koder og konventioner for 'seriøs' tv-journalistik og -værtsoptræden. Det fremgår fx meget tydeligt i indslaget med Weidekamp og BZ´erne som der er et link til ovenfor. 

   Det indslag dokumenterer også at Poul Nesgaard var en glimrende interviewer der trods skepsis eller direkte modstand hos "offeret" som regel kunne få vedkommende til at udtale sig forbavsende åbent og ærligt på skærmen.

   Poul Nesgaard er mentalt og konceptuelt set 'far' og inspirator for senere tv-værter som Anders Lund Madsen, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, og Ane Cortzen.

Op gennem 80´erne var jeg ansat i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling - og havde ind imellem job som efterkritiker, programdoktor og dramaturgisk konsulent for forskellige børne- og ungdomsprogrammer. 

    I den egnskab mødte jeg Poul Nesgaard personligt et par gange, dels i forbindelse med videreudvikling af umdomsredaktionskonceptet "Kajplads 14", og dels i forbindelse med en dramaturgisk "førkritik" af manuskripterne til den sidste ombæring af "I sandhedens tjeneste", den serie hvori en power-stylet Poul Nesgaard - som den ene af de tre værter- rejser rundt til Europas hovedstæder og laver 'medløberinterviw' med kendte og store magthavere inden for politik, økonomi og erhvervsliv.

  

Mødet med Poul Nesgaard og hans programmer i 80´erne var en vigtig inspirationskilde da jeg i sin tid påtog mig at udvikl det interne DR-kursus "Faktion som udtryksmiddel" - og at jeg sideløbende med det fik skrevet bogen med samme titel som kurset (1990), en bog som, da den udkom, af flere anmeldere blev omtalt som "et pionerværk", hvad jeg jo blev rigtig i blev glad for. 

   På faktionskurset blev hele to lange Poul Nesgaard klip vist og diskuteret. Og i faktionsbogen indgik beskrivelse og analyse af flere af hans programmer.
   Han fik endda lov til at få det sidste ord. Og jeg tillader mig her at citere det sidste afsnit af det sidste kapitel i "Faktion som udtryksmiddel": 

Faktion der har selve det problematiske skel mellem fakta og fiktion i mediet som emne og præmis, vil vi kalde metafaktion, dvs. programmer  som ikke bare er faktion men også handler om det. Poul Nesgaard har de sidste ti år næsten udelukkende lavet programmer af den type, en del af dem med den klart ironiske titel: I SANDHEDENS TJENESTE, der jo traditionelt er et slogan for journalisternes ideelle professionelle selvforståelse.
   Det væsentlig plot i disse programmer er at seerne får en illuderet afsløring af al det der foregår bag et normalt faktaprograms kulisser; men får tilsyneladende lov til at opleve alt det som ellers holdes skjult, af de forberedende arbejdsprocesser: rodede planlægningsdiskussioner, researchbesvær, problemer med at skaffe medvirkende, kynisk briefing af interviewofre, vanskeligeheder med arrangement og iscenesættelse af medvirkende, etc.
   Den sidste serie IN HONOUR OF TRUTH forholde sig ikke bare ironisk demaskerende til faktakoderne, men også til hele den "dramaturgiske værktøjskasse" som fiktionen henter sin spænding fra. Præmissen er noget i retning af: Alt hvad du oplever gennem TV-mediet, hvad enten det er fakta eller fiktion, er en uautentisk pseudovirkelighed, så den eneste virkelighed du kan tro på, er den du selv gennem direkte erfaring har et autentisk forhold til.

Samme år - 1992 - som Poul Nesgaard totalt skiftede livsbane og blev rektor på Filmskolen, gjorde jeg det også, idet jeg blev jeg direktør for den regionale tv-station TV 2 ØST. 

Til receptionen igår var Anders Lund Madsen den der introducerede og opsummerede talerne. Flere fremhævede Poul Nesgaars åbenhed, humor, mod og - især og ikke mindst - hans evne til som leder at skabe rum for andre kreative mennesker.   

   I sin opsamlende svartale til sidst fremhævede Nesgaard selv hvor heldig han syntes han altid havde været. 

  Og jeg mindes at det præcis også var det hans navnebroder Poul Martinsen havde som fast tilbagevendende omkvæd da jeg i sin tid interviewede ham til min bog om ham: "Jeg har altid været meget heldig." 

   Begge de to Poul-er personificerer altså på hver sin måde det begreb om 'det kreative held' som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen:

SERENDIPITET

I et interviewportræt i Kristeligt dagblad sidste år (skrevet af Lars Henriksen) i anledning af 60 års fødselsdagen refereres Poul Nesgaard  sådan her:

Poul Nesgaard viser ned gennem den skrånende have med uforstyrret udsigt over Lyngby Sø og sætter sig teenagerbehageligt i terrassens sofa med benene trukket op under sig. Hans påklædning er lige så afslappet: lyse bukser og åben, hvid skjorte. Han ligner en mand, der har let ved livet, og det er han også. Lige siden barndommen har han følt sig ”fuldstændig lykkelig” og konstant tilsmilet af heldet. Hans far kaldte ham ”lykkens pamfilius” – ofte i forundring over, at alting kom så let til ham.

Det første eksempel på hans særlige 'kreative held' refereres han for sådan her: 

Noget af heldet ramte ham, den dag han fotograferede sit første dyr, en elefantspidsmus. Dyrehandler Gram, som importerede eksotiske dyr, sagde, at han skulle forsøge at sælge billederne til Berlingske Tidende, så gode var de. Så det gjorde Poul. I avishusets reception sad en hel bænkfuld bude, ventende, mens han sagde det, som det var: ”Jeg har nogle billeder af en elefantspidsmus, kunne det have interesse?”.

   Han blev bedt om at tage plads. Ikke blandt budene, hvor han følte, han hørte til, men i den store Chesterfield lædersofa ved siden af. Snart kom bagsideredaktør Gustav Bering ned og så billederne an.

   ”Vi kan ikke bruge dem på søndag. Men vi kan bruge dem på søndag otte dage.”

   Poul var 14 år gammel og voksede til mandshøjde.

   ”Det at få vist sådan en tillid af en voksen, som ikke var Finn eller far, gav mig en selvtillid, jeg ellers ikke havde rigeligt af. Han sagde endda, at hvis jeg havde flere dyrebilleder, skulle jeg bare komme med dem. Jeg tror, det var første gang, jeg fik fornemmelse af at være god til noget. Og selv åbne en dør, Finn ikke havde åbnet før mig. 

    Egentlig er det min historie i en nøddeskal: Held har hele tiden åbnet eventyrene op for mig.”

"Finn" er den væsentlig ældre storebror som Poul altid indtil da har stået i skyggen af, men som også har været hans forbillede og rollemodel på alle mulige måder, og som bl.a. introducerede ham til film- og tv-mediet. 

   Citatet ovenfor er fra et interview i Kristeligt Dagblad som jeg har linket til her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/516616:Kultur--Det-hjaelper-at-kunne-surfe-paa-kaos

At Poul Nesgaard hører til kategorien 'den særligt kreativ personlighed' er der naturligvis ingen tvivl om - og mine forventninger er derfor også, som læsere af denne blog vil vide, at han på en eller anden måde har 'ondt i farforholdet' og i skolen har "følt et fremmedgjort forhold til kammerater" - eller har været udsat for noget der ligner mobning. Og endelig at han i en eller anden forstand synes er være sammensat af "to eller flere person(lighed)er i en".

 

Han er præstesøn, er lillebror og har tre søskende. Storebror Finn er fire år ældre, så kommer storesøsteren Visse, og så har han en tvillingsøster. 

   Og læs så bare hvad der berettes i samme interview - om forholdet til faren, om at leve under en "klokke" og om at vokse op i en dobbeltverden:

Faderen var præst, og hele familien var dybt præget af troens sprog. Særligt livet efter døden stod stærkt i bevidstheden, og meget blev gjort og forklaret ud fra, at livet her og nu kun var et forskræp til det, der ventede. 1960’ernes kolde krig, atomtruslen og andre farer var blot positive varsler om, at nu kom Kristus snart, og derfor ikke noget, man behøvede at beskæftige sig med. Pouls verden bestod i stedet af søndagsskole, bibeltimer og salmer sunget højt og tydeligt.

    ”Jeg følte mig altid anderledes end mine venner. De værdier, der lå lige for i de fleste andre familier, blev ikke vægtet på samme måde hos os, og det lagde en klokke ned over mit barndomshjem. Men det var meget trygt. Alle farer blev jo betragtet som varsler om paradis, og der blev aldrig skabt bekymringer eller sat spørgsmålstegn. Det var en mærkelig dobbeltverden at vokse op i, men jeg købte den fuldstændig, måske fordi min far alligevel lod en kattelem stå åben ud til virkeligheden. Han løftede vægte og spillede tennis langt mere end en alvorlig, luthersk missionsk præst burde gøre, og han havde i det hele taget en række farverige karaktertræk, som var svære for mig at forene med præstekjolen.

   Han lod selv livet folde sig ud i et vist omfang, og jeg tror, det var derfor, jeg trods alt tillod mig at reagere, som jeg gjorde, på hans standardreplik: Lad hellere være. Det var jo ikke et forbud, men noget, der skreg på at blive udfordret. Alt det fjernsyn, jeg har lavet i mit liv – ja, hele min tilgang til verden – har været præcis det modsatte af ’lad hellere være’. Jeg har i stedet søgt i retning af: Hvad sker der, hvis man bryder denne grænse?”.

   Der var dog aldrig tale om et oprør.

Eller rettere: Det blev jo snarere til et livslangt oprør. Og oprøret startede da han som 14 årig blev 'mobbet' - ikke af skolekammeraterne på Sankt Annæ Gymnasium, men af skolens rektor.

   Poul var ikke nogen ørn i skolen, og til sidst forsømte han så meget fordi han var begyndt at lave fjernsyn for DR´s B&U-afdeling, at han blev smidt ud.

   Poul var 16 år gammel, og her hjalp ingen kære far, viste det sig:

Det godtog han ikke bare sådan og forlangte et møde med rektor. Sammen med sin far bankede han på og forklarede, at det var lærernes skyld, at hans karakterer ikke var højere. De var misundelige på hans gryende succes i fjernsynet. Men han erkendte samtidig, at han var nødt til at bruge mere tid på skolen.

   Hjertet hamrede, han var rystende nervøs. Han havde aldrig før sat sig op mod en voksen på den måde. Og hans far var ingen hjælp, han forholdt sig helt tavs. Til sidst mødtes hans øjne med rektors, der slukkede alt håb.

  ”Der er dem, der kan klare det. Og dem, der ikke kan,” sagde rektor højtideligt. ”Du, Poul, er en af dem, der ikke kan.”

   Og det var så det. Ingen protester hjalp, og mens Poul Nesgaard smagte på den boblende fornemmelse af total frihed, var han samtidig skrækslagen. Nu fik han ingen uddannelse. Han måtte erobre verden alene på godt humør og nysgerrighed.

En lidt dybere udlægning af den scenes betydning vil nok tolke det sådan at rektor bare er en stand ind og talerør for den tavse far. 

   Og fortsættelsen af historien eksemplificerer så hvad fænomenet 'kreativ vrede' betyder når det går i symbiose med 'det kreative held'. 

   For Poul tog nemlig hævn kort tid efter at han var blevet relegeret fra gymnasiet:

Han ringede til rektor, udgav sig for at være fotograf fra Berlingske Tidende (hvilket ikke var helt usandt), og sagde, at avisen gerne ville bringe en stor artikel om skolens drengekor (hvilket var aldeles usandt), og om han måtte komme og tage billeder.

   Rektor var mere end modtagelig for den omtale, og blev derfor tilsvarende rasende, da det var Poul, der dukkede op. Men Poul holdt fast, kastede blot ny ild på løgnen ved at forlange fem hele dage til at tage billeder. Det gjorde han så og sendte dem efterfølgende ind til avisen uden nogen forudgående aftale. Snart blev de bragt sammen med en større artikel. Hans iscenesatte virkelighed var blevet selvopfyldende.

   ”Det var første gang i mit liv, jeg havde løjet, og jeg fatter stadig ikke, at jeg turde."

Dette forløb munder ud i en spaltning af personligheden i to: den pæne kristent opdragede troende dreng, og en tvetydig djævel af en iscenesætter af egen og andres virkelighed som var lige det TV og B&U-afdelingen havde brug for.

I et tidligere interview i Kristeligt Dagblad beskriver Poul Nesgaard det samme skandaløse kriseforløb omkring hans udsmidning i detaljer: Først den oprørende og oprørske scene på rektors kontor hvor Poul ikke får nogen støtte af faderen; og derefter løgnen og hævnen som bliver en slags syndefald i forhold til det meget religiøse barndomshjems normer og sprog - en historie som så på serendipitetisk vis vender sig til det gode: Rektor får positiv omtale af gymnasiet i en stor artikel i Berlingeren - illustreret med Pouls billeder!

 

I det følgende citat opsummerer Poul Nesgaard hvordan han i bakspejlet ser denne syndefaldshistories betydning for hans videre liv og udvikling - domineret af både selviscenesættelse og iscenesættelse af andre:

Det var et nærmest magisk øjeblik, og det fik den betydning, at jeg opdagede, at virkeligheden kunne mere, end jeg selv drømte om. At jeg kunne indfange en form for virkelighed i en fiktiv form. Og det er ikke for meget at sige, at alt det fjernsyn, jeg siden har lavet, har været den samme slags iscenesættelse af virkeligheden.

   Og mit liv har været dybt præget af det store ansvar, jeg pålagde mig selv dengang.

   Der findes et citat af Goethe, der passer meget godt på mig: 

   ”I det øjeblik, man definitivt helliger sig noget, da ændrer forsynet alt. Talløse ting, som ellers aldrig ville komme for dagen, giver sig nu til kende for at hjælpe en (...). Derfor – hvad du end kan drømme om at kunne – begynd på det. Dristighed rummer genialitet, kraft og magi. Begynd, og begynd nu!”.

   Efter den dag er mine drømme altid blevet opfyldt, før jeg egentlig har haft dem. På den måde kan man måske sige, at den erfaring, jeg fik på rektors kontor i 1969, har formet mit liv.

Læse hele den historie her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/512608:Bagsiden--Dristighed-rummer-genialitet--kraftg-magi

I en artikel i tidsskriftet AVM fra sidste år fortæller storebroderen Finn Nesgaard at der kan være en sammenhæng mellem den selviscenesættelse han foretog i sin sidste tv-rolle i serien "I sandhedens tjeneste" og så det at han søgte og fik rektorstillingen:

I "I sandhedens tjeneste" spillede Poul rollen som en verdensmand med ledelsespotentiale og styr på tingene. Det var naturligvis ren fiktion, for et eller andet sted var han stadigvæk lillebroderen, eller i hvert fald den bløde mand der havde oplevet 68-generationen, hippiekulturen, Thylejren, rødstrømperne og hele kvindesagen på tæt hold. Men han spillede rollen, og det var måske årsagen til at han blev opfordret af én på Den danske Filmskole til at sende en ansøgning, da stillingen som rektor blev slået op.

Denne "én" der overtalte Poul Nesgaard til at søge stillingen, var ingen andre end min egen sidekammerat i nogle timer i 4. mellem på Christianshavns gymnasium, Mogens Rukov, filmskolelærer og dramaturgisk "godfather" bag den gruppe af nu internationalt anerkendte filminstruktører som  med deres underskrifter forpligtede sig på et fælles sæt kreativ restriktioner, nu kendt og berømt under titlen "Dogme 95".

   Rukov og jeg blev - tilfældigvis - født på samme dag: 4. august 1943. 

   Når der skulle opføres den årlige skolekomedie i gymnasiet, konkurrerede vi med hvert vores bidrag til skolens teaterplakatkonkurrence. Han vandt, jeg blev nummer to.

  Vi studerede også det samme fag på Københavns Universitet efter studentereksamen. Og de to lærere hvis undervisning vi er enige om har givet os mest i studietiden, er også de samme: Harald Steensig og Aage Henriksen.  

SERENDIPITET!

For ny læsere her lidt definitioner og uddybning til forståelse af et begreb som i den engelske version - 'serndipity' - i en afstemning 2004, afholdt af et oversætterfirma, blev udnævnt til "one of the ten English words hardest to translate." Så here we go...

SERENDIPITET - engelsk: SERENDIPITY - defineres i engelske Wikipedia som "fortuitous happenstance" eller "pleasant surprise". Altså "det lykkelige eller heldige tilfælde der overasker".   

   Danske Wikipedia beskriver betydningen som "det at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys." 

   Den bedste definition jeg har mødt, lyder sådan: "det at søge en nål i en høstak - og komme ud med bondemandens frodige datter." 

   En fortælling som refereres vidt og bredt i litteraturen som illustration af begrebet, er H.C. Andersens eventyr "Klodshans", som jo på vej til prinsessen finder og samler op: en træsko uden overlæder, en død krage og noget pludder fra en grøft, tre objekter som så til sammen ender med giver ham adgang til prinsessens hjerte og det hele kongerige.