Poul Martinsen – tv-dokumentarens mesterinstruktør - fylder 80

I dag er det Poul Martinsens fødselsdag. Og jeg synes han fortjener et indlæg her på bloggen der opsummerer hans lange produktive livs hovedresultater inden for tv-dokumentarisme og fortællende journalistik ('new journalism'). 

   I perioden 2004-2007 researchede og skrev jeg en bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed", og gennem det arbejde - herunder 40 timers interviews - lærte jeg ham at kende som en spændende og interessant personlighed - en personlighed som jeg - med kreativitetspsykologen Mihaly Csikszentmihaly som faglig back up - har set som prototypen på 'den særligt kreative personlighed'. Og i filmvidenskabens terminologi: som en 'auteur'.

   Så her et hans professionelle meritter - kort fortalt:

Poul Martinsen (f. 1934) har tilrettelagt og produceret omkring 120 tv-dokumentarprogrammer siden han i 1968 blev ansat i DR´s daværende Kulturafdeling. Og med reality-dokumentarserien ’Krigerne’ (2006), tv-dokumentaren ’Pokerhajerne’ (2007), og DR-temaftenen ’Forbrydelse under hypnose’ (2008) demonstrerede han at alderen ikke forhindrer ham i stadig at producere originale, kritiske og aktuelle tv-udsendelser af højeste public-service-kvalitet.

         Poul Martinsen er med god grund blevet kaldt ’Danmarks bedste dokumentarist’ – og i rubrikker belønnet med hædersbetegnelsen ’Mr. Dokumentar’. En lang række af hans tv-dokumentarer har vundet danske og internationale priser, bl.a. en danske ’Tv-Ocar’ og ’Prix Italia’.

I 1988 var Poul Martinsen med til at etablere den legendariske ’dokumentargruppe’ i DR. Og i de 6 år, Poul Martinsen arbejdede i gruppen, producerede han prisbelønnede mesterværker som ’Den sagtmodige morder’ (1988), ’Før solen går ned’ (1989), ’Blandt 1000 ansigter’ (1990), ’På grænsen til liv’ (1990). De fleste af dem var fortælle- og temamæssigt nyskabende.

I den første halve snes år i DR fik Poul Martinsen ry som ’farlig’ og ’rød lejesvend’ i kraft af kritisk-afslørende udsendelser som ’Helvedes-ugen’ (1973) om Frømandskorpset umenneskelige introduktionsuge for aspiranter, ’Vel er vi ej snobbede’ (1970) om Tutta Rosenberg - societyfrue gift med chefredaktøren for Se&Hør, og ’En sød historie’ (1969), der afslørede AP-Møllers etisk anløbne sukkerproduktion i Kenya.

Udsendelsen ’Det hemmelige Danmark’ (1975) er berømt, men aldrig vist på tv, fordi den danske frimurerorden ad rettens vej forhindrede, at den blev udsendt. Den afslørede bla. nogle af frimurernes ellers strengt hemmeligholdte ritualer.

Det program, der fik mest effekt i offentligheden, var ’Dagbog fra en fristad’(1976), som viste en på forhånd negativt indstillet dansk arbejderfamilies oplevelser under en uges ophold i et af Fristadens kollektiver. Familien ændrede radikalt holdning i løbet af ugen. Og da udsendelsen blev vist, ændrede den danske befolknings og Folketingsflertallet også holdning, så en planlagt lukning af Fristaden blev opgivet. Martinsen blev Christianias redningsmand!

Poul Martinsen har en stor kærlighed til helt almindelige menneskers ualmindelige liv og sprog, og det har ført til en lang række på en gang hjertevarme og humoristiske fluen på væggen-film, bl.a. ’Victoria og Martin flytter’ (1979,’Kom hjem, kom hjem (1981), ’Den store fest’ (1981), ’Vil du danse med mig?’ (1986).

Gennem alle årene har Martinsen produceret en lang række indtrængende – nogle kritisk andre empatisk - portrætdokumentarer af kendte, kreative og kontroversielle personligheder: bagmandsvekselereren Svend Aage Hasselstrøm, ’den røde sagfører’ Carl Madsen, kulturskribenten Broby-Johansen, trivialforfatteren Ib Henrik Cavling,  bankrøveren Clark Olofsson, byggespekulanten Axel Juhl-Jørgensen, spionen Jörg Meyer, radiomontagemesteren Christian Stentoft m. m. fl.

Og som vist noget helt enestående og originalt har Poul Martinsen også rettet kameraet mod sig selv som dokumentarist - og produceret et kritisk selvportræt i udsendelsen ’Fluen på væggen’ (2002). Heri oplever vi ham opsøge medvirkende i tidligere dokumentarer for at konfrontere sig selv med, hvordan deres tilværelse er blevet påvirket af at blive brugt som hovedpersoner i tv-udsendelser, hvori følsomme sider af deres liv blev udstillet offentligt for måske over en million danske seere.

Martinsens utvivlsomt mest originale bidrag til genren er en række udsendelser, hvor han bruger eksperimenter fra den psykologiske faglitteratur som inspiration til en slags fascinerende reality-dokumentarer med oplysende og fordomsnedbrydende sigte – årtier før reality-genren blev opfundet til under­holdningsbrug.

Blandt de mest berømte er ’Broen’ (1969), ’Lydighedens dilemma’ (1978) og ’Øjenvidne’ (1980). Det er som en videreudvikling af den særlige form man skal se de sene debatskabende produktioner ’Krigerne’ hvor han dokumenterede at almindelige danskere kan forledes til at begå tortur, og ’Forbrydelse under hypnose’ hvor han for tv-seerne viste at mennesker kan lokkes til under hypnose at begå kriminelle handlinger som tyveri og væbnet røveri.

Poul Martinsen er vokset op i et arbejderhjem i Vangede, en opvækst som indgav ham en urokkelig empati med jævne mennesker og en permanent kritisk holdning til de rige og magtfulde i samfundet – en gruppe, der i hans ungdom var repræsenteret ved klassekammeraterne på Gammel Hellerup Gymnasium – alle med familie og opvækst på Gentoftesiden af Lyngbyvejen.  

Poul Martinsen er uddannet journalist på Østsjællands Folkeblad og Dagens Nyheder. Derudover har han en mastergrad fra Columbia School of Journalism og en uddannelse som cand. psych. fra KU, en uddannelse han idemæssigt har trukket på gennem alle årene i sine ofte kontroversielle dokumentarer med medvirkende som ’forsøgspersoner’.

 I perioden 1961-68 var han en særdeles velskrivende og højt værdsat og featurejournalist på Politiken (søndagsudgaven), og det var ham der introducerede og først praktiserede ’new journalism’ i dansk skreven journalistik.

I flere perioder af sit liv har han arbejdet i Østafrika som ulandsekspert.

I perioden 1994-2002 producerede han en lang række tv-dokumentarudsendelser for TV 2, heriblandt den prisbelønnede serie ”Høje historier” (1999) sammen med Anders Riis Hansen.

 I Martinsens indtil videre sidste produktion vender han tilbage til den udtryksform han var fremragende til i sin ungdom: den fortællende journalistik på skrift. Det sker med udgivelsen af dokumentarbogen ’Hypnosemorderen – dobbeltmennesket Palle Hardrup’ (2012).
          Om den bog skrev Hans Hertel i Politiken: "Sjældent har jeg læst en biografi, hvor man i den grad ikke aner, hvad der dukker op om næste gadehjørne, og Gud være lovet har Poul Martinsen ikke omdigtet det til en roman, men søgt at komme så tæt som muligt på den utrolige autentiske historie. En fantastisk bog om en fantastisk skæbne – flot skrevet, med høj indlevelse og tungen lige i munden.”
        I sin tid da jeg interviewede Poul Martinsen om hans liv og karriere som tv-dokumentarist, vendte han gang på gang tilbage til hvor "heldig" han syntes han altid havde været. Så ofte at det næsten blev til en slags gennemgående tema eller omkvæd for vores samtaler.
       Til sidst spurgte jeg ham direkte om han oplevede sit liv som et eventyr. Og hans svar var at, ja, det var egentlig sådan han oplevede det!
          Et liv gennemsyret af ... ja, sig ordet:

SERENDIPITET

      

Hypnosemorderen, litteraturprofessoren - og kundalinikraften

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om en række serendipitetiske sammentræf og associationer - i forbindelse med læsningen af Poul Martinsen nye bog om 'hypnosemorderen' Palle Hardrup - og hans fantastske liv og skæbnesvangre vendepunkter og møder. Her er mere fra samme skuffe

Et af kapitlerne i bogen - det om Palle Hardrup og Bjørn Schow Nielsens eksperimenter med yoga-teknikker mens de er cellekammerater efter Anden Verdenskrig - minder mig om en af mine undervisere i litteratur på danskstudiet i slutningen af 60´erne: professor Aage Henriksen.

   Som jeg tidlgere har fortalt, så var Aage Henriksen faktiske den eneste af mine undervisere i litteratur, som jeg den gang syntes jeg virkelig fik noget ud af at høre på - og senere af at læse bøger hans bøger. 

    Jeg kommer i tanker om at han i en af sine senere bøger "Litterært testamente - Seks Kapitler Om Kærlighed" fra 1998 - fortæller om at han havde eksperimenteret med yoga-teknikker i sin ungdom Heri fortæller han bl.a. om de fatale og delvist invaliderende mystiske erfaringer han havde med det der kaldes 'kundalini-kraften'.

Den danske Wikipedia beskriver denne kraft sådan her:

Kundalini (egl. 'sammenrullet' som en slange). Er i følge tantriske traditioner i Indien og Tibet en ur-energi, som strømmer fra den nederste del af rygsøjlen, (rodchakraet) til issen (kronechakraet). Energien kan aktiveres spontant eller ved hjælp af specielle yoga-teknikker i forbindelse med spirituelt arbejde.

   Når Kundalini-energien vækkes fx gennem spirituelle øvelser, forsøger den at stige op, delvist eller fuldstændigt, gennem en subtil kanal (nadi) i rygsøjlens midte, kaldet sushumna nadi. Langs sushumna ligger 6 chakraer (krone-centret er ikke et egentlig chakra). Når Kundalini-kraften stiger op fuldstændigt gennem sushumna nadi, aktiveres forskellige energier i chakraerne, den møder. Energierne i de lavere chakraer bliver inaktive samtidig hermed.

   Når den stiger fuldstændigt op til krone-chakraet, siges personen at have opnået spirituel oplysning, 'unio mystica', nirvana eller nirvikalpa samadhi, og man er fri af karmaens hjul.

Oplevelserne med kundalini-kraften forbinder Aage Henriksen' først og fremmest med sit konfliktfyldte venskab med Karen Blixen. Hun havde en helt særlig psykisk magt over ham da han var ung - måske ikke ulig den magt Bjørn Schow Nielsen havde over Palle Hardrup.

   I et interview med journalist Dorte Remar i Kristeligt Dagblad 17. dec. 2004, fortæller Aage Henriksen om ...

... hvordan han i midten af 1950'erne i forbindelse med en personlig krise og udøvelse af yoga oplevede et fænomen, der er anerkendt og eftertragtelsesværdigt i Østens religioner: en opstigning af kundalinikraften. Ifølge tantrisk tradition er det en seksuel kraft, der som en sammenrullet slange ligger sovende ved rygradens rod. Når den vækkes, stiger den op gennem kroppen og hovedet og videre opad for at forene mennesket med den guddommelig bevidsthed.

   – Kundalinikraften lever videre i mig og har gjort det i et halvt århundrede. Kundalini er knyttet til mennesket som en potens, der normalt ikke frigøres. Det drejer sig om et indre strømsystem, som man har kendt i umindelige tider. Lægevidenskabens gamle symbol med to slanger, der bugter sig om en æskulapstav, er en beskrivelse af kundalinibanen, siger Aage Henriksen.

   – Jeg kunne ikke tænke mig et liv uden nu. Men det var meget voldsomt, da den brød igennem. Og jeg var temmelig rædselsslagen for, at den ville stige ud gennem hovedet og efterlade mig som en tom skal. Det skaber også store smerter der, hvor kundalinien ikke kan bryde gennem. Først senere hen kom der kontrol med det, så den ikke kun stiger op, men også cirkulerer.

   – Opstigningen af kundalinikraften skete, da jeg begyndte at gå til yoga. Anledningen var mit personlige bekendtskab med Karen Blixen, der begyndte godt, men førte til en mere og mere uløselig konflikt i mig selv. Jeg befandt mig i en situation, hvor ingen kunne vejlede mig. Yogaen gav mig nye problemer, uden at jeg på nogen måder blev klogere på Karen Blixen, og førte til, at jeg opsøgte den åndelige læremester Eli Wamberg, der var formand for Rosenkreuzer-selskabet.

Eli Wamberg hjalp Aage Henriksen ud af sin binding til Karen Blixen og hjalp ham til at kontrollere kraften. 

Men hvad har det med Palle Hardrup at gøre. Jo, ifølge Martinsens bog om ham, så har Palle Hardrup også haft stærke erfaringer med kundalini-kraften (som han ganske vist kalder noget andet). Hardrup beskriver nogle øvelser hvor han og Bjørn Schouw Nielsen arbejdede med meditativ udelukkelse af stadig flere dele af kroppen indtil de også 'eliminerede' hovedet. Oplevelsen af denne bevidsthedstilstands "hvilen i sig selv" som der derigennem nåede, beskriver han sådan her:

Alt var harmoni og skønhed. Sindet var som stjernerne, der uden for de atmosfæriske forstyrrelser stor stille, store og klare med mange flere farvenuancer, end vi vant til at se dem.

Og videre referer Martinsen netop til de "slanger" som er symbolet på oplevelsen af kundalini-kraften der føles som en ildsøjle op ad og gennem rygradens nervebaner:

Hardrup og Schouw Nielsen fortsatte deres ekspeditioner ind i sinde ad yogaens veje. (...) Som elever, yogier, lærte de at arbejde med en urkraft i universet, de indiske guruer kaldte for prahna.  Under meditationen skulle prahnaen gennem koncentration og vilje kunne sendes rundt i yogiens nervesystem til steder, hvor der var brug for en livgivende kraft.

   Det kunne give voldsomme oplevelser, også lidt skræmmende. En dag forestillede Palle sig under en meditation at to nervebanerr snoede sig rundt om hans rygmarv som et par slanger. Han så og mærkede en hvid flamme rundt om rygmarven og følte strømmen af prahna glide opad som en glødende strøm

Den slags meditationsskabte mentale erfaringer endte for Aage Henriksen med at blive en velsignelse for hans faglige og spirituelle udvikling, erfaringer som blandt andet gav ham en dyb og opklarende indsigt i de underliggende mentale erfaringsmønstre som var fælles for en lang række store forfatterskaber: Goethe, Baggesen, Grundtvig, Pontoppidan, Sophus Clausen, Henrik Ibsen, Karen Blixen.

For Palle Hardrup blev de vejen til en forbandelse som han først frigjorde sig fra da han skiftede identitet.

   Under deres 'meditationsrejse' i fængselscellen, bragte Bjørn Schouw en "skytsånd" med i deres fælles spirituelle univers. Og via denne "skytsånd" fik Bjørn Schouw Nielsen (og altså ikke via hypnose, ifølge Palle) fuldstændig krammet på Palle Hardrup.

   Det var den skytsånd, "X", der befalede Palle at begå først et "vellykket" bankrøveri, og og et halvt år senere det der endt med mord.

   Begge røverier blev begået for at skaffe penge til en fælles planlagt spirituel rejse til Indien hvor de to kammerater skulle opnå den højeste spirituelle tilstand 'samadhi' - 'se lyset' - ved at mødes med den religiøse leder Maharashi Mahesh Yogi, grundlæggeren af TM - trancendental meditation, den meditiationsform som både jeg, Poul Martinsen, David Lynch og mange andre har lært og brugt i mange år.

I følge Martinsen ville det i virkeligheden være mere rimeligt at kalde Palle Hardrups drab på de to bankfunktionærer for 'yoga-mordene'!

Frigør sindet - med tankens kraft - om meditation som mental medicin

Jeg har i nogle af de senere blogindlæg skrevet om 'hypnosemorderen' Palle Hardrup der sammen med sin fængselskammerat Bjørn Schouw Nielsen eksprimenterede med forskellige mentale teknikker. Den mest kendte og spektakulære var naturligvis hypnose, men Hardrup var selv ifølge Martinsen bog om ham mest optaget af de meditationsteknikker som de også ekperimenterede med, blandt and yoga og forskellige åndedrætsøvelser. Hardrup insisterede på at hypnosen var noget perifert i forhold til deres fælles projekt - et middel der skulle lette adgangen til de højere eller dybere meditative erkendelsestilstande som de stræbte efter.

Jeg har været inde på betydningen og effekten af meditation i sammenhæng med kreativitet tidligere på bloggen. Her er et par centrale links - blandt mange:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/meditation-former-hjernen-og-fremmer.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/nar-hjlperen-bliver-hj-og-andre-hje.html

Fra bunken af udklip samlet in i juni måned, finder jeg to artikler der hver for sig fokuserer på den mentalt helende effekt af meditation.

Den første: Politikens kultursektion den 5. juni. Rubrikken:

Det bevidste sind kan gøre hjernen til en god ven.

Underrubrikken:

Hjernetræning gør en opmuntrende målbar forskel for tre psykisk lidende mennesker i Phie Amboes rørende videnskabsfunderede og også flotte dokumentar 'Free the mind'.

Det er en anmeldelse af Dorte Hygum Sørensen, og filmen får 5 ud af 6 mulige 'hjerter'.

   Der er tale om en videnskabsdokumenterende film med tre cases som medvirkende der alle bliver trænet i meditatonsteknikker som tilsyneladende er delvist de samme som Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen eksperimenterede med. I artiklen beskrevet som "medfølelsesmeditation".

   To af de hovedmedvirkende har diagnosen 'posttraumatisk stress syndrome' fra soldater-oplevelser under Iraq- og Afghanistan-krigene; den tredje case - en femårig dreng - har diagnosen ADHD.

   Og filmen dokumenterer så at undervisningen i disse teknikker rent faktisk virker 'helende' og 'frigørende' på deres - tvangsmæssige - mentale lidelser.

   I filmen medvirker også en ekspert som er ansvarlig for disse forsøg, professor Richard Davidson, der i mange år selv har mediteret.

Richard Davidson er så i fokus for den anden artikel fra Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 8. juni.

Rubrikken:

Tankens kraft

Det interessante her for mig er at artiklen fortæller at "Davidson og hans kolleger har kortlagt de flere hundrede forskellige typer meditation, der findes, og kogt dem ned til tre kategorier":

- fokuseret opmærksomhed

- åben overvågning

- positiv følelsesmæssig træning

Og fidusen er så at man ved at scanne hjernen hos "forsøgspersoner med mange års meditationstræning" og "bede dem om at skifte mellem de forskellige typer af meditation", så kan man iagttage at de tre typer af meditation aktiverer forskellige neurale netværk i hjernen.

Da jeg selv for mange år siden (1979) blev undervist i trancendental meditation (TM) - og har praktiseret det siden, så interesserer det her mig særligt: Hvilken af de tre typer hører TM til, og hvilken del af hjernen er det som især påvirkes af den?

   Jeg søger på Richard Davidson og hans forskningsinstitution Laboratory for Affective Neuroscience (Wisconsin univeritetet).

   I første omgang finder jeg ikke lige noget om de tre typer, men om de seks mentale dimensioner som han mener påvirkes af meditation:

Resilience: how slowly or quickly you recover from adversity
Outlook: how long you are able to sustain positive emotion.
Social Intuition: how adept you are at picking up social signals from the people around you.
Self Awareness: How well you perceive bodily feelings that reflect emotions.
Sensitivity to Context: how good are you at regulating your emotional responses to take into account the context you find yourself in.
Attention: how sharp and clear your focus is.

Det er forholdsvis klart at TM - sammen med yoga-meditationerne - tilhører gruppen "fokuseret opmærksomhed", og den for tiden mest kendte i medier og offentlighed - 'mindfullness' - hører til gruppen "åben overvågning".

   Den tredje gruppe - "positiv følelsesmæssig træning" - er den jeg kender mindst til. Men den smager jo noget af "appriciative enquiery"-tænkningen.

Hvad sker der - oplevelsesmæssigt - når jeg selv mediterer efter TM-systemet?
   For nu at sige det frontalt. Jeg går i sort. Totalt black out i 20 minutter.

   Jeg sætter mig i en behagelig stol - med nakkestøtte - lukker øjnene - og gentager så mit mantra om og om igen - som indre tale: AOM, AOM, AOM, AOM (NB! "AOM" er er ikke mit personlige mantra, men det er tit brugt, og det staves OM)

   I løbet af et minut er jeg "væk". Mit åndedræt bliver ekstremt langsomt. Og efter ca. 20 minutter 'vågner' jeg igen.

   Og jeg har ikke sovet! Jeg har ikke tænkt! Jeg har ikke drømt! Jeg har ikke set billeder for mig! De 20 minutter uden for tid og rum har nærmest været som en total drømmeløs søvn. 

   Når jeg vågner efter en nats søvn, kan der gå en halv time - til flere timer - inden jeg er rigtig vågen. Men når jeg har mediteret efter det her TM-system, så er jeg 'vågen' - 'alert' - efter et minut eller to efter jeg har slået øjnene op.

Effekten?

   Man har jo kun sig selv som forsøgsperson og kan ikke være sin egen kontrolgruppe.

   Men set i bakspejlet: Ro. Tryghed ved egne intuition, ved egne ubevidste fornemmelse om hvad der er det rigtige at gøre i ukendte situationer. 

   Jeg har taget professionelle risici. Skrevet bøger, jeg ikke vidste jeg havde i mig. 

   Jeg har ikke været bange for at skifte job med jævn mellemrum, eller oprette eget firma.
  Jeg har med fornøjelse - og kriller i maven - kastet mig ud i opgaver hvis løsning jeg ikke havde nogen anelse om jeg kunne levere.

     Jeg har været i kriser - og konflikter med chefer, konflikter jeg var dømt til at tabe.

    Jeg vil ikke sige de ikke har berørt mig. Men... på en eller anden måde har jeg mentalt set ikke druknet mig i disse konflikter, men fokuseret fremad.

    Jeg har fx heller ikke fået sukkersyge - eller markant forhøjet blodtryk - selvom  min vægt i den grad siger at jeg er i farezonen.

At bedrive journalistik - især nyhedsjournalistik - er en af de mest stressende og altopslugende mentale arbejdsprocesser. Så ud fra alt hvad man efterhånden ved om meditationens gavnlige mentale effekter, så burde man indføre obligatorisk meditationsundervisning på alle journalistuddannelser - og for den sags skyld også på alle nyhedsredaktioner.
   Man kan lære det i hold. På 3-4 sessioner, hver af et par timers varighed.

Jeg har en klar fornemmelse at temaet meditation og kreativitet, er et jeg vil vende tilbage til.

Serendipitet - og Poul Martinsens bog om hypnosemorderen Palle Hardrup

Jeg er blevet færdig med at læse tv-dokumentaristen Poul Martinsens nys udkomne dokumentarbog 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

   Den er på mange måder dybt fascinerende læsning. Både historien om mandens liv - og om Martinsens opsporing af ham i hans gennem mange år nye skjulte identitet.

   Men jeg anmelder ikke på denne blog. Jeg analyserer! For at se hvorfor noget - en bog, en metafor, en artikel, en film, et tv-indslag, en personlighed, et maleri, et stykke arkitektur – hvorfor netop det 'noget' er særlig godt, overraskende, kreativt, grænseoverskridende, anderledes, facinerende og tænkevækkende.

   Og jeg søger forklaringer i faglitteratur, videnskabelige undersøgelser, relevante blogs og websider, men også i egne 'teoretiseringer', italesættelser og begrebliggørelser - og i egne relevant associerende erindringer og helt personlige erfaringer.

   Som nu netop i forbindelse med Martinsens bog om Hardrup som jeg allerede har skrevet to blogindlæg om.

Min opslugende flow-læsning af den bog fremkalder undervejs begrebet 'serendipitet', et begreb som jeg også tidligere har skrevet om (se til sidst i dette indlæg).

   På engelsk hedder det 'serendipity'.

Evnen til tilfældigt at gøre heldige opdagelser.

http://en.wikipedia.org/wiki/Serendipity

En anekdote beretter følgende om Pablo Picasso: Den verdensberømte og feterede maler blev af en journalist spurgt, hvordan han søgte inspiration. Hertil skal Picasso have svaret: ”Jeg søger ikke, jeg finder. Dette, at finde uden at søge – og derefter, skarpsindigt og ekvilibristisk, at nyttiggøre det – kan defineres som serendipitet.

http://en.wikipedia.org/wiki/Serendipity

Serendipity means a "happy accident" or "pleasant surprise"; specifically, the accident of finding something good or useful without looking for it. The word has been voted one of the ten English words hardest to translate in June 2004 by a British translation company.[1]However, due to its sociological use, the word has been exported into many other languages.[2] Julius H. Comroe once described serendipity as : to look for a needle in a haystack and get out of it with the farmer's daughter.[3]

http://en.wikipedia.org/wiki/Serendipity

Den sidste metaforiske definition her holder jeg meget af: "at søge efter nålen i høstakken - og komme ud af den igen sammen med bondens datter."

   'Tiddskrift for dramaturgiske studier', der selv har en "mærkelig" titel: 'Peripeti' (=vendpunkt), har et helt særnummer om emnet 'sereneipitet', som jeg har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/serendipitet-hvad-er-det-og-hvorfor-det.html

Det indlæg blev optakten til at jeg siden har forfulgte fænomenet og begrebet on and off - som noget der er helt centralt når man prøver at forstå kreativitetens mange psykologisk og sociologisk aspekter, ja, vel egentlig: kreativitetens inderste væsen.

Filvidenskabens 'auteur'-begreb er relevant i denne sammenhæng.

   Allerede Martinsens eget personlige liv er så mentalt og visuelt filtret sammen med hans omfattende tv-dokumentarproduktion (1968-2008), at det for mig ville være mærkeligt andet end at hans dokumentarbog om Palle Hardrup helt automatisk og af sig selv trækker alle mulige tematiske tråde - bevidste eller ubevidste - mellem de tos liv og virke.

   Men først og fremmest: Hvordan kom det sig at Poul Martinsen ikke søgte, men alligevel fandt og interviewede Palle Hardrup - der i gennem mange mange år havde lykkedes med at holde sig skjult med en hemmelige identitet? 

Jeg refererer og citerer fra bogen - et af de smukkeste eksempler jeg har mødt - på fænomenet 'serendipitet':

Poul havde ifølge bogen ikke haft nogen begrundet forestilling om at hypnosemorderen stadig var i live. Men i slutningen af produktionen besøgte han, nærmest en passant, Politimuseet.

   Han ville se om man måske kunne bruge museets voksmodel af Palle Hardrup med pistolen i hånden, til at optage en filmsekvens som kunne tjene som dækbilleder i lørdagstemaprogrammet om hypnose, en udsendelse som han næsten var færdig med at tilrettelægge for DR.

   Voksmodellen kunne ikke bruges. Men på vejen ud fortæller kustoden, en tidligere politimand, at de har en kasse med dokumenter omkring Palle Hardup-sagen liggende. Om Poul var interesseret?

  Af høflighed kigger Poul dokumenterne igennem - men finder ikke noget som er umiddelbart interessant i forhold til hypnoseudsendelsen:

Jeg var ved at sætte låget på igen, da jeg fik øje på en liste over de steder Palle havde boet siden sin prøveløsladelse i 1966. Han har tilsyneladende skullet dukke op hos politiet med mellemrum for med sin underskrift at bekræfte sit fremmøde.
   Der stod:
   Palle Hardrup
   Palle Hardrup
   Palle Hardrup
   ... osv. i en lang kolonne under hinanden, men så pludselig:
   Palle - og et andet efternavn, hvorefter det nye navn erstattede Hardrup på den sidste del af listen.
   - Sig mig har han skiftet navn?" spurgte jeg min kustodeven.
   Det var der vist noget om, mente han. Men der var ingen friske underskrifter på listen med det nye navn eller nogen ny adresse, så vi blev enige om at Palle da nok var død for længst.
   Da jeg var kommet hjem, slog jeg rutinemæssigt Palles nye navn op på nettet og fandt næste omgående en person med den kombination af navne, jeg havde set på museet. Det viste sig at være en en forfatter af religiøse skrifter og en brugt foredragsholder og debattør i kirkelige kredse.

Efter noget baggrundsresearch i disse kirkelige kredse, har Poul fået et telefonnummer af en kilde.

Jeg ringede straks op. Der var forbindelse med det samme, og stemmen lød ungdommelig, venlig, nærmest lattermild:

   ”Det er Palle” ...

Resten er historie - den historie Martinsen fortæller i bogen 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

   Læs den! For historien skyld, for fortællingens skyld, for kompositionens skyld, for sprogets skyld.

Bogen og historien har efter min mening potentiale til at blive omsat til en dokumentarfilm. Og den burde produceres af forfatteren - dansk tv-dokumentarismes 'grand old man' Poul Martinsen.

Og så lige tilbage til det begreb der er så svært at udtale og definere. Det vrimler med mærkelig sammentræf mellem Poul og Palle, deres liv og virke:

   - Poul har lavet en række dokumentarfilm hvori indgår mennesker - herunder kriminelle - som bliver isolationsfængslet, og under isolationens sensoriske deprivation har halucunationer; Palle oplever i fængslet at han får kontakt med en skytsånd der giver ham ordrer og beskeder.

   - Poul har brugt 'den røde sagfører' Carl Madsen som central medvirkende i flere af sine tidlige udsendelser: 'På jagt efter underverdenen' (1968), 'Soldat i Spanien' (1969), 'Den røde sagfører' (1977); som sikkerhedsforvaret i fængslet havde Palle i en række år den selvsamme Carl Madsen som forsvarer; og efter at Palle var sluppet ud december 1966, boede han hos Carl Madsen privat i halvandet år; det var Carl Madsen der rådede Palle Hardrup til at skifte navn og identitet.

   - Poul og Palle har begge haft nær-død-oplevelser på et sygehus - og har oplevet empatiske sygeplejersker som "frelsende engle" i den situation; Poul portrætterer en sådan "engel" i et af sine tidligste tv-udsendelser: 'To syn på døden' (1969).

    - Pouls anden kone har samme fornavn som Palles første kone.

   - Poul har en række psykiatere som medvirkende eksperter i flere af sine udsendelser; Palle bliver også udsat for en række psykiateres 'ekspertise' da han bliver diagnosticeret som hypnotiseret i forbindelse med det røveri der endte i mord; en af disse psykiatere var overlæge P. J. Reiter som blev verdensberømt på grund af sit case-studie af "Hypnosmordene", og som over for retten leverede de eksperimentelle "beviser" for at Palle var blevet hypnotiseret af Bjørn Schouw Nielsen

Selv kan jeg også bidrage med et smukt aktuelt serendipitet-eksempel i samme forbindelse:

   - P. J. Reiters barnebarn, Simon Reiter, var ung kreativ av-tekniker på TV2 ØST mens jeg var direktør; Simon skrev til mig på Facebook - ”vækket” af mit blogindlæg om det kreative sprog i Martinsens bog om Hardrup:

Hej Peter. Det er min farfar, der behandlede Palle H (Paul J Reiter) og påstod at han var under hypnose af Bjørn. Skal helt sikkert læse bogen. Om ikke andet pga sprogblomsterne.

At den psykiater der laver psykologiske show-eksperimenter med hypnose af Palle Hardrup, hedder Paul ligesom forfatteren til bogen - bare stavet med et 'a' i stedet for et 'o' - er et sjovt sammentræf.

   Og det er naturligvis også en ren tilfældighed at Martinsens bog udkommer samtidig med at der er ved at blive afsagt dom i retssagen mod Anders Breivik - hvor forskellige grupper af psykiatere er kommet til forskellige diagnostisk begrundede svar på spørgsmålet: gal eller normal? - egnet til behandling under forvaring på ubestemt tid - eller egnet til tidsbestemt straf?

Martinsen er en ægte 'film-auteur', som jeg tidligere har fremhævet. Og han understregede gang på gang da jeg interviewede ham til min bog om ham, at hans forhold til mange af de mennesker han har brugt i sine tv-dokumentarer, har været kendetegnet ved at han - uforklarligt ofte - har været "heldig".

   Og heldig, det har han altså været endnu en gang - med 'fundet' af en lyslevende Palle Hardrup - forklædt som ekspert i kristendom!

Hvis man skulle falde i min bog om den 'virkelighedsbesatte' Martinsen - efter læsning af denns dybt fascinerende bog om 'dobbeltmennesket' Palle Hardrup - så vil man kunne finde mange flere af de mærkeligste ligheder, paralleller og sammentræf mellem Pouls og Palles liv.

Her er i øvrigt link-adresserne hvor jeg har brugt begrebet 'serendipitet' i forskellige forklarings-sammenhænge:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/den-heldige-jussi-med-en-rodls-barndom.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/det-kreative-tilfldige-held.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/skriv-sa-det-fnger-fra-forandring-til.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/jens-birkemose-maleri-med-blending-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/johan-olsen-en-af-de-srligt-kreative.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/01/serendipitet-teaterjournalistik-pa.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/moebius-er-dd-han-lnge-leve-manga.html

Den skrivende Poul Martinsen - sprogkunst der kan læses som en film - i bogen om hypnosemorderen

Som jeg fortalte i et tidligere indlæg om tv-dokumentaristen Poul Martinsens nys udkomne bog om "hypnosemorderen" Palle Hardrup, så var Martinsen en velmeriteret skrivende featurejournalist på Politiken op gennem det meste af 60´erne, inden han i 1968 blev fastansat i DR´s Kulturafdeling for at producere tv.

   På et bredt felt af tv-genrer var han pioner. Men det var han faktisk også allerede som skrivende. Et studieophold på Columbia School of Journalism i USA inspirerede ham både til at ville lave tv som "direct cinema" (=fluen på væggen-dokumtar), men også til at prøve sig selv af i den journalistiske genre som den gang i 60´erne blev kaldt new journalism.

   Det er en konceptuelt blended genre som man bl.a. har beskrevet som "journalism that reads like a novel" - altså: journalistik som kan læses som (var det) en roman. En genre som fra midt i 90´erne har fået en renæssance under navnet "narrativ journalism" - fortællende journalistik. For nylig praktiseret med store gennemslagskraft i offentligheden i Politiken i serien om den adopterede og tvangsfjernde somaliske pige Amy, skrevet af Dorrit Saietz.

I USA var en af pionerene Truman Capote - og den bog som inspirerede kloge folk til at opfinde begrebet "faction", havde titlen "In Cold Blood: A True Account of a Multiple Murder and Its Consequences". Den udkom 1966.

   Nu har jeg fået læst Martinsens bog "Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup". Og mon ikke forfatteren har haft denne sin ungdoms inspirationskilde i tankerne - i det mindste i den ubevidste del af dem.

   I hvert fald havde også Palle Hardrup 'koldt blod' da han begik sit fejlslagne bankrøveri og dræbte to bankfunktionærer. Og som det fremgår af bogen, så havde han det stadig - 'koldt blod' og ingen anger eller skam - da Martinsen opsporede og interviewede ham næsten 60 år efter - da Palle Hardrup var 87 år - de 40 levet under cover. 

   Og ligesom Truman Capotes bog først udkom da morderne var hængt, så udkom Poul Martinsens bog først da Palle Hardrup var død.

Jeg kan skrive under på Politikens anmeldelse af Hans Hertel der konkluderer:

En fantastisk bog om en fantastisk skæbne - flot skrevet, med høj indlevelsesevne og tungen lige i munden.

Men hvordan er den så skrevet, og hvad er det for en tunge han holder lige i munden?

   Her citerer jeg det aller første afsnit - kursiveringerne er mine:

Det er morgen i et af Københavns brokvarterer, og solen leger borte-tit-tit i vinduerne på et tog, som kører forbi. I en lejlighed på første sal, tæt på det høje banelegme, går en gammel mand og vander blomster. Fra sit vindue kan han se ind til rækkerne af passagerer, der ligner folk i en rutsjebane, på vej til de op- og nedture, dagen måtte bringe.

   De tykke dobbeltvinduer i lejligheden dæmper motorlarmen til en susen. Toget, der glider forbi, ser ud som om det er med i en stumfilm.

Manden taler til planterne imens han går rundt og vander dem. Og han beskrives sådan her:

Den gamle mand er i pullover og gabardine-bukser ned pressefolder. Har har sælskindstøfler på og glider uden anstrengelser frem og tilbage over gulvplankerne med vandkanden. Tynd og sej er han og ligner med sine uglebriller og sin veloplagthed en bogholder, der lige har ringet ind til sin arbejdsplads og stukket en plade om, at han må blive hjemme, fordi han er blevet så grueligt forkølet.

Det her er et smukt eksempel på regulær new journalism. Skrevet i 3. person. Scenisk fremstilling. Kronologisk handlingsforløb. En tekst med øje for de sigende detaljer. Erfaringssprog i øjenhøjde.

   Men det er mere end det. Det er også skønlitteratur med finurlige og charmerende metaforer og sammenligninger. Og med et snert af H.C. Andersen: 'solen leger borte-tit-tit i vindueren', 'så grueligt forkølet'.

   Og så er det jo ikke bare en scenisk fremstilling. Det er en filmisk fremstilling - en observeret scene - sat i ord: 'ser ud som om det er med i en stumfilm.'

Dette første kapitel i bogen beskriver en dag i den gamle mands liv. Han går ud og køber ind og...

På vej hjem bestiller Palle sig en cappuccino i Jensens Bøfhus på Trianglen. Der er trængsel i lokalet, og da den unge servitrice vil servere kaffen kommer hun til at vælte kroppen, så den skoldhed drik ryger ud over bakken med kurs mod kundens ben.

   I slow motion ville man kunne følge kaffens sprøjt ud af koppen, hen over bakken og ned ad bordpladen. Strømmen af skoldhed kaffe og mælkeskum svæver lige over den pæn ældre herres bukser - da han i sidste øjeblik kaster benene ud til siden, så kaffen plasker ned ved siden af ham.

Man ser i et aha-glimt filmesekvensen for sig.

Det der ikke fremgår af bogen, er at Poul Martinsen faktisk havde prøvet at få DR til at lade ham producere en dokumentarfilm om hypnosemordene og de to dømte, Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen. Men at hans programforslag var blevet afvist. 

   Så den dokumentarfilm han forestillede sig i fantasien, blev  ikke til noget i virkeligheden. Den  frustration ligger som en billedskabende undertekst i bogen, og er med til at levere et ekstra fascinationslag i fortællingen. Andre steder har jeg talt om kreativ vrede.

Scenen fortsætter:

Servitricen er ved at gå til af undskyldninger. Men Palle vinker afværgende.

   "Jeg har altid været hurtig, når det gælder, og cool," siger han smilende. Pigen aner ikke hvad den gamle dreng taler om. Hun kan jo heller ikke vide, at den kulde, han tænker på, var hans måde at reagere på, når nogen for lang tid siden prøvede på at ramme ham med en salve fra en maskinpistol. Hun skynder sig at bringe en ny cappochino hen til bordet.

Den slags set up til senere scener og afsnit i fortællingen er der mange af i dette først kapitel. Dramaturgisk set er kapitlet et samlet anslag til hele fortællingen.

   Og som vi ser her, veksler fremstillingen mellem på den ene side handling i aktualiserende nutid der giver naturlig fremdrift - og på den anden: flash back i datid der udnytter spillet mellem varslende vidensforspring og tilbageholdt viden om hvad der den gang skete, og som siden vil blive fortalt i bogen.

    Men Martinsen kan også udnytte at det netop er verbalsproget der kan fortælle noget som det vil være rigtigt svært at fortælle i filmiske billeder - fordi det der skal fortælles, er noget indre - noget  mentalt og usynligt. Her i endnu et flash back:

For fyrre år siden gav hans forsvarsadvokat og gode ven ham et råd: "Tag navneforandring, skift identitet, start et nyt liv. Gem og glem ham dér Hardrup. Væk med ham!" 

   Siden da har han forvist minderne fra første halvdel af sit liv til en art isolationscelle, han har konstrueret et hemmeligt sted i sin personlighed. Et mørkt rum til forbudte tanker og utidige følelser, som til hverdag pænt bliver på plads, fjernt fra det klare dagslys.

Kender man Martinsens tv-produktion, så vil man se at der her ligger en henvisning til noget af det Poul selv har lavet flere tv-dokumentarfilm om: Hvad der sker med folk når de bliver hensat i isolationsceller. Så der er tale om en personligt levet, 'dyb' metafor når han i en stor del af fortællingen beskriver den anden 'mørke side' af "dobbeltmennesket" Palle Hardrup.
    Og samtidig er denne metafor på Palle Hardrups mentale konstruktion, et set up til Martinsens samlede projekt med bogen: at kalde disse mørke minder, forbudte tanker og utidige følelser frem - og dokumentarisk at modstille dem med den ny identitet som Palle Hardrup har levet i og med i fyrre år.
   Men 'isolationscellen' peger også på at når Martinsen vælger at portrættere endnu et "dobbeltmenneske", så ligger der også en personligt spejling og en form for identfikation i forhold til hovedpersonen. Dokumentaristen PM er selv et "dobbeltmenneske" der altid har følt sig isoleret.
   Og som den 'filmauteur' han er, har han selv brugt en stor del af sin omfangsrige tv-produktion til at udstille "mørke minder", 'forbudte tanker' og 'utidig følelser' i metaforisk kamufleret form - i tv-skærmens flimrende lys.

Til sidst beder Palle Hardrup sin aftenbøn mens han lægger sin kind op ad et billede af Jomfru Maria.  Han slutter bønne med ordene: "Jeg er fuldstændig parat til at forlade denne tilværelse. Amen."
   Det første kapitel slutter med en metaforisk reference til dets indledning.

Uden for kører et tog forbi næsten uden en lyd. Med silhuetter af mennesker rundt om i kupeernes barske lys. Det ligner akvariefisk, der støder næsen op mod glasset og kigger ud.

Det er konceptuel blending. Det er kreativt. Det er faktion. Det er kunst.

Tv-dokumentaristen Poul Martinsen - udkommer nu på skrift - om hypnosemorderen Palle Hardrup

Nogenlunde faste læsere af denne blog vil vide at en af de personer jeg i flest indlæg har refereret til, er tv-dokumentaristen Poul Martinsen. Arbejdet med den mixede mono- og biografi som udkom for nogle år siden, 'Poul Martinsen - Besat af virkelighed', blev i høj grad det mentale afsæt for mine efterfølgende blok-skriverier. 

   Mange blogindlæg har kredset om "den særligt kreative personlighed" (=flere personer i en) som Martinsen er et klokkeklart eksempel på. Begrebet og forestillingen havde jeg hentet fra en af kreativitetspsykologiens moderne hovedværker: 'Creativity: Flow and the Psychology of Discovery and Invention' - skrevet af Mihaly Csikszentmihalyi.

   En af de afgørende erkendelser under arbejdet med manden og bogen, var at han selv kunne tolkes som en tv-dokumentarisk "auteur", og at hans over 120 tv-dokumentarer kunne ses som et samlet "værk" - med gennemgående og tilbagevendende "dybe" tematikker, metaforformer, figurgallerier, scenetyper, fortælle- og udtryksformer.

   Også flere af de andre spor jeg har forfulgt her på bloggen - "kreativ vrede", "kreative begrænsninger", "metaforisk blending", "ondt i farforholdet", "aha-oplevelser", "meditation som kreativitetsfremmende teknik", "metaforisk højre hjernehalvdelstænkning" - de udspringer direkte eller indirekte af Martinsen-bogen.

Et af de tilbagevendende temaer i Martinsens produktion var spørgsmålet om menneskelig ondskab. Hvordan kunne tilsyneladende "ordentlige" mennesker under bestemte omstændigheder og vilkår, blive forledt eller forført til at udøve fx tortur over for krigsfanger?
   Spørgsmålet blev re-aktiveret i forbindelse med  Iraq- og Afghanistan-krigenen - og de danske soldaters deltagelse. Og Martinsen tog det op som et centralt tema i sin reality-dokumentar-serie 'Krigerne' der blev sendt på DR 2006. 

Det sidste stykke tv Poul Martinsen producerede, var en lørdag tema-aften på DR2 om hypnose. Hovedparten af udsendelsen var en reportage/dokumentar hvor seerne fulgte et hypnose-eksperiment der gik ud på at få en eller flere personer under  hypnose til at begå kriminelle handlinger som de var blevet motiveret til af hypnotisøren. Det lykkedes.

   Eksperimentet for åben skærm sandsynliggjorde at det rent faktisk var muligt at hypnotisere helt almindelige lovlydige mennesker til at begå fx tyveri og væbnet bankrøveri, handlinger som stred i mod de moralske og juridiske normer som de ellers respekterede når de var 'vågne' og ved fuld bevidsthed - og ikke var under hypnose.

Tv-eksperimentet var særligt interessant på baggrund af en meget berømt mordsag fra begyndelsen af 50-erne hvor en bankrøver ved navn Palle Hardrup blev dømt til psykpatforvaring på ubestemt tid for mord begået i forbindelse med et mislykket røveri, men hvor også hans tidligere fængselskammerat, Bjørn Schouw Nielsen, blev dømt - fængsel på livstid for "anstiftelse" - nemlig for at have hypnotiseret Palle Hardrup til at begå forbrydelsen.
   Bjørn Schow Nielsens dom blev anket flere gange. Sagen endte i Højesteret der konfirmerede dommen.

   Den store danske encyklopædi fortæller hvad der videre skete.

Sagen indbragtes i 1957 for Klageretten, der ikke fandt hypnotisk påvirkning bevist, men dog ikke ophævede Schouw Nielsens dom. Hans klage til Den Europæiske Menneskerettighedskommission over sagens behandling ved nævningetinget afvistes i 1961, idet kommissionen anså en kritisabel ensidig psykiatrisk forklaring for opvejet ved bl.a. retsbelæringen, således at processen som helhed var retfærdig. Begge de dømte blev løsladt i 1967. 

Bjørn Schouw Nielsen begik selvmord i sin lejlighed på Amager den 26. maj 1974 med cyankalium, han blev 61 år.

   Hvad skete der med Palle Hardrup?

Det fortæller tv-auteuren Poul Martinsen den fantastiske historie om i den netop udkomne biografi 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

Bogen får en flot, flot anmeldelse af Hans Hertel i Politiken igår - under rubrikken:

Den religiøse bankrøver

   Anmeldelsen slutter:

Sjældent har jeg læst en biografi, hvor man i den grad ikke aner, hvad der dukker op om næste gadehjørne, og Gud være lovet har Poul Martinsen ikke omdigtet det til en roman, men søgt at komme så tæt som muligt på den utrolige autentiske historie.

   En fantastisk bog om en fantastisk skæbne - flot skrevet, med høj indlevelsesevne og tungen lige i munden. Et nyt bidrag til besættelsens historie, men i sær en bog om livets paradokser, skæbnens vildveje og den sære menneskenatur, indbefattet de klamme og kaotiske kælderrum, som der sjældent åbnes ned til.

Af anmeldelsen kan man læse at Martinsen - her som fortællende journalist i bogform - forfølger sin livlange fascination af forbrydere, forbrydelse, forførelse og identitetsskift. Palle Hardrup har 'figur-forfædre' i en række af Martinsens tidligere dokumentariske tv- og filmportrætter: bagmanden, vekselerer Svend Aage Hasselstrøm ("Edderkoppen"), den østtyske spion Jörg Meyer, den svenske bankrøver Clark Olofsson, den tyrkiske æresdrab-morder Polat. 

    Fælles for Martinsens billedfortalte forbryderportrætter er at han er fascineret af disse afvigende personligheder, samtidig med at han er optaget af at forstå hvad der driver dem - i modsætning til den konventionelle journalistiske vinkeling der sigter på at fordømme og moralisere.
   Og tilsyneladende, efter anmeldelsen at dømme, er det også det der optager Martinsen i 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

    Med bogen her er han på en måde vendt tilbage til sit udgangspunkt som skrivende journalist. Hvad de fleste ikke ved, er nemlig at Poul Martinsen - inden han blev både kreativ og "farlig" tv-journalist og -dokumentarist i 1968 - var en både kendt og anerkendt skrivende featurjournalist på Politiken i en række år.
   Og som sådan var han også dansk pioner inden for det der den gang blev kaldt 'new journalism' - nært beslægtet med de skrevne journalistiske blandingsformer som i dag går under navnet 'fortællende journalistik'.

Læs mere:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/06/den-skrivende-poul-martinsen-sprogkunst.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/06/serndipitet-mm.html