Poul Martinsen – tv-dokumentarens mesterinstruktør - fylder 80

I dag er det Poul Martinsens fødselsdag. Og jeg synes han fortjener et indlæg her på bloggen der opsummerer hans lange produktive livs hovedresultater inden for tv-dokumentarisme og fortællende journalistik ('new journalism'). 

   I perioden 2004-2007 researchede og skrev jeg en bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed", og gennem det arbejde - herunder 40 timers interviews - lærte jeg ham at kende som en spændende og interessant personlighed - en personlighed som jeg - med kreativitetspsykologen Mihaly Csikszentmihaly som faglig back up - har set som prototypen på 'den særligt kreative personlighed'. Og i filmvidenskabens terminologi: som en 'auteur'.

   Så her et hans professionelle meritter - kort fortalt:

Poul Martinsen (f. 1934) har tilrettelagt og produceret omkring 120 tv-dokumentarprogrammer siden han i 1968 blev ansat i DR´s daværende Kulturafdeling. Og med reality-dokumentarserien ’Krigerne’ (2006), tv-dokumentaren ’Pokerhajerne’ (2007), og DR-temaftenen ’Forbrydelse under hypnose’ (2008) demonstrerede han at alderen ikke forhindrer ham i stadig at producere originale, kritiske og aktuelle tv-udsendelser af højeste public-service-kvalitet.

         Poul Martinsen er med god grund blevet kaldt ’Danmarks bedste dokumentarist’ – og i rubrikker belønnet med hædersbetegnelsen ’Mr. Dokumentar’. En lang række af hans tv-dokumentarer har vundet danske og internationale priser, bl.a. en danske ’Tv-Ocar’ og ’Prix Italia’.

I 1988 var Poul Martinsen med til at etablere den legendariske ’dokumentargruppe’ i DR. Og i de 6 år, Poul Martinsen arbejdede i gruppen, producerede han prisbelønnede mesterværker som ’Den sagtmodige morder’ (1988), ’Før solen går ned’ (1989), ’Blandt 1000 ansigter’ (1990), ’På grænsen til liv’ (1990). De fleste af dem var fortælle- og temamæssigt nyskabende.

I den første halve snes år i DR fik Poul Martinsen ry som ’farlig’ og ’rød lejesvend’ i kraft af kritisk-afslørende udsendelser som ’Helvedes-ugen’ (1973) om Frømandskorpset umenneskelige introduktionsuge for aspiranter, ’Vel er vi ej snobbede’ (1970) om Tutta Rosenberg - societyfrue gift med chefredaktøren for Se&Hør, og ’En sød historie’ (1969), der afslørede AP-Møllers etisk anløbne sukkerproduktion i Kenya.

Udsendelsen ’Det hemmelige Danmark’ (1975) er berømt, men aldrig vist på tv, fordi den danske frimurerorden ad rettens vej forhindrede, at den blev udsendt. Den afslørede bla. nogle af frimurernes ellers strengt hemmeligholdte ritualer.

Det program, der fik mest effekt i offentligheden, var ’Dagbog fra en fristad’(1976), som viste en på forhånd negativt indstillet dansk arbejderfamilies oplevelser under en uges ophold i et af Fristadens kollektiver. Familien ændrede radikalt holdning i løbet af ugen. Og da udsendelsen blev vist, ændrede den danske befolknings og Folketingsflertallet også holdning, så en planlagt lukning af Fristaden blev opgivet. Martinsen blev Christianias redningsmand!

Poul Martinsen har en stor kærlighed til helt almindelige menneskers ualmindelige liv og sprog, og det har ført til en lang række på en gang hjertevarme og humoristiske fluen på væggen-film, bl.a. ’Victoria og Martin flytter’ (1979,’Kom hjem, kom hjem (1981), ’Den store fest’ (1981), ’Vil du danse med mig?’ (1986).

Gennem alle årene har Martinsen produceret en lang række indtrængende – nogle kritisk andre empatisk - portrætdokumentarer af kendte, kreative og kontroversielle personligheder: bagmandsvekselereren Svend Aage Hasselstrøm, ’den røde sagfører’ Carl Madsen, kulturskribenten Broby-Johansen, trivialforfatteren Ib Henrik Cavling,  bankrøveren Clark Olofsson, byggespekulanten Axel Juhl-Jørgensen, spionen Jörg Meyer, radiomontagemesteren Christian Stentoft m. m. fl.

Og som vist noget helt enestående og originalt har Poul Martinsen også rettet kameraet mod sig selv som dokumentarist - og produceret et kritisk selvportræt i udsendelsen ’Fluen på væggen’ (2002). Heri oplever vi ham opsøge medvirkende i tidligere dokumentarer for at konfrontere sig selv med, hvordan deres tilværelse er blevet påvirket af at blive brugt som hovedpersoner i tv-udsendelser, hvori følsomme sider af deres liv blev udstillet offentligt for måske over en million danske seere.

Martinsens utvivlsomt mest originale bidrag til genren er en række udsendelser, hvor han bruger eksperimenter fra den psykologiske faglitteratur som inspiration til en slags fascinerende reality-dokumentarer med oplysende og fordomsnedbrydende sigte – årtier før reality-genren blev opfundet til under­holdningsbrug.

Blandt de mest berømte er ’Broen’ (1969), ’Lydighedens dilemma’ (1978) og ’Øjenvidne’ (1980). Det er som en videreudvikling af den særlige form man skal se de sene debatskabende produktioner ’Krigerne’ hvor han dokumenterede at almindelige danskere kan forledes til at begå tortur, og ’Forbrydelse under hypnose’ hvor han for tv-seerne viste at mennesker kan lokkes til under hypnose at begå kriminelle handlinger som tyveri og væbnet røveri.

Poul Martinsen er vokset op i et arbejderhjem i Vangede, en opvækst som indgav ham en urokkelig empati med jævne mennesker og en permanent kritisk holdning til de rige og magtfulde i samfundet – en gruppe, der i hans ungdom var repræsenteret ved klassekammeraterne på Gammel Hellerup Gymnasium – alle med familie og opvækst på Gentoftesiden af Lyngbyvejen.  

Poul Martinsen er uddannet journalist på Østsjællands Folkeblad og Dagens Nyheder. Derudover har han en mastergrad fra Columbia School of Journalism og en uddannelse som cand. psych. fra KU, en uddannelse han idemæssigt har trukket på gennem alle årene i sine ofte kontroversielle dokumentarer med medvirkende som ’forsøgspersoner’.

 I perioden 1961-68 var han en særdeles velskrivende og højt værdsat og featurejournalist på Politiken (søndagsudgaven), og det var ham der introducerede og først praktiserede ’new journalism’ i dansk skreven journalistik.

I flere perioder af sit liv har han arbejdet i Østafrika som ulandsekspert.

I perioden 1994-2002 producerede han en lang række tv-dokumentarudsendelser for TV 2, heriblandt den prisbelønnede serie ”Høje historier” (1999) sammen med Anders Riis Hansen.

 I Martinsens indtil videre sidste produktion vender han tilbage til den udtryksform han var fremragende til i sin ungdom: den fortællende journalistik på skrift. Det sker med udgivelsen af dokumentarbogen ’Hypnosemorderen – dobbeltmennesket Palle Hardrup’ (2012).
          Om den bog skrev Hans Hertel i Politiken: "Sjældent har jeg læst en biografi, hvor man i den grad ikke aner, hvad der dukker op om næste gadehjørne, og Gud være lovet har Poul Martinsen ikke omdigtet det til en roman, men søgt at komme så tæt som muligt på den utrolige autentiske historie. En fantastisk bog om en fantastisk skæbne – flot skrevet, med høj indlevelse og tungen lige i munden.”
        I sin tid da jeg interviewede Poul Martinsen om hans liv og karriere som tv-dokumentarist, vendte han gang på gang tilbage til hvor "heldig" han syntes han altid havde været. Så ofte at det næsten blev til en slags gennemgående tema eller omkvæd for vores samtaler.
       Til sidst spurgte jeg ham direkte om han oplevede sit liv som et eventyr. Og hans svar var at, ja, det var egentlig sådan han oplevede det!
          Et liv gennemsyret af ... ja, sig ordet:

SERENDIPITET

      

Den hemmelige socialdemokrat, den hemmelige journalist - og noget om 'new journalism' i Danmark med Poul Martinsen som pioner

Thomas Bredsdorff som jævnligt skriver i Politiken, og næsten altid noget der er både klogt og kreativt, skrev for en lille uge siden (18. febr.) en analyse af sproget i bogen "Den hemmelige socialdemokrat".

  

Analysen giver en række eksempler på sprogbrug som ifølge Bredsdorff kendetegner den genre som i 60´erne fik navnet 'new journalism', en genre som jeg selv skrev et helt kapitel om i min bog "Faktion som udtryksmiddel" (1990).

   Da jeg ikke har læst  "Den hemmelige socialdemokrat" - og heller ikke har planer om det, så citerer jeg de "fund" som Bredsdorff har gjort:

Således skridtede den 25-årige komet - det er Thor Möger - fronten af i sylespidse sortglinsende lædersko.

Bredsdorff kalder det et eksempel på "den såkaldt overflødige detalje. Som selvfølgelig ikke er overflødig, for den giver en fornemmelse af at skribenten var til stede." 

   Jeg ville idag kalde det en velvalgt metonymisk detalje som er central for at karakteriserer personen der fortælles om. 'Metonym' kan definerer jeg som "en lille del der er kendetegnende for en større helhed som den er en del af".

   Men også udsagnet om at Thor Möger "skridtede fronten af" høre vel med i den sammenhæng, synes jeg. Det er en beskrivende metafor, en for så vidt ret død kliche som i denne kontekst (Thor Möger og de socialdemokratiske folketingsmedlemmer) er ny og frisk. Og jo i den grad også "sigende".

Et andet eksempel på den særlige journalistisk kreative sprogbrug som Bredsdorff finder karakteriserer teksten:

Måske kunne Café Vanilla også få lov at stille borde op på den flotte plads med den store statue af Gundlovens giver, Frederik den VII. 

De fleste almindelige skribenter ville bare skrive "... stille borde op på torvet", argumenterer Bredsdorff.

Fra festen den aften på Vega hvor socialdemokraterne fejrede valgsejren som betød at Helle Thorning blev statsminister, beskrives bla. "rustbankeren" Carsten Hansen i aktion, en betontung socialdemokrat som efter rygter at dømme var lidt for nærgående over for nogle af de kvindelig deltagere:

Mange kunne levende forstille sig, hvordan 'Varmemesteren' i den dæmpede belysning i Jazzhouse havde set sit snit til at justere lidt på termostaterne hos en medarbejder af det modsatte køn.

Det er en overordentlig dygtig og kreativ forfatter der kan finde på en metafor der er så frisk og kompleks. 

   Bredsdorff forklarer hvorfor: "'Termostaten' hænger sammen med hovedpersonens øgenavn, 'justering' er en herligt diskret udgave af 'pille ved', og varmekontrol passer fint til det lumre emne."

Det sidste eksempel på den ret litterært fortællende stil i bogen er dette citat som indholdsmæssigt forholder sig til dette af regeringen er klar til både at skære i kontanthjælpen og at nedsætte erhvervsskatten:

At lancere de to udspil på samme tid var jo som at sige, at psykisk syge og stærkt overvægtige kontanthjælpsmodtagere på randen af sammenbrud skulle jages ud og slå græs hos vrisne pensionister, så aktionærerene i landets stolte virksomheder kunne stryge et endnu større overskud ned i inderlommen, inden afrejsen til en månedlang ferie på Mauritius.

   Og så på en regnfuld formiddag i februar.

Bredsdorff fremhæver her blandt andet det stilistisk velplacerede linjeskift til slut i afsnittet. 

   Han bemærker også at forfatteren er bedst når han/hun beskriver noget som i forvejen er alment kendt, mens bogen i den grad glimrer ved fraværet af afsløringer af noget med substans.

Om teksten så, når det kommer til stykket, er et eksempel på regulær "new journalism", tør jeg ikke sige ud fra de eksempler Bredsdorff fremhæver.

   Jeg nævner i min faktionsbog fire kendetegn på denne genre og fortællemåde:

1. En scene-på-på-scene-konstruktion der fortælles i et kronologisk forløb.
2. Dialogform i stedet for de traditionelle journalistiske interviewcitater.
3. Dækket direkte tanke, dvs. valg af en konsekvent 3. person-fortæller-synsvinkel der giver indtryk af at hver scene ses gennem en medvirkende persons øjne.
4. Mange 'sigende' - illustrative  - detaljer i beskrivelserne af personer og deres fysiske og sociale omgivelser.

Men at det ikke er en politiker der er har ført pennen og formet ordene og sætningerne, det tør jeg - ligesom Thomas Bredsdorff - godt tage et væddemål på. 

   Det må være en mand eller kvinde der tilhører den store gruppe af professionelle skribenter som skriver i vores dagblade eller som jævnligt skriver klummer eller blogs på nettet. Og for hvem kreativt sprog med indbygget ironi falder nemt og naturligt.

På Facebook har andre af mine venner også argumenteret med at det spændstige og levende sprog må have en skrivende journalist som ophavsmand. Og der spekuleres åbent om forskellige kendte og kreative journalisters navne som mulige real-forfattere.

   Og i virkeligheden kan det lige præcis være det der er forklaringen på konflikten mellem redaktøren Jakob Kvists påstand om at forfatteren er socialdemokratisk MF´er og så konstateringen af sprogets og fortælleformens mange kreative kvaliteter: at der kan være en erfaren journalistisk ghostwriter der er 'mellemmand'. 

   Et - eller måske flere socialdemokratiske MF´ere kan så være anonyme kilder. Jeg kan ikke se andet end at der er tale om en 'blended' forfatter-/fortæller-personlighed der integrerer to personligheder: en anonym journalistisk forfatter og en eller flere anonyme fortællende kilder.

Udfordret på en række analyser der påviser at en flere scener må være opdigtede  eller ikke kan være selvoplevet af forfatteren, så siger den rutinerede og erfarne journalist Jakob Kvist der nu er forlagsdirektør for forlaget People's Press der har udgivet bogen, at der ikke er tale om "en 1:1 sandhed" i fremstillingen. 

   Til Jyllandsposten der interviewer ham, siger Jakob Kvist sådan:

Så hvor meget er fiktion?

   "Det kan jeg ikke sige."

   Er noget af det fiktion?

   "Det er i bund og grund baseret på faktuelle hændelser, men noget af det er historier på gangene, og så er der ironisk ladede dialoger, som ikke nødvendigvis har fundet sted. Så der er fiktive elementer, men jeg vil sige, at det er en altovervejende temmelig virkelighedsnær bog."

Jakob Kvist taler godt nok her med uld i mund. 

I en analyse i en avisartikel forleden (jeg har ikke kunnet finde kilden lige nu) havde et sprogligt konsulentfirma fået til opgave at lave statistik på hyppigheden af specielle ord og vendinger i teksten, og så sammenlignet det med tekster skrevet af forskellige journalister der var under mistanke som ghostwritere, herunder Jakob Kvist. 

     Metoden bygger på den antagelse at vores sprogbrug, herunder valg af yndlingsudtryk, ikke er sådan at lave bevist om på selv om vi skriver under anonymitetens maske. 

   Denne analyse nåede frem til at der var en række sproglige indicier på at spøgelsesforfatteren faktisk er Jakob Kvist selv. Og jeg synes der er meget der taler for at det er rigtigt. 

   Han er jo helt selv herre over om han vil stå frem, og så længe han fastholder at det ikke er ham (jfr. Bjarne Riis og andre kendte cykelryttere) men et faktisk medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppen, så stopper diskussionen her. 

I bogen "Faktion som udtryksmiddel" (1990) arbejder jeg ud fra følgende pragmatiske og kontekstbundne definition på begrebet "Faktion": Det er ...

... alle former for medieprodukter hvor blandingen af "fakta" og "fiktion" er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har spillet en rolle - enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på - eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på - eller, for det meste, for begge dele.

At "Den hemmelige socialdemokrat" i enhver henseende lever op til denne definition, er klart. Der er simpelt hen tale om et skoleeksempel.

   Om det er 'new journalism' i klassisk 60´er forstand, er jeg nok mere skeptisk over for. Siden 90´erne har man i stedet for talt om "narrative journalism" - dansk: 'fortællende journalistik' - som defineres sådan her af Wikipedia:

Narrative journalism is also commonly referred to as literary journalism, which is defined as creative nonfiction that, if well written, contains accurate and well-researched information and also holds the interest of the reader. It is also related to immersion journalism, where a writer follows a subject or theme for a long period of time (weeks or months) and details an individual's experiences from a deeply personal perspective.

Der er ikke helt sammenfald med 'new journalism', men det er tæt på. 'Fortællende journalistik' dækker nok et noget bredere spektrum af genrer og fortælleformer.
    Jeg har også set den helt korte version af 'fortællende journalistik': 'Journalism that reads like a novel'. Som er beslægtet med den korte definition på reality-tv: 'Unscripted drama'.

   

Der har i hele genrens levetid siden 60´ernes start været diskussion om troværdighed, og om hvor meget skribenten må digte til og med. 

   Et nogenlunde aktuelt eksempel på journalistisk 'faktion' og de problemer det kan give skribenten, er den norske journalist Åsne Seirstads bog "Boghandleren i Kabul" (2006) som også blev anklaget for at indeholde opdigte passager - af hovedpersonerne i bogen.

  Åsne Seierstad blev 2010 dømt af Oslo Tingrett til at betale 120.000 kr. i erstatning til Shah Mohammed Rais' hustru, Suraia Rais, for at have krænket privatlivets fred. Forlaget Cappelen Damm, som udgav Boghandleren i Kabul blev i samme forbindelse dømt til at betale 125.000 kr. til Suraia Rais.

I en faktablok til Bredsdorffs artikel står der at "new journalism" opstod i USA omkring 1965, og at "den først kendte udøver var Tom Wolfe". 

   Det er nok ikke korrekt. Tome Wolfe gav officielt navn til genren eller fortælleformen/-formerne som Wikepedia fortæller:

The term was codified with its current meaning by Tom Wolfe in a 1973 collection of journalism articles he published as The New Journalism, which included works by himself, Truman Capote, Hunter S. Thompson, Norman Mailer, Joan Didion, Robert Christgau, Gay Talese and others.

Det var Truman Capote der med den roman-lignende, men interview- og faktabaserede fortælling "In Cold Blod" (1965-66) for mange blev den reelle frontfigur for journalistik "that reads like af novel".

   Der foregik sprogligt og genremæssigt rigtig meget nyt i journalistikken i 60´ernes USA. Der var i den grad grøde og opbrud i de ofte stive normer for sprog og research som indtil da dominerede den amerikanske journalistik.

   Wikipedia fortæller videre:

But wherever and whenever the term arose, there is evidence of some literary experimentation in the early 1960s, as when Norman Mailerbroke away from fiction to write Superman Comes to the Supermarket.[12] A report of John F. Kennedy's nomination that year, the piece established a precedent which Mailer would later build on in his 1968 convention coverage (Miami and the Siege of Chicago) and in other nonfiction as well.

   Wolfe wrote that his first acquaintance with a new style of reporting came in a 1962 Esquire article about Joe Louis by Gay Talese. "'Joe Louis at Fifty'a wasn't like a magazine article at all. It was like a short story. It began with a scene, an intimate confrontation between Louis and his third wife..."[13] Wolfe said Talese was the first to apply fiction techniques to reporting. Esquire claimed credit as the seedbed for these new techniques. 

   Esquire editor Harold Hayes later wrote that "in the Sixties, events seemed to move too swiftly to allow the osmotic process of art to keep abreast, and when we found a good novelist we immediately sought to seduce him with the sweet mysteries of current events."[14] Soon others, notably New York, followed Esquire's lead, and the style eventually infected other magazines and then books.[15]

Faktaboksen knyttet til Bredsdorffs artikel fortæller også at "blandt danske udøvere af genren kan nævnes Jan Stage (1937-2003), Lasse Ellegaard (f. 1944), og Morten Sabroe (f. 1947)."

   Jeg synes det er lidt misvisende ikke at nævne den senere kendte tv-dokumentarist og journalist Poul Martinsen (f. 1934) som i øvrigt fylder 80 om en uges tid. For han var nok pioneren: Den første der skrev i den nye kreative stil.

   Jeg kan referere fra min bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed". 

   Martinsen var i USA på et stipendium et år, 1964-65, og i løbet af det år opnåede han en master-grad i journalistik fra Colombia School of Journalism.
    Han fortæller til mig at han var meget optaget af sprogligt kreative artikler der fx. blev publiceret i magasinet Esquier: 

Ja, det var faktion: rigtige mennesker, rigtige oplysninger, men skrevet som om det var dramaer. (...).

   Der var også Hunter S. thomson der skrev om Hells Angels. Han gjorde endda det at han købte sig en motorcykel og kørte rundt med dem - og i allerhøjeste grad overskred grænsen mellem at være iagttager og medvirkende. Han var vist også på et tidspunkt ved at få tæsk eller det der var værre, af dem. Men ud af det kom der nogle forrygende historier.
   - Du skrev da du kom hjem, en artikel om De vilde engle?

   Ja, den er garanteret inspireret af det jeg læste derovre. Men jeg opfattede ikke selv det jeg skrev da jeg kom hjem, som new journalism.

Men det gjorde til gengæld hans yngre kollega Lasse Ellegaard.
   I tidsskriftet Levende Billeder nr. 1, 1978, skriver han under rubrikken "New Journalism - ikke ny, undertiden god - og altid bedre end det sædvanlige":

Martinsen var vel nok den første herhjemme, der introducerede den ny sensibilitet i dagbladsjournalistikken, som også kaldes "new journalistm". Jeg husker især en af hans historier, den om Bjørn Andersen og Rensekarl og de andre vilde engle, der på det tidspunkt, i 1966-67, levede en underlig anakronistisk halvtredsertilværelse på Vesterbro med deres motorcykler og læderjakker og anderumper. 

   Han skrev en god historie, måske fordi han kort forinden havde studeret journalistik i Amerika, og den var god, fordi den udover at viderebringe stoffets elementært dramtiske kvaliteter såsom volden, farten, konflikten med samfundet, også fortalle om disse rødders måde at snakke på, påklædning og verdensoplevelse i øvrigt.

Poul Martins pioner-artikel stod på forsiden af Søndagspolitikens 2. sektion under rubrikken:

HJULENE HAR ENGLELYD 

Og underrubrikken:

Et døgn med læderjakken Rensekarl fra sjakket kaldet "De vilde Engle" 

Her kommer indledningsafsnittet fra artiklen som efter min bedste overbevisning er det første stykke 'new journalism' skrevet på dansk af en dansk journalist:

Har i fyldt saftevand på. Så starter vi modellerne... Det var lørdag middag og højt og klart vejr med sting af kulde i luften, da Rensekarl og de andre læderjakker løb rundt og lavede panik ude i gården bag kaffebaren på Nørrebro og for skægs skyld labbede ud ud efter hinanden, så det smældede. Solen blinkede i motorcyklernes krom, og det var et stærkt øjeblik, da cykel efter cykel fik en over nakken og det brølede og dirrede, så en lille grønthandler, der kom trækkende forbi med sin vogn, sprang afsted for at frelse sit liv og sine sydfrugter.

En pointe som jeg iøvrigt ikke har set beskrevet eller nævnt nogen steder, er at 'new journalism' på skrift i meget høj grad blev provokeret frem af den udvikling der skete inden for dokumentarfilm-produktionen i USA fra omkring 1960 hvor det nye 'lette' film-og lydudstyr for første gang gjorde det muligt for fotograf og lydmand at følge medvirkende 'in action' mens begivenhederne foregik. (= 16 millimeter film og nagra-lyd-båndoptager)
   Det var film som også gjorde et uudsletteligt indtyrk på Poul Martinsen da han var derovre. 

Der kom gæstelærere på skolen, filmfolk som viste deres nye dokumentarfilm: "Happy Mother´s Day" af Joyce Chopra og Ricchard Leacock og "Salesman" af Brødrene Maysels. Pludselig kom der billeder ind i min professionelle tilværelse.

   Mødet med de film gjorde at jeg besluttede at jeg ikke ville blive ved med at være skrivende journalist.

Poul Martinsen kom hjem fra USA i 1965 og var "plukkemoden" for TV. I 1968 blev han headhuntet af chefen for DR´s TV-Kulturafdeling Verner Svendsen. 

   Og allerede året efter lavede han to tv-udsendelser med De Vilde Engle som medvirkende: "Engle på hjul" og "Broen".
   Den sidste førte til at Poul Martinsen fik sin første internationale TV-pris.
   Og i forbindelse med optagelserne var der en af de medvirkende "langhårede" som fik øretæver af en af de Vilde Engle. 

Taxa-historier - Jesper Grunwald på Facebook - og andre fortællinger fra virkeligheden

Alle de god journalister jeg har haft fornøjelsen at møde, lært af, undervist og arbejdet sammen med igennem 40 år - lige fra mit første møde med Poul Trier Pedersen i 1972 og til mit langvarige "møde" med Poul Martinsen i 2004-07, alle har de haft en fælles reference som de har prist i høje toner: de taxachauffører som har bragt dem rundt i verden - på mærkelige locations og på umulige tidspunkter, og som har været deres førstehånds kilde til hvad folk tænker og tror, føler og mener  i det miljø der er kommet for at rapporterer om.

   Men verden er ikke hvad den har været. Den er omvendt. Og jeg er ved at blive småafhængig ...

   - Af hvem? - Af hvad?

Af journalist Jesper Grunwalds små skrevne face-book-historier om sine oplevelser som taxa-chauffør i det københavnske natte- og tidlige morgen-liv. 

  Han er en af mine facebook-venner, små ti år yngre end mig, en mand som jeg mødte for første gang som radiojournalist på DR-Regionalen i Næstved sådan ca. 1982. Jeg husker ham blandt andet for hans tydeligt bornholmske accent. Og at han var både iderig og reflekteret - en af de lidt "skæve".

   Hans daglige taxa-historier er for mig ved at blive en nødvendig daglig dosis 'virkelighedsberetning' - i øjenhøjde med almindelige menneskers liv og gøremål - og med mig - skrevet i et sprog som godt og gedigent trækker på det jeg andet steds kalder 'erfaringssprog'. 

   

Jeg har det personligt med Jespers historier som han har delt med sine facebook-venner i vel et par måneder, lidt som jeg har det med mine egne oplevelser gennem 20 år som tidlig morgensvømmer (kl. 06:00-07:15 på hverdage) i den lokale svømmehals morgensvømmermiljø, et miljø og med svømmende og saunasvedende personligheder som jeg et par gange i tidligere indlæg har refereret til. 

   Hvis ikke jeg har været der en morgen, hilst, lyttet, svømmet, snakket, grinet, ja, så er dagen begyndt forkert. Helt forkert. Som at få det forkerte ben ud af sengen, som man siger.

Jeg citerer her en af historierne fra hans Facebook-side:

Kan du forestille dig at møde op i den lokale kirke til et foredrag om kalkmalerier. Og når ordstyreren så slår på klokken, rives der et forhæng til side og du befinder dig midt i et diskotek i happy hour.

   Nogenlunde sådan er det at køre taxa på en "lille fredag" - altså i storbyens minefelt natten mellem torsdag og fredag. Sådan starter min såkaldte dagvagt. Den begynder kl, 03, 00 og jeg har fri 12 timer senere. Så min arbejdsdag starter altså med at stå op kl 02:00. Bad, tandbørste, madpakke - og selv en stortalende mand som undertegnede er sådan set ret stille, når jeg ruller ind i downtown København fredag morgen et lille stykke efter 03. Det er både fysisk og psykisk en meget brat opvågnen...

   - Det er sgu da lige meget, så kan vi bare nøjes med at være bolle-vennner.

Han er fuld og rasende af jalousi, fordi damen gennememgår sin Facebook og ikke vil fortælle, hvem hun chatter med. De skændes på vej ind i taxaen, hele vejen i taxaen, mens han dirigerer mig gennem de sorte gader i bymidten. - Og de skændes videre under betalingen og mens de stiger ud. Han råber fra forsædet og skænker det ikke en tanke, at mit højre øre blot er få centimeter fra hans mund.

   - Hold kæft, hvor var det kedeligt, siger de næste kunder - to tøser på bagsædet. Det er helt rigtige lille-fredag-crawlere. Klokken er fire, de er temmeligt berusede og tager en taxa hjem, mens de diskuterer sejre og nederlag i natten - og veninden, der bare er sååååååååå forelsket i xx. De skal hjem og sove nu, og om 4 timer skal de sidde til forelæsning på Copenhagen Business School.

   Og så sker det vildeste, der kan ske på en torsdag aften. Bilen er pludselig fuld af fire friske og meget, meget berusede gutter fra Norge, der er på forlænget weekend i nordens fedeste by. De har været ude og snuse til de berømte, frisindede, danske natteliv. Og de skal videre uden at kende andet end navnet på næste værtshus. Det viser sig at ligge blot 200 meter derfra. Det forhindrer dem ikke at bryde ud i sang, der viser, at de i hvert fald har lært et dansk ord i nattens løb. De skriger sanseløse og griner af egen humor, mens to af dem glider ned på vogngulvet hulkende af grin.

   De synger deres nyforfattede lejlighedssang.:

   - Har du hår på fissen din, har du hår på fissen din?

   Holberg var norsk. Ibsen var norsk. Her var så en prøve på nyere norsk lyrik.

   God morgen og god weekend Danmark og til alle andre borgere i det skandinaviske kulturfællesskab

Hvorfor står Jespers historier særligt frem og er mindeværdige - i forhold til alt det andet snak og meninger og updates om mad og børn og ferier der kører ind over min startside på Facebook ? 

   Fordi han sprogligt prægnant leverer skarpe oplysende glimt af den menneskelige virkelighed (her fra storbyen) fra en synsvinkel og i en optik som er genkendelig fra ens eget livs erindringer, fra mine/vores børns og børnebørns genfortalte oplevelser (de bor næsten alle i København og nærmeste omegn, mens fruen og jeg nu på en-og-tyvende år lever og bor i en udkant-dansk provinsby på Sjælland. OK, skidt: Vordingborg, blandt venner kaldet Vordinghul!)

   Og Jesper Grunwald selv er jo et skoleeksempel på det jeg i mange blogindlæg har beskrevet som 'den særligt kreative personlighed'. 

   Det tillader jeg mig at prale lidt af at jeg godt var klar over allerede den gang vi mødtes - ham som lokal journalistisk reporter med dialektale sprogrødder i det absolut yderste Udkanstdanmark - Bornholm  - jeg som udefrakommende (DR/TV-byen) konsulent i 'analytisk konstruktiv efterkritik', men med en sprogligt set stødløs barndom på Lolland og på Møn.

Her er en mere af hans historier fra virkelighedens verden. Den ligner ikke meget af det som man ellers læser i den daglige sensationsprægede og dramatiserede nyhedstrøm på Facebook:

Jeg kører gennem den pæneste del af det pæne Hellerup. Foran mig, er den ældre kunde og hendes endnu ældre mand allerede trukket ud af huset. Jeg kører forsigtigt forbi dem for at vende kareten, så der bliver kortest at gå for dem. Da jeg passerer fruen, når jeg lige at se, at hun putter et par fingre i munden og lige efter skærer et skarpt pift gennem luften, så jeg hører det tydligt selv inde i kabinen, med motorgang og radiostøj.

   - Det kunne jeg altså ikke stå for frue. Det er temmelig sjældent at helt voksne kunder pifter for at få mig til at stoppe.
   - Jeg troede, De ville køre forbi mig, forsvarede hun sig. Pifteriet lærte jeg af min storebror, da han var en stor dreng. Det gjorde pæne piger ikke dengang, men det var jeg sgu ligeglad med. De kan jo se det virker!

   Kvinden er godt oppe i 80'erne og taler et lydefrit og smukt dansk med et skær af højere middelklasse. Hun har givetvis boet i længere tid i udlandet.

  - Kom så, tykke, siger hun kærligt til sin mand. Han et meget stor og pakket ind i en dynefrakke med kraven oppe om ørerne. Han går meget dårligt og har det svært med balancen. Han tager plads på forsædet og begynder langsomt at pakke sig selv ud. Store hænder med rynker og leverpletter og lange slanke fingre. Alt foregår i slowmotion. 

   Jeg får heldigvis ikke sagt så meget, for jeg var i værste fald kommet til at tale som hjælper-patient til ham. Var så sikker på, at han givetvis var dement eller ikke talende. Må alligevel have givet ham et startsignal til at tale. For ret hurtigt kom hans livshistorie på denne lidt længere taxatur.

   Manden er 98 år, taler et formfuldendt engelsk med accent - polsk viser det sig at være. Han kom til England i 1939 som bombepilot i den polske del af Royal Airforce. Han stod hele slaget om England igennem. - Næstefter at køre tanks, var det vel jobbet med dårligst overlevelseschancer i krigens første år. Hvad der sidenhen skete i hans liv, nåede vi ikke på turen. Jeg hold bare kæft og lyttede til en mand, der trods den drabelige fortid og de mange leveår talte med stor glæde, taknemmelighed - og kærlighed til livet. Om hvorfor, det er værd at leve. Og hvorfor det er værd at kæmpe for det.

   Og jeg mærkede en anden slags taknemmelighed. At sidde helt tæt på en mand, der måske er en af de sidste overlevende fra den del af verdenshistorien.

   Husker ikke, hvad jeg fik sagt ved turens slutpunkt. Men følelsen var voldsomt varmere end de indtjente kroner og den medfødte, journalistiske nysgerrigheds-tilfredsstillelse.

   Tag en god bid af livet - og hav en god dag, Danmark!

Jesper Grunwalds taxa-historier er et smukt eksempel på effekten af det jeg andet steds beskriver og omtaler som 'kreative restriktioner': 

   Synsvinklen er klar, rammen givet og i den grad begrænset  - og så vrimler historierne frem - formidlet af en gammel nysgerrig journalist med hang til godt sprog, talent for billeder og sære almindelige menneskeskæbner i intime situationer.

   Bagved den særlige kreative energi i historierne ligger måske også fænomenet 'kreativ vrede', et begreb og et fænomen som jeg sidst brugte til at beskrive hvad de var 'på gång' med den unge digter Yahay Hassan - som siden da godt nok også har fået kærligheden at føle i den journalistiske offentlighed:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html

Og så er Jesper Grunwalds taxa-historier jo også et smukt eksempel på det fænomen som kreativitetsteorien betegner som 'serendipitet': Det tilfældige held - eller det heldige tilfælde: Du søger ikke, men finder noget værdifuldt i det der måske bare var et nødvendigt onde.
   Det engelske Wikipedia anskueliggør begrebet med historien: Du går ind i en høstak for at finde en nål, men kommer ud med bondemandens frodige datter.

   

Karrieremæssigt endte Jesper Grunwald højt oppe i hierarkiet i DR, og blev så - pludselig 2010 - verfet ud, som mange andre af de gamle kreative chef-pionerer - i forbindelse med en eller anden af de mange nedskæringer, omorganiseringer, rekonstruktioner og hvad ved jeg - som DR har gennemgået siden 1994. 

 
Konsulentbranchen er hård i disse år, så for at få smør på brødet og enderne til at mødes, begyndte Jesper at køre nat- og morgen-taxa i København. 

   Jesper Grunwalds autentiske historier fra den aktuelle storby-virkelighed er en slag moderne new-journalism. Og lige i øjet til de sociale medier og en bred vennekreds der er på størrelse med min egen - og med mange fælles venner på listen.

  Hans historier fra Taxaens halvprivate lukkede rum har en empatisk humor og en visuel realisme som lover godt for den blog han snart begynder på, og som jo nok ender med en form for publicering som er værd at se frem til. 

  Se her hans video hvor han face-to-face med - nogenlunde - øjenkontakt annoncerer næste skridt i udviklingen:

https://www.facebook.com/photo.php?v=10152025005616351

Good luck! May the force be with you!

P.S. Det næste er vel at Poul Nesgaard bliver buschauffør! 

   Hvilken fornøjelse for kunderne, de historier gode gamle Nesgaard vil kunne divertere med over højtaleranlægget. Fakta eller fiktion? Who cares! 

   Denne ide er hermed give videre til den kommende VS-borgmester for miljø og trafik i København. Ville utvivlsom tiltrække en del cykel-pendler der ellers hensynsløst udøver "blød magt" over de københavnske gader, veje, fortove og fodgængerovergange.

Den skrivende Poul Martinsen - sprogkunst der kan læses som en film - i bogen om hypnosemorderen

Som jeg fortalte i et tidligere indlæg om tv-dokumentaristen Poul Martinsens nys udkomne bog om "hypnosemorderen" Palle Hardrup, så var Martinsen en velmeriteret skrivende featurejournalist på Politiken op gennem det meste af 60´erne, inden han i 1968 blev fastansat i DR´s Kulturafdeling for at producere tv.

   På et bredt felt af tv-genrer var han pioner. Men det var han faktisk også allerede som skrivende. Et studieophold på Columbia School of Journalism i USA inspirerede ham både til at ville lave tv som "direct cinema" (=fluen på væggen-dokumtar), men også til at prøve sig selv af i den journalistiske genre som den gang i 60´erne blev kaldt new journalism.

   Det er en konceptuelt blended genre som man bl.a. har beskrevet som "journalism that reads like a novel" - altså: journalistik som kan læses som (var det) en roman. En genre som fra midt i 90´erne har fået en renæssance under navnet "narrativ journalism" - fortællende journalistik. For nylig praktiseret med store gennemslagskraft i offentligheden i Politiken i serien om den adopterede og tvangsfjernde somaliske pige Amy, skrevet af Dorrit Saietz.

I USA var en af pionerene Truman Capote - og den bog som inspirerede kloge folk til at opfinde begrebet "faction", havde titlen "In Cold Blood: A True Account of a Multiple Murder and Its Consequences". Den udkom 1966.

   Nu har jeg fået læst Martinsens bog "Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup". Og mon ikke forfatteren har haft denne sin ungdoms inspirationskilde i tankerne - i det mindste i den ubevidste del af dem.

   I hvert fald havde også Palle Hardrup 'koldt blod' da han begik sit fejlslagne bankrøveri og dræbte to bankfunktionærer. Og som det fremgår af bogen, så havde han det stadig - 'koldt blod' og ingen anger eller skam - da Martinsen opsporede og interviewede ham næsten 60 år efter - da Palle Hardrup var 87 år - de 40 levet under cover. 

   Og ligesom Truman Capotes bog først udkom da morderne var hængt, så udkom Poul Martinsens bog først da Palle Hardrup var død.

Jeg kan skrive under på Politikens anmeldelse af Hans Hertel der konkluderer:

En fantastisk bog om en fantastisk skæbne - flot skrevet, med høj indlevelsesevne og tungen lige i munden.

Men hvordan er den så skrevet, og hvad er det for en tunge han holder lige i munden?

   Her citerer jeg det aller første afsnit - kursiveringerne er mine:

Det er morgen i et af Københavns brokvarterer, og solen leger borte-tit-tit i vinduerne på et tog, som kører forbi. I en lejlighed på første sal, tæt på det høje banelegme, går en gammel mand og vander blomster. Fra sit vindue kan han se ind til rækkerne af passagerer, der ligner folk i en rutsjebane, på vej til de op- og nedture, dagen måtte bringe.

   De tykke dobbeltvinduer i lejligheden dæmper motorlarmen til en susen. Toget, der glider forbi, ser ud som om det er med i en stumfilm.

Manden taler til planterne imens han går rundt og vander dem. Og han beskrives sådan her:

Den gamle mand er i pullover og gabardine-bukser ned pressefolder. Har har sælskindstøfler på og glider uden anstrengelser frem og tilbage over gulvplankerne med vandkanden. Tynd og sej er han og ligner med sine uglebriller og sin veloplagthed en bogholder, der lige har ringet ind til sin arbejdsplads og stukket en plade om, at han må blive hjemme, fordi han er blevet så grueligt forkølet.

Det her er et smukt eksempel på regulær new journalism. Skrevet i 3. person. Scenisk fremstilling. Kronologisk handlingsforløb. En tekst med øje for de sigende detaljer. Erfaringssprog i øjenhøjde.

   Men det er mere end det. Det er også skønlitteratur med finurlige og charmerende metaforer og sammenligninger. Og med et snert af H.C. Andersen: 'solen leger borte-tit-tit i vindueren', 'så grueligt forkølet'.

   Og så er det jo ikke bare en scenisk fremstilling. Det er en filmisk fremstilling - en observeret scene - sat i ord: 'ser ud som om det er med i en stumfilm.'

Dette første kapitel i bogen beskriver en dag i den gamle mands liv. Han går ud og køber ind og...

På vej hjem bestiller Palle sig en cappuccino i Jensens Bøfhus på Trianglen. Der er trængsel i lokalet, og da den unge servitrice vil servere kaffen kommer hun til at vælte kroppen, så den skoldhed drik ryger ud over bakken med kurs mod kundens ben.

   I slow motion ville man kunne følge kaffens sprøjt ud af koppen, hen over bakken og ned ad bordpladen. Strømmen af skoldhed kaffe og mælkeskum svæver lige over den pæn ældre herres bukser - da han i sidste øjeblik kaster benene ud til siden, så kaffen plasker ned ved siden af ham.

Man ser i et aha-glimt filmesekvensen for sig.

Det der ikke fremgår af bogen, er at Poul Martinsen faktisk havde prøvet at få DR til at lade ham producere en dokumentarfilm om hypnosemordene og de to dømte, Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen. Men at hans programforslag var blevet afvist. 

   Så den dokumentarfilm han forestillede sig i fantasien, blev  ikke til noget i virkeligheden. Den  frustration ligger som en billedskabende undertekst i bogen, og er med til at levere et ekstra fascinationslag i fortællingen. Andre steder har jeg talt om kreativ vrede.

Scenen fortsætter:

Servitricen er ved at gå til af undskyldninger. Men Palle vinker afværgende.

   "Jeg har altid været hurtig, når det gælder, og cool," siger han smilende. Pigen aner ikke hvad den gamle dreng taler om. Hun kan jo heller ikke vide, at den kulde, han tænker på, var hans måde at reagere på, når nogen for lang tid siden prøvede på at ramme ham med en salve fra en maskinpistol. Hun skynder sig at bringe en ny cappochino hen til bordet.

Den slags set up til senere scener og afsnit i fortællingen er der mange af i dette først kapitel. Dramaturgisk set er kapitlet et samlet anslag til hele fortællingen.

   Og som vi ser her, veksler fremstillingen mellem på den ene side handling i aktualiserende nutid der giver naturlig fremdrift - og på den anden: flash back i datid der udnytter spillet mellem varslende vidensforspring og tilbageholdt viden om hvad der den gang skete, og som siden vil blive fortalt i bogen.

    Men Martinsen kan også udnytte at det netop er verbalsproget der kan fortælle noget som det vil være rigtigt svært at fortælle i filmiske billeder - fordi det der skal fortælles, er noget indre - noget  mentalt og usynligt. Her i endnu et flash back:

For fyrre år siden gav hans forsvarsadvokat og gode ven ham et råd: "Tag navneforandring, skift identitet, start et nyt liv. Gem og glem ham dér Hardrup. Væk med ham!" 

   Siden da har han forvist minderne fra første halvdel af sit liv til en art isolationscelle, han har konstrueret et hemmeligt sted i sin personlighed. Et mørkt rum til forbudte tanker og utidige følelser, som til hverdag pænt bliver på plads, fjernt fra det klare dagslys.

Kender man Martinsens tv-produktion, så vil man se at der her ligger en henvisning til noget af det Poul selv har lavet flere tv-dokumentarfilm om: Hvad der sker med folk når de bliver hensat i isolationsceller. Så der er tale om en personligt levet, 'dyb' metafor når han i en stor del af fortællingen beskriver den anden 'mørke side' af "dobbeltmennesket" Palle Hardrup.
    Og samtidig er denne metafor på Palle Hardrups mentale konstruktion, et set up til Martinsens samlede projekt med bogen: at kalde disse mørke minder, forbudte tanker og utidige følelser frem - og dokumentarisk at modstille dem med den ny identitet som Palle Hardrup har levet i og med i fyrre år.
   Men 'isolationscellen' peger også på at når Martinsen vælger at portrættere endnu et "dobbeltmenneske", så ligger der også en personligt spejling og en form for identfikation i forhold til hovedpersonen. Dokumentaristen PM er selv et "dobbeltmenneske" der altid har følt sig isoleret.
   Og som den 'filmauteur' han er, har han selv brugt en stor del af sin omfangsrige tv-produktion til at udstille "mørke minder", 'forbudte tanker' og 'utidig følelser' i metaforisk kamufleret form - i tv-skærmens flimrende lys.

Til sidst beder Palle Hardrup sin aftenbøn mens han lægger sin kind op ad et billede af Jomfru Maria.  Han slutter bønne med ordene: "Jeg er fuldstændig parat til at forlade denne tilværelse. Amen."
   Det første kapitel slutter med en metaforisk reference til dets indledning.

Uden for kører et tog forbi næsten uden en lyd. Med silhuetter af mennesker rundt om i kupeernes barske lys. Det ligner akvariefisk, der støder næsen op mod glasset og kigger ud.

Det er konceptuel blending. Det er kreativt. Det er faktion. Det er kunst.