Når brug af iPad blandt mindre børn svækker kreativiteten - en undersøgelse afslører risikoen for at børn mister evnen til at se - og til at opleve det de ser i sammenhæng - og at tegne det. - Kan man gøre noget ved det?

Det er de færreste artikler som jeg læser, hvor jeg efter læsningen siger: "Ja, selvfølgelig". Men det gjorde jeg efter læsningen af denne artikel i Politiken:

Overskrift:

Mister generation IPad evnen til at tegne?

Det er naturligvis et retorisk spørgsmål som artiklen svarer 'ja' til.

   Manchetten lyder:

På en friskole i Københavnsområdet har de kommende børnehaveklasseelever hvert år tegnet et hus til deres skoleleder. I løbet af 15 år har tegningerne mistet farve, detaljer og stilsikkerhed.

Sådan står der på forsiden af Kulturtillægget. Inde i sektionen står selve artiklen, nu med følgende overskrift:

Fra slot til skrot 

Manchetten til netavis-versionen af artiklen lyder:

De danske børn er idéfattige, og deres svigtende kreativitet kan skyldes iPaddens indtog. Teknologien gør børnene afhængige og fratager dem muligheden for at sanse, mener formanden for Danmarks Billedkunstlærere. 

Hvorfor deler jeg den bekymring?

   For det første tegnede og farvede jeg meget da jeg var lille - under skolealderen. Og husker glæden ved at se de resultater jeg kom afsted med.

   For det andet var der en periode da jeg var ung danskstuderende hvor jeg interesserede mig meget for børns tegneudvikling og lærte mig at identificere de forskellige faser i fx at tegne/male et menneske som de fleste børn gennemgik under de første års opvækst.

   Fx lærte jeg at et bestemt stadie i børns tegning af mennesker havde betegnelsen "en kopffüssler"; som den her glade figur tegnet af et af mine bonusbørnebørn da han var - måske 3 år: et hoved med to ben:

Noget af det jeg undrede mig over den gang, var hvorfor nogle få børn - som jeg selv og enkelte af mine venner - var fortsat med at tegne og male op igennem ungdommen - mens andre - langt de fleste - relativt  tidligt og pludselig bare holdt op.

   Og derefter senere i livet kunne finde på at sige noget i retning af: "Jamen, jeg kan ikke tegne/male."

 

Jeg husker jeg var fascineret over de mange børnetegninger som man kunne se og læse om i forskellige undersøgelser, og som man med de rette begreber kunne analysere ud fra et udviklingssynspunkt.

   Her er et blandet udvalg hentet fra nettet. Enjoy ....

Og jeg var ligeledes stærkt optaget af hvordan den kreativitet der lå i spontane børnetegninger i de tidlige barneår, kunne bevares, stimuleres og udvikles senere i barn- og ungdommen under særlige skoleformer: Summerhill-skolen i England, Steiner-pædagogikken, Bernadotteskolen herhjemme med CC. Kragh Muller som leder, Regio Emilia-filosofien forankret i eksperimenterende pædagogik i Norditalien:

https://www.leksikon.org/art.php?n=5096

 https://da.wikipedia.org/wiki/Steinerp%C3%A6dagogik

http://denstoredanske.dk/Erhverv,_karriere_og_ledelse/P%C3%A6dagogik_og_uddannelse/S%C3%A6rlige_skoler/Summerhill_School

Og så var der jo også en del af de kunstnere fra omkring århundredskiftet og fremefter hvis kunst jeg var meget optaget af i 60'erne og senere, som dyrkede børnetegninger som ideal, og/eller lod deres kunst blive stærkt inspireret af dem, som fx Klee og Picasso - og senere Cobra-gruppen:

   Her tekst-indledningen fra New York Times til en artikel om en udstilling der i 2006 har som ambition at udforske og udfolde børnetegningernes betydning for moderne kunst:

WHEN Paul Klee laboriously copied a mountain landscape by his 12-year-old son, Felix, into his own 1920 painting "Untitled (Tent City in the Mountains)," he paid tribute to the vitality and inventiveness of childhood, a source of creativity celebrated at least since Rousseau. His homage put him squarely in a modernist tradition that sought refuge from academic constraints in the somewhat mythical paradise of an untrained eye that sees the world afresh, a childlike hand still unshackled by habit and skill.

   Decades earlier, when Klee had just finished his art studies, he discovered a cache of his own childhood drawings. He described them, in a 1902 letter to his fiancée, as "the most significant" ones he had yet made.

Artiklen er illustreret med denne tidlige Poul Klee-tegning (han var født i 1879):

Artiklen i Politiken satte hos mig flere erindringer igang om tidligere indlæg og reference her på blokke.

  Den handler altså om hvordan børns 'evner' til at tegne og tænke visuelt forfalder og bliver ustryksmæssigt fattigere fordi IPaden totalt dominerer deres visuelle liv. Det er et liv der mentalt og fysisk bliver amputeret og som svækker de dele af hjernen der ellers tidligere blev stimuleret, når børnene gennem uhæmmet brug af Ipadden fratages den særlige kropslige aktivitet som karakteriserer det at tegne og male.

   

Det er fx kun godt et år siden jeg skrev et indlæg der fortalte om at det at tage noter fra en forelæsning i hånden frem for at skrive noterne på sin computer eller IPad, at det gjorde at de studerende huskede noterne og det de refererede til, meget bedre.

   Eller omvendt at det at skrive noter under forelæsningen på en skærm af en slags og med et tastatur af en slags, gjorde notetagningen mindre effektiv som læringsredskab fordi de studerende glemte mere af det forelæst end hvis de havde skrevet dem i hånden.

   Disse udsagn blev underbygget af seriøs forskning som man kan læse om i dette indlæg som er fra august 2016.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/skriv-og-skriv-igen-i-handen-tag.html

Der er også mange undersøgelser der bekræfter det gamle engelske bevingede ord om at ' learning by doing' - er bedre og mere effektivt end bare 'learning by listening´ - til underviseren - eller 'learning by reading' - en bog.

I begge tilfælde kan resultaterne af den slags undersøgelser langt hen ad vejen forklares af den moderne hjerneforskning.

   Hvis flere forskellige dele af hjernen aktiveres når man er igang med at lære noget - herunder de dele der forvalter og styrer vores fysiske handlinger og motorik (motorcortex og præmotorcortex) - så er det  der læres og forstås, tilsyneladende mere anvendeligt og hænger bedre fast end hvis disse handlingsorienterede dele af hjernen er inaktive under læreprocessen.

   Det kan også hænge sammen med at der i præmotorcotex sidder en stor mængde af de såkaldte spejlneuroner der gør det muligt neurologisk at forbinde de handlinger man forestilller sig at gøre, med de tilsvarende handlinger når man faktisk udfører dem, og med de tilsvarende handlinger når man se en anden praktiserer dem; fx at cykle, at skære et stykke rugbrød, at svømme; at gå over gaden for grønt lys, etc.

   Man lærer at udføre en handling ved at simulere at man udfører handlingen som man først har set en anden udføre. 

 

Og det er det samme med memoteknikkerne - de mentale tricks der gør at folk kan lære at huske store mængder af 'meningsløs' information uden at deres hjerne og hukommelse i øvrigt er noget der skiller sig ud (jfr. bogen "Moonwalk With Einstein" af Joshua Foer).

   Tricket er at sørge for at de for så vidt kontekst- og meningsløse 'enheder' som skal huskes - tal, formler, bogstaver, navne - via træning forbindes i den visuelle hukommelse med fysiske billeder i en velkendt kontekst - fx via såkaldte "hukommelses-paladser":

Hvordan hænger alt det så sammen med artiklen i Politiken om udviklingen som har overskriften "Fra Slot til Skrot"?

   Jeg citerer lige fra indledningen:

Sådan tegner børnene i dag: Se udviklingen fra 2002 til 2016 

I gennem 15 år har en skoleleder på en friskole bedt alle børn, der skal starte i skolen, tegne en tegning. I 2002 var børnenes udtryk detaljeret og farverigt. I dag er deres tegninger mere simple og unuancerede.  Udviklingen forundrer forskere og bekymrer billedkunstlærer Lykke Andersen. iPadden har taget alt for meget over, mener hun.

   De 10 tegninger er her udvalgt blandt de 60 tegninger, skolelederen har modtaget fra de tre årgange. De viser den gennemgående tendens blandt børnenes tegnefærdigheder de forskellige år.

Tegnet i 2002

Skolelederen på en lille friskole uden for København har i mange år taget en samtale med de nye børn et for et, foråret før de skal begynde på skolen. På et tidspunkt i samtalen giver han dem et stykke papir og en æske farvekridt og spørger, om de vil tegne en tegning til ham.

   Hvis de ikke selv har en idé til, hvad de vil lave, foreslår han dem at tegne et hus, så det gør langt de fleste. Og der er sket noget interessant i de 15 år, han har indsamlet tegninger. Det vurderer børnepsykolog og specialist i analyse af børnetegninger Grete Binger, der har set skolelederens bunker.

   »Nogle er exceptionelle i deres detaljerigdom«, bemærker hun, da hun ser på tegningerne fra 2002, tegnet af børn, der i dag er omkring 21 år gamle. Langt de fleste har tegnet det hus, skolelederen har foreslået.

   »Men næsten alle børnene har tegnet noget uden om huset. Mange har en basislinje, enten tegnet som en streg eller græs. Det vil sige, at tegneren placerer huset i tid og rum, i en sammenhæng«.

Tegnet i 2009 

I 2009, hvor tegnerne er børn, der er omkring 14 år i dag, er det kun halvdelen, der har tegnet det hus, skolelederen foreslog. »Men«, pointerer Grete Binger:

   »Detaljerigdommen er mindre, og der er ikke på samme måde omgivelser med. Lidt under halvdelen har den basislinje, som vi tolker som et tegn på modenhed.    Nu er der 7 børn, der kun bruger én farve. Flere farver kan tolkes som et udtryk for flere følelser, men også for, at barnet har brugt mere tid og udnyttet de redskaber og muligheder, der er stillet til rådighed«.

Tegnet i 2016

 

I 2016 har alle børnene tegnet et hus. De fleste har kun brugt en af de farver, der lå foran dem. Mange har trykket så svagt, at man næsten ikke kan se stregen, og husene er blevet mere primitive. Meget få udfylder papiret, og husene står som satellitter uden basislinje.

    »Hvor de 6-årige tidligere tydeligvis i deres hoved havde et klart billede af, hvordan et hus ser ud og har haft overskud til at tegne ting uden om, ser det i dag ikke ud til, at de har meget erfaring med at producere et grafisk udtryk«, siger Grete Binger.

Der er jo ikke tale om en supervidenskabelig undersøgelse af mange børns tegninger over tid - statistisk udvalgt til at være repræsentative for deres årgang og med den spredning i social baggrund som man kunne ønske sig, ved et definitivt stykke forskning hvis resultater man skal forholde sig til.

   Ikke desto mindre giver de indsamlede tegninger mulighed for at opdage tegn på generelle forandringer i børns billedsprog, fordi det er en sammenlignelig børnegruppe og en sammenlignelig situation og opgave gennem alle årene, det konkluderer Jakob Ørsted, der er uddannet billedkunstner og lektor ved pædagoguddannelsen på UCC i København.

Selv er jeg ikke i tvivl. Jeg har 3-4 børnebørn som er vokset op med iPadden og som nu er mellem 8 og 16 år.

   Og jeg har jo oplevet hvor meget tid de bruger med diverse spil og videoer mv. som iPadden frister børnene til at bruge - når familien samles til fejring af fødselsdage - eller andre former for familiekomsammen.

   Min oplevelse er at børnene i den alder utvivlsomt falder for de mentale fristelser som spil- og game-mulighederne i iPaddens apps-indhold tilbyder, og som betyder at børnene mange timer om ugen hjemme eller i skolens frikvarter, har totalt fokus på iPaddens skærm (eller måske nu: smart-telefonens) og på at manipulere og styre det der foregår med fingerne på tastaturet. Og til gengæld i lange perioder helt har abstraheret fra de umiddelbare social omgivelser som måtte komme i form af kontakt og samspil (fx leg) med andre børn/mennesker i situationen. 

Det er en vigtig del af det at være kreativ at man kan genkalde sig erindringer, oplevelser og erfaringer i form af fremkaldte billeder på den indre skærm, det som på engelsk kaldes "the minds eye". 

   Og det svært ikke at tolke den udvikling  (= afvikling af kontekst, farver og detaljer i hus-tegningerne) som artiklen i Politiken referer og dokumenterer er sket over en 15-årig periode, som en mental forarmelse og nedsmeltning af børns mulighed for at udfolde sig kreativt og socialt. 

Kan man - børn, forældre, samfundet - da gøre noget? 

   - Ja, ligesom med cigaretter, euforiserende stoffer, alkohol og aktive smartphones i klasseværelserne, så kan man forbyde eller begrænse brugen af iPadden hos børn til et bestemt antal timer dagligt eller ugentligt. Og måske først tillade at de får lov at bruge den når de er 8 eller 10 år.

   Eller man kan belønne de børn der begrænser brugen, ligesom jeg i sin tid fik at vide at jeg ville få et kørekort hvis jeg ikke røg før jeg var atten (hvad jeg dog ikke holdt).

Og jeg gider helt ærligt ikke høre på velmenene venner og pædagogiske eksperter som siger at forbud og grænser er forkert og giver bagslag: at det er vigtigt at børnene fra de er helt små lærer at brug iPadden fornuftigt og dermed begrænse omfanget af de 'skader' på hjernen som vi jo nu får stadig mere dokumentation på sker over årene ved uhæmmet brug.

   Som jeg ser det, er der tale om en særlig afart af ludomani der simpelthen skyldes at hjernens belønningssystem kører med klatten når først den har oplevet hvordan det føles med et skud dopamin hvert 5. eller 10. minut ved uhæmmet brug af iPaddens uendelige muligheder for spil og underholdning lige ved hånden.

   Tror man virkelig at ikke-digitalt-erfarne eller digitalt amatøriske forældre på den baggrund kan opdrage deres børn til at begrænse og beherske den daglige brug af iPadden til noget der er 'fornuftigt' og 'under kontrol'?

   Jeg gør det ikke. 

Carl-Henning Pedersen, der var en af den berømte COBRA-gruppes danske medlemmer, skrev i udstillingskataloget til Kunstnernes Efterårsudstilling, 1948, hvor han og flere andre fra gruppen udstillede:

»Al Ægte kunst kommer fra menneskets sind«, »Sindet omformer de oplevelser, vi henter i naturens verden, i vor egen verden. Livet strømmer ustandseligt og ophober sine oplevelser.«

Den mentale strømning fra menneskets sind som "omformer de oplevelser vi henter i naturens verden", til visuelle levende kunstneriske udtryk "i vor egen verden", den synes at være kraftig svækket og på retur hos iPad-overstimulerede børn i de senere år. 

   Foruroligende!

Carl-Henning Pedersen: "Ved havet", 1987. Olie på lærred, 206 x 290 cm.

Posttraumatisk Vækst - 'from pain to gain' - et begreb jeg har savnet til forklaring af hvorfor mange kreative personer tilsyneladende trækker på traumatiske erfaringer i deres virksomhed

Paul Klee: Death and Fire, 1940

Paul Klee er en af de kunstnere hvis billedere jeg har haft de største og mest inspirerende oplevelser ud af at se da jeg var ung.  Jeg mødte hans billeder første gang på Charlottenborg hvor jeg som 14-15-årig fulgte med min mor der var kunstinteresseret.

    I 1933 blev Klee alvorligt syg og fik efter sin død stillet diagnosen 'scleroderma' - en form for sclerose der er meget smertefuld og blandt andet forkrøbler hænderne. 

   Ikke desto mindre var han i den periode og årene efter uhyre produktiv og kreativ. Wikipedia fortæller at han i 1933 producerede 500 billeder, og i 1939 1200 billeder - efter altså at være blevet afskediget af Nazisterne fra sin stilling ved Bauhaus, hængt ud som 'entartet' kunstner, og være tvunget til at emigrere til Schweitz.

  Paul Klee er citeret for under sin syv år lange sygdom at have sagt:

I create - in order not to cry

Det er et godt stykke tid siden jeg har bestilt en bog om kreativitet på Amazon. Men en dag opdagede jeg en titel som lød lovende - fordi den forfulgte samme interesse som jeg har dyrket i en lang række indlæg siden jeg startede at skrive min blog i marts 2010:

Wired to Create 

Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg har Klee-citatet.

   Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.

   Undertitlen er lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugter lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk selvhjælpsbog.

   Men bogen er ny - fra 2015 - og hører til den type af videnskabsjournalistiske bøger, som englændere og amerikanere er så gode til. Og den har fået mange gode anmeldelser og har været en bestseller.

   Og det tjener den til ære og borger for kvaliteten at der bagerst er et stort noteapparat med henvisninger til den litteratur der refereres og også et omfattende stikordsindex.

Jeg genkender meget af det de refererer og mange af kilderne fra mine egne drypvise indlæg om sammenhængen mellem den kreative proces, personlighedpsykologien og det som neurovidenskaben i de senere år har fundet ud af der foregår i hjernen.

   Så om ikke andet kan jeg finde ud af om jeg stort set har været på rette spor. Og om er der er væsentlige temaer, vinkler og begreber i forhold til kreativitet som er smuttet under min læsehorisont.

Bogen kombinerer typisk i hvert kapitel case-historier og -citater med resultatet af nyere og indimellem også ældre videnskabelige forsøg og undersøgelser.

Her er titlerne på de ti kapitler som refererer til hver sit tema, og som samlet svarer på et oplæg i forordet om hvor rodet - "messy" - det for de fleste ser ud når man prøver at forklare hvad der kendetegner det særligt kreative sind og de kreative processer:

Ten Things Highly Creative People Do Differently

1. Imaginative Play
2. Passion
3. Daydreaming
4. Solitude
5. Intuition
6. Openness to Experience
7. Mindfulness
8. Sensitivity
9. Turning Adversity into Advantage
10. Thinking Diffrently

Flere af disse temaer ser umiddelbart indlysende ud i en bog med den titel, andre inviterer til uddybende læsning.

Det introducerende kapitel og forordet tager afsæt i det de sammenfatter som "Messy Minds" - altså "roddede sind". Og udgangspunktet ligner meget det sted jeg selv startede: Med Mihaly Csikszentmihalyis begreb om den særligt kreative personligheds egenskaber som, når de listes op som jeg gjorde det i et indlæg fra den 10. marts 2010, har karakter af en serie af tilsyneladende paradokser:

1. Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd
2. Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
3. Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation
4. Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
5. Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet
6. Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision
7. Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger
8. Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger
9. Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre
10. Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk
11. Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
12. Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel

Når jeg startede der den gang, var det utvivlsomt fordi jeg kunne genkende mig selv i mange af udsagnene, og i mange af udsagnene også kunne finde en slags forklaring på nogle af de 'sejre' og 'nederlag' jeg kunne finde i betydningsfulde oplevelser og erfaringer fra mit liv når jeg så tilbage på det.

Et af de temaer jeg har forfulgt, har været spørgsmålet om hvordan det kunne være at så mange forfattere, kunstnere og kreative journalister tilsyneladende havde haft en barndom og ungdom præget af tab af forældrerelationer, af mobning og social isolation, af ufrivillige flytninger til fremmede miljøer med fremmede sprog. Alt sammen oplevelser og erfaringer som man umiddelbart ville forbinde med starten på et 'taberliv', men som altså hos relativt mange kreative mennesker nærmest har virkede modsat, som kilden til fantasi og opfindsomhed.

   Jeg har haft svært ved at lige at finde nogen solide videnskabelig kilder til at forklare hvordan og hvorfor der kunne være en sammenhæng mellem 'trauma' (et mentalt sår eller ar) og 'kreativitet'.

   Og her dukker så i kapitel 6. "Openness to Experienc" et begreb op som jeg har savnet:

Posttraumatic Growth 

Altså: 'mental vækst' efter 'traumatiske oplevelser.'

 

Jeg har været inde og vende omkring beslægtede begreber som 'kreativ vrede', 'kreativ destruktion', 'kreative begrænsninger'.

   Og jeg havde sådan for mig selv lavet den teori at når man led alvorlige sociale og psykologiske tab (=traumer), så ville det (for nogen? Hvem?) stimulere fantasien ved at man ikke kunne lade være med hele tiden at tænke på og længes efter det man følte savn af, det der var væk, det man mentalt og emotionelt havde mistet.

   Det passede meget godt med at flere kunstnere talte om deres "vemod" eller "melankoli" som noget der hang sammen med eller ligefrem drev deres kreative produktion, fx filminstruktøren Ole Malmros hvis sindslidende kone dræbte deres fælles spædbarn.

   Denne min teori passede i hvert fald godt med at det var ret gennemgående i de forskellige casehistoriers erindringer at der optrådte en 'mentor' som gav støtte, forståelse og vejleding til et barn eller et ungt menneske som ellers følte sig ikke-set, ikke-forstået ikke-anerkendt. På vej mod bunden.

   Digteren Yahya Hassans historie er et relativt aktuelt eksempel på den sammenhæng.

   Og jeg hørte netop i radioen om forfatteren til verdens bedste spionromaner, John le Carre (David John Moore Cornwell) som også havde en rædsom barndom og ungdom, og som brugte sin fantasi til at fortælle opdigtede historier om sin rædsomt svigefulde far.

   Et tredje eksempel er den svenske journalist og forfatter Jan Guillou.

   Om der i deres tilfælde var mentorfigurer der bidrog til deres senere positive udvikling som forfattere, har jeg dog ikke kunnet finde ud af.

Og jeg kunne også koble en tankemæssig forbindelse til den teori som Lone Frank i en artikel for nogle år siden introducerede mig til: 'orkidehypotesen'; dette at en bestemt kombinationer af gener kan føre til personlig mental blomstring for særligt sensitive mennesker hvis de rette sociale omgivelser nurser sindet - metaforisk set: vander, gøder og giver varme til et elles skrøbeligt psykisk apparat; men hvis ikke, så er der øget risiko for at det kører skævt for personlighedens udvikling, som så meget nemt bevæger sig mod social og psykologis deroute og destruktion.

 

Jeg støder på begrebet 'posttraumatic growth' i kapitel 6 i forbindelse med en diskussion om hvorfor nogle mennesker med typisk 'schizoide' personligheder bliver sindsyge, mens andre i stedet ender op med at udfolde stor kreativitet.

So what determines wether schizotypy goes the way of intense absorption and creative achivement or tips over into mental illness. This is where a number of other factors come in to play.

   If mental illness is defined as extreme difficulty functioning effecively in the real world, then the complete inability to imagination from reality is surely going to increase the likelihood of mental illness. However, if one has an overactive imagination but also has the ability to destinguish reality from imagination and can harness these capacities to flourish in daily life (with the help of things like motivation, posttraumatic growth, resilience, and a supportive environment), then that is far from mental illness.

Ud over det for mig nye begreb i parentesen til sidst i afsnittet: 'posttraumatic growth', så er afsnittet også ind på et andet spor jeg har fulgt i en række blokindlæg - sammenhængen mellem sindslidelser som depression og skizofreni på den ene siden og kunstnerisk udfoldelse på den anden (eksemplariske cases: Van Gogh, Edvard Munch, Carl Frederik Hill).

  Og i parentesen ovenfor er også et andet udtryk som jeg genkender fra mine forestillinger om en mentor som noget der kan hjælpe dem der har lidt psykiske eller sociale tab: 'supportive environment'.

  Det følgende afsnit uddyber parentesen med noget de kalder 'protective mental qualities':

Mental processes on the schizotypy spectrum may interact with protective mental qualities lik intellectual curiosity, working memory, and cognitive flexibility.

   Indeed one study conducted on people  with no history of neurological or psychiatric illness found that the most  creative thinkers were those who were able to simultanously use their executive attention ressources to engage in an effortful memory task while continuing to keep brain activity from the imagination network active. 

Ups! Der var virkelig et begrebs- og tankemæssigt fund for mig - gemt i endnu et begreb jeg ikke havde stødt på før: "the imagination network", altså bogstavelig talt: det netværk af særligt tæt forbundne moduler i hjernen som er aktivt når vi fantaserer og forestiller os ting, når vi (dag)drømmer, genkalder os episodisk erindringer, eller når skal forestille os hvordan andre mennesker har det ('theory of mind').

   Lidt søgen rundt omkring i bogens tekst viser at 'imagination network' er et populariserende synonym til det jeg har skrevet om i rigtig mange indlæg: 'default mode network' eller 'task negative network'.

  Så nu er jeg virkelig på hjemmebane.

Tilbage til 'posttraumatic growth'. Hvad handler det om ifølge bogen "Wired for Crativity"?

    Kapitel 8 "Turning Adversity into Advantage" (''at vende modstand til medvind") giver og uddyber svaret - med afsæt i historien om den mexicanske maler Frida Kahlo, som jeg selv har skrevet om i et tidligere indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/09/kaktusblomsten-fra-mexico-frida-kahlo.html

Frida Kahlo: The Broken Colum, 1944

Afsnittet om koblingen mellem en forfærdelig lidelseshistorie og så hendes kunst, konkluderer:

Pain and trauma were the inspiration behind Kahlo's autobiographical works, which expressed with rawness and honesty, the depths of er emotions.

Og så følgere en generalisering som jeg næsten selv kunne have skrevet:

Art born of adversity is an almost universal theme in the lives of man of the world's mos eminent creative minds. For artists who have struggled with physical and mental ilness, parental loss, social rejection, heartbreak, abandonment, abuse and other forms of trauma, creativity often becomes an act of turning challenge into opportunity.

De skriver videre at mange slags kunst er forsøg på at skabe mening i menneskelig lidelse. Og det er nøgleordet i afsnittet: At mennesker som oplever et liv og en verden der ikke giver mening, gennem deres kunstneriske udtryk med rødder i fantasien forsøger at give og få mening tilbage, eller skabe ny mening, ny betydning, nyt indhold.

   De skriver videre:

In our indvidual and collective quest to understand the darker side of human life, works of Art like Kahlo's self-portraits, which show us the thruth of another's pain and lonliness, carry the power to move us deeply.

Og så dukker minsandten i teksten en henvisning op til en af de forfattere jeg for snart mange år siden (1998-99) har læst med stort udbytte og ligefrem brugt et helt kapitel på i min bog 'De levende billederes dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm". Forfatteren er Joseph Campbell, og hans bog har titlen 'The Hero with a Thousand Faces' fra 1949.  Den handler om den arketypisk historie "The Hero´s Journey" som fungerer som en underliggende skabelon i næsten alle eventyr, sagn, romaner og film, en historie som han sammenfatter sådan:

A hero ventures forth from the world of common day into a region of supernatural wonder: fabulous forces are there encountered and a decisive victory is won: the hero comes back from this mysterious adventure with the power to bestow boons on his fellow man.

Fortællinger bygget over den skabelon, er universelle udviklingshistorier hvor udviklingen sker for hovedpersonen og 'helten' gennem at møde næsten uovervindelig modstand og indgå i en ekstremt krævende undre og/eller ydre konflikt, og så trods al modgang og modstand komme ud som 'vinder'.
   De historier kan jo i kraft af deres struktur tjene som en slags mentale og konceptuelle rollemodeller for traumatiserede personer (og for os andre). Deraf deres store popularitet og gennemslagskraft i alle kulturer og historiske perioder.

   Bogen citerer i denne sammenhæng Nietche for udsagnet: "Den modstand der ikke slår os ihjel, gør os stærkere."
   Og den romerske stoiker (og kejser) Marcus Aurelius citeres for udsagnet

"The impediment to action, advances the action. What stands in the way, becomes the way" - "Det der forhindre en handling, fremmer den handling. Det der står i vejen, bliver vejen."

Jeg kan specielt godt lide den sidste del af citatet: 

Det der står i vejen, bliver vejen.

Scott Kaufman og Carolyn Gregoire refererer til flere hundrede nyere studier af hvordan tramatiserede personer klarer sig senere, og de konkluderer med dem at ...

Up to 70 percent of trauma survivors report som psychological growth

De skriver videre: "Out of loss there can be creative gain". Og at forholdet kan gå begge veje:

People who experience adversity, may be more likely to pursue creative outlets, and it´s possible the creatively inclined people (who are likely sensitive and high in the openness to experience personality domain) experience more adversity in their lives as a result of their tendency to be vulnerable by doing things differently than others.

En oplevelse af modstand kan være så stærk at den tvinger os til at tænke på spørgsmål som vi ellers ikke ville have overvejet. Og det kan videre blive en indgang til at forstå sig selv på en ny og dybere måde.

 

Vækst efter trauma kan tage forskellige former, skriver forfatterne: større glæde ved livet, opdagelse af nye muligheder i tilværelsen, mere tilfredsstillende relationer til andre mennesker, et rigere åndeligt liv og muligheden for at forbinde sig mentalt til noget der er størrend en selv, og en følelse af personlig styrke og selvværd.

   Og de fremhæver som eksempel "a battle with cancer" der kan indebære en fornyet glæde ved familielivet.

 

Det er to videnskabsmænd ved the University of North Carolina som i starten af 90'erne definerede og forskningsmæssigt udfoldede begrebet 'posttraumatic growth': Richard Tedeschi og Lawrence Calhoun.

   Når vi som menneske oplever traumatisk begivenheder og erfaringer, så fungerer det, ifølge dem, som et mentalt jordskælv for vores selvoplevede identitet, det vi tror på og på vores veletablerede (om)verdensbillede.

   Det er metaforren "jordskælv" som her er det forløsende udtryk for forestillingen om posttraumatisk vækst.

   Det betyder nemlig ødelæggelse og kræver - også metaforisk - mental genopbygning. Og jo mere rystede vi er i vores psykologiske grundvold, jo mere må vi opgive de hidtidige forestillinger om os selv og de hidtidige antagelser om hvordan omverdenen og vi fungerer - sammen og hver for sig. Og så begynde et mentalt genopbygningarbejde fra grunden.

   Teeschi og Calhoun skriver:

A psycholgically seismic event can severely shake, threaten, or reduce to rubble many of the schemaic structures that have guidede understanding, decision making, and meaningfullness. One's safety is challenged, one's identity and future are challenged.

Hvordan ser den helings- og vækstproces så ud som tilsyneladende mange traumatiserede personer trods alt oplever?

   Man tænker og gentænker og genoplever det slemme der skete, som regel i forbindelse med en genoplivelse og -levelse af stærke følelser.

   På engelsk har man ordet "rumination" til at beskrive hvad der foregår i bevidstheden. Wikipedia:

Rumination: compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions”.

På dansk har vi udtrykket at 'tankerne kører i ring' som meget godt dækker det tvangsmæssige der ligger i at man igen og igen vender tilbage til de samme oplevelser og følelser uden at komme videre i sin udvikling.

   Begrebet 'rumination' bruges ofte til at beskrive hvad der foregår i bevidstheden hos mennesker med forskellige former for depression.
   Men altså også til at beskrive hvad der sker efter traumatiske oplevelser og erfaringer.

Der står ikke noget om det i det her kapitel. Men for mig er det klart at 'rumination' - tanker der kører i ring - er processer der foregå i det netværk af moduler i hjerne som kaldes the 'default mode' - eller her: the 'imagination network'.

   Den indadvendte del af hjernen kører så at sige i højeste gear - og ude af kontrol. Og det blokerer for udadvendt opmærksomhed og opgaveløsning, som kræver at et andet netværk også aktiveres, det der kaldes the 'task-positive network' eller the 'executive attention network'.

   Et tredje netværk i hjernen 'the salience network' varetager så at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.
   Det er disse konstruktive skift mellem netværk som er blokeret når tankerne kører i ring, og som skal sættes igang igen.

 
Det så at tænke og producere kreativt ved fantasiens hjælp, kan fungere som en konstruktiv bremse på imaginationsnetværket som er løbet løbsk, ved at give en fantasidrevet 'blød' afledende omvej ud af tvangen, idet man prøver at tænke eller fantasere sig frem til ny mening og dermed få gang i skiftet til de to andre netværk.

While rumination often begins as automatic, intrusive, and repetitive thinking, in time, the individual's way of thiking about the traumatic event at its impact becomes more organized, controlled and deliberate. It starts to act as a proces of meaning making. The search for meaning is the essential element of posttraumatic growth, and particularly of creative growth.

Kaufman og Gregoire fremhæver hvordan "creativity truely carries healing power." Og at det specielt hænger sammen med "the meaning-making aspect of creative thinking and expression that seams to growth after trauma".

   De beskriver  hvordan der er god evidens for at 'art therapy' og 'expressive writing' indlagt som daglige eller ugentlige rutiner virker fremmende for posttraumatisk vækst:

These types of creative therapy lead to growth through several underlying factors, including the facilitation of absorption (flow), distraction from the challenging situation, positive emotions, and meaning making.

   When we engage in creative activities, we tend to become absorbed in what we're making, entering a kind of flow stat that can induce a sense of control, enjoyment, and accomplishment.

   Creative work can act as a positive distraction from thought of the trauma, directiong the individual´s attention to an enjoyable activity and potentially broadening attention in a way that facilitates new modes of thought.

   And perhaps most significant, as we've seen, creative work can help us make meaning out of  challenges and suffering that may feel senseless.

Det har jeg så også i andre indlæg beskrevet som en af de helende fordel ved meditation.

Men skal man nødvendigvis gå så meget ondt igennem for at udfolde sig kreativt? Kan man ikke i sin kreative udvikling hoppe over det at være født i andegården og blive mobbet - for at blive en hvid smuk svane?

   Kaufman og Gregoire indfører her et andet parallelt begreb: 'post-ecstatic growth', som altså må betyde noget i retning af at stærke positive oplevelser (især af en bestemt slags) og erfaringer også kan åbne op for mental vækst og udvikling.

   En forsker, Anne Marie Roepke fra University of Pensylvania stillede sig selv spørgsmålet: "Can there be gain without pain?" Og interviewede en masse (kreative?) mennesker.

What Roepke found was that positive events can powerfully shape our character, worldview, and beliefs, a pehnomenon she labeld post-ecstaci growth. The most uplifting ond positive moments of people's lives could improve their psychological well-being by impacting personel growth, wisdom, spirituality worldview, meaning, and purpose.

 (...)

The overwhelming majority of participants in Roepke's study experienced at least a small amount of personal growth following af positiv event. It was positive events groundet in meaning - as opposed to  accomplishments, relationships, or events evoking intense pleasure - that were most likely to lead to growth.

   These experiences of awe, wonder, inspiration, and connections to something greater than the self - a spiritual awakening, the gift of new life, a realizaton of the nature of interconnection - that led people see the world anew, as a result, to grow.

I det afsluttende afsnit ser man tydeligt at forfatterne som undertekst har at teksten skal læses som en slags hjælp-til-selvhjælp bog:

So if you are looking for a creative boost, treat all of life's meaningfull moments - the good and the bad - as ptential sources of inspiration and motivation. The best way to do that? Take risks and be prepaired to fail.

Der er mange andre kapitler i bogen som jeg med fordel kan trække på i kommende indlæg her på bloggen. For at få tydeliggjort hvad jeg har tænkt og fundet ud af i de år blokken har kørt.

Scott Barry Kaufman er ud over forsker, medstifter af en blog the creativ post, som han selv også skriver på:

http://www.creativitypost.com/create/5_things_ive_learned_about_creativity

Her et link til en artikel der beskriver de tre netværk i hjernen jeg nævnte ovenfor, og hvordan de samarbejder i forbindelse med kreative processer.

http://blogs.scientificamerican.com/beautiful-minds/the-real-neuroscience-of-creativity/

Her et link til en artikel om 'orkidehypotesen' og dens baggrund:

http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2009/12/the-science-of-success/307761/

Her et link til en artikel om hvad der ligger i begrebet 'kreativ destruktion';

http://www.investopedia.com/terms/c/creativedestruction.asp

Her et link til en artikel der forklarer hvordan vrede kan booste kreativitet, lidt på samme måde som traumer kan:

http://www.scientificamerican.com/article/anger-gives-you-a-creative-boost/

 Her en henvisning til Wikipedias artikel om 'posttramatic growth':

https://en.wik http://www.scientificamerican.com/article/anger-gives-you-a-creative-boost/ipedia.org/wiki/Posttraumatic_growth

Linda Perhacs og Hilma af Klint - to kreative personligheder med kontakt til 'de højere magter' - og synæsteter

Serendipitet betyder 'heldigt sammentræf' - eller 'betydningsfuld tilfældighed' - for dem det rammer. Sådan har det tit artet sig når det gælder mine skriverier på denne blog. 

  Denne gang handler det om en musiker og en maler. Navnene er Linda Perhacs og Hilma af Klint. Den ene er amerikaner og musiker, den anden svensker og maler. Og deres liv er adskilt af flere generationer.
   Den umiddelbare forbindelse mellem dem er Louisiana som både udstiller kunst og producerer tv-indslag til nettet hvor internationalt kendte kunstnere interviewes. Men der er en dybere forbindelse mellem de to.

Hilma af Klint er den svenske kunstner som Louisiana udstiller en lang række værker af i de kommende måneder. Jeg har ikke set udstillingen, men læst om den - både i anmeldelser i aviserne og på Louisianas tykke promo-tidskrift for medlemmer af klubben. Og en masse af hendes malerier og tegnnger kan man jo se kopier af på nettet.

   Og den anden, Linda Perhacs, blev jeg opmærksom på gennem en FB-ven der deler et video-indslag fra - tilfældigvis - Louisiana Channel, et indslag hvor Linda Perhacs bliver interviewet og fortæller om det helt specielle og usædvanlige 'album' hun havde fået produceret og udgivet i 1970, et album som som ikke solgte og hurtigt blev totalt glemt - og så genopdaget omkring 30 år senere.

Jeg jagter sporet Linda Perhacs og hendes musik først:

    Under tv-interviewet hører vi passager af numre fra pladen der havde titlen "Parallellograms", som Wikipedia beskriver sådan her:

Parallelograms is an album by American psychedelic folk singer Linda Perhacs. Her first and, until the release of The Soul of All Natural Things in 2014, only album, it was all but completely ignored when originally released on Kapp Records in 1970. Discouraged by the lack of commercial attention and the label's reluctance to promote the album, Perhacs returned to her career as a dental technician. In the 30 or so years that followed, the album gradually developed a cult following.

 Her et link til hele CD'en på YouTube:

Lyt,  flyv med og flip ud. 

   Jeg får associationer til islandske Bjørk, og i øvrigt til den antageligt kommende X-factor-vinder Lucy Mardou fra Thylejeren.

 

Albummet 'Parallellograms' blev genopdaget af 'pladeentusiaster', fortæller Wikipedia - og blev i slutningen af 90´erne mere og mere kendt og populært gennem deling på internettet, ikke mindst fordi musikken stemte overens med den musik-bevægelse som i USA groede frem i årene op til århundredskiftet: "The New Weird America", en musikretning som Wikipedia karakteriserer sådan her:

New Weird America describes a subgenre of psychedelic and indie music, often psych folk, of the late 20th and early 21st centuries.

   The musical style described as New Weird America is derived mainly from psychedelic rock and folk groups of the 1960s and 1970s, including American performers Holy Modal Rounders and English and Scottish groups, such as Pentangle, The Incredible String Band, Donovan, and Comus.[6]

   It also finds inspiration in such disparate sources as heavy metal, free jazz, electronic music, noise music, variousethnic musics, musique concrète, tropicália, and early- and mid-20th century American folk music. 

Det er musik der i den grad er præget af 'konceptuel blending' - og som langt hen ad vejen kan sammenfattes begrebsmæssigt som 'psykedelisk'.

   Og den psykedeliske musik er en del af min ungdoms umiddelbare musikinteresse - med navne som Beatles, Donovan, Janis Joplin, Pink Floyd, Beach Boys, Jimmy Hendrix m.fl.

 

I nogle får år omkring 1970 var jo næsten alle musikere af betydning og deres musik inspireret af bevidsthedsudvidende oplevelser som de havde haft under indtagelse af LSD, hash og andre euforiserende stoffer. 

   Derfor var det sjovt nu her på YouTube at kunne høre noget helt nyt og frisk musik, noget som vækker erindringer fra den gang, men som jeg aldrig før rigtig har hørt magen til.

Loisiana Channels introducerede video-indslaget med Linda Perhacs sådan her - og derefter følger et link til indslaget:

Dental hygienist & music legend.

The incredible story of the dental hygienist Linda Perhacs who as a young woman in 1970 published a groundbreaking album which nobody noticed. Half a century later she discovered that it had gone worldwide on the Internet.

http://channel.louisiana.dk/video/linda-perhacs-dental-hygienist-music-legend

Men i modsætning til næsten alle andre folk-, rock og pop-musikere på det tidspunkt, så var Linda Perhacs ikke høj på stoffer da hun fik inspirationen til musikken. Det klarede hendes hjerne helt selv - uden doping.
   I videoen fortæller Linda Perhacs hvordan musikken på pladen 'kom' til hende - i form af regulære syner  eller hallucinationer:

”It came out of thin air.” In the interview Perhacs talks of her inspirations, and she explains that her father’s family are deeply spiritual people who are guided by inner voices. She describes how she hears voices talking to her from above and within, and on occasion is able to actually visualize music, making drawings to help her remember these complicated musical sculptures.

Hovsa!  er der noget i mig som siger. Hun skulle vel ikke være synæstetiker? Og familien med? - Altså et af de mennesker hvis hjerne er specielt på den måde at sanseindtryk som vi andre normalt holder adskilt og kan opleve uafhængigt af hinanden? I en synæstetikers hjerne blandes ydre og indre sanseimpulser sådan at for eksempel oplevelsen af farver automatisk aktiverer et parallelt indre oplevelsesspor af musik/toner, at læsning af bogstaver og ord aktiverer et parallelt indre oplevelsesspor af farver, eller at oplevelsen af tal, ugedage og månedsnavne automatisk aktiverer særlige visuelle former og mønstre.

Jeg googler "Linda Perhacs  synaestehsia". Og bingo, jeg kommer ind på en hjemmeside med hende som hovedperson ...

http://blog.timelesslindaperhacs.com/?p=13

... som indledes sådan med et citat af hende - lige efter 'bogen for synæstetikere', kan man sige:

First off, I have experienced Synestesia for as long as I can remember. I could see light colors in music and had always thought that others could experience this as well. I have the ability to see patterns of music, dance, color and light in moving 3 dimensional patterns. Contrary to what some people may think, none of my songs, including “Parallelograms” were influenced in anyway by direct experience with hallucinogens. I had seen what drugs do to people and wanted no part of it.

Og senere i indlægge beskriver hun selve 'inspirationsoplevelsen' som hun tegnede og brugte som en slags "noder" til indspilning af musikken på albummet:

“Parallelograms” was written on the Ventura Freeway at three in the morning. After a day with Leonard and Kay Rosenman (the music composer who produced my album), where the music of my age bracket was flooding me, and Leonard’s inspiration was flooding me, and the two of them came together. “Parallelograms” came—bam!—like that. I probably was half-asleep, driving on an empty freeway, and I just saw it all at one time, where you put light through a prism and you get many color choices, all representing a different frequency. I had already seen music do that. You play a high flute, it has a high vibrational wave, a gold-yellow tone color, corresponding with that high note. You play a bass guitar, it’s got a slower wavelength, and it’s got a green-blue tone.

   If I want to paint with sound, then the higher things are going to have a different wavelength, so I literally drew it on a scroll with the understanding that I wanted three dimensional shapes. But yes, it was a concept that came quickly, like a light bulb going on. And I saw it all at once, as a full composition where you’re painting with sound, the words are coming out as sound creating those shapes.

   I took this scroll that I created with me to the studio the next day and showed it to Leonard and all the musicians involved. Every one of them immediately understood the scroll and its meaning and we used that as one would use music notes written on paper!

Bladrer man rundt på links til Linda Perhacs, så finder man også nogle af de tegninger/malerier af hende som altså i sin tid affødte albummets numre, som fx de her:

Jeg synes der er tre ting der er interessante i den historie:

   Dels at Linda Perhacs altså som synæstetiker automatisk og helt naturligt ser musik som former og farver - og kan slutte fra den slags syner til et - 'syret', ville man vel sige - musikalsk og sangbart udtryk.

   Dels at hun selv tolker det visuelle input til musikken som noget der kommer 'udefra' - fra en højere - ikke materiel, men spirituel verden - nærmest som en samlet åbenbaret "pakke".

    Og endelig at hun understreger at hun aldrig har været på eller gjort brug af euforiserende stoffer som mange af samtidens musikere gjorde - for at få tilsvarende inspiration til deres musik. I en eller anden forstand er hun altså en 'naturlig psykedeliker'.

Man kan sige at eksemplet Linda Perhac illustrerer at synæstetikerer har spontane oplevelser af sanseblaning i kraft af en speciel 'indretning' af deres hjerner, en 'indretning' som mange andre kunstnere må dope eller drikke sig til for at opnå tilsvarende mentale effekter: mere eller mindre 'hul igennem' mellem separate hjernemoduler som når de får uhæmmet neurologisk kontakt, leverer lyst til og behov for at producere "blendede" udtryk - i form af 'kunst'.

Og det giver så en mental bro til Hilma af Klint (26/10-1862– 21/10-1944), en svensk kunstner hvis navn jeg aldrig har hørt - endsige læst om og set billeder af - før Louisiana fører hendes navn og 'hemmelige billeder' frem i en stærkt opreklameret udstilling. 

   Her er nogle af hendes malerier - nogle af dem er efter sigende akvareller, hvilket giver min interesse et ekstra boost:

Historien om disse billeder, som nu i udvalg udstilles på Louisiana, er at Hilma af Klint i sit testamente båndlagde disse mange hundrede på en gang abstrakte og symbolske malerier i 20 år efter sin død - først derefter måtte de offentliggøres og udstilles. 

Men hvem er denne svenske maler hvis spændende abstrakte billeder for første gang blev udstillet offentligt - og altså så sent som 1986? 

   Ja, man kan roligt karakteriserer Hilma af Klint som "to personligheder i en" - altså to diametralt modsatte malerpersonligheder: en skjult og en offentlig.  

   Her er et eksempel på de malerier hun officielt producerede, udstillede og solgte - realistiske og naturalistiske i stil og motiver:

Hun var uddannet kunstmaler, en af de første kvinder der i Sverige fik en regulær akademisk skoling i malerkunst, og hun var en god kunstmaler - på niveau med mandlige kolleger inden for samme kunstretning: naturalismen.

Men hun fulgte altså også en skjult og hemmeligholdt alternativ vej i sin kunst, og det er den Louisiana-udstillingen dokumenterer.
    Her er hun både mentalt og udtryksmæssigt beslægtet med den abstrakte kunsts europæiske pionerer fra de første 20 år af 19-hundredtallet: Kandinsky, Mondrian, Malevich, Kupka. Og hun deler tydeligvis deres optagethed af spirituelle filosofier som teosofi og antroposofi - som forståelsesramme for deres esoteriske 'insipirationsoplevelser':

Hilma af Klint’s oeuvre builds on the awareness of a spiritual dimension of consciousness, an aspect that was being marginalized in an increasingly materialistic world. When she painted, she believed that a higher consciousness was speaking through her. In her astonishing works she combines geometric shapes and symbols with ornamentation. Her multifaceted imagery strives to give insights into the different dimensions of existence, where microcosm and macrocosm reflect one another.

   Hilma af Klint left more than 1,000 paintings, watercolors and sketches. Although she exhibited her early, representational works, she refused to show her abstract paintings during her lifetime. In her will, she stipulated that these groundbreaking works must not be shown publicly until 20 years after her death. She was convinced that only then would the world be ready to understand their significance.

http://www.modernamuseet.se/en/Stockholm/Exhibitions/2013/Hilma-af-Klint/

En søgning på nettet peger på at en række af de abstrakte pionerer som var samtidige - og kendte - med Hilda af Klint - Kandinsky, Mondrian, Malevich, Kupka og Klee - at de alle var synæsteter - samtidig med at de altså også var "spiritualister" og troede på eksistensen af en overvirkelig åndlig verden og bevidsthed som inspirationskilde for deres maleriske abstraktioner.
   Den mest almindelige form for synæstesi, som flere af dem direkte skrev og udtalte sig om, var tone-farve og tone-rum-synæstesi. Flere opfattede simpelt hen deres maleri som musik omsat til billeder.
   

Uden at jeg har kunnet finde egentlig dokumentation på nettet, så antager jeg også Hilma af Klint var synæstetiker. Og i kataloget som Louisianaudstillingen ledsages af fortæller Tine Kolstrup da også at  ...

Hilma af Klint oplevede at kunne kommunikerer med ekstra indsigtsfulde bevidstheder og få indblik i højere bevidsthedsplaner.
   Allerede som barn og ung havde hun clairvoyante evner og syner, og i tiåret op til det billedemæssige nybrud i 1906 havde hun sammen med andre kvinder i gruppen De Fem trænet sine færdigheder som medium.

Rent faktisk var den første serie af billeder som Hilma af Klint kaldte "Malerierne til templet", en slags spirituelt 'bestillingsarbejde' fra en ånd ved navn Amaliel som - oplevede hun - kommunikerede gennem hende. Og i perioden nov. 1906 - april 1908 producerede hun 111 billeder som hun oplevede blev malet med "ført hånd"  - af Amaliel. Som hun beskrev det var hun altså medie for en slags automat-billedskrift.
   Men er det så 'kunst'? - spørger nogle af kilderne.

Når jeg ser afbildningen af nogle af disse tidlige malerier i kataloget, ligner de i den grad den slags billeder som synæstetikere som fx Linda Perhacs tegner, blot flottere, strammere og mere ekspressive i form og farve:

For mig er der ingen tvivl om at Hilma af Klint har set disse billeder for sit indre øje - på den indre skærm, nærmest som hallucinationer. Og så har tegnet og malet det hun har set - men disciplineret af at hun er teknisk og kunstnerisk skolet.

Mens en række af de andre pionerer inden for abstrakt kunst, bl.a. Kandinsky og Klee, utvilvsomt var musik-farve og musik-form-synæsteter, så vil jeg antage at den særlige form for synæstesi Hilma af Klints hjerne havde, var var den hvor abstrakte begrebsindhold aktiverer rumligt definerede form- og farvesyner - en synæstesiform der har fået navnet "ideaesthesia", og som man kan læse mere om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/et-nyt-ord-og-en-ny-teori-for-synstesi.html

Og så synes jeg også, klog som jeg er, at der er en forholdsvis enkel teori der kan forklare 'trosfællesskabet' mellem disse malere - og Linda Perhacs som indledte dette indlæg: deres fælles forestillinger om at der eksisterede en virkelighed på et højere ikke-materielt bevidsthedsniveau end hverdagens, en ekstraordinært åndelig og abstrakt virkelighed som særlige, spirituelt følsomme mennesker havde andgang til og kunne afbillede i deres kunst.

 
I den periode hvor disse det abstrakte maleris pionerer levede og arbejdede som kunstnere, havde man ingen som helst officielt accepteret videnskabelig teori om synæstesioplevelser og -erfaringer.

   Så hvis disse kunstnere skulle finde en nogenlunde 'fornuftig' - og for datiden delvist socialt acceptabel - forklaring på deres mystiske blending-oplevelser af forskellige sansers in- og output - så kunne de finde dem i de den gang verserende teorier om en ekstrasensorisk verden eller virkelighed: spiritismen (Alan Kardec), teosofien (Helen Blavatsky) og antroposofien (Rudolf Steiner).

Rudolf Steiner og hans tænkning i teori og pædagogisk praksis vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

   Men her er et link til Wikipedias artikel om ham:

http://en.wikipedia.org/wiki/Rudolf_Steiner