Poul Martinsen – tv-dokumentarens mesterinstruktør - fylder 80

I dag er det Poul Martinsens fødselsdag. Og jeg synes han fortjener et indlæg her på bloggen der opsummerer hans lange produktive livs hovedresultater inden for tv-dokumentarisme og fortællende journalistik ('new journalism'). 

   I perioden 2004-2007 researchede og skrev jeg en bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed", og gennem det arbejde - herunder 40 timers interviews - lærte jeg ham at kende som en spændende og interessant personlighed - en personlighed som jeg - med kreativitetspsykologen Mihaly Csikszentmihaly som faglig back up - har set som prototypen på 'den særligt kreative personlighed'. Og i filmvidenskabens terminologi: som en 'auteur'.

   Så her et hans professionelle meritter - kort fortalt:

Poul Martinsen (f. 1934) har tilrettelagt og produceret omkring 120 tv-dokumentarprogrammer siden han i 1968 blev ansat i DR´s daværende Kulturafdeling. Og med reality-dokumentarserien ’Krigerne’ (2006), tv-dokumentaren ’Pokerhajerne’ (2007), og DR-temaftenen ’Forbrydelse under hypnose’ (2008) demonstrerede han at alderen ikke forhindrer ham i stadig at producere originale, kritiske og aktuelle tv-udsendelser af højeste public-service-kvalitet.

         Poul Martinsen er med god grund blevet kaldt ’Danmarks bedste dokumentarist’ – og i rubrikker belønnet med hædersbetegnelsen ’Mr. Dokumentar’. En lang række af hans tv-dokumentarer har vundet danske og internationale priser, bl.a. en danske ’Tv-Ocar’ og ’Prix Italia’.

I 1988 var Poul Martinsen med til at etablere den legendariske ’dokumentargruppe’ i DR. Og i de 6 år, Poul Martinsen arbejdede i gruppen, producerede han prisbelønnede mesterværker som ’Den sagtmodige morder’ (1988), ’Før solen går ned’ (1989), ’Blandt 1000 ansigter’ (1990), ’På grænsen til liv’ (1990). De fleste af dem var fortælle- og temamæssigt nyskabende.

I den første halve snes år i DR fik Poul Martinsen ry som ’farlig’ og ’rød lejesvend’ i kraft af kritisk-afslørende udsendelser som ’Helvedes-ugen’ (1973) om Frømandskorpset umenneskelige introduktionsuge for aspiranter, ’Vel er vi ej snobbede’ (1970) om Tutta Rosenberg - societyfrue gift med chefredaktøren for Se&Hør, og ’En sød historie’ (1969), der afslørede AP-Møllers etisk anløbne sukkerproduktion i Kenya.

Udsendelsen ’Det hemmelige Danmark’ (1975) er berømt, men aldrig vist på tv, fordi den danske frimurerorden ad rettens vej forhindrede, at den blev udsendt. Den afslørede bla. nogle af frimurernes ellers strengt hemmeligholdte ritualer.

Det program, der fik mest effekt i offentligheden, var ’Dagbog fra en fristad’(1976), som viste en på forhånd negativt indstillet dansk arbejderfamilies oplevelser under en uges ophold i et af Fristadens kollektiver. Familien ændrede radikalt holdning i løbet af ugen. Og da udsendelsen blev vist, ændrede den danske befolknings og Folketingsflertallet også holdning, så en planlagt lukning af Fristaden blev opgivet. Martinsen blev Christianias redningsmand!

Poul Martinsen har en stor kærlighed til helt almindelige menneskers ualmindelige liv og sprog, og det har ført til en lang række på en gang hjertevarme og humoristiske fluen på væggen-film, bl.a. ’Victoria og Martin flytter’ (1979,’Kom hjem, kom hjem (1981), ’Den store fest’ (1981), ’Vil du danse med mig?’ (1986).

Gennem alle årene har Martinsen produceret en lang række indtrængende – nogle kritisk andre empatisk - portrætdokumentarer af kendte, kreative og kontroversielle personligheder: bagmandsvekselereren Svend Aage Hasselstrøm, ’den røde sagfører’ Carl Madsen, kulturskribenten Broby-Johansen, trivialforfatteren Ib Henrik Cavling,  bankrøveren Clark Olofsson, byggespekulanten Axel Juhl-Jørgensen, spionen Jörg Meyer, radiomontagemesteren Christian Stentoft m. m. fl.

Og som vist noget helt enestående og originalt har Poul Martinsen også rettet kameraet mod sig selv som dokumentarist - og produceret et kritisk selvportræt i udsendelsen ’Fluen på væggen’ (2002). Heri oplever vi ham opsøge medvirkende i tidligere dokumentarer for at konfrontere sig selv med, hvordan deres tilværelse er blevet påvirket af at blive brugt som hovedpersoner i tv-udsendelser, hvori følsomme sider af deres liv blev udstillet offentligt for måske over en million danske seere.

Martinsens utvivlsomt mest originale bidrag til genren er en række udsendelser, hvor han bruger eksperimenter fra den psykologiske faglitteratur som inspiration til en slags fascinerende reality-dokumentarer med oplysende og fordomsnedbrydende sigte – årtier før reality-genren blev opfundet til under­holdningsbrug.

Blandt de mest berømte er ’Broen’ (1969), ’Lydighedens dilemma’ (1978) og ’Øjenvidne’ (1980). Det er som en videreudvikling af den særlige form man skal se de sene debatskabende produktioner ’Krigerne’ hvor han dokumenterede at almindelige danskere kan forledes til at begå tortur, og ’Forbrydelse under hypnose’ hvor han for tv-seerne viste at mennesker kan lokkes til under hypnose at begå kriminelle handlinger som tyveri og væbnet røveri.

Poul Martinsen er vokset op i et arbejderhjem i Vangede, en opvækst som indgav ham en urokkelig empati med jævne mennesker og en permanent kritisk holdning til de rige og magtfulde i samfundet – en gruppe, der i hans ungdom var repræsenteret ved klassekammeraterne på Gammel Hellerup Gymnasium – alle med familie og opvækst på Gentoftesiden af Lyngbyvejen.  

Poul Martinsen er uddannet journalist på Østsjællands Folkeblad og Dagens Nyheder. Derudover har han en mastergrad fra Columbia School of Journalism og en uddannelse som cand. psych. fra KU, en uddannelse han idemæssigt har trukket på gennem alle årene i sine ofte kontroversielle dokumentarer med medvirkende som ’forsøgspersoner’.

 I perioden 1961-68 var han en særdeles velskrivende og højt værdsat og featurejournalist på Politiken (søndagsudgaven), og det var ham der introducerede og først praktiserede ’new journalism’ i dansk skreven journalistik.

I flere perioder af sit liv har han arbejdet i Østafrika som ulandsekspert.

I perioden 1994-2002 producerede han en lang række tv-dokumentarudsendelser for TV 2, heriblandt den prisbelønnede serie ”Høje historier” (1999) sammen med Anders Riis Hansen.

 I Martinsens indtil videre sidste produktion vender han tilbage til den udtryksform han var fremragende til i sin ungdom: den fortællende journalistik på skrift. Det sker med udgivelsen af dokumentarbogen ’Hypnosemorderen – dobbeltmennesket Palle Hardrup’ (2012).
          Om den bog skrev Hans Hertel i Politiken: "Sjældent har jeg læst en biografi, hvor man i den grad ikke aner, hvad der dukker op om næste gadehjørne, og Gud være lovet har Poul Martinsen ikke omdigtet det til en roman, men søgt at komme så tæt som muligt på den utrolige autentiske historie. En fantastisk bog om en fantastisk skæbne – flot skrevet, med høj indlevelse og tungen lige i munden.”
        I sin tid da jeg interviewede Poul Martinsen om hans liv og karriere som tv-dokumentarist, vendte han gang på gang tilbage til hvor "heldig" han syntes han altid havde været. Så ofte at det næsten blev til en slags gennemgående tema eller omkvæd for vores samtaler.
       Til sidst spurgte jeg ham direkte om han oplevede sit liv som et eventyr. Og hans svar var at, ja, det var egentlig sådan han oplevede det!
          Et liv gennemsyret af ... ja, sig ordet:

SERENDIPITET

      

Avatar, Inception - hypnose og docu-comedy - dramaturgisk blending af flere realiteter

For mange år siden skrev jeg i min bog Faktion som udtryksmiddel et særligt appendix om den type dramaturgi hvor en stor del af spændingen og fremdriften i en film eller et tv-program foregår i kraft af at historien har flere realitetsplaner som spiller sammen og mod hinanden: et metonymisk og et metaforisk. Klare eksempler var f.eks.tv-serien Den syngende detektiv og spillefilmen Dreamchild, men også Den enfoldige morder er kendetegnet ved at udnytte den drivkraft der ligger i at arbejde med flere realitetsplaner i en filmfortælling. 
   Freuds psykoanalyse hvori analyse af drømme er indgangen til forståelsen af ubevidste og ofte uønskede fortællinger og erindringer, er et velkendt eksempel på at det ikke kun snævert er dramaturgien som kan udnytte eksistensen af flere realitetsplaner der belyser hinanden, til at skabe udvikling og frigørelse
   Mytforskeren Joseph Campell har udviklet en særlig teori om myte-fortællinger som har fået navnet "The Heroe' s Journey", der som definerende træk opererer med at en "helt" først introduceres for os i en "ordinary world" - og derefter inspireres eller provokeres til at overskride grænsen til en anden "special world" hvor helten møder eventyret i form af prøvelser, fantastiske udfordringer og magiske modstandere - for så til slut at vende hjem til "the ordinary world", belønnet med ny indsigt i sig selv og verdens indretning og muligheder. 
   Det er altså en teori om fundamental storytelling der grundlæggende bygger på et spil og en bevægelse mellem to realitetsplaner som drivkraften i en universel udviklingshistorie.
   Bogen og filmen Troldmanden fra Oz er et gammelkendt og ofte refereret eksempel. Et stadig helt aktuelt eksempel på udnyttelsen af denne særlige dramaturgiske konstruktion, er Harry Potter-serien. 
   Jeg har for nylig på DVD set to af de film der har gået i biograferne sidste år og som fik meget fine anmeldelser, men film som jeg ikke nåede at se. 
   Det interessante var for mig i hvilket omfang det nu er blevet "mainstream" - af høj filmisk kvalitet - at skabe fortællinger hvor en afgørende del af plot og fremdrift er spillet mellem flere virkelighedsrum. 
   Den ene film er Inception, som jeg har beskrevet i et tidligere blogindlæg ud fra anmeldelserne, og hvis plot kan resumeres sådan: 

In a world where technology exists to enter the human mind through dream invasion, a highly skilled thief is given a final chance at redemption which involves executing his toughest job to date: Inception.

Det er en fantastisk god og spændende film, og den kører fuldstændig efter Campells myterecept. Og ud fra en kreativitets-teoretisk synsvinkel forsøger den jo metaforisk at beskrive hvordan man bevidst kan arbejde med "at inspirerer" folk til at få ideer, nemlig ved at "plante" dem i bevidstheden uden at folk gør modstand fordi de ikke ved at de har været udsat for en sådan kreativ "udplantning".
   Jeg får også nu associationer til hypnose, fordi jeg lige er ved at være færdig med bestseller-krimien Hypnotisøren. Spørgsmålet er: Kan en dygtig hypnotisør gennem hypnose få folk til at få og føde nye grænseoverskridende ideer - også af "den onde" slags? Jeg googler "hypnosis and creativity" og finder på siden: http://www.buzzle.com/editorials/10-17-2005-79057.asp.

True creativity seems to happen by itself because it is a product of the unconscious mind. In fact, the harder you consciously try to be creative, the poorer your creative problem solving skills become. The problem is made worse by self-limiting beliefs ("I’ll never come up with a good idea") and the tendency to analyze and reject any ideas too quickly. Hypnosis can help bypass these barriers that exist at the conscious level and let your unconscious mind come up with the sorts of ideas, solutions and innovations that it is so good at. It is also important that you are relaxed to be creative. In fact, you are most creative when you are asleep – when you dream. Hypnosis allows you to enter this relaxed dream-like state on demand. It used to be that the only way to experience hypnosis was to be hypnotized in a clinical setting. Now, a number of good hypnosis CDs exist that allow you to get the benefits of hypnosis in the comfort of your home. Using a combination of relaxation techniques, visualization exercises and positive affirmations, these CDs can boost your creative problem solving abilities in many aspects of your life.

Det ser i øvrigt ud til at der er en hel "dansk industri" der lever af at sælge bøger, kurser og CD-rommer hvori ideen er at stimulere til kreativ tænkning gennem brug af hypnose. Ja, ja, det vidste jeg faktisk ikke.

Den anden film jeg købte hjem på DVD var AVATAR, som jo fik et ekstra publikumsboost i kraft af at den kunne ses i 3D.
   Også den film og dens plot lever gennem spillet og spændingen mellem to planer: Menneskene er kommet til en anden planet hvor der bo intelligente mennskelignende væsener, men atmosfæren er totalt giftig for jord-mennesker, så for at komme  i nærkontakt med de "indfødte", har man opfundet en slags Avatar-teknik, så man kan besjæle konstruerede humanoide robotter med et levende menneskes bevidsthed (mens det sover), robotter som kan leve og udfolde sig "normalt" i den giftige verden, og som har skikkelse af den indfødte race hvis hudfarve er blå. Hovedpersonen styrer en avatar i den "anden verden", og ender med at komme i et konfliktforhold mellem den verden han lever i, og den virtuelle verden hvori hans avatar er aktiv og dynamisk - og han i rollen som avatar bliver forelsket i en "indfødt" pige. Plottet helt kort beskrives sådan her:

A paraplegic marine dispatched to the moon Pandora on a unique mission becomes torn between following his orders and protecting the world he feels is his home.

Her er det jo meget tydeligt at der er tale om en film som metaforisk udfolder fænomenet conceptuel blending i et dramaturgisk forløb hvor publikum gennem heltens udviklingshistorie selv skal udvikle den tolerance som gør det muligt at de to verdener kan "samleve" og få noget ud af hinanden.
   Inspirationen er klart nok internetspillet og -portalen Second Life, hvor mennesker gennem  avatar-figurer som de styrer og lever igennem i den anden verden, opnår mulighederne for at dyrke og udfolde et imaginært liv som de ikke kan praktiserer i deres virkelige tilværelse.
   Som jeg forstår det, er der også muligheder for at "veksle" fordele opnået i den virtuelle Second Life-verden, til fordele i den virkelige verden, så man også der kan tale om blending af det imaginære og det reelle.

Politiken havde i går en artikel på den faste side de nu har om "medier", en artikel  af Jakob Elkær med rubrikken "Du er, hvor du er". Den fortæller om en ny applikation eller feature ved Facebook som har fået navnet "Places", og som gør at man gennem sin mobiltelefon og med udnyttelse af gps "kan tjekke ind" og dermed hele tiden kan holde sine Facebook-venner opdateret om præcis hvor man er.
   Det omtales også som  en "geosocial tjeneste" i artiklen, og en ekspert fra et webbureau udtaler: "Før talte vi om den virkelige verden og den virtuelle verden som to forskellige ting. Nu smelter de sammen".
   Klar tale - en punch line. Men: Er der med denne "sammensmeltning" tale om blending - altså at der ud af denne geosociale tjeneste kommer ny ideer - nye output-rum. Artiklens svar er faktisk i første omgang: Nej - men hvem ved!''

For at det ikke skal være løgn omtales på den modsatte side en ny tv-serie der har titlen Pokerfjæs. Rubrikken udråber: "Mellem 'Klovn' og virkelighed". Underrubrikken introducerer serien som en genreblanding gennem det blendede udtryk: docu-comedy. 
   Journalisten Henrik Palle fortæller at konceptet er "lige så enkelt som det er effektivt":

Man tager en håndfuld af rigets kendteste mandlige skuespillere samt et par pokerbuffs og monterer disse i en enkelt handling: De skal til Las Vegas og deltage i verdensmesterskaberne i pokerspil af den texanske variant med alt betalt, hvorfor der selvsagt er lagt i ovnen til massevis af druk, ballade, skæg og optrin. En blanding af film som 'Tømmermænd i Las Vegas' og rigtig konkurrence.

Det lyder præcis som det det nok er: et effektivt fortæller- og underholdningsplot der spiller på tvetydigheden mellem fakta og fiktion, og som sikrer et tilpas samspil mellem information, identifikation og fascination: gennem scener, handling med forventninger og overraskelser, modstand, vendepunkter og sandhedens øjeblikke.
   Senere i artiklen filosoferer Henrik Palle over hvad det egentlig genremæssigt er vi har gang i med denne series "kontraktforhold":

Hvad er vi ude i? Er det en opfølger på 'Klovn' med masser af kendte i pinlige situationer? Er det reality? Hvad sker der? Som sædvanlig i disse år er vi ude i en temmelig mudret afart af dokumentaren, hvor  begivenhederne til dels er iscenesat, dialogen scriptet et stykke af vejen, og hvor det hele er instrueret og tilrettelagt. Deltagerne spiller sig selv i strammede udgaver, hvor karakteristiske træk fremhæves uden nogen videre diskretion, så vi ikke er i tvivl om, at eksempelvis Thomas Bo Larsen er en sådan lidt brovtende type, og at kuglestøderen Joachim B. Olsen også i virkeligheden er et brød (selv om han altså stiller op for Liberal Alliance).

Citatet her dokumenterer jo at serien også i den grad falder ind under kategorien faktion, og at serien/programmerne i Henrik Palles optik effektivt og enkelt udnytter de dramaturgiske muligheder der ligger i en tvetydig kontrakt eller en såkaldt "dobbeltkontrakt" med publikum. Såvel Las Vega-setting som konkurrence-plot kan man forudse vil sikre den nødvendige fremdrift og en række vendepunkter og sandhedens øjeblikke.

Mere når jeg ikke lige nu, på vej til Kap Verde - feriedrøm og virkelighed. En uge alene med luftige og solrige kontrakter.