Allan Gaarde, Maslow og peak-experience

Eks-fodboldspilleren Allan Gaarde, som jeg skrev om i foregående blog-indlæg, beskriver den oplevelse han havde lige efter at han havde meddelt sine holdkammerater i Vejle at han måtte holde op på grund af en knæskade.

   "Skal vi ikke give ham en hånd", siger holdlederen. Det gør de. Allan kniber en tåre. Kammeraterne  løber ud på grønsværen for at træne. Allan humper ud af omklædningsrummet:

"Det var som en ekstremt lang film, der flimrede forbi på indersiden af mine øjenlåg. Specielt de gode øjeblikke, som jeg har haft rigtig mange af  gennem årene, passerede revy på få sekunder."

Den oplevelse har jeg set beskrevet masser af gange før, nemlig fra skildringer af folk der tror de er ved at drukne. Hans miniberetning her følger et velkendt narrativt skema for lige-før-jeg-dør-oplevelser.
   Man bemærker den metaforiske sammenligning "som en film på indersiden af mine øjenlåg", som modsvarer mange andre lignende metaforer til at fastholde tilstanden af genkaldte erindringer: "det indre blik", "det indre øje".

Allan Gaarde taler om "de gode øjeblikke". Og jeg associerer fra film-dramaturgi og plotpunkter til en pyskologisk tilstand som jeg har læst om et eller andet sted: "højdepunktsoplevelse".

   Jeg googler og støder på bogen "Psykologiens veje" af Ole Schultz Larsen. Han fører heri begrebet tilbage til Abraham Maslow, som jeg ellers kender som ophavsmand til den såkaldte behovspyramide. Schultz Larsen kobler det videre sammen med Csíkszentmihály´s flow-tilstand.

   Wikipedia fortæller om  Maslows begreb "peak experince" at det er et han har udviklet i sin bog "Religions, Values and Peak Experiences" fra 1964. Og fortæller videre:

Peak experiences are described by Maslow as especially joyous and exciting moments in life, involving sudden feelings of intense happiness and well-being, wonder and awe, and possibly also involving an awareness of transcendental unity or knowledge of higher truth (as though perceiving the world from an altered, and often vastly profound and awe-inspiring perspective). They usually come on suddenly and are often inspired by deep meditation, intense feelings of love, exposure to great art or music, or the overwhelming beauty of nature. Peak experiences can also be triggered pharmacologically.

   Maslow describes how the peak experience tends to be uplifting and ego-transcending; it releases creative energies; it affirms the meaning and value of existence; it gives a sense of purpose to the individual; it gives a feeling of integration; it leaves a permanent mark on the individual, evidently changing them for the better.

Karakteristikken af peak-experience ligner beskrivelsen af flow, blot koncentreret i en kort periode, og dermed så meget desto stærkere.

   Den ligner også fænomenet katharsis, som er den oplevelse af forløsning publikum skal opleve ved slutningen af en tragedie i følge Aristoteles. Og jeg har tidligere været inde på at den kreative proces´ oplysende aha-oplevelse svarer til den forløsning som den velfungerende dramaturgi i en film eller en fortælling skal levere som det store pay off  i fortællingens klimaks. 
   Man kunne få den ide at det at Allan Gaarde ser den film han fortæller om: en indre film i fast motion med mange af højdepunktoplevelserne fra fodboldkarrieren, selv er en slags negativ højdepunktoplevelse der kan være en sindets egne kreative overlevelsesstrategi i en akut krisesituation.

Allan Gaarde - eks-fodboldspiller om flowtilstanden der forsvandt - og Jens Otto Krags nedtur

Information i tillægget Moderne Tider i dag. Et portrætinterview med Allan Gaarde, en tidligere professionel fodboldspiller, som er holdt op for et år siden på grund af en knæskade. Journalist Henning Due.

  Temaet for artiklen er "Sporskifte", og vinklen er at fodboldspilleren nu "kæmper for at skabe sig et nyt liv uden for grønsværen og opbygge en identitet som andet end ham eks-fodbolspilleren".

Begrebet at være "in the flow", har jeg omtalt flere gang tidligere. Men udgangspunktet har været teoretikere som har beskrevet tilstanden, og flere har bl.a. fremhævet at den korresponderer med udløsningen af et mix af hormoner og signalstoffer i hjernen, som kan forklarer at folk kan føle sig "høje", eller som om de var "på stoffer", altså "internt dopede". Og at de kan blive afhængige af det, ligesom ludomaner af spil. Og kan opleve slemme abstinenssymptomer, ved afkald på de aktiviteter som kan føre til flow-tilstanden.

   I interviewet her bruger Allan Gaarde, hvis hele liv i mange år har været ekstremt fokuseret på tilværelsen som professionel fodboldspiller, selv begrebet "flow" til at forklare hvorfor han har så svært ved at forlade fodbolden.

Allan Gaarde savner ikke selve fodboldspillet. Han savner heller ikke at stå op hver morgen med ondt i vristerne, knæet, rygge eller et fjerde sted, at sidde på sengekanten og vente tre minutter på, at anklerne bløder op. Eller at køre ned på træningsanlægget og føle, at han aldrig kommer igennem en hel træningsdag på grund af smerterne.

   "Men jeg savner udfordringen", siger han og smiler med det faste blik.

   Han savner også at sidde i omklædningsrummet efter træningen eller en kamp og føle, at han har præsteret alt, hvad han kan sammen med holdet.

   "Det er den optimale følelse, en slags lykkefølelse, en følelse af at være i flow."

   Det kunne han mærke for nylig, da han vandt sin første akademiske sejr i en case-konkurrence for Coloplast på CBS. Der fik han følelsen igen for første gang, siden han stoppede fodboldkarrieren.

Jeg kommer af en eller anden grund i tanker om Jens Otto Krag, der gik ned med flaget da han holdt op efter mange, mange år som socialdemokratisk toppolitiker. Han havde en drøm om at male da han holdt op - men gik til i druk.

   Det er ikke urimeligt at forestille sig at han opdagede at han ikke kunne komme i flow ved at male, og måtte dulme savnet med sprut.

Når casen bliver "jeg" i en journalistisk fortælling...

Finder i dagens Politiken et usædvanligt eksempel på en fortælling i 1. person - hvor fortæller-jeg´et ikke er journalistens, men hovedpersonen i fortællingen.

   Rubrikken er "En danskers flugt fra Syrien". Underrubrikken lyder: "Maria Boll, 27-årig studerende, var i Syrien som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop-rejser. Her er hendes beretning om flugten til Jordan.

Når jeg lægger særligt mærke til den artikel, så er det blandt andet fordi jeg har været specialevejleder for en gruppe studerende som ville eksperimenterer med fortællende journalistik - vel at mærke fortalt i jeg-form af hovedpersonen i fortællingen.
   Det interessante var at de var stødt på "dogmet" om at et stykke fortællende journalistik skal skrives i 3. person, med journalisten selv som den udenforstående anonyme fortæller. Men hvorfor egentlig det? - undrede de sig over.

   De kunne opregne flere fordele ved at skrive journalistiske fortællinger i jeg-form: større personligt nærvær, mindre fortællerdistance.

   De havde så fundet ud af at hvis man gik til radiomediet, så var der forbilleder at hente i radio-montagen som ofte kunne være formet som en fortællermonolog, stykket sammen af interviewsekvenser hvor spørgsmålene fra tilrettelæggeren var klippet ud.

   De fandt også ligheder mellem deres journalistrolle ved en 1. personfortælling og så ghostwriter-rollen fx i selvbiografier i jeg-form.

Det var efter min mening en interessant problemstilling de studerende var rendt ind. En problemstilling som blandt andet understregede hvor vandtætte skodder der altid har været mellem skreven journalistik og journalistik i radio  og tv. For i de to elektroniske medier har en personlige gennemgående jeg-fortæller som hovedperson jo været noget velkendt og hyppigt brugt i mange, mange år - som en nærmest main-stream dokumentarisk fortælleform; mens de studerende jo kunne konstatere at muligheden stort set ikke var nævnt - endsige beskrevet i den nyere faglitteratur om den narrative jouranlistik. Et fortæller-jeg i skrevne journalistisk fortællinger var altid i faglitteraturen journalistens eget "jeg".

Men her fandt jeg så pludselig et eksempel i dagens avis på det de studerend havde skrevet om og selv eksperimenteret med.

   Fortællingen indledes sådan her - et anslag der skaber spænding og fremdrift:

Tror du vi kommer levende herfra?

   Min veninde kigger op fra sit skjul i bunden af bilen. Jeg stirrer ud i den blå himmel, som er det eneste, jeg kan se fra bunden af bilen. Jeg kan høre skudregn få kilometer væk, opg chaufføren rukker sig længere ned i sædet. Spørgsmålet bliver hængende ubesvaret i luften.

   De sidste 12 dage har jeg opholdt mig  i Syrien og oplevet, hvordan det arabiske forår for alvor har sat ind. Stemningen er spændt, der er meget militær, og man får følelsen af stilhed før stormen. Nu vil jeg ud af Syrien, og derfor sidder jeg krøllet sammen i en kavet stilling i bunden af en taxa fra Damskus til Amman.

Fortællingens dramatiske midterafsnit er formuleret sådan her:

Vores medpassagerer - et britisk par - råber "get down", og min veninde klemmer min hånd hårdt. Foran os kommer en lasbil kørende i vores spor på motorvejen. Lastbilen blinker vildt med lyset og vinker os tilbage. Vi har knapt drejet om om på motorvejen før vores chauffør drejer ud på en mark og kører 'off road'. Vi ligger stadig i bunden af bilen og kan høre skuddene nærme sig. Vores off road-vej ender blindt, og vores eneste mulighed er at vende om og køre tilbage mod skuddene - benzinmåleren er begyndt at blinke.

Det er fortællingens point of no return, for de kommer trods alt videre mod Jordan, selv om de her var ved at vende om.

   Og sådan klimakser historien - med en happy end:

Kampvogne og soldater i vejsiderne er klar til at rykke ind. Vi har set hundredvis af desperate frihedssøgende syrere i øjnen og hørt alt for mange skudsalver.

   Ved grænsen tjekker de vores kameraer,og alt, hvad der ikke passer på grænsevagtens billede af Syrien, bliver slettet. Da vi endlig kører ind i Jordan som de få heldige, får tårerne frit løb.

Man bemærker at historien er fortalt i dramatiserende nutid.

Fortællingen virker ikke bare som en mundtlig øjenvidneskildring skrevet ned af en journalist. Den virker bearbejdet så opbygningen faktisk følger en berettermodels spændingskurve. Om Maria Boll Jensen har fået hjælp af en journalist, fremgår ikke.

   Men det fungerer fint, og virker friskt. Kreativt tænkt og udført.

Hjernekemi, bjergbestigning, flow, forelskelse og kreativitet

Under bjergbestigerens rejse op ad bjerget frigives der en række forskellige kemiske transmitterstoffer, som indvirker på såvel krop som sind. Herunder endorfiner, serotonin, noradrenalin og dopamin. 

Citatet er fra en opgave fundet på  http://static.sdu.dk/mediafiles/. Senere i afsnittet delkonkluderes:

I forbindelse med bjergbestigning frigives ovenstående stoffer løbende. Dette medfører, at bjergbestigeren ikke sanser de mange farer og smerter, som opstår undervejs, men tværtimod føler velvære, glæde, opstemthed og lykke. Frigivelsen af stofferne bevirker, at den rationelle oplevelse af farer og risici forbundet med rejsen skubbes i baggrunden. Det kan ske i en sådan grad, at bjergbestigeren ikke opdager livstruende konsekvenserne af kulde og overanstrengelse og derfor ufortrødent fortsætter sin rejse op af bjerget. Frigivelsen af stofferne kan føre til afhængighed hos bjergbestigeren, og minimumsniveauet for tilfredsstillelse stiger gradvist. Det betyder, at der på sigt skal mere ekstreme bjergbestigninger til for at få den samme euforiske oplevelse.

I samme artikel omtales en personlighedstype som er særlig tiltrukket af bjergbestigning, nemmlig de såkaldte HSS´ere:

Mennesker kan være ”high sensation seekers” (HSS) eller ”low sensation seekers” (LSS). Hos HSS ses et grundlæggende fysiologisk træk i form af en anderledes hjernekemi kendetegnet ved et lavt niveau af MAO-enzymet i hjernen. HSS kan have vanskeligt ved at få tilstrækkeligt med nye og grænsesøgende oplevelser i en almindelig tryg hverdag, hvilket måske kan være en forklaring på ekstremsportudøvere ofte score højt på forskellige SS-skalaer.

Denne personlighedstype adskiller sig altså markant fra dem jeg tidligere har beskrevet, de højsensitive: HSP´erne. Også HSS´erne kan man udskille ved en serie særlige testspørgsmål. Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.

   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Helt umiddelbart associerer det her jo også til flow-tilstanden som den er beskrevet af Mihaly Csikszentmihaly - en tilstand som ifølge ham kan opnås når en række forudsætninger er til stede:

1. goals are clear
2. feedback is immediate
3. a balance between opportunity and capacity
4. concentration deepens
5. the present is what matters
6. control is no problem
7. the sense of time is altered
8. the loss of ego

Ifølge Wikipedia så har Csíkszentmihályi fremsat den hypotes at mennesker med særlige personlighedstræk har lettere ved at komme i flow-tilstanden end "gennemsnittet", en personlighedstype som kaldes autotelisk:

These personality traits include curiosity, persistence, low self-centeredness, and a high rate of performing activities for intrinsic reasons only. People with most of these personality traits are said to have an autotelic personality. It has not yet been documented whether people with an autotelic personality are truly more likely to achieve a flow state. One researcher did find that people with an autotelic personality have a greater preference for "high-action-opportunity, high-skills situations that stimulate them and encourage growth" than those without an autotelic personality.It is in such high-challenge, high-skills situations that people are most likely to enter the flow state.

Også flow-tilstanden korresponderer med en kombination af aktivt virkende stoffer i hjernen. En tilstand og en kemi som har ligheder med forelskels og kærlighed:

When two people are attracted to each other, a virtual explosion of adrenaline-like nuerochemicals gush forth. Fireworks explode and we see stars. PEA or phenylethylamine is a chemical that speeds up the flow of information between nerve cells.

   Also, involved in chemistry are dopamine and norepinephrine, chemical cousins of amphetamines. Dopamine makes us feel good and norepinephrine stimulates the production of adrenaline. It makes our heart race!

   These three chemicals combine to give us infatuation or “chemistry.” It is why new lovers feel euphoric and energized, and float on air. It is also why new lovers can make love for hours and talk all night for weeks on end.At være forelsket er altså tydeligvis en særlig form for flow-tilstand.

Og jeg kan jo så ikke lade være med at tænke på at en række særligt kreative personligheder, mandlige kunstnere med stort K, har haft et livligt og inspirerende kærlighedsliv centreret omkring "muser". Picasso for eksempel. Jens August Schade. Aarestrup. Sophus Clausen.

Nyhedstrekanten får come back med web-tv - og andre historier om web-tv-nyhedernes anti-dramaturgi

Det fremgår af Rune Michelsens og Signe Rosendal Rasmussens oplysende rapport "Webtvaviserne - en analyse af mediernes brug af web-tv i uge 2, 2011" at dagbladene i deres web-portaler for det meste opererer med separate web-tv-nyhedsstationer - til hvilke de for det meste producerer traditionelle tv-nyhedsindslag – for det meste af meget små selvstændige web-tv-redaktioner. Og at det - for det meste - er en dyr fornøjelse.

Drop dem! For mig at se svarer det til at aviserne skulle oprette særlige sektioner for deres daglige pressefotos.

Nyhedstrekanten har i mange år været under kritisk beskydning fordi den inviterer til at man ikke læser hele artiklen til ende. Og til at den enkelte læser selv afgør hvornår han vil stå af og gå videre til en anden artikel. Den kritiske tendens har lydt: fra nyheder til aha-heder. Men rapporten viser at på nettet går det den anden vej. 

Nyhedstrekanten tager højde for at læseren er utålmodig og sekund for sekund tager stilling til: Skal jeg fortsætte - eller gå til en anden rubrik på siden - eller bladre videre? Det er det der ligger i den læser-/modtagerindstilling som kaldes lean-forward. Du er som læser aktivt søgende og mentalt set på spring under læsningen. Du kan frit springe fra - eller springe forbi.

En roman forudsætter en væsentlig anden læserindstilling: lean backward. Film og tv er også lean-backward-medier, og moderne tv-nyheder er produceret netop for at please et lean-backward-indstillet publikum.

Der er grund til at tro at hjernens kemi – den cocktail af hormoner, endorfiner, adrenalin og hvad de forskellige humørstoffer nu ellers hedder – er forskellig i hhv. lean-forward- og lean-backward-indstillingen. Som et tankeeksperiment kan man forestille sig at ved lean-forward-tilstanden kører adrenalin-pumpen, mens "bondinghormonerne" prolactin og oxytocin virker aktivt i lean back-tilstanden.

Udviklingen af aviserne de senere år har ført til at skrivning til nyhedstrekanten er kombineret med krav om flere indgange til historien: nyhed, baggrund, case, pressefoto, oversigtsgrafik, faktabokse, m.m. Der er tale om en slags nyhedscollage, hvor alle dele er kontekst for hinanden. Også denne segmentering i selvstændige brikker til historien, lægger op til lean-forward-indstillingen.

Med nettet som platform har nyhedstrekanten og princippet om de mange indgange i den grad fået sin renæssance. Og nettet er endnu mere et lean-forward-medie end avisen, fordi der på den gode netside både er mange indgange, og fordi man kan klikke vider til mange lag og stor dybde i indhold og kontekst. Kontekst i tre dimensioner, så at sige, forbundet gennem hypertekst der henviser på kryds og tværs.

   Enhver lidt længere nyhedsartikel på en medie.dk-side fortæller ligefrem med tydeligt markerede links hvor brugeren helt legitimt kan hoppe af og hen til en anden tematisk beslægtet artikel.

På nette kan man både snorkle i overfladen eller scuba-dive til bunden af historien. Og skifte på et øjeblik alt efter humør og behov. Uden at få dykkersyge. Og ydermere kan man så selv bidrage til ekstra kontekst ved at kommentere eller uploade supplerende billed- eller videomateriale.

I den sammenhæng er det traditionelle tv-avis-nyhedsindslag som en hund i et spil kegler!

Nyhedsindslag til broadcast-tv har karakter af en fint-sammenvævet nyhedsmontage af speak, interviewklip, reportage-klip med sound bites – evt. tilsat lidt grafik og en stand up. Og det er produceret så det kan og skal ses uden anden kontekst end oplægget fra nyhedsværten.

Meningen med den dyrt producerede, tætte og komprimerede nyhedsmontage er at seerne skal ”suges ind” fra start til slut.  Vi skal have information, identifikation og fascination leveret i et hug. Hele bevidstheden skal monopoliseres af oplevelsen og tvinges igennem et lineært mentalt udviklingsforløb bygget op efter en spændingskurve.

Identifikationen er det altafgørende i tv-nyhedsdramaturgien. Der skal være et subjekt vi kan identificerer os med – en hovedperson til at drive historien frem. Får seerne lyst til at zappe, er det en katastrofe, for så er det til en konkurrerende kanal. Tv-nyhedsindslaget både forudsætter og kræver lean-back-indstilling hos seerne.

Der findes efter min mening ikke et eneste argument for at producere klassiske tv-nyhedsindslag til publicering på nettet – andet end at sådan gør man jo når man er professionel tv-journalist. Det er ikke pengene værd. Og brugerne værdsætter ikke den dyrt producerede æstetik. Når det er råt er det godt – nok.

For web-nyheder gælder det at: Content is king! Og indholdet kan udliciteres og splittes op i små bidder – clips! Og brugerne kan få link-joy ved selv at samle det til en fortælling i hovedet ved at klikke rundt via hyperteksten.

Mens tv-nyheden kræver et subjekt i historien, så gælder det krav ikke web-tv-nyhedsklippet. For her er det brugeren der er subjekt, ham der dirigerer og interagerer. What´s in it for me? - er det styrende spørgsmål. Og mens fascinationen i en traditionel tv-nyhedsfortælling altid skal være integreret med identifikation og information, så kan web-tv-indslag være rendyrket fascination der kan nydes i et en enkelt spektakulære injektion.

Web-tv er altid indlejret – embeded - i en skreven og grafisk kontekst, nemlig hele web-siden – og det giver ikke mening at lade som om konteksten ikke er der. For konteksten er synligt til stede under hele afspilningen af de levende billeder i playeren.

Det er de færreste der klikker til full-screen når de ser web-tv, netop fordi det forstyrrer og bryder lean-forward-indstillingen. Det føles ubehageligt at skifte til lean-backward og tilbage igen. Det er ikke sådan på sekundet at skifte fra den ene kemiske tilstand i hjernen til den anden.

Nyhedsjournalistisk web-tv skal altså altid tænkes og produceres til indlejring i en skreven kontekst med interaktionsmuligheder. Hvis det er ”længere”, skal det være fortalt og opdelt i ”bidder” så man kan stå af undervejs, ligesom ved læsningen af en artikel efter nyhedstrekanten. Hver af disse segmenter skal kunne giv mening uden resten så man også frit kan klikke mellem dem.

Rubrikken er Gud

Indholdet er Kongen

Konteksten er Fædrelandet

Og brugeren er - Direktøren for det hele

Og man kunne tilføje at flere af de "dogmer" som har styret broadcast-nyhedernes dramaturgi, også står for fald i nyhedsindslag på nettet .

• Fx er "talking heads" noget man typisk forsøger at begrænse eller helt at undgå i analoge tv-avis-nyheder. 
• På nettet fungerer det fint med talende ansigter i billedet, med eller uden jakkesæt, og med øjenkontakt - uden dækbilleder eller andre visuelle forstyrrelser. 
• Og skilte med tekst som mellemlæg i stedet for speak i voiceover eller speaker i billedet, er også helt OK. 
• Har man et godt interview med en væsentlig eller sensationel person kun på en lydfil, så kan det fint afspilles i playeren uden dækbilleder til at forstyrre lytningen.
• I længere nyhedmagasin-historier vil man i broadcast-tv ofte kræve en "motor" - et mere eller mindre iscenesat handlingsforløb med en reporter eller en case i aktion i billedet - til at sikre fremdrift i indslaget. Det er overflødigt når det er web-tv. Der er "motoren" brugeren selv der gennem sin interaktion med sidens elementer og links leverer brændstof til fremdriften. 

Indlægget her er en let revideret og udvidet udgave af et indlæg på www.ahheder.dk. Rapporten om webtvaviserne, kan findes her: http://ahaheder.dk/?p=1109 .