Modeller, mimesis og fantastik - om det der ligner, men ikke er ... fra Lego til Niels Strøbæks malerier

En af mine morgensvømmer-venner var meget interesseret da han for nogle år siden fik at vide at jeg malede akvareller. 

   Selv malede han ikke akvareller, men lavede modeller, viste det sig. 

   Forbindelsen er denne: Ligesom mine krav til de akvareller jeg maler, er at de skal ligne motivet, er kravet til hans modeller at de skal ligne det de er modeller af - ned til den mindste detalje

   Han har både lavet et dukkehus med indbo, modeller af mennesker og dyr, forskellige køretøjer og maskiner. Se bare her:

Det kreative arbejde i forbindelse med produktionen, består i at finde materialer og teknikker der gør det muligt at skabe noget der ligner - også i den grad.
   Hvad kan man fx anvende et brugt messing-patronehylster til når man skal lave en model af en dampmaskine der virker - i det mindste med trykluft?

Fascinationen ved at se modeller som dem jeg her har vist, er at de både ligner noget til forveksling - noget andet end det de er - samtidig med at de alligevel også er noget værdifuldt i sig selv, nemlig tredimensionelle, fysisk konstruerede produkter: artefakter som er nedskaleret fra de virkelige forbilleder så man som iagttager oplever sig selv som uforholdsmæssigt stor og mægtig.

   Hvad er fidusen?
   - På magisk vis udstyres man som beskuer med et 'olympisk blik' - får et syn og en følelse som en slags vorherre!
   Og mon ikke også det er en del af fornøjelsen ved at lave dem?

 
Denne lystfyldte fascination ved at se og håndtere - fx. tegne, bygge eller klippe ud - det der ligner, men ikke er - kender alle mennesker fra de var helt små.
   Og det gjorde også den stenaldermand der skar Venus fra Willendorf ud af limsten for omkring 25.000 år siden:

Dejlig dame!
   Og legetøjsfirmaet Lego skylder også sin succes på det danske og globale marked denne fundamentale menneskelige lystfølelse og fascination ved at noget ligner uden at være, men samtidig er noget i sig selv, en fascination som næsten alle stadig har også som voksne.

'Mimesis' - siger det inde i mit hoved: 'Mimesis'.

I forbindelse med arbejdet med min bog fra 1990, Faktion som udtryksmiddel, stødte jeg ind i begrebet 'mimesis' - et begreb som var nyt for mig, og som stammer helt tilbage fra de gamle grækere - nærmere bestemt Platon og - igen igen - Aristoteles.

   Wikipedia definerer og forklarer:

In ancient Greece, mimesis was an idea that governed the creation of works of art, in particular, with correspondence to the physical world understood as a model for beauty, truth, and the good. Plato contrasted mimesis, or imitation, with diegesis, or narrative. After Plato, the meaning of mimesis eventually shifted toward a specifically literary function in ancient Greek society, and its use has changed and been reinterpreted many times since then.

Og Den Store Danske Encyklopædi udlægger begrebet sådan her:

mimesis, begreb, hvormed Platon og Aristoteles bestemmer kunstens væsen; senere har begrebet haft stor betydning i den kunstteoretiske tradition i sammenhæng med formelen "kunsten efterligner naturen". Oversættelsen "efterligning" (lat. imitatio) tilgodeser dog kun et enkelt aspekt af det græske begreb, der omfatter enhver sanselig konkret fremstilling, ikke kun af noget allerede eksisterende eller foreliggende, men også af noget sandsynligt eller muligt.

Begrebet har stor betydning i teaterhistorien, som Encyklopædien videre forklarer:

Hos Aristoteles anvendes betegnelsen mimesis om tragediedigtningens efterligning af menneskets handlen og liden; efterlignende adfærd anser han for en medfødt og lystbetonet disposition.

   På teatrets område fik læren om, at kunsten efterligner naturen, en ny betydning i løbet af 1700-tallet., da den indgik i agitationen for det borgerlige skuespils naturlighed modsat de klassicistiske normers kunstighed. 

   I samme periode mistede efterligningslæren sin magt som generel formel for kunstens væsen. Det skete i takt med, at kunstopfattelsen betonede kunstværkets autonomi og nyskabende kraft (jf. kopi).

Hvis man forfølger betydningen og brugen af begrebet op gennem historien - især i 1900-tallet - kan man hurtigt blive forvirret.
   Men på et filosofisk højt niveau, idet tunge filosofiske gutter som Erich Aurbach, Th. W. Adorno og Walter Benjamin har bakset og bokset med det - som noget der referer til en særlig "førvidenskabelig erkendelsesform".

Ordet 'mimesis' er beslægtet med dette 'at mime noget', 'mimik' og 'mimiker' - som alle har at gøre med dette: gennem ansigtsudtryk og gestus/fakter at udtrykke følelser, tanker handlinger - ægte eller spillet.
   Også ordet 'at imitere' - altså 'efterligne' - er beslægtet med 'mimesis'.

 
Moderne hjerneforskning vil nok kunne forklarer en del af begrebet som noget der neurologisk korresponderer med spejlneuronernes funktion - dette at vores hjerne ved at se eller høre andre foretage en handling, aktiverer de dele af hjernen som også ville være aktive hvis vi selv udførte handlingen. 

   

For mig står begrebet 'mimesis' for det som i kunst og andre former for virkelighedsfremstilling  "ligner men ikke er". X står for og representerer Y - ikke som en metafor eller et metonym - men gennem sanset og sanselig lighed.

   Det at et visuelt eller lydligt udtryk ligner noget andet - noget virkeligt - som det ikke er, er noget af det der afgørende kendetegner modeller, animationer, skulpturer, teater, fotografier, malerier, film, radio, m.m.

Som modsætning til dette mimesis-begreb opfandt jeg et andet begreb som jeg præsenterede i faktionsbogen: 'fantastik'. 

   'Fantastikken' i en fremstilling er den del af udtrykket som er fremmedartet og ikke-genkendeligt i forhold til den virkelighed vi umiddelbar kan sanse og kender, noget som derfor er et fantasiprodukt - og som i kraft af sin manglende umiddelbart sansede genkendelighed skaber fascination hos et publikum - og dermed appellerer til fantasien hos beskueren.

Når jeg også lige kommer til at tænke over det i denne sammenhæng, så er det fordi fruen og jeg  for nylig besøgte Nivaagaards udstilling med titlen "Sne, akvarel, stilhed".

   Det var en skuffelse: Der var kun få akvareller, blandt andet af Storm P., og nogle få ret gode af 'Fynboerne' Johannes Larsen og Fritz Syberg.

   Det fælles tema "Sne" synes jeg ikke blev forløst af de malerier udstillingen viste - bredt plukket  ud fra perioden 17-hundredtallet og op til idag - sådan cirka. Med få undtagelser var alle malet i en eller anden form for naturalistisk eller realistisk stil; altså mimesis-styret figurativ kunst.

   Men der var faktisk kun en akvarel jeg virkelig syntes om: Et landskabsbillede af arkitekten Arne Jacobsne, som var en suveræn akvarelkunstner hvis billeder jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

   Maleriet har jeg ikke kunnet finde afbilledet på nettet, men jeg har fundet en akvarel som viser en illustration af hans kendte tankstation - som helt klart skal ligne, men ikke er - det der skal bygges - ud fra tegningerne. Altså en mimesis-styret akvarel; fantastikken leveres her af fugleperspektivet:

Arne Jacobsen: Tegning af tankstation - malet med akvarel

Og her et foto af den virkeliggjorte vision - i øjenhøjde:

 

Som det ikke sjældent sker, så er det fra museumsbutikken man får mere varigt med hjem fra en kunstudstilling. 

   Her var det en bog om den superrealistiske maler Niels Strøbek, skrevet af Nils Ohrt, og udgivet som katalog til en Strøbek-udstilling på Nivaagaard i 2008.

   Teksten var god og gav indsigt og perspektiv. Og Strøbeks billeder var og er dybt fascinerende. Så vidt jeg husker var der et eller to af hans malerier med på udstillingen på Rønnebæksholm sidste år  - om danske malere der havde hang til surrealisme. Jeg mener at et af de her to fascinerende malerier var med:

Niels Strøbek: Dobbeltportræt 1981

Niels Strøbek: Ved havet, 1979

Surrealisme er jo kendetegnet ved at malemåden mimer virkeligheden så det nærmer sig et fotografisk afbildende udtryk (som det dog netop ikke er), samtidig med at motivet har elementer af fantastik som er så slående og stærke at bevidstheden hos tilskueren katapulteres tilbage og ned i egen underbevidsthed.
   Altså ifølge teorien.

I Nils Ohrts tekst er der et rigtig godt citat fra Strøbek selv, der har skrevet flere kunstreflekterende essays. 

   Ohrt introducerer citatet med at skrive at: "Et fundamentalt anliggende for modernismen var bevidstheden om maleriet som en flade - i modsætning til renæssancetraditionens opfattelse af billedet som et vindue - og den balance betragter Niels Strøbæk som lakmusprøven for sin kunst:

For mig er det ikke nok at vise noget genkendeligt fra virkeligheden, og heller ikke nogle formelementer fra den abstrakte verden. (...) Det paradoks, der opstår mellem virkelighedens krav om rum og illusion og abstraktionens krav om flade og realitet, er kunstværkets sande univers. For mig skal kunstværket  kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Det synes jeg er en fantastisk øjeåbnende formulering, som kan fortjene at blive skrevet med stort og med fede typer:

Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

 http://www.nivaagaard.dk/fileadmin/user_upload/pdf_filer/Stroebek.pdf

Jeg viser lige nogle flere netkopier af Strøbeks malerier, som 'ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men både ligner og er:

Dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Christian, 2015

Niels Strøbek: Det fede og det magre, 1970

Niels Strøbek: Amager Fælled, 1984

Flere af de tekster som beskriver Strøbeks kunst, bruger adjektivet "gådefuld" om ham og hans malerier. Det er et andet ord for 'fantastik' - og denne fremmedgørende oplevelse af gådefuldhed som fascinerer, skyldes i langt de fleste af hans malerier perspektivet - som på en eller anden måde altid er lidt "forkert" og "unaturligt".

Akvarelmaleriets mysterier (31) - Ulla Bjerregaard

Somme tider finder man bare 'guld' ved at surfe rundt og søge på akvarel/akvarelmaler. 

   Ved en sådan søgning uden mål og med stødte jeg på navnet Ulla Bjerregaard. 

   Hun er autodidakt og har ifølge sin hjemmeside malet i mange år i sin fritid, og de sidste 10 år har hun malet "på fuld tid", som hun skriver. 

   Hun er født og opvokset i Sverige, men bor nu i Allerød. 

   Hun fortæller:

Inspiration til mine billeder finder jeg oftest i naturen rundt om i verden. Jeg maler både naturalistisk og abstrakt – aldrig fotografisk. Jeg prøver at fange stemninger, belysning og atmosfære. Jeg har efter mange år som akrylmaler blevet fascineret af akvarellens mysterier. Det er spændende at se, hvad der sker med akvarelfarvernes pigmenter, når der kommes masser af vand på - akvarelfarvernes pigmenter går deres egne veje, og jeg går mine. En symbiose - hvor mødes vi? En spændende udfordring.

Jeg synes det er sjovt at hun også bruger udtrykket "mysterier" om akvarelmaleriet som for hende altså er et relativt nyt medie at udtrykke sig i.

   Her er et lille udvalg af de akvareller som hun viser på sin hjemmeside - til nydelse og fornøjelse for hjernens visuelle belønningssystem: 

Se flere her:

http://www.ullasgalleri.dk/?Akvareller_i_alt

Selv om Ulla Bjerregaard er autodidakt, ser det for mig ud som om hun er meget stærkt inspireret af den svenske akvarelprofessor Arne Isacsson, som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen.

   Jeg har for nylig - ved gode svenskeres hjælp - fået fat i hans glimrende bog om akvarelteknikkens udtryksmæssige muligheder:

Arne Isacsson er stifter af en kendt og velanskrevet kunstskole, Gerlesborgskolen, der ligger i skærgården nord for Göteborg, en institution som har givet navn til en udforskning af akvarelmaleriets stilmæssige udtryksmuligheder som omtales som 'Gerlesborg-teknikken'. 

   Skolen har nu godt 70 år på bagen, og så vidt jeg kan se er der en del af de danske akvarelkunstnere som har gået på kurser på skolen og er blevet stærkt inspireret af den den nævnte teknik.

Linda Perhacs og Hilma af Klint - to kreative personligheder med kontakt til 'de højere magter' - og synæsteter

Serendipitet betyder 'heldigt sammentræf' - eller 'betydningsfuld tilfældighed' - for dem det rammer. Sådan har det tit artet sig når det gælder mine skriverier på denne blog. 

  Denne gang handler det om en musiker og en maler. Navnene er Linda Perhacs og Hilma af Klint. Den ene er amerikaner og musiker, den anden svensker og maler. Og deres liv er adskilt af flere generationer.
   Den umiddelbare forbindelse mellem dem er Louisiana som både udstiller kunst og producerer tv-indslag til nettet hvor internationalt kendte kunstnere interviewes. Men der er en dybere forbindelse mellem de to.

Hilma af Klint er den svenske kunstner som Louisiana udstiller en lang række værker af i de kommende måneder. Jeg har ikke set udstillingen, men læst om den - både i anmeldelser i aviserne og på Louisianas tykke promo-tidskrift for medlemmer af klubben. Og en masse af hendes malerier og tegnnger kan man jo se kopier af på nettet.

   Og den anden, Linda Perhacs, blev jeg opmærksom på gennem en FB-ven der deler et video-indslag fra - tilfældigvis - Louisiana Channel, et indslag hvor Linda Perhacs bliver interviewet og fortæller om det helt specielle og usædvanlige 'album' hun havde fået produceret og udgivet i 1970, et album som som ikke solgte og hurtigt blev totalt glemt - og så genopdaget omkring 30 år senere.

Jeg jagter sporet Linda Perhacs og hendes musik først:

    Under tv-interviewet hører vi passager af numre fra pladen der havde titlen "Parallellograms", som Wikipedia beskriver sådan her:

Parallelograms is an album by American psychedelic folk singer Linda Perhacs. Her first and, until the release of The Soul of All Natural Things in 2014, only album, it was all but completely ignored when originally released on Kapp Records in 1970. Discouraged by the lack of commercial attention and the label's reluctance to promote the album, Perhacs returned to her career as a dental technician. In the 30 or so years that followed, the album gradually developed a cult following.

 Her et link til hele CD'en på YouTube:

Lyt,  flyv med og flip ud. 

   Jeg får associationer til islandske Bjørk, og i øvrigt til den antageligt kommende X-factor-vinder Lucy Mardou fra Thylejeren.

 

Albummet 'Parallellograms' blev genopdaget af 'pladeentusiaster', fortæller Wikipedia - og blev i slutningen af 90´erne mere og mere kendt og populært gennem deling på internettet, ikke mindst fordi musikken stemte overens med den musik-bevægelse som i USA groede frem i årene op til århundredskiftet: "The New Weird America", en musikretning som Wikipedia karakteriserer sådan her:

New Weird America describes a subgenre of psychedelic and indie music, often psych folk, of the late 20th and early 21st centuries.

   The musical style described as New Weird America is derived mainly from psychedelic rock and folk groups of the 1960s and 1970s, including American performers Holy Modal Rounders and English and Scottish groups, such as Pentangle, The Incredible String Band, Donovan, and Comus.[6]

   It also finds inspiration in such disparate sources as heavy metal, free jazz, electronic music, noise music, variousethnic musics, musique concrète, tropicália, and early- and mid-20th century American folk music. 

Det er musik der i den grad er præget af 'konceptuel blending' - og som langt hen ad vejen kan sammenfattes begrebsmæssigt som 'psykedelisk'.

   Og den psykedeliske musik er en del af min ungdoms umiddelbare musikinteresse - med navne som Beatles, Donovan, Janis Joplin, Pink Floyd, Beach Boys, Jimmy Hendrix m.fl.

 

I nogle får år omkring 1970 var jo næsten alle musikere af betydning og deres musik inspireret af bevidsthedsudvidende oplevelser som de havde haft under indtagelse af LSD, hash og andre euforiserende stoffer. 

   Derfor var det sjovt nu her på YouTube at kunne høre noget helt nyt og frisk musik, noget som vækker erindringer fra den gang, men som jeg aldrig før rigtig har hørt magen til.

Loisiana Channels introducerede video-indslaget med Linda Perhacs sådan her - og derefter følger et link til indslaget:

Dental hygienist & music legend.

The incredible story of the dental hygienist Linda Perhacs who as a young woman in 1970 published a groundbreaking album which nobody noticed. Half a century later she discovered that it had gone worldwide on the Internet.

http://channel.louisiana.dk/video/linda-perhacs-dental-hygienist-music-legend

Men i modsætning til næsten alle andre folk-, rock og pop-musikere på det tidspunkt, så var Linda Perhacs ikke høj på stoffer da hun fik inspirationen til musikken. Det klarede hendes hjerne helt selv - uden doping.
   I videoen fortæller Linda Perhacs hvordan musikken på pladen 'kom' til hende - i form af regulære syner  eller hallucinationer:

”It came out of thin air.” In the interview Perhacs talks of her inspirations, and she explains that her father’s family are deeply spiritual people who are guided by inner voices. She describes how she hears voices talking to her from above and within, and on occasion is able to actually visualize music, making drawings to help her remember these complicated musical sculptures.

Hovsa!  er der noget i mig som siger. Hun skulle vel ikke være synæstetiker? Og familien med? - Altså et af de mennesker hvis hjerne er specielt på den måde at sanseindtryk som vi andre normalt holder adskilt og kan opleve uafhængigt af hinanden? I en synæstetikers hjerne blandes ydre og indre sanseimpulser sådan at for eksempel oplevelsen af farver automatisk aktiverer et parallelt indre oplevelsesspor af musik/toner, at læsning af bogstaver og ord aktiverer et parallelt indre oplevelsesspor af farver, eller at oplevelsen af tal, ugedage og månedsnavne automatisk aktiverer særlige visuelle former og mønstre.

Jeg googler "Linda Perhacs  synaestehsia". Og bingo, jeg kommer ind på en hjemmeside med hende som hovedperson ...

http://blog.timelesslindaperhacs.com/?p=13

... som indledes sådan med et citat af hende - lige efter 'bogen for synæstetikere', kan man sige:

First off, I have experienced Synestesia for as long as I can remember. I could see light colors in music and had always thought that others could experience this as well. I have the ability to see patterns of music, dance, color and light in moving 3 dimensional patterns. Contrary to what some people may think, none of my songs, including “Parallelograms” were influenced in anyway by direct experience with hallucinogens. I had seen what drugs do to people and wanted no part of it.

Og senere i indlægge beskriver hun selve 'inspirationsoplevelsen' som hun tegnede og brugte som en slags "noder" til indspilning af musikken på albummet:

“Parallelograms” was written on the Ventura Freeway at three in the morning. After a day with Leonard and Kay Rosenman (the music composer who produced my album), where the music of my age bracket was flooding me, and Leonard’s inspiration was flooding me, and the two of them came together. “Parallelograms” came—bam!—like that. I probably was half-asleep, driving on an empty freeway, and I just saw it all at one time, where you put light through a prism and you get many color choices, all representing a different frequency. I had already seen music do that. You play a high flute, it has a high vibrational wave, a gold-yellow tone color, corresponding with that high note. You play a bass guitar, it’s got a slower wavelength, and it’s got a green-blue tone.

   If I want to paint with sound, then the higher things are going to have a different wavelength, so I literally drew it on a scroll with the understanding that I wanted three dimensional shapes. But yes, it was a concept that came quickly, like a light bulb going on. And I saw it all at once, as a full composition where you’re painting with sound, the words are coming out as sound creating those shapes.

   I took this scroll that I created with me to the studio the next day and showed it to Leonard and all the musicians involved. Every one of them immediately understood the scroll and its meaning and we used that as one would use music notes written on paper!

Bladrer man rundt på links til Linda Perhacs, så finder man også nogle af de tegninger/malerier af hende som altså i sin tid affødte albummets numre, som fx de her:

Jeg synes der er tre ting der er interessante i den historie:

   Dels at Linda Perhacs altså som synæstetiker automatisk og helt naturligt ser musik som former og farver - og kan slutte fra den slags syner til et - 'syret', ville man vel sige - musikalsk og sangbart udtryk.

   Dels at hun selv tolker det visuelle input til musikken som noget der kommer 'udefra' - fra en højere - ikke materiel, men spirituel verden - nærmest som en samlet åbenbaret "pakke".

    Og endelig at hun understreger at hun aldrig har været på eller gjort brug af euforiserende stoffer som mange af samtidens musikere gjorde - for at få tilsvarende inspiration til deres musik. I en eller anden forstand er hun altså en 'naturlig psykedeliker'.

Man kan sige at eksemplet Linda Perhac illustrerer at synæstetikerer har spontane oplevelser af sanseblaning i kraft af en speciel 'indretning' af deres hjerner, en 'indretning' som mange andre kunstnere må dope eller drikke sig til for at opnå tilsvarende mentale effekter: mere eller mindre 'hul igennem' mellem separate hjernemoduler som når de får uhæmmet neurologisk kontakt, leverer lyst til og behov for at producere "blendede" udtryk - i form af 'kunst'.

Og det giver så en mental bro til Hilma af Klint (26/10-1862– 21/10-1944), en svensk kunstner hvis navn jeg aldrig har hørt - endsige læst om og set billeder af - før Louisiana fører hendes navn og 'hemmelige billeder' frem i en stærkt opreklameret udstilling. 

   Her er nogle af hendes malerier - nogle af dem er efter sigende akvareller, hvilket giver min interesse et ekstra boost:

Historien om disse billeder, som nu i udvalg udstilles på Louisiana, er at Hilma af Klint i sit testamente båndlagde disse mange hundrede på en gang abstrakte og symbolske malerier i 20 år efter sin død - først derefter måtte de offentliggøres og udstilles. 

Men hvem er denne svenske maler hvis spændende abstrakte billeder for første gang blev udstillet offentligt - og altså så sent som 1986? 

   Ja, man kan roligt karakteriserer Hilma af Klint som "to personligheder i en" - altså to diametralt modsatte malerpersonligheder: en skjult og en offentlig.  

   Her er et eksempel på de malerier hun officielt producerede, udstillede og solgte - realistiske og naturalistiske i stil og motiver:

Hun var uddannet kunstmaler, en af de første kvinder der i Sverige fik en regulær akademisk skoling i malerkunst, og hun var en god kunstmaler - på niveau med mandlige kolleger inden for samme kunstretning: naturalismen.

Men hun fulgte altså også en skjult og hemmeligholdt alternativ vej i sin kunst, og det er den Louisiana-udstillingen dokumenterer.
    Her er hun både mentalt og udtryksmæssigt beslægtet med den abstrakte kunsts europæiske pionerer fra de første 20 år af 19-hundredtallet: Kandinsky, Mondrian, Malevich, Kupka. Og hun deler tydeligvis deres optagethed af spirituelle filosofier som teosofi og antroposofi - som forståelsesramme for deres esoteriske 'insipirationsoplevelser':

Hilma af Klint’s oeuvre builds on the awareness of a spiritual dimension of consciousness, an aspect that was being marginalized in an increasingly materialistic world. When she painted, she believed that a higher consciousness was speaking through her. In her astonishing works she combines geometric shapes and symbols with ornamentation. Her multifaceted imagery strives to give insights into the different dimensions of existence, where microcosm and macrocosm reflect one another.

   Hilma af Klint left more than 1,000 paintings, watercolors and sketches. Although she exhibited her early, representational works, she refused to show her abstract paintings during her lifetime. In her will, she stipulated that these groundbreaking works must not be shown publicly until 20 years after her death. She was convinced that only then would the world be ready to understand their significance.

http://www.modernamuseet.se/en/Stockholm/Exhibitions/2013/Hilma-af-Klint/

En søgning på nettet peger på at en række af de abstrakte pionerer som var samtidige - og kendte - med Hilda af Klint - Kandinsky, Mondrian, Malevich, Kupka og Klee - at de alle var synæsteter - samtidig med at de altså også var "spiritualister" og troede på eksistensen af en overvirkelig åndlig verden og bevidsthed som inspirationskilde for deres maleriske abstraktioner.
   Den mest almindelige form for synæstesi, som flere af dem direkte skrev og udtalte sig om, var tone-farve og tone-rum-synæstesi. Flere opfattede simpelt hen deres maleri som musik omsat til billeder.
   

Uden at jeg har kunnet finde egentlig dokumentation på nettet, så antager jeg også Hilma af Klint var synæstetiker. Og i kataloget som Louisianaudstillingen ledsages af fortæller Tine Kolstrup da også at  ...

Hilma af Klint oplevede at kunne kommunikerer med ekstra indsigtsfulde bevidstheder og få indblik i højere bevidsthedsplaner.
   Allerede som barn og ung havde hun clairvoyante evner og syner, og i tiåret op til det billedemæssige nybrud i 1906 havde hun sammen med andre kvinder i gruppen De Fem trænet sine færdigheder som medium.

Rent faktisk var den første serie af billeder som Hilma af Klint kaldte "Malerierne til templet", en slags spirituelt 'bestillingsarbejde' fra en ånd ved navn Amaliel som - oplevede hun - kommunikerede gennem hende. Og i perioden nov. 1906 - april 1908 producerede hun 111 billeder som hun oplevede blev malet med "ført hånd"  - af Amaliel. Som hun beskrev det var hun altså medie for en slags automat-billedskrift.
   Men er det så 'kunst'? - spørger nogle af kilderne.

Når jeg ser afbildningen af nogle af disse tidlige malerier i kataloget, ligner de i den grad den slags billeder som synæstetikere som fx Linda Perhacs tegner, blot flottere, strammere og mere ekspressive i form og farve:

For mig er der ingen tvivl om at Hilma af Klint har set disse billeder for sit indre øje - på den indre skærm, nærmest som hallucinationer. Og så har tegnet og malet det hun har set - men disciplineret af at hun er teknisk og kunstnerisk skolet.

Mens en række af de andre pionerer inden for abstrakt kunst, bl.a. Kandinsky og Klee, utvilvsomt var musik-farve og musik-form-synæsteter, så vil jeg antage at den særlige form for synæstesi Hilma af Klints hjerne havde, var var den hvor abstrakte begrebsindhold aktiverer rumligt definerede form- og farvesyner - en synæstesiform der har fået navnet "ideaesthesia", og som man kan læse mere om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/et-nyt-ord-og-en-ny-teori-for-synstesi.html

Og så synes jeg også, klog som jeg er, at der er en forholdsvis enkel teori der kan forklare 'trosfællesskabet' mellem disse malere - og Linda Perhacs som indledte dette indlæg: deres fælles forestillinger om at der eksisterede en virkelighed på et højere ikke-materielt bevidsthedsniveau end hverdagens, en ekstraordinært åndelig og abstrakt virkelighed som særlige, spirituelt følsomme mennesker havde andgang til og kunne afbillede i deres kunst.

 
I den periode hvor disse det abstrakte maleris pionerer levede og arbejdede som kunstnere, havde man ingen som helst officielt accepteret videnskabelig teori om synæstesioplevelser og -erfaringer.

   Så hvis disse kunstnere skulle finde en nogenlunde 'fornuftig' - og for datiden delvist socialt acceptabel - forklaring på deres mystiske blending-oplevelser af forskellige sansers in- og output - så kunne de finde dem i de den gang verserende teorier om en ekstrasensorisk verden eller virkelighed: spiritismen (Alan Kardec), teosofien (Helen Blavatsky) og antroposofien (Rudolf Steiner).

Rudolf Steiner og hans tænkning i teori og pædagogisk praksis vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

   Men her er et link til Wikipedias artikel om ham:

http://en.wikipedia.org/wiki/Rudolf_Steiner

Kunst på hjernen - i anledning af en tv-udsendelse

Jeg har i al den tid jeg har skrevet på denne blok, interesseret mig for sammenhængen mellem kunst, kunstudøvelse og æstetik på den ene side, og så på den anden den moderne neurovidenskab - og de opdagelser og indsigter den har givet til specielt de mere kreative sider af de menneskelige aktiviteter.    Derfor spidsede jeg også øjne og ører da DR K i onsdags og med genudsendelse torsdag sendte et timelangt tv-program der prøvede at besvare titlens retorisk spørgsmål:

KAN KUNST MÅLES?

Som trofaste læsere af denne blog vil vide, er svaret ja. Og det var også udsendelsens svar - selvfølgelig. 
   Udsendelsen var tilrettelagt af Thomas Holmby Hansen og Lone Krüger Bodholdt. På DR´s hjemmeside er der ikke angivet nogen "udløbstid", så den kan indtil videre ses ved at følge dette link

http://www.dr.dk/tv/se/kan-kunst-males/kan-kunst-males/

Form- og fortællemæssigt var udsendelsen meget traditionelt fortalt, en montage af flere historier og dermed interviewpersoner (eksperter, forskere) som man klippede frem og tilbage imellem.
   Den overordnede "motor" var en historie om at et konsulentfirma skulle måle hjernereaktionerne hos besøgende i auktionsfirmaet Brun Rasmussen mens de kigge på en række forskellige specielt udvalgte malerier - malet i mange forskelige stilarter, genrer og periode - og af meget vekslende vurderings- og salgsværdi. Og så ville man finde ud af om der var nogen sammenhæng mellem hvordan hjernen reagerede hos de forskellige tilskuere ved synet af de forskellige billeder, og hvordan de ville prissætte billederne når de blev spurgt. Det sammenholdt man så med den professionelle vurdering, og forsøgte at forklare hvad der kunne begrunde forskellen mellem den subjektive værdisætning og den professionelle vurdering.

I løbet af udsendelsen blev en række danske og udenlandske forskere interviewet om deres forskning og perspektiverne i den, man oplevede dem i aktion hvor de scannede hjerner hos udøvende kunstnere eller publikummer der oplevede kunst i en eller anden form. Og vi så forskellige kurver der afspejlede hvad hjerneskanningerne viste med hensyn til neuron-aktivitet forskellige steder i hjernen. 

   Det var godt, oplysende og interessant tv der dokumenterede et hjørne af forskning i front - tværfaglige multidisciplinær forskning der kombinerer humanistiske fagområder mede neurovidenskab.

Jeg skal ikke her genfortælle hele programmet, mange af de forhold som det beskrev kan læses i forskellige indlæg her på bloggen. Men jeg vil sætte lidt fokus på nogle af de forskere som medvirkede i udsendelsen - dem vil vi høre mere fra de kommende år:

En af de centrale medvirkende var hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust hvis forskning jeg tidligere har skrevet et indlæg om. Læs det her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html

Peter Vuust er en blended personlighed - med mange talenter der kræver brug af mange dele af hans hjerne i forskellige former for samarbejde - og i hvert fald både højre og venstre hjernehalvdel:

Peter Vuust er jazzmusiker, komponist og producer, samtidig med at han også er hjerneforsker. Han har lige afsluttet sin Ph.D. i hjerneforskning og har tillige en kandidatgrad i matematik, musik og fransk. Peter Vuust har som speciale at forske i musikkens indflydelse på vores hjerner. Derudover er han docent ved Det Jyske Musikkonservatoriums rytmiske afdeling, hvor han har undervist i bas, musikteori, hørelære og sammenspil.

Han bliver i tidsskriftet Basunen interviewet - ikke så meget om sin forskning, men om hvordan han holder sammen på det hele og kan nå og overkomme det hele - når hans talenter og interesser stritter i så forskellige retninger.
   Det handler om planlægning, disciplin, koncentration, forklarer han:

Men hvordan når man alt det inden man fylder 45?

   ”Det når man på baggrund af to ting. Den ene ting er, at man skal være god til at organisere sin tid. Den anden ting, der er vigtigt, er at man gør de ting man er i gang med færdig. Det vil sige at man får afsluttet sine projekter. Og hvis man er god til at organisere sin tid, og deler det op i flere delprojekter, som man hele tiden får afsluttet, så kan man nå flere ting end man tror.”

   Peter Vuust laver halvårs planer, hvor han skriver sine forskellige målsætninger op, og ved jul og sommerferie går han dem så igennem og ser hvad han har nået. Han mener selv at han er blevet mere realistisk med årene, hvor han i starten slet ikke kunne nå alt det han gerne ville. Eksempelvis øver han nu hver dag mellem 6.30 og 7.10 mens familien stadig sover. Dette er en forudsætning for at hans dag kan fungere. Så er det af vejen, og han kan koncentrere sig om resten af dagens gøremål. Som Peter Vuust udtaler: ”plan your work, and work your plan”. 

Et af de markante resultater som hans forskning viste, var at det at udøve og lytte til jazzmusik var den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger.
   Et andet resultat som jeg i øvrigt har nævnt tidligere på bloggen, var at mens uerfarne lyttere kun bruger højre hjernehalvdel til at "processerer" musikindtryk, så vil den samme musik aktiverer både centrer i højre og venstre hjernehalvdel hos professionelle musikere (og venstre hjernehalvdel troede man kun tog sig af sprogopfattelse og -udøvelse)

En anden af de medvirkende i tv-udsendelsen "Kan kunst måles?" hed Uri Hasson. Han forsker i om og hvordan filmfortællingens teknik og æstetik påvirker hjernen hos et stor antal seere. Reagerer alle tilskuer-hjernerne nogenlunde ens på den samme filmsekvens, eller er reaktionerne meget forskellige fra individ til individ? Altså hvor hårdt styret og kontrolleret er effekten på dem der ser filmen gennem den dramaturgisk konstruktion som filmens instruktør har anvendt? 

   Det berører et spørgsmål som den såkaldte 'receptionsforskning' har været optaget af i mange år uden i virkeligheden at kunne give noget klart svar: Oplever og føler modtagerne stort set det samme når de ser den samme film eller læser den samme bog, eller er det det enkelte individ som mere eller mindre frit tilskriver subjektive oplevelser og forståelser af det de ser og hører?

   

Uri Hasson med kolleger har parallelt til min opfindelse af forskningsområdet 'neurojournalistik', fundet på betegnelsen 'neurocinematic studies' til det forskningområde han og nogle kolleger er gået i gang med.

   Her er det engelske resume af artiklen "Neurocinematics: The Neuroscience of Film":

Abstract: This article describes a new method for assessing the effect of a given film on viewers’ brain activity. Brain activity was measured using functionalmagnetic resonance imaging (fMRI) during free viewing of films, and inter-subject correlation analysis (ISC) was used to assess similarities in the spatiotemporal responses across viewers’ brains during movie watching. Our results demonstrate that some films can exert considerable control over brain activity and eye movements. However, this was not the case for all types of motion picture sequences, and the level of control over viewers’ brain activity differed as a function of movie content, editing, and directing style. We proposet hat ISC may be useful to film studies by providing a quantitative neuroscientific assessment of the impact of different styles of filmmaking on viewers’ brains, and a valuable method for the film industry to better assess its products. Finally, we suggest that this method brings together two separate and largely unrelated disciplines, cognitive neuroscience and film studies, and may open the way for a new interdisciplinary field of “neurocinematic” studies.

file:///C:/Users/Peter/Desktop/Hasson-etal_NeuroCinematics2008.pdf

Det Uri Hasson og kolleger har fundet ud af, er blandt andet at den skelnen man inden for filmvidenskaben traditionelt har foretaget mellem 'lukkede film' (fx Hitchcock) og 'åbne film' (fx Goddard eller Tarkovskij), at den afspejler sig i hjerneaktiviteterne sådan at forskellige seeres hjerner følger samme aktivitetsmønstre - altså reagerer synkront over tid når det er Hitchcock de ser, mens der er større variation og forskelle i udsving og mønstre når filmen er mere tvetydig og mindre dramaturgisk indrettet på at skabe spænding. I det sidste tilfælde er der altså større forskel i udsving fra hjerne til hjerne når de følger filmen.

   Hitchcock-filmsekvensen i forsøgene aktiverer også relativt meget store dele af hjernen (65%), mens sekvenser fra andre film og tv-serier aktiverer procentvis mindre dele af hjernen. Og en ikke fortællende tv-optagelse uden plot og handling - 'segment of reality' - aktiverer mindst:

Man kan sige at her er der en slags objektivt bevis på at 'Hollywood-dramaturgien' - også sommetider kaldet 'den lineære dramaturgi' - rent faktisk gør det den skal: styrer og kontrollerer publikums hjerner så de undervejs føler sig fanget og opslugt af oplevelsen - og til sidst sidder tilbage med stort set samme følelse af forløsning. Det står i modsætning den såkaldte 'cirkulære dramaturgi' der spiller på og udnytter muligheden for filmisk og visuel flertydighed, og typisk har et svagt plot og med en slutning er åben for fortolkning; film der trækker på den dramaturgi giver i højre grad forskellige seere forskellige oplevelser både undervejs og bagefter, viser skanningerne.

En tredje medvirkende i "Kan kunst måles?" var Morten Kringelbach som har skrevet bøger der kobler forskellige aktiviteter sammen med hjernens belønningsystem, for eksempel oplevelsen af kunst.
   En titel på en af de nyere bøger han er medforfatter til, siger meget: "The Pleasure Center: Trust Your Animal Instincts", en bog der får følgende beskrivelse på Amazon.co.uk:

Many people believe that pleasure and desire are obstacles to reasonable and intelligent behavior. In The Pleasure Center, Morten Kringelbach reveals that what we desire, what pleases us—in fact, our most basic, animalistic tendencies—are actually very important sources of information. They motivate us for a good reason. And understanding that reason, taking that reason into account, and harnessing and directing that reason, can make us much more rational and effective people. In exploring the many facets of pleasure, desire and emotion, Kringelbach takes us through the whole spectrum of human experience, such as how emotion fuels our interest in things, allowing us to pay attention and learn. He investigates the reward systems of the brain and sheds light on some of the most interesting new discoveries about pleasure and desire. Kringelbach concludes that if we understand and accept how pleasure and desire arise in the complex interaction between the brain's activity and our own experiences, we can discover what helps us enjoy life, enabling us to make better decisions and, ultimately, lead happier lives.

Morten Kringelbach har også skrevet om "The Neural Basis of Reading" som er titlen på en af de andre bøger på engelsk han er medforfatter af.

   Det var med afsæt i den at han blev interviewet i udsendelsen her, og pointen var - ikke overraskende - at når folk læser litteratur og har fornøjelse ved det, så er der fordi læsningen udløser dopamin i hjernens frontallapper hvor belønningsystemet findes, altså de oplever en slags "readers high".

En yngre forsker, Mikkel Vallentin, undersøgte om der var forskel i hjernens reaktion når de læste henholdsvis faktive og fiktive tekster - og på forhånd vidste om en give tekst var det ene eller det andet. Det interesserer mig særligt fordi jeg har jævnligt har skrevet om "faktion" - blandingen af fakta og fiktion i medierne.

    Og forskel det var der - ikke helt overraskende: De dele af hjernen som giver udslag når der aktiveres følelser (amygdala, hypthalamus), gav større udslag når det var faktive end når det var fiktive tekster forsøgspersonen læste, hvilket betyder at en del af hjernen (den forreste del af frontallappen) udsender impulser der dæmper de emotionelle udslag aktiveret af læsningen når forsøgspersonen ved at teksten er fiktiv - altså opdigtet og derfor mindre "farlig".

Endelig var der et interview med en mand hvis forskning jeg også har refereret til tidligere her på bloggen, Semir Zeki.

   I udsendelsen udpegede han på en model af hjernen det bestemte sted hvor "skønhedsoplevelsen" har sæde, og det han mente var at når folk oplever noget som smukt, så øges aktiviteten kraftigt i den del af hjernen, og det er - igen efterhånden ikke overraskende - i den nederste del af frontallapperne, der hvor belønningssystemet sidder.

   Læs mere om skønhedsoplevelser og hjerneaktivitet i dette tidligere indlæg her på bloggen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/min-stetiske-hjerne-om-at-blive.html

Semir Zeki er en af det helt tunge drenge inden for fag- og forskningsområdet "neuroæstetik" og han har selvføgelig også en blog som han jævnligt skriver små indlæg på:

http://profzeki.blogspot.dk/

Bloggen har titlen "Prof Zeki´s Musings" - og 'musing' betyder noget i retning af 'funderinger'. Sådan introduceres den:

PROF ZEKI'S MUSINGS

SINCE 1970 ZEKI HAS BEEN BASED AT UNIVERSITY COLLEGE, BEING APPOINTED THE PROFESSOR OF NEUROBIOLOGY IN 1981 AND MOST RECENTLY, PROFESSOR OF NEUROESTHETICS . HERE HE DETAILS HIS THEORIES ON THE INTIMATE CONNECTIONS BETWEEN THE BRAIN, THE MIND AND EXPERIENCE

En kort historisk udlægning af begrebet 'serendipitet' - og et par kendte eksempler på epokeskabende opdagelser i hjerneforskningen gjort ved et tilælde

Under min netsøgning på ordet 'serendipitet', en søgning som jeg foretager med passende mellemrum, fandt jeg den nedenfor citerede artikel.
   Den er ikke underskrevet med navn, og en søgning på den netadresse den står under, giver heller ikke noget resultat.
   Men den sammenfatter pænt hvad man plejer at fremhæve når man forsøger at indkredse begrebet 'serendipitet', et begreb som jeg jo jævnligt har brugt som 'omkvæd' og 'payoff' i forbindelse med skriverier om særligt kreative persone, begivenheder eller produkter: Det heldige tilfælde ...
   Og første og fremmest: et begreb der falder for når man (jeg) i kreative kontekster oplever uforklarlige  gode sammentræf og smukke tilfældigheder som - synes jeg - har beriget researchen.

   Så her kommer indlægget i sin fulde længde:

En anekdote beretter følgende om Pablo Picasso: Den verdensberømte og feterede maler blev af en journalist spurgt, hvordan han søgte inspiration. Hertil skal Picasso have svaret: ”Jeg søger ikke, jeg finder."
   Dette at finde uden at søge – og derefter, skarpsindigt og ekvilibristisk, at nyttiggøre det – kan defineres som serendipitet.
   I gamle dage sagde man, at den slags blot var udtryk for børns måde at lege på, i dag ved vi nok bedre. H. C. Andersens anti-helt, Klods Hans, er et oplagt eksempel på adfærd, vi kan kalde ’serendipitetisk’. Den tumpede dreng var ikke så dum endda, da han gemte mudderet og den døde krage og red af sted på geden til hoffet for at fri til prinsessen, for det viste sig jo, at det alt sammen kunne bruges til noget godt.
   Eventyret handler ikke kun om held og lykke, det kan også læses symbolsk, som Andersens indforståede hyldest til serendipitet.
   Omtrent hundrede år senere skrev en anden Andersen, nemlig Benny, ”Man søger et ord og finder et sprog”.
   Ordet ’serendipitet’ stammer fra engelsk og kan føres tilbage til Horace Walpole (1717-1797) som i 1754 oversatte et persisk eventyr fra italiensk til engelsk. Eventyret fik titlen ”The Three Princes of Serendippo”.
   Serendippo er det gamle navn for Sri Lanka, og Walpole lavede navnet om til et adjektiv ’serendipitous’ (: da. 'serendipitetisk’) afledt af substantivet ’serendipity’ (: da. 'serendipitet').
   Det var hermed hans hensigt at betegne den ganske særlige egenskab, der kendetegnede eventyrets tre hovedpersoner: Ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de tre prinser ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med, men som de – fragmenteret og momentvist – tilfældigvis fik kendskab til.
   Længe forblev ’serendipitet’ – i lighed med plumbuddingen og familien Saxe-Coburg-Gotha – ærkebritisk, men Conan Doyles fænomenale detektiv, Sherlock Holmes, gjorde begrebet mondænt og elementært.
   Også inden for natur- og humanvidenskaberne kender man til serendipitet. Opdagelsen af det 20. århundredes måske vigtigste mediko-teknologier, røntgenstrålerne og penicillinet, forbindes direkte med tilfældige og uventede resultater under laboratorieforsøg.
   Antropologer og sociologer dokumenterer i dag på livet løs, når de er på feltarbejde, for sæt nu, at de tilfældigvis bemærker noget, der kan bruges til noget andet.
   Marcel Duchamps pissekumme var et objet trouvée, et ’fundet objekt’, og i det 21. århundredes projekt- og procesorienterede kunst arbejdes der efter principper, der (blandt meget andet) er udtryk for en refleksiv holdning til serendipitet.

Jeg kan jo ikke i denne sammenhæng tilbageholde et personligt tilbageskuende tillæg.

   Når jeg ser på mit eget liv i bakspejlet (jeg er jo 70 nu), mine erfaringer, mine kriser, mine konflikter, mine dilemmaer, mine valg og fravalg, så må jeg tilslutte mig Poul Martinsen og Poul Nesgaard som - overraskende for dem selv - syntes at deres liv tilsyneladende havde været præget af strategisk placerede uforklarlig heldige tilfældigheder og sammentræf (se tidligere indlæg om dem). Som Poul Martinsen sagde mod slutningen af 40 timers interview om hans liv og meritter: "Ja, jeg oplever faktisk mit liv som et eventyr."

   Jeg synes faktisk også mit liv har været præget af held og heldbringende tilfældigheder. Ting, omstændigheder, oplevelser - som umiddelbart og her og nu - måske så ud til at være liggegyldige, dårlige og negative, har efterfølgende vist sig at være positive, konstruktive og udviklende.
   For eksempel er to af mine bøger som jeg er glad for og stolt af, skrevet som en kreativ - og heldig - vrede reaktion på at jeg ragede uklar med en chef og valgte at skifte job.

For at give et par eksempler på 'serendipitetiske held' inden for hjerneforskningen, så er to af de vigtigste opdagelser som er sket inden for de sidste snes år, sket ved tilfældigheder: eksistensen og funktionen af de såkaldte 'spejlneuroner', og eksistensen og funktionen af det såkaldte 'default mode network'.
 
Opdagelsen af spejlneuronerne skete ved at nogle neurobiologer konstaterede at nogle celler i hjernens premotorcortex hos macaca-aber blev aktiveret på samme måde både når aben selv udførte en bestemt bevægelse og nå den observerede - i det her tilfælde - forsøgslederen gøre den samme bevægelse. Og egentlig blev det kun opdaget fordi man havde glemt at slukke for en computer under en pause i nogle forsøg.
   Marco Jacoboni skriver om det i bogen "Mirroring People" (min understregning):

This book tells the story of the serendipitous and groundbraking storey of this special class of brain cells, the remarcable advances in the field in just twenty years, an the extremely clever experiments now under way in several labs around the world.
   (...)
Through laborious experimentation, the Rizzolatti tema had acquiered an impressive understanding of the actions of these motor cells during "grasping" exercises wth the monkeys. (...) Then one day about twenty years ago, the neurophysiologist Vittorio Gallese was moving around the lab during af lull in the day´s experiments. A monkey was sitting quietly in the chair, waiting for the next assignment, Suddenly, just as Vittorio reached for something - he does not remember what - he heard a burst of activity from the computer that was connected to the electrodes that had been surgically implanted in the monkey´s brain. To the inexperienced ear, this activity would have sounded like static; to the ear of an expert neuroscientist, it signaled a discharge from the pertinent cell in area F5. Vittirio immediately throught the reaktion was strange. The monkey was just sitting quietly, not intending to grasp anything, yet this neuron affiliated with the grasping actin, had firede nevertheless.
   (...)
In light of both knowledge and theory at the time, this made absolutely no sense. Cells in the monky brain that sends signal to other cells that are anatomically connected to muscles have no bussiness firing when the monkey is completely still, hands in lap, watching somebody else´s actions. And yet they did.

Opdagelsen af "the default mode-network" skete også ved tilfælde, som det fremgår af det følgende citat fra en artikel med titlen "A Default Mode of Brain Function: A Brief History of an Evolving Idea" af fædrene til opdagelsen Marcus E. Raichle og Abraham Z. Snyder (mine understregninger):

It was clearly shown, just as psychologists had suspected, that processes active in a control state could be modified when paired with a particular task. However, none of this work prepared us for nor anticipated “the problem”.
   ‘The problem,’ as we now think of it, arose unexpectedly when we noted, quite by accident, that activity decreases were present in our subtraction images even when the control state was either visual fixation or eyes closed rest. What particularly caught our attention was the fact that, regardless of the task under investigation, the activity decreases almost always included the posterior cingulate and adjacent precuneus, a regionwe nicknamed MMPA for ‘medial mystery parietal area’.
   (...)
The finding of a network of brain areas frequently seen to decrease its activity during goal directed tasks (Figure 1A) was both surprising and challenging. Surprising because the areas involved had not previously been recognized as a system in the same way we might think of the motor or visual system. And, challenging because initially it was unclear how to characterize their activity in a passive or resting condition.
http://139.127.252.17/bijclub/20070504/raichle07.pdf

Spejlneuronerne menes at være årsagen til at mennesker (og andre dyr) kan lære nyt ved at se og efterligne andre, og forklaringen på at mennesker kan opleve empati og medfølelse, og de menes også at være det der betinger at mennesket som art har udviklet sprog og kan lære sprog under opvæksten og omgangen med ældre der kan sproget.

   
The default mode network er det kompleks af samarbejdende hjernemoduler som er aktiveret når hjernen ikke er engageret i at løse eksterne opgaver, hvorfor det også kaldes "the task negative network". Wikipedia forklarer:

The default mode network is an interconnected and anatomically defined brain system that preferentially activates when individuals engage in internal tasks such as daydreaming,  envisioning the future, retrieving memories, and gauging others' perspectives.

Meget tyder på at the default mode network er den del af hjernen som repræsenterer det enkelte individs personlighed i bredeste forstand, at det er der fantasi, forestillingsevne og kreativitet udspringer, og det er der den forestilling har sit udspring, om at andre mennesker indvendig ligner en selv så man går ud fra som en mental grundantagelse at man forstår hinanden, det der fagligt kaldes "Theory of Mind" (TOM).