Hvad sker der når hjernen ændrer sig under påvirkning af musik eller LSD - og grænsen mellem selvet og resten af verden udviskes?

Nogle af de bedste - og mærkeligste - Beatles-numre er fra perioden omkring Seargent Pebber-LP´en.
    For eksempel 'Lucy in the Sky with Diamonds':

På Facebook så jeg en henvisning til forskning der blev markedsført som at musik var sundere for både hjerne og krop end fysisk motion:

Musik är bättre för hälsan än idrott

Det er en kort artikel fra den finske public-service-station YLE som bringer nyheden i forbindelse med annonceringen af et foredrag i byen Vasa:

Musik är hjärnans bästa vän - den öppnar upp igenslammade nervbanor och gör en beredd att ta emot andra utmaningar. Det säger vetenskapsjournalisten och musikredaktören Minna Lindgren som härom kvällen föreläste i Vasa.

Og Weekendavisens tillæg "Ideer" kunne i en kort notits annoncerer sin nyhed med denne overskrift:

 Næstkærlig LSD

Har de to nyheder noget med hinanden at gøre?
   Og hvad har det med 'Lucy in the Sky with Diamonds' at gøre?

   Det diskuterer jeg til sidst i indlægget her. 

Hvad siger Minna Lindgren så:

Föreläsningens rubrik "Musik är bättre för hälsan än idrott" är inte menad som en provokation. Den har bas i neurologisk forskning, säger Lindgren.

   - Under de senaste 15-20 åren har man i Jyväskylä och Helsingfors undersökt vad som händer i hjärnan då man spelar eller sjunger. Därifrån kan man allvarligt säga att musik är mycket mera hälsosam än idrott, säger hon.

   Hjärnan är uppdelad i olika delar som sköter om olika saker: språk, känslor och så vidare. Men musiken, den aktiverar hela hjärnan.

  - Forskarna vet inte varför, men de har kunnat påvisa det, tack vare modern teknologi.

Det her er skrevet og fortalt i meget populært sprog, og artiklen har referencer til tekster på finsk, så det er ikke helt muligt at være sikker på hvad Lindgren refererer til. 

   Men hun må nok mene noget i retning af at musik øger hjernens "connectivity" - dvs. aktiverer og forstærker de neurale baner og forbindelser mellem mange forskellige dele af hjernen, blandt andet altså forbindelserne mellem centrer i både venstre og højre hjernehalvdel som skal arbejde koordineret og i takt når musikken spiller. 

   Artiklen fortsætter - stadig sprogligt ret upræcist:

Minna Lindgren efterlyser mera musik i skolan. 15 minuter musik i början av dagen skulle öpna upp hjärnans nervbanor.

   - Det hjälper koncentrationen, att orka sitta ner hela dagen, att lyssna och förstå, och det är bra för finmotoriken och abstrakt gestaltning.

   Undersökningar har visat att musikers hjärnor skiljer sig från "vanliga" människors: främre delen, som styr empati och koncentration är större. Där finns kontroll, abstrakt tänkande och planering - sånt är lättare för musiker.

   - Nu ska man bara inte tänka att musiker är intelligenta, utan på vad musiken och möjligheten att spela ett instrument kan göra för ett barn.

   Ett barns hjärna utvecklas och växer och att då "gympa" hjärnan med musik hjälper barnet att utvecklas. Och det gäller inte här att drilla fram nya underbarn, en ny Mozart.

   - Det räcker väl att spela blockflöjt, säger Minna Lindgren.

Vi får nu på ingen måde dokumenteret overskriftens påstand om at musik er bedre for helbredet end sport.

Det med musikkens helsebringende effekt har jeg tidligere været inde på flere gange.
   Musik kan gøre noget ved hjernen, ved man, noget som fx er gavnligt for kreativiteten og intelligensen.
   Den 'opdagelse har i sin tid fået navnet 'Mozart-effekten', fordi det oprindelig især var hans musik man fandt havde de særlige gode effekter. 

   Den meget snævre påstand om  netop Mozart-musikkens særlige effekt, er der siden blevet rejst alvorlig tvivl om gennem såkaldte meta-studier. 

   Men samtidig er der forskningsmæssig evidens for en bredere virkning på hjernen af at lyttet til eller udøve musik og sang.

 
Hjemmesiden Brainfit.com har en omfattende oplistning af hvilke "benefits" som hjernen, kroppen og sundheden har af at lytte til og udøve musik og sang -i følge de senere års forskning.

  Man kan her fx læse at udøvende musikeres hjerner er forskellige fra almindelige menneskers hjerner:

If you want evidence of how music affects the brain, it makes sense to look at the brains of people who play a lot of music — professional musicians.

   Brain scans show that their brains are different from the rest of ours.

   Their brains are noticeably more symmetrical.

   Areas of the brain responsible for motor control, auditory processing, and spatial coordination are larger.

   They also have a larger corpus callosum.

   This is the band of nerve fibers that enables the two hemispheres of the brain to communicate with each other.

'Corpus callosum' kaldess på dansk 'hjernebjælken' og udgør forrbindelsen mellem de to hjernehalvdele.
   Det ligner hvad man fx har fundet ud af om rutinerede taxa-chauffører: De dele af hjernen der særligt skal aktiveres for at finde rundt i en storby som London, er hos dem større end andre menneskers:

Cab drivers' grey matter enlarges and adapts to help them store a detailed mental map of the city, according to research.

   Taxi drivers given brain scans by scientists at University College London had a larger hippocampus compared with other people. This is a part of the brain associated with navigation in birds and animals.

   The scientists also found part of the hippocampus grew larger as the taxi drivers spent more time in the job.

   "There seems to be a definite relationship between the navigating they do as a taxi driver and the brain changes," said Dr Eleanor Maguire, who led the research team.

Tilbage til musik på hjernen:

   Brainfit-artiklen fortæller videre at den rette musik kan påvirke humøret hos folk positivt (ikke den store nyhed!). Og at det at lytte til en bestemt slags musik kan reducere stress, idet det sænker produktionen af stresshormonet cortisol.

   Da jeg for nylig fik foretaget en ret så ubehagelig rygmarvsbiopsi på et sygehus, afspillede personalet beroligende 'meditationsmusik' under operationen med samme formål.

   

Omvendt stimulerer musik den "positive kemi" i hjernen via neurotransmitter-systemet idet den øger dopamin-produktionen som påvirker 'belønningscentret'. Når man spiller sammen øges og produktionen af "krammehormonet" oxytocin :

One of the ways music enhances brain function is by stimulating the formation of certain brain chemicals.

   Listening to music increases the neurotransmitter dopamine.

   This is the brain’s motivation molecule and an integral part of the pleasure-reward system.

   It’s the same brain chemical responsible for the feel-good states obtained from eating chocolate, orgasm, and runner’s high.

   Playing music with others or enjoying live music stimulates the brain hormone oxytocin. (13)

   Oxytocin has been called the “trust molecule” and the “moral molecule” since it helps us bond with and trust others. (14)

   There’s evidence that the oxytocin bump experienced by music lovers can make them more generous and trustworthy.

Brainfit opsummerer den positive effekt af musikundervisning og -udøvelse i skolen i disse punkter:

Music, whether taught in or outside of school, helps students excel in the following ways: (16)

• improved language development 
• small increase in IQ
• improved test scores 
• increased brain connectivity 
• increased spatial intelligence

http://bebrainfit.com/music-affects-brain/

Jeg har i flere tidligere indlæg refereret til jazz-musikeren og  hjerneforskeren Peter Vuust, som bl.a. har påvist at jazzmusik er den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger - både når man spiller og når man lytter.

   Endvidere har han påvist at hjernens sprogcentre også er aktive når vi lytter til eller udøver musik, så der er altså faktisk neurologisk belæg for at tale om musik som en slags sprog.

   Man kan også på nettet læse sig til at Peter Vuust holder foredrag om musik som et middel mod depression, smerter og parkinsons sydom.

   

På hjemmesiden Videnskab.dk fra 2008 refereres Vuust for hvad der sker når fx en masse mennesker er til koncert på en Roskilde Festival. 

   Han bruger til sidst i citatet den smukke metafor "en kemisk ballet" til at beskrive hvad der sker når mange hører musik sammen:

Enhver, der har kæmpet med at lære et fremmedsprog som voksen ved, at sprog i høj grad handler om regler, og det samme kan man sige om musik. Når vi lytter til musik, så lytter vi efter reglerne eller mønstret. Når vi kan forudsige mønstret, udløses der lidt dopamin, som er hjernens lykkestof, og vi bliver glade og tilfredse.

   »Hjernen er en forudsigelsesmaskine, der skal sikre os flest mulige chancer for overlevelse. Derfor belønnes vi, når vi gætter rigtigt,« siger Peter Vuust. Men hvis mønstret er alt for forudsigeligt, går hjernen på stand by, og der er ikke den store belønning at hente. 

   Men hvis vi kun kan forudsige en del af mønstret, mens andre dele af det overrasker os, så bliver vi belønnet med dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, og derfor bliver den også belønnet med dopamin. 

   Hvis man ikke kender et musiknummer særlig godt, eller omvendt hvis man har lyttet rigtig meget til det, så er hjernen ikke vild med netop det nummer. Det gælder altså om at finde balancen, hvor man kender musiknummeret uden at det er blevet overspillet endnu.

   Der tegner sig en omvendt u-kurve, hvor et ukendt eller et alt for velkendt stykke musik ikke er noget, man bryder sig om,« forklarer Peter Vuust. 

   En koncert er en kemisk ballet. 

   Når pladsen foran OrangeScene er fyldt til bristepunktet af musiknydende festivalgængere, svinger tilskuerne i takt på mere end en måde. Kroppene følger rytmen, og alle tilskuere sættes i den samme stemning, mens deres hjerner arbejder på højtryk for at afkode musikkens mønster. Oplever de genkendelsens glæde, fordi de kan forudsige musikkens mønster, så frigives lidt dopamin, men hvis de oplever overraskelsens fryd, sker det samme. Kemien i hjernen danser i takt med rytmen, der kommer ud af højtalerne.

Man kan sige at glade og aktive deltagere i en rockkoncert oplever at deres afgrænsede identitet delvis opløses under påvirkning af musikken, fordi de - og dermed deres hjerne og krop - underlægges en fælles rytmisk musikalsk påvirkning, som Peter Vuust sammenfatter i metaforen "en kemisk ballet".

  

Den metafor er en glimrende indgang til den korte artikel i "Ideer" om "næstekærlig LSD". 

   Den tager afsæt i de kontroversielle forsøg og eksperimenter med LSD som bevidsthedsudvidende stof i 60´erne, og fortæller at ruseffekten af at indtage LSD deformerer og forvrænger sanseindtryk så det ligner en psykose hvor "personen oplever, at grænsen mellem selvet og resten af verden bliver opløst. 

   Denne effekt har hjerneforskere fra Royal Netherlands Academy of Arts and Sciences i Amsterdam nu set nærmere på i hjerneskanninger.

De har givet 15 testpersoner udskadelige doser af LSD eller placebo og med en fMRI-skanner undersøgt hvad der sker i hjernen. Hjerneforskerne kunne se, at de områder i hjernen, der er involveret i højere kognitive funktioner, bliver stærkt overforbundne.

"Overforbundne" er det danske ord for det engelsk "hyperconnected" - og "connectivity" i hjernen refererer til hvordan hjernens forskellige centrer og moduler er forbundet og arbejder sammen - i højere eller mindre grad. 

   Inden for den del af hjerneforskningen der har med kreativitet at gøre, er teorien at særligt kreative menneskers hjerne har en relativt højere "connectivity" end andre, og at denne sikkert medfødte egenskab gør det nemmere for dem at forbinde forestillinger som mentalt ligger langt fra handen og logisk set ikke har noget med hinanden at gøre (= 'conceptual blending')

   Også indtagelsen af alkohol og hash øger hjernens "connectivity" og reducerer den såkaldte 'latente hæmning' (LI).

   Wikipedia definerer:

Hyperconnectivity is used in medical terminology to explain billions and billions of neurons creating excessive connections, within the brain associated with schizophrenia, [11][12] or epileptic seizures [13][14] or DS [15].

Avisnotitsen i "Ideer" fortsætter:

Generelt er der i hele hjernen ekstra gang i forbindelserne, så selv områder, der ellers er adskilte, taler sammen. De områder, der har øget aktivitet, overlapper med de områder, hvor recpetorerne, som LSD binder sig til, sidder. 

   (....)

   Forskerne mener, at når LSD får hjernen til at dele mere information mellem hjernens områder, giver det en stærkere forbindelse mellem vores følelse af selvet og følelse af omgivelserne. Det er det der opløse identiteten.

Notitsen er et rip-off af en undersøgelse som i den videnskabelige artikel i Current Biology sammenfatter resultaterne sådan her:

• High-level cortical regions and the thalamus show increased connectivity under LSD
• The brain’s modular and rich-club organization is altered under LSD
• Increased global connectivity under LSD correlates with ego dissolution scores

Artiklen har titlen:  

Increased Global Functional Connectivity Correlates with LSD-Induced Ego Dissolution

Fællesnævneren for denne artkel og de tidligere referencer til forskning i effekten af musik, er at grænsen mellem selvet og resten af verden opløses. Det må være det journalisten mener med overskriften "Næstekærlig LSD".

Her kobler jeg så til begrebet 'flow'!

   Det at komme i flow - 'at blive høj' - indebærer jo nemlig også at man glemmer sig selv og mister fornemmelsen af tid og sted. 

   Man taler også om 'at gå op i en opgave', 'at begrave sig i en bog', eller helt 'at blive opslugt af et maleri eller en skulptur', hvad der fx var min egen oplevelse for nogle år siden ved mødet med Nefertiti-busten på et museum i Berlin:

Nefertiti

Jeg kan også blive høj bare ved at gå i rundt i vores hus og 'fortabe mig' i synsoplevelsen af alle mine Harald Henriksen-træsnit:

Harald Henriksen: Plov i snelandskab. 1924

Wikipedia definerer 'flow' sådan her - med henvisning til opfinderen af begrebet, psykologen Mihaly Csikszentmihalyi:

In positive psychology, flow, also known as the zone, is the mental state of operation in which a person performing an activity is fully immersed in a feeling of energized focus, full involvement, and enjoyment in the process of the activity. In essence, flow is characterized by complete absorption in what one does. Named by Mihály Csíkszentmihályi, the concept has been widely referenced across a variety of fields (and has an especially big recognition in occupational therapy), though has existed for thousands of years under other guises, notably in some Eastern religions.[1] Achieving flow is often colloquially referred to as being in the zone.

Men det at komme i en flow-lignende mental tilstand, kan altså ske på flere måder og med forskellige midler: med psykodeliske stoffer som LSD, ved at udøve en aktivitet hvor man presser sig selv til det yderste (løb, musik, skrive), eller ved at gå til rockkoncert og hoppe og synge, danse og klappe i takt med en masse andre jævnaldrende. 

En række Beatles-numre er gennemsyret af LSD-oplevelser og -erfaringer, det kan man ikke være i tvivl om:

L(ucy in the) S(ky with) D(iamonds)

Af andre numre der er LSD-inspirerede og -påvirkede er i hvert fald følgende: 'Strawberry Fields Forever', ‘It’s All Too Much’, ‘Within You Without You’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘I Am The Walrus’. 'A Day in the Life', ‘Tomorrow Never Knows’, ‘Only A Northern Song’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘She Said, She Said’

    Og ud fra den forskning som er lavet om hvordan LSD selv i meget begrænsede doser påvirker sindet og oplevelsen af selvet, så er det ikke svært at føle - synes jeg - hvordan grænserne mellem selvet og resten af verden er mere eller mindre opløst - både hos dem der har produceret sangene, og når man giver sig hen i at lytte til dem - igen, igen.

   'A Day in the  Life'. Enjoy og bliv høj!:

NB!
   For en ordens skyld: Jeg har ingen personlige erfaringer med indtagelse af LSD og de eventuelle effekter. Men bruger mange svampe i min madlavning, og samler og bruger de spiselige når de er i sæsonen.
   Og hash har jeg prøvet to gange i kager omkring slutningen af 60´erne. Uden særlig mental effekt. 

Agurketid og medieformater - om kreative personligheder og grænseoverskridende metaforiske hjerner - flere med efternavnet "Dahl"

Det er agurketid i aviserne og medierne over en bred bank. Og dermed tid til at mobilisere kreativitet på redaktionerne, herunder at opfinde serier og formater som kan legitimere billigt og nemt producerede portrætter af personer man i forvejen kender fra den almindelige "tunge" nyhedsdækning resten af året.

   Det er vel en variant af det som kreativitetsteorien kalder "kreative restriktioner". Virkeligheden leverer simpelt hen for lidt til at fylde mediernes forskellige faste genrer. Så man må op på dupperne rent mentalt - og finde på!

   Og det her indlæg handler om det mærkværdige syrendipitetiske tilfælde: at to særligt kreative personligheder som har optrådt i medierne, begge hedder 'Dahl' til efternavn, og begge har bidraget til at levere stof og historier om dem selv til disse sommerfeatureformater.
   Endnu en "Dahl", en "Andersen", og en "Messerschmidt" kom med i farten for at få det hele til at hænge sammen. Så det blev lidt (for) langt.

Danmarks Radio har på P1 serien "Sommergæsten" kørende, et format som er en let og hurtig udgave af Karen Sechers højt berømmede, indholdsmæssigt interessante og meget interviewteknisk kreative radioserie som har været udsendt i mange år under titlerne "Besøgstid" og "På Tomandshånd".

    Vært og interviewer Dorte Krogsgaard på "Besøgstid", er til daglig vært på P1 Morgen hvor man også bemærker hende som en frisk og kontant interviewer.

    Her i sommerformatet skal hun dagligt levere en hel udsendelsestime, dog afbrudt af musik valgt af gæsten. Der er tale om en journalistisk og mental kraftpræstation, selv om Dorte Krogsgaard selvfølgelig har en anonym backinggroup af researchere - og selv har må have haft tid til forresearch.

 

I onsdags var der et interview med sangeren og skuespilleren Lotte Andersen hvori hovedhistorien og vinklen var at Lotte Andersen ...

"... mistede sit vigtigste arbejdsredskab: sin stemme. Hun fortæller om at blive stum - og om arbejdet med at genfinde sin stemme."

Hendes fortælling var et smukt og rent eksempel på fænomenet "kreativ restriktion", begrænsninger i vilkår der afføder mentale behov for at skabe nyt - i Lotte Andersens tilfælde efter en nærmest traumatisk opleves af identitetstab da hendes stemme forsvandt i næsten et år.

En del af det fremdriftsgivende plot i radioserien er at hver sommergæst i en lukket kuvert skal give et spørgsmål videre til den næste i rækken.

     Og torsdagens sommergæst var pianist og professor på Rytmisk Musikkonservatorium Carsten Dahl der ...

"... fortæller om at improvisere og bruge sine egne depressioner som drivkraft."

Han fik spørgsmålet fra Lotte Andersen: "Har du nogensinde mistet din stemme?"

    Carsten Dahl svarede ja, idet han parallelliserede stemmetab med det mentale tabe det for ham selv havde været at blive ramt af en alvorlig depression:  Depression = Tab af idenditet og personlighed, var hans metaforiske ligning.

   Han fortalte også om sin barndom og ungdom, og ingen tvivl om at han hørte til den særligt kreative personlighedstype med forældresavn, ensomhed, mobning, kostskoleophold, etc. da forældrene blev skilt. En højsensitiv kreativ personlighed der med sin musik har spillet sig igennem tilbagevendende angstanfald og depressive mentale tilstande.

 

Og kriteriet "flere personer i en" levede han også smukt op til  - idet han beskrev sig selv som at han havde fundet "drengen Carsten" inde bag "masken Carsten Dahl" - en identitet som han først var nået til klarhed over gennem arbejdet med at komme ud af sin flere år lange depression.

   

Mere generelt brugte han sin musikalske improvisationer til at "forsvinde i" - og til at udtrykke sindsstemninger gennem, fortalte han.

   Metaforisk oplevede han  at han ved at improvisere blev ...

"... forbundet med universet", og "forbundet med vinden i træerne, bølgerne i havet, blodet i kroppen". 

Sin musik opfatter Carsten Dahl altså selv som en form for metaforiske udtryk der har billedfunktion, og som i ham aktiverer emotionelle mentale landskaber og figurer.

   Noget der godt kunne minde om det fænomen jeg har skrevet om  i flere indlæg på det sidste: synæstesi, uden at jeg dog har andet belæg end disse få citater for at det kunne forholde sig sådan.

Carsten Dahl fortalte at det at improvisere for ham ofte indebar en regulær tilstand af "trance" som - af hans beskrivelse at dømme - altså har karakter af en regulær "flow-oplevelse" - en parallel til den oplevelse fx løbere kan få gennem det der kaldes "runners high", beskrevet sådan i Wikipedia

Runner's high is said to occur when people exercise so strenuously that their bodies reach a certain threshold. It is suggested that endorphins are responsible for this state. Endorphins are released during long, continuous workouts of moderate to high intensity, corresponding to prolonged physical stress. This also corresponds with the time that the muscles use up their stored glycogen. The presence of endorphins would presumably mitigate pain sensation by negatively regulating pain-carrying signals from nociceptive neurons in the spinal cord. Notably, such analgesic effects of endorphins could potentially increase the likelihood of injury, as pain sensation could be more easily ignored. Experiencing a runner's high has also been known to cause feelings of euphoria. Although it is called a "runner's" high, the effect can occur anytime that people engage in any strenuous exercise or activity, not just running.

Det kan så også forklare hvorfor det at improvisere musikalsk i længere tid, af Carsten Dahl bliver oplevet som noget der har en 'immuniserende effekt' i forhold til risikoen for depression.  

Som barn og ung var det trommer Carsten Dahl  udtrykte sig gennem, men han lærte sig på et tidspunkt "at spille klaver uden klaver" - rent bogstaveligt - ved at lyttet til plader med jazzpianister og så spille med fingrene - men imaginært og som en form for mime - på et sin mors chatol der godt kunne minde om et opretstående klaver.

   Hvad der i øvrigt foregår i hjernen når musikere improviserer, har jeg skrevet om i flere indlæg, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Her et citat fra noget af den forskning som jeg refererer i indlægget. Det der sker, er at de forreste pandelapper der styrer, moraliserer og censurerer et bredt spektrum af funktioner andre steder i hjernen, lukker ned, mens det som kaldes "the default network", så lukker op under improvisationen.

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

   They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.   

The default network i hjernen er blandet andet kendetegnet ved at være aktivt når man dagdrømmer, "mind wandering", som man kalder det på engelsk. Men også når man fremkalder erindringer, eller når man forestiller sig en i en andens persons sted, eller når man fantaserer om andre verdener og virkeligheder.

   Jazz-improvisationer kan altså anskues som en slags musikalske dagdrømme der kommer ud gennem fingrene.

   Carsten Dahl har i øvrigt spillet musik sammen med en anden særligt kreativ personlighed, Thomas Blachman, som jeg har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Dette med musik på hjernen kan også kobles sammen med jazzmusikeren og musikforskere Peter Vuusts synspunkter og forskning, som jeg har refereret her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/kunst-pa-hjernen-i-anledning-af-en-tv.html

Et af de markante resultater som Peter Vuust havde fået ud af sin hjerneforskning, var at jazzmusik - hvad enten den blev udøvet eller lyttet til, var den musikgenre som udløste størst  og mest omfattende aktivitet i hjernen på alle de parametre man målte på ved skanninger.

Carsten Dahl gav så følgende spørgsmål videre til den næste sommergæst, Dansk Folkpartis stemmemagnet ved det nys overståede EU-valg, Morten Messerschmidt: "Hvad er medfølelse og åndelighed for dig?" 

   Her fik Dorte Krogsgaard, så vidt jeg husker, et så langtrukkent, glat og velformuleret svar at hun måtte afbryde interviewpersonens rivende automatiske talestrøm.

   I følge programteksten på DR´s hjemmeside er også Messerschmidt en blended personlighed med "flere personer i en".

   Hans væsentligt ældre kæreste, bakkesangerinden Dot Wessman, har karakteriseret ham som "en gammel mand i en ung mands krop". Og i avisoverskrifter har han fået prædikatet "et dobbeltmenneske".

   Også han har i en eller anden forstand musik på hjernen, men absolut ikke jazz.  Allerede som barn var han operaelsker, og havde tidligt en drøm om selv at blive operasanger. Han har også indspillet en CD hvor han synger sammen med Dot Wesman, som udkom for ikke så længe siden: "Med et glimt i øjet".

   Og han er vokset op i et hjem med en enlig mor, som vel har forventet at han gik ind som "manden i huset", en prægning han så har taget med sig ind i voksenlivet.

Det fører lige over i endnu en særligt kreative personlighed som også bliver portrætteret i en sommerserie, en kendis der deler efternavn med Carsten, nemlig sociolog, forfatter, blogger og debattør Henrik Dahl.

   Og sidste nyt om ham er at han deler ambition med Messerchmidt om magt og indflydelse gennem at blive valgt politiker.

 

Henrik Dahl blev interviewet og portrætteret til Politikens agurketidserie "180 grader" i lørdags (12/07). For at gøre sig fortjent til at blive interviewet til dette sommerformat skal interviewpersonen leve op til følgende karakterspecifikation:

I løbet af sommeren interviewer vi en række personer, der valgte at gå i en helt ny retning, fordi de var nødt til at følge deres samvittighed og foretage et nyt livsvalg.

Jeg har skrevet om Henrik Dahl som særligt kreativ personlighed flere gange her på bloggen, vist nok første gange i de her to sammenhængende indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre_14.html

Manden er en frisk og fræk metaforskaber af Guds nåde - og en inkarneret ironiker - hvilket første indlæg tager afsæt i.

   Jeg har kendt sociologen Henrik Dahl personligt i hans unge og mine yngre dage. Og hans bog om livsstilsegmenter 'Hvis din nabo var en bil' - i sær 2. udgaven fra 2006 - er fremragende - og kan stadig anbefales som mentalt øjeåbnende for journalist-, medie-, og kommunikationstuderende.

  Han debuterede for nylig som fiktionsforfatter med romanen 'NT - en forstadstragedie', som blev sablet ned af Politikens og Informations anmeldere. 

   Henrik Dahls kreative modangreb var at foreslå at der blev oprettet et officielt "ankenævn for anmeldelser" som skulle kunne tage fagligt stilling til om en dårlig anmeldelse var rimelig og kvalificeret! 

   God ide, eller syg ide? Debatten kørte derudaf i over en uge.

 

'Krogen' for artiklen i Politiken i lørdags var at Henrik Dahl for nylig har annonceret at han stiller op som folketingskandidat for Liberal Alliance. 

   Dermed tilslutter han sig nu rækken af "politiske overløbere" i nyere tid - med Karen Jespersen og Ralph Pittelkow som de mest prominente, men hvori også indgår adskillige yngre SF-politikere som skiftede parti da SF trådte ud af regeringen.

    Rubrikken for artiklen af Kenneth Lund er et citat fra hovedpersonen:

"Jeg har skiftet parti, men jeg har ikke skifte holdninger" 

Og manchetten fortæller at Henrik Dahl "på 15 år er gået fra intellektuel SF´er til liberalistisk folketingskandidat." 

   Jeg kan ikke lade være med at associere til Løkke Rasmussen der tumlede ind i nogle meget besværlige filosofiske distinktioner da han kom til at svar på et kritisk interviewspørgsmål med udtalelsen:

"Vi har skiftet standpunkt, ikke holdninger!"

Det der virkelig tændte mig i interviewet, var igen en af Henrik Dahls fremragende metaforer - her til at beskrive hvorfor han på et vist tidspunkt for nogle år siden ikke var gået til de radikale, men blev hos de venstreorienterede socialdemokrater -  trods afgørende uenighed på en række punkter:

Det var også med mange forbehold. Jeg betragtede den socialdemokratiske bygning som et håndværkertilbud. Selve bygningen var ikke meget værd, tilstandsrapporten var kritisk, men beliggendheden var fantastisk, der lige på midten af dansk politik. Min tanke var,at hvis man var fiks på fingrene og villig til at lægge mange kræfter i at reparere på det gamle lort, så kunne der godt være en fremtid i det. 

Ellers siger citatet fra rubrikken faktisk det hele. Henrik Dahl er mentalt i defensiven, og han er langt mindre skarp og slet ikke så morsom som han var da jeg mødte ham for mange år siden, og som han kan være i nogle af sine blogindlæg.

   Den kreative spændstighed som tit har karakteriseret hans sprog i offentlige debatter, er i interviewet blevet ret så velfriseret. De mentale omkostninger ved at prøve den nye politikerkasket, slår igennem i sproget. 

   På spørgsmålet om hvad hans største mærkesag bliver hvis han bliver valgt ind, svarer han:

Jeg går meget ind for afbureaukratisering, og at alt ikke kommer til at handle om politik. Jeg kunne godt tænke mig et paradigmeskift for, hvad politik og lovgivning bør handle om. Det er et demokratisk problem, hvis borgerne ikke kan forstå de love, som de har pligt til at sig efter, men det gør mange ikke i dag. Jeg mener det er enormt vigtigt. 

Altså Henrik Dahls mærkesag er at lovene skal skrives så folk kan forstå dem!!!!

   Journalisten slutter med et muntert spørgsmål som han har forberedt hjemmefra:

   Du blev kendt som sociolog med bogen 'Hvis din nabo var en bil'. Hvilken bil er Henrik Dahl? 

   "Det ved jeg sgu ikke. En lidt brugt én, måske."

   Men altså den samme bil, han var i slutningen af 90´erne?

   "Jeg synes sådan set, at der er kontinuitet i de ting, jeg har foretaget mig og skrevet gennem tiden, ja".

Et af de træk der kendetegner den særligt kreative personlighed er jo at de i en eller anden forstand er grænseoverskridende mønsterbrydere, mentale begrebsblandere og opfindsomme frame-udviklere. 

    Og det er vel præcis det som mange politiske konvertitter og overløbere som Henrik Dahl netop er: mennesker som mentalt set på et kritisk tidspunkt i deres liv forbinder "elementer" som ellers har været adskilt: deres egen politiske personlighed forankret i ét partitilhørsforhold som de har forladt - og deres egen politiske personlighed indlejret i et andet parti som de har meldt sig ind i.

   

Når man er kreativ på den måde at man glider, skrider eller springer over ideologi- og partiskel, så opstår der problemer i forholdet mellem tre sider af personlighedens samlede konstruktion:

• IDENTITETEN: den man dybest set er (mht. værdier og holdninger).
• ENS IMAGE: den man ønsker at fremstå som, 
• ENS ETOS: den opfattelse andre har af en

Det skrev jeg nogle kloge ord om i et indlæg for næsten præcis tre år siden, som jeg synes kunne fortjene at blive citeret her - til at forstå hvad det er for problemer journalisten pirker til, og som Henrik Dahl kæmper med at forholde sig til:

Skifter man så parti, så ryger den politiske ethos i højere eller mindre grad, troværdigheden undermineres og smuldrer. For enten har politikeren sejlet under falsk flag i det gamle parti - man har haft et image som har været påklistret og ikke i overensstemmelse med ens sande jeg; eller man har rent faktisk skiftetidentitet - dvs. ændre centrale værdier og holdninger, så der ikke mere er dækning for det hidtidige image man har stræbt efter. Uanset hvad forklaringen er, så svækker det de politiske interessenters og stakeholderes tillid, og det er rigtig svært at genoprette sin politiske ethos i den nye parti-kontekst.   Jeg har nu den teori at mange af de politikere som skifter parti, tilhører gruppen af særligt kreative personligheder - altså personligheder der er autoteliske, som oplever sig fremmedgjorte i forhold til forskellige sociale miljøer, og som kæmper med at definere deres identitet.

   Og at hvis denne identitetsøgen og indentitetkamp har ført dem ind i et forpligtende forhold til et bestemt parti og partiprogram og givet dem en position indadtil og udadtil i det parti, så har det haft den naturlige omkostning at sider af personligheden har følt sig "fremmedgjort" i forhold til det image som politikeren har opbygget igennem sit arbejde for partiet.

Under min research til det her indlæg støder jeg på sociologen Henrik Dahls navnebroder, som for nogle år siden var kendt som en meget populær og næsten folkekær DR-TV-studievært - for flere opfindsomme forbruger-tv-formater.

   Jeg husker den Henrik Dahl som var deltager på et Power-tv-kursus, som en person der bare kunne få den ene gode og sjove programidé efter den anden. Og som havde en umiddelbar og intuitiv forståelse for dramaturgi og storytelling - med et ironisk tvist.

   Altså en af de rigtig kreative personligheder inden for de nyere fakta-light-genrer.

   Hvad er der blevet af ham, tænkte jeg?

   

En artikel i B.T. fra 11. juni 2010 fortæller hans historie, underlagt maniodepressivitet som et mentalt livsvilkår, det der nu lægefagligt kaldes "bipolar lidelse". Artiklen udsprang af nyheden om skilsmisse:

Henrik Dahl kom til DR i 1998, da han indledte sin kometkarriere som tv-vært på forbrugerprogrammet 'Rene ord for pengene' og derefter det lignende program 'Rabatten'.

   Men da den flamboyante tv-vært var på toppen af sin karriere i 2004, blev manien utæmmelig. Det kulminerede på et redaktionsmøde, hvor Henrik Dahl overfusede sin chef og stormede ud ad døren i raseri. Reaktionen kom prompte. Henrik Dahl blev sendt på tvungen afspadsering og valgte så selv at forlade DR.

   Derefter kom han til TV 3, hvor han blev vært for programmet 'Bugbusters'. Satsningen blev dog aldrig den succes, tv-kanalen havde håbet på, og i 2007 valgte TV3 at sætte det foreløbige punktum for Henrik Dahls tv-karriere.

(...)

   For tiden arbejder Henrik Dahl som key account manager for firmaet Konica Minolta, hvor han bl.a. sælger kopimaskiner.

   Han fortæller, at han er glad og tilfreds med sit job, og omvæltningen i familielivet er han efterhånden kommet over.

   Men han holder sig selv i kort snor med den kraftige medicin litium, som er skadelig for lever og nyrer.

Kunst på hjernen - i anledning af en tv-udsendelse

Jeg har i al den tid jeg har skrevet på denne blok, interesseret mig for sammenhængen mellem kunst, kunstudøvelse og æstetik på den ene side, og så på den anden den moderne neurovidenskab - og de opdagelser og indsigter den har givet til specielt de mere kreative sider af de menneskelige aktiviteter.    Derfor spidsede jeg også øjne og ører da DR K i onsdags og med genudsendelse torsdag sendte et timelangt tv-program der prøvede at besvare titlens retorisk spørgsmål:

KAN KUNST MÅLES?

Som trofaste læsere af denne blog vil vide, er svaret ja. Og det var også udsendelsens svar - selvfølgelig. 
   Udsendelsen var tilrettelagt af Thomas Holmby Hansen og Lone Krüger Bodholdt. På DR´s hjemmeside er der ikke angivet nogen "udløbstid", så den kan indtil videre ses ved at følge dette link

http://www.dr.dk/tv/se/kan-kunst-males/kan-kunst-males/

Form- og fortællemæssigt var udsendelsen meget traditionelt fortalt, en montage af flere historier og dermed interviewpersoner (eksperter, forskere) som man klippede frem og tilbage imellem.
   Den overordnede "motor" var en historie om at et konsulentfirma skulle måle hjernereaktionerne hos besøgende i auktionsfirmaet Brun Rasmussen mens de kigge på en række forskellige specielt udvalgte malerier - malet i mange forskelige stilarter, genrer og periode - og af meget vekslende vurderings- og salgsværdi. Og så ville man finde ud af om der var nogen sammenhæng mellem hvordan hjernen reagerede hos de forskellige tilskuere ved synet af de forskellige billeder, og hvordan de ville prissætte billederne når de blev spurgt. Det sammenholdt man så med den professionelle vurdering, og forsøgte at forklare hvad der kunne begrunde forskellen mellem den subjektive værdisætning og den professionelle vurdering.

I løbet af udsendelsen blev en række danske og udenlandske forskere interviewet om deres forskning og perspektiverne i den, man oplevede dem i aktion hvor de scannede hjerner hos udøvende kunstnere eller publikummer der oplevede kunst i en eller anden form. Og vi så forskellige kurver der afspejlede hvad hjerneskanningerne viste med hensyn til neuron-aktivitet forskellige steder i hjernen. 

   Det var godt, oplysende og interessant tv der dokumenterede et hjørne af forskning i front - tværfaglige multidisciplinær forskning der kombinerer humanistiske fagområder mede neurovidenskab.

Jeg skal ikke her genfortælle hele programmet, mange af de forhold som det beskrev kan læses i forskellige indlæg her på bloggen. Men jeg vil sætte lidt fokus på nogle af de forskere som medvirkede i udsendelsen - dem vil vi høre mere fra de kommende år:

En af de centrale medvirkende var hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust hvis forskning jeg tidligere har skrevet et indlæg om. Læs det her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html

Peter Vuust er en blended personlighed - med mange talenter der kræver brug af mange dele af hans hjerne i forskellige former for samarbejde - og i hvert fald både højre og venstre hjernehalvdel:

Peter Vuust er jazzmusiker, komponist og producer, samtidig med at han også er hjerneforsker. Han har lige afsluttet sin Ph.D. i hjerneforskning og har tillige en kandidatgrad i matematik, musik og fransk. Peter Vuust har som speciale at forske i musikkens indflydelse på vores hjerner. Derudover er han docent ved Det Jyske Musikkonservatoriums rytmiske afdeling, hvor han har undervist i bas, musikteori, hørelære og sammenspil.

Han bliver i tidsskriftet Basunen interviewet - ikke så meget om sin forskning, men om hvordan han holder sammen på det hele og kan nå og overkomme det hele - når hans talenter og interesser stritter i så forskellige retninger.
   Det handler om planlægning, disciplin, koncentration, forklarer han:

Men hvordan når man alt det inden man fylder 45?

   ”Det når man på baggrund af to ting. Den ene ting er, at man skal være god til at organisere sin tid. Den anden ting, der er vigtigt, er at man gør de ting man er i gang med færdig. Det vil sige at man får afsluttet sine projekter. Og hvis man er god til at organisere sin tid, og deler det op i flere delprojekter, som man hele tiden får afsluttet, så kan man nå flere ting end man tror.”

   Peter Vuust laver halvårs planer, hvor han skriver sine forskellige målsætninger op, og ved jul og sommerferie går han dem så igennem og ser hvad han har nået. Han mener selv at han er blevet mere realistisk med årene, hvor han i starten slet ikke kunne nå alt det han gerne ville. Eksempelvis øver han nu hver dag mellem 6.30 og 7.10 mens familien stadig sover. Dette er en forudsætning for at hans dag kan fungere. Så er det af vejen, og han kan koncentrere sig om resten af dagens gøremål. Som Peter Vuust udtaler: ”plan your work, and work your plan”. 

Et af de markante resultater som hans forskning viste, var at det at udøve og lytte til jazzmusik var den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger.
   Et andet resultat som jeg i øvrigt har nævnt tidligere på bloggen, var at mens uerfarne lyttere kun bruger højre hjernehalvdel til at "processerer" musikindtryk, så vil den samme musik aktiverer både centrer i højre og venstre hjernehalvdel hos professionelle musikere (og venstre hjernehalvdel troede man kun tog sig af sprogopfattelse og -udøvelse)

En anden af de medvirkende i tv-udsendelsen "Kan kunst måles?" hed Uri Hasson. Han forsker i om og hvordan filmfortællingens teknik og æstetik påvirker hjernen hos et stor antal seere. Reagerer alle tilskuer-hjernerne nogenlunde ens på den samme filmsekvens, eller er reaktionerne meget forskellige fra individ til individ? Altså hvor hårdt styret og kontrolleret er effekten på dem der ser filmen gennem den dramaturgisk konstruktion som filmens instruktør har anvendt? 

   Det berører et spørgsmål som den såkaldte 'receptionsforskning' har været optaget af i mange år uden i virkeligheden at kunne give noget klart svar: Oplever og føler modtagerne stort set det samme når de ser den samme film eller læser den samme bog, eller er det det enkelte individ som mere eller mindre frit tilskriver subjektive oplevelser og forståelser af det de ser og hører?

   

Uri Hasson med kolleger har parallelt til min opfindelse af forskningsområdet 'neurojournalistik', fundet på betegnelsen 'neurocinematic studies' til det forskningområde han og nogle kolleger er gået i gang med.

   Her er det engelske resume af artiklen "Neurocinematics: The Neuroscience of Film":

Abstract: This article describes a new method for assessing the effect of a given film on viewers’ brain activity. Brain activity was measured using functionalmagnetic resonance imaging (fMRI) during free viewing of films, and inter-subject correlation analysis (ISC) was used to assess similarities in the spatiotemporal responses across viewers’ brains during movie watching. Our results demonstrate that some films can exert considerable control over brain activity and eye movements. However, this was not the case for all types of motion picture sequences, and the level of control over viewers’ brain activity differed as a function of movie content, editing, and directing style. We proposet hat ISC may be useful to film studies by providing a quantitative neuroscientific assessment of the impact of different styles of filmmaking on viewers’ brains, and a valuable method for the film industry to better assess its products. Finally, we suggest that this method brings together two separate and largely unrelated disciplines, cognitive neuroscience and film studies, and may open the way for a new interdisciplinary field of “neurocinematic” studies.

file:///C:/Users/Peter/Desktop/Hasson-etal_NeuroCinematics2008.pdf

Det Uri Hasson og kolleger har fundet ud af, er blandt andet at den skelnen man inden for filmvidenskaben traditionelt har foretaget mellem 'lukkede film' (fx Hitchcock) og 'åbne film' (fx Goddard eller Tarkovskij), at den afspejler sig i hjerneaktiviteterne sådan at forskellige seeres hjerner følger samme aktivitetsmønstre - altså reagerer synkront over tid når det er Hitchcock de ser, mens der er større variation og forskelle i udsving og mønstre når filmen er mere tvetydig og mindre dramaturgisk indrettet på at skabe spænding. I det sidste tilfælde er der altså større forskel i udsving fra hjerne til hjerne når de følger filmen.

   Hitchcock-filmsekvensen i forsøgene aktiverer også relativt meget store dele af hjernen (65%), mens sekvenser fra andre film og tv-serier aktiverer procentvis mindre dele af hjernen. Og en ikke fortællende tv-optagelse uden plot og handling - 'segment of reality' - aktiverer mindst:

Man kan sige at her er der en slags objektivt bevis på at 'Hollywood-dramaturgien' - også sommetider kaldet 'den lineære dramaturgi' - rent faktisk gør det den skal: styrer og kontrollerer publikums hjerner så de undervejs føler sig fanget og opslugt af oplevelsen - og til sidst sidder tilbage med stort set samme følelse af forløsning. Det står i modsætning den såkaldte 'cirkulære dramaturgi' der spiller på og udnytter muligheden for filmisk og visuel flertydighed, og typisk har et svagt plot og med en slutning er åben for fortolkning; film der trækker på den dramaturgi giver i højre grad forskellige seere forskellige oplevelser både undervejs og bagefter, viser skanningerne.

En tredje medvirkende i "Kan kunst måles?" var Morten Kringelbach som har skrevet bøger der kobler forskellige aktiviteter sammen med hjernens belønningsystem, for eksempel oplevelsen af kunst.
   En titel på en af de nyere bøger han er medforfatter til, siger meget: "The Pleasure Center: Trust Your Animal Instincts", en bog der får følgende beskrivelse på Amazon.co.uk:

Many people believe that pleasure and desire are obstacles to reasonable and intelligent behavior. In The Pleasure Center, Morten Kringelbach reveals that what we desire, what pleases us—in fact, our most basic, animalistic tendencies—are actually very important sources of information. They motivate us for a good reason. And understanding that reason, taking that reason into account, and harnessing and directing that reason, can make us much more rational and effective people. In exploring the many facets of pleasure, desire and emotion, Kringelbach takes us through the whole spectrum of human experience, such as how emotion fuels our interest in things, allowing us to pay attention and learn. He investigates the reward systems of the brain and sheds light on some of the most interesting new discoveries about pleasure and desire. Kringelbach concludes that if we understand and accept how pleasure and desire arise in the complex interaction between the brain's activity and our own experiences, we can discover what helps us enjoy life, enabling us to make better decisions and, ultimately, lead happier lives.

Morten Kringelbach har også skrevet om "The Neural Basis of Reading" som er titlen på en af de andre bøger på engelsk han er medforfatter af.

   Det var med afsæt i den at han blev interviewet i udsendelsen her, og pointen var - ikke overraskende - at når folk læser litteratur og har fornøjelse ved det, så er der fordi læsningen udløser dopamin i hjernens frontallapper hvor belønningsystemet findes, altså de oplever en slags "readers high".

En yngre forsker, Mikkel Vallentin, undersøgte om der var forskel i hjernens reaktion når de læste henholdsvis faktive og fiktive tekster - og på forhånd vidste om en give tekst var det ene eller det andet. Det interesserer mig særligt fordi jeg har jævnligt har skrevet om "faktion" - blandingen af fakta og fiktion i medierne.

    Og forskel det var der - ikke helt overraskende: De dele af hjernen som giver udslag når der aktiveres følelser (amygdala, hypthalamus), gav større udslag når det var faktive end når det var fiktive tekster forsøgspersonen læste, hvilket betyder at en del af hjernen (den forreste del af frontallappen) udsender impulser der dæmper de emotionelle udslag aktiveret af læsningen når forsøgspersonen ved at teksten er fiktiv - altså opdigtet og derfor mindre "farlig".

Endelig var der et interview med en mand hvis forskning jeg også har refereret til tidligere her på bloggen, Semir Zeki.

   I udsendelsen udpegede han på en model af hjernen det bestemte sted hvor "skønhedsoplevelsen" har sæde, og det han mente var at når folk oplever noget som smukt, så øges aktiviteten kraftigt i den del af hjernen, og det er - igen efterhånden ikke overraskende - i den nederste del af frontallapperne, der hvor belønningssystemet sidder.

   Læs mere om skønhedsoplevelser og hjerneaktivitet i dette tidligere indlæg her på bloggen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/min-stetiske-hjerne-om-at-blive.html

Semir Zeki er en af det helt tunge drenge inden for fag- og forskningsområdet "neuroæstetik" og han har selvføgelig også en blog som han jævnligt skriver små indlæg på:

http://profzeki.blogspot.dk/

Bloggen har titlen "Prof Zeki´s Musings" - og 'musing' betyder noget i retning af 'funderinger'. Sådan introduceres den:

PROF ZEKI'S MUSINGS

SINCE 1970 ZEKI HAS BEEN BASED AT UNIVERSITY COLLEGE, BEING APPOINTED THE PROFESSOR OF NEUROBIOLOGY IN 1981 AND MOST RECENTLY, PROFESSOR OF NEUROESTHETICS . HERE HE DETAILS HIS THEORIES ON THE INTIMATE CONNECTIONS BETWEEN THE BRAIN, THE MIND AND EXPERIENCE

Peter Vuust - en blended kreativ personlighed - musiker og hjerneforsker

Jeg læser om Peter Vuust på Politikens navneside - og reagerer naturligvis på rubrikken: "Han kobler musik og videnskab". Blending altså: Højre og venstre hjernehalvdel.

  Manden bliver 50. Og jeg har stødt på hans navn tidligere i forbindelse med videnskabelig undersøgelser om det kan være helende og gavne helbreddet at høre musik - fx når man ligger på hospital.

   Men først nu noterer jeg at han jo i den grad hører til den kategori af personligheder der interesserer mig. Ikke mindst fordi han jo er et smukt eksempel på "to personer i en"-personligheden, men vel at mærke uden der er tale om en lys side og en mørk side.

   Han er lektor i kognitiv  neurovidenskab på Århus Universitet, ansat i en afdeling med navnet "Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab." Han er som sådan med i en forskningsgruppe med navnet "Music in the brain".

   Mon ikke de er omkring "Mozart-effekten" og lignende sager? - tænker jeg.

Og uanset at centrets navn jo grundlæggende er sort tale, så kan jeg jo bare af rubrikken til artiklen regne ud at det manden både som personlighed og det han forsker i, ligger i centrum af min interesse.

Når nogen skriver noget med "integration", så reagerer min hjerne automatisk med ordet "blending" som jo refererer til kognitive processer hvor adskilte konceptuelle rum når hjernen blender dem, integrerer og komprimerer elementer fra de to rum i et nyt - the blend - hvorigennem nu betydning kommer til udtryk.

   Så centret hvor Peter Vuust arbejder, må arbejde ud fra en tværfaglig "blending"-ideologi der kobler humaniora - kunst og udøvelse af samme - sammen med biologi - det der foregår i hjernen.

Men Peter Vuust er altså også professor på det Jyske Musikkonservatorium, og er en kendt og skattet jazz-musiker med kontrabassen som sit instrument.

  I artiklen i Politiken citeres han fra en udtalelse i et interview i bladet Gaffa:

Høj på musik– Musik formidler følelser ved, at den skaber nogle forventninger, som den opfylder eller opfylder delvist. Man bevæger sig gennem nogle følelsesmæssige landskaber, når man hører en ny tone, solo eller akkord. Den biologiske begrundelse for, at de vækker følelser, er, at det er helt afgørende for din overlevelse, at du kan forudsige fremtiden. Forestil dig, at du skal krydse en trafikeret vej for eksempel – du skal kunne forudse, hvordan trafikken bevæger sig, og når du kommer over på den anden side, så ånder du lettet op. Vi har et belønningssystem i hjernen, som belønner os, hver gang vi forudsiger korrekt, og når det sker, så frigiver hjernen stoffet dopamin, som gør os lidt høje, fortæller Peter Vuust.

   Du kender sikkert fornemmelsen af at høre et stykke musik, og sidde og nynne med, selvom du ikke rigtigt kender sangen. Man skaber forventninger til de mønstre, som ligger i rækkefølgen af akkorder og toner. Og hvis du har set dit yndlingsband spille på Orange Scene, så genkender du, at nakkehårene rejser sig. Fornemmelsen af en ren lykkerus.

   – Musik er fremragende til at skabe forventninger, og hver gang du får løsnet denne forventning, så vil det skabe en følelse hos et menneske. Jo mere indviklet musikken bliver, jo flere forventninger skaber det. Når det risler én ned ad ryggen, når man hører sin yndlingsmusik, så er vores dopamin-system aktivt, fortsætter hjerneforskeren.

Det der med "forventinger" er helt centralt.

   En bog jeg læste for nylig, og vist også har citeret fra i et af de foregående indlag, er det også en gennemgående pointe, at det er helt afgørende for vores hjerne at den arbejder ved hjælp af modeller der hele tiden foretager og leverer "forudsigelser". Og det er den kognitive mekanisme der sikrer vores arts overlevelse.

   Bogens titel er god "Making up the mind - How the Brain Creates our Mental World". Forfatteren Chris Firth.

Interviewet med Peter Vuust slutter med et citat som jo korresponderer fuldstændig med hvad jeg efterhånden har konstateret i en lang række andre sammenhæng, hvor man kommer  flow og er "lykkelig":

Musik er følelser. Mennesket føler med hjernen, ikke med hjertet.
   Musik formidler følelser ved, at den skaber nogle forventninger, som den opfylder eller opfylder delvist, når man hører musik. Vi har et belønningssystem i hjernen, som belønner os, hver gang vi forudsiger korrekt, og når det sker, så frigiver hjernen stoffet dopamin, som gør os lidt høje.
   Når det risler én ned ad ryggen, når man hører sin yndlingsmusik, så er vores dopaminsystem aktivt.