Sider

Viser opslag med etiketten teaterjournalistik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teaterjournalistik. Vis alle opslag

tirsdag den 10. januar 2012

Hukommelseskunstnere og mentalatleter - hukommelsespaladser med frække huskebilleder på væggen

Jeg er igang med at læse bogen Moonwalk med Einstein, forfatter Joshua Foer, som jeg i to tidligere indlæg har refereret til. Den er godt nok sjov og spændende og interessant. 
   Ikke fordi der er så meget nyt, men det er måden det er fortalt og præsenteret på. Og så vrimler det med dejlige blandede metaforer som fx. hukommelsespaladser og mentalatleter.

Det sidste står for de mennesker der har trænet sig op til at være hukommelseskunstnere. Og bogens nagelfaste pointe er at alle kan lære at huske meget, meget mere end de tror. 
   De mennesker der deltager i forskellige mesterskaber i hukommelse, har ikke en særlig evne eller er udstyret med en helt speciel hjerne. Nej, de kan og har lært sig nogle teknikker, og så kan de altså huske store mængder af facts revet ud af en meningsfuld sammenhæng.

Jeg har tidligere læst at man mentalt skulle lave en forbindelse mellem det svært huskelige og noget visuelt, et billede, for at kunne huske det bedre og genkalde det nemt og nøjagtigt. Men her uddybes det med "hukommelspaladset", det mentale "sted" hvor man skal "gemme" billederne som så står for det man egentlig skal huske. Der skelnes mellem den naturlige hukommelse som er den man bar har som medfødt, og den "kunstige":
Kunstig hukommelse har to grundlæggende komponenter: billeder og steder. Billeder repræsenterer indholdet af det man ønsker at huske. Steder - eller loci, som det kaldes på latin - er der hvor disse billeder bliver opbevaret.
   Meningen er at man skaber et sted for sit indre blik, et sted, som man kender godt og let kan visualisere, og derefter befolker man det imaginære sted med billeder der repræsenterer det man ønsker at huske. Romerne kaldte det "loci-metoden", og en sådan bygning kom senere til at hedde "hukommelsespaladser."
Et hukommelsespalads kan også være erindrede forestillinger om andre steder man kender rigtig godt og i detaljer, fx et landskab eller sin egen krops legemsdele. 
   Jeg bemærker her hvordan metaforen "det indre blik" hives af stalden - for at beskrive og forklare indre mentale processer. Og jeg ser for mig "mentalatleter" spæne rundt i "hukommelseslandskaber".

Hele fidusen er at mennesket har en fremragende rumlig og visuel hukommelse (biologisk nødvendig for jæger- og samler-hjernen), men en dårlig hukommelse for løsrevne facts og enkeltinformationer som tal og ord.
   Så ved at koble de løsrevne og i den givne sammenhæng meningsløse oplysninger med noget visuelt og rumligt, så motiverer det hjernen til at huske det meget bedre. 
   Og det billede der repræsenterer det du skal huske, skal du så udstyre med så mange visuelle eller sanselige egenskaber at det giver et stort net af neurale forbindelser til andet mentalt stof som befinder sig i hjernen: farve, lugte, smag, størrelse. Her skal man altså udnytte sin fantasi. 
   Og det er en fordel hvis man har en beskidt fantasi.

For mig er der ingen tvivl om at det her kan kobles til det jeg skrev om for ikke så længe siden: nyheder formidlet som manga-tegneserier, via afklædte damer som nyhedsværter, eller nyheder opført som teaterperformance. Det fremmer interessen, forståelsen - og at det sætter sig på hjernen som noget man husker.
    Vi kobler nyheden til noget der er visuelt og fascinerende, og så sidder den fast og forstås for alvor.

Så min konklusion er så også at disse memoteknikker i virkeligheden er en form for blending. Vi ser og forstår X gennem Y.

Men jeg associerer også til erfaringssprogets basic-level-kategorier: ord der refererede til noget man kan tegne eller udføre som handling.

søndag den 8. januar 2012

Serendipitet - teaterjournalistik på dansk - og de mærkeligste sammentræf

Jeg har tidligere skrevet om et begreb som optræder i næsten al overordnet litteratur om kreativitet. Det uforklarlige held, det mirakuløse sammentræf, den uforståelige kobling på tværs af tid og rum.
Serendipitet
Der sker somme tider noget mærkeligt i sammenhæng med mine skriverier på denne blog: Jeg skriver om et eller andet tilfældigt ud fra en avisartikel eller en bog jeg har læst, og så pludselig dukker der noget op i min virkelighed som har intim sammenhæng med det.
   For eksempel dette:
  • at jeg ser Klee & Cobraudstillingen på Louisiana der blandet andet tematiserer "masker" som motiv
  • at sidste gang jeg var på Louisiana så jeg David Hockney-udstillingen med hans iPad-malerier, blandt andet en række portrætter,
  • at jeg for nylig havde fået en smartphone og downloaded både et maleprogram og et tegne-skitse-program,
  • at jeg derfor blev inspireret af Klee & Cobra-udstillingen til at prøve at male "masker" på det program - teknisk på samme måde som Hockny - og tematisk som noget der associerede til Klee & Cobra-maskerne.
Et andet eksempel på serendipitet er at jeg for et lille halvt år siden læste en anmeldelse af en bog om hukommelseskunst  og -videnskab: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything", skrevet af den unge videnskabsjournalist og forfatter Joshua Foer.
   Selvom jeg altså ikke havde læst bogen så gav anmeldelsen mig en række produktive associationer som du kan læse mere om ved at klikke på dette link:

På det tidspunkt havde jeg erkendt at der var en intim - og undervurderet - sammenhæng mellem kreativitet og hukommelse - eller kreativitet og viden.
   En af de ting jeg fremhævede i blogindlægget den gang var at Joshua Foer brugte sig selv som subjekt og bærende karakteri historien for at formidle et fagligt emne: det som jeg kalder et journalistisk plot - og som flere andre kreative videnskabsjournalister har udnyttet, bl. a. herhjemme Lone Frank.  Blending af to konceptuelle rum: et objektivt-fagligt og et subjektivt-personligt.
   Det er så også det jeg fremhævede i det umiddelbart foregående indlæg om Liv Thomsen som tv-historiefortæller: at hun bruger sin egen jagt på dronningernes historie til at levere et ekstra subjektivt og personligt lag i fortællingen, som gør den meget mere interessant og engagerende: Det subjektive spejler sig i det objektive og omvendt.
   Eller: Fortællerens person bliver indgangen til og en slags metaforisk optik på den historie hun fortæller.

Men samtidig har jeg mit halvårlige møde med min navnebroder og soulmate hvad angår interessen for kreativitet. Han gav mig en "julegave" - en bog  - som viste sig at være, ja, naturligvis: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything" - på dansk. Og jeg er helt sikker på at han ikke havde læst indlægget om bogen fra september.
   Serendipitet.

Mens vi sad og snakkede dukkede der en yngre kvinde op og sagde hej til min navnbroder i skyndingen. Jeg genkendte hende fra min tid som lærer i tv-journalistik på SDU i Odense. Som en af de særligt kreative studerende på et af mine tv-hold. Vi hilste også en-passant. Det fremgik at hun kendte til bloggen her og ind i mellem var læser. Det var jeg glad for.
   Men det helt mærkelige var at min navnebroder bagefter kunne fortælle at Silke Bock som hun hedder,  var  igang med at starte et journalistisk magasin, Zetland, og som led i den udgivelse også var igang med at forberede en forestilling i "teaterjournalistik" - det amerikanske journalistiske blending-fænomen Pop-Up-Magazine Live jeg skrev om i indlægget du kan klikke dig ind på her, og som jeg gav det danske navn "teaterjournalistik":

Det danske magasin har  fået navnet Zetland, vil levere lange journalistiske fortællende historier, og så vil redaktionen altså som led i lanceringen - inspireret af det amerikanske tidsskrift Pop-Up-Magazines live-performances - lave en multimedieteaterforestilling "Zetland Live" hvor en række af historierne "opføres" på en scene foran et publikum. Se videre:

Mærkelige sammentræf: serendipitet. 

Silke Bock er medlem af en gruppe som står bag initiativet, og som i øvrigt har et fælles koncpetudviklingsfirma "Syndikatet". Se:

De 4 initiativtagere er alle udsprunget af min gamle arbejdsplads, journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, som jeg var med til at starte. 
   Serendipitet.

Jeg kommer så i tanker om at jeg jo har noteret Silke Bocks navn som en del af en interessant og sigende nyhedshistorie for ikke så længe siden. Silke har skrevet en bog om der meget kreative Clement Kjærsgaard - en bog som DR - som planlagt udgiver - har besluttet ikke at udgive alligevel. Se:

Politikens fredagstillæg iByen havde et længere forskræp om den kommende uges forstilling (onsdag den 11. januar - der er udsolgt). Og fortæller blandt andet om gruppen bag ved magasinet og om ideen:
Frøet til Zetland blev plantet for et par år siden, da journalisterne Lea Korsgaard, Silke Bock, Hakon Mosbech og Jakob Moll fandt ud af, at de gik rundt med en fælles drøm om at eksperimentere med den journalistiske historiefortælling, som de arbejdede med hver dag.
   Så en dag midt i den økonomiske krise sagde de deres gode faste job på steder som Euroman, Lindhardt og Ringhof og Politiken op og dannede redaktionen Zetland.
   Ideen om at lave livejournalistik begyndte for alvor at tage form, da de fire journalister flyttede hver sin bærbare ind på et tredjesalskontor et sted på Vesterbro.
I forbindelse med artiklen er der også en faktaboks om "Pop-op-fænomenet" som jeg synes gav en god kontekst:
Pop-up-fænomenet dækker over butikker, udstillinger, gallerier, restauranter og cafeer, som kun kan opleves i en begrænset periode. Det ene øjeblik kan du se dem i gadebilledet, det næste er de væk.
   Fænomenet opstod i New York omkring 2003. I Danmark begyndte det for alvor at poppe i gadebilledet i slutningen af 00?erne.
   Siden har København været hjemsted for bl.a. en pop-up-kunstbutik på Nørrebro, flere pop-up-restauranter og udstillingskonceptet Pop-Up Contemporary.
   I pop-up-galleriet Projekt 8 i byggeriet 8Tallet i Ørestad viser otte internationale kunstakademier i øjeblikket værker af otte elever hver.
                                                Research: Politikens Bibliotek.
Når man som jeg i mange år har undervist i dramaturgi, i fortællende journalistik, og i faktion, så er det godt nok opløftende med et sådant initiativ.

Et par af kendetegnende på den særligt kreative personlighed som jeg har skrevet rigtig mange indlæg om her på bloggen, er lysten til at tage en risiko og behovet for at overskride eller gå på tværs af grænser.
   Den lyst ser ud til at drive værket her for de fire journalistiske musketerer. 
 Og teaterjournalistik blander fakta og fiktion - går på tværs af de grænser som enhver journalistuddannelse i verden indskærper at journalister skal respektere: grænsen mellem fakta og fiktion, mellem skreven faktuelt forpligtet journalistik, og teaterforestillingens iscenesatte, imaginære handlingsunivers.
   Den her målbevidste grænseoverskridelse bliver spændende at følge!

Her er et link til Pop-Up-Magazine: