Hokusai og Hockney - portrætter og selvportrætter af to særligt kreative soulmates

Der er kun to år til jeg bliver 70. Der er håb!

   

Jeg var i Berlin med fruen og så den retrospektive udstilling med i hundredvis af billeder - træsnit og malerier - af den japanske superkunstner fra første halvdel af 1800-tallet: Hokusai.

   Jeg har jo set udstillinger med mange af hans billeder før, læste kunstbøger og udstillingskataloger. Og vi har flere stående i reolen. Plus altså kopier af fire af hans træsnit på vores vægge.

   Så så meget nyt var der egentlig ikke. Men det retrospektive - det tilbagskuende hvor man starter forfra (han blev født 1760) og bevæger sig frem - giver alligevel et særligt narrativt sus til oplevelsen. Fordi man følger hans udviklingshistorie fra start til slut.
   Han var 88 år gammel da han døde, og på sit dødsleje rapporteres det at han udbrød:

"If only Heaven will give me just another ten years... Just another five more years, then I could become a real painter."

Fra omkring 1800 er han virkelig blevet anerkendt som en af de helt store og originale billedkunstnere i sit hjemland. Wikipedia:

He became increasingly famous over the next decade, both due to his artwork and his talent for self-promotion. During a Tokyo festival in 1804, he created a portrait of the Buddhist priest Daruma said to be 600 feet (180 m) long using a broom and buckets full of ink. Another story places him in the court of the Shogun Iyenari, invited there to compete with another artist who practiced more traditional brush stroke painting. Hokusai's painting, created in front of the Shogun, consisted of painting a blue curve on paper, then chasing a chicken across it whose feet had been dipped in red paint. He described the painting to the Shogun as a landscape showing the Tatsuta River with red maple leaves floating in it, winning the competition.

Ligheden med David Hockney som jeg skriver om længere nede i det her indlæg, er slående. De er begge multikunstnere, PR-bevidste, og de giver sig selv alle mulige "skæve" udfordringer for at "lege" med deres talents muligheder: 

Hokusai used this talent to earn rice for himself and his family on many occasions. He would have a person draw blobs or shapes and then he would connect them to create a picture. The price for this "make-it-yourself" art was whatever rice the person could give. Hokusai's work as well as his personality attracted commissions. He once made a drawing of a Buddha so large that a horse could fit through its mouth. In contrast, he also painted two flying sparrows on a grain of rice. That showed his ability to do about anything. He successfully combined the traditional Japanese styles with Chinese and then later introduced Western influences into his art.

Kilder mener at han i sit liv producerede mere end 30.000 træsnit og malerier.

Fra besøget på udstillingen i Berlin blev det først og fremmest klart for mig hvor bevidst han er om sin egen udvikling. Han skifter kunstneridentitet og navn hver gang han virkelig satser på at prøve noget nyt: mindst 30 gange! 

   De fleste af de træsnit vi kender, og som han er mest berømt for, har han produceret da han var over 70. 

   I 1834 skiftede han navn igen til "Gakyō Rōjin Manji" ("Den gamle mand som er tosset med kunst"). I efterordet til den meste berømte træsnitserie fra den periode "Et hundrede udsigter til Fuji-bjerget" skriver han ifølge Wikipedia:

From around the age of six, I had the habit of sketching from life. I became an artist, and from fifty on began producing works that won some reputation, but nothing I did before the age of seventy was worthy of attention. At seventy-three, I began to grasp the structures of birds and beasts, insects and fish, and of the way plants grow. If I go on trying, I will surely understand them still better by the time I am eighty-six, so that by ninety I will have penetrated to their essential nature. At one hundred, I may well have a positively divine understanding of them, while at one hundred and thirty, forty, or more I will have reached the stage where every dot and every stroke I paint will be alive. May Heaven, that grants long life, give me the chance to prove that this is no lie

Men det jeg i denne omgang især bemærkede som udstillingsgæst, det var for det første at disse træsnit i original jo ikke er større end dem jeg har på væggen. Original og kopi er godt nok svære at skelne. Så man kan nyde kopierne som var de originale.

Det andet jeg bemærkede, var at manden i den grad er skarp virkelighedsiagttager og stor humorist. Mange af hans tegninger er illustrationer til bøger og fortællinger, og hans manga-lærebøger indeholder i tusindvis af karikaturer - i den grad genkendelige også for et vestligt øje. Både bidende og venlige.

   Se de her ansigter:

Eller se det her muntre spøgelse som vi også så på udstillingen i et originalt tryk:

Eller dette muntre metaforiske billede på den mandlige umættelige seksuelle lyst - i form af en blæksprutte - en slags indre selvportræt fornemmer man. Manden er nemlig også berømt for smukke træsnit med meget "grafiske" sex-scener:

Et smukt eksempel på en fascinerende visuel metafor og på visuel konceptuel blending. Vi skal ikke se blæksprutten som en blæksprutte, men se på (=forstå og opleve) det mandlige seksuelle begær gennem det optiske filter som billedet af blæksprutten der omklamrer kvinden, leverer .
   Det er svært ikke at associere til den ældre Picasso og hans mytologiske billeder af sig selv som voldsomt amourøs minotaur:

Det var så det nye indtryk der satte sig i mig fra udstillingen i Berlin: Hokusai er ikke bare en tegner og maler i verdensklasse - af bølger og landskaber, bjerge og fugle, vandfald og broer - og af japanske kurtisaner i fantastisk kimonoer. Han behersker stort set alle genrer i datidens japanske kunst og fonyr og udvikler dem systematisk - en efter en i forskellige perioder af sit liv. 

   Som tegner er han en fantastik humorist (som vist overfor) - en billedkunstner der forbinder karikaturen med realisme på en hel unik måde. Blending og blending og atter blending - af eksisterende traditionelle konceputelle rum i den japanske kultur - med nye som hans fantasi opfinder - bl. a. inspireret af stik i bøger fra europa som slap ind i det ellers lukkede Japan mens han levede.

En af de ting man kunne læse sig til, var jo at han var ekstremt anerkendt i sin samtid. Han havde da hans anseelse var på sin højde mere en 300 elver spredte ud over Japan. Og det var blandt andet for at undervise dem, at han tegnede sine mange manga-bøger - lærebøger i tegning der illustrerede en mangfoldighed af visuelle løsninger på stort set alle motiver man som tegner og maler ville fremstille. 

   Hvordan fx med stokke-kæmpere? Sådan:

Men hvordan så han ud, den gamle - men tilsyneladende evigt unge og ekstremt produktive kunstner?
   Her kommer nogle sene selvportrætter, heller ikke uden humor og selvironi:

Herunder fremstiller han sig selv i en løves skikkelse - blending igen - som den sexlystne blæksprutte oven for. Han har ikke været nogen hyggeonkel at omgås - endsige at  have som lærer:

Dog! Her Hokusais selvportræt i en afslappende situation som lystfisker:

Og her som en gammel mand med stok. Sikke linier i tegningen. Mageløst:

Kan han konkurrere og måle sig med de store europæiske mestre? Jeg synes han vinder:

Og så så jeg tilfældigvis i forgårs en dokumentarfilm om en af de andre særligt kreative billedkunstnere - en af de helt store som jeg for ikke så længe siden har skrevet om: David Hockney. Filmen havde titlen "David Hockney - A Bigger Picture", og den var annonceret sådan på DR2´s hjemmeside:

Den britiske filmmager Bruno Wollheim, der før har portrætteret den populære britiske maler, David Hockney, fik uhindret adgang til at filme Hockney.

   Det blev et projekt, der tog en uventet drejning, da Hockney efter mange år i Californien vendte hjem til England og slog sig ned i Yorkshire.

  Gennem tre år og i alt slags vejr filmede Wollheim David Hochney med et lille videokamera, mens han malede det, der endte med at blive det største landskabsmaleri malet udendørs.

David Hockney er da filmens optagelser slutter, omkring 70 år gammel. Han er englænder, men har i mange år boet i Los Angeles. 

   Ved filmens start  flytter han for en længere periode tilbage til sin hjemegn og sit barndomshjem i West Yorkshire. Han, som ellers er berømt for ironisk blending af fotografi med maleri - vil nu male sin hjemegns landskaber for alvor - helt uden tekniske dikkedarer og remedieringer. Ud af atelieret - back to basics. Stå ud i landskabet og male - som impressinisterne.

  Og det gør han - som en gal. Og samtidig bliver hans talesprog mere og mere præget af hans barndoms Yorkshire-dialekt!

  Vi følger ham under produktionen af forskellihr  "serier"- som forberedelse til et kæmpmaleri i mange sektioner. Dels med forskellige lokale landskaber som motiv, dels med det samme motiv - men fremstillet året rundt - lidt ligesom Monet med sin domkirke og sine åkander i haven. 

   Her ser vi Hockney i action:

Når jeg nævner ham sammen med Hokusai, så er det ikke kun fordi deres navne begynder med H. 

  Men ved at opleve Hockney på film som forleden, er det lysende klart at han også en stor humorist og ironiker - der totalt sprænger rammerne for den Pop-art-bevægelse han oprindelig var en del af. 

   De to herrer deler simpelt hen en række personlighedstræk: Den umættelige lyst til billeder. Og  de bliver begge bedre og bedre med alderen.  Man kan nemt forestille sig at David Hockeney bliver lige så gammel som Hokusai.

   De er også fælles om en enorm og ubændig produktivitet, og om systematisk af ville afprøve grænseoverskridende æstetiske og motiviske ideer i afgrænsede faser af deres kunstneriske karrierer.

  Her ser vi manden selv foran det megastore og fantastiske landskabbillede som er klimaks på filmens historie.

Og så finder jeg en interessant oplysning på Wikipedia-artiklen om ham: Han var synæstetiker:

Hockney was born with synesthesia; he sees synesthetic colours to musical stimuli. In general, this does not show up in his painting or photography artwork too much. However, it is a common underlying principle in his construction of stage sets for various ballets and operas, where he bases the background colours and lighting upon his own seen colours while listening to the music of the theatre piece he is working on.

Gad vide om Hokusai også var synæstetiker?

Og så får vi også at vide fra forskellige kilder at Hockney er homoseksuel - hvad der også indirekte fremgår af filmen. 

   Det minder mig om at Thomas Bredsdorff netop har udgivet en bog, "Ironiens pris", om den gennemgående ironi i fem store danske forfatterskaber: Holberg, Kierkegaard, H.C. Andersen, Herman Bang og Villy Sørensen. Ifølge en anmelder forbinder Bredsdorff deres ironiske disposition med deres seksuelle tilbøjeligheder: en latent eller erklæret homoseksualitet. 

Men mon ikke Hockney også har portrætteret sig selv som ældre? Jo, jo! Se bare her:

Og nu vi snakker om portrætter,  så ville fruen og jeg også ind og se en anden stærkt opreklameret udstilling i Berlin: "Renæssancens ansigter". Vi stod en halv time i billetkøen, og ved lugen fik vi så at vide at vi derefter skulle vente i en til to timer indtil nummeret på vores billet dukked op på en skærm. Først da ville bi blive lukket ind.

   Vi så ikke den udstilling.
   Men her er et portrætmaleri af Leonard da Vinci som vi så ikke fik set: "Dame med hermelin".

Det er godt at hele udstillingens portrætbilleder kan findes på nettet!