Hukommelseskunstnere og mentalatleter - hukommelsespaladser med frække huskebilleder på væggen

Jeg er igang med at læse bogen Moonwalk med Einstein, forfatter Joshua Foer, som jeg i to tidligere indlæg har refereret til. Den er godt nok sjov og spændende og interessant. 

   Ikke fordi der er så meget nyt, men det er måden det er fortalt og præsenteret på. Og så vrimler det med dejlige blandede metaforer som fx. hukommelsespaladser og mentalatleter.

Det sidste står for de mennesker der har trænet sig op til at være hukommelseskunstnere. Og bogens nagelfaste pointe er at alle kan lære at huske meget, meget mere end de tror. 

   De mennesker der deltager i forskellige mesterskaber i hukommelse, har ikke en særlig evne eller er udstyret med en helt speciel hjerne. Nej, de kan og har lært sig nogle teknikker, og så kan de altså huske store mængder af facts revet ud af en meningsfuld sammenhæng.

Jeg har tidligere læst at man mentalt skulle lave en forbindelse mellem det svært huskelige og noget visuelt, et billede, for at kunne huske det bedre og genkalde det nemt og nøjagtigt. Men her uddybes det med "hukommelspaladset", det mentale "sted" hvor man skal "gemme" billederne som så står for det man egentlig skal huske. Der skelnes mellem den naturlige hukommelse som er den man bar har som medfødt, og den "kunstige":

Kunstig hukommelse har to grundlæggende komponenter: billeder og steder. Billeder repræsenterer indholdet af det man ønsker at huske. Steder - eller loci, som det kaldes på latin - er der hvor disse billeder bliver opbevaret.

   Meningen er at man skaber et sted for sit indre blik, et sted, som man kender godt og let kan visualisere, og derefter befolker man det imaginære sted med billeder der repræsenterer det man ønsker at huske. Romerne kaldte det "loci-metoden", og en sådan bygning kom senere til at hedde "hukommelsespaladser."

Et hukommelsespalads kan også være erindrede forestillinger om andre steder man kender rigtig godt og i detaljer, fx et landskab eller sin egen krops legemsdele. 

   Jeg bemærker her hvordan metaforen "det indre blik" hives af stalden - for at beskrive og forklare indre mentale processer. Og jeg ser for mig "mentalatleter" spæne rundt i "hukommelseslandskaber".

Hele fidusen er at mennesket har en fremragende rumlig og visuel hukommelse (biologisk nødvendig for jæger- og samler-hjernen), men en dårlig hukommelse for løsrevne facts og enkeltinformationer som tal og ord.
   Så ved at koble de løsrevne og i den givne sammenhæng meningsløse oplysninger med noget visuelt og rumligt, så motiverer det hjernen til at huske det meget bedre. 

   Og det billede der repræsenterer det du skal huske, skal du så udstyre med så mange visuelle eller sanselige egenskaber at det giver et stort net af neurale forbindelser til andet mentalt stof som befinder sig i hjernen: farve, lugte, smag, størrelse. Her skal man altså udnytte sin fantasi. 

   Og det er en fordel hvis man har en beskidt fantasi.

For mig er der ingen tvivl om at det her kan kobles til det jeg skrev om for ikke så længe siden: nyheder formidlet som manga-tegneserier, via afklædte damer som nyhedsværter, eller nyheder opført som teaterperformance. Det fremmer interessen, forståelsen - og at det sætter sig på hjernen som noget man husker.

    Vi kobler nyheden til noget der er visuelt og fascinerende, og så sidder den fast og forstås for alvor.

Så min konklusion er så også at disse memoteknikker i virkeligheden er en form for blending. Vi ser og forstår X gennem Y.

Men jeg associerer også til erfaringssprogets basic-level-kategorier: ord der refererede til noget man kan tegne eller udføre som handling.