"At finde en figur til en tegnefilm" - ved at tegne og tegne om igen indtil den er der - etc.

Jeg har siden jeg var barn elsket tegneserier og tegnefilm. Og går stadig ind og ser tegnefilm i biografen hvis de har fået gode anmeldelser. I de senere år har jeg specielt været meget begejstret for og fascineret af japaneren Hayo Miyazakis manga-tegnefilm, f.eks. Min nabo Totoro og Porco Rosso.       
   Lørdagspolitikens kulturtillæg har en artikel med rubrikken der er et citat fra artiklen: "Jo mere hun bliver holdt tilbage, desto mere rumsterer grokraften i hende". Det kunne næsten være mottoet for den særligt kreative personlighed.
   Manchetten fortæller: "Disneyveteranen Glen Keane har tegnet Tarzan ned på alle fire og givet havfruen Ariel ben at gå på. Og nu har han fundet frem til en moderne udgave af Rapunzel med det 25 meter lange hår til den premiereaktuelle film 'To på flugt'." Det er Søren Vinterberg der har interviewet tegneseriekunstneren.
   Artiklen er illustreret med en fascinerende tegning af film-hovedfiguren i aktion med det lange hår nærmest som et angrebsvåben, som det ses her i beskåret form:

Rapunzel figuren som hovedperson i en tegnefilm har været længe undervejs. Allerede gamle Disney havde hende på idestadiet i 40´erne, fortæller artiklen. Glen Kean fortæller om udviklingen af den tegnede figur:

"At designe sådan en person føles faktisk som at opdage én der hele tiden har gemt sig i papiret. (...) Jeg tegner og tegner, nej, det der er ikke hende ... heller ikke det ... Jeg ved ikke hvorfor ikke. Men jeg ved det, når jeg så ser hende: Dér er hun! Ligesom da jeg mødte min kone første gang: Jeg var 17 og sto i billetkøen til 'The Godfather', vendte mig om - og følte at jeg kendte den pige der. Remarkable."

I kreativitetssammenhæng er det citat særligt interessant, synes jeg. Billedet - den visuelle tanke eller ide om tegnefilmfiguren Rapunzel - må jo være aflejret i den del af bevidstheden Glen Keane ikke har direkte adgang til. Han kan åbenbart ikke bare bevidst forestille sig den og "se den for sig", som man siger. Han må tegne og tegne om igen indtil der er "et match" (ligesom med fingeraftryk) mellem det ubevidste billede og det han tegner på papiret.
   Citatet viser at der klart er tale om en slags aha-oplevelse - af lykke og lettelse: Der var hun! Endelig!

Det minder mig om Poul Martinsen der havde forestillinger fra barndommens familieliv og miljø - ubevidst - liggende i erindringen, billeder der var følelsesladede og fungerede som drivkraft for Martinsen til finde "et match" med mennesker og miljøer i den aktuelle virkelighed som "lignede" barndommens så meget at de kunne og skulle bruges til figurer i hans dokumentarfilmen.

Jeg mindes også mange romanforfattere der i interviews har fortalt at deres romanfigurer efter nogen tids skrivning tilsyneladende får deres eget liv og "selv bestemmer" romanens udvikling.
  Også det må betyde at den ubevidste forestilling om hovedpersonen og historien er meget mere omfattende end den bevidste forestilling forfatteren begynder at skrive ud fra. Og at skriveprocessen får karakter af en opdagelsesrejse - her i sproget - af en person der for en meget stor dels vedkommende er "gemt" for forfatteren i starten.

Og jeg får pludselig en erindring om den følelse jeg havde da jeg for første gang skulle skrive manuskript til en skoleradioudsendelse i begyndelsen af 70´erne, og gjorde den opdagelse at jeg havde adgang til et andet sprog - en anden stemme - som pludselig kunne forklare børnelytterne indviklede ting på en helt uakademisk og ligefrem måde.
   Det var en stærk aha-oplevelse den gang, som jeg reflekterede over, og som førte til at jeg begrebsmæssigt fandt på den skelnen jeg siden benævnte: erfaringssprog vs. videnssprog (beskrevet nærmere i et tidligere blogindlæg).