Astro Boy, Asimov, Animé, Animisme - om hvordan alting hænger samme med alting - også vores kat

Jeg nåede lige at høre slutningen på en sommergenudsendelse af programmet Eksistens forleden. Den handlede om en japansk tegneseriefigurs betydning for landets frontløberudvikling inden for robotteknologi, speciel menneskelignende robotter med sociale færdigheder. 

   Det gnistrede og fængede i det indre mentale rum. 

   

Det var en historie som handlede om kreativ konceptuel blending af en række af de universer jeg har dyrket her på blokken: den japanske tegneseriestil manga og tilsvarende film, den religionsretning som kaldes animisme, den litterære genre som kaldes science fiction der som et af sine gennemgående motiver har menneskehedens fremtid med robotter.

   Og i følge de serendipitetiske principper så har jeg naturligvis for et par dage siden været inde og se den japanske tegnefilm 'Hjertets hvisken' i Grand Biografen, som er en tegnefilmversion af en manga-tegneserie-roman. Og på vej til biografen slog vi lige et slag indenom Glyptoteket for at se udstillingen Degas' metode, som jeg tidligere har skrevet om, Degas som var stærk inspireret af Japanske træsnit i sin kunst.

   Og det har så også lidt med vores indekat Fister at gøre,  hvis menneskeliggørelse jeg har fortalt om på Facebook.

Hvad er det med de robotter og kreativitet og katte?

   Den i min bevidsthed største science fiction-forfatter er Isac Asimov, og hans indgang til berømmelse er ikke mindst hans nyskabende historier om robotter, vel at mærke robotter som er søde og hjælpsomme ud over alle grænser i kraft af de tre 'grundlove for robotter' som ubrydeligt er præget ind i deres positroniske hjernevindinger fra 'fødslen' fra samlebåndet:

1. En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade.

1. En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.

1. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.

Alene på disse tre fiktive robotgrundlove er Asimov blevet verdensberømt, og de indgår efterfølgende som en del af plottet i en masse andre science-fiction-forfatteres robothistorier. 

   Asimov beskriver selv baggrunden for ideen til disse historier og hans positive vinkling af robotterne. Siden robotbegrebets opfindelse af den tjekkiske forfatter Karel Capäek havde de haft et mildes talt dårligt ry i litteraturen - som kunstige ufølsomme maskinagtige væsner der på den ene eller anden måde overflødiggjorde mennesker - eller ligefrem truede og endte med at udryddede hele meneskeheden.

   Asimov ville frame robotter positivt i sine historier fordi han ville modvirke den teknologiangst og -fjendtlighed som lå indbygget i den eksisterende litterære tradition, som går helt tilbage til Frnkenstein-historien fra begyndelsen af 1800-tallet af Mary Shelley.

   Altså den kreative tænknings klassiske greb: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Den samme intention som Asimovs var drivkraften i den japanske manga-tegner Osamu Tezukas opfindelse af figuren Astro Boy:  

Dansk Wikipedia fortæller om Osamu Tezukas betydning: 

Hans banebrydende teknikker og nytænkning gav ham titler som "Mangaens far" og "Mangaguden". Den karakteristiske stil med store øjne hos karakterene i Anime blev opfundet af Tezuka, som var inspireret af vestlige serier fra den tid, som for eksempel Betty Boop af Max Fleischer og Mickey Mouse af Walt Disney.

   Han var oprindeligt uddannet fysiker, men gav i stedet hele sit liv til produktionen af en enorm mængde manga, hovedparten har aldrig været oversat fra det oprindelige japanske sprog og er derfor utilgængeligt for et vestligt publikum. "The complete works of Tezuka Osamu" (udgivet i Japan) bestod af 400 album, på til sammen over 80.000 sider. Han begyndte sin karriere som mangaskaber da han var på universitetet. Han havde doktorgrad i medicin. Hans viden om videnskab og medicin har bidraget til at berige hans science fiction-orienterede manga, specielt Blackjack-seriene.

   Berømte værker inkluderer Astro Boy, Blackjack, Princess Knight, og Kimba the White Lion (som Walt Disney Companys Løvernes Konge antagelig var baseret på). Hans "livsværk" var en serie ved navnHinotori – en historie om livet og døden.

De to kunstnere Asimov og Tezuka havde flere lighedspunkter. Dels var de fælles om at besidde en enorm produktivitet og en utæmmelig opfindsomhed. Dels havde de begge en naturvidenskabelig akademisk uddannelse som afsæt for og input til deres science-fiction-fantasier og -fiktioner.  Og endelig blev de begge  banebrydende inden for de genrer de hver for sig var mestrer i næsten fra starten.

   

Tezuka var altså som tegneseriekunstner inspireret blandt andet af Walt Disney (der er klare lighedspunkter mellem oprindelseshistorien for Pinoccio og Astro Boy), men han kan også meget vel have læst Asimovs robothistorier som udkom i tiåret inden de første Astroboy historier blev publiceret i (1952).

   

Det fremgår af flere kilder at den i Japan superpopulære Astro Boy-tegneseriefigur er en vigtig baggrund for den japanske teknik-begejstring efter 2. Verdenskrig. Figuren ses som en af de medvirkende årsager til den udvikling af moderne japansk kultur og tænkning som er kommet til udtryk ved at japanerne i løbet af 60´erne og 70´erne blev førende inden for et bredt felt af moderne teknologier, herunder ikke mindst den kreative udnyttelse af robotter.

    Astro Boy-figuren er en menneskelignende robot der optræder som en slags superhelt der hjælper mennesker i nød, kæmper for fred og er imod diskrimination (NB! også mod diskrimination af dyr).

   

Ledende japanske robotforskere er citeret for at fremhæve Astro Boy som en karakter der har haft stor betydning for deres fascination af robotter og deres syn på robotter som gode og hjælpsomme, og som inspirationskilde til at forsøge at udvikle robotter med positive sociale egenskaber.

   Og kulturforskere ser også figurens popularitet i Japan som noget der hænger sammen med den særlige religiøse tradition og de medfølgende værdier som gennemsyrer alle aspekter af japansk kultur og religion: animismen. 

   Den animistiske religiøsitet indebærer troen på og forestillingen om at alt ting i verden er besjælet: sten, træer, bjerge, søer, planter, dyr, fisk, fugle. Og de forestillinger er stadig levende i Japan.
   Ligesom de utvivlsomt var for vores egen verdenskendte eventyr-fortæller H. C. andersen

   

Animismen gennemsyrer også universet i næsten alle de japanske tegnefilm jeg har set. 

   Det har typisk været eventyr-historier ofte blandet med scienceficiion-elementer og -figurer. Og de fleste har været produceret af Hayao Miyazaki. En af de meste kendte er 'Min ven Totoro':

Den sidste  jeg har set, er tegnefilmen 'Hjertets hvisken' fra 90´erne som er produceret af samme produktionsselskab Ghbli som i sin tid blev grundlagt af Hayao Miyazaki.  

   'Hjertets hvisken' er instrueret af Yoshifumi Kondō, og i modsætning til en stor del af Miyazaki's film er det en relativt realistisk ungdoms-drama-kærlighedsfilm, beslægtet i stil og tema med 'Oppe på valmuebakken' som jeg tidligere har skrevet om her på blokken.

   'Hjertets hvisken' foregår ikke i en fantastisk eventyrverden, men er fuld af japansk hverdagsrealisme og -poesi, ligesom mange moderne manga-tegneserie-romaner er det. 

   Men selv i sådan en film stikker animismen frem, idet der i den indgår et enkelt gennemgående animistisk tonet fantacy-element, nemlig en mystisk småfed kat. 

   En kat som i mange scener bare er der, og som hele tiden kommer med i udkanten af billedet, men som stort set ikke er med i selve handlingen, og som ikke tilhører nogen. 

   Som her:

Katten hedder Moon eller Muta. Og dens typiske kattebevægelser er så godt animeret i filmen, at man bliver helt varm i maven, fordi man via spejlneuronerne i hjernen bliver mindet om ens egen kat, den store røde skovkat Fister som, mens vi er i sommerhus, har måttet lide den tort for det meste at være indekat og kun har kunnet komme ud iført sele og snor.

   Årsag: En lokal fritomkringfarende og territoriehævdende hankat, af os navngivet "Lille sorte Satan" som sidste år i sommerhuset to gange bed og rev Fister så meget til blods at det kostede os en samlet dyrlægeregning på over 3.000 kr.

Her er Fister - inde - i frugtkurv:

Her er Lille sorte Satan der inspicerer sit territorium:

Her Fister - ude - i sele og snor:

 

 

 

 

 

 

Hjertet bløder.  Men hellere det end at Fister bløder.

Mønstergenkendelse og kreativitet - Science Fiction-forfatteren Isac Asimov

I det forrige indlæg om ordblindhed var jeg inde på at mønstergenkendelse var en måde nogle ordblinde brugte som udvej for at lære at læse - i stedet for den velkendte analytiske vej hvor man lærer at læse ved at lære at stave til enkeltord ved at læse bogstaverne højt et for et.
   Og ordblindhed fik jeg også koblet sammen med kreativitet.

   Men er der nogen mere direkte sammenhæng mellem kreativitet og mønstergenkendelse? - Jeg har flere meget forskellige associationer.

   Den ene er skak. Forskellen på rigtig gode skakspillere og dårlige skakspillere/rene amatører - er at de rigtig gode forudser de rigtige træk ved intuitiv mønstergenkendelse frem for bevidst analyse af og spekulation over enkelttræk. Man regner med at denne evne til at se mønstre - og dermed have ubevidst viden om hvordan spillet kan udvikle sig relativt mange træk fremad - at det er noget tillært - en evne opbygget af at spille en masse spil - helt fra man var barn.

   En anmelder af en skakbog skriver om denne skakmestrenes særlige intuitive evne til at foretage det rigtige træk - også i lynsksak:

The ability to instantly know where the pieces belong based on a deep knowledge and familiarity with pawn structures and developmental or tactical patterns is a learned skill.

Den anden association jeg får er til Sience Fiction-forfatteren Isac Asimov hvis selvbiografi nr. 2 jeg er ved at læse for anden eller tredje gang. Den hedder "I, ASIMOV" - en titel der associerer til hans verdensberømte og epokeskabende SF-novellesamling om robotter: "I, Robot".

    Han skriver et kapitel om sin egen litterær "prolificity" - der betyder "frugbarhed" eller "produktivitet" på engelsk. Han nåede at skrive små 500 bøger - fiction og non-fiction - inden han døde, og filosoferer i kapitlet her over hvorfor han stort set skriver det "rigtige" først gang han skriver noget. Dvs. han "kæmper" ikke med stoffet og skriver meget lidt om. Og, fortæller han, det giver ham en selvsikkerhed at, når han han har skrevet en sætning eller afsnit, at han så erfaringsmæssigt ved at "the chances are about twenty to one that the are perfectly all right."

    Men hvorfor har han så den selvsikkerhed når han skriver - vel modsætningen til skrivblokeringen:

One reason for my self-assurance, perhaps, is that I see a story or an article or a book as a pattern and not just as a successions of words. I know exactly how to fit each item in the piece into the pattern, so that it is never necessary forme to work from an outline. Even the most complicated plot, or the most intricat exposition, comes out properly, whith everything in the reight order.

Det hører med til historien at han tidligere i selvbiografien fortæller at han havde "a near photographic memory", og at han fra helt lille har slugt bøger lån på det lokale offentlige bibliotek:

I received the fundamentals of my education in school, but that was not enough. My real education, the superstructure, the details, the true architecture, I got out of the public library. For an impoverished child whose family could not afford to buy books, the library was the open door to wonder and achievement, and I can never be sufficiently grateful that I had the wit to charge through that door and make the most of it.

Det er meget muligt at man kan have et særligt medfødt talent for mønstergenkendelse - men først og fremmest fremgår det af litteraturen at det er et resultat af øvelse og træning, ofte påbegyndt endda meget tidligt i et menneskes udvikling.

Ud fra Asimovs historie får jeg den tredje association - til tv-dokumentaristen Poul Martinsen som jeg har interviewet grundigt og skrevet en bog om. 

   Et af mysterierne som jeg oplevede omkring også Martinsens store "prolificity" - han producerede mere end 120 tv-dokumentarprogrammer - var hans tilsyneladende søvngængeragtgie sikkerhed som tv-storyteller - inden for en bred vifte af meget forskellige genrer. Dramaturgien og fortælleteknikken var simpelt han altid i orden, uanset om det var en kritisk undersøgende og afslørende dokumentar, en empatisk observerende fluen-på-væggen-historie, eller et program som illustrerede fascinerende psykologisk eksperimenter.

   Der var ingen tvivl om at Martinsen ligesom Asimov trak på en form for automatisk mønstergenkendelse når han fortalte gennem tv-billeder. Men var denne evne medfødt?

   Nej! - Det viste sig da jeg interviewede ham, at han havde været biografpicolo gennem gymnasieårene. Og der i biografsalens mørke jo må havde set en masse film - og de samme film mange gange. 

    Jeg er ikke i tvivl om at hans intuitive mønstergenkendelse knyttet til fortælleformer og -forløb, var et resultat af denne drypvist opsamlede og lagrede erfaring om hvordan man fortalte en god historie i levende billeder.

Tilbage til Asimov og mønstergenkendelse. Han fortsætter nemlig med overvejelser om hvilken betydning mønstergenkendelse har - både for skakstormestre og fx en baseball-manager:

I rather imagine that a grand master in chess sees a chess game as a pattern, rather than a succession of moves. A good baseball manager probably sees the game as a patterne rather than a succession of plays. Well, I see paterns too in my specialty, but I don´t how I do it. I simpley have the knack  and had it even as a kid.

Om Isac Asimov er så i øvrigt at bemærke at han er - og har altid været - min absolutte yndlings-SF-forfatter. Med mellemrum genlæser jeg med fryd hans bøger selv om jeg næsten kan dem udenad.
   Hans "Foundation"-serie er den afgørende inspirationskilde for "Star Wars"-filmene. I romanerne har han opfundet en videnskab "psychohistory" som på statistisk grundlag kan beregne den sandsynlige historiske udvikling i en hel galaxe i et spænd på 30.000 år (indgår ikke i filmene). Og inspirationen til "Foundation"-serien grundlæggende plot er hentet fra Edward Gibbons historiske storværek i seks bind fra sidste halvdel af 1700-tallet "The History of the Decline and Fall of the Roman Empire".
    Og hans dybt fascinerende og originale noveller og romaner med robotter som bærende karakterer - underlagt  "robotikkens tre love" - har også inspireret til flere gode SF-film.  Og inspireret en lang række yngre SF-fofattere som har skrevet videre inden for dette specielle SF-univers omkring relationerne mellem mennesker og højt begavede robotter.