'Loving Vincent' - og andre historier om animerede film

Jeg har for ikke så længe siden - sammen med fruen, været i den lokale biograf og set animationsfilmen 'Loving Vincent'.

   Vi syntes begge den var fremragende, fascinerende - en fed oplevelse. Rørende, faktisk.

   Filmen introduceres sådan på Det Danske Filminstituts hjemmeside:

Den 29. juli 1890 vakler en såret mand ned ad gaden i den lille franske by Auvres. Han holder sine hænder mod et frisk skudsår i maven. Manden er Vincent Van Gogh, og hans tragiske død er til den dag i dag omgærdet af mystik og spekulationer. I denne 100% olieanimerede film følger vi, gennem karaktererne på Van Goghs malerier, omstændighederne omkring hans (selv)mord.

Men muligvis skal man være lidt nørded med van Gogh, hans kunstnerliv og billeder, for - for alvor - at nyde den.

   Og muligvis skal man også være lidt nørded med tegnefilm af den gammeldags slags, hvor hver eneste frame er tegnet og malet, og nogle - de bedste tegnere - har tegnet og malet forgrunde - mens andre mere dygtige håndværkere har specialiseret sig i baggrunde og miljøer.

   Sådan lavede Disnye sine epokegørende tegnefilm fra 30´erne og årtierne fremefter (Pinocchio, Snehvide, Bambi, Dumbo, Askepot, etc.).

Og sådan har man i Japan siden 80´erne produceret de epokeskabende og både eventyrlige og realistiske tegnfilm (kaldet 'anime) i regi af produktionselskabet Ghibli, med Hayao Miyazaki som stil- og indholdskabende kunstner i instruktørstolen;

Hayao Miyazaki (宮崎駿, Miyazaki Hayao, 5.januar1941) er en japansk filminstruktør, animator og tegneserieskaber. Han begyndte at arbejde med tegnefilm i 1963 og har siden været med til at lave mange film. Han leder i dag tegnefilmstudiet Studio Ghibli og er en af de største indenfor tegnefilm. Han står bag adskillige store animeproduktioner, deriblandt Min Nabo Totoro (1988), Princess Mononoke (1997) og den Oscarbelønnede Chihiro og heksene (2001). Nomineringer og priser: Udmærkelser Kikuchi Kan Prize (2001), Oscar for bedste animationsfilm (2002), Shiba Ryotaro Prize (1999), Los Angeles Film Critics Associatio:n Awards for bedste Animation (2002), Guldbjørnen (2002) med flere.

Her illustrerende eksempler fra arbejdet med at tegne to af figurerne til filmen 'Min Nabo Totoro':

Som Walt Disneys og Hayao Miyazakis tegnefilm er produceret med hver eneste frame tegnet/malet for sig, sådan er i princippet filmen 'Loving Vincent' også produceret; og dog alligevel ikke helt - for her er hver frame malet - i olie!

'Loving Vincent' er verdens første 100 procent olieanimerede film, hvor 150 kunstnere har håndmalet hvert eneste ene af de malerier, der krævedes til filmens 65.000 frames. Filmen blev nomineret til en Oscar i kategorien Bedste animationsfilm.

Filmen fortæller historien om hvordan de sidste dage, uger og måneder i Vincent van Goghs dramatisk-tragiske liv foregik, ifølge forskellige samtidige kilders udsagn, udsagn der i filmen er mere eller mindre modstridende, specielt hvad angår hans død: Blev han faktisk myrdet eller levede han op til rollen og skød sig selv.

  Meget tyder i virkeligheden på - som det også fremgår af filmen - at det første er korrekt. Og at det man har troet siden 1891 - at han begik selvmord, er forkert.

  Og det er en relativt aktuel kontrovers om netop det spørgsmål som er motoren i filmen - dens gennemgående plot.

   Om kontroversen fortæller Wikipedia:

In 2011, authors Steven Naifeh and Gregory White Smith published a biography, Van Gogh: The Life, in which they challenged the conventional account of the artist's death. 

   In the book, Naifeh and Smith argue that it was unlikely for van Gogh to have killed himself, noting the upbeat disposition of the paintings he created immediately preceding his death; furthermore, in private correspondence, van Gogh described suicide as sinful and immoral. 

   The authors also question how van Gogh could have traveled the mile-long distance between the wheat field and the inn after sustaining the fatal stomach wound, how van Gogh could have obtained a gun despite his well-known mental health problems, and why van Gogh's painting gear was never found by the police.

   Naifeh and Smith developed an alternative hypothesis in which van Gogh did not commit suicide, but rather was a possible victim of manslaughter or foul play.

   Naifeh and Smith point out that the bullet entered van Gogh's abdomen at an oblique angle, not straight as might be expected from a suicide. 

   They claim that van Gogh knew the boys who may have shot him, one of whom was in the habit of wearing a cowboy suit, and had gone drinking with them.

Hele den samlede historie om van Goghs død og hvad der gik forud, har et selvstændigt opslag i Wikipedia:

https://en.wikipedia.org/wiki/Death_of_Vincent_van_Gogh

Her et link til en artikel om selve forsker-konflikten hvoraf fremgår den grundlæggende uenighed om hvordan van Gogh døde:

https://www.independent.co.uk/arts-entertainment/art/news/did-vincent-van-gogh-commit-suicide-or-was-dutch-painter-killed-by-an-acquaintance-8754984.html

I filmen er der to fortællespor med hver sit selvstændige 'van Gogh-udtryk':

- Dels et 'aktuelt' fremadskridende spor i farver hvor vi følger Armand Roulin i gul jakke og sort bredskygget hat (som van Gogh i sin tid portrætterede i tre forskellige malerier), på hans jagt efter sandhenden om (omstændighederne ved) van Goghs død, en jagt som vi følger gennem 'Roulin' møder og interviews med nogle af de mennesker som omgikkes maleren de sidste måneder før han omkom; og altså mennesker som van Gogh selv har portrætteret i et eller flere malerier i årene inden.

- Og dels et tilbageskuende spor, som i en række sort-hvide  flash-back-scener levendegør en serie af vigtige episoder i kunstnerens tidligere liv.

Hele den historie kunne jo fortælles som en regulær biopic-spillefilm med instruerede udklædte skuespillere i billedet og et fremadløbende traditionelt 'whodunnit'-plot.

   Og det er faktisk også hvad filmens polske instruktør (Dorota Kobiela) og produktionsgruppen har gjort, men kun som et første skridt hen imod den animerede film.

   Derefter er alle de 65.000 frames som udgør filmen, nemlig kopieret i et håndmalet oliemaleri af kunstnere som har mimet van Goghs karakteristiske flimrende postimpressionistiske malestil i den periode. Og disse frames er så klippet sammen til en for så vidt gammeldags animationsfilm med en varighed på 1 time og 35 minutter.

   Se her filmens trailer:

Det der er enestående i filmen her, er at det fremadskridende spor i filmen er animeret i levende billeder der som udtryk har van Goghs stil i de billeder han malede i sine seneste år, og billeder der som indhold har en række af de motiver som disse 'sene' billeder har: portrætter, interiører, landskaber, city-scapes, med andre ord de billeder vi alle kan genkende når vi ser dem: som ikoniske van Gogh-mesterværker.

   Flash back-scenerne i sort-hvide-billeder lægger sig i stil, nuancer og streg tæt op af van Goghs tidligere malerier og tegninger som er mørke, grove og dystre i udtrykket.

   Et godt indtryk af den bagvedliggende arbejdsproces kan man få her:

Mere er det faktisk svært for mig at fortælle i ord om filmen. 

   Men en dybtgående indsigt i historien og i arbejdsprocessen, kan man se og læse på filmens egen fyldig hjemmeside.

http://lovingvincent.com/

Don't tell, show: 

   Her er en række van Gogh-portrætter som er animeret i filmen og som først er fremstillet af skuespillere udklædt og sminket som figurerne i malerierne:

Oprindeligt portræt i midten; til venstre: skuespiller udklædt og sminket;
til højre: det billede som danner udgangspunkt
for de animerede sekvenser i filmen med den figur

Til venstre: originalt van Gogh-selvportræt
Til højre: Skuespiller udklædt efter selvportrættet

Til venstre: Udklædt og sminket skuespiller efter originalt van Gogh-maleri
Til højre:  Mimet maleri som danner udgangspunkt
for animerede scener med figuren i filmen

I midten: Van Goghs originale portrætmaleri
Til venstre: Udklædt og maskeret skuespiller efter originalen
Til højre: Mimet maleri som danner udgangspunkt
for animerede scener med den figur i filmen

Til venstre: Udklædt og sminket skuespiller efter originalt van Gogh-maleri
Til højre:  Mimet maleri som danner udgangspunkt
for animerede scener med figuren i filmen

Og sådan kunne jeg blive ved. Men stopper indlægget her.

   Vil man ind og se filmen 'Loving Vincent' som stadig går i nogle biografer, eller hvis man senere vil købe DVD'en med danske undertekster, så har jeg hermed forsøgt at give nogle verbale og visuelle nøgler til en fordybet oplevelse af filmen.

   God fornøjelse!

Astro Boy, Asimov, Animé, Animisme - om hvordan alting hænger samme med alting - også vores kat

Jeg nåede lige at høre slutningen på en sommergenudsendelse af programmet Eksistens forleden. Den handlede om en japansk tegneseriefigurs betydning for landets frontløberudvikling inden for robotteknologi, speciel menneskelignende robotter med sociale færdigheder. 

   Det gnistrede og fængede i det indre mentale rum. 

   

Det var en historie som handlede om kreativ konceptuel blending af en række af de universer jeg har dyrket her på blokken: den japanske tegneseriestil manga og tilsvarende film, den religionsretning som kaldes animisme, den litterære genre som kaldes science fiction der som et af sine gennemgående motiver har menneskehedens fremtid med robotter.

   Og i følge de serendipitetiske principper så har jeg naturligvis for et par dage siden været inde og se den japanske tegnefilm 'Hjertets hvisken' i Grand Biografen, som er en tegnefilmversion af en manga-tegneserie-roman. Og på vej til biografen slog vi lige et slag indenom Glyptoteket for at se udstillingen Degas' metode, som jeg tidligere har skrevet om, Degas som var stærk inspireret af Japanske træsnit i sin kunst.

   Og det har så også lidt med vores indekat Fister at gøre,  hvis menneskeliggørelse jeg har fortalt om på Facebook.

Hvad er det med de robotter og kreativitet og katte?

   Den i min bevidsthed største science fiction-forfatter er Isac Asimov, og hans indgang til berømmelse er ikke mindst hans nyskabende historier om robotter, vel at mærke robotter som er søde og hjælpsomme ud over alle grænser i kraft af de tre 'grundlove for robotter' som ubrydeligt er præget ind i deres positroniske hjernevindinger fra 'fødslen' fra samlebåndet:

1. En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade.

1. En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.

1. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.

Alene på disse tre fiktive robotgrundlove er Asimov blevet verdensberømt, og de indgår efterfølgende som en del af plottet i en masse andre science-fiction-forfatteres robothistorier. 

   Asimov beskriver selv baggrunden for ideen til disse historier og hans positive vinkling af robotterne. Siden robotbegrebets opfindelse af den tjekkiske forfatter Karel Capäek havde de haft et mildes talt dårligt ry i litteraturen - som kunstige ufølsomme maskinagtige væsner der på den ene eller anden måde overflødiggjorde mennesker - eller ligefrem truede og endte med at udryddede hele meneskeheden.

   Asimov ville frame robotter positivt i sine historier fordi han ville modvirke den teknologiangst og -fjendtlighed som lå indbygget i den eksisterende litterære tradition, som går helt tilbage til Frnkenstein-historien fra begyndelsen af 1800-tallet af Mary Shelley.

   Altså den kreative tænknings klassiske greb: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Den samme intention som Asimovs var drivkraften i den japanske manga-tegner Osamu Tezukas opfindelse af figuren Astro Boy:  

Dansk Wikipedia fortæller om Osamu Tezukas betydning: 

Hans banebrydende teknikker og nytænkning gav ham titler som "Mangaens far" og "Mangaguden". Den karakteristiske stil med store øjne hos karakterene i Anime blev opfundet af Tezuka, som var inspireret af vestlige serier fra den tid, som for eksempel Betty Boop af Max Fleischer og Mickey Mouse af Walt Disney.

   Han var oprindeligt uddannet fysiker, men gav i stedet hele sit liv til produktionen af en enorm mængde manga, hovedparten har aldrig været oversat fra det oprindelige japanske sprog og er derfor utilgængeligt for et vestligt publikum. "The complete works of Tezuka Osamu" (udgivet i Japan) bestod af 400 album, på til sammen over 80.000 sider. Han begyndte sin karriere som mangaskaber da han var på universitetet. Han havde doktorgrad i medicin. Hans viden om videnskab og medicin har bidraget til at berige hans science fiction-orienterede manga, specielt Blackjack-seriene.

   Berømte værker inkluderer Astro Boy, Blackjack, Princess Knight, og Kimba the White Lion (som Walt Disney Companys Løvernes Konge antagelig var baseret på). Hans "livsværk" var en serie ved navnHinotori – en historie om livet og døden.

De to kunstnere Asimov og Tezuka havde flere lighedspunkter. Dels var de fælles om at besidde en enorm produktivitet og en utæmmelig opfindsomhed. Dels havde de begge en naturvidenskabelig akademisk uddannelse som afsæt for og input til deres science-fiction-fantasier og -fiktioner.  Og endelig blev de begge  banebrydende inden for de genrer de hver for sig var mestrer i næsten fra starten.

   

Tezuka var altså som tegneseriekunstner inspireret blandt andet af Walt Disney (der er klare lighedspunkter mellem oprindelseshistorien for Pinoccio og Astro Boy), men han kan også meget vel have læst Asimovs robothistorier som udkom i tiåret inden de første Astroboy historier blev publiceret i (1952).

   

Det fremgår af flere kilder at den i Japan superpopulære Astro Boy-tegneseriefigur er en vigtig baggrund for den japanske teknik-begejstring efter 2. Verdenskrig. Figuren ses som en af de medvirkende årsager til den udvikling af moderne japansk kultur og tænkning som er kommet til udtryk ved at japanerne i løbet af 60´erne og 70´erne blev førende inden for et bredt felt af moderne teknologier, herunder ikke mindst den kreative udnyttelse af robotter.

    Astro Boy-figuren er en menneskelignende robot der optræder som en slags superhelt der hjælper mennesker i nød, kæmper for fred og er imod diskrimination (NB! også mod diskrimination af dyr).

   

Ledende japanske robotforskere er citeret for at fremhæve Astro Boy som en karakter der har haft stor betydning for deres fascination af robotter og deres syn på robotter som gode og hjælpsomme, og som inspirationskilde til at forsøge at udvikle robotter med positive sociale egenskaber.

   Og kulturforskere ser også figurens popularitet i Japan som noget der hænger sammen med den særlige religiøse tradition og de medfølgende værdier som gennemsyrer alle aspekter af japansk kultur og religion: animismen. 

   Den animistiske religiøsitet indebærer troen på og forestillingen om at alt ting i verden er besjælet: sten, træer, bjerge, søer, planter, dyr, fisk, fugle. Og de forestillinger er stadig levende i Japan.
   Ligesom de utvivlsomt var for vores egen verdenskendte eventyr-fortæller H. C. andersen

   

Animismen gennemsyrer også universet i næsten alle de japanske tegnefilm jeg har set. 

   Det har typisk været eventyr-historier ofte blandet med scienceficiion-elementer og -figurer. Og de fleste har været produceret af Hayao Miyazaki. En af de meste kendte er 'Min ven Totoro':

Den sidste  jeg har set, er tegnefilmen 'Hjertets hvisken' fra 90´erne som er produceret af samme produktionsselskab Ghbli som i sin tid blev grundlagt af Hayao Miyazaki.  

   'Hjertets hvisken' er instrueret af Yoshifumi Kondō, og i modsætning til en stor del af Miyazaki's film er det en relativt realistisk ungdoms-drama-kærlighedsfilm, beslægtet i stil og tema med 'Oppe på valmuebakken' som jeg tidligere har skrevet om her på blokken.

   'Hjertets hvisken' foregår ikke i en fantastisk eventyrverden, men er fuld af japansk hverdagsrealisme og -poesi, ligesom mange moderne manga-tegneserie-romaner er det. 

   Men selv i sådan en film stikker animismen frem, idet der i den indgår et enkelt gennemgående animistisk tonet fantacy-element, nemlig en mystisk småfed kat. 

   En kat som i mange scener bare er der, og som hele tiden kommer med i udkanten af billedet, men som stort set ikke er med i selve handlingen, og som ikke tilhører nogen. 

   Som her:

Katten hedder Moon eller Muta. Og dens typiske kattebevægelser er så godt animeret i filmen, at man bliver helt varm i maven, fordi man via spejlneuronerne i hjernen bliver mindet om ens egen kat, den store røde skovkat Fister som, mens vi er i sommerhus, har måttet lide den tort for det meste at være indekat og kun har kunnet komme ud iført sele og snor.

   Årsag: En lokal fritomkringfarende og territoriehævdende hankat, af os navngivet "Lille sorte Satan" som sidste år i sommerhuset to gange bed og rev Fister så meget til blods at det kostede os en samlet dyrlægeregning på over 3.000 kr.

Her er Fister - inde - i frugtkurv:

Her er Lille sorte Satan der inspicerer sit territorium:

Her Fister - ude - i sele og snor:

 

 

 

 

 

 

Hjertet bløder.  Men hellere det end at Fister bløder.

"At finde en figur til en tegnefilm" - ved at tegne og tegne om igen indtil den er der - etc.

Jeg har siden jeg var barn elsket tegneserier og tegnefilm. Og går stadig ind og ser tegnefilm i biografen hvis de har fået gode anmeldelser. I de senere år har jeg specielt været meget begejstret for og fascineret af japaneren Hayo Miyazakis manga-tegnefilm, f.eks. Min nabo Totoro og Porco Rosso.       
   Lørdagspolitikens kulturtillæg har en artikel med rubrikken der er et citat fra artiklen: "Jo mere hun bliver holdt tilbage, desto mere rumsterer grokraften i hende". Det kunne næsten være mottoet for den særligt kreative personlighed.
   Manchetten fortæller: "Disneyveteranen Glen Keane har tegnet Tarzan ned på alle fire og givet havfruen Ariel ben at gå på. Og nu har han fundet frem til en moderne udgave af Rapunzel med det 25 meter lange hår til den premiereaktuelle film 'To på flugt'." Det er Søren Vinterberg der har interviewet tegneseriekunstneren.
   Artiklen er illustreret med en fascinerende tegning af film-hovedfiguren i aktion med det lange hår nærmest som et angrebsvåben, som det ses her i beskåret form:

Rapunzel figuren som hovedperson i en tegnefilm har været længe undervejs. Allerede gamle Disney havde hende på idestadiet i 40´erne, fortæller artiklen. Glen Kean fortæller om udviklingen af den tegnede figur:

"At designe sådan en person føles faktisk som at opdage én der hele tiden har gemt sig i papiret. (...) Jeg tegner og tegner, nej, det der er ikke hende ... heller ikke det ... Jeg ved ikke hvorfor ikke. Men jeg ved det, når jeg så ser hende: Dér er hun! Ligesom da jeg mødte min kone første gang: Jeg var 17 og sto i billetkøen til 'The Godfather', vendte mig om - og følte at jeg kendte den pige der. Remarkable."

I kreativitetssammenhæng er det citat særligt interessant, synes jeg. Billedet - den visuelle tanke eller ide om tegnefilmfiguren Rapunzel - må jo være aflejret i den del af bevidstheden Glen Keane ikke har direkte adgang til. Han kan åbenbart ikke bare bevidst forestille sig den og "se den for sig", som man siger. Han må tegne og tegne om igen indtil der er "et match" (ligesom med fingeraftryk) mellem det ubevidste billede og det han tegner på papiret.
   Citatet viser at der klart er tale om en slags aha-oplevelse - af lykke og lettelse: Der var hun! Endelig!

Det minder mig om Poul Martinsen der havde forestillinger fra barndommens familieliv og miljø - ubevidst - liggende i erindringen, billeder der var følelsesladede og fungerede som drivkraft for Martinsen til finde "et match" med mennesker og miljøer i den aktuelle virkelighed som "lignede" barndommens så meget at de kunne og skulle bruges til figurer i hans dokumentarfilmen.

Jeg mindes også mange romanforfattere der i interviews har fortalt at deres romanfigurer efter nogen tids skrivning tilsyneladende får deres eget liv og "selv bestemmer" romanens udvikling.
  Også det må betyde at den ubevidste forestilling om hovedpersonen og historien er meget mere omfattende end den bevidste forestilling forfatteren begynder at skrive ud fra. Og at skriveprocessen får karakter af en opdagelsesrejse - her i sproget - af en person der for en meget stor dels vedkommende er "gemt" for forfatteren i starten.

Og jeg får pludselig en erindring om den følelse jeg havde da jeg for første gang skulle skrive manuskript til en skoleradioudsendelse i begyndelsen af 70´erne, og gjorde den opdagelse at jeg havde adgang til et andet sprog - en anden stemme - som pludselig kunne forklare børnelytterne indviklede ting på en helt uakademisk og ligefrem måde.
   Det var en stærk aha-oplevelse den gang, som jeg reflekterede over, og som førte til at jeg begrebsmæssigt fandt på den skelnen jeg siden benævnte: erfaringssprog vs. videnssprog (beskrevet nærmere i et tidligere blogindlæg).

Hvad er kreativitet? - definitionernes fællesnævner!

Kreativitet er et ord der refererer til et begreb der sammenfatter en bred vifte af fænomener der har med udvikling, fornyelse, skabelse at gøre.

   I definitionen indgår ofte at det er en "evne" - altså en egenskab ved en person som udtrykker at han hun besidder en særlig kompetence:

• "Kreativitet er evnen til nyskabelse, iderigdom."
• "Kreativitet er evnen til at gøre ideer til virkelighed, til at kombinere eksisterende viden på en ny måde."
• "At tænke kreativt vil sige at kunne skabe nye sammenhænge ud fra det som er kendt"
• "...en persons evne til (...) at gennemføre synlig fornyelse inden for et givent videns- og praksisdomæne."
• "Kreativitet er evnen til at løse et problem, der først kan defineres når det er løst."
• "... en egenskab der muliggør at vi kan tænke ud over det vante (...) at vi kan udvikle og anvende ny viden, set tingene på en anden måde, eller omfortolke vores oplevelser af dagligdags hændelser"
• "Det er individets evne til at danne en original ændring i perception, en ændring i perspektiv, at se en problemstilling ud fra en ny og overraskende synsvinkel."
• "Den kreative handling består i at kombinere hidtil ikke relaterede struktur på en sådan måde at man får mere ud af det samlede resultat end man har bidraget."
• "Evnen til konstruktivt og produktivt at kombinere elementer - dvs. handinger, begreber, ideer, tanker - der logisk eller konventionelt ikke hænger sammen eller har noget med hinanden at gøre."
• "Evnene til at tænke nyt og originalt i forhold til velkendte problemer - med et konstruktivt, dvs. værdifuldt resultat."
• "Evnen til at se nyt i det velkendte."
• "Evnen til at tænke ved hjælp af billeder, ligheder og kontraster, rytmer, associationer, metaforer, analogier, lignelser."
• "Evnen til at forestille sig og mentalt forbinde hinanden fjernstående elementer og til at kategorisere på kryds og tværs af konventionelle grænser og definitioner"

Er der noget fælles i disse defintioner som er høstet rundt omkring i bøger og på nettet?

   Der er det grænseoverskridende, der er noget med at kunne se noget for sig som ikke findes - fantasi, og at "tænke" i billeder, der er noget med nyt og originalt i modsætning til velkendt og traditionelt.

   Andre taler om en "kreativ sans". Det må jo så være en 6. sans, intutionen, en sans der rækker indad hvor de andre vender ud mod omverdenen. Walt Disney sagde: "If you can´t dream it, you can´t do it".

   Når man siger om en person at han er kreativ, så mener man at vedkommende er god til at få ideer, at han er opfindsom, har fantasi, kan male og tegne, eller skrive digte, eller improvisere musik; at han er produktiv og skaber nyt inden for de områder han udfolder sig inden for. Men man kan også være en "kreativ forretningsmand", "en kreativ fodboldspiller". Og hvad med "kreativ bogføring".

   Kreativitet er ikke noget entydigt godt, og det haves og udøves også af forbrydere, og på trods af lov og moral: Peter Brixtofte, Kurt Thorsen, Stein Bagger, Klaus Riskær Pedersen. 

Det er altså klart forkert at begrænse kreativitet til noget der har med kunstnerisk udfoldelse at gøre. Men kunstnere synes at have en særlig nem adgang til "det kreative", eller måsk er det for dem sådan at de bliver særligt frustrede og følser sig "syge" når de ikke har mulighed for at udøve og skabe, og at for dem er udøvelse af kreativitet ikke kun en evne og en mulighed, men et behov - en lyst - en drift.