Sider

Viser opslag med etiketten generisk rum. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten generisk rum. Vis alle opslag

søndag den 9. september 2012

Journalistiske plot og kreativitet - i lyset af Arnfeldt-Kjærsgaards kreative mentale blending

I amerikansk kirimilitteratur har man en række ord som dækker to konceptuelle rum - forbrydelsernes og dramaturgiens: 'this evidence is a plant', 'they set me up' ,'they framed me', 'it´s a plot against an innocent man´'. 
   Ifølge Søndagspolitikens artikel om "skattesagen" af journalist Nilas Hweinskov dækker udtrykkene smukt det der er foregået mellem journalist Jan Kjærsgaard, Ekstrabladet, og Peter Arnfeldt, fhv. skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, 
... hvor journalisten frivilligt lod sig bruge i et såkaldt setup for at udstille Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal som nogle hyklere. Skatteministeriet oprettede en konto til danskere der ønskede at betale mere i skat. Det ville de to oppositionspolitikere ikke, og så kunne Ekstrabladet skrive 'Helle og Villy betaler for lidt i skat' efterfulgt af ordet: 'Vendekåber'.
Det handler om at nogen - beregnende - tilrettelægge virkeligheden eller fiktionen så nogen andre bliver snydt, narret, falder i en konceptuel fælde. 
   Der indgår som regel både et uskyldigt offer der ved udførelsen af setup´et bliver mistænkt og anklaget på et bevidst falskt grundlag, og offentligheden eller læserne/filmpublikummet der bliver vildledt for spændingens skyld.

Jeg gør mig til af at have opfundet begrebet 'journalistisk plot' eller 'faktaplot'. Det skete i bogen 'Faktion som udtryksmiddel' fra 1990. Det blev siden et central begreb i Power TV-dramaturgikurset som jeg, sammen med Pia Marquard og Nikolaj Kristensen, udviklede for Danmarks Radio for 12-13 år siden, et kursus som i anden omgang blev det inspirerende afsæt for min bog 'De levende billeders dramaturgi', der i bind 2 taler om og analytiske beskriver: "fortællerplot", "journalistisk plot" og "underholdningsplot".
    Definitionen er klar og præcis - og dækkende for det de to herrer med eventuelle endu ukendte bagmænd gjorde:
Fortællerplot vil vi tale om når tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller medvirker til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed  - med  det overordnede formål at levere autentiske scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet.
I stedet for "tilrettelæggeren" kunne der lige så godt stå "journalisten", og i stedet for "fakta- eller underholdningsprogram" skulle der så tilsvarende stå "artikel". 
   Jeg fortsætter citatet der introducerer begreberne 'visual proof' og 'sandhedens øjeblik':
En særlig form for visual proof er et såkaldt sandhedens øjeblik som vi her vil definerer som en scene i et fakta eller underholdningsprogram hvori spændingen i et fortællerplot udløses i en afgørelse eller afsløring - og hvor der skabes et markant vendepunkt eller klimaks i programmet
En afsløring der kunne bruges som klimaks - og dermed hovedrubrik i en sensationskabende artikel - var præcis det såkaldte sandhedens øjeblik som Kjærsgaards og Arnfeldts journalistiske plot satsede på: 'Helle og Villy - Vendekåber'.
    Endelig introducerer jeg brugen af 'sandhedens øjeblik' som centralt i kritisk-afslørende journalistik:
I afslørende programmer er et sandhedens øjeblik (...) en interviewscene hvor "den anklagede" konfronteres med  den dokumentation som journalisten har gravet frem, og som angiveligt beviser 'sandheden' i anklagens påstand.
Det tragi-komiske i den her sag er at 'sandhedens øjeblik' i Jan Kjærsgaards artikel er fuld af løgn og forbandet digt - baseret på et kreativt ''frameup' af Peter Arnfeldt.

Når professionelle folk i medierne - især tv - men efterhånden 'all over the place' - planlægger og tilrettelægger medieproduktioner, så indgår den dramaturgisk værktøjskasse som et helt naturlig del af den professionelle kreative tænkning. I tv-sammenhæng tog tendensen fart i midten af 90´erne med realityprogrammerne, docusoap og alarm 112-rekonstruktioner. På avissiderne bliver såkaldt fortællende - narrativ - journalistik mere og mere udbredt i samme periode. 
    Det er i høj grad nogle af de mest kreative hoveder inden for journalistik og dokumentarisme der er foregangsmænd og bannerførere. Folk som har en ubetvingelig lyst til at bryde grænser og blande genrer og fortælleformer. Det er i den dramaturgisk værktøjskasse de finder midlerne til deres græns- og normbrydende arbejde i medierne. Og dermed følger også både en vilje og en lyst til at balancerer på etikkens knivsæg. 
    Jeg har tidligere nævnt at i dansk tv-historie er der tre mænd med fornavnte Poul, der var pionerer: Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen, og samtidigt har vi folk som Mads Brügger, Mikael Berthelsen. Inden for skreven journalistik har vi folk som Lasse Ellegaard, Niels Ufer, Morten Sabroe, Peter Øvig Knudsen, Tom Buk-Swienty, Lea Korsgaard, Stéphanie Surrugue, Kim Faber.

Min pointe er her at det Jan Kjærsgaard og Peter Arnfeldt har udtænkt, ikke i princippet adskiller sig fra så meget andet af det som kreative hoveder tænker og praktiserer i medierne og journalistikken i de senerere år. At tænke i plot, setup og payoff, planteringer og framing for at øge fascinations- og identifikationsmulighederne er faktisk nu professionelt set blevet main stream når man formidler virkelighed og sandhed til et publikum hvis opmærksomhed man må konkurrer mere og mere indædt om. 
    Situationen er analog med opdagelsen og udforskningen af atomfysikkens love og tekniske muligheder. Det kan udnyttes til noget godt og noget ondt - afhængig af social kontekst og politisk-økonomisk miljø. 

Fælles for politikere, journalister og spindoktorer er at der indgår en ordentlig portion strategisk tænkning og dermed kynisme i deres professionelle arbejde. Og som social kontekst for kreativ tænkning udgør denne tre-enighed et så gærende, betændt miljø at etikkens grænser opløses og forsvinder. 
   I artiklen i Politiken citeres Peter Bro, professor i journalistik og leder af journalistuddannelsen i Odense for følgende:
Der opstår en Bermuda-trekant mellem spindoktorer, journalister og politikere, hvor alle forskelle forsvinder, så alle ender med at tænke ens. Politkerne tænker journalistisk, og journalisterne tænker politiksk for at få den gode historie.
Et af de teoretiske hovedbegreber som jeg har udfoldet i denne blog om kreativitet er 'konceptuel blending' - dette at to eller flere konceptuelle rum mødes, blandes, komprimeres og integreres i nye kommunikative udtryk - hvor elementer fra hvert af input-rummene indgår via en slags mental fusion i det ny kreative output. 
   Denne mentale blendingproces har som mellemproportional et såkaldt 'generisk rum' der indeholder det eller de elementer der er fælles for de to input-rum, og som fungerer som det der aktiverer forbindelsen og "tænder" blandingen:


Det der i medieskandalesager som denne udfylder 'det generiske rum' er - professionel kynisme og strategisk tænkning. 
   Poul Nesgaard tilrettelagde i 80-erne en række nyskabende faktions-tv-serier under den ironiske titel "In honour of truth". Et af de klare formål var at udstille mediernes kyniske konstruktion og iscenesættelse af en medievirkelighed hvis relation til sandheden var tynd og tvivlsom.
   Både titlen og ironien er velplaceret - også i dag.

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at se analogien mellem den mentale blendingproces som modellen ovenfor illustrerer, og så det der sker imellem to neuroner i hjernen der for første gang forbindes (= 'wire together') gennem dopaminstimulerede synapser og derfor er aktive sammen (= 'fire together'), sådan som dette citat fra det foregående indlæg om hjernens platicitet beskriver når der opstår nye ideer i hjernen:
Gamma activity indicates a constellation of neurons binding together for the first time in the brain to create a new neural network pathway. This is the creation of a new idea. Immediately following that gamma spike, the new idea pops into our consciousness, which we identify as the Aha! Moment.
Denne grafik illustrerer hvordan det foregår når der sker en 'binding' mellem neuroner som udtryk for at en ny ide er opstået - nurotransmittere kan være fx dopamin eller adrenalin.

fredag den 15. juli 2011

Høstede metaforer på briksen - til analyse hos dr. Harms

I det følgende har jeg samlet en række eksempler på forskellig brug af metaforer i konkrete aktuelle (avis)tekster.

Her er et eksempel på en "lokal" metafor som fungerer som illustrerende og levendegørende udsmykning af en tekst, og som dermed svarer til hvad den klassiske retorik anså for det væsentlige ved metaforens funktion.
Forbløffelsen opstod, da det blev klart, at disse tre sociale grobrianer ganske enkelt ikke forstod hvad Dr.  Phil talte om. Begreber som manerer, empati og hensyn var dem lige så fremmede som Noam Chomskys teoridannelser for en nyfødt leopardunge. De fattede ikke en klap
          Fra en tv-anmeldelse af Politikens Henrik Palle, 15. juli 
Tekniske set er der dog tale om en sammenligning - ikke en "rigtig" metafor. Det er en absurd analogi til at illustrere og fastslå en værdilade pointe. Og hvordan Henrik Palles krølllede hjerne når fra oplevelsen af et talk-shows medvirkende og deres forhold til dets vært - og så til at få aktiveret et simuleret rum hvori Noam Chomsky holder oplæg for nyfødte leopardunger, må guderne vide.
   Men sjovt er det. Tillykke! 

Her er så et eksempel på en personificerende metafor der fungerer så den formidler forståelse for indholdet i en hel tekst: en hjernes forskellige hukommelsescentre anskues som en række forskellige "arkivarer".
I hjernen sidder flere arkivarer og forvalter Deres hukommelse. Noget skal sidde på rygraden, andet ligger lige på tungen, og noget helt tredje skal gemmes til at give gode eller dårlige mavefornemmelser. Nu viser det sig, at arkivarerne har et tættere samarbejde, og at nye informatoiner lagres langt hurtigere end man tidligere har antaget.
   Ny forskning fra University of Edingburgh vise, at vore erindringer lagres i både netocortex og hippocampus på samme tid, hvis der er en eksisterende kontekst, som det nye minde eller den nye tanke kan knytte forbindelse til.
    Fra Weekendavisens tillæg Ideer, referat fra Science 7. juli
Jeg har lige været i biografen og set en fransk film der fik gode anmeldelser: "Potiche". Den var også glimrende - og morsom.
  Titlen i direkte oversættelse betyder "en dekorativ vase", men er altså her en metafor for en hustru som er blevet gift med en velhavende mand for sit smukke udseendes skyld.


Titlen er ironisk ment.
   Den oversætte i de danske anmeldelser til "trofæhustru", som er en metafor på linie med "bolighaj" eller "skrankepave". Og det danske udtryk er er lånt fra engelsk: "trophy wife".
  Hovedpersonen er blevet gift med sin velhavende mand for at kunne tjene som en dekorativ udsmykning  af hans liv, og som symbol på at han er en vinder der har fortjent hende som et trofæ der kan vises frem. Og som sådan anses hun af familien og omgivelserne for at være en tom "pyntedukke" - som er den metafor filmens danske undertekster anvender.
   Ideen i filmen er så at den frame holder ikke for hovedpersonen, som spilles af Catherine Deneuve. Hun sprænger den og viser sig at indeholde meget mere:  en midaldrende kvinde med skjulte og uanede udviklingsmuligheder - som virksomhedsleder og kommende medlem af den franske nationalforsamling.


Her følger så nedenfor en dobbelt metafor som fungerer som metaforisk frame - en frame der tjener  til at  fremhæve og udstille særlige kendetegn ved en person som tekstforfatteren vil forføre læserne til at "se" på en bestemt måde.  
   Under etiketten "Signatur" lyder rubrikken i Politikens kultursektion den 14. juli: "Agent 00 hedder Bond, Junk Bond". Og manchetten: "Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har udspillet sin rolle som hemmelig agent."
Dansk samfundøkonomi er 'shaken, not sirred'. Hvis finansminister Claus hjort Frederiksen (V) var et værdipapir, var han forlængst blevet solgt til spotpris. Det værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti, som den tidligere partisekretær har været bannerfører for i 00´ern, er endt som det, der i finansielle kredse kaldes  en 'junk bond'; en højrisikabel spekulationsobligation, som man straks bør sælge, hvis man overhovedet kan finde en køber.
   Men der er heller ikke mange der tør satse på Agent Dobbeltnu, Claus Hjort Hvis de aktuelle meningsmålinger holder stik, vil han med stor sandsynlighed ryge ud af Folketinge senere her i 2011.
Her forsøges en blending af to metaforer til at indkredse og ramme "the target": Claus Hjort Frederiksen. "Kilden" til den ene er fænomenet "junk bond" - et værdipapir som der ikke er dækning for. "Kilden" til den anden er "Agent 007 - Bond, James Bond" - en hemmelig agent på mission for nationen. Og "målet" som denne metaforiske lagkage skulle ramme lige i smasken er den nuværende finansminister.
   Det som er indholdet i det fælles generisk referencerum, er "bond" - et udtryk der optræder i to betydninger: som en værdipapirkategori - og som et berømt efternavn på en fiktiv figur.
   Kommentaren opregner og kildeunderbygger derefter hvor dårligt - "en fiasko" - det er gået med dansk økonomi i den periode Claus Hjort har været ved magten - i forskellige roller: chefstrateg, arbejdsminister, finansminister.
   Kommentaren slutter:
Den en gang så hemmelige og i offentligheden ukendte partiagent Claus Hjort er ved at have udspillet sin rolle. Trods alt er der dog to ud af tre vælgere, som ved, at han er finansminister - ifølge en Gallup-måling. Dermed er han sigende for en VK-regerings gennemslagskraft mere kendt end folk som Bertel Haarder (V) og Brian Nielsen (K), som kun én ud af hver tredje kan sætte ministertaburet på.
   Problemet for Claus Hjort er blot, at han ikke er kendt for økonomisk lederskab. Tværtimod. Venstres gamle chefstrateg er blevet selve symbolet på de ekstremt høje omkostninger ved at basere den økonomiske politik på Dansk Folkeparti.: Hans nye navn er Bond, Junk Bond.
Hvorfor fungerer denne blending-operation ikke? Hvorfor skiller den? - Fordi sammenkoblingen via fælles egenskaber i det generiske rum for blendingen ikke er indholdsmæssig, men rent lydlig.  Blending-operationens forsøg på ironisk-satirisk udstilling fuser derfor ud:
   Lagene i lagkagen kommer aldrig til at smelte sammen. Der sker ingen forførelse af læserne - fordi - man merkt die Absicht... alt for tydeligt.
   Lars Trier Mogensen er kommentatoren!
   Et godt råd når lydassociationer forfører kreative skribenten: Kill your darling!

PS! Det er ikke så tit jeg på disse sider har omtalt "det generiske rum"/"generic space" i forbindelse med blending-analyser. Men det er altså det konceptuelle rum som fungerer som en slags mellemregnings når to ellers klart adskilte input-rum skal blendes i et output-rum. I det generiske rum findes de betydningselementer som er fælles for de to input-rum opg som overføres til output-rummet: "the blend". 
   I metaforen "bolighaj" er der altså generiske elementer som er fælles for en boligudlejer og en haj: "grådighed", "aggressivitet", "udnytter sin magt over andre.
      Problemet i Lars Trier Mogensens blending-operation er at det eneste element der er fælles er et ord med to helt forskellige betydninger som ikke er forbundet af andet end et fælles lydligt udtryk: "bond", så hvad er det egentligt der overføres ved operationen - andet end et indholdtomt ordspil
    Uden at der er et eller andet til fælles mellem de to input-rum, kan blending slet ikke foregå. 
   Se eksemplet til illustration i mit blogindlæg fra den 9. april 2010:
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/fileblending-theoryjpg.html

fredag den 9. april 2010

Grafisk model af en blending-operation bag metaforen 'The lawyer is a shark'

File:Blending theory.jpg

Her har vi en typisk model for den blending-operation som kendetegner en regulær metafor som i sætningen: "Sagføreren er en haj". Altså helt parallel med kampagnemetaforer som skatteål og bolighaj.

Vi har et input-rum hvor "sagfører" står med en række typiske og velkendte egenskaber oplistet, som indgår i definitionen af "sagfører". I det andet input-rum har vi "haj" stående, også med en række konventionelle egenskaber for "hajer". I det såkaldt generiske rum er uddestilleret en række fælles egenskaber for sagførere og hajer. Det er dette rums fællesmængde som udgør den mellemregnng som fører til slutresultatet i det blendede output rum: "The lawyer is a shark".