Bidrag til en web-tv-dramaturgi (7) - citater og 'klip' som naturlige web-tv-formater - og hvad deraf følger

Brugernes forhold til nettet er præget af utålmodighed, i en helt anden grad og et helt andet omfang end forholdet til at se tv.

   I og med at en netside i selve sin opsætning med forskellige links og en lang række muligheder for interaktiv handling, så er brugeren også hele tiden bevidst om at den foreliggende mulighed, fx et videoindslag der kører i playeren, kun er en af mange. Og at hvis det brugeren ser, keder eller er forudsigeligt, så står man bare af og prøver noget andet.

Det helt grundlæggende ved nettet som interaktivt medie er at brugeren har kontrollen og er opdraget til at have den. Derfor er grundholdningen til nettet som medie og konsumptionen af web-tv, præget af en lean-forward-indstilling. Mens almindelig tv-sening i dagligstuen foregår med en lean-backward-indstillng.

   Det kan forklare at de færreste der ser web-tv, ser det i full-screen-format. Det har selvfølgelig noget at gøre med at opløsningen ofte er relativt dårlig i full-screen-visning.

   Og rent psykologisk oplever man når man har aktiveret full-screen i playeren, at man mentalt set bliver ”besat” eller ”styret”, hvad der er typisk for lean-backward-modtagelsen.

   Så for at vælge full-screen af et web-tv-indslag skal helt specielle voyeur-behov tilgodeses i det man ser – type-eksemplet er porno.

De to grundidnstillinger - lean-forward og lean-backward - som adskiller måden at se tv-på når det foregår hhv. ved computerskærmen og foran et stort fladskærm-tv, kan så vidt jeg kan se forbindes med om det er hjernens task-positive netværk eller dens task-negative netværk (også kaldet the default mode network) som dominerer under modtagelsen.

Web-tv-genrerkrav

Kort og koncentreret, det er stikordene til de fleste web-tv-genrer - idet formatets indhold skal kunne konsumeres under en lean-forward-indstilling.
   Langt hen ad vejen er det nærmest at sammenligne med  et reklame-tv-format, et format som også er indrettet på at seerne er utålmodig og vil videre.

   Mange web-tv-indslag er derfor citater og klip – uddrag af større tv-fortællinger – som netop har reklamens karakter: ”Hvis du vil se mere, så gå ind på vores hjemmeside xxxxdotcom.”

   Andre har karakter af uspeakede montager af klip – indsamlet fra forskellig kilder med tematiske fællestræk.
   Rent teknisk er det den simpleste måde at redigere på: klip plus klip plus klip – uden voice over. Fx montager af klip fra forskellige spillefilm med en bestemt type scener, til illustration af en pointe om disse film skrevet på web-siden.

   Filmtrailere og musikvideoer er umiddelbart velegnede som web-tv-indslag – idet de begge er korte og har karakter af ”foreløbige” oplevelser der lover mere.

Fra TV-programmer siden slutnngen af 80´erne kendes genren ”The Funniest Home-videos”. Dem vrimler det også med på nettet, og de har features der på mange måde er prototypen på web-tv-formatet: brugergenereret, uredigeret (dvs. en enkelt scene), og som fortæller en afsluttet historie hvori der sker noget overraskende og morsomt (dvs. et enkelt vendepunkt). Nix weiter.

   Der findes flere hjemmesider med den slags clip: fx wwww.stupidvideo.com. 

   Men også fx DR.dk/Bonanza har mange klip fra tidligere programmer der viser scener "som folk husker" - scener med høj fascinationsværdi. Fx Jørgen Ryge Petersen der vrider halsen om på en due.

TV-nyhedsformatet er i sig selv også velegnet til web-tv – fordi det er kort og dermed nemt konsumerbart i lean-forward-indstillingen.  

   Men i sin standard produktionsform, direkte overført fra broad-cast-tv, er produktionsværdien - indslaget production value - alt for stor i relation til konteksten, og mange nyhedssites med web-tv udnytter ikke - eller alt for dårligt - at nettet tillader og inviterer til en meget mere primitiv, rå og opløst redigering end hvad broadcast kræver.

Klip-formatet er også velegnet til brugergenererede tv-indslag, fordi de kan optages og sendes ind (næsten) uredigeret og oploades til fx YouTube. 

Med Politikens dokumentarforsøg ”CLIPS” på Politiken.dk for 5 år siden har man et klart eksempel på at man omdefinerer et broadcast-format, tv-dokumentaren der normalt ikke er på under 25 minutter, til et der i varighed passer til de utålmodige netbrugere: 5 minutters minidokumentar.

   De fleste Clips-film man så, var så også historier der fortællemæssigt går lige på fra starten: en attac-start uden et egentlig anslag: Man forudsætter at seeren har læst teksten på netsiden som oplæg inden man sætter playeren i gang.

   Anskuer man Clips-filmene med tv-fakta-genre-begreberne: demonstrerende, illustre­rende, afslørende, afdækkende, afprøvende, så var alle Clips-dokumentarerne afdækkende. Montagemæssigt var dem jeg husker, meget simple og uden speak.
   Nogle var mere lyriske end fortællende, husker jeg.

   Læs om projektets ide her:

http://www.dfi.dk/Branche_og_stoette/Filmvaerkstedet/Projekter-og-Workshops/Clips.aspx

Selv har jeg gennem 10 år som medlem af juryen for Danidas "Verdensbilledelegatet" været med til at lancere på nettet mere end hundrede u-landsdokumentarfilm produceret af studerende legatmodtagere. Her er standardvarigheden 12 minutter. 

   Se her - en guldgrube af mini-dokumentarer som kun har kunnet realiseres i kraft af muligheden for lancering på nettet - og det korte format:

http://www.emu.dk/3verden/verdensbilledfilm/index.html

How-to-formatet som man kan finde i mange afarter, er også et som er tilpasset nettet. 

   Der er tale om instruktionsvideoer og gør-det-selv-videoer, ofte af en varighed på ca. 5 minutter, som i høj grad er produceret af 'almindelige mennesker' som har en eller anden form for ekspertise, og praktisk viden de vil dele med andre. 

   Genremæssigt er der er altså tale om brugergenererede demonstrerende indslag.

   Her en oversigt over de bedste How-to-web-video-sider:

1. VideoJug: VideoJug mixes user generated clips with professionally made content. Videos are accompanied by a text version, and you can download clips to your iPod or PSP. This UK-based site is receiving a lot of hype from the British press.

2. Sclipo carries a remix of the YouTube tagline: “Broadcast your skills”. The European startup provides how-to guides in English and Spanish.

3. Sutree: Sutree is a video aggregator that pulls in videos from sites like YouTube and Metacafe. Clips are picked by users and approved by moderators. There are no user profiles or playlists, making it a fairly lightweight offering.

4. 5min: 5min is a "videopedia" with a large amount of content. What we like: it offers unique features like slow-motion and zooming, especially useful for learning new skills.

5. Expert Village: Expert Village is trying to win on volume, with thousands of videos posted by experts. Currently, the site counts more than 1,700 experts and some 17,000 videos.

6. ViewDo: similar to VideoJug, ViewDo provides tagging, comments, video embeds, and RSS feeds for each expert. The contributors are ranked based on their expertise.

7. Helpful Video: With its minimalist interface, Helpful video is one of the few sites where you actually have to pay for some clips. The concept is interesting, but we doubt anyone will pay for your beginner's guide to karate: there are just too many free alternatives.

8. TeacherTube: TeacherTube is YouTube for education, with courses for maths, data processing and literature. The site is organized by “channels” and “groups” (college, university, sciences, technology, Maths…). Features include blog embeds, favorites, tagging and commenting.

9. Vidipedia: Vidipedia wants to be the Wikipedia of the videos. It provides info on personalities, historical events and other content you'd expect to find in an encyclopedia. You can leave comments, download or embed videos elsewhere.

10. YouTube: Don't forget YouTube itself: the YouTube category “How To and DIY provides a massive number of how-to videos and inspiration for projects. In fact, it could crush the others simply because of YouTube's massive userbase.

Beslægtet med dem er en form hvor forbrugere afprøver og tester varer. Altså vi er her inden for genren afprøvende fakta – i kombination med brugergenereret web-tv.

Instruktionsvideoer hvor professionelle lærer fra sig, har jeg selv stiftet bekendskab med inden for fagområdet akvarelmaling. 

   På YouTube vrimler det simpelt hen med meget instruktive relativt korte videoindslag hvor dygtige akvarelmalere demonstrerer deres professionelle håndværksmæssige tricks. Bare søg på "watercolour painting technique". Spejlneuronerne klarer resten.

   Disse indslag fungerer så ofte som reklametrailere for hele video-kurser med mange indslag af samme maler som man kan købe og downloade. Varigheden er mellem 10 og 15 minutter pr. indslag.

Endelig vil jeg her fremhæve de såkaldte Ted-talks-videoer som er et resultat af årlige konferencer hvor kloge folk inden for alle fagområder inviteres til at holde en 18 minutters forelæsning for et inviteret og kvalificeret publikum - om et emne forelæseren er stærkt optaget af - afleveret på en engagerende og inspirerende måde.

   Wikipedia fortæller:

TED (Technology, Entertainment, Design) is a global set of conferences owned by the private non-profit Sapling Foundation, under the slogan "ideas worth spreading".

   TED was founded in 1984 as a one-off event.[1] The annual conference began in 1990, inMonterey, California.[4] TED's early emphasis was technology and design, consistent with its origins in the Silicon Valley.

   The TED main conference is held annually in Long Beach, and its companion TEDActive is held in Palm Springs. Both conferences will move from Long Beach and Palm Springs toVancouver and Whistler, respectively, in 2014.[5] 

   TED events are also held throughout the U.S. and in Europe and Asia, offering live streaming of the talks. 

   They address a wide range of topics within the research and practice of science and culture, often through storytelling.[6] The speakers are given a maximum of 18 minutes to present their ideas in the most innovative and engaging ways they can. 

   Past presenters include Bill Clinton, Jane Goodall, Malcolm Gladwell, Al Gore, Gordon Brown, Richard Dawkins, Bill Gates, Googlefounders Larry Page and Sergey Brin, and many Nobel Prize winners.[7] 

   TED's current curator is the British former computer journalist and magazine publisher Chris Anderson.

   Since June 2006,[1] the talks have been offered for free viewing online, under Attribution-NonCommercial-NoDerivs Creative Commons license, through TED.com.[8] 

   As of May 2013, over 1,500 talks are available free online.[9] By January 2009 they had been viewed 50 million times. In June 2011, the viewing figure stood at more than 500 million,[10] and on Tuesday November 13, 2012, TED Talks had been watched one billion times worldwide, reflecting a still growing global audience.[11]

Jeg har flere gange her på bloggen henvist til TED-video-indslag med forelæsninger holdt af forfattere til de fagbøger jeg har læst og refereret. 

Fakta-fiktion-skellet udviskes

Da mange af de web-tv-indslag der kan afspilles i en player, er citater der er løsrevet fra deres oprindelige kontekst, og fordi der er så mange brugergenerede indslag i cirkulation, så bliver skellet mellem fakta og fiktion udvisket. 

   De garantier og overenskomster mellem afsender/producent og modtager som normalt er knyttet til tv-faktagenrer i broad-cast-tv, svækkes ved løsrivelsen fra den oprindelige kanal-kontekst. 

   Ofte vil det være utroligt svært at finde ud af kilden til klippet, om det der vises, er foregået af sig selv eller er iscenesat, og om klippet oprindelig er tænkt som illustration eller dokumentation.

   Alt det her peger på at web-tv-dramaturgi må tage spørgsmålet fakta-fiktion op.
   Og det kan også være relevant at fokusere på reklamefilmens traditionelle genrer, fordi reklamefilm både er korte og typiske balancerer på kanten af fakta-fiktion-skellet.

Fortsættelse følger her: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/bidrag-til-en-web-tv-dramaturgi-8-tv.html

Vedensbilledlegatet (3) - og de kreative restriktioner

Endnu en gang har jeg deltaget som jurymedlem for de kortfilm der er produceret under Danidas "Verdensbilledlegat". Det er et 10 års jubilæum, og der ligger nu på nettet små 100 "anderledes" ulandsfilm inden for dokumentargenren, hver af en varighed på 10-12 minutter.

   De er alle frit tilgængelige på
http://verdensbilledlegat.emu.dk/
Filmene fra i år er dog ikke nået at blive lagt ind endnu.

I fredags blev de ti film fra i år vist på et stort lærred på Filmskolen for alle legatmodtagerne plus familie og venner. Jeg havde som sædvanlig fået jobbet at lægge op til uddelingen af priserne til de tre film som vi ved afstemning havde fundet ud af skulle være nummer 3, 2 og 1. 

   Her er resultatet:

   "The call of Nepal" af Jonas Unmack Larsenn og Mikkel Cantzler Christensen løb med titlen som årets bedst film 2011.

   Anden pladsen gik til "The world at his feet" af Marie Rosenvang Mathiesen, og Ditte Kræn Østergaard.

   Tredje pladsen gik til "Shared Love" af Anna Gaarde og Theis Christensen

Alle tre film var rigtig gode, og i år synes jeg at alle film var seværdige. Og der var flere kandidater til 3. pladsen. 

   Som regel er der ellers en 2-3 stykker som har så klare mangler i indhold, form og udtryk at det forstyrre oplevelsen markant. 

   Men sådan ikke i år, hvad der faktisk gjorde juryens arbejde lidt mere besværligt end normalt.

Når man så filmene i rap på det store lærred, afsatte der sig et samlet indtryk i sindet - et billede som egentlig svarer rigtig godt til konceptet for filmene: Man kommer til at holde af mennesker, på tværs af grænser, etniske forskelle, generationer, livsvilkår. 

   Og man får en klar oplevelse af "kreativitet uden grænser".

Her kommer mit oplæg til filmene på de tre første pladser. Om ikke så længe kan man også se dem på nettet.

De fleste år har der været film med som handler om det de selv er: altså film om film. Erfaringsmæssigt er de faktisk noget af det sværeste at lave. Hvis resultatet vel og mærke skal blive rigtig vellykket.

  Det med sådan en ”medie i mediet kinesisk æske” - bliver tit lidt halvkikset, fordi både producenter og publikum skal holde styr på flere oplevelsesplaner.

  Sådan ikke i år. I år lykkedes det.

  Vi fik en film om en film - med charme, humør og action.

  Vilkårene er godt nok nogle andre end Hollywoods – eller danske film med millionstøtte fra Fiminstituttet. Og der er kun tre dage fra sidste optagedag til premieren.

  Men produktionsvirkeligheden – the inside story - er uhyre genkendelig for alle der har snuset det mindste til branchen.

  Her er det så ovn i købet en film hvor virkelighed og fiktion på fornøjeligste vis kom til at spille sammen og dermed give en særlig dimension til filmens universelle tema: kærlighed og utroskab – med to dejlige skuespillerinder som hovedpersoner - både i fiktionen og i virkeligheden.

  Tredjepladsen går til: SHARED LOVE - af Anna Kirstine Overby Gaarde og Theis Mølsted Christensen

Her kommer oplægget til filmen på anden-pladsen:

Det ligger i målsætningen for Verdensbilledlegat-filmene, at de skal komme uden om de stereotype og skabelonagtige bøddel-offer-historier fra ulandene som vi oftest møder i broadcast-nyhedsmedierne.

   Filmen på 2.-pladsen er én som man ikke kan undgå at blive optimist på menneskenes vegne af at se. Og den er fuld af overraskelser – fra scene til scene. 

   Undervejs får man den ene positive aha-oplevelse efter den anden.

   Baggrunden er tragisk og og giftig, og historien minder én om at moderne krigsførelse altid har langtrækkende virkninger for civilbefolkningens liv og sundhed flere generationer senere.

    I bogstavligste forstand er det historien om en dreng og en ung mand der mod alle odds bliver mønsterbryder, og som viser at den menneskelige psyke og den menneskelige krop kan indeholde næsten eventyrlige ressourcer og udviklingspotentialer.

   Den vietnamesiske unge mand – med fornavnet Tri - bliver på den måde universel rollemodel for alle der må slås med fysiske handicaps og barske materielle begrænsninger. 

   På andenpladsen blandt årets Verdensbilledlegat-film : THE WORLD AT HIS FEET – af  Marie Rosenvang og Ditte Kræn Østergaard.

Og her følger oplægget til vinderfilmen:

Noget af det mest fascinerende ved samfundsudviklingen i mange u-lande, er at de frækt og uimponeret springer faser over som vi i vores verden forestiller os nærmest er lovbundet at samfundene skal følge og gennemgå: trin for trin for trin.

   Det betyder at de sociale forandringer som hos os i vesten måske tager mange årtier, i u-landene - gennem kommunikations-teknologiske tigerspring - kan accelerere - som en film der spilles 8 eller 16 gange hastigheden.

   Vinderfilmen i år udmærker sig ved at den ikke blot har haft skarpt fokus på temaet, men også at den har fortalt sin historie med en usædvanlig friskhed og humør.

   Den revolutionerende effekt af mobiltelefonens indmarch på hverdagslivet  og de sociale relationer i et u-lands-samfund, bliver i den grad dokumenteret og levendegjort her.

   Og det sker vel at mærke med en særdeles kreativ udnyttelse af den  dramaturgiske værktøjskasse - i både plot, optagelse og redigering. Her får man virkelig illustreret hvad set up og pay off i filmfortælling går ud på. Og hvor effektivt det kan bruges.

   Årets vinderifilm er:  THE CALL OF NEPAL – af Mikkel Cantzier Christiansen og Jonas Unmack Larsen.

Grundlæggende illustrerer hele ideen bag Verdensbilledlegatet princippet om kreative restriktioner. 50.000 kr. er jo peanuts i forhold til hvad dokumentarfilm ellers koster at producere. Formatet på de 12 minutter tvinger til koncentration og intensitet i fortællingen. Virkeligheden i et uland er simpelt hen vanskelig at tackle på de få uger man har til rejse og optagelser. Der er sprog- og kulturmøde-problemer. Modvillige myndigheder, kulturelle tabuer og grænsesættende modstand. Og for at få en film i kassen, kræves både disciplinering og planlægning på den ene side, og evnen til at improvisere på den anden. 

   Til de kreative restriktioner hører også at filmmagerne jo grundlæggende er amatører og meget uerfarne (selv om de fremstiller det lidt mere rosenrødt når de søger). Så i det lys er de faktisk fantastisk hvad de får ud af det, og hvad de lærer undervejs.

I år har der været oprettet en fælles blog på nettet, så de og vi har kunnet følge nogle af de forskellige gruppers kreative problemløsningsprocesser undervejs. Det er indimellem også både gribende og munter læsning: http://blog.3world.dk/bloggen/

Legatet og processen der fører frem til filmene, har jeg har skrevet om i to tidligere blogindlæg. Sidst her hvor jeg beskriver seminaret og hvordan det fungerer i forhold til de 10 grupper af legatmodtagere som har fået godkendt deres ansøgning
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/verdensbilledlegatet-en-multimixer-der.html.

Verdensbilledlegatet (2) - seminaret som en mental multimixer af kreative hjerner

Jeg har i forgangne weekend medvirket på et weekendseminar for de 10 vindergrupper af Danidas "Verdensbilledlegatet", som man kan læse mere om på www.3world.dk.
   For godt et år siden skrev jeg et introducerende indlæg om Verdensbilledlegatet som helhed ud fra et kreativitetssynspunkt: http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/verdensbilledlegatet-en-kreativ-ide-der.html.
   Nu zoomer jeg ind på en del af processen: seminaret for de 10 udvalgte grupper der har modtaget legatet, et seminar som afholdes kort efter offentliggørelsen af vinderne og inden legatmodtagerne for alvor slippes løs på virkeligheden.

De 10 grupper, som alle er studerende fra forskellige videregående uddannelser, er sammen et døgn på et kursussted. De får her en masse faktuel nødvendig orientering for at kunne klare alt det høj- og lav- praktiske omkring dette: i løbet af nogle få måneder at have gennemført produktionen af en tematisk bestemt u-lands-dokumentarfilm på 12 minutter, hvor det afgørende element er at de skal rejse til et u-land og i løbet af 14 dage til en måned der lave optagelserne til filmen, som de så skal redigere når de kommer hjem og  skal aflevere til en tidsfrist i starten af september.

  Derudover er seminarprogrammet delt i tre dele: 

• et seks timers kursus i fakta- og dokumentardramaturgi, udelukkende baseret på udvalgte eksempler fra de foregående års legatfilm; det styrende princip for udvælgelsen af de film som vises, er at de skal være nogen af de bedste af de snart 100 film som ligger tilgængelige på nettet, og samtidig skal de eksemplificere et bredt register af fortælleformer og fortæller-plot. 
• en fællesseance hvor hver gruppe efter tur over for forsamlingen først kort "pitcher" den ide de har fået legatet på; derefter kan alle de andre gruppe komme ind med coachende spørgsmål og bidrage med ideer til research, fortælling og videre konceptudvikling; til slut får hver gruppe gode råd og konstruktiv kritik fra to "eksperter" der har læst og reflekteret over alle 10 ansøgninger.
• en legatvinder-gruppe fra sidste år kommer og viser sin film og fortæller om de erfaringer de har gjort sig under forberedelsen, optagelserne og redigeringen af filmen; både principielle og generaliserend konklusioner og lavpraktiske råd og anvisninger. 

Erfaringen er gennem årene at deltagerne er meget, meget glade og meget tændte når seminaret er slut; og synes de er blevet væsentligt klogere på og afklarede med hvad de kan, skal og vil gøre for at få succes med at producere deres film.

Jeg tænker at det skyldes at seminaret er blevet et socialpsykologisk forum for et kompleks af kreative konceptuelle blendingprocesser i hovedet på deltagerne.

Hvilke konceptuelle input-rum er det så som mixes på kryds og tværs - før og under seminaret?

1. De forestillinger de studerende har om hvad det er de ikke skal lave: dvs. deres aktiverede forestillinger om u-landsstereotypier og -klicherer som de kender og har fra den normale mediedækning, disse forestillinger blandes med de forestillinger som selve den stillede opgave aktiverer i dem, forestillinger som er styret af de erfaringer alle har med selv at have rejst og evt. arbejdet i u-lande. Outputtet af denne blendingproces er det ideoplæg de har leveret i deres ansøgning om legatet, og som typisk kombinerer ønsketænkning med faktuel viden i et eller andet forhold.
2. Dette oplæg og de bagvedliggende forestillinger konfronterer de så med oplevelsen af den serie af film de får vist fra tidligere års legater på seminaret. De skal altså blende deres egne fantasier med de forestillinger de får aktiveret ved at se, opleve og få sat ord på nogle af de bedste film fra tidligere år. Det giver dem dels en masse ideer til hvordan de kan realisere deres egen film-ide, dels tager de nogle beslutninger a la: "Sådan vil vi i hvert fald ikke lave det", og dels øger det deres generelle ambitionsniveau gevaldigt: "Det kan vi da gøre lige så godt", eller "Det kan vi da gøre bedre", kan man se de sidder og tænker.
3. Ved feed-back-seancen efter det korte kursus pitcher hver gruppe kort deres ide, og allerede på det tidspunkt er der sket ændringer i forhold til det de skrev. Tilbagemeldingen i form af spørgsmål og konstruktive forslag fra andre indebærer at hver gruppe bliver ydereligere afklaret med hensyn til indhold, fortælling og retning for deres film (eller uafklaret og forvirret "på et højere niveau"). Og de sidder når aftenen er slut, med et konceptuelt output-rum omkring deres film som mentalt set bobler og syder, og som emotionelt set er godt varmet op. De er på spring!
4. Dagen derpå møder de endnu et input-rum hvori deres selvbillede og deres egen rolle bliver fremskrevet til et forestillet fremtidsscenario hvor filmen er færdig - i form af den filmforevisning og erfaringsfremlæggelse som en gruppe fra sidste års legatmodtagere leverer. Igen kan man høre på de spørgsmål deltagerne stiller efter fremlæggelsen at den mentale position de nu spørger ud fra, ligger milevidt fra det konceptuelle rum som deres ansøgning fra før seminaret var udtryk for. Spørgsmålene er konkrete og to the point. Denne sidste blendingproces betyder at de nu ser sig  selv placeret i et friskt konceptuelt output-rum hvor de har rollen som potentielle kommende dokumentarfilm-instruktører - med en mission!

Set i en kreativitetsteoretisk frame - gennemført med så få midler og på så kort tid, så fungerer seminarforløbet simpelt hen eksemplarisk. 

   Derudover er der jo også nogle klare sociale gevinster: erkendelsen af at de alle er "i samme båd", og at de rent faktisk kan hjælpe og bruge hinanden undervejs. 

   Det betyder også noget at de får relativeret den faglige frame fra eget studium, ved at møde unge fra helt andre uddannelser med en faglig frame der adskiller sig markant fra deres egen: journaliststuderende, antropologistuderende, lærerstuderende, sygeplejestuderende, statskundskab-studerende, studerende fra kulturmød- og udviklingsstudier, etc. etc.

Verdensbilledlegatet - en kreativ ide der inviterer til kreative ideer og kreative produkter

Jeg sidder og læser 145 ansøgninger fra studerende fra alle mulige uddannelser og studier rundt omkring i hele Danmark. Ansøgningerne indeholder korte ideoplæg til små dokumentarfilm (ca. 12 minutter) om historier der foregår i ulandene.

  Det er nogen gange kedeligt og søvndyssende læsning, og så indimellem - faktisk i årets bunke ret tit - sjovt, spændende og interessant. Der er faktisk en række gode og kreative ideer, hvor man ved læsningen bare siger: "Den kunne det være sjovt at se hvad de kunne få ud ud af. Det har jeg da vist ikke set eller hørt om før - lige fra den vinkel og med den historie."

Jeg har nu i 9 år været aktivt med i et projekt som jeg oplever som noget af en hjertesag fordi det i den grad stimulerer til kreativ tænkning: Verdensbilledlegatet. Det er et Danida-financieret filmstøtteprojek, som ligger i regi af Danidas Informationsudvalg. Det er dem der bevilger den million kroner som det koster pr. år.

  Jeg sidder i juryen på 6-7 mennesker, der årligt udvælger de ti grupper der får tildelt legatet på baggrund af skriftlige ansøgninger. Legatet er på 50.000 kr. til hver af de ti grupper. Ansøgningerne skal hvert år forholde sig til et nyt tema som Informationsudvalget beslutter. I år er temaet DILEMMA. Forrige år var det VAND, sidste år var det GENERATIONER.

Til efteråret skal vi i juryen så gennemse og sammen diskutere de ti film der er kommet ud af det i 2010. Og vi skal til sidst vælge - ved afstemning - en vinder, og nummer 2 og 3. De får så nogle graduerede pengepræmier: 10.000 kr. til vindergruppen.

Ideen var og er genial og kreativ i al sin enkelhed.

Danidas Informationsudvalg ønskede at få fat i en målgruppe som det ellers er rigtig svært at få tag i - når det drejer sig oplysning og formidling om ulandende: unge studerende. Informationsudvalget ønskede at få lavet nogle relativt korte dokumentariske film der var velegnet til undervisningsbrug. Og hvor vinklen skulle være ny og anderledes end den sædvanlige fordomsfulde om ulande i de traditionelle medier: at der er tale om lande beboet stakkels ofre for alskens elendighed som det er synd for og som vi af medlidenhed skal hjælpe. Målet var og er altså at bryde danske og vestlige stereotyper og klichetænkning om u-landene gennem en anden optik.

Man ville udnytte at teknikken med digitale kameraer og digital redigering nu omkring årtusindskiftet var blevet så relativt billig og overkommelig og af en teknisk kvalitet at selv unge mennesker der ikke havde særlige forudsætninger i forhold til film og video, ville kunne "lande på benene" med en seværdig film hvis bare ideen var god nok.

Første år 2002 kom der over 1000 ansøgninger med ideer og forslag til film. Mange havde sendt 5 forslag ind. Siden er det årlige antal faldet til et mere passende og overkommeligt tal: 130-180.

Nu ligger der på nettet, til fornøjelse for alle interesserede og til brug for lærere og elever, omkring 70 minidokumentarer på ca. 12 minutter pr. stk. - dækkende næsten alle de ulande som i teorien kan modtage dansk ulandshjælp, og med et bredt spektrum af fortællinger om menneskers liv i en mangfoldighed af virkeligheder som man ellers aldrig får indtryk af via de store nyhedsjournalistisk dominerede medier.

Den oprindelig ide var i sig selv udtryk for kreativ tænkning i forhold til at vække interesse for ulandene i en ny målgruppe, konceptet stimulerer til kreativ tænkning hos en masse studerende, og ud i den anden ende kommer der mange rigtig kreative film og historier om vigtige emner Hvis det at noget er grænseoverskridende, er udtryk for kreativitet in action, så har vi med Verdensbilledlegatet noget der ud fra mange forskellige vinkler i den grad lever op til prædikatet.

Og så har jeg glemt at sige at det ligger i ideen, at de 10 legatvindende grupper, når deres film er produceret og bedømt, har forpligtet sig på en plan for hvordan de kommer ud og viser deres film med ledsagende foredrag - på skoler, højskoler, filmfestivaler, lokale tv-stationer, mv.

De fleste år er der i øvrigt en eller to grupper som får sig sådan et kick af at være med, at de fortsætter ad den bane - med at producere film fra og om ulandene, deres kultur og deres mennesker.

Ansøgningsmuligheden er slut for i år. Men vil du vide mere, kan du på nettet gå ind på adressen: hhtp://www.3world.dk/ - og hvis du vil se nogle af filmene, gå ind på: hhtp://verdensbilledlegat.emu.dk/

Ikke alle film er naturligvis lige gode. Men se f.eks. "Kampuchea", "Gartneren og hans 21 blomster" fra sidste år; "Gypsies of the Sulu Sea" og "En fløjtespiller fortæller om fem fjender" fra 2008; "Fangernes børn", "Outdong Dreams" og "Mr. Banda and the Lady Detectives" fra 2007; "Mit andet navn" og "Balletdrømme i slummen" fra 2006; "Open Court", "Den gamle mand og søen" fra 2005; "The Killing Fields", "China Lunch Hour", "Floden Dzachu" fra 2004; "Min onkels Porche" fra 2003; "Warsaai Salaam", "Ladies Compartment", "De dødes by" 2002

God fornøjelse!