Jeg sidder og læser 145 ansøgninger fra studerende fra alle mulige uddannelser og studier rundt omkring i hele Danmark. Ansøgningerne indeholder korte ideoplæg til små dokumentarfilm (ca. 12 minutter) om historier der foregår i ulandene.
Det er nogen gange kedeligt og søvndyssende læsning, og så indimellem - faktisk i årets bunke ret tit - sjovt, spændende og interessant. Der er faktisk en række gode og kreative ideer, hvor man ved læsningen bare siger: "Den kunne det være sjovt at se hvad de kunne få ud ud af. Det har jeg da vist ikke set eller hørt om før - lige fra den vinkel og med den historie."
Jeg har nu i 9 år været aktivt med i et projekt som jeg oplever som noget af en hjertesag fordi det i den grad stimulerer til kreativ tænkning: Verdensbilledlegatet. Det er et Danida-financieret filmstøtteprojek, som ligger i regi af Danidas Informationsudvalg. Det er dem der bevilger den million kroner som det koster pr. år.
Jeg sidder i juryen på 6-7 mennesker, der årligt udvælger de ti grupper der får tildelt legatet på baggrund af skriftlige ansøgninger. Legatet er på 50.000 kr. til hver af de ti grupper. Ansøgningerne skal hvert år forholde sig til et nyt tema som Informationsudvalget beslutter. I år er temaet DILEMMA. Forrige år var det VAND, sidste år var det GENERATIONER.
Til efteråret skal vi i juryen så gennemse og sammen diskutere de ti film der er kommet ud af det i 2010. Og vi skal til sidst vælge - ved afstemning - en vinder, og nummer 2 og 3. De får så nogle graduerede pengepræmier: 10.000 kr. til vindergruppen.
Ideen var og er genial og kreativ i al sin enkelhed.
Danidas Informationsudvalg ønskede at få fat i en målgruppe som det ellers er rigtig svært at få tag i - når det drejer sig oplysning og formidling om ulandende: unge studerende. Informationsudvalget ønskede at få lavet nogle relativt korte dokumentariske film der var velegnet til undervisningsbrug. Og hvor vinklen skulle være ny og anderledes end den sædvanlige fordomsfulde om ulande i de traditionelle medier: at der er tale om lande beboet stakkels ofre for alskens elendighed som det er synd for og som vi af medlidenhed skal hjælpe. Målet var og er altså at bryde danske og vestlige stereotyper og klichetænkning om u-landene gennem en anden optik.
Man ville udnytte at teknikken med digitale kameraer og digital redigering nu omkring årtusindskiftet var blevet så relativt billig og overkommelig og af en teknisk kvalitet at selv unge mennesker der ikke havde særlige forudsætninger i forhold til film og video, ville kunne "lande på benene" med en seværdig film hvis bare ideen var god nok.
Første år 2002 kom der over 1000 ansøgninger med ideer og forslag til film. Mange havde sendt 5 forslag ind. Siden er det årlige antal faldet til et mere passende og overkommeligt tal: 130-180.
Nu ligger der på nettet, til fornøjelse for alle interesserede og til brug for lærere og elever, omkring 70 minidokumentarer på ca. 12 minutter pr. stk. - dækkende næsten alle de ulande som i teorien kan modtage dansk ulandshjælp, og med et bredt spektrum af fortællinger om menneskers liv i en mangfoldighed af virkeligheder som man ellers aldrig får indtryk af via de store nyhedsjournalistisk dominerede medier.
Den oprindelig ide var i sig selv udtryk for kreativ tænkning i forhold til at vække interesse for ulandene i en ny målgruppe, konceptet stimulerer til kreativ tænkning hos en masse studerende, og ud i den anden ende kommer der mange rigtig kreative film og historier om vigtige emner Hvis det at noget er grænseoverskridende, er udtryk for kreativitet in action, så har vi med Verdensbilledlegatet noget der ud fra mange forskellige vinkler i den grad lever op til prædikatet.
Og så har jeg glemt at sige at det ligger i ideen, at de 10 legatvindende grupper, når deres film er produceret og bedømt, har forpligtet sig på en plan for hvordan de kommer ud og viser deres film med ledsagende foredrag - på skoler, højskoler, filmfestivaler, lokale tv-stationer, mv.
De fleste år er der i øvrigt en eller to grupper som får sig sådan et kick af at være med, at de fortsætter ad den bane - med at producere film fra og om ulandene, deres kultur og deres mennesker.
Ansøgningsmuligheden er slut for i år. Men vil du vide mere, kan du på nettet gå ind på adressen: hhtp://www.3world.dk/ - og hvis du vil se nogle af filmene, gå ind på: hhtp://verdensbilledlegat.emu.dk/
Ikke alle film er naturligvis lige gode. Men se f.eks. "Kampuchea", "Gartneren og hans 21 blomster" fra sidste år; "Gypsies of the Sulu Sea" og "En fløjtespiller fortæller om fem fjender" fra 2008; "Fangernes børn", "Outdong Dreams" og "Mr. Banda and the Lady Detectives" fra 2007; "Mit andet navn" og "Balletdrømme i slummen" fra 2006; "Open Court", "Den gamle mand og søen" fra 2005; "The Killing Fields", "China Lunch Hour", "Floden Dzachu" fra 2004; "Min onkels Porche" fra 2003; "Warsaai Salaam", "Ladies Compartment", "De dødes by" 2002
God fornøjelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar