Den kreative personlighed: Günter Wallraff - journalisten der hellere ville være en anden.

Günter Wallraff var i mine unge dage en af mine store helte: den tyske journalist der i en lang periode gik undercover – forklædte sig og levede som en tyrkisk fremmedarbejder, for bagefter at bruge sine oplevelser og erfaringer til kritisk journalistisk dokumentation af den kapitalistiske storindustris grove undertrykkelse og udnyttelse af disse arbejdere. 

   Jeg har i sin tid læste flere af hans bøger med de afslørende arbejdspladsreportager. Men har faktisk ikke tidligere interesseret mig for hvem han egentlig var, hvad hans baggrund var, og hvad der drev ham til disse spektakulære forklædnings- og afslørings historier.

Hvis vi som et grudkendetegn på den særligt kreative personlighed går ud fra at der er tale om en slags mental personlighedsspaltning – så må han i den grad være kandidat i kraft af sin specielle journalistiske arbejdsform. Og denne splittede kreative personlighed, er det jo så min hypotese, hænger sammen med oplevelser af tab og savn, mobning, rodløshed og fremmedgørelse i barndom eller ungdom.

   Der er her i år udkommet en oversat tysk biografi om denne journalist og forfatter med de afvigende kreative og moralsk diskutable researchmetoder: 'Günter Wallraff – manden selv. En biografi af Jürgen Gottschlich'. Heri fortælles på side 36 hvordan Wallraffs mor, på grund af ekstrem fattigdom, mens faderen lå langtidssyg på hospitalet, anbragte sin 5-årige søn på et børnehjem:

På hjemmet skulle børnene aflevere deres tøj. I stedet fik de alle sammen ens kitler. ”Det var som at blive delt i to,” siger Wallraff i dag. ”Man mistede sin egen lugt, hele sin identitet.” Senere har Wallraff forklaret sin lyst til rollespil og til at optræde som en anden person som sin søgen efter egen identitet, der kunne have sit udspring i oplevelsen med børnehjemmet. ”Det var en traumatisk oplevelse for mig.” Hans verden brød sammen, og han følte sig forladt. (…) ”Endnu i dag må jeg kæmpe med angsten for tab.”

Nøgleformuleringen er for mig "Det var som at blive delt i to".

   Jeg har en mere og mere indædt mistanke om at vi hos kreative personligheder næsten altid kan finde den slags kerneoplevelser der har karakter af mentale sår efter stærke oplevelser af savn, udstødelse og tab - og med en permanent psykisk "sårskorpe" der irriterer i underbevidstheden og derfor stimulerer til fantasier og kreativ tænkning.

   Det lugter jo noget af Freud, men hvad så?

Hvis jeg fabulerer lidt videre, så kan man jo tænke sig at de ubevidste blending-operationer som vi har set ligger bag megen om ikke al kreativ tænkning og alle kreative produkter, at de også kan foregå i forhold til en splittet og modsætningsfuld personlighed. 
   Hvis vi betragter den kreative personlighed som en der typisk udgøres af "to personer i en", så ligger det lige for at se de to sider af personen som to forskellige mentale eller konceptuelle rum der leverer input til en kreative proces. 

   Forstået sådan giver det mening af betragte de kunstneriske produkter som "blendede" af virkelig erfaring og fantasivirksomhed - som forsøg på mentalt gennem den kunstneriske virksomhed at bygge bro over personens indre spændinger og modsætninger. 
   Og det giver tilsvarende mening at betragte selve kunstnerpersonligheden som en særlig psykisk konstruktion hvori der permanent er installeret en konceptuel "blender" der hele tiden "kører" for at fortælle den bagvedliggende livshistorie i kamufleret form. 

   Som metaforisk tanke vel egentlig meget sjov.