Forestil dig at...

Jeg fortsætter lidt i sporet fra det tidligere indlæg om conceptual blending. Når tænkningen foretager den slags processer så integreres og komprimeres semantiske betydninger fra to forskelllige mentale rum.
   Blending gennemsyrer rigtig mange slags sprogbrug hvor man skal forestille sig en verden hvor noget dårlig sker, og en anden verden som lever op til ens ønsker. F.eks. i skilte:

• Græsset må ikke betrædes. (afsenderen forestiller sig en verden hvor modtageren betræder græsset, og forestiller sig en verden hvor modtageren så ikke betræder græsset af angst for konsekvenserne).
• Cykler fjernes uden ansvar. (tilsvarende: en forestillet verden hvor en cykel er henstillet, og en forestillet verden hvor cyklen alligevel ikke bliver henstillet af angst for konsekvenserne).
• Hunden bider. (afsenderen forestiller sig en verden hvor en person trænger ind på hans eller hendes private grund, og bliver bidt af den hund der er på grunden, og forestiller sig en verden hvor en potentielt indtrængende bliver ude og ikke bliver bidt af hunden - af angst for at hunden skal bide ham).

Der er altså tale om ubevidste tankeprocesser som er gået forud for at skiltene skrives, og som så er blevet integreret gennem udtrykkene på skiltene. Og de skrives som et mentalt produkt af conceptual blending og forudsætter at modtageren i sin forståelse kan disintegrere de mentale rum der indgår i "mixet": Hvis jeg trænger ind, bliver jeg bidt, hvis jeg ikke trænger ind, bliver jeg ikke bidt.

I Weekendavisen indledes en artikel af Birte Weiss med rubrikken "De håndsky"  således:

OXFORD - Man ser ham for sig, fadermonstret. En skygge der tårner sig op foran sin familie, grænseløs i sin magtudfoldelse, umulig at modsige. Han bestemmer, andre adlyder. Og fordi han slipper afsted med det, bliver den psykiske og fysiske terror efterhånden en selvfølge med trusler, tæv, voldtægt og generel vanrøgt. Der er ingen bremseklodser, for myndighederne griber ikke ind. Der er bekymrede, men venter på beviser. De ventede i mere end 30 år.

I forhold til denne historie om et engelsk fadermonster er de meget omtalte danske sager fra Sønderborg og Brønderslev om terroriserede og misbrugte børn til at overskue. Men dilemmaerne er de samme: Hvor slutter privatlivets fred, og hvor begynder samfundets ansvar? Hvor håndfaste skal beviserne være, før myndighederne griber ind? (...)

Hvilken blandingstænkning styrer denne tekstindledning, hvilke operationer mellem mentale rum indebærer den?

Først forestiller et "man" sig et rum i England med et "fadermonster" der terroriserer sin familie på forfærdeligste vis - i 30 år - uden at myndighederne greb ind. Derefter skal vi forestille os et andet rum i Danmark med handlinger og begivenheder der ligner, men ikke er nær så alvorlige. Endelig skal vi forestille os et tredje rum hvor det er disse ligheder der er de eneafgørende, mens vi ser bort fra forskelle i alvor. I denne syntetiske 3. verden er det så muligt at udsige at dilemmaerne er identiske. Og at man altså kan argumentere i forhold til omstændighederne i Danmark ved at beskrive omstændighederne i England.
Denne blending-operation gør det altså muligt at se på de danske myndigheders manglende indgriben og passivitet i de aktuelle sager fra Sønderborg og Brønderslev med en vis forståelse, fordi de engelske myndigheder i et meget værre tilfælde og i en periode på 30 år undlod at gøre noget på en mistanke uden afgørende bevis.

Denne retoriske argumentationsanalyse, som jeg selv er ret glad for, ville jeg faktisk ikke kunne have foretaget før jeg fik og forstod begrebet om "conceptual blending."

Et eksempel fra dagligdagen. Fruen og jeg kører på motorringvejen fra syd mod nord. Vejen har tidligere været en del af den faste rute for min kones tur til arbejde. Hun siger pludselig:

"Når jeg kører her, tænker jeg på hvor dejligt det er at jeg ikke skal til X-byen (=navnet på det sted hun arbejdede i mange år)".

Her kombineres igen to mentale rum via blending-tankeoperationer: et aktuelt input-rum hvori hun kører et eller andet sted hen som ikke er hendes tidligere arbjedsplads, og et fortidigt input-rum der ligner (samme vejstykke), men hvor hun kører på arbejde. Hun udtrykker glæden ved at ligheden mellem de to rum ikke er total, nemlig når det gælder retning og mål for kørslen. Hun har altså frigjort sig fra de negative følelser som ellers ledsagede hende under turen på det stykke vej tidligere