Politiske konvertitter - grænseoverskridende kreativitet, holdningsmæssig blending og identitetssøgen

En gåde: Hvad har følgende personer til fælles?

• Pernille Rosenkrantz-Theil
• Karen Jespersen 
• Tom Behnke
• Ole Sohn,
• Eyvind Vesselbo 
• Anne Grete Holmsgaard 
• Peter Duetoft
• Louise Frevert
• Naser Khader 
• Christine Antorini

Ja, rigtigt. De har alle været relativt fremtrædende politikere i ét parti, - har forladt det og er derefter gået over til et andet.

Jeg har ikke tænkt på det før, men ud fra et kreativitetssynspunkt er de jo alle grænseoverskridende mønsterbrydere; mennesker som mentalt set på et tidspunkt i deres liv forbinder "elementer" som ellers har været adskilt: deres egen politiske personlighed forankret i ét partitilhørsforhold som de har har forladt - og deres egen politiske personlighed indlejret i et andet parti som de har meldt sig ind i.

   Dette andet parti og dets ideer har de i større eller mindre omfang bekæmpet eller konkurreret med mens de tilhørte det første. Og det er dette andet parti fra hvis ideologiske platform de i fremtiden skal bekæmpe og konkurrerer med det parti som de tidligere har været medlem af.

Bitter, ensom og indebrændt

... er rubrikken for en artikel i Weekendavisen fra den 22. juli som tematiserer den problemstilling. Journalisten er Søren K. Villemoes. Overliggeren lyder:

Det er svært for en politiker at skifte parti. Ens nye venner er mistroiske, mens de gamle ryster på hovedet. Troværdigheden lider skade, og chancerne for en succesfuld politiske karriere bliver som regel mindre. Alligevel er der mange, der tager springet.

Artiklen opregner en række af de kendte eksempler som er nævnt ovenfor, og beskriver de problemer og omkostninger et partiskift har for de fleste - sat på spidsen i rubrikkens formulering.

   Men den giver ikke noget forsøg på at forklare at der "alligevel er mange der tager springet".

Langt de fleste mennesker ændrer holdning i løbet af et liv. Ofte flere gange og på mange forskellige områder. Det er jo sådan set naturligt, noget der kommer med alderen, med indgåelse eller opløsning af parfohold, med afsluttet uddannelse, med nyt job og med ændring af andre sociale omstændigheder.

    Så hvorfor skulle det være så svært at skifte parti når man er politiker?

Her kan man bruge nogle begreber i en model som kommuikationsforskerne Kartrine Lund, Helle Petersen m.fl. bruger til at beskrive og analysere en virksomheds kommunikationsproblemer når den er under forandring:

• IDENTITET: den man dybest set er (mht. værdier og holdninger)
• IMAGE: den man ønsker at fremstå som 
• ETHOS: den opfattelse andre har af en

En veletableret politiker med en vis solid forankring i vælgerkorpset og i sit parti, for ham eller hende vil der typisk være en god overensstemmelse mellem identitet og image, hvilket resulterer i en god ethos - et godt omdømme i vælgernes og partiets øjne: Vi ved hvor vi har ham/hende, vi ved hvad vedkommende står for, der er god overensstemmelse mellem de poltiske udtalelser og politiske handlinger!

Skifter man så parti, så ryger den politiske ethos i højere eller mindre grad, troværdigheden undermineres og smuldrer. 

  For enten har politikeren sejlet under falsk flag i det gamle parti - man har haft et image som har været påklistret og ikke i overensstemmelse med ens sande jeg; eller man har rent faktisk skiftet identitet - dvs. ændre centrale værdier og holdninger, så der ikke mere er dækning for det hidtidige image man har stræbt efter. 

   Uanset hvad forklaringen er, så svækker det de politiske interessenters og stakeholderes tillid, og det er rigtig svært at genoprette sin politiske ethos i den nye parti-kontekst.

Jeg har nu den teori at mange af de politikere som skifter parti, tilhører gruppen af særligt kreative personligheder - altså personligheder der er autoteliske, som oplever sig fremmedgjorte i forhold til forskellige sociale miljøer, og som kæmper med at definere deres identitet. 

   Og at hvis denne identitetssøgen og indentitetskamp har ført dem ind i et forpligtende forhold til et bestemt parti og partiprogram og givet dem en position indadtil og udadtil i det parti, så har det haft den naturlig omkostning at sider af personligheden har følt sig "fremmedgjort" i forhold til det image som politikeren har opbygget igennem sit arbejde for partiet. 

En forfatter kan kreativt udfolde sin identitetssøgen og identitetsudvikling gennem blending af konceptuelle rum i skiftende simulerende fiktioner, genrer og stilarter hen gennem sit forfatterskab. Og det forventes endda at han fornyer sig. 

   De tilsvarende identitets-operationer for en kreativ politisk personlighed er noget der har meget større omkostninger - for politikerrollen må ikke fremstå som noget påtaget - som en fiktion. Så ryger troværdigheden både i forhold til vælgerene, til det gamle parti og til de nye partikammerater. 

   Og journalisterne skal nok i deres artikler om konvertitteten understrege den permanente ethossvækkelse det for altid medfører at skifte parti og dermed skabe usikkerhed om den politiske personligheds identitet.

   Jeg minder i øvrigt om mine analyser af Henrik Dahls personlighed i lyset af hans optræden i offentligheden og hans politiske skiften ham fra bog til bog: http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre.html

Artiklen i Weekendavisen fremhæver at den anden udvej, at skabe et helt nyt parti der er skræddersyet til identiteten, har meget større udsigt til at lykkes - hvis man tør og har karisma nok: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Preben Møller Hansen, Aksel Larsen, Anders Samuelsen, Pia Kjærsgaard.

   Jeg tror ikke det i denne sammenhæng er en tilfældighed at de alle har det særlige forhold til sproget at det i meget høj grad er erfaringssprog de gør brug af når de udtaler sig offentligt.