Knud Rasmussen - en særligt kreativ personlighed

Det er et stykke tid siden jeg på bloggen her har registreret eksempler på den særligt kreative personlighed. Jeg blev mindet om det igår da formand for børnerådet Lisbet Zornig Andersen blev interviewet. Hende har jeg i en tidligere blogindlæg henregnet til den særlige personlighedstype - bla. med baggrund i hendes barske barndomshistorie. 

  I Information i dag er der imidlertid et rigtig pragteksemplar omtalt, med afsæt i Niels Barfods biografi om Knud Rasmussen: "Manden bag helten".

Man kan stort set vinge alle kendetegnene på den særligt kreative personlighed af under læsningen. Først og fremmest flere personer i en-syndromet, flere sprog, flyttet omkring som barn, savn og hjemve, identitetsproblemer, fremmedgørelse - og eksplosiv kreativitet:

Knud Rasmussen voksede op i Jakobshavn, hans mor havde grønlandsk blod i årene, faren var dansk præst, og Knud var fra barnsben tosproget.

   Med tiden udviklede han en 'hvid' side og en 'eskimoisk' side. Den sidste kunne han vise i Danmark og Europa, den første stod forrest i Grønland, hvor han var beskytteren, velgøreren, ja, kongen - men ikke  grønlænder, sådan som man opfattede ham i København.

   Ifølge Barfoed var han desuden livsglad, social, en womannizer af guds nåde, handlekraftig, et organisationstalent og samtidig digter med en dybfølt sans for naturen - også menneskenes. På den ene side Aladdin, på den anden side lukket, konfliktsky, og svær at komme ind på livet af.

Niels Barfod mener ikke at Knud Rasmussen var "splittet", men at han "formåede at leve med begge sider, ja, med mange indbyrdes modstridende sider, hele livet".

   Ifølge Barfod havde Knud Rasmussen en karisma der gav ham guru-status blandt en lille flok ikke særligt nære venner. Og så lagde han kvinder ned på stribe.  

Knud Rasmussen måtte tidligt stå på egne ben, fortæller artiklen. I en alder af 12 år bliver han efterladt i Danmark af forældrene for at gå i skole. Barfod fortæller:

Han lærer at klare sig selv, men hele hans indre består af Grønland, der er ikke andet, og det kan han ikke kommunikere! Jeg tror han kommer til at tilbringe hele sit liv med at udtrykke det 'indre' Grønland, som lå indkapslet i ham, siger Niels Barfoed og fremhæver hvordan drengen Knud kunne bryde ud i skurrende grønlandsk sang, når kammeraterne var i gang med Højskolesangbogen.

   Grønland vælter ud af ham som et brøl: 'Dette er mig, og I kender mig ikke. Jeg vil vise hvem jeg er, men det kan jeg ikke, for I forstår ikke grønlandsk.'