Sider

torsdag den 28. maj 2015

Akvarelmaleriets mysterier (46) - min Harald Henriksen-samling er nu blevet fordoblet - og hvad kendetegner hans træsnitmotiver og hans akvarelteknik

Jeg fortalte i forrige indlæg hvordan mødet med Harald Henriksens træsnit og akvareller havde aktiveret mit ellers i meget lang tid sovende samlergen.
   En samling skal sættes op - ligesom en frimærkesamling. Her opsætningen af en Harald Henriksen-væg i stuen:


Jeg har tidligere skrevet om at "blive forelsket i ting" - og især i deres design:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/min-stetiske-hjerne-om-at-blive.html
Og der er lavet ganske mange videnskabelig undersøgelser de senere år af hvordan hjernen fungerer hos mennesker der er meget forelskede, som det bl.a. beskrives i den populærvidenskabelig avisartikel her:
http://www.dailymail.co.uk/health/article-2230969/Crazy-love-What-happens-brain-really-chemistry.html
Jeg er slet ikke i tvivl om hvad der er sket for mig siden december sidste år: Jeg er blevet stormende forelsket - ikke i en kvinde - men i nogle billeder og en billedstil af en kunstner jeg ikke anede noget om for et halvt år siden: Harald Henriksen.
   Hans akvareller som jeg nu har fået set mange af i virkeligheden - og - især og ikke mindst - hans originale farvetræsnit.
   Når jeg ser dem, bliver jeg ved med at glæde mig ud over alle grænser. Ikke alle lige meget - men mange meget.

Og når samlergenet først er blevet aktivret hos sådan en som mig, så hænger man på den - er mentalt bundet op på sin forelskelse, betagelse, fascination. 
   Fornuften suspenderes, frontallapperne som den kritiske dømmekraft udspringer fra, lukker simpelt hen ned når forelskelsen i billeder går i symbiose med samlermanien.
   Den forelskede hjerne lukker også ned for de centre der producerer frygt og andre negative følelser, kan man læse sig til.
Brain scans have also shown the area of the brain that controls fear, and another region involved in negative emotions, close down, explaining why people feel so happy with the world – and unafraid of what might go wrong – when they fall head over heels.
Der sker også en ændring i omfanget af produktionen af de forskellige hormoner og signalstoffer i hjernen under en forelskelse - belønningssystemet får et ekstra skud dopamin for eksempel:
Studies have shown brain chemical dopamine is at higher levels in those in love. Dopamine is key to our experiences of pleasure and pain, linked to desire, addiction, euphoria, and a surge may cause such acute feelings of reward that it makes love hard to give up.
   Tests show that taking opioid drugs such as cocaine have a similar effect on dopamine as love.
   A side effect of rising dopamine levels is a reduction in another chemical, serotonin, a key hormone in our moods and appetite.
Jeg har oplevet det flere gang tidligere i mit liv: 
   En regulær forelskelse i en bestemt kunstners billeder, det oplevede jeg meget tidligt i min ungdom: Han hed Hokusai, var japaner - og hans træsnit der var helt tilbage fra 1800-tallet, betog mig dybt. Og gør det stadig. Og den gang vidste jeg ikke at Hokusai og samtidige japanske træsnitkunstnere, havde revolutioneret den europæiske kunst omkring århundredeskiftet - 1800-1900.
 
Andre kunstnere jeg er blevet forelsket i  og betaget af - ved første blik, er østrigeren Friedenreich Hundertwasser, og schweizeren Poul Klee.
   Men jeg kender også følelsen fra mine tidligere samlermanier - i forhold til fx polerede sten fundet ved stranden:


Og fra de gamle danske  såkaldte 'tofarvede' frimærker fra 1870-1905, som jeg i rigtig mange år samlede på og både var betaget af og optaget af at ordne, systematisere og sætte op på en måde som netop disse frimærker inviterer til:


hg4komplet.BMP (1282374 bytes)

Bestemte former for arkitektur kan virke på samme måde på mig: Den middelalderlige rådhusplads i Sienna for eksempel - og byen Venedig. 
   Og som beskrevet i det tidligere indlæg, også bestemte designere (ægteparret Eames) og bestemte designmøbler (flaglinestolen af Wegner, compact-sofean af Eames) får mig nemt op i det høje betagelsesfelt:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html
Nedenfor viser jeg lige den sidste forøgelse af min Harald Henriksen-samling: 11 nye farvetræsnit - og min tredje og fjerde akvarel af ham.

Alle træsnittene kom fra samme sælger der har stået Harald Henriksen personligt nær, og som havde fattet tillid til at jeg ville tage godt og kærligt vare på hans træsnit.
   Det var dubletter, og jeg fik dem til særdeles rimelig pris.
   Han fortæller om omfanget af produktionen af farvetræsnittene at han har registreret 117 forskellige træsnit af Harald Henriksen, men at et nyt lige er dukket op.
Oplagenes størrelse var fra 25 til 75, evt. op til 100 -125 for dem der var godt salg i. Nogle af de små gik som gevinst i Charlottenborgudstillingernes tombola. Han nummererede desværre ikke konsekvent, men kun engang imellem. Jeg ved ikke hvorfor, – det gør jo hvert eksemplar mere værdifuldt for ejeren. 
Mine nyerhvervede træsnit har - som de tidligere - fået ny 'indpakning': tynd aluminiumramme, frisk passpartout og refleksfrit glas. Som de tidligere.
   Man siger at det refleksfrie glas svækker farvernes intensitet en smule, noget jeg dog ikke rigtig kan få øje på. Og træsnittene er jo i forvejen både gamle og gulnede, så det der er deres egentlige styrke og kvalitet, den grafiske stilisering og forenkling af farver og former, det får man i hvert fald et fantastisk fint indtryk af i den nye "indpakning".

Her kommer de første syv nyanskaffelser - i tilfældig orden:

Brønshøj mose, 1933
Vinterlandskab, slutningen af 30´erne?
Markvej, vinter (ved Bramsnæsvig ?) slutningen af 30'erne
Vej ved Bramsnæsvig, 1939
Hesterive, Bramsnæsvig, ca. 1930
Snestorm, Brandsø, 1925
Træ, hegnsstolper i forgrunden, udateret

Ikke mindst det sidste er betagende smukt. Også det første i rækken, med motiv fra Brønshøj Mose, er rigtig, rigtig godt - kun trykt i to farver - sortgrå - og duegrå.
   Jeg synes denne samling meget godt illustrerer hvorfor den aller første af Harald Henriksen træsnitten jeg stødte på, for en overfladisk betragtning, set lidt på afstand og gennem glas, godt kunne opleves som en falmet akvarel.
   
De fem farvetræsnit her er alle snelandskaber, og de ligner akvareller på den måde at de  så at sige lever af alle de flader der ikke er farvet - det 'hvide' der repræsenterer sneen i landskabet. 
   Den hvide sne i klatter og baner står så typisk i skarp og profilerende kontrast til mørk oliven, mørkegrå eller sorte silhuetter af træer eller buske eller landbrugsredskaber i forgrunden. 
   I mellemgrunden silhuetter af træer og planter, ofte også i oliven eller mellemgrå farver.
   
Jeg oplever at der med de billeder, ligesom med dem der udgør min "væg" i fotoet indledningsvis, er tale om en form for besjæling af de fremhævede nøgne træer med grene og kviste som en slags levende lemmer - og af landskabet de står i, og som de har som baggrund: Godt nok en form for naturalisme, men med en naturbesjælet symboliserende undertekst, synes jeg
   Selv om træsnittene altså æstetisk og motivisk er udtryk for en form for visuel natur-loyalitet med rødder i guldalderkunstens virkelighesforestillinger, så fremstår træerne i mange af Haralds træsnit som personificerede karakterer på en iscenesat og på forhånd givet landskab-scene.
   
Her to af mine egne - tidligere viste - akvareller med træer - som viser hvorfor jeg føler så stærkt for Harald Henriksens træsnit:

      Billedresultat for Japanske træsnit med træ i forgrunden

Og her et af de aller seneste med motiv fra Mallorca:



De tre følgende Harald Henriksen-træsnit adskiller sig på flere måder fra de første fem i min nye bunke, og også fra dem jeg tidligere har købt og viste ophængt på væggen i starten:

Klint ved en fjord, 1948. Farvetryk på gipsplade

Dette billede af en "Klint ved en fjord" (hvor motivet er lokaliseret fremgår ikke), er trykt i markant kraftigere og mere kontrastfyldte farver end det ellers er normalt hos Harald Henriksen. Der er ikke spor af vintersne, og vi oplever en mere forårs- eller sommeragtigt stemning end typisk for de fleste af hans træsnit.
   Og  man fornemmer et vist slægtskab med og måske inspiration fra det kendte maleri af I. A. Ring med et motiv fra Roskilde Fjord og så det følgende farvemættede Harald Henriksen-træsnit med motiv fra Brønshøj Mose; også det fremtræder med væsentlige kraftigere farvekontraster - og dermed mere forårs- eller sommeragtigt  - end Haralds typiske vinterlandskaber:

Brønshøj mose (Brønshøj kirke i det fjerne), ca 1947
I. A. Ring: "Sommerdag ved Roskilde Fjord”,1900

Faktisk producerede Harald Henriksen også en del træsnit med bymotiver, både fra Københavns trafikkerede gader, pladser og parkanlæg; og også fra Roskilde - som det følgende - hvor den gamle domkirke altid spiller en rolle i motivet.
 
Domkirkepladsen, Roskilde - udateret.

Perspektivet her er usædvanligt. Domkirken fremtræder i den grad mørk og skygget, nærmest truende - i hele højre side af bilede - i kontrast til de relativt små solbelyste byhuse til venstre - og med et kig til fjorden og dens anden bred i det fjerne mellem de to kontrasterende byggerier.
   Særligt bemærkelsesværdig er den ekstremt lave placering af horisontlinjen der åbner op centralt for et sugende udsyn til et blåt himmelrum med lette hvide skyer:
   Dette billede er snittet i et stort næsten kvadratisk format (40 x 34 cm), og er udtryksmæssigt beslægtet med det et andet farvetræsnit som fruen har arvet efter sine forældre - med motiv fra Langelinie i København:

Fuldrigger og mindre sejlskibe ved  Langelinie

Man bemærker ligheden i den relativt lave horisontlinje - og især i måden det blå himmelrum med de hvide lette skyer fungerer på - der tilfører billedet det dominerende helhedsindtryk af krystalklar solrig sommer.

Her er en ny Harald Henriksen-væg - med nogle af de nyanskaffede træsnit -  nu ophængt og fordelt på væggen lige over mit skrive- og malebord: 


Og fruen har klart givet udtryk for at nu er hun ved at være "fed up'' med Harald Henriksen-billeder der efterhånden hænger næsten overalt i huset.

Endelig har jeg nu fra samme sælger som jeg fik de to første af hans akvareller fra, (vist i et tidligere indlæg) erhvervet mig denne smukke akvarel der jo tydeligt er beslægtet med de foregående træsnit i kraft af sommestemningen:

Espergærde/Snekkersten? Måske omkring Egebækshavn, udateret

Det er tydeligt i akvarellen her hvor suverænt Harald Henriksen behersker den klassiske akvarelteknik til at give den optimale oplevelsen af lys og skygge - og dermed til at markere former og dybdeperspektiv med: en teknik med maximum tre transparente akvarel-farvelag malet oven på hinanden "vådt i tørt" - først de lyseste farver som bund, derefter en mørkere tone - og til sidst de mørke linjer og de områder der ligger mest i skygge.
   På forhånd har Harald Henriksen valgt hvad der skulle være helt hvidt - og altså 'males' ved at lade papiret fremtræde ufarvet - som i kanten af cumulus-skyerne.

Endelig viser jeg den aller seneste nyanskaffede akvarel af Harald Henriksen: Et af hans københavnske bymotiver - fra Vesterbrogade som er meget velbevaret:


Han bruger her samme 'lyssætning' og belysningsform som i træsnittet fra domkirkepladsen i Roskilde ovenfor. Et kraftigt solskin fra sydvest lægger højre side af billedet i skygger og i kontrast hertil fremtræder venstre side af Vesterbrogade ekstra stærkt solbeskinnet.

Harald Henriksen malede næsten altid sine akvareller udendørs på stedet - han malede hvad han så, men forenklede så også former og farver på en måde som han var suveræn til -  hvad der jo er genkendeligt fra træsnittene. 
   Og det gik hurtigt med sådan et maleri: højst en dag har akvareller som disse sikkert taget at male. 

Hvis jeg lige til sidst skal blande mig selv og min måde at male akvarel på ind i historien her - som modstykke, så maler jeg næsten altid mine akvareller indendørs - også landskaber - med egne eller andres fotografier af motivet som referencebilleder; som de her fra mit og fruens akvarelkursus på Færøerne med Bardur Jakupsson som lærer - for næsten tre år siden:


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar