Den kreative Burmarejse (7) - om folkekulturens opfindsomhed, fingersnilde - og om pigen der cyklede sig til en salgsucces

Jeg har ikke flere vers fra Mandalay-sangen at citere som optakt. Så denne blogføljeton om den kreative Burmarejse kører på lånt tid. 

    Jeg annoncerede i foregående indlæg at jeg ville skrive om Burmas "NATS" - deres naturånder som indgår i et særegent blandingsforhold med deres buddhisme.

    Men det må vente en omgang. Først et svar på et spørgsmål fra en læser: 

Hvad har den her rejse egentlig med 'kreativitet' at gøre, når du kalder den "Den kreative Burmarejse"?

For mig er det ikke så meget rejsen i sig selv som er specielt kreativ. Tværtimod. Som jeg flere gange har gjort opmærksom på, så har spredningen i de udvalgte seværdigheder været ganske begrænsede, bestemt af det udbud regimet har stillet til rådighed for rejsearrangørerne.
   For mig består det kreative i hvad rejsen satte i gang af spørgsmål - i høj grad med afsæt i det vi ikke så, men - i bedste fald - hørte lidt om i bussen af vores rejseleder.
   Jeg har søgt "grænseoverskridende" svar, og forfulgt associationer gennem surfing på nettet. Og forsøgt at skaffe mig en ofte overraskende kontekst til de isolerede oplevelser undervejs.
  Man kan sige at rejsen og dens oplevelser er et udtryk for det man inden for litteraturen kalder "isbjergprincippet" -  hvor en stor del af historien udgøres af det der ligger under overfladen, det uudtalte, det underforståede.
   Og det kan man så, når man kommer hjem fra rejsen, forsøge at gå i dybend med,  folde ud og skrive om ved at udnytte nettets fantastisk muligheder for hurtig og bred research, en research hvor det såkaldte serendipitet-princip kan få frit løb.
   Sådan fungerede den Kinarejse som jeg og fruen var på for et par år siden, og hvor blogføljetonen  efterfølgende fik titlen "Den kreative Kinarejse".
   Og sådan har Burmarejsen her også fungeret. Derfor "kreativ".

Men selvfølgelig har vi også på rejsen oplevet udtryk for burmesisk kreativitet, både i højkluturens og folkekulturens produkter og arbejdsprocesser:

Bag de mange konstruktioner af relativt nutidige kæmpeklokker, pagoder og Buddhaer ligger en højkulturel, men traditionsbundet arkitekt-, skulptør- og håndværkertradition som er mere en 1000 år gammel, og som stadig er levende. 

   Traditionen fungerer som et komplekst sæt af kreative restriktion som tvinger alle til hver gang at forny sig. Hver nybygget pagode, hver nystøbt klokke og hver ny-skulptureret Buddha-figur bliver sammenlignet med dem der allerede foreligger. Og "målt" i forhold til dem.
   For turisten - mig - har de sansede konfrontationen med alle disse 'magnifique' seværdigheder en uvirkelig, drømmeagtig karakter. De appellerer til fantasien, er - som man siger - 'betagende'.
   Undervejs mobiliserer mødet med dem og oplevelsen af dem den del af hjernen som kaldes 'default netværket, - eller det "opgave-negative" netværk - det kompleks af forbundne hjernemoduler der er aktivt når vi dagdrømmer, fantaserer, fortager tankeeksperimenter og genkalder os erindringer.

Men også folkekulturen inden for forskellige håndværk er udtryk for en menneskelig 'grundkreativitet': Resultaterne - brugs- og pyntegenstande, husgeråd, vævede stoffer, fisketeknikker, you name it - manifesterer den store opfindsomhed der udspringer af de kreative restriktioner som ligger i fattigdom, barske livsvilkår og  naturafhængighed. 

   Man bruger de rå materialer der er til rådighed, og opfinder sindrige bearbejdningsteknikker der producerer skønhed og funktionalitet.
     Det er "Bonderøven" gange hundrede. Men hvor oplevelsen af hans kreativitet er nostalgisk tv-fiktion, så er det vi som turister oplever på rundturen her i Burma, kreativ virkelighed - 'in action'.
     Disse oplevelser "spiller på" de dele af hjernen som indeholder spejlneuroner, de moduler i bla. premotorcortex der  "tænder" og er aktivt både nå vi selv udfører en målrettet handling, og når vi ser andre gøre det.
   Den slags oplevelser er umiddelbart forbundet med lyst - til at prøve selv hvis man bare havde øvelsen og håndelaget.

Vi besøgte undervejs på turen en række små værksteder, håndværkvirksomheder og hjemmeindustrier hvor det var dybt fascinerende at opleve traditionelle (kunst)håndværkere i aktion, men også at møde nyudvikliet hjemmeindustri som fx hjemmeproduktion af energidrikken "Red Bull":

Kunsten at lakere og polere 

Kunsten at dekorere med bladguld

Kunsten selv at producere energidrikken 'Red Bull' 

Kunsten at lave origami af palmeblade

Kunsten at rede en hotelseng - så man får bedre drikkepenge

Kunsten at fiske med ruse på et ben på Inle-søen

Kunsten at snedkerer borde af teaktræ

Kunsten at smede i sølv

Kunsten at rulle cigarer

Kunsten at væve silketøj

Kunsten at sælge jadesmykker  fra båd på Inle-søen

For de mænd og kvinder vi så udføre det, er arbejdet nok ikke i sig selv særligt kreativt. Men det kræver håndelag, fingernemhed, balancekunst, præcision, koncentration og opfindsomhed. Og udførelsen er tydeligvis forbundet med en håndværksmæssig stolthed og ærekærhed.

   Og for nu igen at bruge et af kreativitetspyskologiens begreber: Man ser tydeligt at de "menige" håndværkere/arbejdere er i 'flow' når de arbejder.
   Hvis ikke de kom i 'flow', kunne de ikke udføre det arbejde - med den kombination af flydende lethed, mental fokusering  og dyb koncentration som er afgørende for at det lykkes.

Til den "lille kreativitet" hører også udviklingen af nye salgsobjekter og salgsteknikker. Ikke mindst nu hvor strømmen af turister til Burma eksploderer.

Jeg har tidligere nævnt hvordan børnene opfandt hjemmetegnede "pagode-postkort" i plastlommer og solgte til turister - på lige fod og i konkurrence med de voksne der solgte fotograferede pagode-postkort i plastlommer:

Denne burmesiske piges kreative og opfindsomme salgsteknik kan få lov til at afrunde dette kapitel:

Det hun sælger, er perlekranse og perlearmbånd af slebet og poleret jade. De er billige, smukke, og man kan købe dem overalt på markeder:

Her begynder historien med at vi blev sejlet over en flod til en ø for at besøge det gamle Bagaya-munkekloster bygget af teaktræ:

Bagayar-munkeklostret

Ved landingstedet på øen blev vi nærmest overfaldet af en meget stor gruppe burmesiske kvinder i alle aldre der meget pågående forsøgte at sælge os deres jade-smykker.

   Tidligere på dagen havde vi allerede været et andet sted hvor vi havde fået tilbudt - og købt - stort set den samme slags varer. Så vores gruppe var generelt ret afvisende. Konkurrencen mellem kvinderne var hård - og afsætningen meget lille.

   For at komme ud til klostret skulle vi køre  ad en utroligt dårlig, stenet og skrumplet vej i små hestevogne:

Sælgerpigen stod op på sin cykel og fulgte vores hestevogn et langt stykke ad vejen. Undervejs konverserede hun os på godt engelsk om alle mulige emner, og fortalte også om hvad vi kunne se på markerne og landskabet vi kørte igennem:

Læg mærke til smykkerne til salg på cykelstyret

Efter vi havde været rundt og besigtiget klostret, gik turen i skumplende hestevogn tilbage til landingstedet. Pigen sluttede sig til os igen  på sin cykel og fortsatte konversationen:

Strategien lykkedes, og opfindsomheden og anstrengelserne blev belønnet. Hun fik solgt godt da vi stod af. Selv om vi sådan set havde mere end nok af jade-smykker i forvejen.